
Social og sundheds møde den 15. maj 2025
Klintegården kl. 08.30
42Godkendelse af dagsorden
Beslutning
Godkendt.
Fraværende:
Anne-Lise Kuhre (A)
Susanne Bettina Jørgensen (A)
43Beslutning om sammensætning af Rådet for handicap, psykiatri og udsathed
Resume
I december 2023 besluttede Byrådet, at det daværende Handicapråd skulle ændre navn til Rådet for handicap, psykiatri og udsathed for at tydeliggøre, at rådet også omfatter målgrupperne psykiatri og udsathed. I denne sag skal der tages politisk stilling til administrationens forslag til reviderede vedtægter for rådet, der ændrer rådets sammensætning for byrådsperioden 2026-2029. Administrationens forslag er udarbejdet på baggrund af drøftelser i Social og sundhed samt drøftelser mellem Social og sundhed og Rådet for handicap, psykiatri og udsathed.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Social og sundhed over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Godkende forslag til reviderede vedtægter for Rådet for handicap, psykiatri og udsathed, der ændrer sammensætningen af rådet fra otte til ti medlemmer gældende fra byrådsperioden 2026-2029.
Beslutning
Anbefales.
Fraværende:
Anne-Lise Kuhre (A)
Susanne Bettina Jørgensen (A)
Sagsfremstilling
På et Byrådsmøde 20. december 2023 (sag 229) godkendte Byrådet et sæt reviderede vedtægter for det daværende Handicapråd, herunder at rådet ændrede navn til Rådet for handicap, psykiatri og udsathed.
Formålet med vedtægtsændringerne og navneskiftet var at tydeliggøre, at rådets målgruppe er mennesker med handicap, psykiske udfordringer såvel som social udsathed. Vedtægterne er vedlagt som bilag 1.
Samtidig med ændringen af vedtægterne var der et ønske om, at rådets sammensætning afspejlede alle målgrupper i rådet. Det er imidlertid ikke muligt at ændre antallet af medlemmer i et råds funktionsperiode, hvorfor administrationen anbefalede, at der i første halvår af 2025 skulle foretages en ny revision af rådets vedtægter med henblik på at ændre rådets sammensætning for den kommende funktionsperiode.
Rådets funktionsperiode følger byrådsperioden, og den kommende funktionsperiode er således 2026-2029.
Forslag til sammensætning af Rådet for handicap, psykiatri og udsathed
På baggrund af drøftelser i Social og sundhed samt drøftelser mellem udvalget og Rådet for handicap, psykiatri og udsathed har administrationen udarbejdet et forslag til revision af rådets vedtægter vedrørende rådets sammensætning.
Administrationens forslag til reviderede vedtægter fremgår af bilag 2. Ændringerne er fremhævet med rød skrift.
Administrationen foreslår følgende ændringer:
- Antallet af medlemmer i Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed øges fra otte til ti medlemmer
- Fem medlemmer udpeges blandt handicaporganisationerne. Fire af disse medlemmer indstilles af Danske Handicaporganisationer og et medlem udpeges af Byrådet fra en lokal organisation.
- Fem medlemmer udpeges af Byrådet. To af disse er medlemmer af Byrådet, og tre er ansat i kommunen, i selvejende institutioner eller hos andre private leverandører, som udfører relevante opgaver for kommunen i forhold til rådets område.
Desuden præciserer vedtægterne, at Byrådet har ansvaret for, at rådet sammensættes, så medlemmerne repræsenterer forskellige handicapgrupper og forskellige sektorer i kommunen herunder både børn og voksne samt mennesker med handicap, psykiske udfordringer og social udsathed.
I det følgende gennemgås reglerne for sammensætning af rådet, rådets nuværende sammensætning samt drøftelserne i processen for revidering af vedtægterne.
Reglerne for sammensætning af rådet
Reglerne for sammensætning af handicapråd fremgår af ”Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område” samt ”Bekendtgørelse om råd på det sociale område”.
Af ”Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område” § 37a, stk. 3 fremgår det, at Handicaprådet sammensættes af 3-7 medlemmer fra handicaporganisationerne i kommunen og 3-7 medlemmer udpeget af kommunalbestyrelsen, heraf et antal af kommunalbestyrelsens medlemmer.
Medlemmerne fra handicaporganisationerne udpeges efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer (DH), idet kommunalbestyrelsen dog kan vælge at udpege et antal medlemmer, der ikke må overstige antallet af medlemmer, der udpeges efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer, fra lokale handicaporganisationer i kommunen.
Af ”Bekendtgørelse om råd på det sociale område” § 1, stk. 1 fremgår endvidere, at Handicaprådet skal sammensættes således, at medlemmerne repræsenterer forskellige handicapgrupper og forskellige sektorer i kommunen, herunder både voksne og børn med handicap.
Af § 1, stk. 2 fremgår endvidere, at de medlemmer af handicaprådet, der udpeges af kommunalbestyrelsen, og som ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen, skal være ansat i kommunen, i selvejende institutioner eller hos andre private leverandører, som udfører relevante opgaver for kommunen.
Af § 2, stk. 1 fremgår det, at Handicaprådet sammensættes således, at handicaporganisationernes medlemmer udgør samme antal medlemmer som antallet af medlemmer udpeget af kommunalbestyrelsen.
Nuværende sammensætning af Rådet for handicap, psykiatri og udsathed
Rådet for handicap, psykiatri og udsathed er aktuelt sammensat af otte medlemmer, hvoraf fire er udpeget af DH, og fire er udpeget af Byrådet.
De fire medlemmer udpeget af DH repræsenterer i indeværende byrådsperiode foreningen LEV, Bedre Psykiatri, Fibromyalgi- & Smerteforeningen samt Polioforeningen/ulykkespatientforeningen. Således er der i det nuværende råd repræsentation af psykiatriområdet, men ikke en direkte repræsentation for borgere med social udsathed.
De fire medlemmer udpeget af Byrådet består af fire medlemmer af Byrådet. På nuværende tidspunkt er tre af disse også medlem af Social og sundhed.
Proces for udarbejdelse af reviderede vedtægter for rådets sammensætning
Social og sundhed har med udgangspunkt i et oplæg fra administrationen samt input fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed drøftet rådets sammensætning på udvalgsmøde 3. april 2025 (sag 36). Input fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed fremgår af afsnittet ”Inddragelse” nedenfor.
Derudover har Social og sundhed drøftet emnet med Rådet for handicap, psykiatri og udsathed på dialogmøde 11. april 2025.
På drøftelserne mellem udvalget og rådet var der enighed om at øge antallet af medlemmer fra otte til ti for at kunne sikre en bredere repræsentation i rådet.
Derudover var der en dialog om byrådsmedlemmernes repræsentation i rådet, hvor der blandt andet oplevedes et dilemma i forhold til afgivelse af høringssvar til de politiske udvalg.
Endelig var der en drøftelse af den nuværende procedure for høring af rådet, og der var et ønske om at gøre høring af rådet høring mere relevant.
Videre proces
Såfremt de nye vedtægter godkendes, træder de i kraft for den kommende byrådsperiode og vil således komme i anvendelse i forbindelse med udpegning af medlemmer til det kommende Råd for handicap, psykiatri og udsathed for perioden 2026-2029.
Administrationen anbefaler desuden, at det kommende Byråd og Rådet for handicap, psykiatri og udsathed drøfter procedure for høring af rådet.
Inddragelse
Rådet for handicap, psykiatri og udsathed drøftede på sit møde 3. februar 2025 sammensætningen af Rådet i den kommende Byrådsperiode og har på denne baggrund fremsendt følgende udtalelse til administrationen:
Det er enighed om, at det er vigtigt, at Rådes sammensættes, så medlemmerne repræsenterer forskellige handicapgrupper i kommunen, herunder børn og voksne med særlige behov, og at der ligeledes sikres de fornødne kompetencer på Rådets to nye fokusområder: psykiatri og udsathed.
Derudover er det vigtigt, at medlemmerne udpeget af Byrådet repræsenterer forskellige relevante politikområder.
I forhold til at få såvel social udsathed som psykiatri repræsenteret, vil Rådet anbefale en model, som indebærer en udvidelse af Rådet fra 8 til 10 medlemmer.
Derved bliver det muligt at bevare den bredde i repræsentationen fra såvel politisk side som fra handicaporganisationerne, som er til stede i dag og samtidig tilføre specialkompetencer evt. gennem udpegning af en særlig sagkyndig på udsatte området, ligesom det åbner mulighed for, at lokale handicaporganisationer uden for Danske Handicaporganisationer kan repræsenteres i Rådet (evt. på psykiatriområdet), uden at den nuværende bredde sættes over styr.
Denne model indebærer en ændring af vedtægternes § 4, stk. 2.
Sagen er desuden sendt i høring i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.
Høringssvar fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed til møde i Social og sundhed 3. april 2025 (sag 36):
Rådet er enige i, at en ny sammensætning af Rådet bør have som formål at tydeliggøre Rådets udvidede målgruppe (psykiatri og udsathed), og at medlemmerne bør have viden fra forskellige handicapområder samt repræsentere såvel Børn og Unge som voksenområdet.
Mht administrationens forslag til konkret sammensætning af Rådet , henviser Rådet til sin tidligere fremsendte udtalelse (efter mødet 3.2.2025), som fremgår af sagsfremstillingen.
Vi ser frem til at drøfte sammensætning med Social-og Sundhedsudvalget på det kommende dialogmøde.
Intet høringssvar fra Seniorrådet.
Høringssvar fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet er enig i at udvide det fremtidige Råd fra 8
til 10 medlemmer samt at sammensætningen bør afspejlede alle de målgrupper, som Rådet har ansvar for.
Vi er ligeledes enige i den foreslåede model for udpegning af de 5 medlemmer blandt handicaporganisationerne, således at 4 indstilles af DH og 1 udpeges af Byrådet fra en lokal handicaporganisation uden for DH.
Det er vigtigt for Rådet, at det sikres at de nødvendige kompetencer er til stede i Rådet (forskellige handicapgrupper, børn og voksne, samt psykiatri og udsathed ).
Ift de politiske repræsentanter i Rådet , er det vigtigt at disse repræsenterer forskellige relevante politikområder som f.eks. Social og Sundhed, Børn og Unge og kan bidrage med aktuel viden om, hvad der rører sig politisk på disse områder og bygge bro til de relevante fagudvalg. Endelig er det vigtigt, at de nye medlemmer af Rådet, der udpeges af kommunalbestyrelsen, og som ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen, besidder de nødvendige specialkompetencer (eksempelvis på udsathed og det specialiserede børn-ungeområde samt psykiatrien).
Rådet kan ikke genkende henvisningen til en drøftelse fra Dialogmødet 11.4, som fremgår af sagsfremstillingen, hvor der” (Endelig var der en drøftelse af den nuværende procedure for høring af rådet), og der var et ønske om at gøre høring af rådet høring mere relevant.”
Vi opfatter den nuværende høringsproces som yders relevant og forhåbentlig også som informativ og værdiggivende ift de politisk valgte i fagudvalgene.
Økonomi
Godkendelse af forslag til reviderede vedtægter for Rådet for handicap, psykiatri og udsathed har ingen bevillingsmæssige konsekvenser, idet eventuelle merudgifter forbundet med ændringerne forudsættes afholdt inden for eksisterende budgetmæssige rammer.
Bilag
44Beslutning om afrapportering på central udmelding fra Social- og Boligstyrelsen vedrørende udsatte gravide med et skadeligt rusmiddelbrug
Resume
Kommunernes afrapportering på den centrale udmelding om gravide med et skadeligt rusmiddelbrug blev behandlet og godkendt i KKR Hovedstaden 11. april 2025. Herefter skal den behandles i de relevante politiske udvalg i kommunerne med deadline 31. maj 2025. Hovedkonklusionerne i afrapporteringen er, at ekspertisen til håndtering af denne specifikke målgruppe findes i de regionale Familieambulatorier. På den baggrund foreslås det i afrapporteringen, at opgaven med etablering og drift af døgnbehandlingstilbud til målgruppen bør placeres i regionerne i tilknytning til Familieambulatorierne og med fuld statslig finansiering.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:
- Godkende afrapporteringen på Social- og Boligstyrelsens centrale udmelding vedrørende gravide med skadeligt rusmiddelbrug.
Beslutning
Godkendt.
Fraværende:
Anne-Lise Kuhre (A)
Susanne Bettina Jørgensen (A)
Sagsfremstilling
Den centrale udmelding fra Social- og Boligstyrelsen
Social- og Boligstyrelsen har med lov om social service § 13 b, stk. 2 og 3 kompetence til at udmelde målgrupper og særlige indsatser til kommunalbestyrelserne, hvis Social- og Boligstyrelsen vurderer, at der er behov herfor.
I 2019 bad Social og Boligstyrelsen via en såkaldt central udmelding landets kommuner (i regi af de fem KKR-områder) om at forholde sig til målgruppen af udsatte gravide kvinder med et skadeligt rusmiddelbrug og behov for døgnbehandlingsindsatser. Kommunerne meldte blandt andet tilbage til styrelsen at grundet styrelsens definition af, at målgruppen skulle have behov for døgnbehandlingsindsatser, så havde kommunerne kendskab til meget få kvinder i målgruppen.
I 2022 bad styrelsen igen kommunerne om en opdateret beskrivelse af aktuelle indsatser og forslag til fremadrettede indsatsmodeller til målgruppen. Kommunerne svarede her blandt andet, at kvinder i målgruppen altid tilbydes en helhedsorienteret, tværfaglig og individuel indsats.
Styrelsen har i maj 2024 udsendt en fornyet behandling af den centrale udmelding om døgnbehandlingsindsats til udsatte gravide med et skadeligt rusmiddelbrug (bilag 1). Her bliver kommunerne bedt om at koordinere og konkretisere et løsningsforslag med hensyn til tilbudsstrukturen til målgruppen i den enkelte region. Det er i samarbejde mellem de fem KKR-områder vurderet, at der skulle udarbejdes en fælles afrapportering på tværs af alle 98 kommuner, da opgaven med etablering af en døgnbehandlingsindsats til målgruppen vurderes til ikke at høre til i kommunalt regi.
Til udarbejdelsen af en samlet og koordineret besvarelse fra kommunerne har der på tværs af de fem KKR-områder derfor været nedsat en administrativ styregruppe og arbejdsgruppe. Styregruppen bag den fælleskommunale afrapportering er enige om, at målgruppen af udsatte gravide med rusmiddelbrug er en sårbar gruppe, der har brug for specialiseret hjælp. Afrapporteringen, der er vedlagt som bilag 2, blev behandlet i KKR Hovedstaden den 11. april 2025 og godkendt, hvorefter den er sendt til behandling i kommunerne.
KKR Hovedstaden anbefaler, at kommunerne godkender afrapporteringen, som skal sendes til styrelsen senest d. 31. maj 2025.
Afrapportering som besvarelse af den fornyede behandling
Hovedkonklusionerne i den fælles afrapportering er, at ekspertisen til håndtering af denne specifikke målgruppe findes i de regionale Familieambulatorier. På den baggrund foreslås det i afrapporteringen, at opgaven med etablering og drift af døgnbehandlingstilbud til målgruppen bør placeres i regionerne i tilknytning til Familieambulatorierne og med fuld statslig finansiering.
Styregruppen vurderer, at målgruppen af gravide med et skadeligt rusmiddelbrug med behov for døgnbehandlingsindsats primært hører til på sundhedsområdet grundet behovet for faglighed og kendskab til henholdsvis graviditetsområdet og håndtering af de skadelige sundhedseffekter ved indtag af rusmidler. Det er i Familieambulatorierne, at målgruppen vil kunne modtage en højt specialiseret, tværfaglig og individuel indsats.
Styregruppen anerkender i afrapporteringen, at målgruppen findes, men at den er meget begrænset i en kommunal kontekst. I tillæg hertil ligger kommunernes primære faglighed i forhold til målgruppen i at sikre misbrugsbehandling, samt støtte op om en helhedsorienteret og højt faglig sundhedsindsats i samarbejde med Familieambulatorierne.
Fokus i afrapporteringen er dermed at understrege, at opgaven med at tilbyde et højt specialiseret døgnbehandlingstilbud ikke er en kommunal opgave men derimod en regional opgave. I dette perspektiv har styregruppen valgt ikke at komme med input til dimensionering af døgntilbuddene, placering af døgntilbuddene, indretning af døgntilbuddene med videre, da det vil være i styrelsens samspil med regionerne og Sundhedsstyrelsen, at denne konkretisering bør findes sted.
Inddragelse
Sagen er sendt i høring i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.
Intet høringssvar fra Seniorrådet.
Høringssvar fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet er enig i, at opgaven med etablering af døgnbehandlingsindsats til udsatte gravide med et skadeligt rusmiddelbrug ikke hører til i kommunalt regi, da der er tale om en relativt lille og meget sårbar gruppe, der har brug for specialiseret hjælp. Det er i Familieambulatorierne, at målgruppen vil kunne modtage en højt specialiseret, tværfaglig og individuel indsats, og opgaven bør derfor ligge i regionerne.
Økonomi
Godkendelse af afrapporteringen på Social- og Boligstyrelsens centrale udmelding vedrørende gravide med skadeligt rusmiddelbrug har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
- Bilag 1. Anmodning om fornyet behandling af central udmelding vedr. døgnbehandlingsindsats til udsatte gravide med skadeligt rusmiddelbrug
- Bilag 2. Afrapportering på Social- og Boligstyrelsens anmodning om fornyet behandling af central ud-melding vedr. døgnbehandlingsindsats til udsatte gravide med skadeligt rusmiddelbrug
45Beslutning om godkendelse af revision af kapacitetsdel af praksisplan for fysioterapi
Resume
Med den nye overenskomst for fysioterapeuterne, der trådte i kraft 1. januar 2024, skal der udmøntes nye kapaciteter til vederlagsfri fysioterapi. Hovedstadskommunernes andel udgør 12,3 mio.kr. Region og kommuner skal revidere kapacitetsdelen af praksisplanen senest den 1. juli 2025. Revisionen lægges nu til godkendelse i Byrådet. KKR Hovedstaden godkendte den reviderede praksisplan den 11. april 2025 og anbefaler, at kommunerne i hovedstaden godkender planen.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Social og sundhed over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Godkende den reviderede Praksisplan for fysioterapi.
Beslutning
Anbefales.
Fraværende:
Anne-Lise Kuhre (A)
Susanne Bettina Jørgensen (A)
Sagsfremstilling
Med den nye overenskomst for fysioterapeuterne, der trådte i kraft 1. januar 2024, skal der udmøntes nye kapaciteter til vederlagsfri fysioterapi svarende til 40 mio.kr. nationalt. Hovedstadskommunernes andel udgør 12,3 mio.kr. Region og kommuner skal revidere kapacitetsdelen af praksisplanen senest den 1. juli 2025. Revisionen skal godkendes af alle kommunalbestyrelser i hovedstadsregionen samt Regionsrådet i Hovedstaden, inden den træder i kraft. KKR Hovedstaden godkendte den reviderede praksisplan den 11. april 2025 og anbefaler, at kommunerne i hovedstaden godkender planen.
Revisionen af kapacitetsdel af praksisplan for fysioterapi forventes at få begrænset betydning for Frederikssund Kommune, da der ikke oprettes nye kapaciteter i kommunen – eller i nabokommunerne. Eksisterende klinikker med et lavt omsætningsloft kan efter ansøgning fra klinikken opjusteres, men da der i hele Region Hovedstaden i alt kun kan opjusteres med 1 kapacitet, vil det få begrænset økonomisk betydning, hvis kapaciteter i kommunen eller nabokommunerne opjusteres.
Praksisplanen og vederlagsfri fysioterapi
Praksisplanen er Region Hovedstadens og de 29 hovedstadskommuners fælles plan for tilrettelæggelse og udviklingen af fysioterapipraksis de kommende år. Formålet med denne revision af praksisplanen er at sikre, at praksisplanen er i overensstemmelse med de ændrede rammer i overenskomsten. Planen rummer både almen fysioterapi og vederlagsfri fysioterapi. Mens der er egenbetaling på den almene fysioterapi, så finansierer den enkelte kommune egne borgeres forbrug af vederlagsfri fysioterapi.
Ordningen om vederlagsfri fysioterapi hos praktiserende fysioterapeuter til personer med svært fysisk handicap blev indført i 1989. I 2008 er ordningen blevet udvidet, således at den også omfatter personer med funktionsnedsættelse som følge af progressiv sygdom. Borgerne henvises til vederlagsfri fysioterapi af en læge. Personer der henvises kan frit vælge mellem fysioterapi i praksissektoren eller i de tilbud som kommunen eventuelt har. Der er aktuelt 297,08 kapaciteter til vederlagsfri fysioterapi i Region Hovedstaden, heraf er 7,04 i Frederikssund Kommune.
Revision af praksisplan
Revisionen af praksisplanen er gennemført i et administrativt samarbejde mellem repræsentanter fra kommuner i hovedstaden, Region Hovedstaden og praktiserende fysioterapeuter i hovedstaden. Det er kun praksisplanens del 1, som omhandler kapacitet, der er revideret. Forslag til revision af praksisplanen er vedhæftet sagen.
Bemærkninger til revision af kapacitetsafsnit:
- Udmøntning af kapaciteter som nynedsættelser
I forslaget til revision af praksisplanen udmøntes 11,3 vederlagsfri kapaciteter og 13,5 kapaciteter til almen fysioterapi som nynedsættelser. Kapaciteterne placeres i følgende kommuner/bydele: Amager, Vesterbro, Valby, Bispebjerg-Husum, Brøndby, Høje-Taastrup, Vallensbæk og Bornholm. Disse områder er identificeret ved at lave en analyse, som blandt andet forholder sig til aldersvægtning, pendling og sociale forhold på tværs af kommunerne. Analysen viser en skæv fordeling af fysioterapikapaciteterne mellem kommunerne. Klynge Midt har en overkapacitet, mens klynge Syd og klynge Byen har en tilsvarende underkapacitet. Alle fem kommuner forholder sig positivt til kapacitetsudvidelsen.
- Reservering af én kapacitet fra speciale 62 og én fra speciale 52 til opjustering af klinikker, som har fået fastsat et lavt omsætningsloft
Forslaget indebærer, at der reserveres én kapacitet fra speciale 62 (vederlagsfri fysioterapi) og én kapacitet fra speciale 52 (almen fysioterapi) til opjustering af klinikker, som har fået fastsat et lavt omsætningsloft. Forslaget har til hensigt at opretholde en bred geografisk dækning ved at holde hånden under praksis med et lavt fastsat omsætningsloft, som ellers er i risiko for at blive solgt til større klinikker.
I den nye overenskomst er indført et nyt kapacitetsbegreb. Det betyder, at kapaciteten for alle klinikker er genberegnet og fastsat på baggrund af den omsætning, den enkelte praksis har haft de foregående år. Det er klinikkens omsætningsloft. Enkelte praksis i hovedstaden har fået fastsat deres kapacitet på et lavt niveau, som ikke udgør et bæredygtigt indtjeningsgrundlag, ej heller et bæredygtigt behandlingstilbud for patienterne. Det kan fx dreje sig om praksis, der er solgt inden for de senere år, hvor den tidligere ejer har haft lav kapacitet i forbindelse med snarlig pension. For kommunerne er det ekstra relevant, at flere af de praksisser med de lavest omsætningslofter er mobile fysioterapeuter, der varetager hjemmebehandling af de patienter, der ikke har mulighed for at komme i klinik. Det drejer sig om patienter med svært fysisk handicap, som følge af tiltagende sygdom eller handicap, placeres i mobile klinikker. Klinikker med et lavt omsætningsloft vil kunne ansøge om at få del i de reserverede kapaciteter i løbet af anden halvår 2025.
Økonomi
Den enkelte kommune finansierer egne borgeres forbrug af vederlagsfri fysioterapi. Når der udvides med nye kapaciteter, vil kommunernes udgifter hertil stige svarende til det aftalte i overenskomsten, da borgerne har øget mulighed for at modtage vederlagsfri fysioterapi. Kommunerne er ikke kompenseret for denne udgift. Etableringen af de nye kapaciteter vil ske i løbet af 2026, hvorfor der allerede herfra kan være mindre merudgifter. Men den fulde effekt vil først være fra 2027.
Inddragelse
Sagen er udarbejdet af det fælleskommunale social- og sundhedssekretariat i hovedstaden. Den er sendt i høring hos Seniorrådet og Rådet for handicap, psykiatri og udsathed. Øvrig inddragelse er ikke vurderet relevant.
Intet høringssvar fra Seniorrådet.
Intet høringssvar fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed.
Økonomi
Godkendelse af den reviderede Praksisplan for fysioterapi har ingen bevillingsmæssige konsekvenser i 2025, men kan medføre øgede udgifter fra 2026 og frem.
Bilag
46Beslutning om budgetopfølgning pr. 31. marts 2025
Resume
I denne sag gives en prognose på det forventede forbrug under Social og sundhed i 2025 sammenholdt med korrigeret budget, samt afledte forslag til tillægsbevillinger.
Derudover forelægges en opfølgning på budgetaftale 2025-2028 pr. 31.3.2025.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Social og sundhed overfor Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Der gives tillægsbevilling på 9,6 mio. kr. vedrørende serviceudgifter på Social service.
- Der gives tillægsbevilling på -2,0 mio. kr. vedrørende merindtægter under den centrale refusionsordning.
- Budgetopfølgningen i øvrigt tages til efterretning.
Beslutning
Anbefales.
Fraværende:
Anne-Lise Kuhre (A)
Susanne Bettina Jørgensen (A)
Sagsfremstilling
Drift
Budgetopfølgning pr. 31. marts 2025 viser samlet set et forventet merforbrug på 7,6 mio. kr. under Social og sundhed. Merforbruget vedrører bevillingsområdet Social service og består af et forventet merforbrug vedrørende serviceudgifter på 9,6 mio. kr. samt forventede merindtægter under den centrale refusionsordning på 2,0 mio. kr.
Social service
Serviceudgifter
Budgetopfølgningen viser et forventet merforbrug på 9,6 mio. kr. og søges ved denne budgetopfølgning finansieret ved tillægsbevilling på 9,6 mio. kr. Under politikområdet Social service på Unge, fritid og idræt foreslås samtidigt tillægsbevilling på -0,6 mio. kr., således at det samlede voksenhandicapområde tilføres 9,0 mio. kr.
Merforbruget vedrørende serviceudgifter på 9,6 mio. kr. består af:
- Merforbrug på 6,2 mio. kr. vedrørende botilbud som følge af øgede enhedsudgifter
- Merforbrug på 1,7 mio. kr. vedrørende afløsning, aflastning og hjælpere som følge af tilgang af en § 96-ordning
- Merforbrug på 1,7 mio. kr. vedrørende § 85 støtte i egen bolig som følge af fortsat indsats for at hjælpe flere i egen bolig fremfor botilbud, der samlet set bidrager til at reducere forbruget, men isoleret set øger udgifterne til § 85 støtte.
Området står derudover fortsat overfor pres på budgettet i 2025, som søges håndteret indenfor eksisterende rammer gennem flere initiativer:
- Yderligere arbejde med budgethåndtagene i Budget 2025, herunder at få flere borgere i egen bolig, styrket visitation samt omlægning af indsatser på aktivitets- og beskæftigelsesområdet med sigte på at opnå yderligere udgiftsreduktioner ud over det budgetlagte.
- Systematisk månedlig økonomiopfølgning på de takstfinansierede institutioner.
Den centrale refusionsordning
Budgetopfølgningen giver anledning til tillægsbevilling på -2,0 mio. kr. som følge af forventede merindtægter på 2,0 mio. kr. De øgede enhedsudgifter til særligt botilbud resulterer i øgede refusionsberettigede udgifter under særligt dyre enkeltsager.
Sundhed og forebyggelse
Serviceudgifter
Budgetopfølgningen giver ikke anledning til ændring i det forventede forbrug.
Aktivitetsbestemt medfinansiering af sundhedsvæsenet
Afregningen under den aktivitetsbestemte medfinansiering af sundhedsvæsenet er i 2025 fortsat fastfrosset til tidligere års afregningsniveau, og er således ikke påvirket af udviklingen i aktivitetsniveauet i 2025. Der forventes dermed balance i budgettet.
Vedlagte dokument (Bilag 1. Drift - budgetopfølgning per 31.3 (SS)) udspecificerer resultatet af budgetopfølgningen yderligere.
Anlæg
Budgetopfølgningen giver ikke anledning til ændringer i de forventede anlægsinvesteringer for 2025.
Opfølgning på budget 2025-2028
I forbindelse med budgetopfølgningen er der fulgt op på budgetinitiativer for budget 2025-2028. Dette viser, at 5 ud af 6 budgethåndtag vedrørende drift er implementeret, mens 1 ud af de i alt 6 budgethåndtag er delvist implementeret. Det drejer sig om 006 Indsats for at skabe mere værdige tilbud til ældre borgere med handicap, hvor det forberedende arbejde er igangsat, og forslaget forventes således implementeret i 2. halvår af 2025.
Vedlagte dokument (Bilag 2. Opfølgning på budgetaftale 2025-2028 pr. 31.3.2025) viser status på opfølgningen.
Inddragelse
Sagen sendes i høring i Seniorrådet og Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed. Eventuelle høringssvar fremsendes snarest muligt til udvalgets medlemmer.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Seniorrådet har ingen bemærkninger til de foreslåede budgetforhøjelser.
Målet om at flere ældre forbliver længere i egen bolig kræver dog, at kvaliteten af visitation styrkes.
Høringssvar fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet har ingen kommentarer til sagen, men henviser til vores bemærkning under punkt 48.
Økonomi
Drift
Budgetopfølgningen giver anledning til tillægsbevilling på 9,6 mio. kr. vedrørende serviceudgifter under Social service samt tillægsbevilling på -2,0 mio. kr. vedrørende merindtægter under den centrale refusionsordning.
Anlæg
Budgetopfølgningen giver ikke anledning til tillægsbevillinger på anlægssiden.
Bilag
47Drøftelse af budget 2026 - 2029
Resume
Byrådet har anmodet administrationen om at udarbejde forslag til budgetinitiativer, som kan indgå i det videre arbejde med budget 2026 – 2029. Endvidere er det besluttet, at fagudvalgene på deres møder i maj og juni præsenteres for en status på de temaer, der indgår i arbejdet.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:
- Foreløbige temaer, der arbejdes med i budgetprocessen 2026-2029, tages til efterretning.
- Drøfte evt. forslag til yderligere temaer i arbejdet med budgetprocessen for 2026-2029.
Beslutning
Indstillingspunkt 1: Taget til efterretning.
Indstillingspunkt 2: Drøftet.
Fraværende:
Anne-Lise Kuhre (A)
Susanne Bettina Jørgensen (A).
Sagsfremstilling
Byrådet besluttede 26. februar 2025 tids- og procesplan for arbejdet med budget 2026 – 2029, som blandt andet indebærer, at:
- Administrationen udarbejder forslag til budgetinitiativer, således at der hvert år tilvejebringes midler i budgetarbejdet til finansiering af den demografiske vækst samt andre udefrakommende ændringer, herunder nye politiske tiltag, jf. den økonomiske politik for 2022 -2025.
- I forhold til arbejdet med budgetinitiativerne vil effektiviseringer og reduktioner på serviceudgifterne være helt centrale. Der vil dog også være behov for at undersøge andre udgiftsposter – herunder bruttoanlægsudgifter, overførsler mv.
- En orientering om hvilke temaer, der arbejdes med i administrationen, vil indgå i fagudvalgenes drøftelser på møderne i maj og juni måned. Ligeledes vil de konkrete budgetinitiativer fremgå af budgetmappen inden sommerferien.
Status på arbejdet med budgetinitiativer
Til brug for ovennævnte er en status på samtlige temaer for de respektive udvalg vedlagt som arbejdspapir, i den politiske budgetmappe (fagudvalg maj måned).
Bilaget vil efter den politiske behandling blive opdateret, hvorefter de konkrete beskrivelser vil blive udarbejdet, så de kan indgå i budgetmappen til Byrådets temamøde II om budget 2026-2029 den 25. juni.
Fortsat politisk proces
Der afholdes tre temamøder om budget 2026-2029 for det samlede Byråd henholdsvis 30. april, 25. juni samt 27. august.
- I fortsættelse af Byrådets første temamøde om budget 2026-2029 den 30. april afholdes de indledende politiske drøftelser i maj og juni måned.
- Økonomiudvalget behandler budgetforslag 2026-2029 den 27. august til Byrådets efterfølgende første behandling den 3. september.
- De politiske forhandlinger om budget 2026-2029 vil foregå den 19 - 23. september.
- Partiernes eventuelle ændringsforslag til budgettets 2. behandling skal fremsendes senest torsdag 25. september kl. 8.00.
Herudover foretager Økonomiudvalget 2. behandling af budgettet for så vidt angår eventuelle tekniske ændringsforslag 2. oktober. Byrådet 2. behandler - og vedtager - budgettet onsdag 9. oktober.
Inddragelse
Borgerinddragelse og inddragelse af MED-organisationen, råd og nævn m.m. i budgetprocessen:
1. Digital borgerinvolvering
På hjemmesiden vi.skaber.frederikssund.dk kan alle komme med deres input, som bliver videregivet til politikerne. Siden opdeles i følgende emner:
- Erhverv, kultur, unge og fritid
- Ældre og sundhed
- Byplanlægning, natur og den grønne omstilling
- Børn og undervisning
Der er åbent for ideer og forslag foreløbigt frem til den 28. august 2025.
2. Fagudvalgenes dialog med brugerbestyrelser, råd og nævn
En række af fagudvalgene har løbende dialog med bestyrelser, råd og nævn indenfor deres ansvarsområde - typisk i form af halvårlige eller årlige møder. De enkelte fagudvalg vil vurdere, hvordan de vil kunne invitere bestyrelser, råd og nævn med ind i en dialog om mulige temaer i budgetarbejdet, herunder omstillingsbidrag samt tiltag, der kan styrke kvalitet og bæredygtighed indenfor området.
3. Fysisk og/eller digital borgerdialog
Onsdag den 11. juni inviterer Frederikssund Kommune til borgerdialog om Budget 2026. På mødet kan man høre, hvordan et budget bliver til, og hvad det er for nogle rammer og vilkår, som Byrådet har, når der skal lægges budget for 2026 og overslagsårene. Man kan deltage digitalt eller fysisk til mødet.
4. Høringsprocessen
Den 11. september vil der blive afholdt endnu et borgermøde. Borgerne kan gå i dialog med Byrådets medlemmer om budget 2026-2029 samt udviklingstiltag og initiativer indenfor det enkelte område. Borgermødet har til formål at give mulighed for en drøftelse af det budgetforslag, der er sendt i høring. Ved siden af de skitserede initiativer sendes budgetforslaget i høring i perioden fra den 29. august - 15. september, hvor alle interesserede kan afgive høringssvar. Høringssvarene bliver som udgangspunkt offentliggjort på kommunens hjemmeside, ligesom de bliver gjort tilgængelige for Byrådets medlemmer. Ydermere kommunikeres der løbende omkring budgetarbejdet via nyheder og kommunens hjemmeside, f.eks. i forbindelse med høringsperiodens start, vedr. afholdelse af borgermødet m.m.
Hoved MED-udvalget kvalificerer de enkelte budgetinitiativer inden Byrådets temadrøftelse III (27. august). Budgetforslaget planlægges drøftet på møde mellem Hoved MED-udvalget og Økonomiudvalget i høringsperioden, som er planlagt i perioden 29. august - 15. september.
Intet høringssvar fra Seniorrådet.
Høringssvar fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet ser sig ikke i stand til at kommentere status på de enkelte temaer, da vi ikke har adgang til den politiske budgetmappe men vil gerne foreslå et tema, som vi tidligere har fremsat forslag om nemlig:
Forslag om etablering af Akutophold for psykisk syge
Rådet for handicap, psykiatri og udsathed har tidligere (se høringssvar til Social og Sundhed 10.8.2023, sag 74) gjort opmærksom på, at der bør være ligestilling mellem fysisk og psykisk syge i forhold til de kommunale tilbud – helt i overensstemmelse med FN’s Handicapkonvention. Dette bør derfor også gælde for adgangen til kommunale akutophold, som i dag alene gælder borgere med somatiske sygdomme.
Muligheden for at få akut hjælp, når det brænder på, bør være en hjørnesten i behandlingen og støtten til mennesker med psykisk sygdom. Men mange syge og pårørende oplever, at det er svært at få akut hjælp, og at psykiatrien først slår dørene op, når sygdommen er blevet meget alvorlig.
Symptomerne hos mange med psykisk sygdom varierer meget og bliver ofte forværret om natten, hvor det er sværere at få hjælp. Derfor er det helt utilstrækkeligt,
at man som i dag henvises til enten egen læge eller til sagsbehandler/Rådgivningshuset/Ungekontakten, idet sidstnævnte steder ikke har den nødvendige faglighed eller kompetencer til at håndtere psykisk sygdom.
Mange kommuner har oprettet steder, hvor syge og pårørende kan henvende sig og få hjælp og støtte, når sygdommen pludselig trænger sig på, og de bliver overvældet af angst, magtesløshed, tristhed eller andre symptomer.
Frederikssund kommune bør have et døgnbemandet akutilbud, hvor mennesker med psykisk sygdom og pårørende uden visitation kan få hjælp, støtte og vejledning. Tilbuddet skal være et fysisk sted, hvor syge og pårørende i trygge og rolige omgivelser uden visitation og foregående aftale kan tale med og få hjælp af erfarne social- og sundhedsmedarbejdere, og hvor de kan slappe af og evt. sove, indtil de er klar til at tage hjem.
Rådet er klar over, at forslaget vil betyde etablering af et nye kommunalt tilbud – et tilbud, som vil kræve en anden faglighed og kompetence, end der er i det nuværende tilbud for somatisk syge. Et sådant nyt døgnbemandet tilbud vil med fordel kunne etableres i forbindelse med kommunens eksisterende institutioner (f.eks. Klintegården), hvor den nødvendige faglighed og kompetence er til stede i medarbejdergruppen.
Derudover foreslår vi i forlængelse af drøftelsen om bolicafé for unge, at der tages initiativ til at oprette en række billige boliger i kommunen, som hjemløse har mulighed for at søge.
Økonomi
Der udarbejdes et katalog indeholdende budgetinitiativer med henblik på at sikre et tilstrækkeligt grundlag for omprioriteringer og fortsat konsolidering af kommunens økonomi.
Kataloget vil indgå i de videre politiske drøftelser frem imod Byrådets budgetvedtagelse den 9. oktober.
48Orientering om ledelsesinformation på det specialiserede voksenområde
Resume
I denne sag orienteres Social og sundhed om udvikling i antal borgere og enhedspriser på det specialiserede voksenområde.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende:
Anne-Lise Kuhre (A)
Susanne Bettina Jørgensen (A)
Sagsfremstilling
I forbindelse med de kvartalsmæssige budgetopfølgninger præsenteres Social og sundhed for ledelsesinformationen om udviklingen på det specialiserede voksenområde.
Ledelsesinformationen er et supplement til budgetopfølgningerne og gennemgår udviklingen i antal helårssager samt enhedsudgifter på fire udvalgte områder.
Ledelsesinformationen er vedhæftet som bilag til sagen og baserer sig på seneste budgetopfølgning pr. 28. februar 2025, for følgende paragrafområder:
- Krisecentre og Herberger
- Afløsning, aflastning og hjælpere, herunder:
- Borgerstyret personlig assistance (BPS) efter servicelovens § 96
- Afløsning og aflastning efter servicelovens § 84
- Botilbud, herunder:
- Midlertidige botilbud efter servicelovens § 107
- Længerevarende botilbud efter servicelovens § 108
- Botilbudslignende tilbud efter almenboliglovens § 105 med støtte efter servicelovens § 85
- Botilbud oprettet efter lov om friplejeboliger
- Aktivitet, samvær og beskæftigelse, herunder:
- Beskyttet beskæftigelse efter servicelovens § 103
- Aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 104
- Socialpædagogisk støtte, eksterne leverandører.
Budgetopfølgningen pr. 28. februar 2025 viser et forventet merforbrug på 9,6 mio. kr. hvilket primært skydes en stigning i enhedsudgifterne på botilbud.
Budgetopfølgningerne forholder sig til indeværende års budgetter og ændringer hertil gennem året, mens nærværende ledelsesinformation sammenligner årets udvikling med tidligere års udvikling.
Antallet af helårssager viser en svagt faldende tendens
Ledelsesinformationen viser, at det samlede antal helårssager inden for de ovenstående områder forventes at falde svagt i 2025. Inden for botilbudsområdet forventes en stigning på én helårssag. Dog ses et fald inden for midlertidige botilbud og botilbudslignende tilbud, hvilket blandt andet må tilskrives den fortsatte indsats påbegyndt med Budget 2024 om at sikre borgere et liv i egen bolig frem for midlertidigt botilbud. Se særligt afsnit herom i vedlagte bilag.
Enhedsudgifterne fortsætter med at stige
Siden 2022 er enhedsudgifterne steget inden for alle af de ovenstående områder. Inden for botilbudsområdet ses især stigninger i enhedsudgifterne inden for midlertidige og længerevarende botilbud. De stigende enhedsudgifter skyldes primært tilgang af dyre enkeltsager og er den primære årsag til budgetudfordringen på botilbudsområdet i 2025.
Området står fortsat overfor et pres på budgettet i 2025, som søges håndteret indenfor eksisterende rammer gennem flere initiativer:
- Yderligere arbejde med budgethåndtagene i Budget 2025, herunder at få flere borgere i egen bolig, styrket visitation samt omlægning af indsatser på aktivitets- og beskæftigelsesområdet med sigtet at tilvejebringe udgiftsreduktioner ud over det budgetlagte.
- Systematisk månedlig økonomiopfølgning på de takstfinansierede institutioner.
Inddragelse
Sagen er sendt i høring i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.
Intet høringssvar fra Seniorrådet.
Høringssvar fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet synes, det er betænkeligt, at presset på budgettet, som primært skyldes stigende enhedspriser og tilgang af dyre enkeltsager, søges finansieret bl.a. gennem besparelser på bl.a. aktivitets- og beskæftigelsesområdet. Der er her tale om eksempelvis beskyttet beskæftigelse for nogle af kommunens svageste borgere samt aktivitets- og samværstilbud for samme målgruppe, som har brug for et mål med hverdagen – et fristed og et fællesskab med andre, som kan forbedre deres færdigheder og give kvalitet i hverdagen, hvilket lever op til målene i Sundhedspolitikken og dens handleplaner.
Økonomi
Orientering om udvikling i antal borgere og enhedspriser på det specialiserede voksenområde har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
49Orientering om status på botilbudsplan på handicapområdet
Resume
I denne sag orienteres Social og sundhed om status for arbejdet med en botilbudsplan for handicapområdet i Frederikssund Kommune. De oprindelige forudsætninger for botilbudsplanen har ændret sig, og administrationen vil derfor foretage en revurdering af behovet for botilbudspladser med udgangspunkt i den igangværende borgerinddragende proces om udvikling af det specialiserede voksenområde samt udviklingsplanen for Handicap og Botilbud.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende:
Anne-Lise Kuhre (A)
Susanne Bettina Jørgensen (A)
Sagsfremstilling
I 2019 igangsatte Byrådet som led i Frederikssund Kommunes Handicap- og Psykiatripolitik 2019-2022 et arbejde med en samlet botilbudsplan for voksenhandicapområdet.
Udgangspunktet for botilbudsplanen var et ønske om at samle fem mindre bofællesskaber til borgere med udviklingshæmning, der skulle sikre en fagligt og økonomisk effektiv drift.
Det drejede sig om Vangedevej (8 pladser), Linde Allé (5 pladser) og Ungekollegiet (8 pladser) i Frederikssund, Nordmandshusene (5 pladser) i Skibby samt Egeparken (6 pladser) i Jægerspris, i alt 32 pladser. Alle bofællesskaberne er organiseret under Handicap og Botilbud, der også varetager driften af botilbuddene Rosenfeldthusene, Lunden og Møllehaven samt hjemmevejledningen. Vedlagt som bilag 1 er et overblik over bo- og dagtilbud på det voksenspecialiserede område i Frederikssund Kommune.
Baggrunden for ønsket var blandt andet, at det I KL’s inspirationskatalog ”Effektiv drift af sociale tilbud” fra 2016 blev anbefalet, at botilbud som minimum bør have mellem 12 og 20 pladser i hele tilbuddet, eller per enhed hvis tilbuddet består af flere enheder, for at det kan lade sig gøre at drive et tilbud både økonomisk og fagligt mest effektivt.
Siden 2019 har de oprindelige forudsætninger for botilbudsplanen ændret sig. Udviklingen i målgrupper har blandt andet betydet, at der ikke længere er samme efterspørgsel efter botilbud til borgere med udviklingshæmning. Borgerne i målgruppen bliver derimod ældre, hvilket stiller andre krav til støtte og tilbuddenes faglighed. Derudover ses et øget behov for tilbud til borgere med autismespektrumforstyrrelser samt psykiske udfordringer.
I efteråret 2024 har administrationen påbegyndt to udviklingsprojekter på det specialiserede voksenområde, henholdsvis en borgerinddragende proces om udvikling af det specialiserede voksenområde samt en udviklingsplan for Handicap og Botilbud. Formålene med udviklingsprojekterne er blandt andet at udvikle og omstille kommunens vifte af tilbud og indsatser til fremtidens efterspørgsel med udgangspunkt i borgernes ønsker og behov.
Social og sundhed er orienteret om status på disse projekter på møder henholdsvis 9. januar 2025 (sag 2) og 6. marts 2025 (sag 23).
Administrationen vil som led i disse projekter foretage en revurdering af behovet for botilbudspladser på handicapområdet og forelægge Social og sundhed et forslag til revideret formål og fokuspunkter for botilbudsplanen på handicapområdet. Arbejdet med revisionen vil i nødvendigt omfang inddrage berørte parter.
I det følgende gives en status på arbejdet med botilbudsplanen indtil nu.
Udarbejdelse af botilbudsplanen 2019-2022
I Budget 2021-2024 blev der afsat anlægsudgifter for 51,5 mio. kr. (2021 priser) til plan for det samlede botilbudsområde i årene 2025 og frem. I budget 2025-2028 er beløbet 55,196 mio. kr. (2025 priser) for årene 2029 og frem.
Arbejdet med udarbejdelse af botilbudsplanen blev gennemført som en inddragende proces, hvor der blev afholdt dialogmøder med det daværende handicapråd, relevante MED-udvalg samt beboer-/pårørenderåd på kommunens tilbud. Derudover blev der udarbejdet et vidensgrundlag samt afholdt to inspirationsture til flere botilbud i og uden for kommunen.
På baggrund af processen blev der opstillet fire bærende principper for udvikling af botilbud under overskrifterne ”fleksibilitet, borgerne, faglighed og personalefaciliteter samt økonomi”. Derudover fremlagde administrationen to modeller for et nyt samlet boltilbudsområde:
- Model 1 – Klyngestruktur, som indebar etablering af et nyt botilbud med flere separate boenheder, som placeres på samme grund.
- Model 2 – Udvidelse af eksisterende tilbud, som indebar en udvidelse af et eller flere af kommunens eksisterende botilbud.
På Byrådsmøde 24. februar 2021 (sag 57) besluttede Byrådet efter indstilling fra det daværende Social- og Sundhedsudvalg samt Økonomiudvalget, at der skulle arbejdes videre med at udbygge de eksisterende botilbud Egeparken og Vangedevej efter ovenstående model 2.
På baggrund heraf fik administrationen udarbejdet en foranalyse af arkitektfirmaet RUM, der omfattede en udbygning af botilbuddene Egeparken og Vangedevej. Foranalysen blev drøftet på Social og sundheds møder i oktober og november 2021 samt på møde 3. marts 2022 (sag 21). I samme periode var foranalysen i høring hos berørte parter, herunder beboer/-pårørenderåd i Handicap og Botilbud, MED-udvalg, Handicaprådet, Kommunale Ejendomme, Vej og Park samt Vej og Trafik.
Foranalysen indeholdt blandt andet en skitsering af muligheden for at udvide Egeparken med otte nye boliger sådan, at tilbuddet i alt kunne rumme 14 boliger. Udvidelsen skulle ske i den tidligere institution Regnbuen beliggende på Egeparken 6. Tilsvarende indeholdt foranalysen en skitsering af muligheden for at udvide Vangedevej med 6-8 nye boliger på en kommunalt ejet nabogrund, sådan at tilbuddet i alt kunne rumme 14-16 boliger. Derudover indeholdt foranalysen et overslag på de forventede anlægsudgifter for de to udbygninger.
Revurdering af botilbudsplanen 2022-2024
På møde 15. juni 2022 bad Økonomiudvalget Social og sundhed om at foretage en revurdering af planerne for Egeparken (sag 183). På denne baggrund ønskede Social og sundhed en revurdering af det videre arbejde med botilbudsplanen. Som led heri vurderede administrationen, at de oprindelige forudsætninger og formål med botilbudsplanen ikke længere var til stede.
Siden 2019 var Nordmandshusene og Ungekollegiet lukket på grund af vigende belægning. Dette betød, at der var 13 færre botilbudspladser i kommunen, end da arbejdet med planen blev påbegyndt. Det var således kun de fem pladser på Linde Allé, som ville kunne flytte til enten Vangedevej eller Egeparken.
Social og sundhed besluttede på baggrund af administrationens vurdering på møde 1. december 2022 (sag 124) at indstille over for Økonomiudvalget og Byrådet at fastholde botilbudsplanen med udbygning af Vangedevej og Egeparken, idet der i første omgang (fase 1) skulle arbejdes videre med en udbygning af Vangedevej. Efter 2 år skulle der tages stilling til udbygning af Egeparken (fase 2).
På møde 21. december 2022 (sag 251) tiltrådte Byrådet Social og sundheds indstilling om fastholdelse af botilbudsplanen efter anbefaling fra Økonomiudvalget.
Sidenhen er bofællesskaberne Linde Allé og Vangedevej lagt sammen til ét tilbud. Tilbuddet er fortsat beliggende på to matrikler, men er lagt sammen organisatorisk og ledelsesmæssigt for at styrke den faglige og økonomiske bæredygtighed.
I budget 2024-2025 vedtog Byrådet en indsats for at flere borgere kan få et liv i egen bolig. Fokus i 2024 har således været på at nedbringe antallet af borgere i midlertidige botilbud ved at tilbyde dem en målrettet indsats med socialpædagogisk støtte i egen bolig fremfor etablering af botilbudspladser.
Indsatsen har både fokus på at hjælpe borgere fra et midlertidigt botilbud til egen bolig, samt hjælpe borgere i egen bolig fremfor at flytte i et botilbud. En opgørelse fra november 2024 viser, at 12 borgere er flyttet fra midlertidigt botilbud til egen bolig med socialpædagogisk støtte, mens tre borgere er startet op med socialpædagogisk støtte i egen bolig frem for i midlertidigt botilbud.
Inddragelse
Sagen er sendt i høring i Rådets for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.
Intet høringssvar fra Seniorrådet.
Høringssvar fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet tager orienteringen til efterretning med den bemærkning, at vi synes, det er vigtigt, at botilbudsplanen – og de ændrede forudsætninger og behov – indtænkes i de eksisterende udviklingsprojekter på det specialiserede voksenområde.
Økonomi
Orientering om status for arbejdet med en botilbudsplan for handicapområdet har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
50Orientering om Ankestyrelsens Handicapsagsbarometer 2024
Resume
Med denne sag orienteres Social og sundhed om Ankestyrelsens landsdækkende måling kaldet Handicapsagsbarometret. Handicapsagsbarometret 2024 har undersøgt kommunernes juridiske sagsbehandlingskvalitet af merudgifter til voksne efter servicelovens § 100. I undersøgelsen indgår fire sager om merudgifter fra Frederikssund Kommune. Ankestyrelsen vurderer, at afgørelsen i alle fire sager lever op til regler og praksis.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Historik
Beslutning fra Social og sundhed, 3. april 2025, pkt. 38:
Sagen udsat.
Fraværende:
Therese Hejnfelt (C)
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende:
Anne-Lise Kuhre (A)
Susanne Bettina Jørgensen (A)
Sagsfremstilling
Ankestyrelsen skal i perioden 2022-2025 løbende undersøge kommunernes sagsbehandling inden for udvalgte bestemmelser på handicapområdet. Det sker i form af en årlig undersøgelse af sager fra udvalgte sagsområder fra alle landets kommuner. Denne årlige undersøgelse kaldes handicapsagsbarometret. Formålet er at skabe bedre retssikkerhed og tillid til kommunernes sagsbehandling på handicapområdet.
I 2023 undersøgte Ankestyrelsen kommunerne juridiske sagsbehandlingskvalitet af ledsagelse efter servicelovens § 97. Udvalget blev orienteret om resultaterne af undersøgelsen på møde 15. august 2024 (sag 54).
I 2024 har Ankestyrelsen undersøgt kommunernes juridiske sagsbehandlingskvalitet af merudgifter til henholdsvis børn og voksne efter servicelovens § 41 og § 100. I denne sag orienteres Social og Sundhed om resultaterne af undersøgelsen vedrørende merudgifter til voksne efter servicelovens § 100. Undersøgelsen blev offentliggjort 14. marts 2025 på Ankestyrelsens hjemmeside.
Sagsbehandlingen er korrekt i fire ud af fire sager
Frederikssund Kommune indgår i undersøgelsen med fire sager, hvor der er truffet afgørelse i 2023. Ifølge Ankestyrelsen er undersøgelsens resultater generaliserbare på tværs af landets kommuner, men ikke inden for den enkelte kommune, da der ikke er vurderet et repræsentativt antal sager om merudgifter fra hver enkelt kommune.
I alle sager er der givet helt eller delvist afslag på ansøgningen. Afgørelserne har ikke været påklaget til Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen vurderer, at afgørelsen i alle fire sager lever op til regler og praksis. Til sammenligning overholdes de retlige krav i 90 procent af sagerne på landsplan.
Ankestyrelsen vurderer endvidere, at der i alle fire sager er givet korrekt klagevejledning, der følger forvaltningslovens § 25, ligesom der er foretaget en helhedsvurdering i alle sager. I to sager, hvor Ankestyrelsen har vurderet at det er relevant for afgørelsen, har kommunen taget stilling til alle de ansøgte udgifter i afgørelsen.
I to af sagerne er kommunens sagsbehandlingsfrist overholdt. I to af sagerne er sagsbehandlingsfristen ikke overholdt, og der er ikke givet oplysninger om en ny frist i sagen. På landsplan overskrides den kommunalt fastsatte sagsbehandlingsfrist ifølge Ankestyrelsen i 51 procent af sagerne. Overskridelsen er i gennemsnit 20 uger. I en tredjedel af disse sager oplyses borgeren om en ny frist.
Byrådet har sat en sagsbehandlingsfrist på fem måneder for merudgifter efter servicelovens § 100. Sagsbehandlingsfristen gælder fra kommunen modtager ansøgningen til der træffes afgørelse. Sagsbehandlingsfristen er sat ud fra, at den kan overholdes i 80-90 procent af sagerne.
I de to sager, hvor sagsbehandlingsfristen er overskredet, er den overskredet med henholdsvis 2 og 21 dage. Behandlingen af ansøgninger efter § 100 er kompleks og omfattende og er blandt andet afhængig af, at rådgiveren indhenter oplysninger fra eksterne parter, fx læge, hvilket kan medvirke til at forlænge sagsbehandlingstiden. I 2023 arbejdede afdeling for Voksenstøtte desuden med at nedbringe en sagspukkel som følge af en vakance i afdelingen i efteråret 2022.
I begge sager burde der have været sendt orienteringsbrev til borger om, at sagsbehandlingsfristen desværre ikke kunne overholdes og med orientering om forventet dato for fremsendelse af afgørelse. Afdeling for Voksenstøtte har stort fokus på at følge sagsbehandlingstiderne for merudgiftssagerne, herunder at orientere borger om, hvornår de kan forvente en afgørelse, hvis fristen ikke kan overholdes.
Nye regler om merudgiftsydelse
Til udvalgets orientering indgik regeringen i januar 2024 en politisk aftale om en ny model for merudgiftsydelsen med en række af Folketingets partier. Formålet er at gøre ydelsen mere enkel og gennemsigtig og skabe større forudsigelighed om hjælpen for borgerne, så dialogen mellem borger og kommune forbedres, samt reducere kommunernes administration. Aftalen udmøntes i et lovforslag, der fremsættes i april 2025. Kommunerne vil i lovforslaget få en overgangsperiode på to år til at omberegne eksisterende bevillinger.
Inddragelse
Sagen er sendt i høring i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.
Intet høringssvar fra Seniorrådet.
Høringssvar fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet tager orienteringen til efterretning med den bemærkning, at det er positivt, at alle de undersøgte sager fra Frederikssund kommune lever op til regler og praksis (Servicelovens § 41 og 100).
Vi har dog bemærket os, at der i halvdelen af de undersøgte sager er sagsbehandlingsfristen IKKE overholdt vel og mærke uden at der er givet oplysninger til borgerne om en ny frist i sagen, hvilket ikke er tilfredsstillende.
Intet høringssvar fra Seniorrådet.
Høringssvar fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet henviser til sit tidligere høringssvar, som fremgår af sagsfremstillingen.
Økonomi
Orientering om Ankestyrelsens landsdækkende måling kaldet Handicapsagsbarometret har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
51Orientering om befolkningsprognosen 2025
Resume
Hvert år udarbejdes en befolkningsprognose til kommunens generelle planlægning. En del af denne planlægning består i, at budgetterne på en række områder demografireguleres med det formål at sikre økonomi til uændret serviceniveau uanset antallet af borgere i målgruppen inden for det pågældende område.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Historik
Beslutning fra Social og sundhed, 3. april 2025, pkt. 39:
Sagen udsat.
Fraværende:
Therese Hejnfelt (C)
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende:
Anne-Lise Kuhre (A)
Susanne Bettina Jørgensen (A)
Sagsfremstilling
I samarbejde med COWI udarbejder kommunen hvert år en befolkningsprognose for at få et skøn over befolkningens udvikling i de kommende år. Resultatet af befolkningsprognosen 2025 viser en samlet stigning i antallet af borgere på i alt 1.514 borgere fra 1. januar 2025 til 1. januar 2029.
I bilag 1. 'Befolkningsprognose 2025' kan der læses nærmere om prognosens resultater.
Befolkningsprognosen anvendes i mange planlægningsmæssige sammenhænge bl.a. i forhold til kommunens kommende udgifter og indtægter. Helt konkret anvendes befolkningsprognosen til demografireguleringer på en række områder – herunder tandplejen – med det formål at sikre økonomi til uændret serviceniveau uanset antallet af borgere i patientgruppen. Tandplejen er det eneste område under Social og sundhed, der er demografireguleret.
Tandplejens tidligere patientgrundlag af 0-17-årige øges i løbet af 2023-2026 med ét alderstrin for hvert år, således at patientgrundlaget fra 2026 udgør alle 0-21-årige. Tandplejens budget er tilpasset dette.
I følge befolkningsprognosen 2025 er der et lille fald i antallet i patientgruppen inden for de nærmeste år, hvorefter det stiger igen. Udviklingen giver anledning til en udmøntning af demografimidler på området i perioden 2026-2029 for i alt 2,7 mio. kr. fordelt således: 0,7 mio. kr. i 2026, 0,6 mio. kr. i 2027, 0,7 mio. kr. i 2028 og 0,8 mio. kr. i 2029.
Der er dog allerede afsat midler i tandplejens demografipulje, og eftersom befolkningsudviklingen i patientgruppen 0-21-årige har vist sig samlet set at være højere end forventet forrige år, giver dette anledning til at den samlede demografipulje for 2026 til 2029 opjusteres med 1,4 mio. kr. fordelt med 0,2 mio. kr. i 2026, 0,3 mio. kr. i 2027, 0,4 mio. kr. i 2028 og 0,5 mio. kr. i 2029.
I bilag 2. 'Forslag til demografiregulering 2026-2029' fremgår det samlede forslag til demografiregulering i perioden 2026-2029.
Inddragelse
Konsulenthuset COWI har i samarbejde med Frederikssund Kommune udarbejdet befolkningsprognose 2025.
Sagen er sendt i høring i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Prognose, et gæt på en forudsigelse, tages til efterretning. Det kunne også være interessant at se prognose for andelsboligforeninger og senior fællesskaber for samme periode.
Endvidere må Seniorrådet opfordre til, at der er velegnede boliger til alle ældre i kommunen.
Høringssvar fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet tager orienteringen til efterretning.
Intet høringssvar fra Seniorrådet.
Høringssvar fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet henviser til sit tidligere høringssvar, som fremgår af sagsfremstillingen.
Økonomi
Konkret vil ændringer i forbindelse med befolkningsprognosen 2025 blive indarbejdet i det korrigerede budgetgrundlag, som skal politisk behandles i forbindelse med processen med budget 2026-2029.
Bilag
52Meddelelser
Beslutning
-
Sagsfremstilling
Kommende arrangementer indenfor udvalgets område:
Meddelelser:
- Caféen for unge hjemløse er nu rykket til Livskilden og havde første dag 23. april i tidsrummet 16-17:30. Der er ikke brugere fra Livskilden, som benytter lokalerne i dette tidsrum. Der er hængt en seddel op i Café Kosmos, så de unge der evt. skulle møde op der, vil se at det er rykket til Livskilden. Flyeren er blevet ændret og opdateret med de nye oplysninger og der bliver lavet en kort nyhed til FB/hjemmesiden så nyheden spredes på de sociale medier også, vedlagt som bilag.
- Frivillighusets vedtægter er blevet tilrettet med enkelte justeringer. Ændringerne er godkendt af formandskabet i Social og sundhed. Vedtægterne med ændringer fremgår af vedlagte bilag.
- Ankestyrelsens opfølgning på Frederikssund Kommunes behandling af Danmarkskortet 2024 er vedlagt som bilag. Ankestyrelsen meddeler i opfølgningen, at man ikke vil foretage sig yderligere i forhold til kommunens behandling af og opfølgning på danmarkskortet 2024.
- Sagsliste og årshjul for Social og sundhed 2025 er vedlagt som bilag.
Bilag
53Underskrifter
Beslutning
-
Sagsfremstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark. Når der trykkes "Godkendt" svarer det til at underskriftarket er underskrevet.