
Omsorg og ældres møde den 04. september 2025
Mødelokale F13 kl. 15.00
71Godkendelse af dagsorden
Beslutning
Godkendt.
Fraværende:
Morten Skovgaard (V)
Maibritt Møller Nielsen (Æ)
72Budgetopfølgning pr. 30-6-2025
Resume
I nærværende sag gives en prognose for det forventede forbrug under Omsorg og ældre i 2025 sammenholdt med korrigeret budget samt afledte forslag til tillægsbevillinger. Endvidere forelægges en opfølgning på budgetaftale 2025-2028.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Omsorg og ældre over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Budgetopfølgningen tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende:
Morten Skovgaard (V)
Maibritt Møller Nielsen (Æ)
Sagsfremstilling
Ældreområdet
Budgetopfølgningen giver ikke anledning til ændring i det forventede forbrug.
På økonomiudvalget den 23/4-25 blev det besluttet, at merudgiften som følge af ny proces for implementering af selvkørende støvsugere og gulvvasker skulle finansieres i 2. budgetopfølgning. Det vurderes, at denne merudgift kan finansieres indenfor de økonomiske rammer af Omsorg og ældre på grund af mindre køb af plejeboligpladser.
I vedlagte bilag 1 - budgetopfølgning pr. 30-6-2025 - OÆ udspecificeres resultatet af budgetopfølgningen.
Opfølgning på budgetaftale 2025-2028
I forbindelse med budgetopfølgningen er der foretaget en opfølgning på budgetaftale 2025-2028, der viser at 6 ud af 10 budgetinitiativer er implementeret og 4 er delvist implementeret. I forhold til automatisering af rengøring i eget hjem vurderes det jf. ovenfor at merudgiften, som følge af ny proces for implementering kan finansieres indenfor eksisterende rammer.
I vedlagte bilag 2 - Opfølgning på budgetaftale 2025-2028 - OÆ udspecificeres opfølgningen nærmere.
Inddragelse
Høringssvar fra Seniorrådet:
Af besparelsesforslag i 2025 på kr. 6,3 mio. udgør "Automatisering af rengøring i eget hjem" fortsat kr. 2,4 mio.
Denne besparelse bør helt bortfalde indtil der er indhentet kvalificerede erfaringer med den sociale konsekvens af indførelsen af robotstøvsugere og de deraf følgende færre kontakter med ældre borgere i eget hjem.
Høringssvar fra fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet tager orienteringen til efterretning.
Økonomi
Drift
Budgetopfølgningen giver ikke anledning til tillægsbevilling.
Bilag
73Orientering om tendenser og udviklinger - Ledelsesinformation på ældreområdet.
Resume
Omsorg og ældre forelægges i denne sag ledelsesinformation, der knytter sig til 2. budgetopfølgning 2025.
Indstilling
Administrationen indstiller til Omsorg og ældre, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning, idet udvalget ønsker, at administrationen udarbejder et svar på Seniorrådets og Rådet for handicap, psykiatri og udsatheds spørgsmål vedrørende kompressionsstrømper.
Fraværende:
Morten Skovgaard (V)
Maibritt Møller Nielsen (Æ)
Sagsfremstilling
Ældreområdet har igennem en årrække været økonomisk udfordret. Det skyldes primært, at antallet af borgere med komplekse problemstillinger stiger, at kommunerne varetager flere og flere sundhedsopgaver og, at strukturelle udfordringer på arbejdsmarkedet udfordrer ældreområdets lønbudgetter. Derfor har administrationen i de sidste par år suppleret budgetopfølgningerne i Omsorg og ældre med ledelsesinformation vedr. tendenser og udviklinger på ældreområdet, der relaterer sig til budgetopfølgningen.
Jf. sag nr. 72 vedr. 2. budgetopfølgning 2025 (se anden sag på dagsordenen) giver budgetopfølgningen ikke anledning til ændring i det forventede forbrug. Det skyldes, at ældreområdets økonomi samlet set med de tillægsbevillinger, der blev givet i forbindelse med 1. budgetopfølgning, er i balance. Dog er Døgnplejens aftenområdes økonomi presset og følges tæt. I forlængelse heraf har administrationen valgt at fokusere ledelsesinformationen omkring budgetinitiativerne.
I forbindelse med budgetopfølgningen indgår en status over gennemførelse af budgetaftalen 2025-28. Nogle initiativer implementeres direkte, mens andre initiativer forudsætter større implementeringsprocesser i organisation, før besparelserne kan nås. Det gælder implementering af øjendrypningsbriller, kompressionsstrømper, bedre udnyttelse af sygeplejeklinikker og ændret serviceniveau på rengøring til borgere i eget hjem. Der vedlægges derfor fire fakta ark om implementeringen heraf som viser:
- Fortsat succes med at få borgere til at anvende øjendrypningsbriller
- Mange borgere har gavn af, at sove med deres kompressionsstrømper på – og flere oplæres i selv at tage strømperne af og på
- Fortsat bedre udnyttelse af sygeplejeklinikkerne
- Godt 1/3 borgerne, der tidligere har fået støtte til rengøring er visiteret til at kunne anvende en selvkørende støvsuger/gulvvasker
Inddragelse
Sagen er sendt i høring i Seniorrådet og Rådet for handicap, psykiatri og udsathed.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Bilag 1
øjendrypningsbriller
Seniorrådet konstaterer at målopfyldelsen synes være acceptabel.
Bilag 2.
udnyttelse af sygeplejeklinikkerne
Seniorrådet konstaterer at målopfyldelsen er øget markant, men at målet endnu ikke er nået.
Bilag 3.
kompressionsindsatsen
Seniorrådet konstaterer at formålet med indsatsen er at borgerne får færre smerter samt kan opleve en større frihed ved at blive mere selvhjulpne er godt på vej.
Seniorrådet har fra flere borgere hørt stor utilfredshed med, at man skal have kompressionsstrømper på i op til 3 dage. Her bør man lytte til borgernes ønsker og behov.
Bilag 4.
selvkørende støvsuger/gulvvasker
Seniorrådet konstaterer, at revurderingen af forholdene, der medfører større hensyn til den enkelte borgers konkrete situation, end i den tidligere oprindelige fremgangsmåde er et positivt tiltag - uagtet at den direkte budgetmæssige forventede besparelse herved bliver lavere.
Vi opfordrer til at man revurdere ordningen som f.eks. Gentofte kommune.
Høringssvar fra fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet har følgende kommentarer til de enkelte budgetinitiativer:
Øjendrypbriller
Rådet ser de foreløbige erfaringer som positive – herunder særligt at borgerne ved at anvende brillerne kan blive mere selvhjulpne samt at de privatpraktiserende (øjen)læger bakker op om initiativet.
Fortsat bedre udnyttelse af sygeplejeklinikkerne
Rådet har noteret sig, at formålet med besparelsen: fuld udnyttelse af sygeplejeklinikkerne i den grad er nået, og det i en sådan grad at der ligefrem er kapacitetsudfordringer i perioder.
Til gengæld savner Rådet en opdatering på, hvorvidt det har betydet noget for dækningsgraden, at borgerne selv skal sørge for transport til klinikkerne ? Rådet har tidligere (5.12.24 – sag 87) slået til lyd for, at der ved visitering af borgere til klinikkerne anlægges en helhedsorienteret vurdering af borgerens samlede situation, som også omfatter en vurdering af, om det er praktisk og økonomisk muligt for borgeren at møde op i klinikken.
Endelig synes Rådet, det er meget positivt, at Frederikssund kommune har deltaget i et forskningsprojekt om sårheling med Ortopædkirurgisk afdeling og ser frem til at blive orienteret om forskningsresultaterne.
Mange borgere har gavn af, at sove med deres kompressionsstrømper på - og flere oplæres i at tage strømperne af og på.
Punktet har haft stor opmærksomhed blandt brugerne og også Seniorrådets tidligere formand Lissi Gyldendal var kritisk og mange borgere er nu aktive på Facebook med kommentarer.
Rådet er opmærksom på, at
kompressionsbehandling er har store omkostninger - men finder i den forbindelse at besparelser ikke skal skabe store problemer for borgere som har behov for denne behandling.
Målet med indsatsen er at ændre brugen af kompressionsstrømper - så borgeren har dem på i 3 døgn. - Rådet betragter området som hørende til “varme sager”. Dokumentationen skal på den enkelte borger fortælle om denne behandling kan være en mulighed. Rådet finder ikke, at den enkelte borgers eventuelle begejstring skal være årsag til, at så er det også en mulighed for andre.
Rådet finder at der skal være lægelig dokumentation - hvis kompression behandlingen med strømper på skal være på 3 døgn. Det at sove med kompressionsstrømperne på afhænger af sværhedsgraden — som svær venøs insufficiens, lymfødem og om borgeren har kredsløbsforstyrrelse.
Det bemærkes, at blodtrykket falder i liggende stilling, og der skulle helst ikke være noget, der fastlåser dette.
I tilfælde af skadelig trombose som følge af brug af kompressionsstrømper om natten i 3 døgn - og dermed helt stop for tilbageløb og eventuelt med amputation til følge - har kommunen så erstatningspligt?
Omkring oplæring i selv at tage kompressionsstrømperne af og på finder Rådet at dette burde forlænge siden have være gennemført. Der gøres opmærksom på, at det er en elastik som trækkes på, hvorfor det er vigtigt at elastik trækket fordeles, så strømpen ikke bevæger sig i distal retning (nedad).
Rådet ser dette tiltag som en god løsning for at reducere omkostningerne.
Godt 1/3 borgerne, der tidligere har fået støtte til rengøring er visiteret til at kunne anvende en selvkørende støvsuger/gulvvasker
Rådet har noteret sig, at den forventede budgetbesparelse langt fra kan realiseres, men er meget tilfreds med, at visitationen er blevet revurderet og omlagt.
Det kunne være interessant med en opgørelse over, hvor mange borgere der fravælger indkøb af robotstøvsugere pga økonomien hertil – og i stedet søger om støtte til indkøb heraf.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
- Fortsat succes med at få borgere til at anvende øjendrypningsbriller
- Fortsat bedre udnyttelse af sygeplejeklinikkerne
- Mange borgere har gavn af, at sove med deres kompressionsstrømper på - og flere oplæres i selv at tage strømper af og på
- Godt en tredjedel af borgerne der tidligere har fået støtte til rengøring er visiteret til at kunne anvende en selvkørende støvsugergulvvasker
74Orientering om årsredegørelse for magtanvendelse 2024
Resume
I denne sag forelægges Omsorg og ældre en redegørelse om indberettede magtanvendelser over for voksne med betydelig og varig psykisk funktionsnedsættelse for 2024 til orientering.
Indstilling
Administrationen indstiller til Omsorg og ældre, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende:
Morten Skovgaard (V)
Maibritt Møller Nielsen (Æ)
Sagsfremstilling
Omsorg og ældre modtager årligt en redegørelse om antallet af indberettede magtanvendelser foretaget over for voksne borgere med betydelig og varig psykisk funktionsnedsættelse. Redegørelsen omfatter både sundheds- og plejeområdet samt handicap- og psykiatriområdet og er vedlagt som bilag.
I denne sagsfremstilling er den del af indberetningerne, der relaterer sig til Omsorg og ældres ressortområde fremhævet. Handicap- og psykiatriområdet hører under Social og Sundheds ressortområde.
Frederikssund Kommunes magtanvendelsesudvalg har til opgave at administrere bestemmelserne i servicelovens kapitel 24-24 b om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten på vegne af Byrådet.
Formålet med lovgivningen er at begrænse magtanvendelser og andre indgreb i selvbestemmelsesretten til det absolut nødvendige samt at øge retssikkerheden. I erkendelsen af, at der kan være situationer, hvor det er nødvendigt at gribe ind i borgerens ret til selvbestemmelse, er der i serviceloven fastsat nærmere regler om, i hvilke situationer og hvordan sådanne tvangsmæssige foranstaltninger undtagelsesvist er tilladt.
Magtanvendelsesudvalget afgør forhåndsansøgninger om tilladelse til at anvende magt i særlige situationer og vurderer, om indberettede tilfælde af akut anvendt magt giver anledning til bemærkninger.
Indberettede magtanvendelser i 2024 på Omsorg og ældres område
Pleje- og sundhedsområdet omfatter kommunens fem omsorgscentre, Døgnplejen og Rehabiliteringsafdelingen. Af bilagets side 8 fremgår det, at der i 2024 er indberettet 5 tilfælde af magtanvendelse. Alle er foretaget på kommunens omsorgscentre. I 2023 blev der indberettet ét tilfælde af magtanvendelse og der er således en stigning i antallet af indberettede tilfælde. Alle indberetninger vedrører magtanvendelse i forbindelse med hjælp til personlig hygiejne.
Administrationens vurdering
Det er administrationens vurdering, at antallet af magtanvendelser er lavt set i lyset af det forholdsvist store antal borgere med demens på kommunens omsorgscentre. Der er derfor fortsat behov for at oplyse om magtanvendelsesreglerne i forhold til at kunne yde den rette omsorg for denne gruppe af borgere. Det er desuden vurderingen, at der på kommunens omsorgscentre arbejdes pædagogisk med at forebygge magtanvendelse.
Administrationen arbejder løbende for at sikre, at rammerne for både kompetenceudvikling og den nødvendige opmærksomhed på lovgivning og forebyggelse er til stede i kommunens tilbud. Ligeledes vil administrationen fortsat arbejde på at sikre, at tilbuddene har let adgang og kendskab til vejledningsmulighederne i magtanvendelsesudvalget og undervisning i reglerne om magtanvendelse i e-learningsmodulet. Administrationen vurderer, at det endnu er for tidligt at kunne se en eventuel effekt af undervisningen af lederne i reglerne for indberetning af magtanvendelser.
Administrationen vurderer, at det er afgørende, at den lokale ledelse sikrer, at gråzoneområder i forhold til omsorgspligt, selvbestemmelse og magtanvendelse jævnlig tages op til drøftelse og refleksion på personale- eller teammøder. Ledelsen på tilbuddene bør endvidere følge op på vurderinger af foretagne magtanvendelser og eventuelt iværksatte pædagogiske eller eventuelt personalemæssige tiltag.
Inddragelse
Sagen er sendt i høring i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Seniorrådet ser det ikke som et aktuelt problem i Frederikssund kommune.
Vi imødeser dog en ekstra-/videreuddannelse på pædagogiske værktøjer til lederne på områderne vha. Sundhedsstyrelsens Demensrejsehold og demenskonsulenterne ved Frederikssund kommune. Med denne bemærkning tages rapporten til efterretning.
Høringssvar fra fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Det er vanskeligt at vurdere selve forekomsten af magtanvendelser, når det ikke er oplyst, hvor mange borgere der er i hele målgruppen.
Rådet er af den opfattelse, at magtanvendelse ALDRIG kan stå alene , men ALTID skal ses i sammenhæng med en socialpædagogisk faglighed og indsats – uanset hvor mange eller få borgere der er tale om.
Magtanvendelse skal være den mindst mulige og mest skånsomme løsning og skal begrænses til det absolut nødvendige, aldrig erstatte omsorg og pædagogisk bistand, men alene anvendes efter forsøg på frivillig medvirken.
Det er vigtigt og positivt, at indsatsen følges op med kompetenceudvikling af alt pædagogisk personale, således at de får adgang til viden, anbefalinger samt metoder og redskaber til forebyggelse af magtanvendelse og voldsomme episoder, og at sådanne altid evalueres efterfølgende.
Det er ligeledes positivt, at kommunens demenskonsulenter kan konsulteres ifm komplicerede plejesituationer med enkelte borgere, så medarbejderne kan finde nye pædagogiske metoder til at håndtere svære situationer, og gentagne magtanvendelser overfor enkeltborgere kan forebygges. Rådet formoder, at magtanvendelsesudvalget også kan kontaktes mhp undervisning i regelsættet, sådan som det er tilfældet på handicap- og psykiatriområdet.
Pleje og sundhedsområdet
der er indberettet 5 tilfælde fra kommunens omsorgscentre, hvilket er en stor stigning fra 2023, hvor antallet var 1. Det var dengang tale om, at kurven for magtanvendelse var knækket og antallet faldet fra 7 til 1. Nu er der så tale om en stigning igen. Der er primært tale om fastholdelse i hygiejnesituationer. Rådet savner forklaringer på, hvad denne stigning kan skyldes.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen bemærkninger, da sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
75Orientering om unge ufaglærte medarbejdere på ældreområdet
Resume
Omsorg og ældre ønskede på udvalgsmødet den 15. maj 2025 at få forelagt en model for etablering af en ordning for ansættelse af unge ufaglærte medarbejdere i deres sabbatår på ældreområdet i Frederikssund Kommune efter inspiration fra Køge Kommune, hvor man målrettet har annonceret efter unge på ældreområdet. Frederikssund Kommune forelægger hermed en status på ansættelse af unge på ældreområdet.
Indstilling
Administrationen indstiller til Omsorg og ældre, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning, idet udvalget anerkender den positive udvikling og ønsker, at der sættes yderligere fokus på rekruttering af unge til ældreområdet.
Fraværende:
Morten Skovgaard (V)
Maibritt Møller Nielsen (Æ)
Sagsfremstilling
Frederikssund Kommune har allerede i dag en praksis, hvor der i relativt stort omfang løbende ansættes unge ufaglærte medarbejdere i henholdsvis Døgnplejen, på kommunens omsorgscentre og på Rehabilitering og de midlertidige pladser. De unge ufaglærte medarbejdere er typisk unge, som har afsluttet en gymnasial uddannelse og som i deres sabbatår er interesseret i at spare penge op til udlandsrejser, højskoleophold mm. Samtidig får de unge indsigt i ældreplejen – og måske lyst til at vælge en social- og sundhedsuddannelse.
I juni 2025 var der samlet ansat 57 unge ufaglærte medarbejdere i ældreplejen i Frederikssund Kommune. Opgørelsen tager udgangspunkt i unge, ufaglærte medarbejdere under 23 år, som enten er timelønnede eller fastansatte. Af de 57 unge ufaglærte medarbejdere var 27 ansat i Døgnplejen, 29 på Omsorgscentrene og en enkelt ansat på Rehabilitering og de midlertidige pladser.
Rekrutteringen af unge, ufaglærte medarbejdere foregår løbende gennem jobopslag – både generelle og opslag målrettet de unge i sabbatår og unge studerende. Derudover viser erfaringen, at de unge medarbejdere, der ansættes inden for ældreområdet, ofte fungerer som ambassadører i deres netværk og opfordrer venner og bekendte til at søge job indenfor ældreområdet. På den måde sker en betydelig del af rekrutteringen via personlige anbefalinger.
Ved rekrutteringen af unge, ufaglærte medarbejdere lægges der vægt på, at de udviser en naturlig omsorgsfuld tilgang til arbejdet med de ældre. De unge varetager basale pleje- og omsorgsopgaver, såsom assistance til toiletbesøg, hjælp til at servere og anrette mad samt støtte til at komme ind og ud af sengen. De unge medarbejdere følger i den første tid af deres ansættelse en kollega, hvor de oplæres i plejeopgaverne, samt deltager på en række introduktionskurser. Hovedparten af de faste faglærte medarbejdere på ældreområdet er positive overfor oplæringsopgaven og er interesserede i at understøtte et stærkt fagligt læringsmiljø, mens enkelte medarbejdere oplever oplæringen som en byrde.
Medarbejderne ansættes oftest som interne afløsere ved ferie, helligdage og sygdom. Medarbejderne arbejder typisk i kortere perioder, for herefter at være væk i længere perioder på grund af udlandsrejser eller lignende. De unge foretrækker ofte at arbejde på hverdage og i dagvagter og i mindre grad om aftenen og i weekenden, hvor der er størst behov for at få dækket vagter på ældreområdet.
Inddragelse
Sagen sendes i høring i Seniorrådet og Rådet for handicap, psykiatri og udsathed forud for mødet.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Unge ufaglærte medarbejdere på ældreområdet i 2. halvår af 2024 til 1. halvår af 2025 tages umiddelbart til efterretning. Det bemærkes, at der må være potentiale til den attraktive voksenuddannelse på SOSU-området.
Høringssvar fra fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet er positiv over for alle tiltag, som kan bidrage til at reducere manglen på arbejdskraft på ældreområdet i kommunerne. Det er positivt, at der gøres en indsats for at tage godt imod og oplære de unge, og vi går ud fra, at deres ansættelsesvilkår er aftalt med FOA, så der ikke er tale om fortrængning af arbejdskraft.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
76Meddelelser
Beslutning
-
Sagsfremstilling
Kommende arrangementer indenfor udvalgets område:
- Dialogmøde om Budget 2026-2029 mellem Social og sundhed, Omsorg og ældre, Seniorrådet samt Rådet for handicap, psykiatri og udsathed 8. september kl.15-17 på Omsorgscenter Tolleruphøj. Dagsorden er vedlagt som bilag.
- KL’s Ældre- og sundhedskonference 1. oktober 2025 i Kolding. Program er vedlagt som bilag.
Meddelelser:
- Sagsliste og årshjul for Omsorg og ældre er vedlagt som bilag.
Bilag
77Underskrifter
Beslutning
-
Sagsfremstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark. Når der trykkes "Godkendt" svarer det til at underskriftarket er underskrevet.