
Dialogmøde - Vær med til at indrette Det Grønne Hjerte i Vinge
Alle borgere og interesserede inviteres til dialogmøde og workshop om fremtidens aktiviteter og funktioner i den sydlige del af Det Grønne Hjerte.

Hvad er Det Grønne Hjerte?
Det Grønne Hjerte er Vinges sammenhængende byfælled – et grønt bindeled fra nord til syd, hvor natur, fællesskab og hverdagsliv mødes. Her skal der være plads til både ro, leg, bevægelse og fælles oplevelser midt i byen.
Nu tager vi hul på udviklingen af den sydlige del af området – syd for Vinge Boulevard – hvor nye boligområder er på vej, og hvor vi har en unik mulighed for at skabe levende og attraktivt grønt samlingspunkt.
Kom med dine idéer
Frederikssund Kommune igangsætter snart en arkitektkonkurrence for området. Inden da vil vi gerne høre dine idéer:
- Hvad skal området kunne?
- Hvilke aktiviteter og oplevelser skal der være plads til?
- Hvordan bliver området et naturligt samlingspunkt i hverdagen?
Dine input bliver en vigtig del af grundlaget for konkurrencen og udviklingen af området.
Program for dialogmødet
Velkomst og oplæg
Vi præsenterer visioner, rammer og tanker for Det Grønne Hjerte – med fokus på den sydlige del.
Workshop
Her får du mulighed for at dele dine idéer, ønsker og behov sammen med andre borgere.
Vi håber, du har lyst til at være med til at præge udviklingen og skabe et grønt område, som hele Vinge kan få glæde af – både nu og i fremtiden.
Vi glæder os til at møde dig og dine ideer.
Praktisk information
Hvornår: Mandag den 13. april kl. 16.30-18.00
Hvor: Drivhuset, Solvænget 29, Vinge, 3600 Frederikssund
Parkering er ikke mulig ved Solvænget 29. Hvis du er i bil, kan du parkere ved Vinge Station. Fra Vinge Station er der ca. 900 meter til Solvænget 29. Har du specielle udfordringer med at komme uden bil, så kontakt os på vinge@frederikssund.dk
Mødet foregår i et uopvarmet drivhus, så der kan være lidt køligt.

Kort over det sydlige Vinge, hvor blandt andet parkering, stier og konkurrenceområdet er markeret.
Tilmelding
Tilmelding er nødvendig ift. planlægningen - du kan tilmelde dig mødet her nedenfor.
Vi forbeholder os ret til at ændre lokation, hvis der opstår behov.