
Social og Sundheds møde den 06. maj 2026
Klintegården, Lundebjergvej 80A, 3600 Frederikssund kl. 08.00
34Godkendelse af dagsorden
35Beslutning om mulige spor for udvikling af botilbudsviften i Frederikssund Kommune
Resume
Denne sag fremlægger et grundlag for det videre arbejde med en samlet plan for botilbudsområdet i Frederikssund Kommune.
Baggrunden er blandt andet stigende kompleksitet blandt borgere på det specialiserede voksenområde, stigende enhedsudgifter til botilbud samt behov for modernisering af dele af den eksisterende bygningsmasse. Samtidig forventes nye opgaver på psykiatriområdet, herunder etablering af afklaringspladser som følge af den nationale 10-årsplan for psykiatrien.
Sagen præsenterer fire mulige undersøgelsesspor for den fremtidige udvikling af botilbudsområdet i Frederikssund Kommune med henblik på udvalgets drøftelse og godkendelse. Sporene omfatter udvikling af psykiatritilbud, botilbudspladser til borgere med autismespektrumforstyrrelser, udvikling af botilbuddene under Handicap og Botilbud samt muligheden for at etablere midlertidige afklaringspladser.
Administrationen vil præsentere og uddybe de fire undersøgelsesspor på udvalgets temamøde 6. maj 2026.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og Sundhed, at:
- Drøfte de skitserede undersøgelsesspor for udvikling af botilbudsviften.
- Godkende at der arbejdes videre med de fire undersøgelsesspor for udvikling af tilbudsviften.
Sagsfremstilling
Baggrund
I perioden 2019-2022 blev der politisk og administrativt arbejdet med en botilbudsplan i Frederikssund Kommune. Formålet med planen var at skabe fagligt og økonomisk bæredygtige botilbud på handicapområdet.
Udvalget blev orienteret om status på arbejdet med botilbudsplanen på udvalgets møde 3. marts 2026 (sag 19). I bilag 1 til sagen fremgår en gennemgang af arbejdet med og indholdet af botilbudsplanen.
I juni 2022 vurderede administrationen, at de oprindelige forudsætninger og formål med botilbudsplanen ikke længere var til stede. Siden da har arbejdet med kommunens botilbud fokuseret på organisatorisk konsolidering og optimering af botilbuddene inden for de eksisterende rammer.
Frederikssund Kommune står i de kommende år over for en række strukturelle udfordringer på botilbudsområdet. Udviklingen på det specialiserede voksenområde viser blandt andet stigende kompleksitet i borgernes behov, øgede enhedsudgifter til botilbud samt et voksende behov for mere fleksible tilbud.
Botilbud udgør omkring to tredjedele af de samlede udgifter på området og er dermed en central drivkraft i udgiftsudviklingen. Samtidig har kommunen i dag en betydelig andel borgere i botilbud uden for kommunen, herunder i private tilbud (45 pct.).
Frederikssund Kommune driver i dag en række botilbud til borgere med psykiske vanskeligheder samt borgere med udviklingshæmning. Flere af tilbuddene er mindre enheder og har udfordringer i forhold til bygningsmæssige forhold, ejerforhold og mulighederne for at skabe en faglig og økonomisk bæredygtig drift.
Frederikssund Kommune har ikke særskilte botilbudspladser til borgere med autismespektrumforstyrrelser, og de fleste borgere inden for denne målgruppe er i dag i private botilbud. En etablering af nye botilbudspladser eller omlægning af eksisterende pladser til borgere med autismespektrumforstyrrelser kan potentielt bidrage til mere omkostningseffektive indsatser.
I forbindelse med den statslige lånepulje til botilbud i økonomiaftalen for 2024 blev der igangsat etablering af botilbudspladser i en række af hovedstadsregionens kommuner til borgere med autismespektrumforstyrrelse og udadreagerende adfærd. Det vil være muligt for Frederikssund Kommune at søge disse pladser til borgere inden for målgruppen. Det er endnu uklart, hvornår pladserne tages i brug.
Samtidig forventes nye opgaver som følge af 10-årsplanen for psykiatrien, hvor kommunerne blandt andet skal etablere afklaringspladser til borgere med betydelig nedsat psykisk funktionsevne i forbindelse med udskrivning fra sygehuspsykiatrien. Etablering er afklaringspladser er en lovpligtig opgave. Pladserne skal kunne tages i anvendelse primo 2027, og etablering af pladserne kører derfor i et selvstændigt spor.
Fire undersøgelsesspor for arbejdet med en ny botilbudsplan
På ovenstående baggrund er der behov for en samlet strategisk stillingtagen til udviklingen af botilbudsområdet i Frederikssund Kommune. Arbejdet samles i en ny botilbudsplan, der skal danne grundlag for den fremtidige udvikling af kommunens botilbud.
Administrationen anbefaler, at arbejdet med en ny samlet botilbudsplan fokuserer på fire undersøgelsesspor.
Administrationen vil på udvalgets temamøde, der ligger i forbindelse med udvalgsmødet 6. maj, præsentere og uddybe de fire undersøgelsesspor.
De fire spor er følgende:
- Fremtidssikring af et højt specialiseret midlertidigt botilbud til borgere med psykiske vanskeligheder ved at skabe et fagligt og økonomisk bæredygtigt tilbud (Skibbyhøj).
- Skabe en faglig og økonomisk bæredygtig botilbudsstruktur til borgere med udviklingshæmning ved at undersøge mulighederne for at optimere den nuværende struktur.
- Mulig etablering af nye kommunale botilbudspladser til borgere med autismespektrumforstyrrelser. Pladserne skal bidrage til at reducere udgifter til private botilbud på myndighedsområdet.
- Mulig etablering af midlertidige udredningspladser. Målgruppen er borgere, der ikke kan bo i egen bolig og som har potentiale for at forbedre deres funktionsevne inden for en kortere afgrænset tidsramme. Pladserne skal bidrage til at reducere behovet for midlertidige botilbudspladser.
Proces for arbejdet med botilbudsplanen
På udvalgsmøderne 3. marts (sag 19) og 8. april (sag 29) 2026 blev Social og Sundhed præsenteret for baggrunden for botilbudsplanen og fik en introduktion til botilbudsområdet.
Det administrative og politiske arbejde med botilbudsplanen forventes at køre i forskellige tempi i de fire undersøgelsesspor, hvor de faglige, økonomiske og bygningsmæssige forudsætninger skal undersøges nærmere. Udvalget vil får forelagt tidsperspektiverne for de fire spor under temamødet.
Arbejdet vil blive gennemført som en inddragende proces med inddragelse af beboer-/pårørenderåd på kommunens botilbud samt Rådet for handicap, psykiatri og udsathed. Inddragelsen vil afgrænse sig til indholdet i de valgte udviklingsspor, som administrationen skal arbejde videre med.
Den 12. august 2026 inviteres Rådet for handicap, psykiatri og udsathed til et dialogmøde med Social og Sundhed om de igangsatte undersøgelser.
Inddragelse
Sagen er sendt til kommentering i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle kommentarer fremsendes til udvalgets medlemmer inden mødet.
Økonomi
Der er i Budget 2026 ikke afsat midler til botilbudsplanen i perioden 2026-2029. I perioden 2030 og frem er der videreført de økonomiske skøn fra den tidligere botilbudsplan på 55,2 mio. kr. på anlægsrammen. Disse midler er ikke politisk prioriteret.
36Budgetopfølgning pr. 31. marts 2026
Resume
I denne sag gives en prognose på det forventede forbrug under Social og Sundhed i 2026 sammenholdt med korrigeret budget samt afledte forslag til tillægsbevilling.
Derudover forelægges en opfølgning på budgetaftale 2026-2029 pr. 31.3.2026.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Social og Sundhed overfor Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Der gives tillægsbevilling på 2,0 mio. kr. vedrørende serviceudgifter på Social service.
- Der gives tillægsbevilling på -1,0 mio. kr. vedrørende merindtægter under den centrale refusionsordning.
- Budgetopfølgningen i øvrigt tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Drift
Budgetopfølgningen pr. 31. marts 2026 viser samlet set et forventet merforbrug på 2,0 mio. kr. under Social og Sundhed. Merforbruget vedrører serviceudgifter under Social service.
Social service
Serviceudgifter
Budgetopfølgningen viser et forventet merforbrug på 2,0 mio. kr. vedrørende serviceudgifter og søges ved denne budgetopfølgning finansieret ved tillægsbevilling på 2,0 mio. kr.
Merforbruget på serviceudgifter vedrører botilbud, hvor aktivitet og enhedspriser samlet set ligger over budgetgrundlaget.
Området står dermed fortsat overfor et pres på budgettet, som søges håndteret indenfor eksisterende rammer gennem systematisk månedlig opfølgning på de takstfinansierede institutioner samt gennem tiltag, der flugter med principperne i budgetinitiativerne, såsom styrket visitation, skærpet opmærksomhed i kontraktforhandlinger af både nye og eksisterende aftaler, samt evalueringer og justeringer af nuværende støtteniveauer.
I 2026 forventes merforbrug på 0,5 mio. kr. til fordrevne ukrainere. Dette forsøges finansieret indenfor eksisterende rammer. Eventuelle bevillingsmæssige konsekvenser vil blive medtaget i budgetopfølgningen pr. 30. juni 2026, hvor der vil være en større viden vedrørende omfanget af den statslige kompensation til udgifter til fordrevne ukrainere.
Den centrale refusionsordning
Budgetopfølgningen giver anledning til tillægsbevilling på -1,0 mio. kr. som følge af forventede merindtægter. De øgede enhedsudgifter på især botilbud resulterer i øgede refusionsberettigede udgifter under særligt dyre enkeltsager.
Sundhed og forebyggelse
Serviceudgifter
Budgetopfølgningen giver ikke anledning til ændringer i det forventede forbrug.
Den kommunale tandpleje har generelt rekrutteringsudfordringer, og et eventuelt mindreforbrug som følge af ledige stillinger følges frem mod næste budgetopfølgning.
I 2026 forventes udgifter til fordrevne ukrainere på op mod 0,179 mio. kr. fordelt med 0,152 mio. kr. i Tandplejen og 0,027 mio. kr. i Sundhedsplejen, som finansieres indenfor eksisterende budgetmæssige rammer.
Aktivitetsbestemt medfinansiering af sundhedsvæsenet
Afregningen under den aktivitetsbestemte medfinansiering af sundhedsvæsenet er i 2026 fortsat fastfrosset til tidligere års afregningsniveau og er således ikke påvirket af aktivitetsniveauet i 2026. Der forventes dermed balance i budgettet.
Vedlagte dokument (Bilag 1. Drift - Budgetopfølgning pr. 31.3.2026 (SS)) udspecificerer resultatet af budgetopfølgningen yderligere.
Anlæg
Budgetopfølgningen giver ikke anledning til ændringer i de forventede anlægsinvesteringer for 2026.
Opfølgning på budget 2026-2029
I forbindelse med budgetopfølgningen er der fulgt op på budgetinitiativer for budget 2026-2029. Dette viser, at 6 ud af 7 budgethåndtag vedrørende drift under Social og Sundhed er implementeret, mens 1 håndtag endnu ikke er implementeret. Det drejer sig om 009 Hjemtagelse af alkoholbehandling, hvor en arbejdsgruppe er i gang med at implementere lokaler og kompetenceudviklingsplan, som dernæst skal endeligt godkendes af Socialtilsynet. Alkoholbehandlingstilbuddet forventes i drift ultimo 2026.
Vedlagte dokument (Bilag 2. Opfølgning på budgetaftale 2026-2029 pr. 31.3.2026 (SS)) viser status på opfølgningen.
Inddragelse
Sagen sender i høring i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.
Økonomi
Drift
Budgetopfølgningen giver anledning til tillægsbevilling på 2,0 mio. kr. vedrørende serviceudgifter under Social service, samt tillægsbevilling på -1,0 mio. kr. vedrørende merindtægt under den centrale refusionsordning.
Anlæg
Budgetopfølgningen giver ikke anledning til tillægsbevillinger på anlægssiden.
Bilag
37Drøftelse af budget 2027 - 2030
Resume
Byrådet har anmodet Administrationen om at udarbejde forslag til budgetinitiativer, som kan indgå i det videre arbejde med budget 2027 – 2030. Endvidere er det besluttet, at fagudvalgene på deres møder i maj og juni præsenteres for en status på de temaer, der indgår i arbejdet.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og Sundhed, at:
- Foreløbige temaer, der arbejdes med i budgetprocessen 2027-2030, tages til efterretning.
- Drøfte evt. forslag til yderligere temaer i arbejdet med budgetprocessen for 2027-2030.
Sagsfremstilling
Byrådet besluttede 25. februar 2026 tids- og procesplan for arbejdet med budget 2027 – 2030, som blandt andet indebærer, at:
- Administrationen udarbejder forslag til budgetinitiativer, således at der hvert år tilvejebringes midler i budgetarbejdet til finansiering af den demografiske vækst samt andre udefrakommende ændringer, herunder nye politiske tiltag, jf. den økonomiske politik for 2026 -2029.
- I forhold til arbejdet med budgetinitiativerne vil effektiviseringer og reduktioner på serviceudgifterne være helt centrale. Der vil dog også være behov for at undersøge andre udgiftsposter – herunder bruttoanlægsudgifter, overførsler mv.
- En orientering om hvilke temaer, der arbejdes med i administrationen, vil indgå i fagudvalgenes drøftelser på møderne i maj og juni måned. Ligeledes vil de konkrete budgetinitiativer fremgå af budgetmappen inden sommerferien.
Status på arbejdet med budgetinitiativer
Til brug for ovennævnte er en status på samtlige temaer for de respektive udvalg vedlagt som arbejdspapir, i den politiske budgetmappe (fagudvalg maj måned).
Bilaget vil efter den politiske behandling blive opdateret, hvorefter de konkrete beskrivelser vil blive udarbejdet, så de kan indgå i budgetmappen til Byrådets temamøde II om budget 2027-2030 den 24. juni.
Strategiske projekter
Som led i en videreudvikling af budgetprocessen er det besluttet at der også udarbejdes en række strategiske projekter, som skal frigøre ressourcer til politisk prioritering på længere sigt.
De strategiske projekter skal styrke det flerårige sigte i budgetprocessen og kan f.eks. indeholde
strukturændringer, budgetanalyser eller omorganiseringer indenfor et område. De strategiske projekter kan også være investeringer på længere sigt, som kan frigøre ressourcer til politisk prioritering. I modsætning til
budgetinitiativerne som denne sag giver en status på, vil de økonomiske konsekvenser af de strategiske projekter først blive konkretiseret senere afhængig af politiske retning, der bliver fastlagt for projekterne af Byrådet. Men beslutningen om igangsætning af de strategiske projekter sker som led i budgetvedtagelsen. Samlet set vil en kombination af mulighedskatalogerne med de strategiske projekter give et større politisk handlerum til at skabe økonomisk råderum for omprioriteringer på længere sigt i budgetlægningen.
Fortsat politisk proces
Der afholdes tre temamøder om budget 2027-2030 for det samlede Byråd henholdsvis 29. april, 24. juni samt 24. august.
- Økonomiudvalget behandler budgetforslag 2027-2030 den 26. august til Byrådets efterfølgende første behandling den 2. september.
- De politiske forhandlinger om budget 2027-2030 vil foregå den 18. - 22. september.
- Partiernes eventuelle ændringsforslag til budgettets 2. behandling skal fremsendes senest torsdag 24. september kl. 8.00.
Herudover foretager Økonomiudvalget 2. behandling af budgettet for så vidt angår eventuelle tekniske ændringsforslag 1. oktober. Byrådet 2. behandler - og vedtager - budgettet onsdag 7. oktober.
Inddragelse
Borgerinddragelse og inddragelse af MED-organisationen, råd og nævn m.m. i budgetprocessen:
1. Fagudvalgenes dialog med brugerbestyrelser, råd og nævn
En række af fagudvalgene har løbende dialog med bestyrelser, råd og nævn indenfor deres respektive ansvarsområder - typisk i form af halvårlige eller årlige møder. De enkelte fagudvalg vurderer, hvordan de vil kunne invitere bestyrelser, råd og nævn med ind i en dialog om mulige temaer i budgetarbejdet, herunder omstillingsbidrag samt tiltag, der kan styrke kvalitet og bæredygtighed indenfor området.
2. Høringsprocessen
Den offentlige høring vil foregå i perioden fredag den 28. august - mandag den 14. september. I den forbindelse gøres 1. behandlingsforslaget og samtlige budgetinitiativer tilgængelige på kommunens hjemmeside. De indkomne høringssvar bliver løbende offentliggjort på kommunens hjemmeside.
Hoved MED-udvalget kvalificerer de enkelte budgetinitiativer inden Byrådets temadrøftelse III den 24. august. Budgetforslaget planlægges drøftet på møde mellem Hoved MED-udvalget og Økonomiudvalget i høringsperioden 28. august - 14. september. Hoved MED-udvalget deltager som tidligere i budgettemamøder med Byrådet.
3. Budgetsamtaler – møde med borgerne
Der inviteres til budgetsamtaler med politikerne på fire lokationer i kommunen i juni måned. Herudover fastholdes et borgermøde i Valhal efter sommerferien i budgethøringsperioden.
Økonomi
Der udarbejdes et katalog indeholdende budgetinitiativer med henblik på at sikre et tilstrækkeligt grundlag for omprioriteringer og fortsat konsolidering af kommunens økonomi.
Kataloget vil indgå i de videre politiske drøftelser frem imod Byrådets budgetvedtagelse den 7. oktober.
38Orientering om ledelsesinformation på det specialiserede voksenområde
Resume
I denne sag forelægges Social og Sundhed den kvartalsmæssige ledelsesinformation på det specialiserede voksenområde. Ledelsesinformationen omfatter udvikling i antal borgere og enhedsudgifter på myndighedsområdet samt aktiviteten på kommunens takstfinansierede botilbud.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og Sundhed at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
I forbindelse med de kvartalsmæssige budgetopfølgninger præsenteres Social og Sundhed for ledelsesinformationen om udviklingen på det specialiserede voksenområde.
Ledelsesinformationen er et supplement til budgetopfølgningerne.
Ledelsesinformationen gennemgår udviklingen i antal helårsmodtagere samt enhedsudgifter på fem udvalgte områder på myndighedsområdet. Derudover gennemgår ledelsesinformationen den aktuelle status på aktiviteten i kommunens takstfinansierede botilbud på det specialiserede voksenområde.
Ledelsesinformationen er vedhæftet som bilag til sagen.
Udvikling i antal helårsmodtagere og enhedsgifter på myndighedsområdet
På myndighedsområdet baserer ledelsesinformationen sig på seneste budgetopfølgning pr. 28. februar 2026 for følgende paragrafområder:
- Krisecentre og Herberger
- Afløsning, aflastning og hjælpere, herunder:
- Borgerstyret personlig assistance (BPS) efter servicelovens § 96
- Afløsning og aflastning efter servicelovens § 84
- Botilbud, herunder:
- Midlertidige botilbud efter servicelovens § 107
- Længerevarende botilbud efter servicelovens § 108
- Botilbudslignende tilbud efter almenboliglovens § 105 med støtte efter servicelovens § 85
- Botilbud oprettet efter lov om friplejeboliger
- Aktivitet, samvær og beskæftigelse, herunder:
- Beskyttet beskæftigelse efter servicelovens § 103
- Aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 104
- Socialpædagogisk støtte, eksterne leverandører.
Ledelsesinformationen sammenligner årets udvikling med tidligere års udvikling.
Antallet af helårssager viser en stigende tendens i 2026
Ledelsesinformationen viser, at det samlede antal helårssager inden for de ovenstående områder forventes at stige med tre helårssager i 2026. Stigningen ses primært inden for socialpædagogisk støtte fra eksterne leverandører. Siden 2023 har antallet af helårssager i botilbud ligget stabilt. Inden for midlertidige botilbud ses en faldende tendens, hvilket blandt andet må tilskrives den fortsatte indsats påbegyndt med Budget 2024 om at sikre borgere et liv i egen bolig frem for midlertidigt botilbud. Se særligt afsnit herom i vedlagte bilag.
Stigningen i enhedsudgifterne ser ud til at bremse op i 2026
Siden 2023 er enhedsudgifterne steget inden for alle af de ovenstående områder. Inden for botilbudsområdet ses især stigninger i enhedsudgifterne inden for midlertidige og længerevarende botilbud. De stigende enhedsudgifter skyldes primært tilgang af dyre enkeltsager. Her tidligt på året ser det ud til, at de samlede enhedsudgifter falder en smule i forhold til sidste år.
Ledelsesinformationen viser desuden, at de stigende udgifter til botilbud primært skyldes stigende udgifter til private botilbud. Stigningen skyldes et øget antal borgere i private botilbud men også stigende enhedsgifter. Sidstnævnte skyldes blandt andet, at de mere komplekse sager typisk bliver varetaget i private botilbud.
Generelt fuld belægning i de takstfinansierede botilbud, på nær Skibbyhøj
Ledelsesinformationen viser den aktuelle status på aktiviteten på takstfinansierede botilbud på det specialiserede voksenområde, herunder:
- Botilbud og bofællesskaber i Handicap og Botilbud
- Botilbuddet Skibbyhøj
- Botilbuddet Klintegården
Samlet set havde de takstfinansierede botilbud i Frederikssund Kommune en høj belægning i 2025. Skibbyhøj havde dog store udfordringer med belægningen, der var på 70 pct. i 2025. Aktuelt har Skibbyhøj 7 ledige pladser ud af 23 midlertidige pladser. Skibbyhøj arbejder målrettet med at få borgere til tilbuddet, men er udfordret af ændret efterspørgsel og utidssvarende boliger. Derudover arbejdes der på at udvide målgruppen til unge under 18 år.
Inddragelse
Sagen er sendt til kommentering i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle kommentarer fremsendes til udvalgets medlemmer inden mødet.
Økonomi
Orientering om ledelsesinformation på det specialiserede voksenområde har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
39Orientering om sundhedsprofil 2025
Resume
Region Hovedstaden gennemfører hvert fjerde år den regionale sundhedsprofilundersøgelse ”Hvordan har du det?” om danskerne sundhed og trivsel. Resultaterne fra den nyeste sundhedsprofil 2025 viser, at der er et stort potentiale for forebyggelse i Frederikssund Kommune, da kommunen har en høj andel af borgere, som har kroniske sygdomme, bevæger sig for lidt, har svær overvægt, et dårligt helbred mv. I denne sag orienteres Seniorer og Forebyggelse og Social og Sundhed parallelt om resultaterne fra undersøgelsen.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og Sundhed, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Region Hovedstaden offentliggjorde i marts resultater fra sundhedsprofilundersøgelsen ”Hvordan har du det?” 2025, som er en af de største undersøgelser om sundhed, trivsel og sygdom blandt borgere over 16 år i Danmark. Undersøgelsen er et vigtigt redskab for Frederikssund Kommune til at fokusere og udvikle forebyggelsen dér, hvor behovet er størst. I det følgende præsenteres udvalgte resultater fra undersøgelsen.
Frederikssund Kommune har generelt en høj andel af borgere med uhensigtsmæssig sundhedsadfærd og kroniske sygdomme sammenlignet med henholdsvis Region Hovedstaden og kommunerne i Sundhedsråd Nordsjælland. Kommunen har således en større andel af borgere med mindre godt eller dårligt helbred, flere der er generet af smerter og flere, der bevæger sig for lidt sammenlignet med regionen som helhed. Der er også flere i kommunen, som har svært ved at læse og forstå sundhedsinformation og kommunikere med sundhedsprofessionelle (bilag 1a).
Frederikssund Kommune har samtidig en højere andel af borgere med kroniske sygdomme sammenlignet med gennemsnittet i regionen. Det gælder for alle kroniske sygdomme, bort set fra allergi (bilag 1b). Kommunen har især en høj andel af borgere med kroniske smerter (42 procent; 34 procent i regionen) og slidgigt (31 procent; 21 procent i regionen).
Der er også en højere andel i kommunen, som har to eller flere kroniske sygdomme samtidig (14 procent) sammenlignet med regionen (11 procent) (bilag 2). Kommunen ligger desuden højt, når der sammenlignes med andre kommuner med lignende niveau af uddannelse, erhvervstilknytning og indkomst, fx Gribskov og Helsingør.
Sammenlignet med kommunerne i Sundhedsråd Nordsjælland har Frederikssund Kommune bl.a. den højeste andel af borgere 65+ år med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) og hjertesygdom, ligesom kommunen har en meget høj andel blandt de 65+-årige med uhensigtsmæssig kost, svær overvægt og daglig rygning, som har stor betydning for udvikling af sygdom.
Frederikssund Kommune har haft en negativ udvikling siden sundhedsprofilen i 2017, når der ses på borgere med mindre godt eller dårligt helbred, at være begrænset i sit daglige arbejde på grund af smerter og ikke have energi i hverdagen. Den negative udvikling er større i Frederikssund Kommune end i de fleste andre kommuner i regionen. Derudover har der været en lille negativ udvikling i kommunen siden sundhedsprofilen i 2021 for de fleste kroniske sygdomme og for bl.a. stress og søvnproblemer (bilag 2 og 3). Omvendt ses en positiv udvikling i kommunen for daglig rygning siden 2017 svarende til udviklingen i andre kommuner.
Ulighed i sundhed
Sundhedsprofilen 2025 viser tydeligt, at ulighed i sundhed fortsat er en grundlæggende udfordring både nationalt og regionalt. Borgere med kortere uddannelse, lavere indkomst og svagere erhvervstilknytning har markant dårligere sundhed end borgere med stærkere sociale ressourcer. Det viser sig ved bl.a. dårligere helbred, flere kroniske sygdomme, mere stress og psykisk mistrivsel. Det viser sig også ved mere rygning, fysisk inaktivitet, søvnproblemer og uhensigtsmæssig kost. Se eksempel i bilag 1c.
Der er også forskelle i sundhed med hensyn til alder og køn. Som forventet er der flere med kroniske sygdomme blandt de 65+-årige i kommunen sammenlignet med de 16-34-årige og de 35-64-årige, mens en stor andel af de 35-26-årige (26 procent) har svær overvægt sammenlignet med de yngre og ældre. Hos de 16-34-årige er der især en stor andel med stress, ensomhed, uhensigtsmæssige kostvaner og for lidt bevægelse.
Niveauet af kroniske sygdomme og sundhedsadfærd blandt de 65+-årige i kommunen er højere end i regionen for svær overvægt, uhensigtsmæssig kost og daglig rygning (bilag 2 og 3) – og det samme gælder, når der sammenlignes med Sundhedsråd Nordsjælland.
De 16-34-årige og de 35-64-årige i kommunen adskiller sig – sammenlignet med regionen – ved en højere andel med kroniske sygdomme som rygsygdom, angst og depression samt en højere andel med mindre godt eller dårligt selvvurderet helbred, stress, ensomhed og lav fysisk aktivitet i fritiden (bilag 2 og 3).
Kvinder er generelt hårdere ramt end mænd på både stress, søvnproblemer og mental trivsel, mens alkoholforbruget og uhensigtsmæssige kostvaner er størst hos mænd.
Uligheden udfordrer borgernes trivsel og livskvalitet, da dårligt helbred gør det sværere at være aktiv i hverdagen, deltage i fællesskaber, foreningsliv og sociale relationer. Samtidig presser uligheden kommunens økonomi, da borgere med dårligere helbred oftere har brug for hjemmepleje, bostøtte, misbrugsbehandling, socialrådgivning og andre kommunale tilbud.
Der er derfor et stort potentiale for forebyggelse ved at målrette indsatser og tilbud de områder, hvor kommunen ligger højt, fx kronisk sygdom, og samtidig nå de borgere, der har størst behov.
Læs mere om undersøgelsen, herunder svarprocent, i bilag 1d. Sundhedsprofilresultaterne vil blive præsenteret til et kommende arrangement for politikere og en bredere kreds, som er ved at blive planlagt.
Inddragelse
Sagen er sendt til kommentering i Seniorrådet og Rådet for handicap, psykiatri og udsathed forud for udvalgsmødet.
Økonomi
Orientering om resultatet af sundhedsprofilundersøgelsen 2025 har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
40Meddelelser
Sagsfremstilling
Arrangementer:
- AFLYST: Politisk dialogmøde i regi af KKR Hovedstaden for socialudvalgsformænd og -politikere på det specialiserede socialområde 4. maj i Albertslund.
- KL Social- og Sundhedspolitisk Forum 2026 7.-8. maj i Aalborg. Program er vedlagt som bilag.
- March mod Ensomhed 2026 kommer til Frederikssund 5. og 6. august. Frederikssund Kommune indgår i samarbejdet omkring afholdelse af morgenmadsarrangementet 6. august. Frederikssund Bibliotek planlægger og afholder arrangementet.
- KL temamøde om socialområdet for politikere på det specialiserede socialområde 19. august 2026 i Roskilde. Invitation er vedlagt som bilag.
Meddelelser:
- Sagsliste og årshjul 2026 for Social og Sundhed er vedlagt som bilag.
Bilag
41Underskrifter
Beslutning
-
Sagsfremstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftsark. Når der trykkes "Godkendt" svarer det til at underskriftsarket er underskrevet.