Frederikssund Kommunes logo

Specialtandpleje

Lovgrundlag

Sundhedsloven §§ 133 og 134.

Bekendtgørelse om tandpleje kapitel 3;

Vejledning af 15. maj 2023 om ”omfanget af og kravene til den kommunale tandpleje”; autorisationsloven LBK 1141 af 13. september 2018; Journalføringsbekendtgørelsen BEK 530 af 24. maj 2018.

Formål med indsatsen

Formålet med Specialtandplejen er at tilbyde et specialiseret tandplejetilbud til dig, som ikke kan benytte de almindelige tandplejetilbud i privat praksis eller i Omsorgstandplejen.

Målgruppe

Du kan blive tilbudt specialtandpleje, hvis du har betydelig og varig funktionsnedsættelse og dette gør, at du ikke kan benytte de almindelige tandplejetilbud i Omsorgstandplejen eller i privat praksis. Det kan for eksempel være, hvis du har en sindslidelse eller er psykisk udviklingshæmmet, har cerebral parese (motoriske handikap, som skyldes hjerneskade opstået i en umoden hjerne), autisme eller svær sklerose.

Borgere i Specialtandplejen har ofte brug for omfattende sygepleje- eller pædagogisk hjælp og har særlige problemer med at udvikle hensigtsmæssige tandplejevaner. Målgruppen har derfor behov for særlig behandlingsmæssig støtte.

Indhold

Specialtandpleje indeholder opsøgende og regelmæssig tandpleje med fokus på at forebygge og fremme din tandsundhed. Specialtandpleje indeholder også nødvendig behandling af sygdomme i mund og tænder.

Behandlingen sker i et tæt samarbejde med det personale, som støtter dig i det daglige, for eksempel personale tilknyttet dit botilbud.

Omfang og varighed

Indsatsen er et samlet tandplejetilbud og indeholder behandling af symptomer og sygdomme. Behandlingen er tilpasset dig og skal sikre, at du er symptomfri og har en god tyggefunktion.

Tildeling

Du kan blive henvist til specialtandpleje af en fagperson, som har kendskab til din funktionsnedsættelse. Det er enten hospitalslæge, sygeplejerske eller socialpædagogisk leder. Socialpædagogisk leder omfatter leder af botilbud, leder af dagtilbud eller leder af socialpædagogisk personale. En henvisning er ikke ensbetydende med, at du bliver visiteret til specialtandpleje. Det er Afdeling for Voksenstøtte, som modtager henvisningen, og de vil de vurdere, om du er i målgruppen for specialtandpleje.

Det vil løbende blive vurderet, om du er berettiget til specialtandpleje.

Tilbuddet er frivilligt.

Egenbetaling

Du skal selv betale en del af udgiften efter gældende takst. Udgiften kan dog maksimalt være 1975 kr. om året (pr. 1. januar 2019). Egenbetalingen reguleres årligt og kan ses på kommunens hjemmeside.

Du kan få tilskud til egenbetalingen til specialtandpleje fra Sygeforsikringen Danmark.

Frit valg

Der er ikke frit valg af leverandør.

Hvem skal jeg kontakte

Hvis du har spørgsmål eller får behov for støtte, kan du henvende dig til afdelingen Voksenstøtte i Center for Voksenstøtte og Omsorg. Ring på telefonnummer 47 35 10 00 eller se mere i afsnittet ”Hvad skal jeg gøre, hvis jeg har behov for støtte?”

Politisk udvalg

Kvalitetsstandarden hører under Social og sundhed.