
Frederikssund Møder Vandet - Kystbeskyttelse
Medio september går Frederikssund Kommune i gang med at kystbeskytte Frederikssund midtby. Anlægget skal beskytte Frederikssund midtby mod stormflod fra Roskilde Fjord og sikre byen bedre mod fremtidens højvande.
Vi ved, at et projekt af denne størrelse kan påvirke hverdagen. Derfor ønsker vi at informere dig om, hvad der skal ske, hvorfor projektet gennemføres, og hvad du kan forvente i den kommende tid.
Når projektet er færdigt, får Frederikssund en bedre beskyttelse mod stormflod. Samtidig udvikles havneområdet med nye grønne områder, bedre opholdspladser og et mere attraktivt bymiljø, så området fortsat bliver et godt sted at bo, besøge og opholde sig.
Hvorfor laver vi projektet?
Frederikssund midtby ligger lavt, og ved kraftige stormfloder kan havvandet trænge ind over Havnepladsen og oversvømme dele af byen. I dag beskytter vi området med midlertidige løsninger som sandsække og watertubes. Med dette projekt etablerer vi en permanent stormflodsbeskyttelse, der skal sikre byen mange år frem.
Hvornår og hvor foregår arbejdet?
Anlægsarbejdet begynder medio september 2026 og forventes afsluttet i sommeren 2027.
Arbejdet udføres i fem delområder:
- Toldboden, Ndr. Pakhusvej og det grønne område
- Havnepladsen
- Amsterdamhusene
- Stenværksvej
- Sillebro Å
Arbejdet er planlagt til udførsel etapevis, så der ikke arbejdes i alle områder samtidig.
Her kan du se en plantegning over projektet:
Hvad betyder det for dig?
Mens arbejdet står på, kan du opleve:
- Midlertidig støj fra anlægsarbejdet.
- Ændrede adgangsforhold for gående, cyklister og bilister.
- Midlertidige omkørsler.
- Færre parkeringspladser i perioder.
- Øget bygge- og lastbiltrafik.
Vi gør vores bedste for at begrænse generne mest muligt og sikre adgang til boliger, butikker og virksomheder under hele projektet.
Mere end en stormflodsbeskyttelse
Projektet Frederikssund møder vandet handler om mere end at beskytte byen mod stormflod. Målet er at skabe et havneområde, hvor sikkerhed, natur, byliv og fællesskab går hånd i hånd.
Frederikssund har altid haft en tæt forbindelse til Roskilde Fjord. Med projektet ønsker kommunen at bevare den forbindelse og samtidig sikre, at fremtidige generationer fortsat kan bo, arbejde og opholde sig tæt ved vandet – også når klimaforandringerne giver højere vandstande og flere stormfloder.
Den nye stormflodsbeskyttelse bliver derfor en naturlig del af havnen og bymiljøet. Der etableres blandt andet nye grønne områder, bedre opholdspladser og løsninger, som gør det muligt fortsat at nyde udsigten og livet ved fjorden.
Kunst som en del af havnen
Som en del af projektet bliver der også etableret et kunstværk på Havnepladsen. Kunsten skal være med til at skabe identitet, liv og oplevelser i området og gøre havnen til et endnu mere attraktivt sted at besøge.
Kunstværket bliver udviklet med udgangspunkt i stedets historie, natur og relationen mellem byen og fjorden. Det bliver dermed en integreret del af det nye havnemiljø og ikke blot en udsmykning. Det er Statens Kunstfond der med financierer kunstprojektet.
Har du spørgsmål?
Har du spørgsmål til projektet, er du altid velkommen til at kontakte Frederikssund Kommune.
Tak for din forståelse og tålmodighed, mens vi arbejder på at sikre Frederikssund mod fremtidens stormfloder.