Frederikssund Kommunes logo

Fritid og Kulturs møde den 14. september 2026

Frederikssund Bibliotek, Jernbanegade 24, 3600 Frederikssund kl. 15.00

Referat

Fold alle punkter

99Godkendelse af dagsorden

Beslutning

Godkendt.

Fraværende:

Jeanette Hassel (C)

100Orientering om Kulturpuljens disponeringer september 2026

Resume

Med denne sag orienteres udvalget om Kulturpuljens disponeringer pr. 14. september 2026

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende:

Jeanette Hassel (C)

Sagsfremstilling

Kulturpuljens samlede ramme for 2026 er 714.700 kr. Heraf er der for 2026-2029 forhåndsdisponeret 287.192 kr. til

faste bevillinger i 2026.

Frem til 14. september 2026 er der disponeret midler for i alt 578.360 kr., og der resterer 136.340 kr. til uddeling.

Der er i seneste ansøgningsrunde ansøgninger for i alt 112.700 kr. fordelt på seks ansøgninger.

Vedlagt som bilag er Kulturpuljens kriterier, et overblik over Kulturpuljens disponeringer samt

høringssvar fra KUF vedr. alle ansøgninger.

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

101Beslutning om kulturpuljeansøgning fra Torvedage - Fjordliv om tilskud til torvedage i Frederikssund

Resume

Foreningen Torvedage – Fjordliv søger om et tilskud på 26.200 kr. til afholdelse af ugentlige torvedage på Rådhustorvet i Frederikssund.

Torvedagene afholdes hver lørdag og har til formål at skabe et lokalt mødested, hvor lokale producenter og håndværkere kan sælge og synliggøre deres produkter. Derudover vil der også være børneaktiviteter og kulturelle indslag med lokale musikere.

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

  1. Beslutte, hvorvidt ansøgningen imødekommes.

Beslutning

Ansøgningen imødekommes med støtte på 14.000 kr. primært til musik og børneaktiviteter.

Fraværende:

Jeanette Hassel (C)

Sagsfremstilling

Torvedage - Fjordliv søger om et tilskud på 26.200 kr. til afholdelse af ugentlige torvedage på Rådhustorvet i Frederikssund. Torvedagene afholdes hver lørdag kl. 9-14 og henvender sig til børn, unge og voksne i og omkring Frederikssund Kommune samt turister.

Torvedagene har til formål at understøtte det lokale liv og skabe et socialt samlingspunkt omkring lokale fødevarer, håndværk og traditioner. På torvet vil lokale producenter blandt andet sælge æg, kød, honning, grøntsager og fisk, mens lokale håndværkere vil have mulighed for at udstille og sælge deres produkter.

Der vil desuden være børneaktiviteter, eksempelvis skattejagt, ringspil, dåsekast, græskarudskæring og mindre kreative workshops. Aktiviteterne tilpasses årstid og sæson. Derudover ønsker foreningen at have lokale musikere som en fast del af torvedagene.

Ansøger oplyser, at den første torvedag blev afholdt den 6. juni 2026, og at arrangementerne indtil videre har været en succes. Der forventes mellem 200 og 500 besøgende på de enkelte torvedage.

Det ansøgte tilskud på 26.200 kr. skal blandt andet anvendes til pavilloner, skilte og bannere, markedsføring, materialer og præmier til børneaktiviteter samt kulturelle indslag med lokale musikere. Ansøger oplyser, at de udgifter, der søges støtte til, først igangsættes efter udvalgets behandling.

Torvedagene afholdes med et almindeligt marked fra maj til september, høstmarked i september og oktober samt julemarked fra slutningen af november og frem til jul.

Torvedage - Fjordliv har ikke egenkapital og oplyser, at der indtil videre er afholdt udgifter på ca. 3.000 kr. til blandt andet hjemmeside, teknisk udstyr og markedsføring, som er betalt af foreningens stiftere.

Torvedage - Fjordliv har ikke modtaget støtte fra Kulturpuljen de seneste tre år.

Administrationen har kontaktet ansøger for at afklare om ansøgningen falder uden for Kulturpuljens rammer og kriterier, da der ikke gives tilskud til events med kommercielt sigte: Events, der har et kommercielt sigte (fx overskud til egen forening), kan ikke søge tilskud fra kulturpuljen.

Administrationen har ligeledes kontaktet ansøger med henblik på at få afklaret karakter og varighed af posterne musik og børneaktiviteter.

Ansøger oplyser i den forbindelse, at:

Der er kommercielt sigte for de forskellige stadeholdere, men støtten er udelukkende til foreningen bag med henblik på at afvikle Torvedage og ikke med kommercielt sigte. Vi (Foreningen Torvedage - Fjordliv) tjener intet på Torvedage.

De 10.000 kr. til musikere - vi ser gerne, at der kommer musikere hver lørdag. Det kan både være i form af lokale kor, bands, soloartister. De laver også ofte sing-a-longs og inviterer gæster til at vælge en sang og synge. Det er primært med henblik på at skabe stemning og få gæster til at sidde på torvet i længere tid.

De 2.000 kr. til børneaktiviteter - det bliver som udgangspunkt hver anden lørdag, men kan også blive rykket rundt til at passe med f.eks. de to lørdage i efterårsferien eller hver lørdag til julemarkedet.

Vedhæftet til sagen er ansøgningen, budget for torvedagene og notat med svar på spørgsmål.

Kulturpuljens rammer og kriterier:

Kulturpuljen - Frederikssund Kommune

Inddragelse

Kulturrådet i Frederikssund (KUF) er høringspart på ansøgninger til kulturpuljen.

Høringssvar fra KUF:

Også i denne sag har vi meget svært ved at gennemskue hvad der præcist søges støtte til, da der ikke er vedlagt et konkret budget. Samtidig bemærker vi, at hele formålet med det er at tiltrække mennesker til et marked, som jo principielt er en kommerciel aktivitet, hvor erhvervsdrivende tjener penge for egen vinding.

På det foreliggende grundlag kan vi derfor ikke støtte ansøgningen, men såfremt det kan specificeres hvor stor den del af udgifterne, der vedrører egentlige kulturelle aktiviteter i form af de børneaktiviteter og kulturelle indslag i form af lokale musikere, som nævnes i ansøgningen, og hvilken egenfinansiering der tilvejebringes, er vi som sagt positive over for initiativet.

Administrationen har forud for høringsfasen efterspurgt et budget for de ansøgte midler. Dette er modtaget den 19. august, og har derfor ikke været en del af det oprindelige høringsmateriale. KUF har efterfølgende fået budget og ansøgers opfølgende svar i høring, og har indsendt følgende høringssvar:

I forhold til Torvedage er vi ligesom i vores oprindelige svar yderst positive over for at der ydes støtte til de kulturelle aktiviteter, hvorimod de omkostninger der vedrører en forenings helt normale drift (hjemmeside, kontorhold, beklædning mv.) må finansieres af foreningens egne midler, da kulturpuljens formål ikke er at understøtte almindelig foreningsdrift.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning, da en evt. bevilling sker inden for kulturpuljens afsatte budgetramme.

Bilag

102Beslutning om kulturpuljeansøgning fra Skibby Kino om tilskud til musikarrangement

Resume

Skibby Kino søger om en underskudsgaranti på 15.000 kr. til et musikarrangement med Jane & Shane.

Der søges om underskudsgaranti til dækning af kunstnerhonoraret, såfremt arrangementets billetindtægter ikke dækker udgiften. Arrangementet er offentligt tilgængeligt og afholdes i Skibby Kino.

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

  1. Beslutte, hvorvidt ansøgningen imødekommes.

Beslutning

Ansøgningen imødekommes med en underskudsgaranti på 10.000 kr.

Fraværende:

Jeanette Hassel (C)

Sagsfremstilling

Skibby Kino søger om en underskudsgaranti på 15.000 kr. til afholdelse af et musikarrangement med Jane & Shane den 3. oktober 2026 i Skibby Kino.

Arrangementet er et offentligt musikarrangement, der henvender sig til borgere i Skibby og omegn og er åbent for alle aldersgrupper. Arrangementet annonceres på Skibby Kinos hjemmeside, og billetprisen er 250 kr. pr. person.

Der forventes 80 deltagere. Der er budgetteret med billetindtægter på 20.000 kr., og der søges om en underskudsgaranti på 15.000 kr. til dækning af kunstnerhonoraret, hvis arrangementets indtægter ikke er tilstrækkelige. Der er ikke søgt eller modtaget støtte fra andre.

Ansøger oplyser, at underskudsgarantien udelukkende vedrører kunstnerhonoraret.

Foreningens egenkapital udgjorde 1.534.059 kr. ved seneste regnskab. Skibby Kino har dog for nyligt erhvervet et lydanlæg med et budget på 836.000 kr., eksklusiv moms, hvor en del var egenfinansiering.

Skibby Kino har de seneste år fået bevilliget følgende fra Kulturpuljen:

  • Tilskud på 30.000 kr. til nyt lydanlæg i 2026
  • Underskudsgaranti på 12.000 kr. til musikalsk arrangement i 2024 (Skibby Kino gjorde ikke brug af underskudsgarantien)
  • Underskudsgaranti på 13.000 kr. til koncert i 2023 (Skibby Kino gjorde ikke brug af underskudsgarantien)

Vedlagt som bilag er ansøgningen til Kulturpuljen.

Kulturpuljens rammer og retningslinjer:

Kulturpuljens rammer og retningslinjer

Inddragelse

Kulturrådet i Frederikssund (KUF) er høringspart på ansøgninger til kulturpuljen.

Høringssvar fra KUF:

Vi undrer os over, at der af ansøgningen intet fremgår om det konkrete formål, hvilket igen gør det svært at behandle ansøgningen.

Vi har dog via foreningens hjemmeside erfaret, at det drejer sig om en koncert med Jane & Shane. Da vi kan se af ansøgningen at der forventes en fin egenindtægt, og budgettet i udgangspunkt udviser overskud, vil vi mene at en underskudsgaranti i størrelsesorden kr. 7.500,- er dækkende.

Efter høringssvar er modtaget fra KUF, er sagen blevet opdateret med arrangements formål: Et musikarrangement med Jane & Shane.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning, da en evt. bevilling sker inden for kulturpuljens afsatte budgetramme.

Bilag

103Beslutning om kulturpuljeansøgning fra Frederikssund Kirke om tilskud til Opera på operapladsen

Resume

Frederikssund Kirke søger om et tilskud på 12.000 kr. til afholdelse af arrangementet Opera på Operapladsen.

Der søges om tilskud til dækning af en del af udgifterne til kunstnere, lydmand og leje af lydanlæg. Arrangementet er gratis og åbent for alle og afholdes på Operapladsen ved Havnebadet i Frederikssund.

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

  1. Beslutte, hvorvidt ansøgningen imødekommes.

Beslutning

Ansøgningen imødeskommes med støtte på 12.000 kr.

Fraværende:

Jeanette Hassel (C)

Sagsfremstilling

Frederikssund Kirke søger om et tilskud på 12.000 kr. til afholdelse af kulturarrangementet Opera på Operapladsen, der afholdes den 5. maj 2027 på Operapladsen ved Havnebadet i Frederikssund.

Arrangementet er et gratis, offentligt kulturarrangement med fokus på opera og henvender sig til alle borgere i Frederikssund Kommune. Der forventes omkring 200 deltagere.

Administrationen har været i dialog med ansøger om arrangementets indhold. Ansøger oplyser, at Opera på Operapladsen vil indeholde flere af operaens største musikalske værker og ikke vil være opførelsen af én samlet opera. Ansøger oplyser desuden, at arrangementet hverken er af forkyndende karakter eller indeholder forkyndende elementer.

Administrationen vurderer på baggrund af dialogen med ansøger, at arrangementet ikke har en forkyndende karakter, og at arrangementet kan støttes af Kulturpuljen.

Der søges om et tilskud på 12.000 kr. til dækning af en del af de samlede udgifter på 25.000 kr. De resterende 13.000 kr. dækkes af Frederikssund Kirke.

De samlede udgifter dækker honorarer til to operasangere og en akkordeonist samt udgifter til lydmand og leje af lydanlæg.

Ansøger oplyser desuden, at arrangementet blev afholdt for første gang den 6. juni 2026, hvor 250-300 borgere deltog. Arrangementet blev godt modtaget, og der har efterfølgende været stor interesse for en gentagelse. Frederikssund Kirke ønsker, som kulturbærende institution, at bidrage til byens kulturliv ved at skabe et gratis og tilgængeligt kulturtilbud i det offentlige rum.

Frederikssund Kirke har ikke modtaget tilskud fra Kulturpuljen de seneste tre år.

Vedlagt som bilag er ansøgning til Kulturpuljen og Frederikssund Kirkes seneste regnskab.

Kulturpuljens rammer og retningslinjer:

Kulturpuljens rammer og retningslinjer

Inddragelse

Kulturrådet i Frederikssund (KUF) er høringspart på ansøgninger til kulturpuljen.

Høringssvar fra KUF:

Har må vi af princip sige nej til at støtte eventet – og det har der også altid været tradition for at udvalget gør.

Det skyldes, at vores kirker selv har budget til deres aktiviteter, og at det vil danne præcedens/åbne porten på vid gab, hvis man begynder at støtte arrangementer i regi af vores kirker og trossamfund.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning, da en evt. bevilling sker inden for kulturpuljens afsatte budgetramme.

Bilag

104Beslutning om kulturpuljeansøgning fra Græse-Sigerslevvester Foredragsforening vedr. underskudsgaranti til foredrag om H.C. Andersen

Resume

Græse-Sigerslevvester Foredragsforening søger om en underskudsgaranti på 4.500 kr. til et musikalsk foredrag om H.C. Andersen med komponist og højskolelærer Kristian la Cour og forfatter Jens Andersen.

Arrangementet afholdes i Kulturhuset Elværket og er åbent for både medlemmer og gæster.

Der søges om underskudsgaranti til maksimalt 35 deltagere, såfremt der ikke deltager mellem 90 og 125 betalende deltagere.

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

  1. Beslutte, hvorvidt ansøgningen imødekommes.

Beslutning

Ansøgningen imødekommes med en underskudsgaranti på 4.500 kr.

Fraværende:

Jeanette Hassel (C)

Sagsfremstilling

Græse-Sigerslevvester Foredragsforening søger om en underskudsgaranti på 4.500 kr. til et musikalsk foredrag om H.C. Andersen med forfatter Jens Andersen og komponist og højskolelærer Kristian la Cour. Arrangementet afholdes onsdag den 4. november 2026 kl. 19.00 i Kulturhuset Elværket og er åbent for både medlemmer og gæster.

I foredraget fortæller Jens Andersen om H.C. Andersen som dansk verdensborger, hans mange rejser og omfattende forfatterskab. Undervejs vil der blive sunget en række kendte og mindre kendte H.C. Andersen-sange akkompagneret af Kristian la Cour. Arrangementet er samtidig med til at markere Græse-Sigerslevvester Foredragsforenings 135-års fødselsdag.

Der forventes 125 betalende deltagere samt bestyrelsen. Billetprisen er 165 kr. for medlemmer og 215 kr. for gæster. Foreningen forventer en entréindtægt på 20.625 kr. og har desuden modtaget et tilskud på 5.000 kr. fra Fonden Himmerland. De samlede forventede indtægter udgør dermed 25.625 kr.

De samlede udgifter er budgetteret til 27.625 kr. og omfatter blandt andet honorar, kørsel og provision til de to medvirkende på i alt 22.750 kr., gebyrer til NemTilmeld og MobilePay på 500 kr. samt forplejning på 4.375 kr. Der er afsat 35 kr. pr. deltager til forplejning.

Der søges om en underskudsgaranti på maksimalt 4.500 kr., svarende til 35 deltagere á 130 kr., såfremt der ikke deltager mellem 90 og 125 betalende deltagere.

Foreningen har oplyst, at den seneste regnskabsførte egenkapital udgjorde 24.270 kr.

Græse-Sigerslevvester Foredragsforening har de seneste år fået bevilliget følgende fra Kulturpuljen:

  • Underskudsgaranti på 2.875 kr. til foredrag med Ditlev Tamm i 2023.
  • Underskudsgaranti på 4.025 kr. til foredrag med Adrian Hughes i 2023.
  • Underskudsgaranti på 5.625 kr. til foredrag med Abdel Aziz Mahmoud i 2024.
  • Underskudsgaranti på 6.250 kr. til foredrag med Friis Arne Petersen i 2025.
  • Underskudsgaranti på 6.250 kr. til sangforedrag med Marianne Søgaard i 2026.

Vedhæftet sagen er bilag med ansøgningsskema, regnskab samt program for 2026-2027. t program for 2025

Kulturpuljens rammer og kriterier:

Kulturpuljen - Frederikssund Kommune

Inddragelse

Kulturrådet i Frederikssund (KUF) er høringspart på ansøgninger til kulturpuljen.

Høringssvar fra KUF:

Der er tale om yderst beskedent beløb, og alene en underskudsgaranti – og da arrangementet opfylder kriterierne for tilskud fra Kulturpuljen, anbefaler vi at det ansøgte beløb bevilges.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning, da en evt. bevilling sker inden for kulturpuljens afsatte budgetramme.

Bilag

105Beslutning om kulturpuljeansøgning fra Sønderby Kulturhus om underskudsgaranti til sæsonprogram 2. halvår 2026

Resume

Sønderby Kulturhus søger om en underskudsgaranti på op til 25.000 kr. til foreningens program i efteråret 2026.

Der søges om underskudsgaranti til tre koncerter i oktober, november og december samt musikalsk underholdning ved Smagens Dag i september. Underskudsgarantien skal alene fungere som en sikkerhed ved svigtende billetsalg, og foreningen foreslår, at arrangementernes økonomi opgøres samlet ved udgangen af december 2026, således at eventuelle overskud på nogle arrangementer modregnes eventuelle underskud på andre, inden garantien eventuelt aktiveres.

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

  1. Beslutte, hvorvidt ansøgningen imødekommes.

Beslutning

Ansøgningen imødekommes med en underskudsgaranti på 20.000 kr.

Fraværende:

Jeanette Hassel (C)

Sagsfremstilling

Foreningen Sønderby Kulturhus søger om en underskudsgaranti på 25.000 kr. til foreningens koncertprogram og øvrige musikarrangementer i efteråret 2026. Arrangementerne afholdes i Sønderby Kulturhus og henvender sig til musikinteresserede borgere i Hornsherred og resten af Frederikssund Kommune.

Der søges om underskudsgaranti til musikalsk underholdning ved Smagens Dag den 13. september hvor The Mes med Erik Herss spiller samt tre koncerter med henholdsvis Poul Banks den 23. oktober, Tingo Kvartetten den 13. november og Veronica Mortensen & Niels HP den 4. december.

Arrangementerne forventes at have mellem 50 og 70 deltagere. Det er gratis at deltage til Smagens Dag den 13. september, mens entréprisen til de tre øvrige koncerter er 200 kr. Foreningen oplyser, at entréprisen afstemmes med det forventede deltagerantal og udgifterne til musikerhonorarer. Der kalkuleres samtidig med et bidrag på 25 kr. pr. deltager til Sønderby Kulturhus til dækning af driftsomkostninger.

Udgifterne til kunstnerhonorar er budgetteret til 3.000 kr. for arrangementet den 13. september, 12.000 kr. for koncerten den 23. oktober, 12.600 kr. for koncerten den 13. november og 12.000 kr. for koncerten den 4. december. Hertil kommer mindre udgifter til forplejning samt driftsbidrag til huset.

Foreningen forventer entreindtægter på 12.000-14.000 kr. ved hver af de tre koncerter i oktober, november og december. Budgettet forventes at balancere ved salg af 66-68 billetter til hver af disse koncerter.

Foreningen har ikke modtaget eller søgt støtte fra andre. Den seneste oplyste egenkapital udgør 39.045 kr.

Foreningen oplyser, at underskudsgarantien alene skal fungere som en sikkerhed for foreningens økonomi ved svigtende billetsalg til de enkelte arrangementer. Foreningen søger om en model svarende til den, som Fritid og Kultur bevilgede til foreningens arrangementer i første halvår af 2026. Regnskabet for første halvår viste et samlet underskud på 4.466 kr.

Foreningen foreslår, at økonomien for arrangementerne i andet halvår opgøres samlet ultimo december 2026. Eventuelle overskud ved nogle arrangementer skal således først modregnes eventuelle underskud ved andre arrangementer, før en eventuel underskudsgaranti aktiveres.

Foreningen Sønderby Kulturhus har de seneste år fået bevilliget følgende fra Kulturpuljen:

  • 25.000 kr. i underskrudgaranti til halvårligt sæsonprogram i 2026 (4.466 kr. blev udbetalt).
  • 4.500 kr. i tilskud til musiker ved marked i 2025
  • 25.000 kr. i tilskud til lydanlæg i 2025
  • 5.000 kr. i tilskud til kulturhusets drift i 2024
  • 5.000 kr. i tilskud til markedsdagen Smagens dag i 2023

Vedhæftet sagen er bilag med ansøgningsskema samt seneste regnskab.

Jf. Kulturpuljens rammer og kriterier gives der ikke tilskud til afholdte arrangementer. Da deadlines for ansøgninger til kulturpuljen blev oprettet var udvalget for Fritid og Kulturs møde fastsat til d. 10. september. Det er også denne dato, som fortsat fremgår inde på Fjorden, hvorfor det er denne dato, som Sønderby Kulturhus har fået at vide, at deres arrangementer skal ligge efter.

Administrationen anbefaler derfor, at Sønderby Kulturhus ansøgning behandles som normalt, selvom én af de fire arrangementer allerede er afholdt d. 13. september, da de ikke har været vidende om at udvalgsmødet er flyttet.

Kulturpuljens rammer og kriterier:

Kulturpuljen - Frederikssund Kommune

Inddragelse

Kulturrådet i Frederikssund (KUF) er høringspart på ansøgninger til kulturpuljen.

Høringssvar fra KUF:

Også i denne sag er vi positive over for ansøgningen, som fint opfylder puljens kriterier og medvirker til at skabe liv i vores lokale landsbymiljøer.

Henset til behovet ved første halvårs koncerter mener vi dog, at en underskudsgaranti kan begrænses til kr. 10.000,-.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning, da en evt. bevilling sker inden for kulturpuljens afsatte budgetramme.

Bilag

106Beslutning om kulturpuljeansøgning fra Venslev Kulturhus om tilskud til halvårligt sæsonprogram 2026/2027

Resume

Venslev Kulturhus - Kornlageret søger om et tilskud på 30.000 kr. til gennemførelse af en række åbne og gratis aktiviteter i vinterhalvåret 2026/27.

Venslev Kulturhus - Kornlageret oplyser, at en væsentlig del af aktiviteterne vil være målrettet unge og blandt andet omfatte åbne dage med mulighed for sociale, kreative og digitale aktiviteter. Derudover ønsker de at afholde folkeoplysende foredrag, som er åbne for alle interesserede.

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

  1. Beslutte, hvorvidt ansøgningen imødekommes.

Beslutning

Ansøgningen imødeskommes med støtte på 10.000 kr. til aktiviteter. Udvalget ønsker mere udspesificerede ansøgninger fremover.

Fraværende:

Jeanette Hassel (C)

Sagsfremstilling

Venslev Kulturhus - Kornlageret søger om et tilskud på 30.000 kr. til et projekt, som omfatter en række åbne og gratis arrangementer i vinterhalvåret 2026/27.

En væsentlig del af projektet er aktiviteter for unge, hvor Kornlageret blandt andet ønsker at etablere en fast ugentlig åbningsdag med mulighed for sociale, kreative og digitale aktiviteter. De unge skal så vidt muligt inddrages i udviklingen af tilbuddene. Kornlageret har tidligere afholdt et LAN-arrangement, som viste interesse for denne type aktiviteter.

Derudover ønsker Kornlageret at videreføre folkeoplysende aktiviteter, blandt andet Aarhus Universitets offentlige livestreamede naturvidenskabelige foredrag. Foredragene er åbne for alle og bidrager til at gøre viden og kultur tilgængelig lokalt.

Kornlageret drives af frivillige, som står for planlægning, annoncering, klargøring og afvikling af aktiviteterne. Det ansøgte beløb skal blandt andet anvendes til materialer, teknisk udstyr, markedsføring og øvrige udgifter forbundet med at kunne tilbyde aktiviteterne gratis.

Foreningen har ikke modtaget eller søgt støtte fra andre. Den seneste oplyste egenkapital udgør 36.226 kr., hvoraf 25.000 kr. er øremærket til et fælles projekt i byrummet mellem kulturhuset, bylauget og Venslev Høkeren. Den disponible egenkapital udgør dermed 11.226 kr.

Venslev Kulturhus har ikke modtaget støtte fra Kulturpuljen de seneste tre år.

Administrationen har kontaktet Venslev Kulturhus - Kornlageret med henblik på at få uddybet arrangementernes karakter og omfang, samt for at få et budget for de 30.000 kr. og deres anvendelse. Ansøgers uddybning er indsat herunder:

De aktiviteter, vi søger støtte til, er på forskellige stadier af planlægningen. Nogle arrangementer arbejder vi allerede konkret med, mens andre først bliver endeligt fastlagt, når vi kender vores økonomiske rammer og de frivilliges muligheder.

Vi arbejder aktuelt blandt andet med følgende arrangementer:

  • børneteater

  • julerevy

  • et åbent lokalt dialog- og folkeoplysningsarrangement mellem borgere, borgmesteren og relevante udvalgsformænd

  • bolchekursus

  • Aarhus Universitets livestreamede foredrag.

Dialogarrangementet er foreløbigt planlagt til 12. november, men datoen er endnu ikke endeligt bekræftet. Tanken er at skabe et åbent arrangement, hvor borgerne får mulighed for direkte dialog om lokale spørgsmål og udviklingen af lokalområdet.

Herudover har vi tidligere gennemført en række aktiviteter for børn og unge, som der har været god tilslutning til, og som meget vel kan blive gentaget. Det gælder blandt andet tegne- og maledag, LAN-aften, bolchekursus og børnebanko. Disse aktiviteter er ikke konkret planlagt endnu, men er eksempler på den type arrangementer, vi gerne vil kunne sætte i gang løbende.

En væsentlig del af projektet er desuden de mere løbende åbne tilbud til børn og unge, hvor Kornlageret fungerer som lokalt mødested med blandt andet bordtennis, bordfodbold, dart, spil og efterhånden også billard. Her er der ikke nødvendigvis tale om arrangementer med en bestemt dato, men om aktiviteter, som etableres løbende, blandt andet med særlig vægt på skoleferier.

I første halvår gennemførte vi seks egentlige arrangementer for børn og unge, og vi forventer mindst et tilsvarende aktivitetsniveau i den kommende periode, hvis økonomien gør det muligt. Typisk vil 15-20 børn ved de mindre arrangementer være en fin deltagelse.

Ved Aarhus Universitets livestreamede foredrag har vi normalt omkring 20-40 deltagere. Der er fire foredrag i efterårsprogrammet, og vi vil gerne arbejde på at gøre tilbuddet kendt for en større kreds.

Samlet forventer vi derfor en række enkeltstående arrangementer kombineret med de løbende åbne aktiviteter. Det er vanskeligt at sætte et præcist antal på deltagelsen allerede nu, men samlet forventer vi flere hundrede deltagere gennem vinterhalvåret. Der vil naturligvis være gengangere blandt deltagerne.

Med hensyn til anvendelsen af de 30.000 kr. er tanken, at midlerne blandt andet skal dække udgifter til materialer og aktiviteter, nødvendigt teknisk udstyr og klargøring, markedsføring samt øvrige konkrete udgifter ved at kunne gennemføre arrangementerne gratis eller med så lav deltagerbetaling, at økonomien ikke bliver en hindring for deltagelse.

Vi vil helst bevare mulighed for at prioritere midlerne mellem de enkelte aktiviteter, efterhånden som programmet falder endeligt på plads, og de faktiske udgifter bliver kendt. Hvis et mere detaljeret budget med en konkret beløbsfordeling er afgørende for Kulturpuljens behandling af ansøgningen, udarbejder og sender vi naturligvis gerne et sådant.

En væsentlig del af indsatsen leveres desuden som frivilligt arbejde med planlægning, markedsføring, klargøring, afvikling og oprydning.

Her kommer det ønskede budget for anvendelsen af de ansøgte 30.000 kr.

Da det endelige aktivitetsprogram som tidligere beskrevet endnu ikke er fuldt fastlagt, har vi opstillet budgettet efter overordnede udgiftstyper for den samlede række af aktiviteter i vinterhalvåret 2026/27:

Udgift  Budget
Arrangementer og aktiviteter, herunder for børn og unge,     

samt eksterne medvirkende og materialer

  20.000 kr.
Nødvendigt teknisk udstyr og mindre udgifter til afvikling    6.000 kr.
Markedsføring og information    4.000 kr.
I alt  30.000 kr.

Budgettet er et rammebudget for de aktiviteter, vi har beskrevet i ansøgningen og i vores efterfølgende uddybning. De konkrete udgifter vil afhænge af, hvilke aktiviteter der gennemføres, og de faktiske omkostninger ved disse.

Vi vil derfor gerne have mulighed for inden for projektets samlede formål at foretage mindre justeringer mellem posterne i takt med, at programmet og de enkelte aktiviteter falder endeligt på plads.

Den betydelige frivillige indsats til planlægning, klargøring, gennemførelse og oprydning indgår ikke som en udgift i budgettet.

Kulturpuljens rammer og kriterier:

Kulturpuljen - Frederikssund Kommune

Inddragelse

Kulturrådet i Frederikssund (KUF) er høringspart på ansøgninger til kulturpuljen.

Høringssvar fra KUF:

Lige som med Sønderby Kulturhus er vi principielt positivt stemt over for at støtte nye initiativer i Venslev. Imidlertid er ansøgningen her meget ukonkret, og vi har svært ved at gennemskue hvad der reelt ydes støtte til, hvis de ansøgte kr. 30.000,- bevilges. Der er således intet detaljeret budget over udgifter/hvad midlerne konkret skal anvendes til, og hvordan egne indtægter til eventuel medfinansiering tilvejebringes.

På det foreliggende grundlag kan vi derfor ikke støtte ansøgningen.

Administrationen har i høringsfasen efterspurgt et budget for de ansøgte midler samt bedt om opfølgende oplysninger fra ansøger. Ansøger har indsendt opfølgende oplysninger, som KUF har fået i høring, og har indsendt følgende høringssvar:

Vi har principielt samme holdning for så vidt angår Venslev Kulturhus, men her har vi fortsat svært ved at gennemskue hvad de reelle udgifter er, hvor stor en del der går til udstyr/foreningsdrift og om der er en egenfinansiering. Derfor er vores høringssvar her uændret.

Administrationen har efterspurgt budget for ansøgningen. Budget er indsendt efter KUF havde indgivet deres andet høringssvar. 

Budgettet er indsat her:

UdgiftBudget
Arrangementer og aktiviteter, herunder for børn og unge, samt eksterne medvirkende og materialer20.000 kr.
Nødvendigt teknisk udstyr og mindre udgifter til afvikling6.000 kr.
Markedsføring og information4.000 kr.
I alt30.000 kr.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning, da en evt. bevilling sker inden for kulturpuljens afsatte budgetramme.

Bilag

107Orientering om Idræts- og spejderfacilitetspuljens økonomi

Resume

Fritid og Kultur skal på dette møde behandle to ansøgninger til Idræts- og Spejderfacilitetspuljen. Der er ansøgt for 245.000 kr. Der resterer 1.629.324 kr. til udmøntning.

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende:

Jeanette Hassel (C)

Sagsfremstilling

Der er på nærværende møde to ansøgninger til behandling i Idræts- og spejderfacilitetspuljen, hvoraf den ene ansøgning er fra Administrationen. Der er ansøgninger for 245.000 kr. eksklusiv moms. Der resterer 1.629.324 kr. i puljen til udmøntning.

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

108Beslutning om ansøgning til Idræts- og Spejderfacilitetspuljen, Jægerspris Underducks Floorball Club indretning af nyt klublokale

Resume

Jægerspris Underducks Floorball Club ansøger Idræts- og Spejderfacilitetspuljen om 86.000kr. til renovering og indretning af deres klubhus.

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

  1. Træffe beslutning om ansøgningen

Beslutning

Ansøgning imødekommes med støtte på 86.000 kr.

Fraværende:

Jeanette Hassel (C)

Sagsfremstilling

Fritid og Kultur skal med denne sag tage stilling til en ansøgning om tilskud på 86.000kr. til Jægerspris Underducks Floorball Club.

Foreningen har fra 2026 fået brugsret til lokaler på Møllevej 90, som tidligere blev benyttet af Jægerspris Idrætsklub. Foreningen ønsker at istandsætte og indrette lokalerne, så de bedst muligt understøtter klubbens aktiviteter og behov.

Jægerspris Underducks Floorball Club er en godkendt folkeoplysende forening med 76 medlemmer.

I følge foreningen har lokalerne behov for en række forbedringer. Det eksisterende gulv er nedslidt og ønskes udskiftet med nyt linoleum. Derudover ønsker foreningen at flytte det eksisterende tekøkken, hvilket kræver omlægning af vand- og kloakinstallationer. Endelig er der behov for nyt inventar, herunder opbevaringsløsninger til udstyr og pokaler samt borde og stole. Dette søges ikke ved Idræts- og Spejderfacilitetspuljen.

Foreningen ansøger Idræts- og Spejderfacilitetspuljen om støtte til udskiftning af gulvet samt flytning af tekøkkenet. Der er indhentet tilbud på de ansøgte arbejder. Da ansøgningen blev indsendt i 2025, var brugsretsaftalen for lokalerne endnu ikke på plads. Aftalen er nu indgået og gældende, hvilket betyder, at ansøgningen kan behandles af Fritid og Kultur.

Foreningen har fået bekræftet at indhentet tilbud på VVS (fra 2025) fortsat er gældende.

Foreningen har ligeledes indhentet opdateret tilbud på nyt gulv. Dette er blevet dyrere på grund af prisstigninger. Der ansøges om 86.000 kr. og ikke 85.000 kr. som beskrevet i den oprindelige ansøgning fra 2025.

Det samlede projektbudget udgør således ca. 139.000 kr. Heraf søges der om 86.000 kr. fra Idræts- og Spejderfacilitetspuljen.

Da projektet er i kommunale bygninger vil det være Frederikssund Kommune der står for projektet. Det ansøgte beløb er eksklusiv moms. Uforudsete udgifter er medregnet.

Foreningen oplyser, at der er søgt om ca. 25.000 kr. fra eksterne fonde og puljer, herunder DGI, til indretning af lokalerne. De resterende 25.000 kr. finansieres af foreningen selv.

Inddragelse

Frederikssund Idrætsråd er høringspart i forbindelse med facilitetspuljen og udtaler: "Vi støtter forslaget, og finder det positivt at klubben forstår at strække de midler der bevilges ved selv at medfinansiere og søge midler eksternt."

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser. Der er i budget 2026 afsat bruttoanlægsudgifter på 4.015.000 kr. til Idræts- og Spejderfacilitetspuljen. I nærværende sag søges der udmøntede puljemidler på 86.000 kr. i 2026.

Bilag

  • Høringsvar - Underdogs - aug 2026.docx
  • Idræts- og spejderfacilitetspuljen - Ansøgning Jægerspris Underducks (Lukket bilag)
  • Idræts- og spejderfacilitetspuljen - Årsregnskab Jægerspris Underducks (Lukket bilag)
  • Idræts- og spejderfacilitetspuljen - Vedtægter Jægerspris Underducks (Lukket bilag)
  • Tilbud gulv_Visti Petersen's Eftf. Aps.pdf (Lukket bilag)
  • Tilbud gulv_fra Hovedstadens bad og byg (Lukket bilag)
  • Tilbud VVS_Frederikssund VVS og Badeværelser ApS.pdf (Lukket bilag)

109Beslutning om ansøgning til Idræts- og Spejderfacilitetspuljen, renovering af kunstgræsbane på Kalvøvej Frederikssund

Resume

Fritid og Kultur skal med denne sag tage stilling til, om der skal afsættes 159.000 kr. fra Idræts- og Spejderfacilitetspuljen til renovering af kunstgræsbanen på Kalvøvej i Frederikssund.

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

  1. Der i efteråret 2026 gennemføres løbende reparationer af kunstgræsbanen på Kalvøvej med henblik på at sikre, at banen kan anvendes gennem vinteren 2026/27
  2. Der afsættes 159.000 kr. fra Idræts- og spejderfacilitetspuljen til reparationer og løbende opfølgning i perioden september 2026 til foråret 2027
  3. Administrationen i foråret 2027 foretager en samlet vurdering af banens tilstand og på den baggrund fremlægger forslag til den langsigtede løsning.

Beslutning

Godkendt.

Fraværende:

Jeanette Hassel (C)

Sagsfremstilling

Frederikssund IK har henvendt sig til Frederikssund Kommune vedrørende tilstanden på kunstgræsbanen på Kalvøvej. Foreningen oplyser, at banen er slidt og har behov for renovering. Særligt er der problemer med samlingerne i kunstgræstæppet, hvor der er opstået revner og skader flere steder på banen.

Kunstgræsbanen på Kalvøvej blev anlagt i 2022. Banen er anlagt med infill i form af gummigranulat og blev senest renoveret i sommeren 2024 som en garantisag. Den virksomhed, der anlagde banen i 2022, er efterfølgende gået konkurs. Det er derfor ikke muligt at få de nuværende problemer behandlet som en garantisag.

En kunstgræsbane har som udgangspunkt en forventet levetid på 10-12 år. Banens faktiske levetid afhænger blandt andet af brugsmængde og vedligeholdelse. Generelt begynder kunstgræsbanerne i Frederikssund Kommune at vise tegn på slitage efter omkring 8 år.

Idrætsanlægget foretager på nuværende tidspunkt løbende mindre reparationer af banen, herunder limning af de værste skader. Idrætsanlægget har samtidig været i dialog med Frederikssund IK om banens tilstand og foreningens ønske om en hurtig renovering.

Vurdering af banens tilstand

Ved den seneste besigtigelse af banen sammen med rådgiver blev selve kunstgræstæppet vurderet til at være i fin stand set i forhold til, at banen er omkring halvvejs i sin forventede levetid.

Den primære udfordring er samlingerne i kunstgræstæppet. Samlingerne ligger på tværs af banen med cirka fire meters mellemrum, og det er særligt disse samlinger, der giver anledning til de aktuelle skader.  På baggrund af besigtigelsen er der identificeret tre mulige løsninger.

Løsning 1 – løbende reparationer

Løsningen indebærer, at de største aktuelle skader i samlingerne udbedres, og at banen efterfølgende efterses og repareres løbende.

Rådgiver kan gennemføre en første større reparationsindsats i september 2026 og herefter foretage månedlige opfølgende besøg frem til foråret 2027. Løsningen udbedrer de aktuelle skader, men løser ikke den underliggende udfordring med samlingerne, og der må derfor forventes løbende nye skader. Der gives ikke garanti på arbejdet.

Den samlede udgift for et første besøg og seks efterfølgende besøg er 159.000 kr.

Løsning 2 – udskiftning af samtlige samlinger

Løsningen indebærer, at samlingerne på tværs af banen udskiftes.

Arbejdet forventes at tage ca. 14 arbejdsdage og kan tidligst påbegyndes fra uge 40 i 2026. En væsentlig forudsætning er, at temperaturen er tilstrækkelig høj til, at limen kan hærde korrekt. Ved udførelse i efteråret er der derfor risiko for, at temperaturerne bliver for lave, hvilket kan medføre utilstrækkelig hærdning og dermed risiko for, at samlingerne igen går op.

Løsningen vurderes derfor bedst egnet til gennemførelse i foråret 2027, hvor temperaturforholdene er mere stabile.

Der gives ikke garanti på arbejdet.

Der er indhentet tilbud på løsningen på ca. 550.000 kr.

Løsning 3 – større renovering

Løsningen indebærer, at græstæppet genbruges og genetableres korrekt.

Denne løsning er den mest omfattende og den eneste af de tre løsninger, hvor der gives garanti på det udførte arbejde. Det er løsningen, som administrationen kan anbefale som en mere permanent løsning, da der vil være mulighed for at placere et leverandøransvar på det udførte arbejde.

Løsningen kan ikke gennemføres i 2026 og vil formentlig kræve en ny miljøgodkendelse. Den løser derfor ikke de aktuelle problemer på banen hen over vinteren 2026/27.

Der er indhentet tilbud på løsningen på ca. 2.200.000 kr.

Til sammenligning vurderes etablering af en helt ny kunstgræsbane at koste ca. 6 mio. kr.

Tidspunkt for renovering

Frederikssund IK ønsker, at banen renoveres hurtigst muligt, så den igen kan benyttes fuldt ud i den nuværende sæson. Foreningen oplyser, at banens nuværende stand har betydning for deres mulighed for at afvikle træning. Foreningen udtrykker at de er bekymret for om banen kan blive godkendt til kampafvikling når græsbanerne lukkes i oktober.

Administrationen vurderer, at en egentlig udskiftning af samtlige samlinger ikke bør gennemføres i efteråret 2026. Arbejdet kræver temperaturforhold, der sikrer, at limen binder og hærder korrekt. Ved gennemførelse i efteråret er der derfor risiko for, at arbejdet ikke opnår den ønskede holdbarhed.

Større arbejder på kunstgræsbaner kan generelt ikke gennemføres i vinterperioden, da temperaturforholdene kan være for lave til de nødvendige materialer og arbejdsprocesser. Mindre reparationer kan derimod gennemføres i vinterperioden.

På den baggrund anbefales det, at der gennemføres mindre og løbende reparationer i vinteren 2026/27, mens en eventuel større renovering først vurderes og eventuelt gennemføres i foråret 2027.

Administrationens anbefaling

Administrationen vurderer, at kunstgræsbanen på Kalvøvej fortsat har en væsentlig restlevetid, idet selve græstæppet er vurderet til at være i fin stand, og at de aktuelle problemer primært knytter sig til samlingerne i kunstgræstæppet. Den langsigtede løsning bør derfor vurderes i forhold til banens samlede levetid og ikke alene de aktuelle skader.

Administrationen anbefaler på den baggrund, at banen holdes funktionsdygtig gennem vinteren 2026/27 ved hjælp af løbende reparationer til en forventet udgift på 159.000 kr. Vinterperioden anvendes samtidig til at følge omfanget og udviklingen af skaderne og dermed opnå et bedre grundlag for den videre beslutning. I foråret 2027 foretages en samlet evaluering af banens tilstand og erfaringerne fra vinteren. Herefter kan der tages stilling til, om der skal gennemføres en større renovering, eller om løbende reparationer fortsat er den mest økonomisk og teknisk hensigtsmæssige løsning frem mod en senere samlet udskiftning af kunstgræstæppet.

Inddragelse

Frederikssund Idrætsråd er høringspart i forbindelse med Idræts- og Spejderfacilitetspuljen. Frederikssund Idrætsråd udtaler i deres høringssvar "Vi kan dog forstå at der er tale om en akut situation der er opstået som følge af konkurs, hvorved en garanti reparation ikke kan komme på tale. Og i det lys vil vi gerne støtte at den nødvendige nu og her reparation finansieres over puljens midler, på trods af ovenstående, således at banen fortsat kan bruges”. Høringssvaret fremgår i sin fulde længde af bilaget.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser. Der er i budget 2026 afsat bruttoanlægsudgifter på 4.015.000 kr. til Idræts- og Spejderfacilitetspuljen. I nærværende sag søges der udmøntede puljemidler på 550.000 kr. i 2026.

Bilag

110Beslutning om renovering af kunstgræsbane og udskiftning af belysning i Skibby

Resume

Byrådet har i forbindelse med vedtagelsen af budget 2026 - 2030, besluttet renovering af kunstgræsbanen i Skibby.

Renoveringen skal sikre, at banen fortsat kan anvendes de kommende år, indtil den på længere sigt erstattes af en ny kunstgræsbane. Sagen indeholder forslag til løsning og økonomi.

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

  1. Godkende udskiftning af den eksisterende belysning til LED-belysning
  2. Godkende at renovering af kunstgræsbanen i Skibby afventer endelig myndighedsafklaring.

Historik

Unge, fritid og idræt besluttede den 14. maj 2024 at der udarbejdes forslag til budgetforhandlingerne, der omfatter udskiftningen af kunstgræsbanerne i Skibby og Slangerup. Herefter blev der ved budget 2026 afsat midler til renovering af kunstgræsbanen i Skibby.

Beslutning

Godkendt.

Fraværende:

Jeanette Hassel (C)

Sagsfremstilling

Kunstgræsbanen i Skibby blev etableret i 2010-2011 og anvendes i dag af Skibby Idrætsklub samt øvrige brugere. En teknisk tilstandsvurdering udført af ekstern rådgiver viser, at størstedelen af banen fortsat er i god stand, mens områder omkring målfelter og træningszoner er væsentligt nedslidte.

Rådgiver vurderer, at banen uden renovering har en restlevetid på 1-2 år. Ved en lokal udskiftning af de mest slidte ca. 2.400 m² kan levetiden forlænges med ca. 3-5 år.

Projektet omfatter blandt andet:

  • lokal udskiftning af kunstgræs,
  • genanvendelse af eksisterende sand og granulat,
  • etablering af granulatfang og afrensningszoner ved ind- og udgange,
  • miljømæssig håndtering af de udskiftede materialer.

Ifølge rådgiver vil løsningen reducere risikoen for spredning af mikroplast sammenlignet med den nuværende situation og forbedre de samlede miljøforhold.

Samtidig foreslås den eksisterende belysning udskiftet til LED-armaturer. Udskiftningen vil forbedre lyskvaliteten væsentligt.

Myndighedsforhold

Der pågår en myndighedsmæssig afklaring af forhold vedrørende kunstgræsbanen som følge af ændrede forudsætninger på området og tidligere myndighedsafgørelser.

Afklaringen kan medføre behov for yderligere myndighedsbehandling og eventuelle nye tilladelser. Afhængigt af udfaldet kan den samlede proces tage op til tre år.

Renovering af banen samt belysningsprojektet kan gennemføres uafhængigt af den igangværende myndighedsmæssige afklaring. En igangsættelse på nuværende tidspunkt indebærer dog en risiko, idet de samlede myndighedsmæssige forhold for kunstgræsbanen endnu ikke er endeligt afklaret.

Anlægsøkonomi

Den samlede anlægsudgift omfatter renovering af kunstgræsbanen samt udskiftning af belysningen.

Projektets økonomi kan opstilles således:

Renovering af kunstgræsbane 1,28 mio. kr.

Udskiftning til LED-belysning 0,4 mio. kr.

Samlet anlægssum 1,68 mio. kr.

Det indstilles derfor, at udskiftning af belysning igangsættes nu, mens renoveringen af kunstgræsbanen afventer myndighedafklaringen.

Inddragelse

Skibby IK er tidligere blevet inddraget i arbejdet med kunstgræsbanen. Foreningen har peget på belysningen som et væsentligt behov i forbindelse med den fortsatte anvendelse af banen.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser. Der er i budget 2026 afsat og frigivet bruttoanlægsudgifter på 1,68 mio. kr. til renovering af banen inkl. udskiftning af belysningen.

111Beslutning om revidering af retningslinjer for sæsonfordeling af kommunale idrætsfaciliteter

Resume

Folkeoplysningsudvalget og Fritid og Kultur skal med denne sag igangsætte proces for revidering af retningslinjer for sæsonfordeling af tider i kommunale idrætsfaciliteter. For at give arbejdsgruppen god tid til processen, samt sikre en god implementering af nyt IT-system, anbefaler administrationen, at fordelingen af sæsontider i kommunale idrætsfaciliteter i indeværende sæson 2026/2027 fortsætter uændret i sæson 2027/2028.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Folkeoplysningsudvalget over for Fritid og Kultur anbefaler, at:

  1. Igangsætte arbejdet med revidering af retningslinjer for sæsonfordeling af kommunale idrætsfaciliteter
  2. Fordelingen af tider i indeværende sæson 2026/2027 fortsætter uændret i sæson 2027/2028 med mulighed for mindre tilpasninger

Historik

Beslutning fra Folkeoplysningsudvalget, den 10. september 2026, punkt 30:

Anbefales.

Fraværende: Thina Priss - Uffe Rød Gad deltog som suppleant

Beslutning

Godkendt.

Fraværende:

Jeanette Hassel (C)

Sagsfremstilling

Frederikssund Kommunes idrætsforeninger og aftenskoler deltog i 2025 i workshops omkring afbureaukratisering og regelforenkling under overskriften "hvordan kan vi gøre det lettere at være forening?". Flere temaer blev på aftenen bragt op af foreningerne. Blandt andet at de oplevede det besværligt at booke lokaler, da IT-systemet ikke var intuitivt at arbejde i, og at processen omkring sæsonfordelingen af kommunale idrætsfaciliteter var omstændig med mange trin, og at retningslinjerne ikke var nuanceret nok til at tage højde for den enkelte forenings behov for eksempelvis ekstra træningstid til eliteudøvere. Dertil har administrationen også observeret uhensigtsmæssigheder i retningslinjerne og processen omkring fordelingen af tiderne.

Derfor indstiller administrationen, at der igangsættes en proces omkring revidering af retningslinjerne for sæsonfordelingen, med formålet om at gøre regler og processer enklere.

For at give foreningslivet de letteste og mest overskuelige processer, anbefaler Administrationen at processerne for revision af retningslinjer, nyt IT-system og lokalefordeling for 2027/28 foregår sideløbende. Dette beskrives nærmere i nedenstående.

Revidering af retningslinjer for sæsonfordeling

I samarbejde med Aftenskolernes samråd, Frederikssund Idrætsråd og eventuelt udvalgte foreninger oprettes en arbejdsgruppe. Gruppen vil få mulighed for at komme med deres betragtninger og forbedringsforslag. Temaerne for arbejdet med regelsættet vil blandt andet omhandle:

  • Medlemstal og beregning af normtid, herunder betydningen af ventelister
  • Haltid til nogle foreninger og saltid til andre
  • Eliteklubbers behov for ekstra træningstid
  • Udendørsidrætters ønske om indendørstid i vinterhalvåret
  • Tid til aftenskoler i primetime (hverdage kl. 16-22)
  • Samrådenes rolle i processen omkring fordeling af tider

Samtidig er der ønske om at afsøge, om funktioner i det nye IT-system kan lette processen omkring sæsonansøgninger for både foreninger og administrationen. Dette vil også indgå som en del af drøftelserne i arbejdsgruppen.

Forventeligt vil arbejdet med revideringen af retningslinjerne opstarte i slutningen af 2026 og forløbe over det meste af 2027.

Fordeling af sæsontider i kommunale idrætsfaciliteter for sæson 2027/2028

Folkeoplysningsudvalget besluttede 11. september 2025, at igangsætte en proces omkring indkøb af et nyt IT-system til blandt andet booking af kommunale lokaler. Der er planlagt driftsstart på det nye IT-system 15. januar 2027. I følge de nuværende retningslinjer for sæsonfordelingen (bilag 1), sker foreningernes ansøgning om sæsontider i starten af februar (almindeligvis omkring uge 7 og 8). Samtidig er der frist for at søge om aktivitetstilskud og lokaletilskud 1. februar. Driftsstarten er således lige inden foreningerne både ville skulle ansøge om sæsontider til sæson 2027/2028 og tilskud.

Administrationen vurderer, at det ikke er optimalt, at foreningerne indenfor få uger skal lære arbejdsgangene i det nye system og samtidig nå at søge om tilskud og lokaler inden deadline. Derfor indstiller administrationen til, at tider i indeværende sæson 2026/2027 fortsætter uændret i sæson 2027/2028, med mulighed for mindre tilpasninger i dialog med de berørte foreninger.

Ved at forlænge sæsonfordelingen med endnu et år, giver det mulighed for at implementere det nye IT-system med en god og tryg overgang. Som noget af det første får foreningerne mulighed for at lave enkeltbookinger til møder, arrangementer mm. samt søge om tilskud. Således lærer de systemet godt at kende, inden de skal ansøge om sæsontider, der er en tidskrævende proces for de foreninger, som har aktiviteter på mange forskellige lokationer og dage. Samtidig giver forlængelsen af sæsonfordelingen god tid til en gennemarbejdet proces omkring revideringen af retningslinjerne for sæsonfordelingen, og mulighed for at undersøge alle funktioner i systemet der kan optimere processen.

Inddragelse

Frederikssund Idrætsråd og Aftenskolernes Samråd har afgivet høringssvar, da deres medlemsforeninger får tildelt sæsontider i kommunale haller og sale. Frederikssund Idrætsråd udtaler i deres høringssvar: FIR støtter op om forslaget. Det giver god mening at fokusere kræfterne på nyt bookingsystem, give brugerne tid til at lære systemet at kende, før den store runde med sæsonbooking skal i gang.

Aftenskolernes Samråd udtaler i deres høringssvar: Vi stemmer for en 2 årig sæsonfordeling - det skaber kontinuitet både for aftenskoler, undervisere og deltagere samt mindsker administrationsbyrden.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning.

Bilag

112Beslutning om budgetopfølgning pr. 30. juni 2026 - Fritid og Kultur

Resume

I nærværende sag gives en prognose på det forventede forbrug i 2026 sammenholdt med korrigeret budget samt afledte forslag til tillægsbevillinger. Endvidere følger en opfølgning på budgetaftale 2026-2029.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Fritid og Kultur over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Budgetopfølgningen giver ingen anledning til ændringer på driften.
  2. Der gives en tillægsbevilling svarende til et mindreforbrug på 1,7 mio. kr. i 2026 på bruttoanlægsudgifterne, som overføres til 2027.
  3. Der gives en tillægsbevilling svarende til et mindreindtægt på 9,1 mio. kr. i 2026 på bruttoanlægsindtægterne, hvoraf 0,9 mio. kr. overføres til 2027.
  4. Budgetopfølgningen i øvrigt tages til efterretning.

Historik

Anbefales.

Beslutning

Anbefales.

Fraværende:

Jeanette Hassel (C)

Sagsfremstilling

Drift

Budgetopfølgningen giver ikke anledning til ændringer i de forventede udgifter. Der forventes balance mellem forbrug og budget.

Anlæg

Bruttoanlægsudgifter

Budgetopfølgningen giver anledning til, at bruttoanlægsudgifterne reduceres med 1,7 mio. kr. i 2026 på anlægsprojekterne under Fritid og Kultur. Reduktionen dækker over overførsel af mindreudgift på 1,7 mio. kr. fra 2026 til 2027

Mindreudgiften i 2026 på bruttoanlægsudgifterne dækker over følgende:

  • Mindreforbrug på 0,3 mio. kr. vedrørende Udbygning af SIK, som overføres til 2027
  • Mindreforbrug på 0,4 mio. kr. vedrørende Adgangsvej Idrætsby fra Strandvangen, som overføres til 2027
  • Mindreforbrug på 0,5 mio. kr. vedrørende Renovering af kunstgræsbane i Skibby, som overføres til 2027
  • Mindreforbrug på 0,5 mio. kr. vedrørende Jægerspris Mølle, som overføres til 2027

Bruttoanlægsindtægter

Budgetopfølgningen giver anledning til, at bruttoanlægsindtægterne reduceres med 9,1 mio. kr. i 2026 på anlægsprojekterne under Fritid og Kultur. Reduktionen dækker over mindreindtægt på 8,2 mio. kr. i 2026 samt overførsel af mindreindtægt på 0,9 mio. kr. fra 2026 til 2027.

Mindreindtægten i 2026 på bruttoanlægsindtægterne dækker over følgende:

  • Mindreindtægt på 0,3 mio. kr. vedrørende Dual slalom bane, som overføres til 2027
  • Mindreindtægt på 0,6 mio. kr. vedrørende Maritimt Center, som overføres til 2027
  • Mindreindtægt på 8,2 mio. kr. vedrørende Renovering af Willumsens Museum, som reguleres over kassen i 2026

Af vedlagte bilag 1 udspecificeres de enkelte anlæg under Fritid og Kultur nærmere.

Opfølgning på budgetaftale 2026-2029

Af vedhæftede bilag 2 fremgår en status på implementeringen af initiativerne i budget 2026-2029 i forhold til de vedtagne politiske initiativer.

I bilaget indgår en opfølgning på de seks politiske vedtagne initiativer under Fritid og Kultur vedr. budgetaftalen for 2026-2029, hvoraf alle er implementeret (grøn). For alle seks initiativer er der givet en statusbeskrivelse under kolonnen "Statustekst - 30. juni".

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Drift

Budgetopfølgningen giver ikke anledning til ændringer, da der forventes balance mellem budget og forbrug.

Anlæg

Bruttoanlægsudgifter

Budgetopfølgningen giver anledning til, at bruttoanlægsudgifterne reduceres med 1,7 mio. kr. i 2026, som overføres til 2027.

Bruttoanlægsindtægter

Budgetopfølgningen giver anledning til, at bruttoanlægsindtægterne reduceres med 9,1 mio. kr. i 2026, hvoraf 0,9 mio. kr. overføres til 2027.

Bilag

113Drøftelse af Kulturpuljens retningslinjer

Resume

Fritid og kultur bedes med denne sag drøfte de gældende retningslinjer for Kulturpuljen, herunder drøfte og kvalificere konkrete ændringer og tilføjelser.

Administrationen har udarbejdet forslag til ændringer af de nuværende retningslinjer, som fremgår af det vedhæftede bilag. De væsentligste forslag er opsummeret nedenfor.

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og kultur, at:

  1. Drøfte sagen.

Beslutning

Drøftet. Udvalget ønsker tilrettet oplæg på kommende møde.

Fraværende:

Jeanette Hassel (C)

Sagsfremstilling

Kulturpuljen har til formål at fremme åbne kulturelle arrangementer og aktiviteter samt understøtte et levende kulturliv i hele Frederikssund Kommune.

Administrationen indstiller til, at udvalget drøfter de nuværende retningslinjer med henblik på konkrete tilføjelser og ændringer, som kan implementeres.

De foreslåede ændringer fremgår af det vedlagte dokument og kan overordnet opdeles i følgende temaer:

Hvad gives der støtte til

Det tydeliggøres, at Kulturpuljen primært er alment tilgængelige kulturelle arrangementer og aktiviteter.

Det foreslås, at borgere, foreninger og selvejende institutioner uden for Frederikssund Kommune kan søge, hvis deres projekt kommer borgere i Frederikssund Kommune til gavn.

Det foreslås, at støtteforeninger ikke længere udelukkes fra at søge. Det afgørende vil i stedet være arrangementets formål.

Hvad gives der ikke støtte til

Det foreslås at fjerne bestemmelsen om, at der ikke gives støtte til arrangementer, der har karakter af fester, da begrebet vurderes at være uklart.

Det foreslås fortsat, at der ikke gives støtte til blandt andet forplejning, lønudgifter til kommunalt ansatte, allerede afholdte arrangementer og kommercielle events.

Krav til ansøgningen

Det foreslås at tydeliggøre, at ansøgningen skal indeholde:

  • beskrivelse af arrangementet
  • budget og oplysninger om anvendelsen af de ansøgte midler
  • senest reviderede regnskab.
  • at ansøgningen skal indsendes via. link på hjemmesiden

Ansøgninger, der ikke indeholder de nødvendige oplysninger, vil få administrativt afslag. Ansøger vil herefter kunne søge igen med de nødvendige oplysninger.

Ansøgningsfrister

Det foreslås at ændre placeringen af en ansøgningsfrist, så den ligger lige før sommerferien. Formålet er at give administrationen bedre tid til at behandle ansøgningerne og sende dem i høring hos KUF inden udvalgets behandling.

Beløbsgrænser

Udvalget bedes drøfte, hvorvidt der bør være en minimumsgrænse for ansøgningernes størrelse (eksempelvis 3.000 kr. eller 5.000 kr.).

Særlige indsatser

Udvalget bedes drøfte, hvorvidt  Kulturpuljen skal have indsatser, som prioriteres højest. Det kan eksempelvis være arrangementer, som har fokus på børn i kulturlivet, kultur til udsatte borgere eller arrangementer som foregår i kommunens mindre lokalsamfund.

Udvalget bedes også drøfte hvorvidt en del af kulturpuljens midler skal afsættes til et konkret tiltag. Det kan eksempelvis være til kunst i det offentlige rum eller til projekter hvor børn er medskabere af arrangementet. De konkrete temaer vil kunne variere fra år til år.

Den videre proces

Administrationen indstiller til, at udvalget på mødet drøfter de foreslåede ændringer og eventuelt peger på yderligere ændringer eller tilføjelser til Kulturpuljens retningslinjer.

Hvis udvalget beslutter, at Kulturpuljens retningslinjer skal revideres, vil administrationen udarbejde et samlet udkast til reviderede retningslinjer med afsæt i udvalgets ønsker.

Udkastet sendes herefter i høring hos Kulturrådet i Frederikssund (KUF) forud for en efterfølgende behandling på et kommende møde i Fritids- og Kulturudvalget.

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant på nuværende tidspunkt.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning.

Bilag

114Orientering om Willumsens Museums årsberetning 2025

Resume

Willumsens Museum har indsendt deres årsberetning for 2025. Året har været præget af den igangværende ombygning og renovering af museet, som har medført, at museet har været lukket for publikum hele året. Samtidig har museet opretholdt en række aktiviteter for børn og voksne uden for museumsbygningen, arbejdet med samlingsvaretagelse og udlån samt forberedt udstillinger og aktiviteter frem mod genåbningen i foråret 2026.

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende:

Jeanette Hassel (C)

Sagsfremstilling

Hermed et resume af årsberetningen, som er vedlagt som bilag i sin fulde længde.

Willumsens Museum har i hele 2025 været lukket for publikum på grund af den igangværende ombygning og renovering. Ombygningen omfatter blandt andet en ny hovedindgang, nyt billet- og butiksområde, nyt cafékøkken, nyt undervisningsværksted samt forbedrede klima- og sikkerhedsforhold. Museet genåbnede i sommeren 2026.

På trods af lukningen har museet videreført flere af sine aktiviteter. Blandt andet er Kulturstier for børn i kommunens børnehuse og billedskolen for fritidsbørn fortsat fra lokaler i Jægerspris, ligesom museets medarbejdere har afholdt workshops og foredrag andre steder.

Museet har desuden arbejdet med samlingsvaretagelse, herunder konservering af en række værker og digitalisering af Willumsens 14 udklipsmapper. Samtidig er værker fra samlingen blevet udlånt til udstillinger i både Danmark og udlandet, blandt andet en større Willumsen-udstilling på Gottorp Slot.

Endelig har museet i 2025 forberedt udstillinger og aktiviteter frem mod genåbningen i 2026.

Inddragelse

Årsberetningen 2025 for Willumsens Museum er udarbejdet og godkendt af museets ledelse.

Anden inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning.

Bilag

115Meddelelser

Indstilling

.

Beslutning

  • Opfølgning på dialogmøde med samrådene
  • IDAN rapport - undersøgelser starter op
  • Kultur- og havnebad - status
  • Maritimt Center - status
  • Klub Nord - status

Bilag: præsentation fra Frederikssund Bibliotekerne vedlægges referatet.

Fraværende:

Jeanette Hassel (C)

Sagsfremstilling

  • Opfølgning på dialogmøde med samrådene
  • IDAN rapport - undersøgelser starter op
  • Kultur- og havnebad - status
  • Maritimt Center - status
  • Klub Nord - status
  • Kulturpuljens retningslinjer

Økonomi

Center for Økonomi har ingen bemærkninger.

Bilag

116Underskrifter

Beslutning

-

Fraværende:

Jeanette Hassel (C)

Sagsfremstilling

Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark.

Når der trykkes godkendt, svarer det til, at underskriftarket er underskrevet.