Frederikssund Kommunes logo

Hvad er en plejefamilie?

Alle børn har brug for at vokse op i trygge og stabile rammer med adgang til omsorgsfulde voksne, som de kan knytte sig til. En plejefamilie er en familie, der har overskud og hjerterum til at åbne sit hjem for et barn, som af en eller anden grund ikke kan bo hos sine egne forældre. Det betyder, at barnet flytter ind hos plejefamilien og indgår i familien på lige vilkår med familiens andre børn og deltager både i familiefødselsdage og ferierejser. Som plejefamilie kan du være med til at gøre en uvurderlig forskel i et barns liv både her og nu og på sigt.

Der kan være mange forskellige grunde til, at et barn ikke kan bo sammen med sine biologiske forældre. De børn, der bliver anbragt i familiepleje har ofte oplevet mange svigt og levet under meget belastende forhold. De har derfor ofte brug for omsorg, stabilitet og støtte i langt højere grad end andre børn. Derfor skal hele familien skal være indstillet på at være der for barnet resten af livet. Det er en forpligtende opgave og en stor beslutning at træffe. En beslutning, der kræver grundige overvejelser og enighed i familien. Som plejefamilie skal du være indstillet på at kunne samarbejde med barnets egen familie og netværk.

Match mellem plejefamilie og barn sker i tæt samarbejde med sagsbehandleren og kommunens familieplejekonsulent, der løbende fører tilsyn med barnet under dets ophold i plejefamilien.

Nedenfor finder I både information og gode råd, der kan hjælpe jer med at afgøre, om det er noget for jer at blive plejefamilie.

Som regel er der formuleret et eller flere mål med anbringelsen, det kan fx være, at barnet har brug for støtte til sin sociale og følelsesmæssige udvikling. Men det betyder ikke, at plejefamilien skal kunne påtage sig alle opgaverne selv. Opholdet i plejefamilien kan være koblet med alt lige fra psykologhjælp og fysioterapi til behandling på et ambulatorium for børn med medfødte alkoholskader. Plejefamiliens opgave er først og fremmest at fungere som en tryg base.

Hvordan bliver du plejefamilie?

Det kræver ikke en bestemt uddannelse at blive godkendt som plejefamilie. Det skyldes bl.a. at de nødvendige kompetencer og egenskaber afhænger af det enkelte barn. Alle plejefamilier skal have en formel godkendelse og gennemføre en kort grunduddannelse, før de kan få et barn i pleje. Denne proces kan tage op til et halvt år.

Det er ét af de fem regionale socialtilsyn, der står for godkendelsen. I forbindelse med godkendelsen skal du også deltage i et gratis fire-dages kursus. Formålet med kurset, at du får indsigt og viden om, hvad det vil sige at være plejeforælder, hvordan du kan skabe trygge og stabile rammer samt få viden om, hvad det kan betyde for din hverdag og familie. Du kan læse mere om godkendelsen hos Socialtilsyn Hovedstaden.

Ønsker I at blive plejefamilie for et barn i Frederikssund Kommune, skal I kontakte familieplejekonsulenterne i Frederikssund Kommune.

Hvilke overvejelser skal du gøre dig ift. at blive plejefamilie?

Det er en stor opgave at blive plejefamilie, men det kan også være en stor gave. Ofte giver det relationer, der varer livet ud, og man gør en stor forskel i et andet menneskes liv.

Derfor kan det være godt at overveje og være bevidst om følgende:

  • Hvorfor ønsker vi at få et barn i pleje?
  • Hvordan vil det være for vores egne børn at dele vores opmærksomhed med andre børn?
  • Hvad mener vores børn?
  • Vi står til rådighed 24 timer i døgnet - året rundt – er vi indstillet på det?
  • Hvad tænker vores familie og venner om, at vi vil have et barn i pleje? Familie og omgivelser kan reagere uventet på jeres nye opgave.
  • Det påvirker jeres børn og familieliv
  • Hele jeres familie bliver involveret i den nye dagligdag, og I kan blive nødt til at ændre på rutiner og vaner, som I ellers er glade for.
  • I kan i en periode komme til at føle jer utilstrækkelige over for jeres egne børn.
  • Jeres værdier kan komme på prøve, da barnet kan komme fra et andet miljø med helt andre normer.
  • I skal samarbejde med og acceptere barnets forældre, selvom de måske lever et liv, der er væsentligt anderledes end jeres.
  • Et barn, der skal være hos jer, kan bære på meget sorg og smerte. Det kan være svært at være vidne til.
  • I skal være indstillet på at samarbejde med familiens socialrådgiver omkring en handleplan for barnet, også selv om I synes, at planen burde se anderledes ud.