
Social og sundheds møde den 13. juni 2025
Mødelokale SL 9 kl. 13.00
54Godkendelse af dagsorden
Beslutning
Godkendt.
55Drøftelse om evaluering af byrådsperioden
Resume
Sagen omhandler Social og sundheds evaluering af byrådsperioden 2022-2025. Udvalgets evaluering og synspunkter indgår som baggrundsmateriale til Byrådets samlede evaluering af byrådsperioden, hvilket drøftes af Byrådet på et temamøde den 24. september 2025. Formålet med Byrådets evaluering er at samle op på erfaringer fra indeværende periode med henblik på forberedelse af arbejdsform og introduktion i forhold til det kommende Byråd.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:
- Evaluering af byrådsperioden inden for Social og sundhed drøftes.
Beslutning
Drøftet.
Sagsfremstilling
I forlængelse af den gennemførte midtvejsevaluering af byrådsperioden, bl.a. ved et seminar i Byrådet den 25. januar 2024, skal hele byrådsperioden nu evalueres.
Byrådet har den 30. april 2025 besluttet følgende proces i 2025:
- Juni: Evaluering i fagudvalgene (inkl. Økonomiudvalget)
- 24. september: Temamøde i Byrådet med samlet evaluering. Der forelægges et opsamlingsnotat fra de foregående drøftelser i fagudvalg m.v.
- Oktober – december: Mulighed for udmøntning af de ændringer, Byrådet måtte ønske og eventuel indarbejdelse af i ny styrelsesvedtægt for den kommende byrådsperiode.
Social og sundhed kan i sin evaluering af byrådsperioden eksempelvis forholde sig til følgende temaer og spørgsmål:
Politisk organisering, struktur og arbejdsform:
- Hvordan kan kompetencefordeling og udvalgsstruktur eventuelt forbedres?
- Hvordan er samarbejdet og relationen til øvrige udvalg og eventuelle råd, nævn, bestyrelser og andre aktører med relation til udvalgets ansvarsområde?
- Er der den rette mødestruktur mht. antal udvalgsmøder, tidspunktet for afholdelse og mødeform?
- Bruges tiden på møderne optimalt? Hvad kan eventuelt forbedres og hvordan?
- Hvad kan forbedre det politiske samarbejde inden for udvalgets fagområde og udvalgsmedlemmernes arbejdsmiljø og vilkår?
- Hvilke overvejelser kan der gøres om formandsskabsmodellen?
- Har §17 stk. 4-udvalgene skabt den ønskede værdi i forhold til udvalgets arbejde?
Administrativ understøttelse:
- Skaber de politiske sagsfremstillinger det rette grundlag for de politiske drøftelser? Hvad ønskes der eventuelt mere eller mindre af?
- Er der arbejdsgange eller andre former for administrativ understøttelse af udvalget, der er uklare eller på anden vis kan forbedres? Hvilke og eventuelt hvordan?
Politisk værdi:
- I hvilke situationer og typer af udvalgssager har udvalget i særlig grad skabt politisk værdi? Hvilken læring kan tages med herfra?
- Især for de nye udvalgsmedlemmer i denne byrådsperiode: Er der noget, der har overrasket enten positivt eller negativt i forhold til de ønsker og forestillinger om udvalgets politiske arbejde, man måtte have haft, inden man blev udvalgsmedlem? Kalder det på ændringer af udvalgets arbejde?
- Især for de udvalgsmedlemmer, der også har været med i udvalget tidligere: Er der sket en positiv eller negativ udvikling i forhold til tidligere perioder, som bør adresseres? Kalder det på ændringer af udvalgets arbejde?
Andet:
- Er der andet fra udvalgets fagområde, som udvalget vil fremhæve fra byrådsperioden?
- Hvilke gode råd har udvalgsmedlemmerne til kommende medlemmer af dette udvalg?
- Hvilke gode råd har udvalget til administrationen, der skal introducere et kommende udvalg for fagområdet?
Udvalgets forskellige synspunkter vil blive samlet op i et særskilt referat, der indgår i det samlede materiale, der forelægges Byrådet i forbindelse med Byrådets temamøde d. 24. september 2025 om evaluering af byrådsperioden.
Vedlagt som bilag til sagen er konklusionspapir fra Byrådets midtvejsevaluering.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Intet høringssvar fra Seniorrådet.
Høringssvar fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet har følgende input til relationen mellem Udvalget for Social og Sundhed og Rådet:
Rådet har et godt og konstuktivt samarbejde med udvalgsmedlemmerne og formandsskabet
Rådet føler sig hørt og inddraget i de politiske beslutningsprocesser
Rådet oplever stor lydhørhed ift vores høringssvar
Det kan være svært at få tilbagemeldinger på Rådets høringssvar
Afviklingen af dialogmøder mellem Udvalget og Rådet bør være mere involverende og dialogvenlige
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
56Orientering om alkoholbehandling hos Novavi
Resume
Novavi har siden 2016 leveret rusmiddelbehandling i Frederikssund Kommune. Siden 1. maj 2024 har Novavi udelukkende varetaget alkoholbehandling. I denne sag gives en status på alkoholbehandlingen hos Novavi.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Baggrund
Novavi har siden 2016 været etableret i Frederikssund Kommune. Etableringen skete på baggrund af Frederikssund Kommunes udbud af den samlede misbrugsbehandling.
I forbindelse med udløbet i efteråret 2023 af den oprindelige aftale fra 2016, blev der med virkning fra 1 oktober 2023 indgået en almindelig samarbejdsaftale. Den væsentligste ændring er overgangen fra en fastprisaftale (kommunen betalte et fast årligt honorar til Novavi uanset antallet eller omfanget af behandlinger) til en aktivitetsbaseret betalingsmodel (taktsatser godkendt af Socialstyrelsen).
Pr. 1. maj 2024 hjemtog kommunen den samlede stofmisbrugsbehandling og Novavi har derefter fortsat med at tilbyde ambulant alkoholbehandling ifølge Sundhedslovens § 141. Der er frit valg for alle borgere i alkoholbehandling. Det vil sige, at borgere kan henvende sig til alle leverandører, der tilbyder alkoholbehandling - private såvel som offentlige leverandører, uanset beliggenhed.
Alkoholbehandling hos Novavi
Novavi tilbyder vederlagsfri alkoholbehandling til borgere med et overforbrug af alkohol, jf. Sundhedslovens § 141. Behandlingen skal iværksættes senest 14 dage efter at borgeren har henvendt sig.
Hvis borgeren ønsker det kan behandlingen ydes anonymt. Tilbuddet er selvvisiterende, det vil sige, at Novavi tilbyder behandling til alle borgere, der henvender sig og ønsker behandling.
Novavi står for næsten 80 % af den alkoholbehandling som borgere i Frederikssund Kommune modtager. De sidste 20 % ydes af flere forskellige både private og offentlige behandlingssteder. Ønsket om andet behandlingssted skyldes typisk ønske om endnu mere anonym behandling eller praktiske forhold, f.eks. nærhed til arbejdsplads eller lignende.
Novavi har i årene 2022 til 2024 ydet alkoholbehandling til hhv. 152, 157 og 151 borgere i Frederikssund Kommune. De foreløbige tal for 2025 viser umiddelbart, at der måske vil være en stagnation i stigningen, eller måske et mindre fald i 2025. Andelen af borgere, der har ønsket at være anonyme i deres behandlingsforløb, varierer og ligger i gennemsnit på ca. en tredjedel. 65% af dem der får alkoholbehandling hos Novavi er mænd.
Aldersmæssigt fordeler det sig således:
- 15-29 år: ca. 10%
- 30-67 år: Ca. 80%
- 68- år: Ca. 10%
Der holdes møder mellem Stofrådgivningen og Novavi om både konkrete behandlingsforløb, der går på tværs af stof og alkohol, og om hvilke udfordringer og udviklinger begge har og ser komme. Samarbejde om konkrete behandlingsforløb sker kun efter samtykke fra borger.
Der kan være udfordringer i forbindelse med borgere (især unge) der har et dobbelt (mis)brug af både alkohol og stoffer (typisk kokain eller hash). De forsøges overkommet via dialog, der sikrer borgeren den bedste behandling.
Økonomien
Alkoholbehandlingen er selvvisiterende og kommunen betaler for alle borgere i kommunen, der ønsker behandling. Taksterne for behandling varierer i forhold til intensiteten af behandlingen. Taksterne ser således ud:
- I modtagelsesfasen er taksten 299 kr. pr. dag – varighed op til 1½ måned, imellem 1-5 gange om ugen
- I samtale fasen er taksten 173 kr. pr. dag – varighed forventeligt 6 måneder, imellem 4-2 gange om måneden
- I efterbehandlingsfasen er taksten 90 kr. pr dag – varighed i 3-6 måneder
Takster og indhold af behandlingstilbud er beskrevet i bilaget.
Udgifterne til alkoholbehandlingen hos Novavi har været stigende over de tre år:
- 2022: 3,041 mio. kr.
- 2023: 3,444 mio. kr.
- 2024: 3,521 mio. kr.
Enhedsomkostninger pr. borger over de tre år udgør:
- 2022: 4.409 kr.
- 2023: 4.321 kr.
- 2024: 4.215 kr.
Stigningen i udgifterne hænger sammen med de flere borge i behandling. Udgifterne pr. borger har været svagt faldende.
Inddragelse
Sagen er sendt i høring i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Seniorrådet tager orienteringen til efterretning, og håber at behandlingen af den enkelte borger vil være med til at gøre en forskel.
Høringssvar fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Det fremgår ikke af sagen, om alkoholbehandlingen som standardtilbud omfatter alle de 3 beskrevne faser (modtagelse, samtale og efterbehandling).
Rådet er af den opfattelse, at efterbehandling, der kan omfatte fortsat rådgivning, terapi, støttegrupper og andre former for støtte, kan være helt afgørende for at hjælpe personer til at opretholde deres ædruelighed.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser, idet udviklingen forudsættes rummet indenfor de eksisterende budgetmæssige rammer.
Bilag
57Orientering om Kontanthjælpsreformens ikrafttræden
Resume
Kontanthjælpsreformen træder i kraft 1. juli i år. I denne sag gives en orientering om de nye regler og deres konsekvenser, samt den proces der gennemføres i Frederikssund Kommune omkring information til borgerne med videre.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Hvad indebærer de nye regler
Formålet med reformen af kontanthjælpssystemet er at indføre et mere enkelt kontanthjælpssystem. En række komplekse regler bliver afskaffet. Det gælder fx kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen, særlig støtte for kontanthjælpsmodtagere og aktivitetstillægget. Det betyder, at disse regler ikke længere er gældende fra 1. juli 2025.
De nuværende ydelser i kontanthjælpssystemet afskaffes og erstattes af én: Kontanthjælp. Den nye kontanthjælp har tre satser: mindstesats, grundsats og forhøjet sats. Indenfor de tre satser er der en særlig sats for hjemmeboende. Derudover indføres en række tillæg, der er målrettet børnefamilier, enlige og unge.
Der vil også blive indført et fritidstillæg, som skal understøtte børnenes kultur og fritidsliv. Fritidstillægget bliver udbetalt automatisk sammen med kontanthjælpen. Samtidig bliver der indført et medicintilskud til kontanthjælpsmodtagere og deres børn, så flere kan få den nødvendig receptpligtig medicin.
Det skal ikke være muligt at modtage ydelse i ubegrænset omfang, derfor bliver der indført et boligstøtteloft for dem, der modtager forhøjet sats, og som er gift eller vurderet samlevende.
Beskæftigelseskravet for at få kontanthjælp skærpes, så alle, der er kommet til Danmark fra 1968, skal opfylde et opholdskravkrav og et beskæftigelseskrav. Hvis kravene ikke er opfyldt, vil man modtage mindstesats, og vil skulle leve op til en arbejdspligt.
Arbejdspligten kan være op til 37 timer om ugen, og indsatsen i arbejdspligten kan bestå af forskellige beskæftigelsesrettede indsatser. Eksempler på beskæftigelsesrettede indsatser kan bl.a. være; virksomhedspraktik, job med løntilskud, nytteindsats eller særligt tilrettelagt nytteindsats. Indholdet og omfanget bliver sammensat ud fra en konkret og individuel vurdering af den enkelte borgers forudsætninger og helbredsmæssige situation. Arbejdspligten skal være fuldt implementeret 1. januar 2026.
Intentionen med de nye regler er at skabe et væsentligt økonomisk incitament til at tage arbejde på lavtlønsområdet, så flere kan få en tilknytning til arbejdsmarkedet.
I bilaget er en samlet gennemgang af kontanthjælpsreformen.
Hvad betyder de nye regler for borgerne
Der vil i forbindelse med reformen være nogle målgrupper, som stiger lidt i ydelse, bl.a. enlige forsørgere, hvor imod borgere som ikke opfylder opholdskravet, og som er indrejst efter 1968 står til at få nedsat deres ydelse en del. I bilaget fremgår 4 cases, der eksemplificerer de komplekse ændringer.
Det vurderes, at der i Frederikssund Kommune vil være omkring 140 borgere, som ikke længere vil modtage særlig støtte, hvilket kan betyde, at de vil kunne få udfordringer med f.eks. at betale deres husleje fremover.
Hvad bliver gjort i Frederikssund Kommune
I februar i år blev der første gang sendt vejledningsskrivelser ud til alle borgere, der bliver berørt af reformen, om reformens potentielle konsekvenser. Der er ca. 650 borgere i Frederikssund Kommune, der påvirkes af ændringerne.
I februar, marts og april har der været invitationer til borgermøder om reformen, hvor kontanthjælpsmodtagere havde mulighed for at få en orientering og snak om den nye reform, og hvad det kunne have af betydning. Der mødte ikke nogen borgere op til de tre møder.
Der er udarbejdet lister til Jobcenteret, således at konsekvenserne af reformen kan indgå i dialogen med borgeren. Og der er arbejdet intensivt med at få borgerne i ordinær beskæftigelse enten på fuldtid eller i småjobs.
Fra medio maj er der påbegyndt udsendelse af agterskrivelser til borgerne, hvor de orienteres om deres nye ydelse med virkning fra 1. juli 2025.
Alle boligforeninger er orienteret om situationen i forbindelse med, at den særlige støtte forsvinder, og de fleste indgår i et samarbejde, for eksempel ved interne opslag af billigere boliger og samarbejde omkring opsigelser og lignende. Fra kommunens side er garanteret en opsøgende indsats efter servicelovens § 99 til borgere, der begynder ikke at betale deres husleje. § 99 er et tilbud om en støtte- og kontaktperson til personer med sindslidelser, til personer med et stof- eller alkoholmisbrug og til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig. Indsatsen er forankret i Rådgivningshuset.
Inddragelse
Sagen er sendt i høring i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Seniorrådet tager orienteringen til efterretning. Vi ser med tilfredshed på en forenkling af kontanthjælpsreglerne, ligesom vi ser med tilfredshed på proceduren Frederikssund kommune har brugt til at orientere omhandlende borgere om de nye regler, og hvilke konsekvenser det vil få den enkelte.
Høringssvar fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet synes, det er meget positivt med en forenkling af systemet samt større gennemsigtighed ift de mange regler.
Der er flere positive elementer
f.eks. fritidstillæg til børn, som skal understøtte børnenes kultur og fritidsaktiviteter samt muligheden for at få dækket den fulde udgift til egenbetaling af receptpligtig medicin.
Der er dog grund til bekymring på følgende områder:
- risiko for øget hjemløshed
Som konsekvens af reformen, vil mange borgere overgå til den nye mindstesats og miste et betydeligt beløb hver måned og samtidig miste den særlige støtte til kontanthjælpsmodtagere med høje boligudgifter (§ 34). Dette
indebærer, at mange udsatte borgere, ikke har råd til at fastholde deres bolig og risikerer derfor at skabe mere hjemløshed og vil gøre det sværere for kommunen at anvise hjemløse en bolig. Dette øger behovet for billige boliger i Frederikssund, som mange unge og udsatte i forvejen har behov for.
- hårde vilkår for udsatte grupper :
herunder langvarigt hjemløse, børn i udsatte positioner, mennesker med svære psykiske lidelser og personer med dobbeltdiagnoser.
Der afskaffes eksempelvis et særligt(højt) tillæg til kontanthjælpsmodtagere under 30 år med bestemte psykiske lidelser.
Disse grupper har ikke behov for strammere regler men for målrettede indsatser og støtte.
- arbejdspligt
Derudover skærpes beskæftigelseskravet, og der indføres en arbejdspligt. Dette kan presse kommunerne, som fremadrettet skal finde på endnu flere meningsfyldte nyttejob – og det er tvivlsomt om disse job overhovedet kan bringe borgerne tættere på arbejdsmarkedet – da aktivering for aktiveringens skyld erfaringsmæssigt ikke virker.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser, idet de afledte aktiviteter under Serviceloven forudsættes rummet indenfor de eksisterende budgetmæssige rammer.
Bilag
58Meddelelser
Sagsfremstilling
Kommende arrangementer indenfor udvalgets område:
- KL og "Lær for Livet" afholder webinar "Fælles om udsatte børn og unges læring og skolegang" 18. juni 2025. Invitation er vedlagt som bilag.
Meddelelser:
- Frederikssund Kommune har modtaget Nordsjællands Politis Forebyggelsespris 2025 for sin målrettede og tværfaglige indsats mod vold i nære relationer. Det prisvindende arbejde er forankret i en tværfaglig model, hvor indsatsen i konkrete borgersager koordineres i fællesskab mellem relevante kommunale afdelinger, politiet og frivillige organisationer som Danner-stiftelsen og Lev Uden Vold. Samarbejdet har allerede haft positive effekter: Færre ophold på krisecentre og et fald i antallet af politiets udrykninger til uro i hjemme. Kommunen modtager forebyggelsespris - Frederikssund Kommune.
- Referat fra møde i Kommunalt-lægeligt udvalgsmøde (KLU) den 24.04.25 vedlægges til orientering
- March mod Ensomhed har valgt at aflyse marchen i 2025 i hele Danmark grundet private omstændigheder.
- Sagsliste og årshjul 2025 for Social og sundhed er vedlagt som bilag.
Bilag
59Underskrifter
Beslutning
-
Sagsfremstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark. Når der trykkes "Godkendt" svarer det til at underskriftarket er underskrevet.