
Helhedspleje
Velkommen til helhedsplejen.
Har du svært ved at klare dig selv i hverdagen og har nedsat fysisk eller psykisk funktionsniveau, kan du blive visiteret til helhedspleje. Helhedspleje gives i fleksible plejeforløb, der kan omfatte støtte til personlig pleje og nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og genoptræning.
Formålet med helhedspleje er at understøtte, at du kan klare dig selv mest muligt og længst muligt og dermed kan bevare din livskvalitet.
Helhedspleje visiteres til ældre borgere i pensionsalderen. Hvis du er yngre og har nedsat fysisk eller psykisk funktionsniveau, kan du i visse tilfælde også få helhedspleje.
Døgnplejens social- og sundhedsfaglige medarbejdere støtter mange ældre borgere i Frederikssund med praktisk hjælp og personlig pleje. Foto: Irene Scharbau.
Hvordan får jeg helhedspleje?
Kontakt Visitation og Hjælpemidler på hverdage kl. 9-12, hvis du har behov for helhedspleje eller anden støtte: Telefon 47 35 19 00 eller via Sikker mail her på siden.
Hvem kan få helhedspleje?
Fra medio 2025 tilbyder Frederikssund Kommune helhedspleje til alle ældre borgere med nye eller markant ændrede behov for støtte og pleje.
Frem mod juli 2027 vil alle ældre borgere, som i dag får praktisk hjælp og personlig pleje, overgå til helhedspleje. Du vil automatisk høre fra Visitation og Hjælpemidler, når du skal skifte til helhedspleje.
En visitator vurderer dit behov for hjælp
Når du har søgt om hjælp, vil en visitator fra Visitation og Hjælpemidler som udgangspunkt besøge dig for at tale med dig om dit behov. Visitatoren kontakter dig for at aftale tid for besøget. Du er velkommen til at have en pårørende eller en ven med til samtalen. Er du på hospitalet, besøger vi dig på hospitalet.
Visitatoren vurderer dit fysiske og psykiske funktionsniveau, hvilke opgaver du selv kan klare, og hvad andre i din husstand kan hjælpe dig med.
Derefter beslutter Visitation og Hjælpemidler, om du har brug for helhedspleje. Beslutningen sker på grundlag af vurdering, ældrelovens bestemmelser og Frederikssund Kommunes rammer for helhedspleje.
Du kan også få andre former for støtte end helhedspleje, fx hjælpemidler eller vejledning i at løse konkrete opgaver selv. Du skal selv købe hjælpemidler til at klare rengøring, som fx et moppesystem eller en selvkørende støvsuger eller gulvvasker.
Du vil modtage en skriftlig afgørelse. Er du ikke enig i afgørelsen, kan du klage til Visitation og Hjælpemidler.
Hvad indeholder helhedspleje?
Helhedsplejen tager udgangspunkt i din aktuelle livssituation og hjælper dig med at skabe et sammenhængende hverdagsliv med plads til mest mulig livsglæde og støtter dig i at kunne klare dig selv bedst muligt.
Helhedsplejen leveres af et fast, tværfagligt team af social- og sundhedsmedarbejdere, terapeuter og sygeplejersker, som støtter dig i din hverdag. Du kender derfor de medarbejdere, der kommer hos dig, og de kender dig og dine behov. Medarbejderne vil sammen med dig arbejde for, at du bliver helt eller delvist selvhjulpen.
Din medbestemmelse er en vigtig del af helhedsplejen. Medarbejderne vil derfor i tæt dialog med dig – og eventuelt dine pårørende – tilpasse støtten til dit behov og ønsker.
Læs om plejeforløb, genoptræning, tøjvask og indkøb her.
Hvem leverer helhedspleje?
Når du er bevilget helhedspleje i form af et af de fem plejeforløb, vælger du selv den leverandør, der skal støtte dig med helhedspleje. Du kan vælge imellem:
Private leverandører er godkendt af Frederikssund Kommune.
Du skal meddele Visitation og Hjælpemidler, hvilken leverandør du har valgt, når du har modtaget dit afgørelsesbrev. Leverandøren vil derefter kontakte dig for at aftale, hvornår hjælpen skal leveres.
Kontakt gerne Visitation og Hjælpemidler, hvis du er tvivl om valg af leverandør. Du skal også kontakte os, hvis du ønsker at skifte leverandør (kontakt-information til højre på denne side).