
Plan og tekniks møde den 03. december 2025
Mødelokale SL 1 kl. 08.15
146Godkendelse af dagsorden
147Beslutning om påbudsvilje i forbindelse med frivillige aftaler om grundvandsbeskyttelse inden for BNBO
Resume
Med denne sag skal der tages stilling til viljen til at gennemføre indsatser til grundvandsbeskyttelse inden for boringsnært beskyttelsesområde (BNBO) ved hjælp af påbud, hvis det ikke lykkes at indgå frivillig aftale. Lodsejer ønsker en ændring i det foreslåede arronderede areal, som har været forelagt i forbindelse med varsel af påbud.
Den 1. juli 2024 trådte der ny lovgivning i kraft, som medførte, at muligheden for at vandforsyningerne og de berørte lodsejere kan indgå frivillige aftaler udløb den 31. december 2024. Herefter er kommunerne forpligtiget til at meddele påbud/forbud inden for de boringsnære beskyttelsesområder, hvor der ikke er indgået en frivillig aftale.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Plan og teknik over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Imødekomme lodsejers ønske om ændringer i det arronderede areal ved at træffe afgørelse om, at grundvandet skal beskyttes inden for det boringsnære beskyttelsesområde, med tilhørende arronderet areal ved påbud/forbud mod erhvervsmæssig brug af pesticider, hvor der ikke er indgået en frivillig aftale om beskyttelse af grundvandet.
Sagsfremstilling
Den 25. juni 2025 vedtog Frederikssund Kommunes Byråd at træffe afgørelse om, at grundvandet skal beskyttes inden for boringsnære beskyttelsesområder ved påbud/forbud mod erhvervsmæssig brug af pesticider, hvor der ikke er indgået en frivillig aftale om beskyttelse af grundvandet. Det vil sige for de matrikler, hvor det ikke var lykkes for vandforsyningen at indgå frivillig aftale med lodsejer.
Frederikssund Kommune har den 4. august 2025 varslet påbud mod erhvervsmæssig anvendelse af pesticider i boringsnært beskyttelsesområde og i nærområde hertil til Strø Kildeplads. I partshøringssvar dateret den 27. august 2025 har lodsejer ønsket to ændringer af det arronderede areal. For det ene areal ønskes ændringen, da det ikke vil kunne tilgås med sprøjtemateriel uden at kører igennem BNBO areal eller gennem nabomark. For det andet areal ønsker en ændring af det defigurerede areal, da det passer bedre til driften (ændringen, i forhold til det areal der er politisk godkendt den 25. juni 2025 stiger størrelsen på det arronderede areal fra 16.318 m2 til 34.683 m2. Det vurderes at ændringsønskerne skal imødekommes.
Sagen skal forelægges politisk igen, således det kan besluttes, om der er vilje til at gennemføre de nødvendige rådighedsindskrænkninger ved hjælp af påbud eller forbud på det nye areal og lodsejer således har mulighed for at søge Skat om skattefritagelse på det nye areal.
I 2022 udarbejdede Frederikssund Kommune en risikovurdering af behovet for beskyttelse af grundvandet mod erhvervsmæssig brug af pesticider inden for de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) til de almene vandværker i kommunen (se bilag 1). Risikovurderingen blev politisk vedtaget den 30. november 2022 af Plan og teknik. På baggrund af kommunens risikovurdering har vandforsyninger og lodsejere skullet forøge at indgå frivillige aftaler.
Den 1. juli 2024 trådte der ny lovgivning i kraft, som medførte, at muligheden for at indgå frivillige aftaler udløb den 31. december 2024. Herefter er kommunerne forpligtiget til at meddele påbud/forbud inden for de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO), hvor der ikke er indgået en frivillig aftale.
Beslutning om vilje til påbud/forbud ved frivillige aftaler
Både ved frivillige aftaler og ved påbud/forbud har lodsejeren krav på erstatning for det værditab, det medfører på ejendommen, at der ikke længere må anvendes pesticider. Det er vandforsyningen, som betaler erstatning til lodsejeren. Lodsejer har mulighed for at søge Skat om fritagelse for beskatning af erstatningen. Dette forudsætter, at aftalen er indgået på ekspropriationslignende vilkår, hvilket vil sige, at kommunen skal træffe afgørelse om, at der er vilje til at gennemføre de nødvendige rådighedsindskrænkninger ved hjælp af påbud eller forbud. Lodsejers mulighed for at søge om skattefritagelse bortfalder, såfremt kommunen ikke har truffet beslutning om vilje til påbud inden aftalen underskrives. Det er derfor nødvendigt også at træffe beslutning om vilje til påbud i de tilfælde hvor der indgås en frivillig aftale.
Arrondering
Ved udpegningen af BNBO er der ikke taget hensyn til brugsgrænser, hvilket kan betyde, at der kan opstå restarealer, som er umulige eller vanskelige at dyrke hensigtsmæssigt. I disse tilfælde kan der både ved frivillige aftaler og påbud/forbud laves aftale om, at restarealerne uden for BNBO også bliver omfattet af de samme restriktioner som BNBO. Dette kaldes arrondering. Ved beslutning om vilje til påbud og forbud skal der tages stilling til hver enkelt sag, og det skal fremgå hvilke arealer, der bliver pålagt restriktioner, inklusive de arronderede arealer.
Lovhjemmel
Påbud/forbud om ophør af brug af pesticider inden for BNBO er hjemlet i miljøbeskyttelseslovens §24a. §24a gælder dog kun for pesticider, og med brug af denne paragraf bortfalder 25 m beskyttelseszonen, som i dag er udlagt omkring alle vandindvindingsboringer til almen vandforsyning, og som forbyder dyrkning og gødskning. For at opretholde 25 meter zonen vil der skulle meddeles påbud efter miljøbeskyttelseslovens §24. Påbud inden for arronderede arealer er også hjemlet i miljøbeskyttelseslovens §24.
Berørte arealer
Ved beslutning om vilje til påbud og forbud skal der tages stilling til hver enkelt sag, og det skal fremgå hvilke arealer, der bliver pålagt restriktioner, inklusive de arronderede arealer. I bilag 2 er oplistet det BNBO, hvor der skal træffes beslutning om vilje til påbud/forbud mod erhvervsmæssig brug af pesticider. Kortbilag med BNBO og arronderede arealer fremgår af bilag 3.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
148Beslutning om 8 ugers offentlig høring af udkast til tillæg til spildevandsplanen - Nyt vandværk i Gerlev - Spildevandskloakering
Resume
Udvalget skal godkende at sende et tillæg til spildevandsplanen i offentlig høring. Tillægget udgør det juridiske plangrundlag for, at spildevand samt tag- og overfladevand fra et kommende vandværk i Gerlev kan håndteres. Det planlægges, at der optages et nyt spildevandskloakeret opland i Frederikssund Kommunes spildevandsplan. Oplandet kaldes 608. Tag- og overfladevand planlægges nedsivet indenfor matriklen, hvor vandværket etableres. Spildevand planlægges afledt til Tørslev renseanlæg.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Plan og teknik over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Godkende udkast til tillæg til spildevandsplan 2013-2021: "Nyt vandværk i Gerlev, matrikel 7ar og 7f Gerlev By, Gerlev, Spildevandskloakering, Nyt opland 608 med afledning til Tørslev renseanlæg”
- Godkende at udkastet sendes i 8 ugers offentlig høring.
Sagsfremstilling
Tillægget er nødvendigt for at kunne etablere et nyt vandværk i Gerlev.
Baggrunden for tillægget er, at Novafos ønsker at etablere et nyt vandværk på matrikel 7ar og 7f i Gerlev By. Matriklerne er ikke optaget i spildevandsplanen.
Derfor optages et nyt opland 608 i spildevandsplanen med dette tillæg. Det skal med tillægget vurderes om og hvordan spildevand og regnvand kan håndteres miljømæssigt forsvarligt. Det skal fremgå, hvor meget areal der skal reserveres til nedsivning og om Tørslev renseanlæg har kapacitet til at modtage spildevandet fra et kommende vandværk.
Dette tillæg til spildevandsplanen supplerer spildevandsplanen for Frederikssund Kommune: ”Spildevandsplan for Frederikssund Kommune 2013-2021”.
Området udlægges til spildevandskloakering. Det betyder, at Novafos skal håndtere spildevandet, samt at tag- og overfladevand skal håndteres af grundejer indenfor egen matrikel.
Der skal således udarbejdes tillæg fordi:
- der optages et nyt spildevandskloakeret opland 608 i spildevandsplanen
- der reserveres plads til 2 nedsivningsbassiner i planområdet til håndtering af tag - og overfladevand fra området,
Området der spildevandsplanlægges for
Herunder er vist det område, der spildevandsplanlægges for. Området er markeret med mørk rød. Området er på ca. 1,1 hektar.
Novafos har vurderet, at Tørslev renseanlæg kan håndtere den ekstra spildevandsmængde uden at forringe tilstanden for Roskilde Fjord, da der ikke vil udledes mere kvælstof eller flere miljøfremmede stoffer årligt.
Proces
Tillægget til spildevandsplanen og tilhørende miljøscreening skal sendes i 8 ugers offentlig høring. Efter høringsperioden bearbejdes eventuelle kommentarer og indsigelser.
Den endelige udgave af tillægget kan herefter vedtages administrativt, såfremt der ikke er kommet væsentlige indsigelser i høringsperioden.
Når tillægget er vedtaget, skal Novafos ansøge om og opnå nedsivningstilladelse, før tag- og overfladevand kan nedsives.
Inddragelse
Novafos har været inddraget.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
149Beslutning om godkendelse af regulativ for Hyllingeriis Vandværk
Resume
Almene vandforsyninger skal udarbejde et regulativ, der udgør handelsbetingelserne mellem vandforsyningen og forbrugerne. Frederikssund Kommune skal godkende vandforsyningernes regulativer, og foretage en såkaldt legalitetskontrol, der består i at sikre, at regulativet er i overensstemmelse med Vandforsyningsloven. Det seneste regulativ for Hyllingeriis Vandværk blev godkendt i 2023. Der har siden 2023 været ændringer i lovgivningen og en nævnsafgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, der har medført et nyt standardregulativ (branchevejledning). Vandværket ønsker derfor at opdatere deres regulativ, så det er i overensstemmelse med gældende lovgivning.
Indstilling
Administrationen indstiller til Plan og teknik, at:
- Regulativet for Hyllingeriis Vandværk godkendes.
Sagsfremstilling
Hyllingeriis Vandværk har den 29. marts 2025 fremsendt opdateret regulativ til godkendelse hos Frederikssund Kommune, forslag til regulativ fremgår af sagens bilag.
Almene vandforsyninger (vandværker) skal udarbejde et regulativ, der udgør handelsbetingelserne mellem vandforsyningen og forbrugerne. Regulativet, der udarbejdes efter Vandforsyningslovens § 55, beskriver reglerne for retten til forsyning med vand og de forpligtelser, der påhviler forbrugerne, herunder fastsættelse af takster for tilslutning og forbrug. Frederikssund Kommune skal som myndighed på vandforsyningsområdet godkende vandforsyningernes regulativer. Kommunen foretager en legalitetskontrol, der består i at sikre, at regulativet er i overensstemmelse med Vandforsyningsloven.
Det seneste regulativ for Hyllingeriis Vandværk blev godkendt i 2023. Hyllingeriis Vandværk ønsker at opdatere regulativet, så det er opdateret med den seneste lovgivning. Hyllingeriis Vandværk har valgt at benytte et standardregulativ (branchevejledningen) udarbejdet i fællesskab af interesseorganisationerne Danske Vandværker og DANVA i december 2024. Der er i det fremsendte udkast til regulativ ikke lavet nogle tilpasninger eller ændringer i forhold til standardregulativet.
De væsentligste ændringer i forhold til vandværkets regulativ fra 2023 er sket på baggrund af:
- Et nyt standardregulativ (branchevejledningen)
- Ny Bekendtgørelse om anmeldelse og godkendelse af almene vandforsyningers regulativer samt anlægs- og driftsbidrag m.v. (BEK nr. 1537 af 06/12/2024)
- En nævnsafgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Administrationen vurderer, at Hyllingeriis Vandværks nye regulativ er i overensstemmelse med Vandforsyningsloven.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
150Beslutning om godkendelse af takster for 2026 for Slangerup Vandværk
Resume
Frederikssund Kommune skal som myndighed på vandforsyningsområdet, hvert år godkende taksterne for Slangerup Vandværk. Dette sker på baggrund af en legalitetskontrol, hvor det sikres, at taksterne er fastsat i overensstemmelse med vandværkets regulativ og vandforsyningsloven.
Indstilling
Administrationen indstiller til Plan og teknik, at:
- Taksterne for 2026 for Slangerup Vandværk godkendes.
Sagsfremstilling
Frederikssund Kommune skal som myndighed på vandforsyningsområdet hvert år godkende taksterne for de almene vandværker. Taksterne er vandværkets grundlag for at opkræve betaling af anlægs- og driftsbidrag, hos deres forbrugere.
For vandværker som er underlagt vandsektorloven, ligger beslutningskompetencen hos Plan og Teknik.
Slangerup Vandværk er underlagt vandsektorloven, men er udtrådt af vandsektorlovens økonomiske regulering, hvilket betyder, at Forsyningssekretariatet ikke længere opstiller en økonomisk ramme med et prisloft. Kommunen skal derfor foretage en legalitetskontrol af taksterne, som består i at sikre, at taksterne er fastsat i henhold til vandværkets regulativ og vandforsyningsloven, herunder om vandværkets økonomi hviler i sig selv, således at vandværkets indtægter over en årrække ikke overstiger udgifterne væsentligt, og at der ikke er økonomiske disponeringer der er vandforsyningen uvedkommende.
Slangerup Vandværk har udarbejdet et forslag til taksterne for 2026, se bilag 1.
Driftsbidrag
Taksten pr. m3 vand i 2026 er uændret i forhold til 2025 og udgør 6,00 kr., se nedenstående tabel.
| Årstal | 2022 | 2023 | 2024 | 2025 | 2026 |
| Kr. pr. m3 ekskl. moms og statsafgift | 5,50 | 6,50 | 6,75 | 6,00 | 6,00 |
Det faste årlige bidrag er uændret fra 2025 til 2026 og udgør fortsat 350,00 kr, undtagen for forbrugerne i fra det tidligere Sundbylille Vandværk, som afdrager hovedanlægsbidrag over en 5-årig periode via den faste takst. Her betales et fast årligt bidrag på 1.150,00 kr.
Herudover betaler alle forbrugere et fast årligt målerbidrag på 100,00 kr.
Anlægsbidrag
Hovedanlægsbidraget er uændret fra 2025 til 2026, og er differentieret ud for vandforbruget, med en takst på 4.620,00 kr. for et forbrug på til 500 m3/år mens der betales op til 18.480,00 kr. for et forbrug på 5.000-10.000 m3/år.
Forsyningsledningsbidraget er opdelt i tre takstzoner. I zone 1 (Slangerup By) er taksten 9.740,65 kr. I zone 2 (tidligere Hørup Vandværk) er taksten 42.204,15 kr. I zone 3 (Langelinjevej, Slangerupvej og Strøvang) er taksten 66.227,89 kr.
Stikledningsbidraget er steget fra 7.362,00 kr. i 2025 til 7.850,10 kr. i 2026
Forsyningsledningsbidraget og stikledningsbidraget er ligesom taksten pr. m3 vand steget med hvad der svarer til en prisindeksregulering.
Alle takster er angivet ekskl. moms.
Administrationen vurderer, at taksterne er fastsat i overensstemmelse med vandforsyningsloven, og vandværkets regulativ.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
151Beslutning om godkendelse af forslag til lokalplan 166 for et vandværk ved Lyngerupvej i Gerlev
Resume
Plan og teknik skal med denne sag tage stilling til om forslag til lokalplan 166 for et vandværk ved Lyngerupvej i Gerlev skal godkendes og sendes i offentlig høring. Byrådet besluttede 6. nov. 2024 at igangsætte lokalplan 166. Lokalplanen muliggør et nyt moderne vandværk, som kan imødekomme fremtidige behov for drikkevand samt vandbehandling. Forslaget er i overensstemmelse med kommuneplanen.
Indstilling
Administrationen indstiller til Plan og teknik, at:
- Godkende forslag til lokalplan 166 og sende forslaget i offentlig høring i 8 uger.
Sagsfremstilling
Formålet med lokalplanen er at give forsyningsvirksomheden Novafos mulighed for at etablere et nyt moderne vandværk i det vestlige Gerlev. Novafos skal i forbindelse med udbygning af deres vandforsyningsstruktur i Ballerup, Egedal og Frederikssund centralisere vandværksdriften for at kunne imødekomme fremtidens behov for drikkevand og eventuelle krav til vandbehandling. Centraliseringen sker ved at etablere tre nye vandværker i årene 2021-2029 – et i hver af de tre kommuner. Det nye vandværk i Gerlev skal erstatte de tre eksisterende vandværker på Hornsherred: Dalby Vandværk, Femhøj Vandværk og Skovsognets vandværk. De tre nye vandværker opføres i samme byggestil, med tilhørende bearbejdning af grønne omkringliggende områder.
Lokalplanens indhold
Lokalplanen omfatter et ubebygget græsareal på ca. 1,1 ha, som tidligere har været landbrugsareal (se bilag 1 for placering). Lokalplanen fastsætter bestemmelser, som skal sikre kvalitet i vandværkets udtryk samt sikre hensigtsmæssig terrænbearbejdning, så anlægget ikke fremstår så teknisk i området.
Ved den politiske igangsættelse af lokalplanen den 6. november 2024, blev det besluttet, at stille en række krav til udformningen af lokalplanen. Det blev blandt andet besluttet at sikre, at:
- Der kan anvendes flere forskellige facadematerialer i bebyggelsen (skærmtegl, teglskaller, genbrugstegl, trælammeler).
- Solceller på dele af facaden muliggøres med hensyntagen til eventuelle genskærsgener.
- Tag på filtersalen (hovedbygning) opføres med ensidig taghældning og belægges med sedum.
- Jord- og vandhåndteringsløsninger inden for lokalplanområdet skal udformes, så de får en rekreativ værdi og fremmer biodiversiteten i området.
- Jordlaget, der overdækker tanke, udformes, så terrænet fremstår mest muligt som et naturligt landskab.
Lokalplanforslaget har imødekommet kravene med undtagelse af solceller i facade. Administrationen har i samarbejde med Novafos’ undersøgt mulighederne for at integrerer solceller i facade. Administrationen og Novafos’ har vurderet, at tilgængelige facadesolceller visuelt ikke er foreneligt med facadernes lyse farvenuancer. Endvidere tillades, udover sedum, også solceller på filtersalens tag.
Lokalplanen sikrer, at vandværket placeres i god afstand fra nabobebyggelserne. Et byggefelt sikrer, at vandværket må have et fodaftryk på op til 2.756 m2, hvilket svarer til ca. 28 % af lokalplanarealet. Vandværket opføres med 3 overordnede bygningsdele: En filtersal (hovedbygning), en udvidelsesbygning til avanceret vandbehandling og en entrébygning (mandskabsbygning). Der fastsættes følgende bestemmelser for højde, tag og facader for de enkelte bygningsdele, som skal sikre variation i vandværkets samlede udtryk og bidrage til et moderne, lyst og let udtryk:
- Filtersalen må have en maks. højde på op 11 meter, og skal have ensidig taghældning. Bygningshøjden er nødvendig for at kunne rumme de høje filteranlæg. Facader skal være i blank mur i teglsten, naturskifer eller skærmtegl i en lys gul, beige eller lysegrå farve. Der etableres vinduer i filtersalen, således at forbipasserende kan kigge ind i vandværket.
- Udvidelsesbygningen må have en maks. højde på op til 10 meter og skal have ensidig taghældning eller fladt tag. Bygningshøjden er nødvendig for at kunne rumme de høje anlæg til avanceret vandbehandling. Facader skal være i blank mur i teglsten, naturskifer eller skærmtegl i en lys gul, beige eller lysegrå farve.
- Entrébygning (mandskabsbygning) må have en maks. højde på 8,5 meter og skal have ensidig taghældning eller fladt tag. Facader skal være i træ og fremstå i træets naturlige farve. Træet må ikke males eller trygimprægneres.
Det sikres overordnet, at alle tage på vandværket belægges med enten sedum eller solceller placeret parallelt med tagfladen. Dette kan dermed understøtte enten biodiversitet eller grøn omstilling. I lokalplanen fremgår visualiseringer af et eksempel på vandværkets bygningsvolumen med og uden udvidelsesbygning samt terrænbearbejdning.
Terrænbearbejdning og grønt område
Der skal etableres vandretliggende tankanlæg på arealet mod nordøst, som en del af vandværket. Lokalplanen sikrer, at disse tankanlæg tildækkes med jord, således disse skjules. Planen sikrer, at denne terrænregulering udføres som et plateau med regulerede hældninger, så området fremstår mest muligt som et naturligt landskab. Administrationen vurderer, at terrænregulering og beplantning kan bidrage til et flot grønt landskab, som kan understøtte biodiversitet omkring vandværket. Det grønne areal og vinduerne i filtersalen tilgængeliggøres via en sti fra Femhøj Stationsvej.
Nabohensyn
Vest for området ligger et fritliggende enfamiliehus. Øst for området ligger et område med blandet bolig og erhverv med en bygningshøjde på maksimalt 8,5 meter. Der er udarbejdet skyggediagrammer, som viser vandværkets skyggekast. Skyggediagrammer fremgår i lokalplanen. Skyggediagrammerne viser en begrænset skyggepåvirkning. To naboer kan forvente skyggepåvirkning på undersøgte datoer. Den 21. august efter kl. 20.00 og ved jævndøgn efter kl. 18.00 forekommer der, som det fremgår af lokalplanen/miljøscreeningen, skyggepåvirkning ca. 30 minutter inden solnedgang.
Regnvandshåndtering
Parallelt med lokalplanen er der udarbejdet et spildevandstillæg, som udlægger området til separatkloakering. Med spildevandstillægget er lokalplanen i overensstemmelse med spildevandsplanen. Håndtering af overfladevand under normale forhold og ved skybrud sker ved afledning til to nedsivningsbassiner inden for lokalplanområdet. Bassinerne skal placeres henholdsvis i den nordlige og sydlige del af lokalplanområdet. Spildevand fra vandværket udledes til Novafos’ fællesledning. Bassinerne kan understøtte både biodiversitet og give området et rekreativt præg.
Overordnet planlægning
Området er i kommuneplan 2025 omfattet af rammeområde E 4.1, som må anvendes til erhverv og forsyningsvirksomhed. Lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanrammen. Lokalplanen forholder sig til Frederikssund Kommunes vandforsyningsplan. Lokalplanen er i overensstemmelse med Novafos’ Strukturanalyse for drikkevandsproduktion i Ballerup, Egedal og Frederikssund 2020-2050. Strukturanalysen er miljøvurderet. Fremtidige projekter for nedlæggelse af vandværker, etablering af drikkevandsboringer samt udlæg af vandledninger i tilknytning til det nye vandværk vil blive miljøvurderet, når Novafos kender den nøjagtige placering samt ansøger anlæggelse af disse.
Miljøscreening af lokalplan
Der er foretaget en miljøscreening af lokalplanforslaget i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). På baggrund af screeningen, vurderer administrationen, at lokalplanforslaget ikke vil medføre væsentlig indvirkning på miljøet. Der er derfor ikke udarbejdet en miljøvurdering af lokalplanforslaget.
Oversigtskort, lokalplanforslag 166, miljøscreening vedlægges bilag.
Inddragelse
I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget har der været afholdt et informationsmøde med de tætteste naboer og beboerne i Gerlev by, hvor der var stort fremmøde og interesse for projektet. Såfremt lokalplanforslaget godkendes sendes dette i offentlig høring i 8 uger.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
152Beslutning om forslag til lokalplan 179 og kommuneplantillæg 001 for S-togsværksted i Vinge
Resume
Plan og teknik skal med denne sag tage stilling til om forslag til lokalplan 179 og kommuneplantillæg 001 skal godkendes og sendes i offentlig høring. Byrådet besluttede den 30. oktober 2024 (sag nr. 191) at igangsætte lokalplan 179. Lokalplanen muliggør etablering af et S-togsværksted til førerløse S-tog.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Plan og teknik over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Godkende forslag til lokalplan 179 og kommuneplantillæg 001 og sende forslagene i offentlig høring i 8 uger.
- Godkende miljøvurdering af forslag til lokalplan 179 og kommuneplantillæg 001 og sende miljøvurderingen i offentlig høring.
Sagsfremstilling
Lokalplanområdet omfatter et areal på ca. 48 ha og er placeret i den vestlige del af erhvervsområdet i det nordlige Vinge strækkende sig mod syd langs Frederikssundsvej (Se bilag - Lokalplanområdet). Derudover er der arealer vest for Frederikssundsvej til spor og regnvandshåndtering, som forbliver i landzone (se bilag 1). Formålet med lokalplanen er at give mulighed for, at DSB kan opføre værksted, spor, vaskehal og øvrige nødvendige funktioner til klargøring og vedligehold af fremtidens S-tog.
Derudover vil DSB etablere en stibroforbindelse mellem Vinge og Frederikssund By til erstatning for stiføringen via Busvej, støjafskærmning for både kommende motorvej og værkstedsområdet samt anlægge en grøn zone med varierende beplantning mellem værkstedsområdet og Vinge by samt etablering af grøn forbindelse over togbanen.
Overordnet planlægning
Området er i Kommuneplan 2025 omfattet af rammeområde E 2.4 og E 2.2, som må anvendes til erhverv, T 2.1, T 2.2 og T 2.3, der må anvendes til landskabsteknisk anlæg samt en mindre del af BB 2.1, der kan anvendes til blandet bolig og erhverv. Der er ikke kommuneplanrammer for lokalplanområdet vest for Frederikssundsvej. Kommuneplanramme E 2.4 tillader bebyggelse i op til 15 meters højde.
Området med værkstedsfunktioner er rækkefølgebelagt i Kommuneplan 2025 med frigivelse af områderne i anden halvdel af kommuneplanperioden, dvs. 2032-2037. For at sikre overensstemmelse med Kommuneplan 2025 udarbejdes et kommuneplantillæg. Formålet med kommuneplantillægget er at frigive området til byudvikling samt udlægge to nye kommuneplanrammer, der muliggør anvendelse af planområdet til S-togsværksted med tilhørende spor, vaskehal og øvrige nødvendige funktioner.
Lokalplanens indhold
Lokalplanen opdeles i to delområder. Delområde 1 ligger i Vinge og her placeres selve værkstedsfunktionerne og hovedparten af sporene. Dertil et ankomstområde ved Haldor Topsøe Park med parkering og regnvandsbassin. I delområde 1 er to byggefelter, hvor i alt 30.000 m2 kan opføres til værkstedsbygning og vaskehal. Værkstedsbygningen må højst være 15 m høj inklusiv tekniske anlæg og ligger inden for det oprindelige grønne erhvervsområde i det nordlige Vinge. Vaskehallen er placeret mod syd langs Frederikssundsvej grænsende op til et kommende boligområde. Vaskehallen må opføres i højest 10 m med tekniske anlæg på taget i op til 2,5 m. Dette af hensyn til den visuelle og støjmæssige påvirkning af de kommende boligområder.
Delområde to er opdelt i to arealer vest for Frederikssundsvej. Det sydlige areal indeholder sporanlæg og koblingen til den eksisterende S-togbane samt regnvandsbassin. Det nordlige areal er her, hvor stibroforbindelsen skal lande over kommende motorvej og koble sig på den oprindelige stiforbindelse langs Busvej.
Værkstedets møde med Vinge
Med Vinge Kvalitetsprogram 2024 sættes retning for Vinges grønne erhvervsområde som moderne, bæredygtigt og grønt. I lokalplanforslaget understøttes det ved at sikre træ på bygningsfacader for de administrative funktioner og en grøn og åben forplads ved ankomstområdet fra Haldor Topsøe Park. Bygningsfacaderne på værkstedsbebyggelsen og vaskehallen kan gives et mere industrielt udseende i brune, afdæmpede nuancer og materialer som stål og aluminium. Facader på mere end 25 meter skal etableres med tydelig visuel opbrydning for at give en variation i oplevelsen af de lange bygningsfacader. Tage skal etableres med solceller eller som grønt, levende tag.
DSB vil opføre deres byggeri, så det kan opnå DGNB Guld certificering efter 2025 standarden.
Som nogle af de bærende principper i Kvalitetsprogrammet indeholder lokalplanforslaget en række bestemmelser, der skal sikre en grøn kant mellem værkstedsområdet og Vinge by. Med lokalplanforslaget udlægges en 6-10 m bred grøn zone, som skal etableres med varierende beplantning, egnskarakteristiske og hjemmehørende danske plantearter samt fremme biodiversitet og skabe oplevelsesmæssig variation. Det er også i den grønne zone, at stibroforbindelsen skal lande i Vinge.
Visuel påvirkning
Værkstedsbygningen i op til 15 meters højde vil give en visuelt påvirkning af omgivelserne. Erhvervsområdet i Vinge ligger i forvejen højt i landskabet.
En synlighedsanalyse fra kysten viser, at projektet i lav grad vil være synligt fra kysten og dermed ikke har en visuel påvirkning af kysten. Men lokalt i erhvervsområdet i Vinge samt fra de nærliggende områder i Frederikssund, kan anlægget tydeligt ses.
De afdæmpede nuancer på værkstedsbygning, beplantning omkring projektet samt støjafskærmningerne bidrager til at reducere den oplevede visuelle påvirkning (se bilag x med visualiseringer af projektet).
Støjafskærmning og udviklingsmuligheder i Vinge
Støjberegninger for hhv. støj fra kommende motorvej og virksomhedsstøj fra S-togsværkstedet viser, at der kan etableres støjafskærmende løsninger, som sikrer, at byudviklingsområderne i Vinge, der grænser op til lokalplanen for S-togsværkstedet kan byudvikles inden for de rammer, som Kommuneplan 2025 udlægger for området.
Lokalplanen sikrer etablering af denne støjafskærmning og giver mulighed for, at der kan etableres forskellige løsninger til støjafskærmning. Støjafskærmning skal etableres som støjhegn, jordvolde eller en kombination heraf. Støjhegn skal have træbeklædning og beplantning langs hegnet. Jordvolde skal være begrønnede med græsser, urter, blomster samt supplerende busk- og træbeplantning.
Stibroforbindelsen
Stibroforbindelsen skal erstatte den eksisterende cykelforbindelse langs Busvej, der må nedlægges med etablering af S-togsværkstedet. Lokalplanen sikrer derfor, at cykelforbindelsen etableres og forbindes med kommende cykelstier i Vinge.
Stibroforbindelsens endelige linjeføring skal afklares i senere projektering og afhænger bl.a. af tekniske forhold i sporanlæggene under samt hensynet til at sikre flest mulig bløde trafikanter en let adgang til stibroen fra de kommende byområder i Vinge. Derfor indeholder lokalplanforslaget en stor rummelighed i placeringen af stibroforbindelsen ved at udpege en zone for, hvor stibroforbindelsen skal lande i hhv. Frederikssund og Vinge. Stibroforbindelsen skal, udenfor lokalplanområdet, kobles til det øvrige stinet i Vinge og i Det Grønne Hjerte.
Stibroforbindelsen skal i sin arkitektoniske udformning spejle arkitekturen i værkstedsbygningerne. Derfor sikrer lokalplanen, at stibroen etableres i stål, beton eller en kombination heraf, hvor beton skal beklædes med andet materiale: cortenstål, stål i brune nuancer og eller træ. Stibroen skal have et transparent værn og etableres med hensyn til tilgængelighed og cykelvenlighed.
Terrænbearbejdning
Anlæggelse af værkstedet og spor kræver en større terrænbearbejdning, da lokalplanområdet ligger i et skrånende terræn. I delområde 1, med selve værkstedsfunktionerne, skal der ske en udjævning af terrænet samt en nedgravning i terrænet af spor, på ned til 8 m under eksisterende terræn. Nedgravningen bidrager til at reducere synlighed af anlægget fra boligområderne i Vinge. Der kan derudover foretages terrænbearbejdning til regnvandsbassiner, støjafskærmning og stilforbindelsen. Terrænbearbejdningen skal skabe et naturligt, bakkeformet landskab, som stibroen kan lande i på vestsiden af Frederikssundsvej.
Overskudsjord fra lokalplanområdet skal håndteres lokalt, jf. Jordhåndteringsstrategi for Vinge. Der er igangsat en lokalplan for et areal vest for Frederikssundsvej, hvor jorden kan håndteres. Samtidig arbejdes der for at indarbejde mest muligt jord inden for lokalplanområdet samt øst for lokalplanområdet.
Vandhåndtering
Lokalplanområdet spildevandskloakeres. Procesvand og forurenet spildevand fra værkstedsfunktionerne håndteres således på renseanlæg. Regnvandet skal forsinkes lokalt, inden det kan ledes til recipient. Lokalplanen giver mulighed for etablering af to regnvandsbassiner og renses før udledning til recipient. Det nordlige bassin ved forpladsen i delområde 1 vil aflede til Sillebro Å. Det sydlige bassin i delområde 2 vil aflede enten til Marbækrenden, til Sillebro Å vha. pumpeløsning, eller direkte til Roskilde Fjord via en fremtidig fjordledning som Novafos planlægger at anlægge. Den endelige afklaring sker i projektering af projektet.
Lokalplanforslaget sikrer desuden:
- §3 sø i delområde 2 bevares og der etableres afskærmende foranstaltninger i forbindelse med anlægsarbejderne.
- Muligheder for solceller til at understøtte produktion af vedvarende energi på tagflader i byggefelterne, på den vestlige facade af værkstedsbygningen samt et mindre areal mellem sporanlæggene i delområde 2.
- Vejadgang til værkstedsområdet fra Haldor Topsøe Park eller Gl. Slangerup, så tung trafik undgås i de kommende boligområder.
- Vejadgang til delområde 2 kan ske via underføringen under kommende motorvej fra delområde 1. Regnvandsbassinet kan tilgås via Busvej.
Erhvervelse af arealer
DSB vil forsøge at indgå frivillige aftaler med grundejerne inden for planområdet om overtagelse af ejendommen. Hvis det ikke lykkes, er ekspropriation af ejendomme nødvendigt for at realisere lokalplanen. Lokalplanen indeholder præcise og detaljerede bestemmelser om projektet samt en redegørelse for, at ekspropriation er nødvendig og tidsmæssig aktuelt for realisering af S-togsværkstedet og desuden af samfundsmæssig væsentlig karakter. Ekspropriation kan derfor ske med hjemmel i Planloven.
En del af lokalplanområdet er omfattet af kommunale arealer. De forudsættes solgt til DSB. I forbindelse med salg vil Frederikssund Kommune stille krav om, at Frederikssund Kommune indgår i projekteringsarbejdet for at sikre aftaler i partnerskabsaftalen og lokalplanens intentioner overholdes. Dette vil blive indskrevet i købsaftalen mellem parterne. Der er tidligere indgået aftale med Topsil om at sikre mulighed for at udbyde kommunalt ejet areal til deres forestående udvidelse. Sideløbende med lokalplanlægningen arbejdes der for en aftale, der sikrer arealer til denne udvidelse.
Ny skov og justering af lokalplan 141
En 8 ha fredskov er i dag beliggende inden for lokalplanområdet i erhvervsområdet. Med realisering af lokalplanen fjernes fredskoven. DSB har taget kontakt til Naturstyrelsen og private lodsejere for at finde arealer til etablering af erstatningsskov i forholdet 1:2.
Lokalplan 141 for landskabsteknisk anlæg ved Frederikssundsvej i Vinge reduceres i areal ved den endelige vedtagelse af lokalplanforslag 141. Det sker, da det er her, underføringen af spor under kommende motorvej skal være. Reduktionen af lokalplan 141 har ikke konsekvenser for planens realisering.
DSB forventer, at værkstedet vil tilføre ca. 300 arbejdspladser.
Miljøvurdering
Der er foretaget miljøvurdering af lokalplanforslaget og kommuneplantillægget i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).
Det forudgående afgrænsningsnotat for miljøvurdering har været forelagt By-, Land og Kirkeministeriet - Plan- og landdistriktsstyrelsen, Ministeriet for Grøn Trepart - Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Naturstyrelsen, Transportministeriet, Trafikstyrelsen, Vejdirektoratet, Banedanmark, Roskilde Museum og
myndigheder i Frederikssund Kommune, som berørte myndigheder. r er i forbindelse med høringen er indkommet to bemærkninger til afgrænsningsnotatet fra myndigheder i Frederikssund Kommune. Den ene tilføjer, at det skal miljøvurderes, at regnvand skal ledes til recipient. Den anden tilføjer behov for feltundersøgelser af fredskovsareal og skovareal inden for lokalplanområdet.
Miljøvurderingens indhold følger afgrænsningsnotatet med tilføjelse af de ti bemærkninger og behandler følgende emner:
- Biologisk mangfoldighed/flora og fauna (beskyttede arter) ift. vurdering af Natura 2000 områder, vandområder og vandløb, § 3-beskyttet natur, biotoper og fredskov.
- Menneskers sundhed/levevilkår ift. vurdering af trafik/trafiksikkerhed, støj fra trafik og erhverv, belysning samt rekreative funktioner og forbindelser.
- Jordbund ift. vurdering af forureningsrisiko fra eksisterende bebyggelser og anlæg samt som følge af driften som værksted.
- Grundvand ift. vurdering af drikkevandsinteresser og grundvandsstand.
- Overfladevand ift. vurdering af afledning af regnvand og oversvømmelsesrisiko.
- Luft og klimatiske forhold ift. vurdering af udledning af CO2.
- Kulturarv ift. vurdering af visuel indvirkning på kirkeomgivelser.
- Arkitektonisk og arkæologisk arv ift. vurdering af beskyttede diger.
- Landskab ift. vurdering af visuel indvirkning på kystlandskab samt ift. terrænregulering og naboområder i Vinge.
- Ressourceeffektivitet ift. vurdering af forbrug af vand, byggematerialer mv., jordhåndtering samt ressourcebesparende og bæredygtige tiltag.
- Kumulative effekter ift. planens indflydelse på andre planer og programmer.
Miljøvurderingen har vist, at der er en væsentlig påvirkning af: Grønne områder/-grønne strukturer samt arkæologiske interesser, ikke fredede fortidsminder og landskab. Planerne vil have en middel/moderat påvirkning af: Rekreative funktioner og forbindelser, klimapåvirkning, sten- og jorddiger og ressourceeffektivitet og de kumulative virkninger. Mens der er fundet en ubetydelig påvirkning af: trafik, støj og vibrationer, belysning, jordforurening og håndtering, produkter, kemikalier og miljøfremmede stoffer, husspildevand og processpildevand, kulturhistoriske bevaringsværdier, kystnærhedszonen og kirkebyggelinjen. Derudover er fundet, at påvirkning af habitatnaturtyper kan udelukkes og, at en realisering af planens indhold vil betyde ingen eller lille påvirkning af § 3-beskyttede vandløb samt, at der vil være ingen påvirkning af det § 3-beskyttede vandhul.
Lokalplanforslag 179, forslag til kommuneplantillæg 001 og tilhørende miljøvurdering samt og tilhørende visualiseringer af bebyggelsen vedlægges bilag.
Inddragelse
Der er afholdt et informationsmøde for interesserede borgere i december 2024 om S-togsværksted i Vinge. Der er afholdt møder med de lodsejere, der har arealer, der skal indgå i projektet. Inddragelse sker igen i forbindelse med den offentlige høring, hvor der forelægger et fyldestgørende grundlag for lokalplanlægning, som dialogen kan tages ud fra.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
- Bilag - Lokalplanområdet
- Miljørapport for lokalplan 179 og kommuneplantillæg 001 af værkstedsområde.pdf
- Visualiseringer af S-togsværksted for lokalplan 179
- Bilag - Tværsnit for lokalplanområdet (indarbejdes i lokalplanen før offentlig høring)
- Forslag til lokalplan 179 for S-togsværksted ved Haldor Topsøe Park i Vinge
- Forslag til kommuneplantillæg 001 for S-togsværksted ved Haldor Topsøe Park i Vinge
153Beslutning om endelig vedtagelse af lokalplan 156 og kommuneplantillæg 006 for bolig og erhverv ved Nygade i Frederikssund
Resume
Plan og teknik skal beslutte om lokalplan 156 og kommuneplantillæg 006 for bolig og erhverv ved Nygade i Frederikssund skal vedtages endeligt. På Plan og teknik den 7. maj 2025 blev det besluttet at sende planforslagene, som muliggør byggeri i 4 etager med en byggehøjde på op til 16,5 meter (17,5 meter med ventilationsboks) i offentlig høring. Lokalplanområdet ligger centralt i Frederikssund by kun et stenkast fra stationen og muliggør op til 113 nye stationsnære boliger. Samtidig sikrer lokalplanen, at byggeriet opføres med parkeringskælder, så der frigives plads på terræn til grønne opholdsarealer. I høringsperioden er der kommet høringssvar fra beboere i nærområdet. Beboerne er særligt bekymrede for den skyggepåvirkning, som byggeriet giver anledning til.
Indstilling
Administrationen indstiller til Plan og teknik, at:
- Forslag til lokalplan 156 og forslag til kommuneplantillæg 006 vedtages med anbefalet ændring.
Historik
Beslutning fra Plan og teknik, 5. november 2025, pkt. 138:
Udsat.
Sagsfremstilling
Lokalplanområdet ligger i centrum af Frederikssund by ud til vejene Nygade og Bløden - ca. 100 meter fra stationen (se bilag 1 for placering). I dag ligger en bygning, som har været anvendt til dagligvarebutik (Aldi) samt to enfamiliehuse. Lokalplanen muliggør nedrivning af de eksisterende bygninger og opførelse af en etagebebyggelse i op til 4 etager med en bygningshøjde på op til 16,5 meter. Der tillades en mindre ventilationsboks på taget, hvorved totalhøjden bliver op til 17,5 meter. De 16,5 meter er omtrent samme højde som Sillebroen overfor. Bebyggelsen skal opføres med parkeringskælder, hvilket frigiver plads til et grønt opholdsareal i tilknytning til boligerne. Lokalplanen muliggør en bebyggelsesprocent på 150.
Administrationen vurderer, at projektet som lokalplanen giver mulighed for at realisere, har arkitektonisk kvalitet både i materialer og i formgivning med tydelige etageadskillelser, aftrappende etager og en kantzone, der vil bløde vejforløbet mod Nygade op. Kantzonen forventes at kunne give et levende og indbydende forløb langs Nygade. Det er en stor kvalitet, at byggeriet opføres med parkeringskælder. Der giver en tæt og levende by, hvor der ikke bruges plads på fladeparkering. Bygherre har meddelt, at hvis bygningen opføres i mindre end 4 etager, vil det reducere antallet af boliger, så parkeringskælderen ikke vil kunne finansieres. Det vil betyde færre centralt beliggende boliger og store arealer til parkering på terræn, hvilket vil forringe kvaliteten af udearealer.
Lokalplanområdets anvendelse
Lokalplanen udlægger området til boligformål samt kontor- og serviceerhverv. I stueetagen er det derudover muligt at indrette dagligvarehandel og butikker. Der må maksimalt indrettes 113 boliger i bebyggelsen.
Lokalplanens formål
Lokalplanen sikrer, at facaden mod Nygade gives et knækket eller buet forløb, som følger vejforløbet på Nygade og at dele af facaden mod Nygade tilbagerykkes med det formål at skabe variation i facadeudtrykket. Byggeriets øverste etage skal udstyres med tagterrasser, således at facaden indrykkes og bygningshøjden opleves lavere set fra gadeniveau. Med lokalplanen sikres også en begrønnet kantzone mellem bebyggelsen, Nygade og Bløden. Ligeledes sikres en terrassering af bygningens sokkel langs Nygade i form af en begrønnet trappe, hvor der er mulighed for ophold. Den offentligt tilgængelige stiforbindelse mellem Nygade og det rekreative område Bløden fastholdes, dog med et omlagt forløb.
Nabohensyn
Lokalplanen udlægger et plantebælte mellem det fælles opholdsareal og naboskel og bestemmer, at der er med plantekasser sikres yderligere afstand mellem opholdsarealet og naboskel. Ifølge lokalplanen må der ikke terrænreguleres tættere på naboskel end 0,5 meter og der må ikke etableres støttemure tættere på naboskel end 1 meter.
Kommuneplantillæg - nyt rammeområde C 1.16
Den gældende kommuneplanramme tillader byggeri i op til 3,5 etager med facadehøjde på op til 12,5 m, bygningshøjder er ikke reguleret. Parallelt med lokalplanen er der udarbejdet et tilhørende kommuneplantillæg, der bringer lokalplanen i overensstemmelse med kommuneplanen. Beslutningen om at igangsætte lokalplan og kommuneplantillæg, som muliggør etagebyggeri med en bygningshøjde i op til 16,5 meter i op til 4 etager samt en bebyggelsesprocent på 150, blev truffet på byrådsmødet 25. august 2021 (dagsordens pkt. 196).
Offentlig høring og høringssvar
Lokalplanen har været fremlagt i offentlig høring i perioden fra 9. maj 2025 til 2. juli 2025. I høringsperioden er der modtaget 11 høringssvar fra i alt ca. 60 naboer til lokalplanområdet. Naboerne til lokalplanområdet påpeger særligt byggeriets højde og dermed skyggekast, samt bekymring for sætningsskader på deres ejendomme. Administrationen har derfor bedt ansøger på lokalplanen om at udarbejde skyggediagrammer for et referencescenarie. Referencescenariet er et alternativt fiktivt byggeri som overholder den eksisterende kommuneplanramme C 1.2. Formålet er, at sammenligne skyggepåvirkning fra byggeriet i lokalplanforslag 156 og et fiktivt byggeri, der kan opføres inden for den eksisterende kommuneplanramme. Skyggediagrammerne og administrationens vurdering af disse er vedlagt som bilag 6. Administrationen kan konkludere, at der er en mindre skyggepåvirkning af 1-2 af boligerne i formiddagstimerne i forår og efterår ved referencescenariet.
Bemærkningerne/høringssvarene til lokalplanforslaget er i hovedtræk:
- Byggeriets højde og volumen – naboerne mener, at byggeriet er for højt og for stort. De mener, at byggeriet maks. bør være 12,5 meter højt og at det maks. opføres i 2,5 eller 3,5 etage.
- Skyggekast – naboerne til byggeriet er utilfredse med byggeriets forventede skyggekast på deres grunde.
- Indbliksgener – Naboerne er ligeledes bekymrede for indbliksgener.
- Anlægsfasen – naboerne er bekymret for skader fra pilotering og grundvandssænkning.
- Parkering – naboerne mener, at der etableres for få parkeringspladser.
- Naboerne er bekymret for, at der vil stå tomme butikslokaler i stuetagen.
Kommunens svar på bemærkningerne:
- Det er politisk besluttet, at Frederikssund Bymidte udvikles til en tæt og levende by nær stationen, handel og byliv. Administrationen vurderer, at byggeriet med en bygningshøjde på op til 16,5 m (17,5 m med ventilationsboks) og 4 etager, skalamæssigt, passer ind i den eksisterende randbebyggelse langs Nygade og Sillebroen, fordi bygningen opbrydes både ved knæk i bygningskroppen, indryk i facaden og indryk af den øverste etage. Lokalplanen sikrer endvidere, at facaden udføres med lodrette og vandrette bånd, så der skabes en visuel opdeling af fladerne.
- Ansøger på lokalplanen har udarbejdet skyggediagrammer for byggeriet. Skyggediagrammerne viser, at primært 5 naboboliger nordvest for lokalplanområdet i vinterhalvåret fra 21. september til 21. marts vil opleve skyggekast i morgen og formiddagstimerne, hvor de efter ca. kl. 12 går fri for skygge. Administrationen vurderer, at skyggegenerne er begrænsede og en konsekvens af udviklingen til en mere tæt og levende by.
- Naboerne der grænser op til området mod nord skærmes med beplantning og hegn, som etableres i lokalplanområdet. Enfamiliehuse med vinduer, der vender mod det planlagte byggeri, ligger ca. 40 meter fra etagebygningen. Administrationen vurderer på den baggrund, at de indbliksgener, som det nye byggeri vil kunne medføre, ikke overstiger de almindelige indbliksgener, der må forventes, når man bor i bymidten.
- Anlæg af konstruktioner skal til enhver tid overholde bygningsreglementets §340 - § 357. Såfremt det viser sig nødvendigt for udvikler at pælefundere, vil det, ifølge udvikleren, ske efter gældende regler og med et fokus på størst mulig hensyntagen til naboer, herunder i forhold til at sikre at udførelsesperioden er så kort som mulig. Anlægsarbejdet skal overholde Forskrift for støj og vibrationer samt miljøregulering af visse aktiviteter i Frederikssund Kommune. Ansøger på lokalplanen har haft eksterne fagfolk (Norconsult) til at udføre jordbundsundersøgelser for at dokumentere jordbundsforholdene. Norconsult har udarbejdet en geoteknisk rapport, hvori de også redegøre for funderingsforhold og mulige foranstaltninger og anbefalinger hertil i forhold til det byggeri som lokalplan 156 muliggør. Den geotekniske rapport har ikke givet anledning til ændringer i lokalplanen. Geoteknisk rapport er vedlagt som bilag 7.
- Administrationen vurderer, at parkeringsnormen på 0,6 fastsat i kommuneplanen er tilstrækkeligt for de varierende lejlighedsstørrelser, som lokalplanen muliggør og at der også er pladser til erhverv, butikker og service i stueetagen. Byggeriets beliggenhed tæt på Frederikssund S-tog station nedsætter derudover behovet for p-pladser, da beboerne let kan komme til og fra ejendommen med tog.
- Frederikssund Kommunes byudviklingsstrategi skal understøtte, at handel og byliv koncentreres i bymidten. Byggeriet ligger inden for bymidteafgrænsningen, hvor detailhandel skal placeres. Som en del af detailhandelsbestemmelserne gælder, at når der etableres nybyggeri i bymidten, skal det undersøges, om der skal planlægges for lokaler til dagligvarehandel. Projektet er i overensstemmelse med kommunens overordnede strategier.
Høringen har givet anledning til en mindre ændring i lokalplanen, idet administrationen anbefaler, at bestemmelsen § 6.5.2. om afskærmning af ventilationsanlæg på taget, ændres til at afskærmning er et krav og ikke en mulighed.
Der er redegjort for resultatet af den offentlige høring i hvidbogen.
Lokalplanforslag 156, høringssvar, hvidbogen, forslag til kommuneplantillæg 006, skyggediagrammer og tværsnit samt geoteknisk rapport er vedlagt dagsordenen som bilag.
Inddragelse
Der har været afholdt et informationsmøde i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget. Forslag til lokalplan og forslag til kommuneplantillæg har været i offentlig høring fra 9. maj 2025 til 2. juli 2025.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
- Bilag 1 - Oversigtskort lokalplan 156
- Bilag 2 Høringssvar samlet LP156
- Bilag 4 - Lokalplan-156-for-boliger-og-erhverv-ved-nygade-i-frederikssund
- Bilag 3 - Hvidbog lokalplan 156 og kommuneplantillæg 006
- Bilag 5 - kommuneplantillæg-006-for-boliger-og-erhverv-ved-nygade-i-frederikssund
- Bilag 6 - Skyggediagrammer og tværsnit - sammenligningsgrundlag
- Bilag 7 - Geoteknisk rapport Norconsult
154Beslutning om forsøgsordning med pakkesalg-løsninger Columbus
Resume
Med denne sag skal det besluttes, hvorvidt operatøren (FHSupport), som driver Columbus færge, i en forsøgsperiode på 2 år skal kunne tilbyde pakkeløsninger i samarbejde med andre aktører, med henblik på at skabe større opmærksomhed om området Kulhuse-Sølager og kan være med til at øge færgens indsejlingsindtægter.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Plan og teknik over for Økonomiudvalg og Byråd anbefaler, at:
- Operatøren i en 2 årig forsøgsperiode gives mandat til at tilbyde pakkesalg og rabatter på overfart med Columbus, når Operatøren vurderer, at dette er hensigtsmæssigt i forhold til at øge turismen i Hornsherred.
Sagsfremstilling
Operatøren af færgen Columbus ønsker frit at kunne indgå aftaler vedr. pakke-salg, hvori billetter til Columbus indgår med potentielle rabatter, når Operatøren vurderer, at det er hensigtsmæssigt for at skaffe flere passagerer samt eksponering af overfarten og området.
Operatøren ønsker at promovere Columbus mere i lokalområdet bl.a. for at tiltrække flere passagerer fra Halsnæs over til Hornsherred. Dette skal ske igennem markedsføring med samarbejdspartnere, hvor et pakke-salg kunne være et potentielt givtigt samarbejde. Operatøren forestiller sig samarbejde med lokale virksomheder og institutioner som fx erhvervsdrivende i Kulhuse havn, Jægerspris Slot, Willumsen Museum, Svanholm Gods eller butikker og Sillebrocenteret i Frederikssund. Med en pakkeløsning vil man kunne tilbyde, at besøgende fra Halsnæs kan købe en billet til både færgen og seværdighed/aktivitet i Hornsherred eller Frederikssund.
Pakkesalg eller rabatter kunne også blive aktuelle i forbindelse med potentielle arrangementer i Kulhuse, hvor deltagere fra Halsnæs ønskes samt også arrangementer i Halsnæs, hvor det vurderes, at et pakke-salg vil kunne øge mængden af passagerer på færgen Columbus. Dette specielt aktuelt i forhold til perioderne udenfor højsæsonen.
I forhold til samspillet med de nuværende takster og rabatter igennem 10-turs kort, vurderes det, at diverse pakkesalg ikke vil være en konkurrent til nuværende takstsystem. Pakkesalg vil primært tiltrække nye kunder til både Sølager og Kulhuse, der ikke før har benyttet overfarten. Dermed vil nye kunder blive opmærksomme på, hvilket aktiviteter og seværdigheder, som sejlads med Columbus kan føre til.
Operatøren anmoder om en forsøgsperiode på 2 år, altså til og med sæsonen 2027, hvorefter der udarbejdes evaluering.
Der har været kontakt til forsikringsmægleren, som bistår med korrekt forsikring af færgen. Forsikringsmægleren oplyser, at det ikke vil have betydning for prisen på de nærværende forsikringer at indgå i mulige pakkeløsninger.
Såfremt forsøgsordningen besluttes, vil der formelt blive udarbejdet allonge til den eksisterende kontrakt som fastlægger forsøgsperiode, operatørens ansvar m.v.
Inddragelse
Operatøren har været i dialog med såvel Visit Fjordlandet som enkelte erhvervsdrivende i området, der alle kan se muligheder i forslaget.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
155Beslutning om mulig aftensejlads med Columbus
Resume
Med denne sag skal det besluttes, hvorvidt operatøren (FHSupport) som driver Columbus færge, fremover i en 2 årig forsøgsperiode skal have mulighed for at kunne tilbyde aftensejlads med færgen.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Plan og teknik over for Økonomiudvalg og Byråd anbefaler, at:
- Operatøren får fuldmagt til, i en 2 årig forsøgsperiode, at benytte Columbus til arrangementer efter sejlads i henhold til sejlplanen er afsluttet.
Sagsfremstilling
Operatøren af færgen Columbus ønsker at benytte Columbus til arrangementer som fx cruise-sejlads med foredrag, spisning og/eller solnedgang, om aftenen efter at sidste tur er sejlet i henhold til sejlplanen.
Columbus har sidste afgang kl. 19:45 i juni, juli og indtil midt august. Columbus må kun sejle, når det er lyst, men i sommermånederne er det mulig at have et par timers tur-sejlads efter dagens sidste tur i henhold til sejlplanen. Aften-arrangementer på Columbus vil, hvis det er muligt, blive afholdt i samarbejde med lokale fra Hornherred til at levere underholdning, foredrag, mad, drikke eller andet, der indgår i arrangementet. Samme form for arrangementer er afholdt med stor interesse i Holbæk Kommune, hvor billetterne hurtigt blev udsolgt og hvor den lokale opbakning var betydelig.
Operatøren sikrer at alle eventuelle krævede tilladelser opnås i forbindelse med ethvert arrangement. Operatøren vurderer samtidig, at slitage på Columbus i forbindelse med disse arrangementer er yderst begrænset, da det drejer sig om få timer for færgen, der i forvejen er i drift i mange timer.
Da der er tale om en forsøgsperiode på 2 år, vil operatøren vil efter sæsonen 2027 evaluere på tiltaget med henblik på at give en anbefaling om samme typer af arrangementer bør ske i efterfølgende sæsoner.
For hvert arrangement vil Operatøren levere et regnskab af dels indtægter fra billetsalg og evt. salg ombord samt tilhørende udgifter til lønninger, brændstof og evt. forplejning til mandskabet. Resultatet for hvert arrangement vil indgå i opgørelsen af driftsresultatet, der indgår i den kontraktmæssige forpligtelse imellem Operatør og kommunen. Der forventes et mindre overskud på mellem 5.000 og 20.000 kr. ud fra forventeligt 6-8 mulige arrangementer i løbet af sæsonen.
Tiltaget vil bidrage til yderligere at øge turismen i Hornsherred.
Der har været kontakt til forsikringsmægleren, som bistår kommunen med korrekt forsikring af færgen. Forsikringsmægleren oplyser, at det ikke vil have betydning for prisen på de nærværende forsikringer at tillade evt. aftensejladser.
Såfremt muligheden for aftensejlads besluttes, vil der formelt blive udarbejdet allonge til den eksisterende kontrakt som fastlægger operatørens ansvar m.v.
Inddragelse
Ingen
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
156Orientering om resultaterne af Kommunernes Skoletrafiktest 2025
Resume
I denne sagsfremstilling gennemgås resultaterne for Frederikssund Kommune i den årlige landsdækkende måling af kommunernes arbejde med trafikundervisning i landets grundskoler samt kommunal forankring af arbejdet med trafiksikkerhed blandt børn og unge.
Der gives samtidig et indblik i, hvordan Vej-Skole-Politi-samarbejdet er organiseret på tværs af forvaltningsområder i kommunen.
Orienteringspunktet er på dagsordenen i Plan og teknik, Skole, klub og SFO samt Klima, natur og energi.
Indstilling
Administrationen indstiller til Plan og teknik, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Historik
Beslutning fra Klima, natur og energi, 2. december 2025, pkt. 88:
Sagsfremstilling
Resultater af Kommunernes Skoletrafiktest for skoleåret 2024/2025
Kommunernes Skoletrafiktest er en årlig måling af kommunernes arbejde med trafikundervisning i landets grundskoler (folke-, fri- og privatskoler) samt den kommunale forankring af trafiksikkerhedsarbejdet. Det er Rådet for Sikker Trafik, der står bag målingen, og alle landets kommuner på nær én har deltaget.
Trafikundervisning i skolerne er et vigtigt element i at gøre børn og unge klar til at færdes sikkert i trafikken, og færdselslære er et obligatorisk emne i folkeskoleloven. Færdselssikkerhedskommissionen under Transportministeriet har i den nyeste nationale handlingsplan for trafiksikkerhed for perioden 2021-2030 sat fokus på trafikundervisningen. Som ét af i alt otte målbare områder følger Færdselssikkerhedskommissionen udviklingen i undervisningen i henholdsvis indskoling, mellemtrin og udskoling samt følger op på hvor mange skoler, der har en færdselskontaktlærer.
Rådet for Sikker Trafik har afgrænset undersøgelsen til kun at omfatte de almene grundskoler. Spørgeskema er derfor ikke sendt til specialskoler og 10. klassecentre, hvorfor deres arbejde med trafikundervisning ikke indgår i målingen. Det er Rådet for Sikker Trafiks vurdering, at specialskolerne er for forskellige, idet deres målgrupper varierer, og inddragelse af dem i målingen vil derfor give resultater, der ikke vil være sammenlignelige for kommunerne.
I Kommunernes Skoletrafiktest for skoleåret 2024/2025 har alle de adspurgte skoler og administrationen i Trafik, Vej og Park samt Børn og Skole bidraget til besvarelse af spørgeskemaerne i målingen.
Resultatet viser, at Frederikssund Kommune er på en 5. plads i dette vigtige arbejde. Vi opnåede 908 point ud af 1.000 mulige, hvilket er en lille fremgang i forhold til i 2024, hvor vi fik 898 point, men en tilbagegang i forhold til i 2023, hvor vi fik 935 point og en 1. plads. Kommunernes pointfordeling fremgår af et af de vedlagte bilag.
I Frederikssund Kommune har vi rigtig godt fat i trafikundervisningen i både indskoling, mellemtrin og udskoling. Undersøgelsen har tre nedslagspunkter, hvor der måles på, hvor mange klasser, der haft undervisning i henholdsvis gåprøve, cyklistprøve samt risikoforståelse og adfærd. Resultatet viser, at vi scorer 100% på gennemført cyklistprøve på mellemtrinnet samt gennemført undervisning i risikoforståelse og adfærd i udskolingen. Men vi scorer 80% på gåprøven, hvilket betyder, at skolerne har svaret, at ikke alle indskolinger har udført gråprøven. Det er en ærgerlig besvarelse, for virkeligheden er, at alle indskolinger har gennemført gåprøven på den årlige trafikdag i foråret, men det har vi altså ikke fået besvaret korrekt og dermed ikke fået point for.
Alle skoler i Frederikssund Kommune har en færdselskontaktlærer, og alle skoler har nu en trafikpolitik, hvori der er en nedskrevet plan for trafikundervisningen. Vi har dog lidt arbejde med at synliggøre og aktivt bruge trafikpolitikkerne.
I forhold til den kommunale forankring viser målingen, at vi er godt med på alle de adspurgte parametre, som fx dækker over, at vi er organiseret i et formelt samarbejde mellem vejforvaltning, skoler og politi, hvor vi jævnligt holder netværksmøder. Vi har også dialog med skolechef og skoleledere om trafikundervisning og trafikpolitikker. Vi deltager i kampagner for at skabe sikre trafikforhold ved skolerne og skolepatruljerne og for at opfordre til, at børn så vidt muligt cykler til skole, så de udvikler deres kompetencer i at færdes i trafikken.
I de vedhæftede dokumenter fremgår alt omkring Kommunernes Skoletrafiktest, alle resultater af testen for skoleåret 2024/2025 samt metoden for målingen og hvordan point tildeles. Alt materialet kan også findes på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside her.
Trafikaktiviteter og trafikundervisning, der foregår på specialområdet, tæller med i undersøgelsen ved, at det er beskrevet i den åbne svarmulighed i spørgeskemaet. Kærholm Skole, Afd. Kølholm har også en færdselskontaktlærer og er med i kommunens netværk for færdselskontaktlærere. Af den vej arbejder vi med den trafikundervisning og de trafikaktiviteter, som udvalgte elever på Afd. Kølholm kan deltage i.
Vej-Skole-Politi-samarbejdet i Frederikssund Kommune
I Frederikssund Kommune har vi deltaget i denne måling igennem de sidste 13 år, og vi har år for år forbedret vores indsatser på området og styrket samarbejdet på tværs af forvaltninger. Der ligger en lang proces bag, og det kræver et vedholdende fokus at opnå de gode resultater.
Vores måde at arbejde sammen på foregår ud fra et årshjul i Vej-Skole-Politi-samarbejdet (VSP), hvor alle skolernes fælles aktiviteter i trafikundervisningen fremgår. VSP-årshjulet for indeværende skoleår er vedlagt som bilag.
VSP-samarbejdet i Frederikssund Kommune er organiseret sådan, at skolernes færdselskontaktlærere har et netværk, som Vej og Trafik faciliterer. Her mødes færdselskontaktlærerne, politiet og Vej og Trafik 4-5 gange om året og koordinerer og udvikler trafikundervisningen og drøfter trafikale forhold ved skolerne. Her er alle færdselskontaktlærere selvfølgelig velkomne uanset, om man er lærer på en almen skole, fri- eller privatskole eller en specialskole. En gang om året deltager skolernes pædagogiske ledere på et møde, så der er ledelsesmæssig sparring og beslutning om samarbejdet. Af og til er der også emner og beslutninger, der bringes videre til skoleledermøderne.
Trafiksikkerhed i kommende ny trafikplan
Kommunens nuværende trafikplan fra 2016 er ikke opdateret i forhold til det arbejde, som er foregået i Vej-Skole-Politi-samarbejdet de seneste år. Derfor indeholder den eksempelvis ikke en målsætning om, at alle kommunens grundskoler skal gennemføre trafikundervisning på alle trin, selv om det er besluttet af skoleledelserne. Trafikplanen er gældende til og med 2025, og derfor er arbejdet med en ny trafikplan opstartet i 2023. Da der er kommet en ny landsdækkende trafiksikkerhedsplan i 2021, er det væsentligt, at den nye trafikplan bliver i tråd med de landsdækkende målsætninger og indsatsområder på trafiksikkerhedsområdet. Heri bør målsætninger om trafikundervisning på skolerne og undervisningsplanen for trafikdag også være med, så samarbejdet på tværs er forankret og nedskrevet.
Det er den anbefaling, som Rådet for Sikker Trafik giver i forhold til at kunne forbedre vores arbejde og resultater i undersøgelsen endnu mere.
Inddragelse
Inddragelse er vurderet ikke at være relevant.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
157Meddelelser
Sagsfremstilling
- Brev og faktanotat om kinesiske elbusser fra Movia
Movias sendte i slutningen af august 2025 et faktanotat om kinesiske elbusser til kommuner og regioner. Frederikssund Kommune har den 6. november 2025 modtaget en ny mail fra Movia vedrørende kinesisk producerede elbusser. Mailen indeholder et opdateret faktanotat, som medtager den nye viden, som er tilvejebragt siden august 2025, samt et svar fra Styrelsen for Samfundssikkerhed om trusler for cybersikkerhed for rutebusser. På baggrund af dette svar har Movia igangsat en gennemgang af både Movias egen og busoperatørernes risikovurdering for cybersikkerhed og spionage ved rutebusser.
Det opdaterede notat er vedlagt som bilag og i indledningen til notatet fremgår det, hvilke afsnit der er blevet opdateret. Styrelsens svarskrivelse til Movia er også vedlagt som bilag.
I mailen orienterer Movia desuden om, at det norske trafikselskab Ruter i sidste uge offentliggjorde resultaterne af en test af cybersikkerhedsrisici i en kinesisk elbus. Testen viste, at elbussens softwaresystemer har webadgang med henblik på opdatering og diagnostik. Denne adgang kan i princippet misbruges. Movia tager denne problematik alvorligt.
Bilag
158Underskrifter
Indstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark.
Når der trykkes "Godkendt" svarer det til, at underskriftarket er underskrevet.
Beslutning
-