Frederikssund Kommunes logo

Høring af forslag til Kommuneplan 2025-2037

Emner: Plan, Politik

Byrådet vedtog den 30. april 2025 at fremlægge forslag til Kommuneplan 2025 i offentlig høring i 10 uger. Kommunen har udarbejdet tilhørende miljøvurdering af planen. Forslag til Kommuneplan 2025 og den tilhørende miljøvurdering er i høring fra den 26. maj 2025 til den 4. august 2025.

Fakta om Forslag til Kommuneplan 2025

Kommuneplanen fastsætter rammerne for den kommende udvikling af kommunen frem mod 2037.

Kommuneplanens tre vigtigste dele er:

  1. En byudviklingsstrategi "Fremtidens Frederikssund"
  2. Temaer med bestemmelser om arealanvendelse
  3. Specifikke rammer for lokalplanlægningen

Byudviklingsstrategien "Fremtidens Frederikssund" giver en samlet beskrivelse af de overordnede mål for udviklingen og arealanvendelsen i kommunen.

Temaerne indeholder generelle bestemmelser for arealanvendelsen om f.eks. landskabsbeskyttelse, reservationer til infrastrukturanlæg mv. i kommunen. Rammedelen fastlægger specifikke rammer for byggehøjder, anvendelse til f.eks. bolig eller erhverv, bebyggelsesprocent mm. for et stort antal lokalområder i kommunen.

Derudover indeholder kommuneplanen under fanen "Om kommuneplanen" afsnit om kommuneplanens retsvirkning, forhold til anden planlægning, en beskrivelse af forudsætninger for planlægningen og en redegørelse for planlægningen siden sidste kommuneplanvedtagelse.

Kommuneplanen bygger videre på principper i den tidligere kommuneplan, men sætter på nogle områder nye rammer for kommunens udvikling.

Du kan læse forslag til kommuneplanen på kommunens hjemmeside.

Fakta om Miljøvurdering af kommuneplanforslaget

Miljøvurderingen beskriver de sandsynlige væsentlige miljømæssige konsekvenser af de ændringer i kommuneplanlægningen, der er indeholdt i planforslaget. Formålet med en miljøvurdering er, at der under inddragelse af offentligheden så tidligt som muligt og forud for, at myndigheden træffer afgørelse om planen, programmet eller projektet, tages hensyn til planens, sandsynlige væsentlige indvirkning på miljøet i bred forstand.

Miljøvurderingen kan findes under afsnit om Miljøvurdering i forslag til kommuneplan 2025 på kommunens hjemmeside.

Høringsproces

Før en ny kommuneplan kan vedtages skal Byrådet offentliggøre et forslag til ny kommuneplan med tilhørende miljøvurdering og fremlægge disse i offentlig høring. Høringsperioden for kommuneplanforslaget og tilhørende miljøvurdering er fra den 26. maj 2025 til den 4. august 2025.

Alle skriftlige høringssvar som er afgivet i høringsperioden kommer til at indgå i den videre behandling af kommuneplanforslaget og miljøvurderingen. Alle høringssvar bliver vedlagt den politiske sag om vedtagelse af kommuneplanen. Det betyder, at dit svar i sin fulde længde bliver offentliggjort på kommunens hjemmeside i forbindelse med den politiske behandling. Kommunen offentliggør også en såkaldt hvidbog, som er en sammenfatning af alle indkomne høringssvar med afsenderens navn og adresse. Efter høringsperioden kan Byrådet vedtage kommuneplanen endeligt.

Borgermøde den 19. juni 2025

Der afholdes borgermøde om Forslag til Kommuneplan 2025 og den tilhørende miljøvurdering d. 19. juni 2025 kl. 19-21 i Elværket i Frederikssund. Her kan du høre om forslaget til kommuneplanen og tilhørende miljøvurdering samt stille spørgsmål.

Tilmelding til mødet er nødvendig. Send mail til ariis@frederikssund.dk med angivelse af navne på deltagerne.

Efter vedtagelse af kommuneplanen

Når Byrådet har vedtaget en kommuneplan endeligt offentliggøres kommuneplanen og en redegørelse for miljøvurderingen og kommuneplanens retsvirkninger træder i kraft:

  • Kommunalbestyrelsen skal virke for kommuneplanens gennemførelse, herunder ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen.
  • Inden for byzoner kan kommunalbestyrelsen modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen.
  • Inden for byzoner og sommerhusområder kan kommunalbestyrelsen modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med bestemmelser i kommuneplanens rammedel. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen er udlagt til offentligt formål, eller når området er omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt. Forbud kan endvidere ikke nedlægges, hvis bebyggelsen eller anvendelsen allerede er tilladt eller i øvrigt er lovligt etableret, herunder efter anden lovgivning.

Opret nyt høringssvar

Høringssvar

Der er endnu ikke modtaget høringssvar