Frederikssund Kommunes logo

Kosmos - et omdrejningspunkt for unge i kommunen

Høring om Budgetforslag 2027

Høringssvar 37

Områder: Fritid og Kultur

Søren Weimann, Moderaterne Frederikssund
Elmegårdsvej 1A, 3630 Jægerspris
Modtaget: 05. september 2026 kl. 11:49

Jeg vil gerne fraråde på det kraftigste, at Kosmos og Ungerådet nedlægges.
I Frederikssund Kommune har vi meget lidt, der er eksisterer for og med unge i aldersgruppen 15 - 25 år. Kosmos er en af de få ting.
Kosmos danner rammen for et fællesskab, der er tilgængeligt for alle typer unge og som er defineret af de unge selv. Det er en sjælden ting i vores kommune.
Kosmos er et helt nødvendig sted i en tid, hvor trivselsproblemer rammer mange unge. Kosmos er tilgængeligt for alle unge i målgruppen. Det er et sted hvor både unge i trivsel og ensomme unge kan komme ind af døren og bliver taget godt imod. Har man overskuddet, så er Kosmos et sted, hvor man kan skabe aktiviteter for og med andre unger. Er man ensom og mangler overskuddet, så er Kosmos et sted, hvor man kan finde det fællesskab, man savner.
Vi har brug for steder, der kan understøtte de gode ungdomshistorier, så flere kan få del i dem. Vi vil miste en helt central brik i det spil, hvis Kosmos lukker.
De 346.000 kr. årligt, som vi kan spare på at lukke Kosmos og Ungerådet, vil med stor sandsynlighed levere en markant større regning, når aktiviteterne for og med unge bliver færre, unge i mistrivsel mangler den åbne dør, de kan gå ind af og møde et smil fra unge, som har overskuddet og hvis unge bliver frustrerede over, at Frederikssund Kommune ikke er til for dem.
Ungerådet er med til introducere unge for den mere organiserede måde at skabe aktiviteter og fællesskaber på. Det gør Ungerådet på en måde, hvor tærsklen ind i arbejdet er lav og dermed tilgængelig. Og så er Ungerådet et sjældent konkret eksempel på, at unge har indflydelse på livet i kommunen, og at vi også prioriterer en lillesmule økonomi på deres præmisser til en generation, der skal være med til at føre os allesammen videre.