Frederikssund Kommunes logo

høringssvar

Høring om budgetforslag 2026

Høringssvar 76

Områder: Økonomiudvalget inkl. tværgående, Social og sundhed, Omsorg og ældre

Døgnplejens Med-udvalg, Frederikssund Kommune
Frederiksborgvej 8, 3600 Frederikssund
Modtaget: 10. september 2025 kl. 14:25

Høringssvar Lokal MED Døgnplejen- 10.9.2025
001 Administrative effektiviseringer og regelforenkling
I Døgnplejen har vi et effektivt sekretariat som varetager administrative opgaver og på den måde understøtter at medarbejderne kan udføre deres kerneopgaver hos borgerne. En besparelse vil under alle omstændigheder påvirke dette negativt.
002 Rammebesparelse
Alle besparelser på Ældreområdet, nærmere Døgnplejen, er i vores optik urealistiske og ikke til at indfri. Vi har i forvejen store udfordringer med at overholde vores budget.
Ældreplejen er i en stor forandringsproces, som kræver fokus på faglig og kulturel udvikling, hvilket altid kræver ekstra ressourcer og kompetenceudvikling.
004 Indførelse af fast ugentlig lukkedag for alle kommunens administrationsbygninger
Som Døgnpleje har vi et tæt samarbejde med diverse administrative medarbejdere siddende på de nævnte matrikler. Vi afholder ligeledes møder med dem om diverse borgersager. En lukkedag hhv mandag eller fredag vil påvirke muligheden for at mødes og drøfte vigtige borgersager. At afholde fysiske møder er oftest bedre ift samarbejde og dialog. Det er vigtigt at kunne drøfte akutte sager. Fredagene er ift Døgnplejen en vigtig dag ift udskrivelser og koordinering inden weekenden. Det ville være en forringelse, hvis vi ikke kunne mødes fysisk om specifikke borgerrelaterede opgaver.
007 Effektivisering af administrative opgaver i Rådgivningshuset
008 Tilpasning af åbningstid på åben rådgivning i Rådgivningshuset
Døgnplejen har ofte et tæt samarbejde omkring borgersager. En reducering af ressourcer vil højst sandsynlig påvirke dette samarbejde negativt og til ulempe for vores svageste borgere.
004 Styrkelse af de rehabiliterende indsatser i helhedsplejen fra 2026
Helhedsplejen kalder på en langt mere rehabiliterende arbejdsform end vi har været vandt til i mange år. At opnormere terapeutressourcerne er nødvendigt. Terapeuterne skal integreres langt bedre ind i de tværfaglige teams og derfor anbefaler vi ligeledes at se på deres ansættelsesvilkår, så de kan indgå i vagtplanlægningen.
Vi vil påpege at den anslåede besparelse kommer på sigt, idet at kompetenceudviklingen og udviklingen af en ny tværfaglig samarbejdskultur og nye metoder tager tid.
005 Forhøjelse af brugerbetaling for kørsel til genoptræning
006 Forhøjelse af brugerbetaling for kørsel til daghjem
007 Forhøjelse af egenbetaling for midlertidigt ophold
Vi er bekymrede for at borgerne fravælger genoptræning, daghjem eller midlertidige ophold grundet højere egenbetaling, hvilket vil påvirke vores borgers funktionsniveau og livskvalitet og dermed opgaverne i hjemmene. Det ville ligeledes påvirke pårørende.
008 Lukning af forebyggende visiterede aktivitetstilbud til hjemmeboende borgere
009 Lukning af ugentligt aktivitetstilbud til yngre borgere med demens
Aktivitetstilbuddet giver disse borgere en højere livskvalitet og forebygger ensomhed, hvilket kan være med til at udskyde andre kommunale ydelser, såsom ydelser fra Døgnplejen.
Desuden aflaster vi de pårørende.
010 Nedlæggelse af aktivitetspulje til omsorgscentrene
Døgnplejen synes det er meget ærgerligt hvis man reducerer aktiviteter for beboerne på omsorgscentrene.
Aktiviteter bidrager til bedre sundhed og fællesskab. Desuden gør vi det mere attraktivt at flytte på et omsorgscenter, når borgerne oplever gode aktiviteter på omsorgscentrene.