Frederikssund Kommunes logo

Endelig vedtagelse af Lokalplan 79.1 Tillæg til lokalplan 79 For center for bæredygtigt friluftsliv ved Hammergården

Afgørelse | Plan | 4050 Skibby

Udvalget for Plan og udvikling vedtog den 7. april 2026 lokalplan 79.1 endeligt.

Fakta om lokalplanen

Tillægget muliggør, at der kan opføres to sheltere på et græsareal ved Hammergården ca. 200 m fra kysten. Herfra er der udsigt til Isefjord. Placeringen er valgt, fordi det er muligt at køre til den nærliggende parkeringsplads i bil og derfra gå til shelterne via en eksisterende markvej. Tillægget sikrer, at sheltere udføres med en kørestolvenlig åbning, så de med en lift, kan benyttes af personer med handicap. Det skal være muligt med kørestol/rollator at komme til toilettet, som ligger ved parkeringspladsen.

Læs lokalplan 79.1 Tillæg til lokalplan 79 For center for bæredygtigt friluftsliv ved Hammergården

Beslutningen om at vedtage lokalplan 79.1 blev truffet af udvalget for Plan og udvikling den 7. april 2026. Du kan se mødematerialet og læse referatet fra den politiske behandling på Kommunes hjemmeside under Politik --> Politiske udvalg --> Plan og Udvikling

Behandling af høringssvar

Lokalplanforslaget har været fremlagt i offentlig høring i perioden 28. januar til 25. februar 2026. I høringsperioden er der modtaget høringssvar fra henholdsvis en nabo, grundejerforeningen Hammervang samt Friluftsrådet.

Bemærkningerne til lokalplanforslaget handler i hovedtræk om bekymring for lysforurening.

Høringssvarene har givet anledning til, at der er indført en bestemmelse i lokalplanen om, at der ikke må etableres fast belysning i området. Der er redegjort for resultatet af den offentlige høring i hvidbogen.

Se behandling af høringssvar i hvidbogen.

Klagemulighed

Hvis du ønsker at klage over at kommunen har vedtaget lokalplan 79.1, kan du klage til Planklagenævnet.

Klagen skal indgives inden 4 uger fra den dag vedtagelsen af lokalplanen blev bekendtgjort på kommunens hjemmeside – datoen står øverst på siden (dato for offentliggørelse). Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Du klager via Klageportalen, som du finder via borger.dk eller Virk.dk.

Du logger på Klageportalen med MitID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Frederikssund Kommune via Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr. Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Planklagenævnet. Nævnet afgør herefter, om du kan fritages for at bruge klageportalen. Se betingelserne for at blive fritaget på Nævnenes Hus hjemmeside Nævnenes Hus.