
Omsorg og ældres møde den 12. juni 2025
Pedershave, Grupperum D kl. 15.30
51Godkendelse af dagsorden
Beslutning
Godkendt.
Fraværende:
Morten Skovgaard (V)
Inge Messerschmidt (O)
Lars Jepsen (A)
52Beslutning om godkendelse af Handleplan for Støtte til borgere med demens
Resume
Byrådet besluttede den 26. marts 2025 (sag nr. 53), at der som en del af Frederikssund Kommunes sundhedspolitik ”Sammen om sundhed 2022-26” udarbejdes en handleplan for støtte til borgere med demens. Rammen for handleplanen blev vedtaget af Omsorg og ældre den 3. april 2025 (sag nr. 27). I denne sag forelægges Omsorg og ældre handleplanen til godkendelse.
Indstilling
Administrationen indstiller til Omsorg og ældre, at:
- Godkende Handleplan for Støtte til borgere med demens.
Beslutning
Demenshandleplanen godkendes, idet udvalget ønsker at der afsættes midler til at udmønte demenshandleplanen i flere demensindsatser, herunder fortsættelse af demenstræningen fra 2026 og frem. På den baggrund beder udvalget om en sag til mødet i august.
Sagsfremstilling
Byrådet vedtog den 15. december 2021 (sag nr. 372) Frederikssund Kommunes sundhedspolitik ”Sammen om sundhed 2022-2026”, som sætter mål og retning for, at alle borgere skal have de bedste rammer og forudsætninger for at leve et godt og aktivt liv med bedre sundhed og flere gode leveår. Politikken realiseres gennem en række tematiske og flerårige handleplaner. Udkast til Handleplan for Støtte til borgere med demens er vedlagt som bilag 1. I forbindelse med budgetaftalen for 2025 blev det desuden besluttet, at der i kommunen skal være en styrket demensindsats. "Frederikssund Kommune støtter alle ældre borgere i at leve et sundt, aktivt og værdigt liv. Vi har derfor i de sidste tre år implementeret en fokuseret demensstrategi, der blandt andet har givet borgere med demens og deres pårørende en bedre rådgivning og vejledning i sygdommens forskellige faser samt bedre tilbud om fysisk træning og samvær. I 2025 vil vi vedtage en ny handleplan for demens, der styrker indsatsen for både borgere med lettere demens og demente borgere og deres pårørende med behov for mere kompleks støtte.” Der blev med budgetaftalen 2025 ikke afsat midler til demensområdet.
Særlige fokuspunkter i handleplanen
Det skønnes, at ca. 925 borgere i Frederikssund Kommune er ramt af demens. I takt med at flere borgere i kommunen bliver ældre, vil antallet af borgere med demens også stige. Således forventes der at være knap 1.400 borgere i kommunen over 65 år med demens i 2040. Dertil kommer, at sygdommen også rammer et mindre antal yngre borgere. Det betyder, at kommunen over en kort årrække skal kunne hjælpe langt flere borgere med demens end i dag.
Handleplanen fokuserer derfor på forebyggende indsatser, som kan forsinke udviklingen af demenssygdommen og/eller aflaste pårørende og derved udsætte behovet for plejebolig. Dette er nødvendigt, hvis det nuværende antal plejeboliger skal være tilstrækkeligt i de kommende år. Derfor skal de forebyggende indsatser på demensområdet styrkes. Det kunne fx være:
- Fortsættelse af træning til borgere med demens. Tilbuddet blev etableret i 2022 og er finansieret til og med 2025. Dermed ophører bevillingen med udgangen af 2025, hvorfor tilbuddet ikke vil være en del af handleplanen. En evaluering af tilbuddet viste, at både borgere og pårørende er glade for træningen og det sociale fællesskab omkring træningen, og at tilbuddet bidrager til at fastholde borgernes fysiske funktionsniveau og sociale kompetencer. Det vurderes, at tilbuddet medvirker til, at borgernes behov for daghjem og plejebolig udskydes. Tilbuddet bruges af gennemsnitligt 45 borgere om ugen, og i alt 76 borgere trænede i tilbuddet i løbet af 2024. Der er stor søgning til tilbuddet, og målgruppen er derfor indsnævret for at korte ventelisten. Budgettet til tilbuddet er i 2025 600 t.kr.
- Indsatser, der skaber tryghed og aflaster de pårørende. Pårørende til borgere med demens løfter ofte en stor opgave med at hjælpe og støtte den demensramte, og det kan være en stor fysisk og følelsesmæssig belastning. Der er derfor behov for mere afløsning i eget hjem, døgnaflastning og nødkald, samt teknologiske og digitale løsninger, der aflaster den pårørende og gør det muligt at forlade hjemmet.
- Styrkelse af daghjemmene. Daghjemmene aflaster nære pårørende og giver samtidig borgerne mulighed for socialt samvær og støtte i hverdagen. De fleste borgere er kun i Daghjemmene 1-2 dage om ugen. Det vurderes, at mange pårørende har behov for aflastning flere dage om ugen samtidig med, at der kommer flere borgere med demens. Der igangsættes derfor en analyse af det fremtidige behov for daghjemspladser.
Handleplanens målsætninger
Som grundlag for handleplanen er de nuværende indsatser til borgere med demens og deres pårørende beskrevet (bilag 2). Der er også lavet en status på indsatserne i kommunens Demensstrategi 2021-2025, hvor det fremgår, hvordan der er arbejdet med indsatserne fra demensstrategien (bilag 3). Derudover har der været afholdt et fokusgruppeinterview med pårørende til borgere med demens, ligesom behovet for hjælp og støtte til borgere med demens og deres pårørende har været drøftet på et beboer- og pårørenderådsmøde på et omsorgscenter. Det skal i den forbindelse bemærkes, at der kun har været afsat en måned til at udarbejde handleplanen. Input fra borgere og pårørende er samlet i bilag 4. Endelig har medarbejdere fra sundheds- og ældreområdet været inddraget i at definere mål og indsatser.
Ovenstående har ledt frem til følgende fire målsætninger i den nye handleplan samt en række underliggende indsatser:
- Vi samarbejder på tværs i kommunen for at sikre, at borgere med demens og deres pårørende oplever et sammenhængende og kvalificeret forløb fra start til slut.
- Vi understøtter, at borgere i den tidlige fase af demenssygdommen bevarer muligheden for at leve et selvstændigt liv længst muligt, og vi støtter pårørende til at håndtere tilværelsen sammen med en demensramt.
- Vi støtter borgere med demens og deres pårørende i en hverdag der fungerer, så borgeren kan klare sig længst muligt i egen bolig – også når sygdommen udvikler sig.
- Vi sikrer, at borgere med svær demens får værdig og kvalificeret hjælp og pleje.
Tidsplan
Handleplanen færdiggøres og sættes op i samme format som de øvrige handleplaner under sundhedspolitikken i sommeren 2025. Herefter sendes den ud til omsorgscentre, Døgnplejen, Rehabilitering og de midlertidige pladser, Forebyggelse og Træning, daghjem m.fl.
Center for Sundhed, Forebyggelse og Ældre implementerer handleplanen i perioden medio 2025 til ultimo 2027. Omsorg og ældre forelægges en status på implementeringen medio 2026. Se tidsplan i bilag 5.
Inddragelse
Pårørende til borgere med demens har givet input ved et fokusgruppeinterview den 7. maj 2025, og beboer- og pårørenderådet på De Tre Ege har givet input på møde den 20. maj 2025, se bilag 4. I forbindelse med implementeringen af handleplanen vil der være fokus på at inddrage alle relevante aktører.
Sagen er sendt i høring i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Seniorrådet noterer sig initiativer i opdatering i handleplan for demensramte samt pårørende. Vi bemærker at fokusgruppeinterview med pårørende og Beboer-Pårørende Råd er inddraget. Desuden opfordres til etablering af velfærdsteknologi mens man endnu forstår, hvad det gavner, således at man undgår angst for det ukendte, når/hvis demenssymptomer rammer. Vi bør vel alle som borgere frivilligt indføre det i dagligdagen ud fra prognosen om 1400 demensramte i fremtiden her i kommunen. Men vi bemærker at transport til træningstilbud, der skal fastholde fysisk funktionsevne, er for egenbetaling, hvorimod moderate til svære demente ydes kørsel til daghjem. Ligeledes gives kørsel til somatiske daghjem, hvor der er op til 75% med demenssymptomer. Seniorrådet anbefaler samme ydelse til forebyggende indsatser.
Desuden bemærker vi med stor bekymring at træningstilbud ikke budgetteres i 2026. I 2024 var der afsat kr. 923.000 og i 2025 kr. 600.000. Med stor venteliste til aktiviteten er dette bekymrende.
Høringssvar fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet er meget enig i målsætningerne, som er skitseret i handleplanen. Vi er ligeledes enige i, at det forebyggende arbejde skal styrkes, således at såvel den demente som de(n) pårørende kan få bedre livskvalitet, og borgernes behov for daghjem og plejebolig udskydes. Vi anbefaler derfor, at tilbuddet om træning fastholdes. Det er positivt, at det sikres, at medarbejderne bliver klædt på til at løse opgaven på kvalificeret vis. Ift de eksisterende tilbud er det meget positivt at de pårørendes belastning anerkendes og deres behov for både viden og aflastning imødekommes i handleplanen.
Endelig er det positivt, at handleplanen er udarbejdet med inddragelse af borgere med demens og deres pårørende samt fagpersonale.
Vi ser frem til at få omsat de fine målsætninger til konkrete indsatser til gavn for de berørte borgere og deres pårørende.
Økonomi
Godkendelse af Handleplan for Støtte til borgere med demens, har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
- Bilag 1. Handleplan for Støtte til borgere med demens
- Bilag 2. Oversigt over tilbud til borgere med demens
- Bilag 3. Status på handleplan for Demensstrategi 2021-2025
- Bilag 4. Input fra pårørende til borgere med demens samt beboer- og pårørenderåd
- Bilag 5. Tidsplan for Handleplan for Støtte til borgere med demens
53Beslutning om plejeforløb under helhedspleje
Resume
Omsorg og ældre er i løbet af foråret flere gange blevet orienteret om arbejdet med at implementere den nye ældrelov, herunder helhedspleje, senest med sag nr. 46 den 15. maj 2025. Med denne sag beslutter udvalget de fem helhedsplejeforløb, der tilbydes borgere med behov for personlig og praktisk støtte pr. den 1. juli 2025, samt orienteres om den fortsatte implementering af helhedspleje.
Indstilling
Administrationen indstiller til Omsorg og ældre, at:
- Godkende model for helhedspleje, herunder de fem helhedsplejeforløb.
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Med den nye ældrelov skal Frederikssund Kommune i lighed med landets øvrige kommuner fra 1. juli 2025 tilbyde helhedspleje i form af få rummelige plejeforløb til ældre borgere, som har behov for hjælp i hjemmet. Helhedsplejen skal tage udgangspunkt i den enkelte ældres aktuelle livssituation og har til formål at skabe et sammenhængende hverdagsliv med plads til mest mulig livsglæde. Samtidig skal helhedsplejen styrke borgernes evne til klare sig selv mest muligt. Der vedlægges en beskrivelse af forslag til Frederikssund Kommunes model for helhedspleje i bilag 1.
Med helhedspleje tilrettelægges plejen og støtten til ældre borgere ud fra en samlet vurdering af borgerens fysiske, psykiske og sociale behov. Derfor er tværfaglighed, borgerinddragelse, sammenhæng, forebyggelse og rehabilitering helt centrale elementer i helhedsplejen. Målet er, at ældre borgere, der modtager støtte i eget hjem, oplever mere medbestemmelse, større genkendelighed og kontinuitet og mere sammenhæng og fleksibilitet i plejen.
Borgernes inddragelse og medbestemmelse er centrale elementer i helhedsplejen. Vurdering af borgernes behov og tilpasning af støtten indenfor plejeforløbene vil derfor fremover ske i tæt dialog mellem borgerne, de pårørende og medarbejderne. Det kan både være i forbindelse med den daglige tilpasning af støtten til borgernes aktuelle behov, men også ved behov for nye indsatser indenfor plejeforløbets rammer. Der er således ikke tale om et frit valg af pleje og støtte, men om en større fleksibilitet og dialog inden for de fastsatte rammer.
Borgere visiteret til helhedspleje vil modtage en samlet og koordineret pleje og støtte, som leveres af et fast tværfagligt team bestående af social- og sundhedsmedarbejdere, terapeuter og i Døgnplejen også sygeplejersker omkring borgeren.
Borgere i Frederikssund Kommune, der modtager hjemmepleje fra Døgnplejen, modtager allerede i dag helhedspleje. Døgnplejen har i de sidste ti år haft en samlet organisering, hvor sygeplejen og hjemmeplejen arbejder tæt sammen omkring den enkelte borger. Samtidig har Døgnplejen i de sidste tre år implementeret faste teams og således arbejder Døgnplejens medarbejdere i 22 små faste tværfaglige teams omkring en mindre gruppe borgere. Organiseringen i faste teams har allerede i dag skabt en større kontinuitet og sammenhæng i støtten til borgerne.
Fem (helheds-)plejeforløb
Helhedspleje visiteres i fem sammenhængende, fleksible og rummelige plejeforløb. Plejeforløbene kan omfatte personlig støtte og pleje, hjælp og støtte til praktiske opgaver, herunder tøjvask og indkøb. Desuden kan plejeforløbene omfatte genoptræning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse, samt forebyggelse, rehabilitering og vedligeholdende træning.
Borgere kan også modtage visse former for sygepleje i forbindelse med helhedsplejen. Sygeplejen delegeres dog fortsat af en sygeplejerske fra Døgnplejen og afregnes særskilt uden for plejeforløbene. Det forventes, at visse dele af sygeplejen integreres i helhedsplejen i 2026-27 i forlængelse af den kommende sundhedslov.
De fem plejeforløb gives alle med et forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte. Ældre borgere med behov for støtte visiteres til et ud af fem plejeforløb ud fra en vurdering af deres funktionsevne, dvs. i hvilken grad de selv kan deltage i indsatserne. De fem plejeforløb omfatter alle indsatser, således at borgerne som udgangspunkt ikke skal revisiteres af en visitator, hvis borgerne får nye behov, som fx behov for genoptræning eller tøjvask. Revisitering sker fremover alene, når borgernes funktionsevne falder eller stiger markant og borgernes støttebehov følgelig også ændres markant eller hvis deres livssituation ændres.
De fem plejeforløb er:
- Lidt støtte i hverdagen: Gives typisk til selvhjulpne og velfungerende borgere med behov for lidt støtte og vejledning for fortsat at kunne klare sig selv i hverdagen. Knap 31 procent af borgerne forventes at modtage dette forløb.
- Let støtte i hverdagen: Gives typisk til selvhjulpne og velfungerende borgere med behov for let støtte for fortsat at kunne klare sig selv i hverdagen. Godt 38 procent af borgere, der modtager helhedspleje forventes fremover at modtage dette forløb.
- Moderat støtte hver dag: Gives til delvist selvhjulpne borgere med behov for moderat støtte hver dag. Godt 17 procent af borgere, der fremover modtager helhedspleje forventes at modtage dette forløb.
- Omfattende støtte hver dag: Gives til borgere som ikke kan klare sig uden hjælp og som ofte har svækket mobilitet. En del af plejen kan udføres i en plejeseng. Godt 12 procent af borgere, der fremover modtager helhedspleje forventes at modtage dette forløb.
- Intensiv støtte hver dag: Gives til borgere som har et behov for intensiv pleje og støtte og som ikke kan rummes indenfor ovenstående forløb. Der visiteres derfor individuelt tilpassede forløb. Det forventes, at 1 procent af borgerne fremover visiteres til dette forløb.
Der arbejdes på at tilføje et midlertidigt opstarts- og rehabiliteringsforløb, der kan gives til nye borgere eller borgere, der udskrives fra hospitalet med et ændret støttebehov. Forløbet vil indeholde en intensiv indsats for at gøre borgerne mere selvhjulpne og mindske borgernes behov for støtte markant. Idet et rehabiliteringsforløb forudsætter en omlægning af ressourceforbruget, en stærkere faglig, rehabiliterende tilgang og en styrkelse af terapeutfagligheden indføres opstarts- og rehabiliteringsforløb først fra 1. januar 2026. Omsorg og ældre vil få en model herfor i efteråret 2025.
Plejeforløbene tager alle afsæt i det gældende serviceniveau i kommunen, jf. kvalitetsstandarderne for servicelovens §§ 83, 83a og 86 stk. 1, herunder kvalitetsstandarden for selvkørende støvsuger og gulvvasker. Ældre borgere, der fremover modtager helhedspleje modtager derfor som udgangspunkt det samme serviceniveau, som de gør i dag.
Der er ikke krav om kvalitetsstandarder i den nye ældrelov, men det forudsættes at kommunen formidler hvilken service, borgerne kan forvente i forbindelse med helhedspleje. Der udarbejdes med afsæt i de vedtagne plejeforløb borgerrettet kommunikation om forløbene på kommunens hjemmeside og i pjecer.
Afregning af plejeforløb
Den nuværende afregningsmodel, den såkaldte bestiller og udfører model, erstattes af en ny afregningsmodel. Plejeforløbende afregnes fremover med forløbstakster, der i første omgang bygger på borgernes gennemsnitlige timeforbrug i 2024 af forskellige ydelser og sammensættes på baggrund af de nuværende takster til henholdsvis Døgnplejen og de private leverandører. Det er planen inden for implementeringsperioden at overgå til egentlige samlede forløbstakster.
Helhedspleje finansieres indenfor rammerne af den nuværende økonomi. Der udarbejdes en styringsmodel for at sikre at målene for helhedspleje indfries og at der sker en korrekt ressourcetildeling på tværs, som understøtter budgetoverholdelse.
Frit valg af leverandør af helhedspleje
Med den nye ældrelov udvides borgernes frie valg af leverandører af hjemmehjælp. Fra 1. juli 2025 skal private leverandører, på lige vilkår med Døgnplejen, tilbyde helhedspleje jævnfør ældrelovens § 18. Hvor det hidtil har været muligt for en privat leverandør kun at tilbyde rengøring, skal private leverandører fremover kunne levere alle indsatser i helhedsplejen, det vil sige personlig og praktisk støtte, herunder tøjvask og indkøb, samt genoptræning. Fremover har borgerne således kun én leverandør, der har det samlede ansvar for borgerens plejeforløb. Med helhedspleje bortfalder ældre borgeres ret til at anvende fritvalgsbeviser.
Administrationen er i dialog med de nuværende private leverandører af hjemmepleje om levering af helhedspleje fra den 1. juli 2025, herunder indgåelse af tillægsaftaler til de nuværende aftaler. Aftalerne indgås med afsæt i de beskrevne plejeforløb i indeværende sag. Ajourcare og Estridspleje har tilkendegivet, at de ønsker at indgå aftale med Frederikssund Kommune om at levere helhedspleje. Omsorg og ældre forventes at blive orienteret om aftalerne i august 2025.
De eksisterende aftaler med de private leverandører udløber medio 2026 og der forelægges en politisk sag herom i foråret 2026.
Tøjvask og indkøb indgår i helhedsplejen. Det betyder, at borgere, der fremover modtager helhedspleje fra Døgnplejen, vil fortsat modtage støtte til tøjvask fra Trasbo A/S og indkøb fra Intervare og Egebjerg Købmandsgård. Det er op til de private leverandører at vælge underleverandører i deres helhedspleje.
Ikrafttrædelse og fortsat udvikling og implementering
Implementering af helhedspleje sker gradvist og efter en konkret, individuel vurdering i perioden fra den 1. juli 2025 til den 1. juli 2027. Fra 1. juli 2025 vil alle nye borgere i målgruppen for helhedspleje, samt borgere med et markant ændret støttebehov. Det forventes dog, at borgerne først efter sommerferien vil begynde at modtage helhedspleje af hensyn til en hensigtsmæssig opstart.
Den gradvise implementering betyder, at Døgnplejen og de private leverandører i de kommende to år både leverer helhedspleje efter den nye ældrelov og hjemmepleje efter serviceloven til borgere, der endnu ikke er visiteret til helhedspleje.
Indførelse af helhedsplejen er en gennemgribende forandring af den måde kommunen visiterer, afregner og leverer støtte til ældre borgere i eget hjem – og omfatter store dele af ældreplejen. Det er derfor svært at forudse konsekvenserne og samspillet af de mange omlægninger. Det forventes derfor, at modellen løbende justeres og revurderes i de kommende år. Der vedlægges en udviklings- og implementeringsplan for den fortsatte implementering af helhedspleje til orientering i bilag 2.
Inddragelse
Modellen for helhedspleje i Frederikssund Kommune er udarbejdet i projekt- og arbejdsgrupper med deltagelse af medarbejdere fra centrene for Sundhed, Forebyggelse og Ældre og Økonomi. Derudover er der afholdt workshop med leder- og medarbejderrepræsentanter fra Døgnplejen og Visitation og Hjælpemidler, ligesom helhedspleje er drøftet i de relevante Lokale MED-udvalg, i Seniorrådet og med de private leverandører i Frederikssund Kommune.
Sagen sendes i høring i Seniorrådet og rådet for handicap, psykiatri og udsathed forud for mødet.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Administration indstiller, at Omsorg og Ældre godkender
5 helhedsplejeforløb. Plejeforløbene tager alle afsæt i det gældende serviceniveau I kommunen. Implementeringen af helhedspleje sker gradvis efter en konkret individuel vurdering i perioden 1.7.25-1.7.27. Seniorrådet tager administrationens indstilling til efterretning.
Høringssvar fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet vurderer, at forslaget til model for pleje- og omsorgsforløb afspejler ældrelovens ambitioner omkring helhedspleje og de værdier, der knytter sig hertil. Inddragelse og medbestemmelse er en væsentlig del af helhedsplejen. Det betyder, at medarbejderne fremadrettet i højere grad skal være i dialog med borgerne om, hvordan hjælpen bedst udføres. Der forventes derfor at være behov for at understøtte medarbejderne i denne opgave, samt tilbyde kompetenceudvikling af både ledere og medarbejdere – Rådet opfordrer til, at der udarbejdes en plan herfor. Da der ikke fremadrettet udarbejdes kvalitetsstandarder, er det meget vigtigt at borgerne får en beskrivelse af, hvilken service de kan forvente, når de tilbydes et plejeforløb, dels af hensyn til en forventningsafstemning dels af hensyn til en vurdering af, om
de rent faktisk får den hjælp, de har behov for.
Det er meget fleksibelt, at der som hovedregel ikke skal ske revisitation ved ændrede behov, men Rådet kan godt være bekymret for, hvordan ressourcesvage borgere skal være i stand til selv at argumentere for en justering af støtten, som skal foregå ”i dialog mellem borger og medarbejdere i de faste teams.” Det risikerer at tilgodese de ressourcestærke borgere med godt netværk, som kan argumentere for behovet for yderligere støtte. Rådet synes, det er positivt, at modellen er blevet til gennem inddragelse af medarbejdere og ledere samt andre involverede parter.
Økonomi
Godkendelse af de fem helhedsplejeforløb, har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
54Drøftelse om evaluering af byrådsperioden
Resume
Sagen omhandler Omsorg og ældres evaluering af byrådsperioden 2022-2025. Udvalgets evaluering og synspunkter indgår som baggrundsmateriale til Byrådets samlede evaluering af byrådsperioden, hvilket drøftes af Byrådet på et temamøde den 24. september 2025. Formålet med Byrådets evaluering er at samle op på erfaringer fra indeværende periode med henblik på forberedelse af arbejdsform og introduktion i forhold til det kommende Byråd.
Indstilling
Administrationen indstiller til Omsorg og ældre, at:
- Evaluering af byrådsperioden indenfor Omsorg og ældre drøftes.
Beslutning
Udsat.
Sagsfremstilling
I forlængelse af den gennemførte midtvejsevaluering af byrådsperioden, bl.a. ved et seminar i Byrådet den 25. januar 2024, skal hele byrådsperioden nu evalueres.
Byrådet har den 30. april 2025 besluttet følgende proces i 2025:
- Juni: Evaluering i fagudvalgene (inkl. Økonomiudvalget)
- 24. september: Temamøde i Byrådet med samlet evaluering. Der forelægges et opsamlingsnotat fra de foregående drøftelser i fagudvalg m.v.
- Oktober – december: Mulighed for udmøntning af de ændringer, Byrådet måtte ønske og eventuel indarbejdelse af i ny styrelsesvedtægt for den kommende byrådsperiode.
Omsorg og ældre kan i sin evaluering af byrådsperioden eksempelvis forholde sig til følgende temaer og spørgsmål:
Politisk organisering, struktur og arbejdsform:
- Hvordan kan kompetencefordeling og udvalgsstruktur eventuelt forbedres?
- Hvordan er samarbejdet og relationen til øvrige udvalg og eventuelle råd, nævn, bestyrelser og andre aktører med relation til udvalgets ansvarsområde?
- Er der den rette mødestruktur mht. antal udvalgsmøder, tidspunktet for afholdelse og mødeform?
- Bruges tiden på møderne optimalt? Hvad kan eventuelt forbedres og hvordan?
- Hvad kan forbedre det politiske samarbejde inden for udvalgets fagområde og udvalgsmedlemmernes arbejdsmiljø og vilkår?
- Hvilke overvejelser kan der gøres om formandsskabsmodellen?
- Har §17 stk. 4-udvalgene skabt den ønskede værdi i forhold til udvalgets arbejde?
Administrativ understøttelse:
- Skaber de politiske sagsfremstillinger det rette grundlag for de politiske drøftelser? Hvad ønskes der eventuelt mere eller mindre af?
- Er der arbejdsgange eller andre former for administrativ understøttelse af udvalget, der er uklare eller på anden vis kan forbedres? Hvilke og eventuelt hvordan?
Politisk værdi:
- I hvilke situationer og typer af udvalgssager har udvalget i særlig grad skabt politisk værdi? Hvilken læring kan tages med herfra?
- Især for de nye udvalgsmedlemmer i denne byrådsperiode: Er der noget, der har overrasket enten positivt eller negativt i forhold til de ønsker og forestillinger om udvalgets politiske arbejde, man måtte have haft, inden man blev udvalgsmedlem? Kalder det på ændringer af udvalgets arbejde?
- Især for de udvalgsmedlemmer, der også har været med i udvalget tidligere: Er der sket en positiv eller negativ udvikling i forhold til tidligere perioder, som bør adresseres? Kalder det på ændringer af udvalgets arbejde?
Andet:
- Er der andet fra udvalgets fagområde, som udvalget vil fremhæve fra byrådsperioden?
- Hvilke gode råd har udvalgsmedlemmerne til kommende medlemmer af dette udvalg?
- Hvilke gode råd har udvalget til administrationen, der skal introducere et kommende udvalg for fagområdet?
Udvalgets forskellige synspunkter vil blive samlet op i et særskilt referat, der indgår i det samlede materiale, der forelægges Byrådet i forbindelse med Byrådets temamøde d. 24. september 2025 om evaluering af byrådsperioden.
Vedlagt som bilag til sagen er konklusionspapir fra Byrådets midtvejsevaluering.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Intet høringssvar fra Seniorrådet.
Høringssvar fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet har følgende input til relationen mellem Udvalget for Omsorg og Ældre og Rådet:
Rådet har et godt og konstuktivt samarbejde med udvalgsmedlemmerne og formanden
Rådet føler sig hørt og inddraget i de politiske beslutningsprocesser
Rådet oplever stor lydhørhed ift vores høringssvar
Det kan være svært at få tilbagemeldinger på Rådets høringssvar
Afviklingen af dialogmøder mellem Udvalget og Rådet bør være mere involverende og dialogvenlige.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
55Orientering om åbning af straksudlevering af hjælpemidler i Slangerup og Skibby
Resume
I budgetaftalen 2025-2028 blev det aftalt at etablere en straksudlevering af simple hjælpemidler til borgere i eget hjem. Straksudleveringen åbner i slutningen af august 2025. Der er åbent én dag om ugen på Nordhøj i Skibby og én dag om ugen på Solgården i Slangerup. Her kan borgerne møde op, afprøve en række udvalgte simple hjælpemidler, få en bevilling og tage hjælpemidlet med hjem.
Indstilling
Administrationen indstiller til Omsorg og ældre, at:
- Tage orientering til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende:
Morten Skovgaard (V)
Inge Messerschmidt (O)
Lars Jepsen (A)
Sagsfremstilling
I budgetaftalen 2025-2028 blev det aftalt, at der skal etableres en straksudlevering af simple hjælpemidler til borgere med varig funktionsnedsættelse i eget hjem. Planen var oprindeligt at etablere starksudleveringen i Forebyggelse og Trænings nye lokaler på Frederikssund Hospital. På grund af pauseringen af Forebyggelse og Trænings flytning frem til foråret 2026, har det været nødvendigt at finde en alternativ beliggenhed til strakudleveringen.
Straksudlevering øger borgernes adgang til simple hjælpemidler
Frederikssund Kommune deler hjælpemiddeldepot med Egedal Kommune, der fysisk er placeret i Egedal Kommune. Når borgere i dag anmoder om et simpelt hjælpemiddel, såsom en rollator, badetaburet eller toiletforhøjer, behandles sagerne i de fleste tilfælde via telefonen af Visitationen. Når hjælpemidlerne bevilges, afleverer hjælpemiddeldepotet hjælpemidlet på borgernes adresse indenfor tre hverdage. Hjælpemidlerne indstilles til borgerne af depotet i forbindelse med afleveringen.
Etablering af en straksudlevering gør det nemmere for borgere at få udleveret udvalgte simple hjælpemidler. Her vil de kunne møde personligt op, afprøve et hjælpemiddel, få en bevilling og tage det med hjem med det samme. Forventningen er, at den mindre restriktive tilgang til bevilling af hjælpemidler vil øge borgertilfredsheden og komme borgernes sundhed til gavn, forebygge fald, sygdom mv., og gøre borgerne mere selvhjulpne. Borgerne vil fortsat have mulighed for at ansøge Visitationen om de pågældende hjælpemidler parallelt med straksudleveringen. Hjælpemidler til midlertidig funktionsnedsættelse udleveres af regionen.
Der er gode erfaringer med straksudlevering af hjælpemidler i flere andre kommuner, herunder Egedal Kommune. Tilbuddet om straksudlevering i Frederikssund Kommune tager udgangspunkt i deres erfaringer.
Plan for åbning af straksudlevering i Skibby og Slangerup
Straksudleveringen bliver placeret hos Forebyggelse og Træning på Nordhøj i Skibby og på Solgården i Slangerup. Det vil i forlængelse af rammerne for budgetinitiativet være åbent to dage om ugen á to timer. Én dag hvert sted. Tilbuddet bliver bemandet af en terapeut, der kan vejlede borgerne i at finde det hjælpemiddel, der bedst dækker deres behov og indstille hjælpemidlet korrekt og instruere borgeren i brugen. Borgerne kan få udleveret følgende simple hjælpemidler: rollator, badetaburet, strømpepåtager, albuestok og toiletforhøjer. Udbuddet vil blive evalueret løbende. Der skal fortsat ansøges om de øvrige hjælpemidler hos Visitationen. Tilbuddet åbner i slutningen af august 2025.
Etableringsomkostninger til straksudlevering af hjælpemidler
I budgetaftalen 2025-2028 blev der afsat 50.000 kr. til etableringsomkostninger. De skulle gå til ombygning af lokale til depot og kontorplads samt indkøb af computer, scanner mv. Etableringen af straksudlevering af hjælpemidler i Forebyggelse og Trænings eksisterende lokaler på Nordhøj og Solgården kan holdes indenfor de afsatte midler på trods af, at der er tale om to lokationer i stedet for én. Det skyldes, at der er en kontorplads og computer, der kan benyttes til tilbuddet begge steder. Midlerne vil blive brugt til etablering af depoter samt indkøb af scannere og øvrigt udstyr.
Driftsomkostningerne afholdes inden for det eksisterende budget i Træning og Forebyggelse.
Inddragelse
Sagen sendes i høring i Seniorrådet og Rådet for handicap, psykiatri og udsathed forud for mødet. Øvrig inddragelse er ikke vurderet relevant.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Seniorrådet ser med tilfredshed på det forhold, at den tidligere aftalte straksudlevering af hjælpemidler nu igangsættes og tager i øvrigt informationen herom til efterretning.
Høringssvar fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet tager orienteringen til efterretning med den kommentar, at straksudlevering af simple hjælpemidler er en rigtig god og lavbureaukratisk service overfor borgerne, der samtidig får lejlighed til at afprøve hjælpemidlet og få kyndig vejledning ift indstilling af det.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
56Orientering om status på den socialfaglige medarbejder i Visitationen
Resume
Omsorg og ældre ønskede på udvalgsmøde den 3.april 2025 at få en status på den socialfaglige medarbejder i Visitation og Hjælpemidler. Udvalget forelægges med denne sag den ønskede status.
Indstilling
Administrationen indstiller til Omsorg og ældre, at:
- Tage orienteringen til efterretningen.
Beslutning
Udsat.
Sagsfremstilling
Byrådet afsatte med budget 2022 midler til at ansætte en socialfaglig medarbejder i Frederikssund Kommune. Stillingen er organisatorisk placeret i Visitation og Hjælpemidler. Den socialfaglige medarbejder hjælper blandt andet borgere med nogle af de opgaver, der er i forbindelse med at flytte i en handicapbolig eller i en plejebolig, hvis de ikke selv kan varetage opgaverne eller kan få støtte til opgaverne fra deres netværk. Det drejer sig blandt andet om opgaver af økonomisk karakter i forbindelse med flytningen.
Den socialfaglige medarbejder hjælper typisk borgere som har et svagt eller intet netværk. Medarbejderen er typisk i dialog med borgerne telefonisk og tilbyder også fysiske besøg til borgere med behov. Borgere henvises oftest til den socialfaglige medarbejder via en visitator.
Borgere som har modtaget hjælp fra den socialfaglige medarbejder i kommunen giver overfor visitationen udtryk for, at de er glade for hjælpen og at tilbuddet findes. Borgere kan på kommunens hjemmeside og i kommunens kvalitetsstandarder læse om muligheden for at få hjælp af den socialfaglige medarbejder.
Den socialfaglige medarbejder har i 2024 hjulpet 94 borgere med blandt andet:
- 73 sager om boligstøtte.
- 7 lettere sager om støtte til økonomi.
- 14 omfattende sager om støtte til økonomi.
Udover ovenstående opgaver har den socialfaglige medarbejder også vejledt og rådgivet borgere telefonisk, hvilket ikke altid registreres som en sag i kommunens fagsystem. Antallet af borgere som medarbejderen var i kontakt med i 2024 var derfor højere end 94.
En sag om boligstøtte tager op til 30 minutter pr. sag at behandle, mens de lettere økonomisager tager mellem 1-5 arbejdsdage pr. sag at behandle. De mere omfattende sager om støtte til økonomi kan være langvarige og køre i flere år, hvorfor det ikke er muligt at opgøre den socialfaglige medarbejders ressourceforbrug herpå.
Der er vedlagt uddybende en funktionsbeskrivelse for den socialfaglige medarbejder som bilag til dagsordenspunktet. Den socialfaglige medarbejder har varetaget funktionen i 3 år og er ansat 18,5 timer om ugen til det socialfaglige arbejde. Ældre borgere, som har brug for let støtte til økonomi, herunder oplæring i brugen af MitID, e-Boks og netbank kan få hjælp fra Rådgivningshuset i kommunen. Der findes også frivillige foreninger i kommunen, som tilbyder vejledning indenfor den socialfaglige medarbejders opgaveportefølje, blandt andet Ældresagen.
Inddragelse
Sagen sendes i høring i Seniorrådet og Rådet for handicap, psykiatri og udsathed forud for mødet.
Høringssvar fra Seniorrådet:
Seniorrådet anser Visitationens socialfaglige indsats som meget vigtig i forhold til ældre borgere, specielt borgere med begrænset socialt netværk. Seniorrådet må derfor anbefale, at der iværksættes en grundig evaluering af denne indsats for at få belyst, om den når alle relevante ældre borgere og om opfølgning finder sted i nødvendigt omfang, idet der her er tale om meget sårbare borgere.
Endvidere må vi opfordre til, at stillingen opnormeres og besættes med et udvidet timetal af ensocialrådgiver med de rette kompetencer.
Høringssvar fra Rådet for Handicap, psykiatri og udsathed:
Det er Rådets opfattelse, at den socialfaglige medarbejder udfører en vigtig opgave i form af støtte til borgere med et ikke-eksisterende eller
svagt netværk med rådgivning omkring økonomi ifm flytning til plejebolig eller lign. Rådet efterlyser i den forbindelse en evaluering blandt brugerne af ordningen.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
57Meddelelser
Beslutning
-
Sagsfremstilling
Meddelelser:
- Sagsliste og årshjul for Omsorg og ældre vedlægges som bilag.
- Referat fra møde i Kommunalt-lægeligt Udvalgsmøde (KLU) den 24.04.25 vedlægges til orientering.
Bilag
58Underskrifter
Beslutning
-
Sagsfremstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark. Når der trykkes "Godkendt" svarer det til at underskriftarket er underskrevet.