
Social og sundheds møde den 09. oktober 2025
Rosenfeldt Husene kl. 08.00
77Godkendelse af dagsorden
Beslutning
Godkendt.
Fraværende:
Susanne Bettina Jørgensen (A)
Maibritt Møller Nielsen (Æ)
78Orientering om status på botilbuddet Rosenfeldthusene
Resume
I juli 2024 blev der i forbindelse med et tilsyn fra Socialtilsyn Hovedstaden udarbejdet en handleplan for udvikling af botilbuddet Rosenfeldthusene. I januar 2025 (Sag nr. 4) blev Social og sundhed orienteret om status på handleplan for Rosenfeldthusene. I marts 2025 gennemførte Socialtilsynet et opfølgende tilsynsbesøg i Rosenfeldthusene. Denne sag giver et kort resume af den seneste tilsynsrapport samt en opdateret status på arbejdet med handleplanen, der overgår til en udviklingsplan for Rosenfeldthusene.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og sundhed at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende:
Susanne Bettina Jørgensen (A)
Maibritt Møller Nielsen (Æ)
Sagsfremstilling
Baggrund
Rosenfeldthusene er et botilbud beliggende i Frederikssund til voksne borgere med udviklingshæmning. Tilbuddet er organiseret under Handicap og Botilbud og består af 17 pladser etableret efter almenboliglovens § 105, stk. 2 med socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 85 og personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83.
I forbindelse med kritik fra Socialtilsynet i sommeren 2024 blev der i samarbejde med tilsynet udarbejdet en handleplan, som der siden er arbejdet intenst med. Handleplanen blev forelagt Social og sundhed til orientering på møde 5. september 2024 (sag 66). Den 9. januar 2025 (sag 4) blev Social og sundhed senest orienteret om status på handleplanen.
Tilsynsrapport for 2025
I marts 2025 modtog Rosenfeldthusene et opfølgende tilsynsbesøg og fik fremsendt en tilsynsrapport den 29. april 2025. Se bilag 1. Social og sundhed fik til udvalgsmødet 4. september 2025 (sag 75) fremsendt denne tilsynsrapport.
I rapportens samlede vurdering lægges vægt på, at Rosenfeldthusene har haft en høj personalegennemstrømning samt hyppige lederskift. Dette har haft en negativ indflydelse på borgernes trivsel, medarbejdernes kompetenceniveau og det faglige niveau i tilbuddet. Desuden er dokumentationspraksis ikke tilstrækkelig. Dog var den mundtlige tilbagemelding på tilsynsbesøget positiv i forhold til de initiativer, ledelsen har igangsat i Rosenfeldthusene.
Socialtilsynet fører tilsyn ud fra følgende syv temaer i en såkaldt kvalitetsmodel:
- Uddannelse og beskæftigelse
- Selvstændighed og relationer
- Målgruppe, metoder og resultater
- Organisation og ledelse
- Kompetencer
- Fysiske rammer
- Sundhed og trivsel
Socialtilsynet vurderer tilbuddene på en skala fra 1-5. 5 er den bedste score, hvor temaet i meget høj grad er opfyldt. Den gennemsnitlige score for de syv temaer er 2,7, hvilket den også var i rapporten for august 2024. Der ses dog en marginal fremgang på enkelte temaer i kvalitetsmodellen. Således er den sammenlagte score for de syv temaer steget fra 18,7 i 2024 til 19,2 i 2025.
Socialtilsynet udvælger, hvilke temaer der skal være i fokus for de enkelte tilsyn. Socialtilsynet har således i tilsynet for 2025 haft fokus på temaerne ”Målgruppe, "Metoder og resultater”, "Sundhed og trivsel” samt ”Organisation og ledelse”. På disse temaer ses små forbedringer i forhold til 2024.
For de øvrige temaer, er det fortsat scoren fra 2024, der er gældende i rapporten for 2025. Socialtilsynet har således ikke taget stilling til, om der er sket en udvikling inden for disse temaer. Selvom temaerne ikke har været i fokus i tilsynet, arbejdes der også med disse områder på Rosenfeldthusene gennem en struktur i hverdagen, der skal understøtte borgernes trivsel og udvikling.
Status på arbejdet med handleplanen
Formålet med handleplanen er at skabe et grundlag for et fagligt og økonomisk bæredygtigt tilbud. Handleplanen har samlet op på tilsynets anbefalinger og bidrager med en retning henimod en større stabilitet og kontinuitet i medarbejderstaben omkring et stærkt fagligt fællesskab, således at borgere og pårørende oplever et tilbud med et systematisk fokus på at skabe muligheder og udvikle den enkelte borger ved brug af faglige metoder.
Handleplanen indeholder en række indsatser inden for tre temaer. I det følgende gives en status på arbejdet med handleplanen inden for de tre temaer.
1. Systematisk opfølgning på medarbejdernes kompetenceudvikling og trivsel.
Temaet omfatter sikring af en stabil ledelse i tilbuddet. Samtidig skal etablering af en ny vagtplan samt omlægning fra eksterne til interne vikarer bidrage til at sikre færre medarbejdere omkring borgerne. På baggrund af en gennemført psykisk APV arbejdes med videreuddannelse af medarbejderne, kommunikationen fra ledelsen samt de følelsesmæssige krav i jobbet. Endelig indføres en mere systematisk tilgang til teammøderne.
Status på medarbejdernes kompetenceudvikling og trivsel
Siden 1. november 2024 har der været en stabil ledelse, som er fysisk tilstede på Rosenfeldthusene. Leder har tilrettelagt møder og tilhørende indhold efter en fast struktur, som skal understøtte en faglig refleksion og udvikling på Rosenfeldthusene.
Den nuværende vagtplan har reduceret forbruget af eksterne vikarer. I 2025 er anvendt eksterne vikarer 4 gange. Dette var i forbindelse med en ekstraordinær situation. Der har været en personaleudskiftning af to medarbejdere de seneste 11 måneder.
I 2025 er sygefraværet inden for normen, hvilket er med til at understøtte oplevelsen af, at medarbejderne er i trivsel på arbejdspladsen. Rosenfeldthusene har udarbejdet en lokal kompetenceudviklingsplan. Planen sætter retningen for arbejdet med kompetenceudvikling på Rosenfeldthusene frem til 2027 og adresserer anbefalingerne fra tilsynet.
2. Fælles fagligt grundlag og systematisk dokumentation.
Dokumentationen i fagsystemet CURA kvalificeres gennem undervisning af CURA-ambassadører, som sidemandsoplærer de øvrige medarbejdere.
Status på fælles fagligt grundlag og systematisk dokumentation
Rosenfeldthusene har arbejdet med både sundhedsfaglig og socialfaglig dokumentation siden efteråret 2024. Ledelsen har det seneste halve år opnået et overblik over de samlede dokumentationskompetencer, -behov og -krav og kan til oktober forelægge dette for medarbejderne. Herefter fortsættes indsatsen for systematisk dokumentation inden for en tydelig ramme.
Siden april 2025 har Rosenfeldthusene arbejdet sammen med Social- og Boligstyrelsen om at forebygge voldsomme episoder på botilbud. Dette udviklingsforløb rummer blandt andet også drøftelser og aftaler om socialfaglig dokumentation. Det voldsforebyggende forløb giver samtidig mulighed for at afprøve refleksionsværktøjer og prøvehandlinger, som kan anvendes i forhold til faglige problemstillinger, arbejdsmiljø og lignende. Refleksionsværktøjerne og prøvehandlingerne er ved at blive afprøvet i struktureret form, hvorefter de skal evalueres og indarbejdes på aftalte møder.
3. Bæredygtig og gennemsigtig økonomi.
Temaet handler om at få skabt en bæredygtig og gennemsigtig økonomi.
Status på bæredygtig og gennemsigtig økonomi.
Rosenfeldthusenes økonomi er efter nogle år med lav belægning og merforbrug under genopretning. Hver måned følges op på økonomien sammen med centerchef og Center for Økonomi. Desuden er der foretaget nødvendige tiltag for at sikre en bæredygtig og gennemsigtig økonomi.
Der forventes på nuværende tidspunkt et væsentligt lavere underskud i tilbuddet i 2025 end de forrige år. Det kræver dog fortsat en fokuseret indsats, at nå i mål med budgetoverholdelsen.
Indtil nu har der i 2025 været fuld belægning i tilbuddet. Dog er der er opstået en ledig plads i botilbuddet, som Rosenfeldthusene arbejder målrettet på at få besat.
Rosenfeldthusene har udarbejdet en udviklingsplan, der er gældende for 2025-2027
Handleplanen fra 24. juli 2024 erstattes fremover af Rosenfeldthusenes udviklingsplan 2025-2027. Se bilag 2. Udviklingsplanen er en retningsgivende og handlingsanvisende helhedsplan for Rosenfeldthusene, som har til formål at skabe et bæredygtigt botilbud i forhold til økonomi og faglig kvalitet. Planen samler desuden op på anbefalingerne fra tilsynet.
Planen har sammenhæng til Handicap og Botilbuds samlede udviklingsplan, der er fremlagt for Social og Sundhed (sag 23) den 6. marts 2025.
Udviklingsplanen indeholder følgende seks spor:
- Kapaciteten skal følge med. Kontraktforhold og lignende aftaler med boligforeningen skal undersøges nærmere.
- Styring af økonomi med brug af ledelsesinformation. Rosenfeldthusene skal i højere grad anvende støtte fra data og økonomikonsulenter for at kunne styre økonomien.
- Organisationen skal følge med. Den interne organisering skal tilpasses, så den mere effektivt understøtter hverdagen i Rosenfeldthusene.
- Faglige kompetencer. De faglige kompetencer skal udvikles, så de matcher borgeres og pårørendes behov og efterspørgsel. Dette er beskrevet i kompetenceudviklingsplanen for Rosenfeldthusene.
- Et attraktivt tilbud/En attraktiv arbejdsplads. Rosenfeldthusene skal tiltrække og fastholde både gode medarbejdere og nye beboere i målgruppen.
- Samskabelse og samarbejde med omverdenen. Rosenfeldthusene skal samarbejde konstruktivt og samskabe med civilsamfundet om opgaveløsningen.
Rosenfeldthusenes udviklingsplan 2025-2027 fremsendes til Socialtilsynet til orientering i november måned.
Inddragelse
Sagen er sendt i høring i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Orienteringen taget til efterretning.
Høringssvar fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:
I marts 2025 blev der på et opfølgende tilsyn konstateret en høj personalegennemstrømning samt hyppige lederskift, hvilket har haft en negativ indflydelse på borgernes trivsel, medarbejdernes kompetenceniveau og det faglige niveau i tilbuddet. Desuden at dokumentationspraksis ikke var tilstrækkelig.
Statusrapporten viser, at der kun er sket marginale fremskridt siden tilsynet i 2024,hvilket Rådet finder stærkt betænkeligt. En gennemsnitlig
score på 2,7 er ikke overbevisende og tilsynsrapporten hejser en række røde flag: herunder
-Socialtilsynet vurderer, at tilbuddet daglige drift kun i lav grad varetages kompetent.
-Rådet ser med stor alvor på, at tilbuddet igennem mange år ikke har indberettes magtanvendelser, ligesom vold og overgrebs hændelser, der burde have været registreret, ikke er det.
Derfor er det meget positivt, at Rosenfeldthusene arbejder sammen med Social- og Boligstyrelsen om at forebygge voldsomme episoder på botilbud.
-De pårørende svarer i spørgeskemaet, at medarbejderne kun i middel eller lav grad har den fornødne tid til at støtte borgerne. Samt at medarbejderne kun i middel eller lav grad er opmærksomme på at forebygge konflikter og hjælpe borgerne.
Rådet anerkender, at Handleplanens indsatser er et skridt i den rigtige retning, og det ser ud til, at den allerede har haft en positiv effekt på personalegennemstrømningen og sygefraværet, som begge er reduceret. Der arbejdes ligeledes systematisk på dokumentationsindsatsen, ligesom der er
udarbejdet en lokal kompetenceudviklingsplan, som sætter retningen for arbejdet med medarbejdernes kompetenceudvikling. Vi ser frem til at følge status på den fremadrettede udviklingsplan 2025 - 27, som erstatter handleplanen.
Økonomi
Orientering om opdateret status på arbejdet med handleplan for Rosenfeldthusene har ingen bevillingsmæssige konsekvenser. Arbejdet med udviklingsplanen forventes indeholdt indenfor eksisterende rammer.
Bilag
79Orientering om Socialtilsyn Hovedstadens tilsyn i botilbud og bofællesskaber 2024 samt ny tilsynsmodel
Resume
I denne sag forelægges Social og sundhed til orientering en samlet redegørelse for de driftsorienterede tilsyn fra Socialtilsyn Hovedstaden med botilbud og bofællesskaber i Frederikssund Kommune 2024. Samtidig orienteres om ny tilsynsmodel for Socialtilsynet. Samlet set fik tilbuddene i Frederikssund Kommune høje vurderinger af Socialtilsynet i 2024. Det er dog enkelte tilbud, som fortsat skal arbejde med kvaliteten.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:
- Orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende:
Susanne Bettina Jørgensen (A)
Maibritt Møller Nielsen (Æ)
Sagsfremstilling
Socialtilsyn Hovedstaden har i 2024 foretaget driftsorienteret tilsyn med otte botilbud og bofællesskaber for voksne med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne i Frederikssund Kommune. I denne sag forelægges Social og sundhed en samlet redegørelse over resultaterne af Socialtilsyn Hovedstadens tilsyn i 2024.
Social og sundhed godkendte på møde 31. marts 2022 (sag 37) en procedure for formidling af tilsynsresultater og -rapporter. Proceduren betyder, at udvalget løbende får fremsendt tilsynsrapporter, i takt med at administrationen modtager dem fra tilsynsmyndigheden eller driftsenhederne. Rapporterne fremsendes i udgangspunktet uden kommentering fra administrationen. Rapporterne vedlægges desuden som bilag under meddelelsespunktet på det førstkommende udvalgsmøde.
Hvis et tilbud modtager alvorlig kritik, eksempelvis kommer under skærpet tilsyn eller får påbud, bliver udvalget orienteret på førstkommende udvalgsmøde. Udvalget modtager samtidig en orientering om, hvilke tiltag administrationen og/eller det enkelte tilbud har iværksat eller har planlagt at iværksætte for at imødegå kravene fra tilsynet.
Hvert år forelægges udvalget en samlet redegørelse for gennemførte tilsyn det foregående år.
Socialtilsynet skal føre et systematisk, ensartet, uvildigt og fagligt kompetent tilsyn. Tilsynet skal bidrage til at fastholde og udvikle kvaliteten i tilbuddene blandt andet gennem dialog med tilbuddene om deres pædagogiske tilgang, behandling af borgerne og deres styringsmæssige forhold som for eksempel økonomien.
Socialtilsynet fører tilsyn ud fra syv temaer i en kvalitetsmodel. Det er den samme kvalitetsmodel, som alle tilbud i landet bliver vurderet ud fra. I tilsynet vil der som regel være særlig fokus på 2-3 af temaerne.
- Uddannelse og beskæftigelse
- Selvstændighed og relationer
- Målgruppe, metoder og resultater
- Organisation og ledelse
- Kompetencer
- Fysiske rammer
- Sundhed og trivsel
Udover ovenstående temaer fører Socialtilsynet tilsyn med tilbuddenes økonomi og godkender herunder budgettet.
Socialtilsynet udvælger for det enkelte tilsynsbesøg, hvilke tilsynstemaer der skal være i fokus. Tilsynsresultaterne skal derfor ses i lyset af, at ikke alle temaer nødvendigvis har været genstand for tilsynets opmærksomhed i 2024. For de temaer, som ikke har været i fokus i 2024, gælder Socialtilsynets vurderinger fra 2023.
Samlet vurdering af tilsynene i 2024
I skemaet nedenfor ses, hvordan Socialtilsynet har scoret de enkelte tilbud på baggrund af temaerne. Socialtilsynet scorer tilbuddene på en skala fra 1-5. 5 er den bedste score, hvor temaet i meget høj grad er opfyldt.
Overordnet set fik tilbuddene i Frederikssund Kommune i 2024 høje vurderinger af Socialtilsynet. Således lå fem ud af syv tilbud på en gennemsnitlig score på 4,0 eller højere. Et enkelt tilbud, Lunden, fik en score på 3,6, mens Rosenfeldthusenes score lå på 2,7.
Socialtilsynet har ikke givet nogen sanktioner i form af påbud eller andre vilkår til tilbuddene i forbindelse med tilsynsbesøgene i 2024. Socialtilsynet opstiller nogle anbefalinger og udviklingspunkter for en række af tilbuddene. Tilbuddene arbejder målrettet med disse punkter
Skema med oversigt over hvordan tilbuddene har scoret ved tilsynet.
Tilbud (dato for rapport) | Uddannelse og beskæftigelse | Selvstændighed og relationer | Målgruppe, metoder og resultater | Sundhed og trivsel | Organisation og ledelse | Kompetencer | Fysiske rammer | Samlet score | Gennemsnit 2024 | Gennemsnit 2023 |
Klintegården (1.7.2024) | 4,0 | 5,0 | 4,8 | 5,0 | 3,0 | 4,0 | 4,7 | 30,5 | 4,4 | 4,7 |
Skibbyhøj (30.5.2024) | 4,0 | 4,7 | 4,5 | 4,7 | 4,8 | 4,5 | 5,0 | 32,2 | 4,6 | 4,6 |
Rosenfeldthusene (9.8.2024) | 2,5 | 3,0 | 1,8 | 3,2 | 2,2 | 2,0 | 4,0 | 18,7 | 2,7 | 3,3 |
Lunden (4.3.2024) | 4,0 | 4,3 | 3,5 | 3,4 | 2,3 | 4,0 | 4,0 | 25,5 | 3,6 | 4,1 |
Lindevang (5.11.2024) | 3,5 | 4,3 | 3,0 | 4,6 | 3,8 | 4,0 | 5,0 | 28,2 | 4,0 | 4,0 |
Egeparken (18.3.2024) | 4,0 | 5,0 | 4,3 | 4,7 | 3,2 | 5,0 | 4,3 | 30,5 | 4,4 | 4,2 |
Møllehaven (24.4.2024) | 4,5 | 4,7 | 3,3 | 4,7 | 3,8 | 4,5 | 5,0 | 30,5 | 4,4 | 4,3 |
Gennemsnit | 3,8 | 4,4 | 3,6 | 4,3 | 3,3 | 4,0 | 4,6 | 28,0 | 4,0 | 4,2 |
I det følgende gennemgås elementer fra socialtilsynets samlede vurdering af de enkelte tilbud.
Klintegården, Frederikssund
Socialtilsyn Hovedstadens samlede vurdering er, at tilbuddet har den fornødne kvalitet, jf. Lov om Socialtilsyn § 6.
Ifølge rapporten har Klintegården fokus på, at borgerne udnytter deres fulde potentiale i forhold til uddannelse og beskæftigelse. Tilbuddet støtter borgerne i at indgå i sociale relationer og leve et så selvstændigt liv som muligt. Tilbuddet understøtter borgernes mentale sundhed, trivsel samt udvikling og sikrer borgernes selv- og medbestemmelse
Skibbyhøj, Skibby
Socialtilsynets samlede vurdering er, at tilbuddet har den fornødne kvalitet, jf. § 6 i lov om socialtilsyn.
Ifølge rapporten understøtter Skibbyhøj borgernes mentale sundhed, trivsel samt udvikling og sikrer borgernes selv- og medbestemmelse. Tilbuddet har fokus på, at borgerne udnytter deres fulde potentiale i forhold til uddannelse og beskæftigelse, og at borgerne inkluderes i samfundet. Tilbuddet støtter borgerne i at indgå i sociale relationer og leve et så selvstændigt liv som muligt.
Rosenfeldthusene, Frederikssund
Socialtilsynets samlede vurdering er, at tilbuddet har den fornødne kvalitet, jf. § 6 i lov om socialtilsyn.
Ifølge rapporten sikrer Rosenfeldthusene, at borgerne har et dagtilbud og borgerne giver udtryk for at de er glade for deres dagtilbud, samt at de ses med vennerne på dagtilbuddet. Tilbuddet støtter op om borgernes relationer både i forhold til venner og pårørende. De pårørende oplever, at borgerne støttes i kontakt til de pårørende, men samtidig oplever de pårørende kun delvist at have en god kontakt til tilbuddet.
Tilbuddet har kun delvist en pædagogisk indsats som sikrer, at borgerne lever et så selvstændigt et liv som muligt og indgår i det omkringliggende samfund. Borgerne deltager i kommunens klubtilbud, og de borgere benytter sig også af ledsagerordning til at komme ud af tilbuddet. Tilbuddet har som konsekvens af, at det ikke er muligt at komme så meget ud som det ville være ønskeligt af tilbuddet, inviteret samfundet ind i tilbuddet.
Tilbuddet har ikke en dokumentationspraksis, som understøtter den pædagogiske indsats og sikrer positive resultater for borgerne igennem konkrete mål.
Tilbuddet har ikke en organisering i forhold til at sikre et fagligt miljø, der understøtter målgruppens behov og formål med indsatsen. Tilbuddet har igennem mange år været udfordret i forhold til at sikre en stabilitet i tilbuddet, idet tilbuddet har en høj personalegennemstrømning og stort forbrug af både interne vikarer og personale fra eksterne vikarbureauer.
Medarbejderne har kun delvist de nødvendige faglige kompetencer. Medarbejderne bruger i høj grad deres menneskelige, relationelle og personlige kompetencer, og der er på tilbuddet ikke blevet opbygget et fælles fagligt fundament.
De fysiske rammer er velegnede til målgruppen.
Handicap og Botilbud har i 2024 arbejdet med en handleplan for Rosenfeldthusene. Social og sundhed forlægges en orienteringssag om status på arbejdet med handleplanen på udvalgets møde 8. oktober 2025.
Lunden, Frederikssund
Ifølge rapporten har Lunden de senere år gennemgået en del ledelsesskift, hvor der i de mellemliggende perioder har været et ledelsestomrum. Det er socialtilsynets vurdering, at driften har været påvirket negativt heraf og at den faglige udvikling ikke har haft optimale betingelser. Baseret på den nye afdelingsleders cv, vurderer socialtilsynet, at tilbuddet aktuelt har en kompetent og ansvarlig ledelse.
Socialtilsynet vurderer, at tilbuddet helt overordnet lykkes med at skabe trygge rammer for borgerne og sikre deres trivsel og udvikling. Tilbuddet har i det forløbne år gennemgået et neurofagligt kompetenceudviklingsforløb, tilrettelagt både som undervisning og praksislæring.
Tilbuddet er fortsat i proces i forhold til implementeringen, og der udestår fortsat en større faglig ledelsesopgave for den nye afdelingsleder i forhold til at omsætte de tillærte tilgange til et konkret fagligt sprog, herunder ikke mindst i den skriftlige dokumentation. Overordnet vurderes medarbejderne dog at have relevante personlige og til dels faglige kompetencer.
Lindevang, Frederikssund
Tilsynet med Lindevang består af en rapport for hver af de to afdelinger, Vangedevej og Linde Allé.
Ifølge rapporterne har Lindevang den fornødne kvalitet, jf. § 6 i Lov om Socialtilsyn.
Ifølge rapporterne har Lindevang fokus på, at borgerne kan benytte deres fulde potentiale i forhold til uddannelse og beskæftigelse. Tilbuddet understøtter borgernes selvstændighed og arbejder med fokus på udvikling af deres sociale kompetencer.
Tilbuddet har et klart formål med indsatsen. Tilbuddets metoder og tilgange er relevante i forhold til målgruppen. Dokumentationen af borgeres delmål er ikke konsekvent. Fagligheden i tilbuddet understøtter delvist borgerne. Tilbuddet understøtter borgernes trivsel og sikrer borgernes selv- og medbestemmelse. Borgerne trives generelt i tilbuddet.
Egeparken, Jægerspris
Det er socialtilsynets samlede konklusion, at tilbuddet i høj grad opfylder godkendelsesgrundlaget i forhold til kvalitetsmodellens 7 temaer.
Bofællesskabet Egeparken leverer således den fornødne kvalitet i indsatsen, som er i overensstemmelse med formålet med anbringelse i botilbud godkendt jf. SEL §§ 107 og 108.
Socialtilsynet konkluderer på baggrund af tilsynsbesøget, at tilbuddet i høj grad skaber trivsel og udvikling for borgerne. Socialtilsynet vurderer, at tilbuddet fortsat arbejder med udvikling og vedligeholdelse af borgernes færdigheder, mentale og fysiske trivsel og sundhed. Borgerne mødes af kompetente og erfarne medarbejdere, der med fagrelevant uddannelse understøtter borgernes trivsel og udvikling. Tilbuddet har arbejdet på at forbedre systematikken i forhold til den daglige dokumentation i journaliseringssystemet.
Møllehaven, Slangerup
Det er socialtilsynets samlede konklusion, at tilbuddet fortsat har den fornødne kvalitet og samlet set opfylder betingelserne for godkendelse jf. §§ 6 og 12-18 i Lov om Socialtilsyn.
Socialtilsynet vurderer på baggrund af interviews med ledelse og medarbejdere, at tilbuddet kan redegøre for både målsætningen, målgruppens behov og de valgte metoder og tilgange. Socialtilsynet vurderer, at tilbuddet på relevant vis kan redegøre for, hvordan metoderne vil blive omsat i praksis, og hvordan tilbuddet vil samarbejde med såvel borgerne som visiterende myndigheder om at opnå de ønskede resultater og trivsel for borgerne. Tilbuddet vurderes at arbejde progressivt og vedvarende med forbedring af deres dokumentation i forhold til resultatdokumentation bl.a. med undervisning, sparring og ledelses audit.
Ny tilsynsmodel for Socialtilsynet
Folketinget har den 11. juni 2025 vedtaget et forslag til ændring af lov om socialtilsynet. Loven træder i kraft den 1. januar 2026.
Med loven bliver tilsynet omlagt, så tilbud skal have tilsynsbesøg mindst hvert 3. år, mens plejefamilier skal have tilsynsbesøg mindst hvert 2. år. I dag får alle tilbud et årligt tilsynsbesøg.
Socialtilsynene kan foretage hyppigere tilsyn på baggrund af en risikovurdering, fx ved henvendelser om tilbud i tilsynenes whistleblower-ordning.
Samtidig reduceres antallet af temaer i kvalitetsmodellen fra syv til fem. De fem temaer skal fortsat opdeles i en række kriterier, i alt 9 kriterier for tilbud og 5 kriterier for plejefamilier.
Scoringen i kvalitetsmodellen ændres fra skala på 1-5 til fremover at være "opfyldt" eller "ikke-opfyldt". Scoringen skal foretages på kriterieniveau.
Tilsynsbesøgene i tilbud skal aflægges som uanmeldte besøg med mindre særlige forhold nødvendiggør, at tilsynsbesøg foretages anmeldt.
Inddragelse
Sagen er sendt i høring i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle bemærkninger sendes til udvalgets medlemmer hurtigst muligt.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Seniorrådet kan som tidligere bemærket primært anbefale uanmeldte tilsynsbesøg i alle henseender.
Høringssvar fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet har noteret sig, at Socialtilsynet har scoret Frederikssund kommunes botilbud/bofællesskaber højt, når der ses bort fra Rosenfeldthusene (se ovenfor).
Det er positivt, at tilbuddene helt overordnet lykkes med at skabe trygge rammer for borgerne og sikre deres trivsel og udvikling.
Ny tilsynsmodel for Socialtilsynet
Rådet er bekymret for, at færre tilsynsbesøg generelt kan betyde, at der går længere tid, før man opdager eventuelle problemer.
Derudover risikerer fjernelsen af 2 temaer fra kvalitetsmodellen “selvstændighed og relationer” og “uddannelse og beskæftigelse” at sende et signal om, at disse indsatser ikke længere skal prioriteres.
Dette kan risikere at betyde, at personer med handicap i botilbud får færre muligheder for inklusion, sociale relationer og meningsfuld aktivitet.
Til gengæld synes vi, det er positivt at Tilsynsbesøgene fremadrettet skal aflægges som uanmeldte besøg.
Rådet forventer, at de enkelte tilbud tager disse emner op til fælles dialog blandt medarbejdere, ledelse, pårørende og beboere.
Økonomi
Orientering om Socialtilsyn Hovedstadens vurdering af de driftsorienterede tilsyn fra med botilbud og bofællesskaber i Frederikssund Kommune 2024 samt om ny tilsynsmodel har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
- Bilag 1. Endelig tilsynsrapport Klintgården 2024
- Bilag 2. Endelige tilsynsrapport - Skibbyhøj 2024
- Bilag 3. Endelig tilsynsrapport 2024 Rosenfeldthusene
- Bilag 4. Endelig tilsynsrapport Lunden 2024
- Bilag 5. Endelig tilsynsrapport 2024 Bofællesskabet Vangedevej
- Bilag 6. Endelig tilsynsrapport 2024 Bofællesskabet Linde Alle
- Bilag 7. Endelig tilsynsrapport Egeparken 2024
- Bilag 8. Endelig tilsynsrapport inkl. VÆ Møllehaven 2024
80Orientering om tilsyn i aktivitets-, samværs- og beskæftigelsestilbud samt friplejeboliger 2024
Resume
I denne sag orienteres Social og sundhed om den årlige redegørelse for de driftsorienterede tilsyn i kommunens aktivitets-, samværs-, og beskæftigelsestilbud efter Servicelovens §§ 103 og 104 i 2024. Derudover indgår det fondsejede bofællesskab Lykke Marie (etableret efter lov om friplejeboliger) og det private beskæftigelsestilbud Parkteatret i Frederikssund, hvor Frederikssund Kommune som beliggenhedskommune er tilsynsmyndighed. Overordnet set får Frederikssund Kommunes tilbud høje vurderinger af kvalitet og indsatser.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:
- Orienteringen tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende:
Susanne Bettina Jørgensen (A)
Maibritt Møller Nielsen (Æ)
Sagsfremstilling
Social og sundhed godkendte på møde 31. marts 2022 (sag 37) en procedure for formidling af tilsynsresultater og -rapporter. Proceduren betyder, at udvalget løbende får fremsendt de forskellige tilsynsrapporter, i takt med at administrationen modtager rapporterne fra tilsynsmyndigheden eller driftsenhederne. Rapporterne fremsendes i udgangspunktet uden kommentering fra administrationen. Rapporterne lægges desuden på som bilag under meddelelsespunktet på det førstkommende udvalgsmøde. Hvis et tilbud modtager alvorlig kritik bliver udvalget orienteret på førstkommende udvalgsmøde. Udvalget modtager samtidig en orientering om, hvilke tiltag administrationen og/eller det enkelte tilbud har iværksat eller har planlagt at iværksætte for at imødegå kravene fra tilsynet.
Hvert år forelægges udvalget en samlet redegørelse for gennemførte tilsyn det foregående år.
Frederikssund Kommune skal ifølge servicelovens § 148a føre driftsorienteret tilsyn med egne og private tilbud, som ikke er omfattet af § 4 i lov om socialtilsyn. I Frederikssund Kommune omfatter det tilbud om beskyttet beskæftigelse samt aktivitets- og samværstilbud i AKUcenter Frederikssund (Højagergaard, Ejegod, Gnisten og Klub Stjerneskud), det private beskæftigelsestilbud Parkteatret i Frederikssund samt det fondsejede bofællesskab Lykke Marie etableret efter lov om friplejeboliger.
Frederikssund Kommune har tilsynsforpligtelsen med Parkteatret og Lykke Marie, men har derudover ingen indflydelse på driften af disse tilbud.
Kommunen har indgået en aftale med BDO, der udfører tilsynene på kommunens vegne. Tilsynene gennemføres ud fra følgende syv temaer.
- Målgruppe, metoder og resultater
- Sundhed og trivsel
- Aktiviteter og beskæftigelse
- Selvstændighed og relationer
- Organisation og ledelse
- Kompetencer
- Fysiske rammer
Samlet vurdering af tilsynene i 2024
I skemaet nedenfor ses, hvordan BDO har scoret de enkelte tilbud på baggrund af temaerne. BDO scorer tilbuddene på en skala fra 1-5, hvor 5 er den højeste score, hvor temaet i højeste grad er opfyldt. Tilsynets gennemsnitlige score ligger på mellem 4,3 og 5,0 på de seks tilbud, hvilket må vurderes at være en høj score.
Tilbud (dato for tilsynsbesøg) | Målgruppe, metoder og resultater | Sundhed og trivsel | Aktiviteter og beskæftigelse | Selvstændighed og relationer | Organisation og ledelse | Kompetencer | Fysiske rammer | Samlet score | Gennemsnit 2024 | Gennemsnit 2023 |
Højagergaard (4.11.2024) | 5 | 5 | 5 | 5 | 5 | 5 | 5 | 35 | 5,0 | 5,0 |
Ejegod (25.11.2024) | 5 | 5 | 5 | 5 | 5 | 5 | 5 | 35 | 5,0 | 4,5 |
Gnisten (5.9.2024) | 4 | 4 | 5 | 5 | 5 | 5 | 2 | 30 | 4,3 | 4,6 |
Klub Stjerneskud (25.11.2024) | 5 | 5 | 5 | 5 | 5 | 5 | 5 | 35 | 5,0 | 5,0 |
Bofællesskabet Lykke Marie (20.8.2024) | 4 | 4 | 5 | 5 | 4 | 5 | 5 | 32 | 4,6 | 4,7 |
Parkteatret (21.8.2024) | 4 | 4 | 5 | 5 | 5 | 5 | 4 | 32 | 4,6 | 4,9 |
Gennemsnit | 4,5 | 4,5 | 5,0 | 5,0 | 4,8 | 5,0 | 4,3 | 33,2 | 4,7 | 4,8 |
I det følgende gennemgås elementer fra tilsynets samlede vurdering af de enkelte tilbud.
AKUcenter Højagergaard
Det er tilsynets overordnede vurdering, at tilbuddet er et meget veldrevet og velfungerende tilbud. Det er tilsynets vurdering, at tilbuddet anvender relevante faglige tilgange og metoder, og at medarbejderne fagligt reflekteret kan redegøre for, hvordan de omsætter disse til praksis. Tilsynet vurderer, at tilbuddet har etableret en stringent ramme for medarbejdernes dokumentationsarbejde.
Tilsynet vurderer, at tilbuddet gennem den faglige praksis sikrer, at borgerne bliver hørt, respekterede og anerkendt. Tilsynet vurderer, at tilbuddet har et overordnet beskæftigelsesperspektiv med fokus på, at borgerne har mulighed for et alsidigt og individuelt tilrettelagt hverdagsliv med relevante aktiviteter og beskæftigelsesmuligheder.
Tilsynet vurderer, at tilbuddet har fokus på at udvikle og understøtte borgernes sociale kompetencer og selvstændighed, og de opfordrer borgerne til socialt samvær på tværs af tilbuddet.
AKUcenter Ejegod
Det er tilsynets overordnede vurdering, at AKU-Center Ejegod understøtter borgernes udvikling og trivsel gennem tilbud om en bred vifte af aktiviteter, arbejdsopgaver og sociale fællesskaber i en genkendelig og forudsigelig ramme, hvor borgernes udvikling og trivsel er i centrum.
Det vurderes, at tilbuddet med afsæt i en anerkendende og neuropædagogisk tilgang har relevant fokus på borgernes mestring og selvstændighed.
Det vurderes, at tilbuddets ledelse bidrager med engagement og nærvær til den helhedsorienterede indsats, der ydes i tilbuddet. Medarbejderne er engagerede, fagligt kompetente og i besiddelse af stor indsigt i og forståelse for kompleksiteten i tilbuddets målgruppe. Det vurderes, at tilbuddets skriftlige dokumentation foretages ensartet, systematisk og målrettet.
AKUcenter Gnisten
Det er tilsynets overordnede vurdering, at tilbuddet er et velfungerende aktivitets- og samværstilbud til borgere med komplekse funktionsnedsættelser, herunder både psykiske, fysiske og kognitive. Dog er det tilsynets vurdering, at de fysiske rammer ikke imødekommer borgernes behov og medarbejdernes arbejdsfunktioner.
Tilsynet vurderer, at tilbuddet anvender relevante faglige metoder og tilgange, der understøtter den pædagogiske praksis. Dokumentationen fremgår i enkelte dele systematisk, men der er ikke en gennemgående systematik.
Tilsynet vurderer, at borgerne inddrages i beslutninger vedrørende eget liv og/eller hverdagen i tilbuddet i det omfang, borgerne har ressourcer til. Tilbuddets viden og indsats vedrørende borgernes fysiske og mentale sundhed, modsvarer borgernes behov. Tilsynet vurderer, at tilbuddet giver borgerne mulighed for et alsidigt og individuelt tilrettelagt hverdagsliv, hvor faste, relevante og genkendelige aktiviteter samt en tydelig struktur danner rammen om borgernes dagligdag.
Det er tilsynets vurdering, at tilbuddet arbejder relevant med forebyggelse af konflikter og magtanvendelser, men det er tilsynets anbefaling, at ledelsen løbende sikrer, at medarbejderne har opdateret viden og kendskab til de gældende regler og procedurer på området.
Tilsynet vurderer, at tilbuddets fysiske rammer ikke i tilstrækkelig grad understøtter borgernes behov, og at tilbuddet kun i begrænset omfang har mulighed for at tilbyde borgerne skærmning og hvile ved behov samt toiletforhold, der understøtter borgernes behov og værdig pleje og omsorg. På denne baggrund anbefaler tilsynet, at de fysiske rammer tilpasses til at imødekomme dette.
AKUcenter Klub Stjerneskud
Det er tilsynets overordnede vurdering, at AKU-Center Klub Stjerneskud lever op til sin målsætning om at tilbyde borgerne et fritidsliv, hvor de kan være en del af et socialt fællesskab, hvor de har mulighed for at udvikle og vedligeholde venskaber og meningsfulde relationer.
Borgerne vurderes at trives i tilbuddet, der med afsæt i en neuropædagogisk og anerkendende tilgang har relevant fokus på at tilrettelægge hverdagen i tilbuddet med fokus på at kunne imødekomme borgernes interesser, kompetencer og motivation, hvilket vurderes at bidrage til trivsel og positiv udvikling for borgerne.
Tilsynet vurderer, at tilbuddets medarbejdere besidder relevante kompetencer, hvilket afspejler målgruppens behov og de forskelligartede arbejdsopgaver i tilbuddet.
Bofællesskabet Lykke Marie
Bofællesskabet Lykke Marie er en selvejende institution etableret efter friplejeboligloven. Det er tilsynets overordnede vurdering, at tilbuddet er et meget veldrevet botilbud til målgruppen af yngre borgere med multiple handicaps med behov for hjælp døgnet rundt.
Tilsynet vurderer, at tilbuddet anvender relevante faglige tilgange og metoder. Det er tilsynets vurdering, at der er opstillet en tydelig ramme for dokumentationsarbejdet i tilbuddet, og medarbejderne arbejder dagligt med dokumentationen for borgerne. Der er dog fortsat flere mangler i forhold til arbejdet med borgernes delmål, herunder specifikt formulering af målbare og konkrete delmål.
Tilsynet vurderer, at tilbuddet har et relevant fokus på inddragelse af og medindflydelse for borgerne i hverdagen. Det er tilsynets vurdering, at tilbuddet har et relevant fokus på forebyggelse af magtanvendelse. Det er dog tilsynets vurdering, at ledelsen bør sikre, at medarbejderne har tilstrækkeligt kendskab til gældende regler på området.
Tilsynet vurderer, at borgerne har mulighed for at have en indholdsrig og meningsfuld hverdag i tilbuddet med relevante aktiviteter. Det er tilsynets vurdering, at både ledelse og medarbejdere har relevante kompetencer.
Parkteatret
Parkteatret er et privat tilbud for beskyttet beskæftigelse og aktivitet og samvær efter servicelovens §§ 103 og 104.
Det er tilsynets overordnede vurdering, at tilbuddet er et velfungerende beskæftigelsestilbud til målgruppen af borgere med bl.a. udviklingshæmning, autismespektrumforstyrrelse, erhvervet eller medfødt hjerneskade eller opmærksomhedsforstyrrelse.
Tilsynet vurderer, at tilbuddet anvender relevante faglige tilgange og metoder, og at medarbejderne kan redegøre for, hvordan metoderne omsættes til praksis.
Det er tilsynets vurdering, at tilbuddets leder har opstillet relevante rammer for arbejdet med dokumentationen for borgerne. Ved stikprøvekontrol konstaterer tilsynet, at tilbuddet ikke har opstillet delmål, og det er indtrykket, at der fortsat mangler systematik i dokumentationen.
Tilsynet vurderer, at tilbuddet sikrer, at borgerne bliver hørt, anerkendt og respekterede. Der forekommer ikke magtanvendelser i tilbuddet, og tilbuddet har procedurer på området, hvilket medarbejderne er bekendt med. Dog anbefaler tilsynet, at medarbejderne modtager årlig undervisning i gældende regler på området.
Det er tilsynets vurdering, at borgerne har mulighed for et alsidigt og individuelt tilrettelagt hverdagsliv med relevante beskæftigelsesmuligheder.
Det er tilsynets vurdering, at de fysiske rammer til tider kan være udfordrende. Det er særligt et fokuspunkt, at tilbuddets lager ligger i kælderen, som er meget lavloftet og med stejle trapper. Derudover bemærker tilsynet, at der ikke er mulighed for borgerne til at trække sig fra det sociale fællesskab.
Inddragelse
Sagen er sendt i høring i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed og Seniorrådet. Eventuelle bemærkninger sendes til udvalgets medlemmer hurtigst muligt.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Seniorrådet kan som tidligere bemærket primært anbefale uanmeldte tilsynsbesøg i alle henseender.
Høringssvar fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:
Det er meget positivt, at tilbuddene generelt scorer meget højt – og flere af dem scorer max. point på samtlige parametre: dette gælder f.eks. Højagergaard, Ejegod og Klub Stjerneskud.
Tilsynet gør dog opmærksom på en række forhold, som ikke er tilfredsstillende:
- Gnisten:
de fysiske rammer imødekommer ikke borgernes behov og medarbejdernes arbejdsfunktioner.
Derudover er toiletforholdene ikke indrettet, så de understøtter borgernes behov og værdig pleje og omsorg.
På denne baggrund anbefaler tilsynet, at de fysiske rammer tilpasses til at imødekomme dette.
Dette er en kritik, som også blev fremsat ved sidste års tilsyn.
Det er Rådets vurdering, at dette er en alvorlig kritik set i forhold til målgruppen, som typisk er borgere med fysiske udfordringer og/eller betydelig nedsat psykisk funktionsevne.
En del af indsatsen i tilbuddet retter sig således også mod at støtte og styrke borgerens muligheder for at håndtere hverdagens gøremål som eksempelvis personlig pleje. Denne indsats er vanskelig – hvis ikke umulig -
når toiletforholdene IKKE understøtter borgerens behov.
Rådet støtter derfor op om Tilsynets anbefaling om at tilpasse de fysiske rammer og forventer, at der tages hånd om dette, og at der udarbejdes en plan herfor.
Økonomi
Orientering om den årlige redegørelse for de driftsorienterede tilsyn i kommunens aktivitets-, samværs-, og beskæftigelsestilbud samt for bofællesskabet Lykke Marie og beskæftigelsestilbuddet Parkteatret har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
- Bilag 1. Tilsynsrapport AKU Højagergaard 2024-Frederikssund-Endelig rapport
- Bilag 2. Tilsynsrapport AKU-Center Ejegod 2024-Frederikssund-Endelig rapport.pdf
- Bilag 3. Endelig tilsynsrapport 2024 Gnisten
- Bilag 4. Tilsynsrapport Klub Stjerneskud 2024-Frederikssund-Endelig rapport.pdf
- Bilag 5. Endelig tilsynsrapport 2024 Lykke Marie
- Bilag 6. Tilsynsrapport Parkteatret 2024-Endelig rapport
81Orientering om ledelsesinformation for myndighed på det specialiserede voksenområde
Resume
Med denne sag orienteres Social og sundhed om ledelsesinformation for myndigheden for voksne på det specialiserede socialområde i en samlet statusrapport. Rapporten skal bidrage med viden om og indsigt i området. Den er afgrænset for 2024 og er den tredje i rækken af årlige statusrapporter.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og Sundhed at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende:
Susanne Bettina Jørgensen (A)
Maibritt Møller Nielsen (Æ)
Sagsfremstilling
Den årlige rapport om ledelsesinformation for Afdeling for Voksenstøtte i Center for Beskæftigelse og Social består af følgende elementer:
- Oplysninger om Afdeling for Voksenstøtte (sagsantal per sagsbehandler, sygefravær og personalegennemstrømning)
- Information om resultaterne af ledelsestilsyn
- Information om overholdelse af servicemål indenfor bestemte paragraffer (sagabehandlingsfrister for merudgifter og BPA-Borgerstyret personlig assistance)
- Information om klagesagsstatistik.
Opsamling på de overordnede pointer i rapporten
I Afdeling for Voksenstøtte har hver rådgiver ansvaret for gennemsnitligt ca. 50 borgeres sager.
Der har været et fald i sygefraværet fra 7,2 % i 2023 til 3,9 % i 2024.
I 2024 har der været 48 sager igennem et struktureret ledelsestilsyn. Sammenlignet med ledelsestilsynet fra 2023 ses samme kvalitet i sagsbehandlingen på de undersøgte parametre, som blandt andet omfatter borgerinddragelse, anvendelsen af juridiske regler, begrundelser og overholdelsen af opfølgningskadancen. Ledelsestilsynet viser, at borgerne inddrages og at deres "stemme" ses i den skriftlige dokumentation. De juridiske regler vedr. partshøring, samtykke, værgemål og tvangsflytning overholdes. De 48 sager har afgørelser med begrundelser og der ses en forbedring i begrundelsernes kvalitet sammenlignet med 2023, men dette er fortsat et udviklingspunkt. Der følges jævnligt op i langt de fleste sager, men det er fortsat et fokusområde at sikre en ensartet opfølgningskadence.
Sagsbehandlingsfristen for BPA og merudgifter er fem måneder. I 2024 var der i alt tre ansøgninger om BPA-ordning. Sagsbehandlingsfristen for disse tre ansøgninger blev i gennemsnit overskredet med to måneder. Sagsbehandlingsfristen inden for ansøgninger om merudgifter er overholdt i syv ud af i alt 13 afgjorte sager. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for de 13 sager lå under den maksimale sagsbehandlingsfrist. Udfordringerne med at overholde sagsbehandlingsfristerne for BPA og merudgifter i 2024 skyldes primært et øget fravær i det pågældende sagsbehandlerteam i 2024. Afdelingen har et fortsat fokus på at informere borgerne, når sagsbehandlingsfristen ikke kan overholdes.
Afdeling for Voksenstøtte har registreret i alt 12 modtagne klager i 2024 mod 13 klager i 2023. Både i 2023 og i 2024 vedrører klagerne primært merudgifter.
Strategi for ledelsesinformation angiver rammer og retning
Administrationen har udarbejdet en strategi for ledelsesinformation, som blev fremlagt for Social og sundhed 1. december 2022 (sag 129). Strategien var en af leverancerne i Afdeling for Voksenstøttes udviklingsplan "Sammen om socialfaglig kvalitet i sagsbehandlingen", som udvalget fik forelagt første gang på møde 2. juni 2022 (Sag 60). Social og Sundhed har på mødet den 7. marts 2024 (Sag 14) besluttet, at afdelingen fortsat skal arbejde med at udvikle kvaliteten på det specialiserede voksenområde. Udviklingen følges blandt andet via ledelsesinformation.
Strategi for ledelsesinformation angiver rammer og retning for den ledelsesinformation, der tilvejebringes for det politiske niveau samt for administrationen. I strategien er beskrevet, at det politiske niveau modtager en budgetopfølgning hvert kvartal, at udvalget en gang årligt, i august, behandler en sag om klagesager fra Ankestyrelsen (Danmarkskortet), samt at administrationen en gang årligt vil udarbejde en statusrapport over ledelsesinformation på det voksenspecialiserede myndighedsområde. Statusrapporten udvikles løbende alt efter behov.
Data og ledelsesinformation kan bidrage til en forståelse af socialområdets kompleksitet og de mange afhængigheder, der kan være forklaringer på en bestemt udvikling. Data giver mulighed for at vurdere en udvikling, afsøge årsagerne og tilpasse indsatserne, så kommunen opnår den største effekt i opgaveløsningen med den økonomi, der er til rådighed. Data anvendes til aktivt til at kvalificere beslutninger, der understøtter den retning, som organisationen ønsker at bevæge sig i.
Statusrapporten for 2024 er vedlagt som bilag 1.
Inddragelse
Sagen er sendt til høring i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Seniorrådet kan ikke undgå at beklage det rod der foreligger i forhold til statistik, især det at den ikke er sammenlignelig - heller ikke i forhold til forskellige instanser. En god, tilforladelig og sammenligning statistik er ellers basis for en korrekt behandling og informationsbenyttelse.
Derudover tages orienteringen til efterretning.
Høringssvar fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet har noteret sig, at der er problemer med at overholde sagsbehandlingstiderne, hvilket er særligt uheldigt, når det handler om økonomiske forhold hos borgere, som i forvejen er presset. Efter det oplyste hænger overskridelserne sammen med et stort fravær i teamet.
Generelt er sygefraværet dog reduceret væsentligt (fra 7,2% til 3,9%). Men denne tendens er tilsyneladende ikke slået igennem i alle teams i Afdelingen for Voksenstøtte, hvorfor vi anbefaler, at der gøres en særlig indsats herfor.
Rådet er enig i, at afdelingen fortsat skal arbejde med at udvikle kvaliteten på det specialiserede voksenområde.
Økonomi
Orientering om ledelsesinformation for Afdeling for Voksenstøtte har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
82Meddelelser
Beslutning
-
Sagsfremstilling
Kommende arrangementer indenfor udvalgets område:
Meddelelser:
- Tandplejen lukker midlertidigt Fjordlandsskolens Tandklinik om tirsdagen på grund af personalemangel. Tandplejen har derfor omlagt deres tilbud på de tre tandklinikker for at undgå at oparbejde ventelister. Lukningen af klinikken på Fjordlandsskolen om tirsdagen betyder, at borgere tilknyttet denne klinik midlertidigt kun tilbydes én sen åbningsdag. Det vil være onsdag, hvor klinikken fortsat er åben til kl. 17. Fremover tilbydes dog tider om onsdagen i to hold, hvor der i dag kun tilbydes tider i ét hold. Borgere, som ønsker sene tider tirsdag, tilbydes tider på Dybendals Tandklinik på Frederikssund Hospital. Tandplejen tilbyder således fortsat sene tider frem til kl. 17 fra mandag til torsdag. Tandplejens åbningstider er vedlagt som bilag.
- Tilsynsrapport for Parkteatret 2025 er vedlagt som bilag.
- Referat fra møde i det Kommunal-lægelige Udvalg den 25.09.2025 vedlægges til orientering.
- Sagsliste og årshjul for Social og sundhed 2025 er vedlagt som bilag.
Bilag
83Underskrifter
Beslutning
-
Sagsfremstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark. Når der trykkes "Godkendt" svarer det til at underskriftarket er underskrevet.