Frederikssund Kommunes logo

Høringssvar til lokalplanforslag 182 og kommuneplantillæg 003

Offentlig høring af forslag til lokalplan 182 og kommuneplantillæg 003 for en vindmølle i det nordlige Vinge samt tilhørende miljøredegørelse (SMV) og (VVM) samt §25 tilladelse

Høringssvar 8

Områder: Plan og Udvikling

Carsten Cederholm
Modtaget: 19. oktober 2026 kl. 15:45

Høringssvar til lokalplanforslag 182 og kommuneplantillæg 003
Frederikssund Kommune bør tage et større ansvar, for at producere den vedvarende energi vi selv bruger. Vindmøllen i det nordlige Vinge er et lille skridt i den rigtige retning.
Jeg vil opfordre til at kommunen bruger sagen som anledning til at finde plads til flere store vindmøller og tænke vind, solenergi og energilagring sammen.
Klimamålene skal omsættes til konkrete anlæg
Kommunens Klimaplan 2045 har et mål om 80 procent lavere CO₂-udledning i 2030 end i 1990 og klimaneutralitet i 2045; men mål er ikke nok, de skal bl.a. følges af konkrete muligheder for at etablere vedvarende energi.
Med en produktion på 3.590 MWh om året og en CO₂-reduktion på cirka 190 ton CO₂-årligt svarende til 10 procent af klimaplanens mål frem mod 2030 er Vinge-vindmøllen et mærkbart bidrag til Kommunes CO₂-reduktionen, men den kan ikke stå alene.
Jeg vil foreslå, at kommunen ved næste revision af klimaplanen fastlægger et højere mål sammen med en konkret plan for, hvor og hvordan udbygningen kan ske.
Se på tidligere vindmølleområder
Jeg vil foreslå, at kommunen undersøger tidligere foreslåede vindmølleområder igen og danner et overblik over hvilke muligheder der stadig findes for at planlægge for nye vindmølleområder.
Allerede i 2012 omfattede den indledende kommunale kortlægning 17 potentielle områder til vindmøller på 100 - 150 meters højde. Materialet kan være et udgangspunkt for en ny vurdering.
Et konkret eksempel er Louiseholm ved Jægerspris, som blev taget ud af kommuneplanlægningen i 2013 efter en statslig indsigelse af hensyn til Forsvarets øvelsesmuligheder. Jeg foreslår en fornyet dialog med Forsvaret om, hvorvidt andre placeringer eller udformninger kan forenes med aktiviteterne. Ikke fordi alle områder nødvendigvis er egnet i dag, men fordi mulighederne bør vurderes på et aktuelt grundlag.
Vind, sol og lagring skal planlægges sammen
Vindmølle- og solcelle-teknologierne supplerer hinanden. Vind producerer generelt mest om vinteren, mens sol producerer mest om sommeren. Forskning i sammensætningen af vind- og solenergi viser, at kombinationen kan mindske behovet for lagring, selv om den ikke fjerner perioder med lav produktion. Derfor bør kommunen både arbejde for flere vindmøller og flere solceller.
Batterier er også relevante, men bør ikke præsenteres som en løsning på alle udsving. Det Internationale Energiagentur, IEA, fremhæver dem især til at flytte strøm over 1 - 8 timer, ikke til at gemme sommerens solproduktion til vinteren.
Jeg vil foreslå at der udarbejdes en samlet analyse af vind, sol, batterier, varmelagre og fleksibelt forbrug, eksempelvis opladning af elbiler. Analysen bør sammenligne produktion og forbrug time for time og medregne økonomi, energitab og netkapacitet.
DTU på Risø arbejder med fælles styring af vindmøller, solceller og batterier, som kan udnytte en begrænset nettilslutning bedre. DTU har også udviklet værktøjet HyDesign til at undersøge sammensætningen af sådanne anlæg. Jeg vil foreslå, at kommunen undersøger et samarbejde med DTU, eventuelt med Vinge som konkret eksempel.

Bilag/dokumentation

Frederikssund Kommune er ikke er ansvarlig for tilgængeligheden af indholdet af bilag, da det er tredjepartsindhold som kommunen ikke har betalt, kontrolleret eller udviklet.