Frederikssund Kommunes logo

Plan og Udviklings møde den 08. september 2026

Mødelokale SL 2, Slangerup kl. 15.00

Dagsorden

Fold alle punkter

63Godkendelse af dagsorden

64Beslutning om budgetopfølgning pr. 30. juni 2026

Resume

I nærværende sag gives en prognose på det forventede forbrug i 2026 sammenholdt med korrigeret budget samt afledte forslag til tillægsbevillinger. Endvidere forelægges opfølgning på budgetaftalen 2026-2029.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Plan og Udvikling over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Drift

Budgetopfølgningen pr. 30/6-26 giver samlet set ikke anledning til ændring i det forventede forbrug i 2026 på driften for Plan og Udvikling.

Opfølgning på budgetaftale 2026-2029

Af vedhæftede bilag 1 fremgår en status på implementeringen af initiativerne i budget 2026-2029.

I bilaget indgår opfølgning på et politisk vedtaget initiativ i forbindelse med budget 2026-2029, som delvist er implementeret (gul).

Den fortsatte proces hen i mod en implementering er beskrevet under kolonnen "Statustekst - 30. juni", hvor det bl.a. fremgår, hvorvidt der afventes politisk stillingtagen, nærmere faglig analyse eller andre processuelle udeståender.

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Drift

Budgetopfølgningen pr. 30/6-26 giver anledning ikke til anledning til tillægsbevillinger.

Bilag

65Beslutning om vedtagelse af lokalplan 183 og kommuneplantillæg 004

Resume

Lokalplan 183 og Kommuneplantillæg 004 er igangsat på baggrund af et §14-forbud mod jordopfyld af Bonderup Banegrav, vedtaget af Frederikssund Kommune i november 2025. Formålet med planlægningen er at bevare Bonderup Banegrav som et kulturhistorisk landskab, der vidner om banegravsterrænnet, der står tilbage efter den Midtsjællandske Jernbane.

Indstilling

Administrationen indstiller til Plan og Udvikling, at:

  1. Forslag til Kommuneplantillæg 004 for Bonderup Banegrav endeligt vedtages.
  2. Lokalplansforslaget 183 for Bonderup Banegrav endeligt vedtages.

Sagsfremstilling

Lokalplan sikrer kulturlandskab 

Med denne lokalplan bevares Bonderup Banegrav som et kulturhistorisk landskab. Udover forslag til lokalplan er der udarbejdet et kommuneplantillæg for området, der udlægger en ny ramme for lokalplanens areal. Rammen er LN 4.1 for Banegrav ved Bonderup og udlægger området til den generelle anvendelse 'Landområde' og den specifikke anvendelse til 'Naturområde'. Den nye ramme oprettes for at muliggøre lokalplan 183 - Lokalplan for Bonderup Banegrav.

Lokalplanens indhold 

Lokalplanområdet ligger mellem Skibby og landsbyen Bonderup på Hornsherred (jf. kortbilag 1 i Lokalplansforslaget). Lokalplansområdet udgør ca. 1,4 hektar og er begrænset til selve banegraven, samt nærmeste areal omkring banegraven.

Formålet med lokalplanen er:

  • at sikre områdets historiske landskab i form af banegravsterrænnet, der står tilbage efter den Midtsjællandske Jernbane.
  • at skabe forbindelse til de omkringliggende grønne strukturer ved at give mulighed for nye stiforbindelser og et rekreative samlingspunkt.
  • at sikre stiadgang til lokalplanområdet fra vejene Bronzeager og Bonderupvej.

Anvendelse og bestemmelser 

Lokalplanen har to delområder. Delområde A ligger opdelt i henholdsvis den nordligste og sydligste del af lokalplansområdet og lægges ud til naturareal. Delområde B ligger syd for Bonderupvej og lægges ud til rekreativt areal. En del af lokalplanområdet ligger indenfor et konsekvensområdet for Skibby erhvervsområde som er udpeget i Kommuneplan 25 under produktion og risikovirksomheder. Af den grund er der udelukkende givet mulighed for rekreative funktioner i den nordlige del af lokalplansområdet som ligger uden for konsekvensområdet.

Planens bestemmelser sikrer først og fremmest områdets eksisterende udtryk og beskytter dermed kulturlandskabet, ved at forbyde terrænreguleringer og sikre bevaringsværdig beplantning, der markerer områdets placering i det større landskab. Derudover sikres adgangen til området gennem bestemmelser, som forbyder hegning i og omkring lokalplansområdet og åbner op for stier, som kan forbinde området med de omkringliggende rekreative arealer.

Langs arealets østlige side og i midten af banegraven er der udlagt et areal, der ikke må beplantes. Dette er for at sikre, at det landskabelige udtryk, hvor de høje træer langs banegraven, som markerer dens placering, ikke vokser sammen med Nordmandsskoven. En række af de høje træer langs banegraven er udpeget til at være bevaringsværdige og må ikke fældes med mindre de er syge og udgør en fare for forbipasserende. Området friholdes for tekniske anlæg og bebyggelse udover et primitivt shelterområde indenfor delområde B i et udpegede byggefelt, for at beskytte områdets udtryk.

Miljøvurdering 

Da lokalplanen og kommuneplantillægget omhandler fysisk planlægning og fastsætter arealanvendelsen af et mindre område på lokalt plan har administrationen foretaget en vurdering (miljøscreening) af planen i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (jf. bilag 3). Administrationen har vurderet, at kommuneplantillægget og lokalplanen ikke vil få en væsentlig indvirkning på miljøet, og truffet en afgørelse om, at planen ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering. Afgørelsen er baseret på følgende vurderinger:

  • Frederikssund Kommune har vurderet, at banegravsarealet ikke er natur, der er beskyttet efter § 3 i naturbeskyttelsesloven. De store træer som kan fungere som raste- og yngleområder for bilag IV flagermus, er udpeget til at skulle bevares og er dermed beskyttet.
  • Afstanden til nærmeste Natura 2000-område, N136 Roskilde Fjord og Jægerspris Nordskov, er 2000 meter mod sydøst. På grund af indgrebets karakter og afstanden til Natura 2000-området vil der ikke ske en væsentlig påvirkning af Natura 2000-området.
  • Anvendelsen som Naturområde vurderes ikke at få negative indvirkninger på miljøet. Lokalplanen åbner kun op for en mindre primitiv bebyggelse der ikke skal knyttes til forsyning. Placeringer af nye bygninger (sheltere) er lavt i landskabet og i tilknytning til eksisterende stisystemer og menneskelig aktivitet.

Hvidbog og ændringer

  • Der er kommet et enkelt høringssvar fra Danmarks Naturfredningsforening Frederikssund, som ikke giver anledning til ændringer i lokalplansforslaget.

Inddragelse

Planen har været  i 6 ugers høring fra den 11. juni til den 23. juli. Der er kommet ét høringssvar, som ikke har givet anledning til ændringer.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

66Beslutning om igangsættelse af lokalplan for bolig og erhverv ved Nygade i Frederikssund

Resume

Plan og Udvikling skal med denne sag tage stilling til igangsættelse af en lokalplan for et nyt boligprojekt på Nygade i Frederikssund. Plan og teknik besluttede 3. december 2025 ikke at vedtage lokalplan 156 for et tidligere boligprojekt endeligt, efter at lokalplanen havde været i offentlig høring. Det nye boligprojekt imødekommer mange af de bekymringer, som naboerne udtrykte i høringssvarene og overholder kommuneplanens ramme. Repræsentanter fra udvikler kommer og præsenterer projektet. Derudover deltager planlægger Simon Lehman Brandt og afdelingsleder Charlotte Scheel.

Indstilling

Administration indstiller til Plan og Udvikling, at:

  1. Igangsætte udarbejdelse af lokalplan med indarbejdelse af administrationens anbefalinger.

Sagsfremstilling

Administrationen har modtaget et nyt projekt for boligbyggeri på Nygade 8-14 i Frederikssund (se bilag 1 for placering og afgrænsning af lokalplanområde). Udvalget for Plan og teknik har tidligere behandlet et projekt (lokalplanforslag 156) på denne placering, som der ikke var politisk opbakning til. Det tidligere projekt krævede tillæg til kommuneplanen i form af ny kommuneplanramme, da projektet var i 4 etager med en totalhøjde på 17,5 m, en bygningsdybde på ca. 22 m med fladt tag samt en stor parkeringskælder. Det tidligere projekt er vedlagt som bilag 2.

I høringsperioden til det tidlige projekt udtrykte naboerne bekymring for sætningsskader på deres huse ved piloteringsarbejdet for projektet, heraf især parkeringskælderens placering tæt på naboskel. Ligeledes var der bekymring for byggeriets bredde og højde, som vil medføre delvist skyggekast på enkelte naboejendomme i vinterhalvåret i formiddagstimerne.

Det nye projekt er modsat tidligere projekt i overensstemmelse med kommuneplanramme C 1.2 og tilpasset for at søge at imødekomme bekymringerne fra naboerne. Det nye projekt er vedlagt som bilag 3. Projektet indeholder ikke parkeringskælder og byggeriet har en smallere bygningskrop og er dermed trukket længere væk fra naboerne end tidligere projekt. Det nye projekt omfatter et sammenhængende etagebyggeri i 3,5 etage mod Nygade og 2,5 etage mod Bløden. Byggeriet skal have saddeltag med kviste, hvor alt ventilation og teknik kan skjules. Med sadeltaget vil byggeriet opnå en totalhøjde på 18,5 m og en dybde på op til 16 m. Med sadeltaget og den smallere bygningsdybde følger projektet i høj grad den byggeskik, som karakteriserer størstedelen af kantbebyggelsen langs Nygade og Jernbanegade og som skal følges ifølge den eksisterende kommuneplanramme C 1.2. Skyggediagrammerne i bilag 4 viser, at bygningens skyggekast er uændret fra tidligere projekt. Skyggekast fra tidligere projekt kan ses i bilag 2 til sammenligning.

Arkitektonisk indeholder projektet mange kvaliteter, blandt andet i form af etagespring samt facade- og gavldetaljer og et knæk langs facaden, som medfører, at bygningen opleves lettere. Facadedetaljer er i form af gennemgående horisontale og vertikale facadebånd, forskudte teglsten og murede detaljer omkring vinduer og døre.

Projektet muliggør op til 81 boliger samt mulighed for kontor, liberalt- og serviceerhverv i stueetagen. Boligerne er i størrelsen fra ca. 54 m2 -108 m2 og er ikke gennemgående. Udvikler ønsker, at etablere samtlige boliger med ventilationssystem, der sikrer ordentligt indeklima i lejlighederne hele året. Boliger beliggende mod gårdarealet etableres med altaner og terrasser.

Parkering, stier og vejadgang

Projektet indeholder ikke parkeringskælder. Parkering vil derfor være på terræn. Da projektet er i en afstand af maks. 100 m til Frederikssund Station vil der fastsættes krav om min. 0,6 parkeringspladser pr. bolig. Der vil være mulighed for dobbeltudnyttelse af parkeringspladserne for erhverv i stueetagen i dagstimerne på hverdage i overensstemmelse med kommuneplanen. Der skal ligeledes etableres 2 cykelparkeringspladser pr. bolig. Min. 50 % af cykelparkeringspladser skal etableres på terræn. Resten kan være i kælder under bygningen.

Det sikres i lokalplanen, at vejadgang til parkeringsarealet vil være fra Bløden.

Lokalplanområdet skal have nedgravede affaldsbeholdere.

Opholdsarealer, klimasikring og kantzone

Lokalplanen skal sikre, at der etableres grønne opholdsarealer mellem bebyggelsen og parkeringsarealerne. Der skal plantes træer både ved parkeringspladsen på opholdsarealet.

For at klimasikre byggeriet samt at der skal etableres kælder under en del af bygningen etableres stuegulve i bygningsdelen med boliger i kote + 1,7 og bygningsdelen med erhverv i kote +1,1. Da Nygade skråner fra ca. kote +0,5 til -0,0, betyder dette, at stuegulvene vil blive etableret i en højde fra ca. 0,6 meter til højest 1,7 meter målt fra gadeniveauet. Administrationen vurderer, at den højere gulvkote for boliger, udover at sikre mod oversvømmelse, mindsker indbliksgener til boligerne fra Nygade, samt at forskellen i gulvkoter kan bidrage til en mere dynamisk bygningskrop. For at skabe en blød overgang mellem bebyggelsens klimasikrende stuegulvskote og Nygade etableres bygningens sokkel mod Nygade som en trappe i samme farve som bygningsfacaden. Trappens trin kan anvendes til plantebede samt ophold.

Ligesom i det tidligere projekt, etableres der en kantzone mod Nygade med træer og bænke. Kantzonens formål er at opbryde gadeforløbet og tilføje et grønt præg langs Nygade, som i dag er præget af facader til fortovskant. Administrationen vurderer, at den grønne kantzone bidrager med kvalitet til området.

For at håndtere overfladevand fra projektets befæstede arealer etableres et forsinkelsesbassin i form af et rørbassin. Rørbassinet er dimensioneret til at aflede overfladevand i overensstemmelse med spildevandsplanen.

Overordnet planlægning

Området er omfattet af rammeområde C 1.2 i kommuneplan 2025. Ramme C 1.2 muliggør bolig og erhverv i op til 3,5 etage mod Nygade og 2,5 etage mod Bløden. Rammen muliggør en facadehøjde på op til 12 m og fastlægger, at bebyggelsens omfang og udtryk skal følge den byggeskik som er karakteristisk for bymidten. Karakteristisk for bymidten er murere facader og sadeltage.

Området er omfattet af rammelokalplan 30 der blev vedtaget af Byrådet den 8. maj 1984 (se bilag - Lokalplan 30). Lokalplanen blev udarbejdet for at sikre udvikling af bymidten. Administrationen vurderer, at lokalplanens anvendelsesbestemmelse for åben-lav og tæt-lav for projektområdet er forældet i forhold til at understøtte fortætning i bymidten. Lokalplan 30 giver ikke mulighed for, at området kan udvikles til etagebyggeri for dette område, hvorfor der skal udarbejdes en ny lokalplan.

Opmærksomhedspunkter og anbefalinger

Ved udarbejdelse af forslag til en lokalplan anbefaler administrationen at følgende forhold sikres:

  • Variation i bygningshøjder og bygningsudtryk med murdetaljer, forskydning i facade og farveskift i mindre dele af bygningen (lodrette og vandrette bånd)
  • Materiale farver afstemmes, således disse harmonerer med hinanden.
  • At byggeriet følger byggeskikken i bymidten ved, at bygningens tag etableres som sadeltag med en hældning på 40 grader.
  • At boliger etableres med altaner og terrasser mod gården, som skal skabe kvalitet for beboerne.
  • Placering af bygning skal søge at begrænse indbliksgener i forhold til det eksisterende boligområde mod Mågevej.
  • Stiforbindelse mellem Nygade og Mågevej opretholdes til gavn for områdets beboere
  • Parkeringsforhold med grønne kvaliteter samt minimum 50% af cykelparkeringen på terræn.

Vurdering

Det er administrationen vurdering, at de ovenfornævnte opmærksomhedspunkter sikres med det fremlagte skitseprojekt, med undtagelse af stiforbindelse mellem Nygade og Mågevej. Administrationen anbefaler, at stiforbindelsen mellem Nygade og Mågevej sikres som et princip i lokalplanen.

Følgende bilag er vedlagt sagen:

Bilag 1: Oversigtskort

Bilag 2: Projektmaterialet for det tidligere projekt

Bilag 3: Projektmaterialet for det nye projekt

Bilag 4: Skyggediagrammer for det nye projekt

Inddragelse

Der skal afholdes informationsmøde med naboerne i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanen. Hvis et forslag til lokalplan godkendes, skal denne sendes i offentlig høring.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

67Orientering om status på data på byggesagsområdet (3. kvartal)

Resume

Der gives status på udviklingen på byggesagsområdet, herunder medarbejderressourcer, straks-sporet, digitalisering og landzonesagsbehandling.

Indstilling

Administrationen indstiller til Plan og Udvikling, at:

  • Orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Sagsbehandlingstiderne har over de sidste måneder ligget relativt stabilt. For et overblik over sager, sagsbehandlingstider og servicemål – se bilag 1.

Ansættelser

Der er ansat tre medarbejdere - en nyuddannet i en tidsbegrænset stilling og to erfarne sagsbehandlere.

Straks-sporet

Straks-sporet er i gang. Der har indtil videre været et begrænset antal ansøgninger. Derudover er enkelte sager blevet behandlet på eget initiativ, hvor det på forhånd har været klart, at betingelserne var opfyldt. Der arbejdes samtidig med at gøre ansøgningsprocessen mere enkel og brugervenlig. Konkret er vi ved at udvikle et separat ansøgningsspor til straks-sager via vores hjemmeside, hvor man logger ind med Mit-ID og bliver guidet igennem en række spørgsmål for at afklare om sagen er en straks-sag eller ej. Vi forventer at alle straks-sager snart vil kunne opstarte behandling indenfor en måned, hvilket var en af vores delmålet i forhold til udrulningen af ordningen.

Digitalisering

Der er fundet en relevant leverandør, og der er forhandling om konkrete digitale løsninger. Der er tale om robotter der skal understøtte sagsbehandlingen og automatisere administrative processer.

Landzone

Landzoneområdet får flere sager fra borgere, det har betydning for sagsbehandlingstiden.

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

68Orientering om status for lokalplanlægning - September

Resume

På mødet orienteres udvalget om status for lokalplanlægning. Afdelingsleder Charlotte Scheel deltager på mødet.

Indstilling

Administrationen indstiller til Plan og Udvikling, at:

1.Tage orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Plan, Erhverv og Klima oplever fortsat interesse for udvikling i kommunen. På mødet orienteres om status på arbejdet med lokalplaner.

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant, da det er en orienteringssag.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

69Drøftelse af videre planlægning for lokalcenter ved Hovedgaden og Møllevej i Jægerspris

Resume

Plan og Udvikling besluttede i februar 2026 at udsætte beslutning om videre planlægning for dagligvarebutikker ved den gamle bymidte i Jægerspris (sag nr. 12). Siden har administrationen været i dialog med butiksejerne om tilretning af deres projekter. Det har ikke ført til projektjusteringer, som i tilstrækkelig grad tage hensyn til områdets kvaliteter. Plan og Udvikling skal derfor med denne sag drøfte den videre planlægning for den gamle bymidte i Jægerspris.

Indstilling

Administrationen indstiller til Plan og Udvikling, at:

  1. Drøfte den videre planlægning for den gamle bymidte i Jægerspris i forhold til indpasning af dagligvarebutikker i det eksisterende bymiljø

Sagsfremstilling

Administrationen har siden februar været i dialog med de to dagligvarebutiksejere om, hvordan de kan tilrette deres projekter, så det passer bedre ind i det eksisterende bymiljø og etablering af en fælles indkørsel til de kommende dagligvarebutikker.

Hovedgaden i Jægerspris er med Kommuneplan 2025 blevet udpeget som et værdifuldt kulturmiljø, hvor de eksisterende strukturer med mindre byhuse med sadeltag ud til vejen er særligt karakteristiske for Jægerspris gamle bymidte. Det har vist sig vanskeligt/umuligt, at få indpasset de to forholdsvis store dagligvarebutikker med dertilhørende parkeringsareal, indkørsler og vareindlevering på det lille areal, der er til rådighed uden samtidigt at påvirke det eksisterende kulturmiljø omkring Hovedgaden negativt.

Projekt fra REMA1000

REMA1000 ønsker at etablere en dagligvarebutik på samlet 1034 m2 på hjørnegrunden ved Møllevej og Hovedgaden. Dagligvarebutikken vil med placeringen angivet i bilag fremstå dominerende i den eksisterende bebyggelsesstruktur, særligt ved ankomst fra Hovedgaden og i retning øst. Derudover placerer REMA1000 deres vareindlevering ud til Hovedgaden. Det er administrationens vurdering, at det vil resultere i en lukket og død facade på et af bymidtens vigtigste hjørne. REMA1000 vurderer, at de ikke kan placere vareindleveringen anderledes med den grundstørrelse, de har. Den eksisterende bebyggelse langs Hovedgaden består af ældre villaer og byhuse med butik i stueetagen mod hovedgaden. Både størrelsen og særligt etagehøjden på den nye butik er væsentlig højere stueetagen den omkringliggende bebyggelse.

Projekt fra COOP365

COOP ønsker at etablere en ny butik som erstatning for den eksisterende COOP365 Discount, der ligger på Hovedgaden 47A. De ønsker at etablere seks boliger ovenpå butikken, ligesom på den eksisterende butik. Butikken placeres tilbagetrukket fra Møllevej på den gamle Compact Clean grund og bryder således også med bystrukturen, idet der anlægges en stor parkeringsplads ud til gaden. Butikken er dog placeret længere fra det værdifulde kulturmiljø og påvirker det derved mindre. COOP afviser at etablere en fælles indkørsel til de to dagligvarebutikker, som ellers ville kunne løse vareindleveringen for begge butikker, men kræver alternative butiksindretninger. COOP har en løsning på vareindleveringen i deres nuværende projekt, som dog kun giver mulighed for at forsyningen sker med mindre lastbiler.

Fremtidig anvendelse af den eksisterende COOP365 er ukendt. På grund af planloven, kan der ikke være detailhandel i den fremover, da der er et max på, hvor mange m2 detailhandel, der må være i den gamle bymidte i Jægerspris, og de to nye butikker optager restkapaciteten.

Administrationens vurdering

Begge butikker bryder med strukturen langs Møllevej og Hovedgaden ved at udlægge parkeringspladser ud til gaden, og derved skaber et stort hul i den eksisterende randbebyggelse langs gaden. Særligt Rema- butikken bryder mønsteret med en bygningskrop, der ligger vinkelret på Hovedgaden og en butiksfacade, der vender væk fra Hovedgaden. Begge butikker vil dog etablere beplantning langs Møllevej og Hovedgaden, hvilket understøtter den grønne struktur i Jægerspris.

Administrationen anbefaler som hovedregel fællesanlæg/dobbeltudnyttelse og har derfor tidligere peget på en fælles indkørsel til de to butikker. En fælles indkørsel vil dog resultere i en meget stor parkeringsplads - hvor to minder parkeringspladser skalamæssigt vil passe bedre ind i området. Administrationen ser derfor ikke en fælles indkørsel som en kvalitet i det konkrete tilfælde.

Det er muligt at etablere større detailhandelsbutikker et andet sted i Jægerspris, i det store centerområde bag Netto og SuperBrugsen. Her er der plads til større dagligvarebutikker, men området, der har været udlagt i kommuneplanen i mange år, er ikke attraktivt for butikkerne pga. placeringen bag andre dagligvarebutikker.

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

70Meddelelser

Sagsfremstilling

  • Rådenes kommentarer til udvalgets dagsordner
  • Plan- og Landdistriktsstyrelsen har 1. september 2026 udsendt et udkast til lov om planlægningen for boliger til ejerbeboelse med høringsfrist 24. september. Forslaget giver mulighed for at kræve 25% ejerboliger i nye barmarksudstykninger. Lovudkastet kan i høringsperioden ses her: https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/71408

    Fra 2010 til 2026 er der i Frederikssund sket en vækst på 3454 beboede boliger. Heraf er 2450 lejeboliger. Det vil sige, at mere end 70% af væksten i antal boliger er sket som lejeboliger. Et flertal i befolkningen ønsker at eje deres egen bolig. Kommunen vil jf. lovudkastets bemærkninger ikke have mulighed for at planlægge for boliger til ejerbeboelse i eksisterende boligområder. Kommunen vil således f.eks. ikke kunne bestemme, at en tom grund i et eksisterende boligområde skal anvendes til sådanne boliger. Hvis tendensen til stor overvægt af lejeboliger skal vendes er det utilstrækkeligt at kræve 25% ejerboliger i nye barmarksudstykninger.

    Administrationen vil sende et høringssvar med  hovedpunkterne:

    Frederikssund Kommune kan tilslutte sig at der er stort behov for at kunne kræve ejerboliger i nye barmarksudstykninger

    Det er utilstrækkeligt, at kommuner kun kan kræve 25% ejerboliger. Procenten bør øges væsentligt.

Bilag

71Underskrifter

Sagsfremstilling

Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark. Når der trykkes "Godkendt" svarer det til at underskriftarket er under underskrevet.