Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo

Bygnings- og boligregistret (BBR)

BBR indeholder en lang række oplysninger om din grund og dine bygninger.

Alle bygninger og tekniske anlæg skal være registreret på din BBR-meddelelse. Det er dit ansvar som ejer, at der ikke er fejl i oplysningerne.

  • Benyt Ret BBR, når du skal give os besked om ændringer.

Find din BBR-meddelelse

Du kan se og printe din BBR-meddelelse på  www.ois.dk eller www.bbr.dk

Vi udskriver automatisk en ny BBR-meddelelse, når en ejendom får ny ejer, eller når oplysningerne om bygningerne bliver ændret.

Husk at give os besked om ændringer

Hvis der sker ændringer i dine bygninger, skal du oplyse os om det. Ring til os eller send en e-mail (hvor du også helst skal oplyse et telefonnummer). Vi skal have besked, hvis for eksempel antallet af værelser eller toiletter er ændret, hvis du får brændeovn, eller hvis du skifter tagbeklædning.

Ændringer af din bygning, som kræver tilladelse, vil vi automatisk påføre din BBR-meddelelse, når vi sagsbehandler din byggeansøgning.

Din pligt som ejer

Det er dit ansvar at sørge for, at de oplysninger, der står på din BBR-meddelelse, er korrekte. Du skal derfor oplyse os om ændringer, fejl og mangler, så vi kan foretage de nødvendige rettelser i BBR.

At et forhold er registreret på din BBR-meddelelse, er ikke nødvendigvis et udtryk for at forholdet er lovligt. I det digitale byggesagsarkiv kan du se de bygninger på din grund, som vi har sagsbehandlet gennem tiden. Og hvis du har ulovlige bygninger, skal du sørge for at lovliggøre dem.

Hvad er en bygning?

En bygning er en konstruktion med tag på. På din BBR-meddelelse skal derfor også være registreret udhuse, carporte, overdækkede terrasser, overdækning til brænde, legehuse, shelters, halvtage, opspændte presenninger og meget mere.

En justerbar markise og en åben pergola er ikke en egentlig bygning.

Midlertidige konstruktioner (mindre end seks uger) skal du ikke registrere i BBR.