Frederikssund Kommunes logo

Gadelys

Spørgsmålet blev stillet ved byrådsmødet den 21. juni 2023.

Johan Gaunitz stiller følgende spørgsmål til formand for Plan og teknik, Kirsten Weiland:

Jeg har set lyset. Ikke her i Kulhuse, men inde i Frederikssund by, Langt før det nu bliver mørkt ude, tændes gadebelysningen - og langt efter det er lyst om morgenen, så stråler åbenbart gadebelysningen for fuld skrue. Kommunen har jo tidligere fået kritik for at slukke gadebelysningen i den mørke tid, men at den nu er tændt, selv om det er lyst og klart udenfor, er vel ikke en slags kompensation for dette. Når borgerne opfordres til at spare på såvel vand som strøm synes jeg at kommunen også bør foregå med godt eksempel ved at lade gadebelysningen være slukket når det er naturligt, og gratis, lys over gader og stræder, Findes der nogen relevant forklaring på at så ikke er tilfældet p.t. ?

Svar på spørgsmål

Formand for Plan og teknik, Kirsten Weiland, svarer følgende:

Når man om sommeren i de lyseste måneder oplever, at lyset er tændt før det er mørkt, så er årsagen at gadelyset er sat til at tænde 15 min efter solnedgang og slukke 15 min før solopgang.

Gadelyset styres i kommunen via ure i tændskabene.

Her om sommeren kunne man eventuelt vælge at lave en indstilliing på urene til 30 min. I stedet for de 15 minutter. Det vurderes dog at besparelsen er minimal, da det kun drejer sig om en kort periode og få veje i kommunen. På veje med natslukning er lyset ikke tændt om morgenen.

Administrationen vil dog undersøge, om det er muligt at ændre tidsintervallet til næste år via en programmering, således at en tekniker ikke skal ud til samtlige tændskabe for at foretage ændringen.

Hvis du har oplevet, an større difference på tænding end 15 minutter, så må du gerne fortælle os, hvilke veje og tidspunktet, hvor du har oplevet at lyset var tændt på uhensigtsmæssige tidspunkter.