
Social og Sundheds møde den 03. marts 2026
Højagergaard kl. 09.00
18Godkendelse af dagsorden
19Orientering om arbejdet med en samlet botilbudsplan
Resume
I denne sag orienteres Social og Sundhed om proces for udarbejdelse af en samlet botilbudsplan for det specialiserede voksenområde i Frederikssund Kommune. Formålet med botilbudsplanen er at modernisere botilbudsviften, så den adresserer udfordringerne på det specialiserede voksenområde. Botilbudsplanen udvikles i forskellige tempi over de kommende år og bliver en del af den overordnede strategi for det specialiserede voksenområde. I processen vil der blive arbejdet med forskellige løsningsmodeller inden for den eksisterende bygningsmasse samt muligheder for at bygge nyt. På mødet vil administrationen holde oplæg om botilbudsområdet.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og Sundhed at:
1. Tage orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
I perioden 2019-2022 blev der politisk og administrativt arbejdet med en botilbudsplan i Frederikssund Kommune. Formålet med planen var at skabe fagligt og økonomisk bæredygtige botilbud på handicapområdet.
I juni 2022 vurderede administrationen, at de oprindelige forudsætninger og formål med botilbudsplanen ikke længere var til stede. Siden da har arbejdet med kommunens botilbud fokuseret på organisatorisk konsolidering og optimering af botilbuddene inden for de eksisterende rammer.
På møde den 15. maj 2025 (Sag nr. 49) modtog det daværende Social og sundhed en status på arbejdet med botilbudsplanen (sagen fremgår af bilag 1). Sagen samler op på det arbejde, der har været igangsat siden 2019.
Generelle udviklingstendenser på det specialiserede voksenområde samt driftsudfordringer på de eksisterende botilbud gør det relevant at genoptage arbejdet med samlet botilbudsplan, der skal omfatte kommunens botilbud på både psykiatri- og handicapområdet.
Formålet med en ny samlet botilbudsplan vil således være at omstille og modernisere botilbudsviften i Frederikssund Kommune, så den i højere grad kan bidrage til at adressere udviklingstendenserne på området.
Udviklingstendenser på det specialiserede voksenområde
Det specialiserede voksenområde har i Frederikssund Kommune, såvel som resten af landet, oplevet en markant vækst de seneste år. Således er udgifterne på området steget med 12,8 pct. fra 2020 til 2024 i Frederikssund Kommune.
Botilbud udgør ca. to tredjedele af de samlede udgifter på området, og botilbuddene er også den primære drivkraft for udgiftsvæksten. Væksten skyldes primært stigende enhedsudgifter, svarende til at udgifterne for de enkelte borgere, på de enkelte botilbud er blevet dyrere, mens antallet af borgere i botilbud har ligget nogenlunde stabilt.
Stigningen i enhedsudgifterne skyldes flere ting. Udover egentlige prisstigninger for de enkelte borgere, er der sket en stigning i antallet af borgere, som visiteres til de mest omfattende indsatser og dermed de dyreste botilbud. Her er typisk tale om borgere med mere komplekse problemstillinger, hvor handicap og psykiatri og eventuelt en misbrugsproblematik og/eller udadreagerende adfærd oftere går hånd i hånd. Stigningen inden for de dyreste tilbud ses primært inden for de private tilbud, blandt andet som en følge af at de kommunale tilbud sjældent er godkendt til at rumme den målgruppe.
Frederikssund Kommune har aktuelt 179 borgere, som kommunen er handlekommune for, i botilbud. Af dem bor 76 borgere i Frederikssund Kommunes egne botilbud, 22 borgere bor i tilbud i andre kommuner eller i regionale tilbud, og 81 borgere bor i private botilbud.
Antallet af borgere med mindre indsatser, som dermed bor i de billigere botilbud, har været stagnerede. Dette skyldes blandt andet kommunens forebyggende strategi om at tilbyde borgere støtte i egen bolig fremfor botilbud.
I de senere år er der desuden sket en markant vækst inden for målgrupperne psykiatri og borgere med udviklingsforstyrrelser (autismespektrumforstyrrelser). Væksten ses især inden for børne- og ungeområdet, hvilket må forventes at få virkning på voksenområdet i de kommende år.
Omvendt har udviklingen inden for borgere med eksempelvis udviklingshæmning været stagnerende. Borgerne inden for denne målgruppe lever til gengæld længere og får dermed et øget støtte- og plejebehov inden for hjælpemidler, sundhedsindsatser, personlig pleje og praktisk hjælp.
Botilbud til borgere med psykiske vanskeligheder
Frederikssund Kommune har to døgndækkede botilbud til borgere med psykiske vanskeligheder med sammenlagt 90 pladser.
Klintegården er godkendt som tilbud med 67 pladser til voksne borgere over 18 år. Borgerne er i målgruppen for et midlertidigt eller længerevarende botilbud efter Servicelovens (SEL) § 107 eller § 108. Klintegårdens boligmasse vurderes umiddelbart at være tidssvarende.
Skibbyhøj er godkendt som tilbud med 23 pladser til unge voksne mellem 18 og 35 år. Borgerne er i målgruppen for et midlertidigt botilbud efter SEL § 107. Skibbyhøj har i 2025 oplevet ekstraordinær lav belægning som følge af en lavere efterspørgsel efter tilbuddets pladser. Desuden vurderes en del af Skibbyhøjs boligmasse som værende utidssvarende med behov for renovering. Blandt andet for at imødegå den lave belægning, er Skibbyhøj som led i budget 2026, ved at planlægge udvidelse af målgruppen fra 16 år.
Både Klintegården og Skibbyhøj rummer en særlig kompleks målgruppe og er defineret som såkaldte højt specialiserede tilbud i KKR Hovedstadens Rammeaftale. Begge tilbud har en høj andel af borgere fra andre kommuner.
Botilbud til borgere med udviklingshæmning
Frederikssund Kommune har to døgndækkede botilbud (2 matrikler) og tre bofællesskaber (fordelt på 4 matrikler) til borgere med handicap og udviklingshæmning med sammenlagt 65 pladser.
Botilbuddene og bofællesskaberne er organiseret i en samlet afdeling i Frederikssund Kommune, Handicap og Botilbud. Alle botilbuddene har hver for sig en eller flere udfordringer med følgende:
• Utidssvarende fysiske rammer, som trænger til renovering.
• Ejerforhold, der vanskeliggør udvikling og vedligeholdelse af bygninger.
• Mindre enheder, der vanskeliggør en bæredygtig drift både fagligt og økonomisk.
I bilag 2 ses botilbudsviften som en oversigt over de eksisterende botilbud, deres juridiske konstruktion, ejerforholdet samt antallet af pladser på hvert enkelt tilbud.
Det døgndækkede botilbud Rosenfeldthusene er defineret som et såkaldt højt specialiserede tilbud i KKR Hovedstaden.
Økonomi
Frederikssund kommune har i Budget 2026 afsat 55.196.000 kr. på anlægsrammen til plan for det samlede botilbudsområde i årene 2030 og frem.
Politisk proces for udarbejdelse af botilbudsplanen
Arbejdet med botilbudsplanen vil være baseret på kommunens Handicap- og Psykiatripolitik, viden fra innovationsprocessen på socialområdet i 2024, der resulterede i de 4 pejlemærker på det specialiserede voksenområde, lokale data om borgere i botilbud samt regionale og landsdækkende udviklingstendenser og initiativer.
Udarbejdelse af botilbudsplanen vil foregå i forskellige tempi i løbet af 2026 og 2027.
Nedenfor er beskrevet tidsplan for den politiske behandling i 1. halvår 2026.
Den 8. april 2026 afholder Social og Sundhed temamøde om de forskellige muligheder for udvikling af botilbudsområdet.
Her vil udvalget blive forelagt et grundlag for udarbejdelse af botilbudsplanen samt forskellige scenarier for den fremtidige botilbudsvifte.
Den 3. juni præsenteres udvalget for deleelementer, som er hensigtsmæssige at drøfte og eventuelt lade indgå i Budget 2027.
Administrationen vil udarbejde en tids- og procesplan for udarbejdelse af botilbudsplanen fra 2. halvår 2026 og frem til udvalgets møde 8. april 2026.
Administrationen vil i processen inddrage beboer-/pårørenderåd på kommunens botilbud samt Rådet for handicap, psykiatri og udsathed.
Afklaringspladser og sociale akutpladser på psykiatriområdet
Som led i den landspolitiske 10-årsplan for Psykiatrien skal kommunerne i 2026 og 2027 arbejde med etablering af afklaringspladser og akutpladser til borgere med psykiske vanskeligheder.
Aktuelt behandles et lovforslag i Folketinget, der pålægger kommunerne at etablere midlertidige afklaringspladser til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne pr. 1. januar 2027.
Afklaringspladserne skal anvendes i umiddelbar tilknytning til personens udskrivning fra sygehuspsykiatrien, eller senest tre døgn derefter, hvis personen har behov for sociale indsatser, der kræver en nærmere afklaring.
På landsbasis er kommunale udgifter til afklaringsboliger beregnet til 25,6 mio. kr. i 2026, 172,9 mio. kr. i 2027 og 175,9 mio. kr. i 2028 og årene herefter.
Et yderligere element i 10-årsplanen for Psykiatrien er udbredelse af såkaldte sociale akutpladser efter servicelovens § 82c. Formålet med pladserne er, at tilbyde personer med psykiske lidelser akut støtte, omsorg og rådgivning i stedet for en indlæggelse.
Kommunerne er ikke forpligtiget til at have sociale akutpladser, og Frederikssund Kommune har i dag ikke sådanne pladser. Der har dog været politisk interesse for etablering af pladserne. Senest blev der i forbindelse med Budget 2026 stillet et politisk spørgsmål efter opfordring fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed om etablering af akutpladser.
Der er i forbindelse med 10-årsplanen for Psykiatrien afsat et beløb til kommunerne til udbredelse af de sociale akutpladser. Den præcise størrelse af dette beløb er ikke kendt p.t.
Administrationen har nedsat en arbejdsgruppe vedrørende etablering af afklaringspladser og akutpladser. Social og Sundhed vil forventeligt få forelagt et oplæg vedrørende disse pladser inden sommer 2026.
Inddragelse
Sagen er sendt i høring i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.
Økonomi
Orientering om proces for udarbejdelse af en samlet botilbudsplan for det specialiserede voksenområde i Frederikssund Kommune har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
20Orientering om AKU-Center Frederikssund
Resume
I denne sag introduceres Social og Sundhed til AKU-Center Frederikssund. På mødet vil forstander Karsten Bendix fortælle om tilbuddet og give en rundvisning på AKU-Center Højagergaard.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og Sundhed, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Frederikssund Kommune er driftsherre for AKU-Center Frederikssund. AKU Centret er et tilbud om beskyttet beskæftigelse efter servicelovens (SEL) § 103, aktivitet og samvær efter SEL § 104 samt Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU). AKU-Centret består af følgende tilbud beliggende på forskellige matrikler:
AKU-Center Højagergaard i Slangerup.
Tilbuddet består af beskyttet beskæftigelse (SEL § 103), aktivitet og samvær (SEL § 104) samt STU. Tilbuddet om beskyttet beskæftigelse har 96 pladser og er for mennesker med væsentlig begrænset funktionsevne, der har fået tilkendt førtidspension og ønsker at være en del af et arbejdsfællesskab og et aktivt socialt liv. "Medarbejderne" har typisk udviklingshæmning eller psykiske lidelser. Aktivitets- og samværstilbuddet har 13 pladser og er for mennesker med betydelig begrænset funktionsevne, der har fået tilkendt førtidspension typisk på grund af senhjerneskade og/eller udviklingshæmning. Her tilbydes et socialt fællesskab og lettere arbejdsopgaver, hvor brugerne kan udfolde og udvikle sig sammen med andre samt deltage i sociale aktiviteter. STU-tilbuddet på AKU Center Højagergaard er en 3-årig uddannelse til unge i alderen 16-25 år med særlige behov som følge af fx psykisk sårbarhed, autisme eller generelle indlæringsvanskeligheder. Tilbuddet har 20 pladser. Højagergaard tilbyder en række forskellige værksteder med fokus på praktiske kundskaber, herunder landbrug, snedkeri, montering, maskinværksted, gartneri, køkken, dyrehold, genbrugsgården og kreativ produktion. Desuden forpagter AKU-Centret kantinerne på Campus i Frederikssund.
AKU-Center Ejegod i Slangerup
Tilbuddet består primært af aktivitet og samvær (SEL § 104) samt beskyttet beskæftigelse (SEL § 103). Aktivitets- og samværstilbuddet har 70 pladser og er for voksne brugere med betydelig begrænset funktionsevne, primært pga. udviklingshæmning, der har fået tilkendt førtidspension og ønsker at være en del af et socialt fællesskab. Tilbuddet om beskyttet beskæftigelse har 15 pladser og er for mennesker med begrænset funktionsevne, der har fået tilkendt førtidspension og ønsker at være en del af et arbejdsfællesskab og et aktivt socialt liv, som også rækker ud over arbejdet. Ejegod består af en række værksteder. Tre af værkstederne - service, køkken og udehold - tilbydes både et socialt fællesskab og lettere arbejdsopgaver, hvor brugerne kan udfolde sig og udvikle sig sammen med andre samt deltage i sociale aktiviteter. På de øvrige værksteder er der primært fokus på samvær, fællesskab, kommunikation, sansestimulering og på aktiviteter, der kan bidrage til at udvikle og/eller vedligeholde kompetencer.
AKU-Center Gnisten i Frederikssund
Gnisten er et aktivitets- og samværstilbud (SEL§ 104) til mennesker med en betydelig funktionsnedsættelse som følge af udviklingshæmning, udviklingsforstyrrelse, medfødt hjerneskade m.v. Gnisten har 18 pladser og er et tilbud med stor rummelighed og fokus på kommunikation, sansestimulering, individ og fællesskab.
AKU-Center Klub Stjerneskud i Slangerup
Klub Stjerneskud er et klubtilbud for mennesker med nedsat funktionsevne inden for serviceloven § 104. Klub Stjerneskud har ca. 50 medlemmer primært fra Frederikssund Kommune, men også brugere fra andre kommuner har mulighed for at blive medlem. Formålet er, at medlemmerne oplever at være en del af et dejligt fællesskab, hvor der er mulighed for at etablere, udvikle og vedligeholde venskaber, og derved imødegå ensomhed og isolation.
Inddragelse
Sagen er sendt i høring i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes til udvalgets medlemmer inden udvalgsmødet.
Økonomi
Introduktion af AKU-Center Frederikssund til udvalget Social og Sundhed har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
21Orientering om deltagelse i modelprojekt ”Flere gode leveår”
Resume
Frederikssund Kommune deltager i perioden 2026-2029 i modelprojektet ”Flere gode leveår”. Projektet har fokus på sundhedsfremme, forebyggelse og fællesskaber for de 55-75-årige. Social og Sundhed orienteres i denne sag om projektet.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og Sundhed, at:
1. Tage orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Frederikssund Kommune har takket ja til en invitation fra TrygFonden og Sundhedsstyrelsen om at deltage foreløbigt i en indledende dialogfase for modelprojektet ”Flere gode leveår”, som har fokus på sundhedsfremme og forebyggelse hos de 55-75-årige i kommunen.
Projektet skal mobilisere målgruppen til at deltage i meningsfulde fællesskaber for at understøtte et godt liv længst muligt. Det skal ske via samarbejde med lokale aktører for at udvikle og afprøve nye koncepter for meningsfulde fællesskaber. De lokale aktører kan være civilsamfundsaktører, andre lokale og frivillige aktører og arbejdspladser. De nye koncepter vil blive afprøvet i et eller flere geografisk afgrænsede lokalområder, og de vil tage udgangspunkt i viden om målgruppen og lokale forhold. Selve indholdet af projektet vil blive fastlagt i dialogfasen.
Modelprojektet har potentiale til at være med til at imødekomme flere af de udfordringer, som Frederikssund Kommune står overfor på ældre- og sundhedsområdet. Frederikssund Kommune forventer 25 procent flere ældre over de næste ti år, og samtidig har kommunen en meget stor andel af borgere med kronisk sygdom sammenlignet med andre kommuner. Frederikssund Kommune har 17 procent flere borgere med kronisk sygdom end landsgennemsnittet og 30 procent flere end i Klynge Nordsjælland. Der er derfor i de kommende år brug for mere fokus på sundhedsfremme og forebyggelse af sygdom for at sikre, at flere borgere får flere gode leveår.
Kommunen har i dag primært forebyggelsestilbud til de ældste borgere, men der er et stort potentiale i at tilbyde sundhedsfremme og forebyggelse også til de 55-75-årige for at fremme deres fysiske og mentale trivsel og udskyde deres eventuelle behov for sundhedsydelser senere i livet. Det gælder særligt for de borgere, som fx er inaktive eller oplever at være ensomme, men som ikke selv henvender sig til kommunen eller de tilbud, som findes i fx forenings- og kulturlivet samt den private sektor i kommunen.
Samtidig giver projektet mulighed for at afprøve nye tilgange for at nå ud til de borgere, som ikke henvender sig selv. Det vil fx være interessant at arbejde med at tilbyde aktiviteter dér, hvor borgerne er – fx omkring kulturhuse, arbejdspladser eller boligområder, og ikke kun på de kommunale lokationer.
Samtidig udgør modelprojektet en god ramme for at styrke samarbejdet med civilsamfundet på sundhedsområdet, hvilket er et krav i den nye ældrelov og også forventes at indgå i den kommende nye folkesundhedslov fra 2027.
Projektperioden er 2026-29, og den første halvdel af 2026 består af en dialogfase for at kortlægge og samle relevante aktører i et lokalt partnerskab. Center for Sundhed, Forebyggelse og Ældre har indgået samarbejdsaftale med Sundhedsstyrelsen for den indledende dialogfase.
Inddragelse
Sagen er sendt i høring i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet.
Økonomi
Orientering om deltagelse i modelprojektet ”Flere gode leveår” har ingen bevillingsmæssige konsekvenser, idet eventuelle udgifter i forbindelse med projektet forudsættes afholdt inden for eksisterende budgetmæssige rammer.
22Meddelelser
Sagsfremstilling
Arrangementer:
- Invitation til KL temamøde om socialområdet er vedlagt som bilag.
- KL Social- og Sundhedspolitisk Forum 2026 7.-8. maj i Aalborg.
Meddelelser:
- Tilsynsrapport for 2025 for AKU Center Gnisten er vedlagt som bilag.
- Tilsynsrapport for 2025 for AKU Center Ejegod er vedlagt som bilag.
- Sagsliste og årshjul 2026 for Social og Sundhed er vedlagt som bilag.
Bilag
23Underskrifter
Beslutning
-
Sagsfremstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftsark. Når der trykkes "Godkendt" svarer det til at underskriftsarket er underskrevet.