Frederikssund Kommunes logo

Om puljen til ekstraordinære aktiviteter på omsorgscentrene og om Slangerup Svømmehal

Høring om budgetforslag 2026

Høringssvar 184

Områder: Unge, fritid og idræt, Omsorg og ældre

David Bergendorff Høstbo
Slangerupgårdsvej 7A, 1.th., 3550 Slangerup
Modtaget: 14. september 2025 kl. 21:06

010 Nedlæggelse af aktivitetspulje til omsorgscentrene
Det er dybt bekymrende at fratage beboere med nedsatte sproglige- og kropskommunikative evner på omsorgscentrene, de ekstraordinære aktivitetstilbud, der beviseligt fremmer trivsel bl.a. gennem ture, musik og sanseindtryk. Paletten af ekstraordinære aktiviteter hjælper beboerne til at fastholde dem selv – og livsglæden i en ellers monoton hverdag.
002 Offentlig åbningstid i svømmehaller i weekenden samles i Frederikssund Svømmehal
Det er et kæmpe selvmål fra en kommune med kyst og vandkant, at dette forslag endnu engang er i høring. Det sparede beløb er pebernødder i forhold til afledte besparelser, når brugere af Slangerup Svømmehal taler om øget livsglæde i form af socialt samvær, fysisk velvære og endda lindring af smerter ved brug af varmtvandsbassin, sauna og andre tilbud i svømmehallen.
Den nuværende ferie- og helligdagslukning af Slangerup Svømmehal, specielt i skolernes sommerferie, er noget af en ørkenvandring. På årets varmeste dage er det altså ikke muligt at tage en kølig dukkert.
- Kan der ses på, om der kan holdes åbent f.eks. en hverdag og en dag i weekenden i skolernes sommerferie? Måske kræver det en prisændring på billetter/årskort…
- Kan det præciseres, hvilke tidspunkter folk ankommer i weekenden? Tallene kan jo ikke overføres 1-1, når vilkårene er forskellige i de to byer.
- Åbningstiderne for Slangerup Svømmehal kan forsøges ændret til f.eks. lørdage kl. 9.00-15.00 og søndage kl. 9.00-14.30.
Jeg er derudover meget interesseret i at høre, hvordan det forholder sig for allerede købt årskort til Slangerup Svømmehal – her vil forslaget forårsage en væsentlig værdiforringelse, som jeg agter at klage over.
Jeg påskønner i øvrigt de mange høringssvar.