Frederikssund Kommunes logo

Vedr. forslag om reduktion af ferie i botilbud fra 7 til 4 dage

Høring om budgetforslag 2026

Høringssvar 50

Områder: Social og sundhed

Anita Stockholm, Beboer-Pårørenderådet Lindevang
Modtaget: 08. september 2025 kl. 11:19

Høringssvar til Frederikssund Kommune
Vedr. forslag om reduktion af ferie i botilbud fra 7 til 4 dage
Vi vil gerne udtrykkevores store bekymring over forslaget om at halvere den fælles ferie for borgere i botilbud fra syv dage (6 overnatninger) til fire dage(3 overnatninger).
For mange af disse borgere er den årlige ferie med bofællesskabet den eneste ferie, de har mulighed for at komme på, hvor de føler sig i trygge rammer. At halvere antallet af dage vil derfor ramme særligt hårdt og øge risikoen for ensomhed, isolation og mistrivsel.
Det er svært at forstå, at man i vores velfærdssamfund kan acceptere, at nogle af de mest sårbare borgere skal nøjes med fire dages ferie om året – noget, ingen andre borgere i landet ville finde rimeligt.
Samtidig er den økonomiske besparelse meget begrænset – 0,3 mio. kr. årligt – set i forhold til de menneskelige konsekvenser for omkring 40 borgere, der vil følge.
At spare på denne måde fremstår ikke bare urimeligt, men direkte skammeligt. Det er desværre endnu et eksempel på, at det er samfundets svageste borgere, der først rammes, når der skal spares.
Vi vil derfor kraftigt opfordre til, at kommunen fastholder den nuværende ordning på syv dage (6 overnatninger) og prioriterer livskvaliteten for borgere i botilbud.

Med venlig hilsen
Beboer-Pårørenderådet på Lindevang.