
Plejeforløb i helhedsplejen
Som ældre borger kan du få et af fem plejeforløb i helhedsplejen:
Lidt støtte i hverdagen
- gives til dig, som generelt kan klare dig selv og er velfungerende, men har behov for lidt støtte for fortsat at kunne klare dig selv i hverdagen. Plejeforløbet leveres typisk i dagtimerne på en hverdag hver eller hver anden uge.
Let støtte i hverdagen
- gives til dig, som generelt er selvhjulpen og velfungerende med behov for let støtte til fortsat at kunne klare dig selv i hverdagen. Plejeforløbet leveres typisk i dagtimerne flere dage om ugen eller hver dag afhængig af borgernes behov.
Moderat støtte hver dag
- gives til dig som er delvis selvhjulpen med behov for moderat støtte hver dag. Plejeforløbet leveres typisk i dag og aftentimerne alle ugens syv dage.
Omfattende støtte hver dag
- gives til dig, som ikke kan klare dig selv uden hjælp, og som ofte har svækket mobilitet. En del af plejen kan udføres i en plejeseng. Plejeforløbet leveres typisk i både dag- og aftentimerne alle ugens syv dage.
Intensiv støtte hver dag
- gives til dig, der har behov for intensiv pleje og støtte, og som ikke kan rummes indenfor plejeforløbet med omfattende støtte. Borgere i dette forløb er ofte immobile og kan have omfattende kognitive udfordringer. Plejeforløbet leveres ofte over hele døgnet og omfatter støtte i forbindelse med de fleste opgaver i dagligdagen.
Dine behov for støtte kan variere fra dag til dag eller hen over en længere periode. Derfor tilrettelægger vi alle plejeforløb fleksibelt. Det betyder, at medarbejderne sammen med dig kan justere den konkrete støtte inden for rammerne af hvert plejeforløb.
Hvis vi vurderer, du har behov for et andet plejeforløb, er det medarbejderne i Visitation og Hjælpemidler, som kontakter dig.
Genoptræning
Teamet omkring dig vil løbende træne dig i at fastholde dine færdigheder og din mobilitet, så du kan klare dig i hverdagen. Har du behov for egentlig genoptræning efter sygdom, vil medarbejderne henvise dig til et hold, individuel træning eller støtte dig via et digitalt træningsprogram.
Du skal selv betale en del af kørslen, hvis du modtager genoptræning på anden adresse.
Tøjvask og indkøb
Tøjvask og indkøb er en del af helhedsplejen. Kontakt dit daglige team, som vil undersøge mulighederne for at du kan få tøjvask eller indkøb. Der er brugerbetaling på tøjvask og indkøb.