126 kilometer kystlinje kræver svømmefærdigheder, ikke budgetbesparelser
Høring om Budgetforslag 2027
Høringssvar 11
Områder: Børn, Skole og Familie
Marianne Nysted
Modtaget: 01. september 2026 kl. 21:01
Høringssvar vedr. forslag 008 – Reduktion i svømmeundervisning i folkeskolen til ét skoleår Fagudvalg: Børn, Skole og Familie
Det er med en blanding af vantro og dyb indignation, at jeg må konstatere, at dette forslag nu bringes til torvs for tredje gang.
For tredje gang foreslås det at reducere Frederikssund Kommunes svømmeundervisning fra to skoleår til ét. For tredje gang skal vi argumenterefor noget, der burde være en selvfølge i en kommune som vores: Børn skal lære at svømme. Ikke “næsten”, ikke “lige akkurat”, men ordentligt. De skal være trygge, kompetente og handlekraftige i og omkring vand.
Vi er en kystkommune. Det er ikke en detalje, det er en præmis. Frederikssund Kommune har 126 kilometer kystlinje, heraf omkring 50 kilometer badestrand. Vi er omgivet af Roskilde Fjord og Isefjord. Vandet er ikke en teoretisk risiko eller en fjern problemstilling; det er den natur, vores børn vokser op i.
Danmark er en kystnation med ca. 8.750 kilometer kystlinje. At foreslå en reduktion i svømmeundervisningen i netop vores kommune er ikke en “justering af serviceniveauet”. Det er en systematisk fjernelse af en basal livsfærdighed.
Man kan ikke budgettere sig til vandtilvænning. Forslaget vidner om en fatal undervurdering af den menneskelige progression. Et barn bliver ikke en svømmer ved blot at modtage et antal lektioner i 3. klasse og derefter blive udskrevet som “færdig”. Sådan fungerer biologi og motorik ikke.
For mange elever handler 3. klasse om det fundamentale: Vandtilvænning. Om at turde slippe kanten, finde balancen og lære at trække vejret under vand. Dette er ikke “spildtid” eller en forberedelse til den rigtige undervisning – det er fundamentet.
Først når barnet er trygt i vandet, kan vi i 4. klasse bygge ovenpå og transformere vandfortrolighed til egentlig svømmefærdighed: fremdrift, koordination, udholdenhed og selvredning.
Der er en afgrundsdyb forskel på at kunne “holde hovedet oven vande” og på at være svømmeduelig. At kunne hundesvømme er ikke det samme som at kunne overleve i en nødsituation. Vi underviser i at redde liv. Ikke blot i at bevæge sig i vand.
Svømmeundervisningen er meget mere end svømmetag. Det er her, vi giver børnene redskaberne til førstehjælp, livredning og badesikkerhed. De lærer at reagere på en nødsituation uden selv at blive et offer.
Med ca. 700 ambulanceudkald årligt i forbindelse med drukneulykker og vandhændelser i Danmark, hvoraf mange ender fatalt, er det ansvarsløst at beskære denne undervisning. Vi grunduddanner ikke konkurrencesvømmere; vi grunduddanner en befolkning til at overleve og hjælpe andre.
En social slagside, der er uacceptabel: Det, der gør dette forslag decideret oprørende, er den sociale ulighed, det cementerer. Ikke alle hjem har ressourcerne, transporten eller forudsætningerne for at give deres børn vandkompetencer privat. For mange børn er folkeskolen den eneste chance for at lære at svømme.
Hvis vi halverer undervisningen, rammer vi ikke barnet, der allerede går til svømning i en klub. Vi rammer barnet, der er bange for vandet. Barnet fra det hjem, hvor pengene ikke rækker til privatundervisning. Barnet, hvis forældre ikke selv kan svømme.
At gøre svømmedygtighed til et spørgsmål om forældrenes økonomi og overskud er et svigt af folkeskolens kerneopgave om lighed.
Prisen for et liv: 579.000 kroner: Kommunens eget materiale afslører det mest absurde af det hele: Den reelle besparelse er 579.000 kroner om året, primært på transport og livreddere.
Er 579.000 kroner virkelig den pris, vi sætter på et ekstra års tryghed, vandkompetence, livredning og badesikkerhed for vores børn? Svaret må være et rungende og udtømt NEJ.
Stop med at kigge på andre kommuner. Argumentet om, at “andre kommuner også kun har ét år”, er irrelevant. Hvorfor skal vores ambition være at gøre lige så lidt som andre? Frederikssund har med sine fjorde og strande en geografi, der kræver mere vandkompetence, ikke mindre.
Det er tredje gang, dette forslag ligger på bordet. Det er tid til at stoppe op og tænke sig om.
At kunne færdes sikkert i vand er ikke luksus. Det er ikke “nice-to-have”. Det er en grundlæggende livsfærdighed. En investering i to års svømmeundervisning er en investering i barnets sikkerhed for resten af livet.
Vores yngste medborgere fortjener bedre end et budgetark. En kommune med 126 kilometer kystlinje bør vide bedre. Bevar svømmeundervisningen på både 3. og 4. klassetrin. Det er sund fornuft. Det er lighed. Det handler om liv!
Marianne Nysted
Svømmelærer for elever i Frederikssund Kommune
Det er med en blanding af vantro og dyb indignation, at jeg må konstatere, at dette forslag nu bringes til torvs for tredje gang.
For tredje gang foreslås det at reducere Frederikssund Kommunes svømmeundervisning fra to skoleår til ét. For tredje gang skal vi argumenterefor noget, der burde være en selvfølge i en kommune som vores: Børn skal lære at svømme. Ikke “næsten”, ikke “lige akkurat”, men ordentligt. De skal være trygge, kompetente og handlekraftige i og omkring vand.
Vi er en kystkommune. Det er ikke en detalje, det er en præmis. Frederikssund Kommune har 126 kilometer kystlinje, heraf omkring 50 kilometer badestrand. Vi er omgivet af Roskilde Fjord og Isefjord. Vandet er ikke en teoretisk risiko eller en fjern problemstilling; det er den natur, vores børn vokser op i.
Danmark er en kystnation med ca. 8.750 kilometer kystlinje. At foreslå en reduktion i svømmeundervisningen i netop vores kommune er ikke en “justering af serviceniveauet”. Det er en systematisk fjernelse af en basal livsfærdighed.
Man kan ikke budgettere sig til vandtilvænning. Forslaget vidner om en fatal undervurdering af den menneskelige progression. Et barn bliver ikke en svømmer ved blot at modtage et antal lektioner i 3. klasse og derefter blive udskrevet som “færdig”. Sådan fungerer biologi og motorik ikke.
For mange elever handler 3. klasse om det fundamentale: Vandtilvænning. Om at turde slippe kanten, finde balancen og lære at trække vejret under vand. Dette er ikke “spildtid” eller en forberedelse til den rigtige undervisning – det er fundamentet.
Først når barnet er trygt i vandet, kan vi i 4. klasse bygge ovenpå og transformere vandfortrolighed til egentlig svømmefærdighed: fremdrift, koordination, udholdenhed og selvredning.
Der er en afgrundsdyb forskel på at kunne “holde hovedet oven vande” og på at være svømmeduelig. At kunne hundesvømme er ikke det samme som at kunne overleve i en nødsituation. Vi underviser i at redde liv. Ikke blot i at bevæge sig i vand.
Svømmeundervisningen er meget mere end svømmetag. Det er her, vi giver børnene redskaberne til førstehjælp, livredning og badesikkerhed. De lærer at reagere på en nødsituation uden selv at blive et offer.
Med ca. 700 ambulanceudkald årligt i forbindelse med drukneulykker og vandhændelser i Danmark, hvoraf mange ender fatalt, er det ansvarsløst at beskære denne undervisning. Vi grunduddanner ikke konkurrencesvømmere; vi grunduddanner en befolkning til at overleve og hjælpe andre.
En social slagside, der er uacceptabel: Det, der gør dette forslag decideret oprørende, er den sociale ulighed, det cementerer. Ikke alle hjem har ressourcerne, transporten eller forudsætningerne for at give deres børn vandkompetencer privat. For mange børn er folkeskolen den eneste chance for at lære at svømme.
Hvis vi halverer undervisningen, rammer vi ikke barnet, der allerede går til svømning i en klub. Vi rammer barnet, der er bange for vandet. Barnet fra det hjem, hvor pengene ikke rækker til privatundervisning. Barnet, hvis forældre ikke selv kan svømme.
At gøre svømmedygtighed til et spørgsmål om forældrenes økonomi og overskud er et svigt af folkeskolens kerneopgave om lighed.
Prisen for et liv: 579.000 kroner: Kommunens eget materiale afslører det mest absurde af det hele: Den reelle besparelse er 579.000 kroner om året, primært på transport og livreddere.
Er 579.000 kroner virkelig den pris, vi sætter på et ekstra års tryghed, vandkompetence, livredning og badesikkerhed for vores børn? Svaret må være et rungende og udtømt NEJ.
Stop med at kigge på andre kommuner. Argumentet om, at “andre kommuner også kun har ét år”, er irrelevant. Hvorfor skal vores ambition være at gøre lige så lidt som andre? Frederikssund har med sine fjorde og strande en geografi, der kræver mere vandkompetence, ikke mindre.
Det er tredje gang, dette forslag ligger på bordet. Det er tid til at stoppe op og tænke sig om.
At kunne færdes sikkert i vand er ikke luksus. Det er ikke “nice-to-have”. Det er en grundlæggende livsfærdighed. En investering i to års svømmeundervisning er en investering i barnets sikkerhed for resten af livet.
Vores yngste medborgere fortjener bedre end et budgetark. En kommune med 126 kilometer kystlinje bør vide bedre. Bevar svømmeundervisningen på både 3. og 4. klassetrin. Det er sund fornuft. Det er lighed. Det handler om liv!
Marianne Nysted
Svømmelærer for elever i Frederikssund Kommune