Frederikssund Kommunes logo

Social og sundheds møde den 27. november 2025

Mødelokale F13 kl. 08.30

Referat

Fold alle punkter

90Godkendelse af dagsorden

Beslutning

Godkendt.

91Beslutning om godkendelse af Sundhedsberedskabsplan

Resume

Frederikssund Kommune skal ifølge Sundhedsloven udarbejde en Sundhedsberedskabsplan en gang i hver valgperiode. Den nuværende Sundhedsberedskabsplan er vedtaget af det tidligere Byråd og løber til udgangen af 2025. I forbindelse med Social og sundheds drøftelser den 14. november 2025 ønskede udvalget en række forhold og præciseringer indarbejdet i Sundhedsberedskabsplanen, jf. sag nr. 91.

Sagen genfremsættes derfor i Social og sundhed til anbefaling over for Økonomiudvalget og Byråd om godkendelse af Sundhedsberedskabsplanen.

Sagen forelægges også Omsorg og ældre til orientering påny, idet det hovedsageligt forventes at være medarbejdere under deres ressort, der skal løfte Sundhedsberedskabsplanen.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Social og sundhed over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

1. Godkende Frederikssund Kommunes Sundhedsberedskabsplan.

Historik

Beslutning fra Social og sundhed, 14. november 2025, pkt. 85:

Sagen blev drøftet. Udvalget havde en række bemærkninger, som indarbejdes i sundhedsberedskabplanen. Sagen genfremsættes på førstkommende møde.

Fraværende:

Maibritt Møller Nielsen (Æ)

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Sundhedsberedskabsplanens formål er at danne grundlag for planlægning og gennemførsel af foranstaltninger, der sikrer syge og tilskadekomne nødvendig behandling i tilfælde af større ulykker, katastrofer og ved krigsforhold. Sundhedsberedskabsplanen understøtter, at kommunens sundhedsopgaver videreføres samtidig med, at sundhedsområdet kan varetage de ændrede krav, som situationen fordrer, som for eksempel nye og ændrede forebyggelses-, behandlings-og omsorgsopgaver.

Sundhedsberedskabsplanen beskriver det kommunale sundhedsberedskabs rolle og ansvar ved en række hændelser og er en del af det nationale, regionale og mellemkommunale sundhedsberedskab. Planen har derfor været i høring i hos nationale, regionale og kommunale sundhedsmyndigheder for at sikre at sundhedsberedskabsplanerne er kendte og koordineret på tværs.

Derudover beskriver Sundhedsberedskabsplanen også det kommunale sundhedsberedskabs rolle i Frederikssund Kommunes samlede beredskab. Sundhedsberedskabsplanen kan derfor både aktiveres som led i det samlede nationale sundhedsberedskab og som en del af Frederikssund Kommunes overordnede beredskabsplan: Plan for Fortsat Drift.

Det betyder, at planens opbygning og indhold både bygger på nationale forventninger i Sundhedsloven og er koordineret og samstemt med Plan for fortsat drift.

Sundhedsberedskabsplanens indhold

Sundhedsberedskabsplanen beskriver etablering og drift af en krisestyringsorganisation på sundhedsområdet, som gør det muligt for Frederikssund Kommune hensigtsmæssigt og koordineret at løse eventuelle kriser. Udkast til Sundhedsberedskabsplanen vedlægges i bilag 1.

Formålet med at etablere en krisestyringsorganisation er at sikre optimal udnyttelse af de tilgængelige ressourcer, så konsekvenser af en indtruffen krise eller ekstraordinær hændelse begrænses mest muligt. Undervejs i en given krise er det tillige ambitionen, at Frederikssund Kommunes drifts- og serviceniveau opretholdes i størst muligt omfang.

Derudover forholder Sundhedsberedskabsplanen sig til en række mulige kriser eller ekstraordinære hændelser. Sundhedsberedskabsplanen skal ifølge sundhedsloven forholde sig til de otte nedenstående beredskabshændelser:

1. Udbrud af smitsomme sygdomme

2. Håndtering af udskrevne borgere med plejebehov

3. Vejrbetingede hændelser

4. CBRNE-ulykker (kemiske, biologiske, radioaktive, nukleare eller eksplosive ulykker)

5. Krisestøtte

6. Iværksættelse af evakuerings- og pårørendecenter

7. Bistand til etablering af massevaccination

8. Lægemiddelberedskab

Udover ovenstående hændelser indeholder forslaget til Frederikssund Kommunes Sundhedsberedskabsplan også en niende hændelse, nemlig beskrivelse af Frederikssund Kommunes krisestyringsorganisationen omkring håndtering af:

9. Støtte til sårbare borgere ved forsyningsnedbrud (el, vand og/eller varme).

Styrelsen for Samfundssikkerhed har den 23. oktober udsendt anbefalinger om beredskabet for sårbare borgere. Sundhedsberedskabsplanen lever op til styrelsens relevante anbefalinger. Økonomiudvalget godkendte den 18. juni 2025 plan for etablering af et 3-dages beredskab for særligt sårbare borgere ved forsyningsnedbrud, herunder udarbejdelse af en række konkrete actioncards, indkøb mv. jf. sag nr. 125. Social og sundhed og Omsorg og ældre får en orientering om udmøntning af planen på møderne den 27. november 2025.

Sundhedsberedskabsplanen beskriver rammerne for, hvordan de konkrete hændelser håndteres. Den konkrete håndtering af de ni hændelser er beskrevet i lokale action cards, der er handlingsanvisende dynamiske dokumenter. Actionscards er udarbejdet og kendte af de ledere og medarbejdere, der skal håndtere en given krise, når en konkret hændelse opstår. Sundhedsberedskabets initiativer vil iværksættes af kommunens sundhedsuddannede medarbejdere, der dels er vant til og uddannet til at arbejde i akutte situationer, dels er forpligtede til at handle i situationer, der vedrører borgeres sundhed qua deres uddannelse.

Udover ovenstående tilføjelse er den interne organisering af sundhedsberedskabet justeret i planen med afsæt i erfaringer fra de seneste beredskabshændelser i kommunen, herunder håndtering af COVID og oversvømmelser i kommunen. Endelig er Sundhedsberedskabsplanen sprogligt præcisereret og tilpasset opsætningsmæssigt for at gøre den mere læsevenlig og nemmere at benytte ved en beredskabshændelse.

Den nuværende sundhedsberedskabsplan er vedlagt som bilag 2 til orientering.

Inddragelse

Sundhedsberedskabsplanen har som del af det nationale sundhedsberedskab været i lovpligtig høring hos Frederikssund Kommunes nabokommuner, Region Hovedstaden og Sundhedsstyrelsen. Herudover har den været i høring hos Frederiksborg Brand & Redning samt internt i kommunens øvrige centre. Formålet med høringerne var at sikre sammenhæng mellem Frederikssund Kommunes Sundhedsberedskabsplan og samarbejdspartnernes beredskaber. Der er indarbejdet en række input og kommentarer fra høringsparterne i Sundhedsberedskabsplanen.

Sagen sendes desuden i høring i Seniorrådet og Rådet for handicap, psykiatri og udsathed forud for mødet.

Høringssvar fra Seniorrådet til den 14/11:

Den udarbejdede sundhedsberedskabsplan for periode 2026-2029 er en velskrevet plan der opfylder de krav som Sundhedsloven kræver. Vi kunne dog ønske os, at beredskabsplanen bliver udbredt til en bredere kreds, så også den enkelte borger kan få kendskab til den.

Seniorrådet tager herefter godkendelsen til efterretning.

Høringssvar fra Seniorrådet til mødet den 27/11:

Et digert værk, der dækker enhver tænkelig krisesituation, - næsten.

I dagens Danmark tales der om beskyttelsesrum, og sådanne må også indgå i en beredskabsplan. Samtidig skal det afklares hvordan gangbesværede og kørestolebrugere kan bevæge sig derhen.

Kan man både se og høre bliver man informeret gennem alarmsystem, radio og tv. Imidlertid findes der mennesker, der både er syns- og hørehandicappet. Her nytter det jo ikke at informere med en sms.

Kald-på hjælp-armbåndet mange ældre bærer er ikke altid nok.

Information om opgaverne på gult, grønt og rødt niveau ved akutsituationer kan illustreres i et niveau-farvet rutediagram med letforståelige pixifigurer og tegn, som andre sprogbrugere også kan forstå.

Med disse lidt ud over emnet bemærkninger tages informationen til efterretning

Høringssvar fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed den 14/11:

Rådet synes, det er positivt, at såvel pårørende som sårbare borgere er indtænkt som målgruppe i kommunens sundhedsberedskabsplan. Vi vil dog opfordre til, at der tages særlig hånd om de sårbare borgere ikke alene ved forsyningsnedbrud men også ved de øvrige beskrevne hændelser.

Rådet anbefaler, at der sker en systematisk kortlægning af kommunens borgere med særlige behov – både i og uden for botilbud.

Kriser kan ramme mennesker med handicap særligt hårdt og kan forværre konsekvenserne ved at have en funktionsnedsættelse.

Afhængighed af ressourcer som strøm, medicin, pleje og basale fornødenheder kan blive udfordret.

I forhold til kommunikationsberedskabet er det en god idé også at udsende information på andre sprog (engelsk som minimum) bl.a. af hensyn til den store gruppe af herboende ukrainske flygtninge som er særlig sårbare over for kriser samt andre udlændinge, som befinder sig i kommunen. Samtidig bør kommunikationsstrategierne tilpasses, så udsatte borgere modtager klare og tilgængelige in formationer via flere kanaler og i former, de kan anvende.

Efter lovgivningen skal kommunens plan koordineres med regionens sundhedsberedskabsplan og med nabokommunerne. Det fremgår kun meget sporadisk (punkt 2.4), at samarbejdet med nabokommunerne alene består i, at kommunerne udveksler sundhedsberedskabsplaner og derved ”har overblik over nabokommunes organiseringsstruktur, delpaner samt kontaktoplysninger”. Dette virker noget utilstrækkeligt ved hændelser, som ikke respekterer kommunegrænser – som f.eks. ved de såkaldte ” CBRNE-ulykker (kemiske, biologiske, radioaktive, nukleare eller eksplosive ulykker) – eller massevaccinationer. Her kunne en arbejdsfordeling/et samarbejde mellem kommuner være meget værdifuldt.

Hvilke alternative planer er der, hvis der ikke er plads på de udpegede modtage centre?

Hvilke informationer får borgerne ved de enkelte hændelser ? Det anbefales at der laves en pjece som husstandsomdeles med vejledning ift. de forskellige hændelser bl.a. med en QR kode, som gør det muligt at få oplysningerne på forskellige sprog.

Høringssvar fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed den 27/11:

Rådet henviser til sit tidligere høringssvar.

Det fremgår af sagsfremstillingen, at udvalgets bemærkninger er blevet indarbejdet i den reviderede plan: det ville være ønskeligt og læsevenligt, hvis disse ændringer var blevet fremhævet i teksten.

Økonomi

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

92Orientering om 3-dages beredskab for særligt sårbare borgere

Resume

Social-, sundheds- og ældreområdet er næsten i mål med at etablere et 3-dages beredskab, der sikrer, at kommunen kan tage vare på de særligt sårbare borgere i kommunens varetægt ved energi- og forsyningssvigt. Der er fortsat enkelte udeståender, som forudsætter involvering af andre myndigheder. Med denne sag orienteres udvalgene Social og sundhed og Omsorg og ældre om 3-dages beredskabet for særligt sårbare borgere.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning, idet det præciseres, at SINE-radioer ikke er nødvendige for, at 3-dages beredskabet fungerer på de enkelte enheder.

Sagsfremstilling

Økonomiudvalget besluttede på deres møde den 21. maj 2025 (sag nr. 117) at etablere et 3-dages beredskab, der sikrer, at Frederikssund Kommune kan tage vare på de særligt sårbare borgere i kommunens varetægt ved energi- og forsyningssvigt i optil tre dage. På mødet den 18. juni 2025 (sag. nr. 135) godkendte udvalget en plan for etablering af 3-dages beredskabet, der tog udgangspunkt i anbefalingerne i publikationen Forberedt på kriser, der blev husstandsomdelt i juni 2024.

Social-, sundheds- og ældreområdet er næsten i mål med etablering af beredskabet. Omsorgscentre, Rehabilitering og de midlertidige pladser, botilbud, bofællesskaber, AKU-centeret, daghjem, Rådgivningshuset, Stofrådgivningen, Socialpsykiatrien, Hjemmevejledningen i Handicap og Botilbud og Døgnplejen har alle forberedt sig, så de kan opretholde den nødvendige drift ved forsyningssvigt. Alle har udarbejdet action card for, hvad der skal ske i tilfælde af forsyningssvigt – og hvornår det skal ske. Der er indkøbt forbrugsartikler, så omsorg og hjælp kan leveres uden vand, anskaffet lyskilder på batteri, og sikret drikkevand, mad og medicin til beboere på bosteder og omsorgscentre i minimum tre dage. Samtidig er der lavet aftaler om, at medarbejderne møder ind efter gældende vagtplan og der er lavet en række procedure for, hvad der skal ske, hvis IT, køleskabe, elbiler, strømdrevne hjælpemidler mv. løber tør for strøm.

Den enkelte borger vil altså fortsat modtage den støtte og hjælp, som de har brug for. Mange opgaver vil dog ikke kunne løses som de plejer. Skal vi undvære el, vand og/eller varme, vil borgerne opleve ændringer i arbejdsgange, planlagte aktiviteter kan blive aflyst og besøg flyttet. Alt sammen for, at prioritere i ressourcerne og sikre, at borgere får livsnødvendig hjælp.

Beboere og pårørende i bofællesskaber, på bostederne og omsorgscentrene samt tilbuddene i socialpsykiatrien er orienteret om beredskabet de pågældende steder. Døgnplejen har sendt et brev til de borgere, de kommer hos. Heri fortælles, at Døgnplejen er forberedt på langvarigt forsyningssvigt, og at der ved en beredskabshændelse vil være behov for prioriteringer i besøg mv. Derudover indeholder brevet en opfordring til, at borgerne efterlever Beredskabsstyrelsens anbefalinger fra Forberedt til kriser og tilbyder borgere, der får støtte til indkøb at hjælpe med at købe fornødenheder til eget beredskab.

3-dages beredskabet følger anbefalingerne i KL’s Et robust beredskab i en ustabil verden fra foråret 2025 og lever desuden op til de anbefalinger som Styrelsen for Samfundssikkerhed udgav i oktober 2025. De to publikationer vedlægges.

Det der udestår for, at beredskabet er helt i mål, er:

  1. Samarbejdsaftaler med regionen om hjælpen til borgere med ilt, respirator og andre livsnødvendige hjælpemidler. Administrationen har løbende været i dialog Nordsjællands Hospital og Respirationscenter Øst om koordinering af beredskaber. Aktuelt afventes en overordnet udmelding fra regionen. Med anbefalingerne fra Ministeriet for Samfundssikkerhed fra oktober 2025, er det nemlig slået fast, at regionerne skal udarbejde planer for håndtering af sårbare borgere med respiratorer og behov for ilt.

Kommunens tilbud har et overblik over de borgere, der er tilknyttet dem, og de enkelte tilbud har planer for egne borgere. Ved behov kan borgere evakueres til Rehabiliteringsafdelingen, der ligger på Frederikssund Hospital, hvor der er en nødgenerator.

  1. SINE-radioerne, der skal benyttes til kommunikation mellem Døgnplejens fire matrikler ved nedbrud på mobilnettet, er fortsat under anskaffelse. Der er sendt en ansøgning til Rigspolitiets Center for Beredskabskommunikation om tilslutningen til SINE-netværket. Ansøgningen er under behandling.

De private leverandører af helhedspleje samt personlig og praktisk pleje, friplejehjemmet Attendo og botilbuddet Lykke Marie er orienteret om Frederikssund Kommunes 3-dages beredskab. I den forbindelse har administrationen opfordret dem til at sikre tilsvarende beredskab, så de kan sikre driften under forsyningssvigt og yde omsorg og pleje til deres borgere eller beboere. Der er aktuelt en dialog med dem om, hvilke opgaver de selv kan løfte under forsyningssvigt og hvilke de eventuelt skal have assistance til.

Udgifter til etablering af det nødvendige beredskab er finansieret af de enkelte tilbud.

Inddragelse

Sagen er sendt i høring i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.

Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:

Rådet henviser til sine tidligere fremsendte kommentarer men savner en plan for følgende sårbare borgere i eget hjem:

  • Sårbare borgere, men ikke modtager hjemmepleje (f.eks.

    ældre med begyndende demens, socialt isolerede ældre med dårligt netværk eller ingen pårørende)

  • Borgere med psykiske lidelser, som bor alene og som har begrænset eller intet netværk.

Begge grupper risikerer ikke at kunne række ud efter hjælp eller reagere hensigtsmæssigt i en krisesituation.

Det fremgår, at de enkelte tilbud har egne planer, men det beskrives ikke, hvordan koordinering sker med kommunens øvrige beredskab (evt. krisestab for hele social og sundhedsområdet).

Ift personalet så nævner planen, at personalet skal møde efter vagtplan, men ikke hvordan personalet kommer frem uden offentlig transport, hvordan man sikrer, at der opretholdes en minimumsbemanding og om der findes et nødberedskabspersonale. I modsat fald risikerer man at bosteder mv er underbemandede, hvilket får negative konsekvenser for plejen.

Medicinudlevering og lægekontakt

Planen nævner medicinlager på bosteder, men ikke hvordan andre borgere får adgang til akut medicin, hvilket er særlig relevant for kronisk syge borgere.

Seniorrådet:

Som det fremgår af sagsfremstillingen, foreligger der allerede nu en næsten færdig detaljeret 3-dages beredskabsplan for særligt sårbare borgere.

Seniorrådet kan kun rose det udførte arbejde. Særligt sårbare borgere vil sandsynligvis være den borgergruppe i Frederikssund, der vil være bedst stillet i tilfælde af, at der indtræder en alvorlig krise.

Økonomi

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser, idet udgifterne forudsættes dækket indenfor eksisterende rammer.

Bilag

93Orientering om status på veterancafé

Resume

Veterancaféen i Frederikssund Kommune blev etableret i september 2022 som et socialt mødested for veteraner. Fremmødet har kontinuerligt været meget begrænset, og caféen har undervejs gennemgået ændringer i åbningstid/ugedag og har tilbudt diverse aktiviteter. I 2025 har veterancaféen skiftet lokation, og veteranaktiviteterne fortsætter aktuelt i regi af Danmarks Veteraner Nordsjælland på Foreningscentret Pedersholm i Frederikssund.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning

Beslutning

Taget til efterretning, idet udvalget ønsker en fortsat dialog med veteranerne om deres eventuelle behov.

Sagsfremstilling

Baggrund

Veterancaféen blev indviet på Flagdagen den 5. september 2022 på Parkvej 4-6 i Jægerspris som en del af kommunens indsats for at skabe et socialt samlingssted for veteraner. Caféen blev drevet af en værestedsmedarbejder fra Livskilden. Der var i begyndelsen et tæt samarbejde med enkelte frivillige veteraner. Caféen fungerede som et mødested med tilbud om fællesspisning, sociale aktiviteter og arrangementer. Erfaringen var, at få veteraner deltog i aktiviteterne.

Ved åbningen var caféens åbningstid onsdage kl. 19.00–21.00. På grund af det lave fremmøde blev der i februar 2023 iværksat et forsøg med ændret åbningstid til torsdage. Forsøget havde ingen effekt på fremmødet, og åbningstiderne blev derfor rykket tilbage til onsdage.

I løbet af efteråret 2023 lukkede veterancafeen på Parkvej 4-6 ned i forhold til at tilbyde aktiviteter, mens veteranforeningen undersøgte andre muligheder for et relevant tilbud.

Nuværende status

Siden foråret 2024 har veteranerne fået adgang til lokaler i Foreningscentret Pedersholm, Roskildevej 161 i Frederikssund. Her arrangeres nu fælles aktiviteter i samarbejde med de øvrige soldaterforeninger og Marineforeningen. Veteranerne benytter lokalerne fleksibelt, blandt andet til foredrag, sociale arrangementer og familietræf. Fire til fem veteraner deltager i aktiviteterne på Pedersholm, som de laver sammen med Marineforeningen m.fl.

Kommunen har været i dialog med formanden for Danmarks Veteraner Nordsjælland. Foreningens vurdering er, at der ikke er behov for yderligere cafétilbud til veteraner i kommunen. Veteranerne benytter de nye rammer på Pedersholm og deltager efter behov i veterantilbud i 11 nordsjællandske kommuner.

Inddragelse

Der har været dialog med Danske Veteraner Nordsjælland.

Sagen er sendt i høring i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.

Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:

Rådet tager orienteringen til efterretning med den bemærkning, at det kunne være interessant at finde ud af, hvad der begrænser fremmødet i dag ?

I den forbindelse kunne det være relevant at undersøge, hvad der faktisk virker for veteraner i andre kommuner.

Seniorrådet:

Ingen bemærkninger.

Økonomi

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

94Orientering om mulighed for at oprette en pårørendevejlederfunktion

Resume

Flere kommuner har en pårørendevejleder, som på tværs af kommunens tilbud vejleder pårørende til borgere med somatiske eller psykiske udfordringer. Udvalget orienteres i denne sag om hvordan en pårørendevejlederfunktion vil kunne se ud i Frederikssund Kommune.

Sagen forelægges parallelt både i Social og sundhed og i Omsorg og ældre.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Flere kommuner har etableret en pårørendevejlederfunktion med henblik på at kunne understøtte pårørende til borgere med somatiske og psykiske udfordringer, som er tilknyttet et kommunalt tilbud. Det gælder for eksempel Albertslund, Ballerup, Fredensborg, Hillerød og Lyngby-Taarbæk kommuner. Hovedparten af kommunerne har ansat en særskilt pårørendevejleder, mens en enkelt kommune har valgt at lægge funktionen hos kommunens forebyggelseskonsulenter.

Formålet med en pårørendevejleder er at støtte pårørende, som har en nærtstående som har somatiske og psykiske udfordringer og modtager kommunal støtte. Pårørendevejlederfunktionen skal tilbyde rådgivning og vejledning i at håndtere livet som pårørende samt vejlede pårørende hen mod tilbud i kommunen, regionen og civilsamfundet som kan understøtte både borger og pårørende.

Målgruppen for kommunernes pårørendevejledere er forskellig. Hovedparten af kommunerne har afgrænset pårørendevejledningen til alene at omfatte pårørende til borgere med somatiske udfordringer, mens én kommune har valgt også at inkludere pårørende til borgere med psykiske udfordringer. Erfaringerne fra kommunerne viser, at det kan være vanskeligt at tiltrække nok pårørende til tilbuddet og dermed sikre den nødvendige volumen, særligt ved tilbuddets opstart.

Erfaringer fra andre kommuner viser, at en pårørendevejlederfunktion typisk er sammensat af en lang række forskelligartede opgaver. Funktionen omfatter blandt andet telefonisk rådgivning og vejledning, hvor borgere kan få information om relevante tilbud. Derudover tilbydes pårørende personlige samtaler, hvor konkrete udfordringer drøftes med henblik på vejledning. En væsentlig del af funktionen består også i at facilitere pårørendegrupper, hvor der skabes rum for samtaler om livet som pårørende, samt tilbyde sorgsamtaler til pårørende. Pårørendevejlederen kan desuden henvise borgere til relevante tilbud i kommunen, regionen eller i civilsamfundet, samt udføre opsøgende arbejde i forskellige kommunale enheder for at sikre, at pårørende får den nødvendige støtte og vejledning.

I Frederikssund Kommune eksisterer i dag enkeltstående vejledningstilbud på social-, sundheds- og ældreområdet. På socialområdet er der begrænsede rådgivningstilbud til pårørende, mens der på sundhedsområdet tilbydes vejledning til pårørende i forbindelse med forebyggende hjemmebesøg, ved længerevarende og komplekse genoptræningsforløb og i tilbuddet ”Lær at tackle livet som pårørende”. På ældreområdet har pårørende mulighed for at få vejledning og rådgivning hos visitationen om kommunens forskellige tilbud, ligesom der er særlige tilbud til pårørende til borgere med demens. Det vurderes derfor relevant med en pårørendevejlederfunktion, som på tværs af fagområderne tilbyder vejledning til pårørende.

På social, sundheds- og ældreområdet oplever kommunens medarbejdere ofte at pårørende føler sig alene og måske endda oplever sig i en krise, når de pludselig står

alene med ansvaret, når en ægtefælle eller anden nærtstående bliver syg eller ikke kan tage vare på sig selv. I denne situation skal pårørendevejlederfunktionen tilbyde rådgivning i, hvordan den pårørende kan håndtere den ændrede livssituation samt vejlede den pårørende henimod relevante tilbud i regi af kommunen, regionen og civilsamfundet. Pårørendevejlederfunktionen kan ikke tilbyde støtte til opgaver af økonomisk art hos borgere som skal flytte i en anden bolig og ikke kan få støtte i sit netværk, da disse opgaver varetages af kommunens socialfaglige medarbejder. Pårørendevejlederfunktionen kan heller ikke behandle henvendelser om kommunens sagsbehandling, idet dette er en opgave som ligger hos en borgerrådgiver.

Etablering af en eventuel pårørendevejlederfunktion i Frederikssund Kommune flugter med ønsket om et tættere samspil med pårørende i den nye ældrelov og ønsket om et styrket samarbejde med de pårørende i den politiske aftale om en langsigtet og bæredygtig udvikling af handicapområdet.

Det vurderes, at en eventuel pårørendevejlederfunktion i Frederikssund Kommune vil kunne varetages inden for en deltidsstilling på 30 timer pr. uge. Funktionen vil med fordel kunne placeres i tilknytning til kommunens øvrige forebyggelsesmedarbejdere i Forebyggelse og Træning, da dette vil skabe mulighed for faglig udvikling, vidensdeling og sparring på tværs.

Inddragelse

Sagen sendes i høring i Seniorrådet og Rådet for handicap, psykiatri og udsathed forud for mødet.

Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:

Rådet bakker fuldt ud op om muligheden for at oprette en pårørendevejlederfunktion, som dækker pårørende til borgere med såvel somatiske som psykiske udfordringer. Herved sikres også den nødvendige volumen til tilbuddet.

Målgruppen bør udvides, så den omfatter ALLE pårørende – herunder særligt nye pårørende - uanset om deres nærtstående er startet på at modtage kommunal støtte eller ej.

Vejlederen bliver således de pårørendes indgang til kommunen.

Pårørende har forskellige behov – og særligt debuterende pårørende har svært ved at finde rundt i behandlingstilbud og rettigheder, forstå regler, skrive breve, gå til møder og alt det andet, det kræver at hjælpe den nærtstående.

Vejlederen skal kunne kontaktes uden visitation.

Vi er enige i at det er vigtigt, at pårørendevejlederen har kendskab til sundheds- og serviceloven og kommunens tilbud og kan vejlede pårørende om deres og den syges muligheder for støtte.

Endelig er det en god idé at vejlederen har kendskab til lokale frivillige tilbud og netværk, hvor den syge eller den pårørende kan få hjælp.

Seniorrådet:

Seniorrådet ser med stor tilfredshed på at det påtænkes at etablere en pårørendevejlederfunktion, hvilket længe har være en manglende funktion i kommunen.

Det er i en opstartsfase naturligvis meget vigtigt at få promoveret funktionen, og det bør gøres af de sædvanlige kanaler, samt igennem bl.a. Kræftens Bekæmpelse og Ældre Sagen.

Alle de i sagsfremstillingen nævnte områder bør varetages af pårørendevejlederfunktionen, og kun den. Vejlederen skal naturligvis kunne understøtte pårørende til borgere med såvel somatiske som psykiske udfordringer.

Seniorrådet vil tæt følge etableringen, og vi ser ligeledes frem til ansættelse af en borgerrådgiver, idet vi ser et samarbejde mellem de 2 funktioner som meget givtig.

Økonomi

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser. Eventuelle merudgifter vil fremgå af et kommende beslutningspunkt, såfremt disse ikke kan indeholdes indenfor eksisterende rammer.

95Orientering om godkendelse af lovpligtige kvalitetsstandarder for 2026 på Omsorg og ældres ansvarsområde

Resume

Med den nye ældrelov er kravet om kvalitetsstandarder på ældreområdet bortfaldet. Men der er i serviceloven fortsat krav om godkendelse af enkelte kvalitetsstandarder hvert år. I forlængelse heraf orienteres Social og sundhed om kvalitetsstandarderne §§ 83 (personlig hjælp og pleje), 83 a (rehabiliteringsforløb) og 86 (genoptræning), der årligt skal godkendes på Omsorg og ældres ansvarsområde.

Sagen er parellelt med denne sag forelagt Omsorg og ældre, Økonomiudvalget og Byrådet til godkendelse.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Servicelovens §§ 83 (personlig hjælp og pleje), 83 a (rehabiliteringsforløb) og 86 (genoptræning) skal revideres en gang årligt jf. ”Bekendtgørelse om kvalitetsstandarder for hjemmehjælp, rehabiliteringsforløb og træning efter servicelovens §§ 83, 83a og 86”.

Siden september 2025 er alle nye borgere og borgere med et ændret støttebehov i alderen +67 år visiteret til helhedspleje jf. den nye ældrelovs § 10. En lille gruppe borgere under 67 år er dog fortsat i målgruppen for servicelovens §§ 83 (personlig hjælp og pleje), 83 a (rehabiliteringsforløb) og 86 (genoptræning).

Administrationen anbefaler derfor Omsorg og ældre at godkende følgende kvalitetsstandarder i 2026 indenfor udvalgets ansvarsområde (vedlagt som bilag til sagen):

• Træning efter serviceloven § 86

• Rehabiliteringsforløb efter serviceloven § 83a

• Personlig støtte (personlig pleje) efter serviceloven § 83

• Anden praktisk støtte efter serviceloven § 83

• Aflastende rengøring § 83

• Støtte til rengøring § 83

• Tøjvask efter serviceloven § 83

• Indkøbsordning samt støtte til indkøb efter serviceloven § 83

• Madservice efter serviceloven § 83

• Tilberedning/anretning af mad efter serviceloven § 83

Kvalitetsstandarderne er ikke revideret og er dermed en videreførelse af de kvalitetstandarder, udvalget godkendte for 2025. Det vurderes, at knap 100 borgere er i målgruppen for fortsat støtte jf. serviceloven, når ældreloven er fuldt indfaset i sommeren 2027.

Administrationen planlægger primo 2026 at i gang sætte en proces for de resterende lovpligtige kvalitetsstandarder og den fremtidige serviceinformation jf. ældreloven. Der vil i processen i forlængelse af arbejdet med frisættelse, blive lagt op til en ny proces og form herfor.

Inddragelse

Sagen sendes i høring i Seniorrådet og Rådet for handicap, psykiatri og udsathed.

Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:

Rådet tager orienteringen til efterretning med den bemærkning, at vi har noteret os, at der er tale om en videreførelse af 2025-kvalitetsstandarderne, som ikke er revideret.

Seniorrådet:

Seniorrådet har ingen bemærkninger til de lovpligtige kvalitetsstandarder for 2026 og tager orienteringen til efterretning.

Økonomi

Orientering om godkendelse af lovpligtige kvalitetsstandarder for 2026 på Omsorg og ældres ansvarsområde har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

96Meddelelser

Beslutning

Ingen bemærkninger.

Sagsfremstilling

Kommende arrangementer indenfor udvalgets område:

  • KL Sundhedskonference i Kolding den 24. februar 2026.
  • Dialogmøde mellem Omsorg og ældre, Social og sundhed, Seniorrådet samt Rådet for handicap, psykiatri og udsathed den 27.november kl.17.00-19.00. Dagsorden er vedlagt som bilag.

Meddelelser:

  • Sagsliste 2026 er vedlagt som bilag

Bilag

97Underskrifter

Beslutning

-

Sagsfremstilling

Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark. Når der trykkes "Godkendt" svarer det til at underskriftarket er underskrevet.