Frederikssund Kommunes logo

Teknik og Klimas møde den 24. juni 2026

Ekstraordinært møde - mødelokale SL 2 kl. 15.45

Referat

Fold alle punkter

102Godkendelse af dagsorden

Beslutning

Godkendt.

Fraværende: Jens Jørgensen (V) og Rasmus Petersen (Ø).

103Beslutning om endelig godkendelse af revideret varmeprojekt for Frederikssund

Resume

Frederikssund Kommune har i maj 2025 godkendt et varmeprojekt fra Vestforbrænding for konvertering til fjernvarme i Frederikssund. Det godkendte projekt kan ikke realiseres på grund af en forsinkelse af elforsyningen. Derfor har Vestforbrænding fremsendt et revideret projektforslag, som indeholder ændringer i produktionsanlæggene, så projektet er realiserbart. Med denne sag indstilles det reviderede projektforslag endeligt godkendt.

Indstilling

Administrationen indstiller til Teknik og Klima, at:

  1. Projektforslaget godkendes endeligt med de af Vestforbrænding meddelte justeringer i udrulningsplanen.

Beslutning

Godkendt.

Fraværende: Jens Jørgensen (V) og Rasmus Petersen (Ø).

Sagsfremstilling

Vestforbrændings tidligere godkendte projekt for varmeforsyning af Frederikssund kan ikke realiseres, idet Vestforbrænding ikke kan få leveret el i tilstrækkeligt omfang til energicentralen på Haldor Topsøe Park 1 fra projektets start. Det betyder, at det bliver nødvendigt med en midlertidig varmeproduktionsenhed, som ikke er elbaseret, for at leve op til Vestforbrændings forsyningspligt i perioden frem til elforsyningen er udbygget - forventeligt i 2028. Når elforsyningen er udbygget, vil der til gengæld blive mulighed for en lidt stærkere elforsyning end hidtil forventet. Vestforbrænding får derved mulighed for at forbedre økonomien i forhold til det godkendte projekt ved at ændre på varmeproduktionsenhederne.

Revideret projekt med midlertidig træpillekedel

Med det reviderede projektforslag foreslås, at elkedlens kapacitet øges fra 16 til 19 MW. Samtidig øges den godkendte varmeakkumuleringstank fra 600 til 8.500 m3. Den øgede varmeakkumuleringstank og elkedel øger forsyningssikkerheden og mulighederne for at udnytte svingende elpriser og opnå økonomiske gevinster ved at tilbyde reguleringsydelser i elforsyningen. Frem til der føres en tilstrækkeligt stærk elforsyning frem til varmecentralen lejes en træpillekedel på 2,2 MW, som kan dække underskuddet af varmeproduktionskapacitet i de første år. Den midlertidige forsyning kan ikke baseres på gas, da det ikke vil give mening at føre gas frem til området til en midlertidig forsyning. Det vil samtidig gå imod den nationale politiske målsætning om udfasning af naturgas i fjernvarmeforsyningen. Varmecentralens varmepumpekapacitet fastholdes på 8 MW, som i det tidligere godkendte projekt. Projektforslaget bygger på et samarbejde med det eksisterende fjernvarmeselskab i Frederikssund, E.ON, idet der med projektet etableres 4 samkøringsforbindelser, som vil gøre det muligt at optimere forsyningen til fjernvarmenettene fra de to selskabers produktionsenheder.

Projektforslaget er vedlagt som bilag 1. Et kort over projektforslagets forsyningsområder, ledningstracéer mm. er vedlagt som bilag 2.

Økonomiske beregninger

Projektet udviser en samfundsøkonomisk gevinst på 131 mio. kr. over 20 år ved en investering på 882 mio. kr. og en intern forrentning på 6 %. Der er udført følsomhedsberegninger på en række forudsætninger, herunder på en 20% stigning i investering i fjernvarmenet og en tilslutning på 75% i stedet for 95%. Der er stadig positiv samfundsøkonomi for den enkelte beregnede situation.

De brugerøkonomiske beregninger viser, at kunderne sparer 30% i gennemsnit det første år og 26% i nutidsværdi over 20 år i forhold til referencen, som er individuelle varmepumper.

Høring

Projektforslaget har været i høring hos berørte parter. Der er indkommet høringssvar fra E.ON, som kan læses i bilag 3. Administrationen har følgende bemærkninger til E.ON's høringssvar:

  • Frederikssund Kommune har i Strategisk Energi og Varmeplan 2022 dokumenteret, at der vil være et samfundsøkonomisk overskud ved en fjernvarmeforsyning af Frederikssund baseret på en samkørsel. Vestforbrændings projekt realiserer kommunens varmeplanlægning og projektet er både samfundsøkonomisk og selskabsøkonomisk fordelagtigt. Administrationens vurderer, at projektets samfundsøkonomiske og brugerøkonomiske fordele taler for en realisering uden yderligere forsinkelse. Frederikssund Kommune forventer, at selskaberne opfylder deres samfundsmæssige opgave og sikrer, at samkørslens økonomiske gevinster udmøntes til gavn for forbrugerne hurtigst muligt.
  • Projektforslag behandles generelt efter de samfundsøkonomiske forudsætninger, som er gældende på ansøgningstidspunktet. Denne procedure er også anvendt ved behandlingen af Vestforbrændings projektforslag.
  • Vestforbrændings projektforslag behandles efter den på ansøgningstidspunktet gældende projektbekendtgørelse.
  • I forbindelse med Vestforbrændings tidligere godkendte projekt har Vestforbrænding redegjort for forskellene mellem E.ON's og Vestforbrændings vurderinger af produktionsmængder og effekter på enkelte produktionsanlæg. Vestforbrænding har i projektet anvendt konservative beregningsforudsætninger og dermed sikret, at forslagets beregninger er robuste.

Vestforbrænding har fremsendt bemærkninger til E.ON's høringssvar af 28. maj og 8. juni samt en orientering af 18. juni 2026 om justering af den planlagte udrulningsplan, da der endnu ikke er indgået en aftale med E.ON om udveksling af varme. Bemærkningerne og orienteringen kan læses i bilag 4. Justeringen indebærer, at distrikterne 9.23.1, 9.24.1 og 9.25.3 udsættes med 6 mdr. og distrikt 9.25.2 udsættes 1 år. Distrikternes geografiske placering fremgår af bilag 2.

Administrationen har følgende bemærkninger til Vestforbrændings bemærkninger af 28. maj 2026:

  • Frederikssund Kommunes sagsbehandling af Vestforbrændings projektforslag blev indledt umiddelbart efter modtagelsen af projektforslaget.

Der er ikke ændringer i projektet i forhold til det projektforslag, som blev sendt i høring, udover justeringen af udrulningsplanen.

Inddragelse

Projektforslaget har været i høring hos berørte parter fra 30. april til 28. maj 2026. Der er som nævnt i sagsfremstillingen indkommet et høringssvar fra E.ON med bemærkninger til projektet.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

104Underskrifter

Beslutning

-

Sagsfremstilling

Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark.

Når der trykkes "Godkendt" svarer det til, at underskriftarket er underskrevet.