Livskilden

Livskilden er som står i navnet: Kilden til livsglæden, som er en truet tilstand til de individuelt udsatte voksne og ældre. udfordringerne i den normale hverdag føles mindre uoverskueligt her. Her er der fælles forståelse for vores særheder og der bliver ikke peget fingre.
Men lige nu mærker vi jeres opmærksomhed. Og det føles som ulveøjne. Når vi ellers med glæde vil vise jer, hvad I har skabt her. For det ligger jo i jeres hænder.
Her i bygningen på Kildé allé er der tryghed, og sikkerhed. Der er en uskreven medmenneskelig indsigt på hinandens fælles sociale eller fysiske udfordringer, en sikker bobbel fra samfundet udenfor, der ofte misforstår os eller ikke har brug for os.
Og de største rummelige hjerter fra livskildens ansatte. Et sted hvor man tør implementere stedet til en del af sin hverdag og ikke sidder alene i sit hjem. Her er det værd at tage ud som en del af hverdagen, her kan vi få sociale behov opfyldt eller få sikkerhed i at der er et måltid mad, kaffe og fællesaktiviteter vi må være en del af- for det føles som et andet hjem. Og jeg forstår ikke hvordan I kan tage beslutninger om ENDNU en lukkedag, uden at have været ude at se, hvad borgerne oplever. Det betyder så meget, at selv hverdagen ofte bliver tilpasset ind til dette sted. Er det ikke loyalitet?
Der er mange her der ikke når at få deres stemme hørt, men har meget at sige, så meget at jeg ser stressen og panikken i de andre borgers øjne, rædslen for at miste noget der sidder virkelig tæt til hjertet, et sted givet af jer, men der bliver nu skåret ned på livs-dagene igen. Hvornår er en beslutning fornuftig, og hvornår er det svigt?
Jeg tvivler på, at de 2 ansattes løn i sparer på lukkedagen har ligeså høj værdi som de 15 borgere der kan finde på at dukke op på dagen. Nogle gange er vi få, nogle gange er vi mange. Men dørene plejer altid at være åbne.
Ligeså snart man træder ind af døren på livskilden, kan vi trække vejret. Her er skytsenglene kaldet, de ansatte. Dem der møder hver borger med et smil og forståelse, de er klar til at lytte og hjælpe til der hvor der er brug for. De er stjernerne og holder stedet sammen. Det er ikke blot numre og statistikker.
Har jeg lyst til at holde på min tilknytning til stedet, hvis det føles, at vores tillid bliver misbrugt? Jeg må indrømme jeg er bitter og usikkerheden gør jeg føler jeg måske bare bør sidde i skyggerne i lejligheden igen, hvorimod jeg før bare ventede til næste åbningsdag.
Hvornår bliver de udsatte voksne VALGT og beholdt? Vi kan ikke hoppe på tilbud beregnet til børn og unge, vi vil ikke glemmes. Husk os. Husk alle dem der skriver ind og beder til jer. Det handler ikke blot om livskvalitet, men om ubevidste overlevelsesstrategier.
Jeg håber dem der læser dette kan mærke desperationen på en lukkedag.