Frederikssund Kommunes logo

Social og sundheds møde den 04. september 2025

Klintegården kl. 08.30

Referat

Fold alle punkter

71Godkendelse af dagsorden

Beslutning

Godkendt.

Fraværende:

Therese Hejnfelt (C)

Maibritt Møller Nielsen (Æ)

72Beslutning om budgetopfølgning pr. 30. juni 2025

Resume

I denne sag gives en prognose på det forventede forbrug under Social og sundhed i 2025 sammenholdt med korrigeret budget, samt afledte forslag til tillægsbevillinger.

Derudover forelægges en opfølgning på budgetaftale 2025-2028 pr. 30.6.2025.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Social og sundhed overfor Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Der gives tillægsbevilling på 5,0 mio. kr. vedrørende serviceudgifter på Social service.
  2. Budgetopfølgningen i øvrigt tages til efterretning.

Beslutning

Indstillingspunkt 1: Anbefales.

Indstillingspunkt 2: Anbefales, idet udvalget bemærker, at der ikke er yderligere initiativer til at tilvejebringe udgiftsreduktioner udover det budgetlagte.

Fraværende:

Therese Hejnfelt (C)

Maibritt Møller Nielsen (Æ)

Sagsfremstilling

Drift

Budgetopfølgning pr. 30. juni 2025 viser samlet set et forventet merforbrug op 8,7 mio. kr. under Social og sundhed. Merforbruget vedrører bevillingsområde Social service, og det forventede merforbrug vedrører serviceudgifter.

Social service

Serviceudgifter

Budgetopfølgningen viser et forventet merforbrug på 8,7 mio. kr. og søges ved denne budgetopfølgning finansieret ved tillægsbevilling på 5,0 mio. kr. Det resterende merforbrug søges imødegået med tiltag på området.

Merforbruget vedrørende serviceudgifter på 8,7 mio. kr. fordeler sig med:

  • Merforbrug på 7,0 mio. kr. på de takstfinansierede institutioner som følge af tomgangspladser og lønomkostninger, der overstiger budget
  • Merforbrug på 2,3 mio. kr. vedrørende afløsning, aflastning og hjælpere som følge af tilgang af en § 96 ordning siden sidste budgetopfølgning
  • Merforbrug på 2,6 mio. kr. vedrørende § 85 støtte i egen bolig som følge af fortsat indsats for at hjælpe flere i egen bolig frem for botilbud
  • Merforbrug på aktivitet, samvær og beskæftigelse på 1,0 mio. kr.
  • Merforbrug på Øvrig myndighed på 0,1 mio. kr.
  • Mindreforbrug på botilbud på 4,0 mio. kr.
  • Mindreforbrug på krisecentre/herberg på 0,4 mio. kr.

(Det oplistede merforbrug på serviceudgifter giver samlet 8,6 mio. kr. Forskellen på 0,1 mio. kr. op til 8,7 mio. kr. skyldes afrundinger)

Området står fortsat overfor et pres på budgettet i 2025, og derudover har en brand på Botilbuddet Rosenfeldthusene skabt ekstra omkostninger for omkring 0,4 mio. kr., dels grundet omplacering af 3 borgere til Pedershave inklusive nattevagt og dels grundet nyt låsesystem og diverse løsøre, som ikke er dækket af forsikringen.

Presset på budgettet søges håndteret indenfor eksisterende rammer gennem flere initiativer:

  • Yderligere arbejde med budgethåndtagene i Budget 2025, herunder at få flere borgere i egen bolig, styrket visitation samt omlægning af indsatser på aktivitets- og beskæftigelsesområdet med det sigte at tilvejebringe udgiftsreduktioner ud over det budgetlagte
  • Fortsat systematisk månedlig økonomiopfølgning på de takstfinansierede institutioner

Den centrale refusionsordning

Budgetopfølgningen giver ikke anledning til ændringer i de forventede indtægter

Sundhed og forebyggelse

Serviceudgifter

Budgetopfølgningen giver ikke anledning til ændring i det forventede forbrug.

Aktivitetsbestemt medfinansiering

Afregningen under den aktivitetsbestemte medfinansiering af sundhedsvæsenet er i 2025 fortsat fastfrosset til tidligere års afregningsniveau og er således ikke påvirket af udviklingen i aktivitetsniveauet i 2025. Der forventes dermed balance i budgettet.

Vedlagte dokument (Bilag 1. Drift - budgetopfølgning pr. 30.6 (SS)) udspecificerer resultatet af budgetopfølgningen yderligere.

Anlæg

Budgetopfølgningen giver ikke anledning til ændringer i de forventede anlægsinvesteringer for 2025.

Opfølgning på budget 2025-2028

I forbindelse med budgetopfølgningen er der fulgt op på budgetinitiativer for budget 2025-2028. Dette viser, at 5 ud af 6 budgethåndtag er implementeret, mens 1 ud af de i alt 6 budgethåndtag ikke forventes implementeret før 2026. Det drejer sig om 006 Indsats for at skabe mere værdige tilbud til ældre borgere med handicap, hvor det første oplæg er blevet tilbagevist af Socialtilsynet. Der arbejdes nu på at gentænke og tilpasse modellen, således at besparelsen forventes realiseret i 2026-2028.

Vedlagte dokument (Bilag 2. Opfølgning på budgetaftale 2025-2028 pr. 30.6.2025) viser status på opfølgningen.

Inddragelse

Høringssvar fra Seniorrådet:

Af det budgetterede merforbrug på kr. 8,7 mio. udgør de kr. 7,0 mio. forventet merforbrug på takstfinansierede institutioner.

Når man så sent på finansåret foreslår en tillægsbevilling på kun kr. 5,0 mio., indikerer det nedskæringer i væsentligt omfang ude at disse specificeres i forslaget. En sådan reduktion bør ikke gennemføres på det foreliggende grundlag.

Høringssvar fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:

Rådet har ingen kommentarer til en evt. tillægsbevilling på 5,0 mill. kr.

Til gengæld er vi meget interesserede i at vide, hvilke ”omlægninger af indsatsen”,der skal iværksættes på

aktivitets- og beskæftigelsesområdet mhp at tilvejebringe udgiftsreduktioner ud over det budgetlagte.

Der er tale om sårbare borgere med behov for støtte til beskæftigelse (som f.eks.

beskyttet beskæftigelse) aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Rådet er af den opfattelse, at velkvalificerede beskæftigelses- og aktivitetstilbud er afgørende for sårbare borgeres trivsel, livskvalitet og arbejdsidentitet, men er bekymret for de konsekvenser, der følger af en økonomiske nedskæring på handicapområdet, som reducerer tilbuddene og dermed begrænser borgernes muligheder.

Økonomi

Drift

Budgetopfølgningen giver anledning til tillægsbevilling på 5,0 mio. kr. vedrørende serviceudgifter under Social service.

Anlæg

Budgetopfølgningen giver ikke anledning til tillægsbevillinger på anlægssiden.

Bilag

73Orientering om ledelsesinformation på det specialiserede voksenområde

Resume

I denne sag forelægges Social og sundhed den kvartalsmæssige ledelsesinformation på det specialiserede voksenområde. Ledelsesinformationen omfatter udvikling i antal borgere og enhedspriser på myndighedsområdet samt aktiviteten på kommunens takstfinansierede institutioner.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende:

Therese Hejnfelt (C)

Maibritt Møller Nielsen (Æ)

Sagsfremstilling

I forbindelse med de kvartalsmæssige budgetopfølgninger præsenteres Social og sundhed for ledelsesinformationen om udviklingen på det specialiserede voksenområde.

Ledelsesinformationen er et supplement til budgetopfølgningerne.

Ledelsesinformationen gennemgår udviklingen i antal helårsmodtagere samt enhedsudgifter på fem udvalgte områder på myndighedsområdet. Derudover gennemgår ledelsesinformationen den aktuelle status på aktiviteten i kommunens takstfinansierede institutioner på det specialiserede voksenområde.

Ledelsesinformationen er vedhæftet som bilag til sagen.

Udvikling i antal helårsmodtagere og enhedsgifter på myndighedsområdet

På myndighedsområdet baserer ledelsesinformationen sig på seneste budgetopfølgning pr. 30. juni 2025 for følgende paragrafområder:

  • Krisecentre og Herberger
  • Afløsning, aflastning og hjælpere, herunder:
    • Borgerstyret personlig assistance (BPS) efter servicelovens § 96
    • Afløsning og aflastning efter servicelovens § 84
  • Botilbud, herunder:
    • Midlertidige botilbud efter servicelovens § 107
    • Længerevarende botilbud efter servicelovens § 108
    • Botilbudslignende tilbud efter almenboliglovens § 105 med støtte efter servicelovens § 85
    • Botilbud oprettet efter lov om friplejeboliger
  • Aktivitet, samvær og beskæftigelse, herunder:
    • Beskyttet beskæftigelse efter servicelovens § 103
    • Aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 104
  • Socialpædagogisk støtte, eksterne leverandører.

Ledelsesinformationen sammenligner årets udvikling med tidligere års udvikling.

Antallet af helårssager viser en svagt stigende tendens

Ledelsesinformationen viser, at det samlede antal helårssager inden for de ovenstående områder forventes at stige med fire sager i 2025. Stigningen ses inden for socialpædagogisk støtte med eksterne leverandører samt aktivitet, samvær og beskæftigelse. Inden for botilbudsområdet forventes et mindre fald på to helårssager fra 2024 til 2025. Faldet ses primært inden for midlertidige botilbud og botilbudslignende tilbud, hvilket blandt andet må tilskrives den fortsatte indsats påbegyndt med Budget 2024 om at sikre borgere et liv i egen bolig frem for midlertidigt botilbud. Se særligt afsnit herom i vedlagte bilag.

Enhedsudgifterne fortsætter med at stige

Siden 2022 er enhedsudgifterne steget inden for alle af de ovenstående områder. Inden for botilbudsområdet ses især stigninger i enhedsudgifterne inden for midlertidige og længerevarende botilbud. De stigende enhedsudgifter skyldes primært tilgang af dyre enkeltsager og er den primære årsag til budgetudfordringen på botilbudsområdet i 2025.

Området står fortsat overfor et pres på budgettet i 2025, som søges håndteret indenfor eksisterende rammer gennem flere initiativer. Herunder yderligere arbejde med budgethåndtagene i Budget 2025, herunder at få flere borgere i egen bolig, styrket visitation samt omlægning af indsatser på aktivitets- og beskæftigelsesområdet med sigtet at tilvejebringe udgiftsreduktioner ud over det budgetlagte.

Aktivitet i de takstfinansierede institutioner

Ledelsesinformationen viser den aktuelle status på aktiviteten på takstfinansierede tilbud på det specialiserede voksenområde pr. 31.7.2025, herunder:

  • Botilbud og bofællesskaber i Handicap og Botilbud
  • Botilbuddet Skibbyhøj
  • Botilbuddet Klintegården
  • Aktivitet, samvær og beskyttet beskæftigelse samt STU på AKUcenter Frederikssund.

Samlet set forventes der med den nuværende indskrivning en høj belægning på 98 pct. på de takstfinansierede institutioner i 2025. Dog viser ledelsesinformationen, at der er lav belægning på Skibbyhøj, hvor der aktuelt er syv ledige pladser ud af 23 pladser. Skibbyhøj arbejder målrettet med at få borgere til tilbuddet, men er udfordret af ændret efterspørgsel og utidssvarende boliger. Derudover arbejdes der på at udvide målgruppen til unge under 18 år. Handicap og Botilbud har ledige pladser på tre af sine tilbud. Her opleves også en ændret efterspørgsel efter tilbud. Der arbejdes med forskellige tiltag til at tiltrække borgere til tilbuddene. Det forventes ikke, at der kan opnås fuld belægning i 2025 på de pågældende tilbud.

Inddragelse

Sagen er sendt i høring i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.

Høringssvar fra Seniorrådet:

Seniorrådet har ingen bemærkninger.

Høringssvar fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:

Rådet tager orienteringen til efterretning med den kommentar, at der savnes en forklaring på, på hvilken måde ”efterspørgslen har ændret sig på de takstfinansierede institutioner” , hvilket fører til ledige pladser?

Økonomi

Orientering om udvikling i antal borgere og enhedspriser på det specialiserede voksenområde har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

74Orientering om årsredegørelse for magtanvendelse 2024

Resume

I denne sag forelægges Social og sundhed en redegørelse om indberettede magtanvendelser over for voksne med betydelig og varig psykisk funktionsnedsættelse for 2024 til orientering.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende:

Therese Hejnfelt (C)

Maibritt Møller Nielsen (Æ)

Sagsfremstilling

Social og sundhed modtager årligt en redegørelse om antallet af indberettede magtanvendelser foretaget over for voksne borgere med betydelig og varig psykisk funktionsnedsættelse. Redegørelsen omfatter både sundheds- og plejeområdet samt handicap- og psykiatriområdet og er vedlagt som bilag.

I denne sagsfremstilling er den del af indberetningerne, der relaterer sig til Social og sundheds ressortområde fremhævet. Det omfatter borgere på handicap- og psykiatriområdet i bo- og dagtilbud. Pleje- og sundhedsområdet hører under Omsorg og ældres ressortområde.

Frederikssund Kommunes magtanvendelsesudvalg har til opgave at administrere bestemmelserne i servicelovens kapitel 24-24 b om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten på vegne af Byrådet.

Formålet med lovgivningen er at begrænse magtanvendelser og andre indgreb i selvbestemmelsesretten til det absolut nødvendige samt at øge retssikkerheden. I erkendelsen af, at der kan være situationer, hvor det er nødvendigt at gribe ind i borgerens ret til selvbestemmelse, er der i serviceloven fastsat nærmere regler om, i hvilke situationer og hvordan sådanne tvangsmæssige foranstaltninger undtagelsesvist er tilladt.

Magtanvendelsesudvalget afgør forhåndsansøgninger om tilladelse til at anvende magt i særlige situationer og vurderer, om indberettede tilfælde af akut anvendt magt giver anledning til bemærkninger.

Indberetningerne indgår endvidere i rådgivernes løbende tilsyn med borgere med henblik på at kunne vurdere borgerens aktuelle behov for støtte og om tilbuddet fortsat er egnet til at imødekomme borgerens støttebehov.

Indberettede magtanvendelser i 2024 på handicap- og psykiatriområdet fra tilbud beliggende i Frederikssund Kommune

Af bilagets side 9 fremgår, at der i 2024 var 17 indberetninger af magtanvendelse på handicap- og psykiatriområdet fra tilbud beliggende i Frederikssund Kommune, herunder både kommunale og private tilbud. Dette er en stigning i forhold til 2023, hvor der var 14 indberetninger.

13 af indberetningerne i 2024 vedrører indgreb i form af fastholdelse, tilbageholdelse eller føren af en person tilbage til boligen eller et andet opholdsrum. Et indgreb er i form af afværgehjælp. Tre indgreb kan karakteriseres som andre former for indgreb, der ikke kan henføres til øvrige bestemmelser i serviceloven.

Indgrebene er fordelt på den måde, at der er foretaget otte indgreb over for én borger. Over for tre borgere er der udført to indgreb og de sidste tre indgreb er fordelt på tre forskellige borgere. 16 af indberetningerne stammer fra Frederikssund Kommunes egne tilbud.

Indberettede magtanvendelser i 2024 på handicap- og psykiatriområdet fra tilbud beliggende udenfor kommunen

Som borgerens handlekommune er Frederikssund Kommune forpligtet til at vurdere, om indberetninger om magtanvendelse giver anledning til bemærkninger eller til ændringer i afgørelser om borgerens forhold. Der blev i 2024 modtaget 24 indberetninger af indgreb overfor borgere i tilbud beliggende uden for kommunen. Heraf vedrørte 15 indberetninger fastholdelse, tilbageholdelse eller føren tilbage til boligen eller til et andet opholdsrum. Fem vedrørte ansøgninger om magtanvendelse fordelt på henholdsvis tre ansøgninger om anvendelse af stofseler eller lignende samt to om anvendelse af tryghedsskabende velfærdsteknologi. Fire indgreb kunne ikke henføres til en bestemmelse i serviceloven.

Administrationens vurdering

Det er administrationens vurdering, at der i 2024, set i forhold til målgruppen og antallet af borgere, er tale om relativt få magtanvendelser set hen over et år. Det er desuden vurderingen, at der på de tilbud i kommunen, hvorfra der er indberettet magtanvendelser, arbejdes metodisk og pædagogisk med at forebygge disse.

Administrationen arbejder løbende for at sikre, at rammerne for både kompetenceudvikling og den nødvendige opmærksomhed på lovgivning og forebyggelse er til stede i kommunens tilbud. Ligeledes vil administrationen fortsat arbejde på at sikre, at tilbuddene har let adgang og kendskab til vejledningsmulighederne i magtanvendelsesudvalget samt undervisning vedrørende reglerne om magtanvendelse i e-learningsmodulet.

Administrationen vurderer, at det er afgørende, at den lokale ledelse fortsat sikrer, at gråzoneområder i forhold til omsorgspligt, selvbestemmelse og magtanvendelse jævnlig tages op til drøftelse og refleksion på personale- eller teammøder. Ledelsen på tilbuddene bør endvidere fortsat følge op på vurderinger af foretagne magtanvendelser og eventuelt iværksatte pædagogiske eller eventuelt personalemæssige tiltag.

Inddragelse

Sagen er sendt i høring i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.

Høringssvar fra Seniorrådet:

Seniorrådet har ingen bemærkninger.

Høringssvar fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:

Det er vanskeligt at vurdere selve forekomsten af magtanvendelser, når det ikke er oplyst, hvor mange borgere der er i hele målgruppen.

Rådet er af den opfattelse, at magtanvendelse ALDRIG kan stå alene , men ALTID skal ses i sammenhæng med en socialpædagogisk faglighed og indsats – uanset hvor mange eller få borgere der er tale om.

Magtanvendelse skal være den mindst mulige og mest skånsomme løsning og skal begrænses til det absolut nødvendige, aldrig erstatte omsorg og pædagogisk bistand, men alene anvendes efter forsøg på frivillig medvirken.

Det er vigtigt og positivt, at indsatsen følges op med kompetenceudvikling af alt pædagogisk personale i Handicap og botilbud, således at de får adgang til viden, anbefalinger samt metoder og redskaber til forebyggelse af magtanvendelse og voldsomme episoder, og at sådanne altid evalueres efterfølgende.

Det er ligeledes positivt, at kommunens demenskonsulenter kan konsulteres ifm komplicerede plejesituationer med enkelte borgere, så medarbejderne kan finde nye pædagogiske metoder til at håndtere svære situationer, og gentagne magtanvendelser overfor enkeltborgere kan forebygges. Derudover kan magtanvendelsesudvalget kontaktes mhp undervisning i regelsættet.

Handicap- og psykiatriområdet, der har Frederikssund kommune som handlekommune

Der har i 2024 været et samlet antal magtanvendelser på 24, hvilket er en kraftig stigning i forhold til

foregående år, hvor der var 13.

Alene antallet af fastholdelser er steget til mere end det dobbelte (fra 7 til 15).

Rådet savner en beskrivelse af, om disse indberetninger giver anledning til bemærkninger eller til ændringer i afgørelser om borgerens forhold, sådan som Frederikssund kommune er forpligtet til at foretage som borgernes handlekommune.

Økonomi

Orientering om årsredegørelse for indberettede magtanvendelser i 2024 har ingen bevillingsmæssige konsekvenser, idet eventuelle tiltag i forbindelse med opfølgninger på tilbuddene forudsættes håndteret indenfor eksisterende bevillingsmæssige rammer.

Bilag

75Meddelelser

Sagsfremstilling

Kommende arrangementer indenfor udvalgets område:

  • Dialogmøde om Budget 2026-2029 mellem Social og sundhed, Omsorg og ældre, Seniorrådet samt Rådet for handicap, psykiatri og udsathed 8. september kl.15-17 på Omsorgscenter Tolleruphøj. Dagsorden er vedlagt som bilag.
  • KL’s Ældre- og sundhedskonference 1. oktober 2025 i Kolding. Program er vedlagt som bilag.

Meddelelser:

  • Meddelelse om central udmelding fra Social- og Boligstyrelsen vedrørende borgere med udviklingshæmning og dom er vedlagt som bilag.
  • Tilsynsrapport 2025 for bofællesskabet Møllehaven er vedlagt som bilag.
  • Tilsynsrapport 2025 for botilbuddet Rosenfeldthusene er vedlagt som bilag. Udvalget vil få forelagt en sag om status vedrørende Rosenfeldthusene på udvalgets møde 9. oktober 2025.
  • Tilsynsrapport 2025 for bofællesskabet Lindevang er vedlagt som bilag.
  • Tilsynsrapport 2025 for botilbuddet Skibbyhøj er vedlagt som bilag.
  • Sagsliste og årshjul 2025 for Social og sundhed er vedlagt som bilag.

Inddragelse

Høringssvar fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:

Tilsynsrapporter: Rådet har noteret sig, at der for Rosenfeldt-husene er rum til forbedring ift personalegennemstrømning, medarbejderkompetencer og evnen til at udføre en systematisk pædagogisk indsats, der understøtter målgruppens behov.

Bilag

76Underskrifter

Beslutning

-

Sagsfremstilling

Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark. Når der trykkes "Godkendt" svarer det til at underskriftarket er underskrevet.