
Plan og tekniks møde den 07. maj 2025
Mødelokale SL 1 kl. 08.15
66Godkendelse af dagsorden
Beslutning
Godkendt.
Fraværende: John Schmidt Andersen (V).
67Orientering om investeringsaftale med Novafos 2026
Resume
Frederikssund Kommune har med investeringsaftale med Novafos indflydelse på, hvordan ejerstrategien for Novafos og de mål, der er opstillet i kommunens spildevandsplan og vandforsyningsplan konkretiseres. Martin Moneaux, Sektionsleder Spildevand og Camilla Christiansen Ankerstjerne Afdelingschef Vand, Plan og Projekt fra Novafos vil på udvalgsmødet gøre status for Investeringsaftalen 2024 og orientere om forventning til indholdet i og proces for investeringsaftalen for 2026.
Indstilling
Administrationen indstiller til Plan og teknik, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende: John Schmidt Andersen (V).
Sagsfremstilling
På dette møde i Plan og teknik gives der et indblik i omfanget af og bredden i målene samt målopfyldelsen. I forhold til investeringsaftale for 2026 vil Novafos give eksempler på mål og resultatkrav, der forløber over flere år qua projektets kompleksitet og omfang samt eksempler på mere afgrænsede og korte resultatkrav. Mange af resultatkravene i investeringsaftalen har reduktion af overløb som omdrejningspunkt. Størstedelen af resultatkravene tager afsæt i allerede vedtagne tillæg til spildevandsplan og lokalplaner. Administrationen har aftalt med Novafos, at arbejdet med tre tidligere prioriterede overløb er sat på pause, indtil arbejdet med områdeplaner er afsluttet - forventeligt med udgangen af 2025.
Udvalget har her mulighed for at ændre fokus og prioritering i de foreslåede mål og resultatkrav. Med afsæt i udvalgets og administrationens tilbagemelding udarbejder Novafos et samlet udkast til en investeringsaftale 2026. Dette udkast får Frederikssund Kommune til kommentering. Novafos indarbejder eventuelle ændringer og sender en endelig investeringsaftale til Frederikssund Kommune sommer 2025. I efteråret 2025 fremlægges alle investeringsaftalerne for de ni ejerkommuner for Novafos’ bestyrelse. I tilknytning hertil fremlægger Frederikssund Kommune investeringsaftale 2026 for Plan og teknik til godkendelse forventeligt i december, så sagen kører parallelt med godkendelse af takster.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant i denne sag.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
68Beslutning om budgetopfølgning pr. 31. marts 2025
Resume
I nærværende sag gives en prognose på det forventede forbrug i 2025 sammenholdt med korrigeret budget samt afledte forslag til tillægsbevillinger. Endvidere forelægges opfølgning på budgetaftalen 2025-2028.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Plan og teknik over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Der gives tillægsbevilling svarende til et mindreforbrug på 12,5 mio. kr. i 2025 vedrørende serviceudgifter.
- Der gives tillægsbevilling svarende til et merforbrug på 7,0 mio. kr. i 2025 på de skattefinansierede bruttoanlægsudgifter, hvoraf der overføres 0,7 mio. kr. til 2026.
- Budgetopfølgningen tages til efterretning.
Beslutning
Anbefales.
Fraværende: John Schmidt Andersen (V).
Sagsfremstilling
Drift
Budgetopfølgningen giver anledning til en reduktion i de forventede udgifter i 2025 på 12,5 mio. kr., der alene kan henføres til serviceudgifter under Plan og teknik.
Konkret vedrører reduktionen:
- Mindreforbrug på 10,0 mio. kr. vedrørende hovedvedligeholdelse, ejendomsrenovering
- Mindreforbrug på 0,8 mio. kr. vedrørende energi, grundet ekstraordinær indtægt vedrørende tilbagebetaling fra Fitness World (SIK) i forhold til energiregnskab for perioden 2021-2024.
- Mindreforbrug på 1,7 mio. kr. vedrørende kollektiv transport, grundet udskudte aconto betalinger fra 2024 til 2025, er blevet betalt i 2024.
I vedlagte bilag 1 udspecificeres budgetopfølgningen nærmere.
Fordrevne Ukrainere
I 2025 forventes et merforbrug på 2,0 mio. kr. til fordrevne ukrainere, hvilket kan henføres til bygningsdriften af de kommunale bygninger, hvor ukrainere er indkvarteret. Det forsøges at finansiere så stor en del heraf indenfor eksisterende rammer. Under alle omstændigheder vil evt. bevillingsmæssige konsekvenser blive medtaget i budgetopfølgningen pr. 30. juni 2025, hvor der vil være en større viden omkring omfanget af den statslige kompensation til udgifter til fordrevne ukrainere.
Anlæg - skattefinansieret
Budgetopfølgningen giver anledning til et forventet merforbrug i 2025 på 7,0 mio. kr. på bruttoanlægsudgifterne for de skattefinansierede anlægsprojekter under Plan og teknik, hvoraf der overføres 0,7 mio. kr. til 2026.
Merudgiften dækker over modsatrettede effekter som vedrører:
- Merforbrug på 10,0 mio. kr. vedrørende ejendomsrenovering, idet der overføres 10,0 mio. kr. fra drift til anlæg i 2025 på ejendomsrenovering.
- Mindreforbrug på 0,8 mio. kr. vedrørende Affaldsgårde til kommunal sortering, som overføres til 2026
- Mindreforbrug på 0,5 mio. kr. vedrørende Kulhusecykelstien, som skyldes nedskrivning af projektet med 0,5 mio. kr. grundet billigere tilbud på entreprise end forudsat.
- Mindreforbrug på 0,4 mio. kr. vedrørende Kulhusecykelstien, som skyldes medfinansiering af udgift til BNBO-indsats i 2025.
- Mindreforbrug på 0,3 mio. kr. vedrørende Columbus, som skyldes medfinansiering af udgift til BNBO-indsats i 2025.
- Mindreforbrug på 0,7 mio. kr. vedrørende Legionella, som skyldes medfinansiering af udgift til BNBO-indsats i 2025.
- Mindreforbrug på 0,4 mio. kr. vedrørende Østby havn, som skyldes medfinansiering af udgift til BNBO-indsats i 2025 på 1,8 mio. kr.
- Merforbrug på 0,9 mio. kr. vedrørende Østby havn, som skyldes øget tilskud til Østby havn.
- Mindreforbrug på 0,9 mio. kr. vedrørende Teknisk anlægspulje. Mindreforbruget anvendes til finansiering af merforbrug på Østby havn.
Anlæg - brugerfinansieret
Budgetopfølgningen giver ikke anledning til en ændring i bruttoanlægsudgifterne i 2025 for det brugerfinansierede område.
I vedlagte bilag 2 udspecificeres de enkelte anlæg under Plan og teknik nærmere.
Opfølgning på budgetaftale 2025-2028
Af vedhæftede bilag 3 fremgår en status på implementeringen af initiativerne i budget 2025-2028.
I bilaget indgår en opfølgning på fem politiske vedtagne initiativer i forbindelse med budget 2025-2028, hvoraf tre er implementeret (grøn) på nuværende tidspunkt. Derudover er to initiativer er delvis implementeret (gul).
Den fortsatte proces hen i mod en implementering er beskrevet under kolonnen "Statustekst - 31. marts", hvor det bl.a. fremgår, hvorvidt der afventes politisk stillingtagen, nærmere faglig analyse eller andre processuelle udeståender.
I vedlagte bilag 3 udspecificeres opfølgning på budget 2025-2028 nærmere.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Drift
Budgetopfølgningen giver anledning et forventet mindreforbrug på 12,5 mio. kr. i 2025 på serviceudgifterne.
Anlæg - skattefinansierede udgifter
Budgetopfølgningen giver anledning til merforbrug på de skattefinansierede bruttoanlægsudgifter på 7,0 mio. kr. i 2025, hvoraf der overføres 0,7 mio. kr. til 2026
Bilag
69Beslutning om endelig godkendelse af Lokalplan 174 for boliger, uddannelsesinstitution og parkeringsanlæg ved Ny Østergade i Frederikssund
Resume
Plan og teknik skal med denne sag tage stilling til, om forslag til lokalplan 174 skal endeligt godkendes. Plan og teknik besluttede d. 5. februar 2025 at sende forslaget til lokalplan 174 i offentlig høring. Der er modtaget tre høringssvar, som ikke giver anledning til ændringer i planen. Lokalplanen muliggør ændringer i anvendelse på matriklerne, opførsel af en ny bygning til undervisning, dags institution eller beboelse samt etableringen af et parkeringsanlæg på terræn.
Indstilling
Administrationen indstiller til Plan og teknik, at:
- Lokalplan 174 for boliger, uddannelsesinstitution og parkeringsanlæg ved Ny Østergade i Frederikssund endeligt godkendes.
Beslutning
Godkendt med de faldne bemærkninger.
Fraværende: John Schmidt Andersen (V).
Sagsfremstilling
Bilag 1: Lokalplansforslag 174
Bilag 2: Hvidbog
Område
Lokalplanområdet ligger langs Ny Østergade i Frederikssund midtby og støder op til en oval rundkørsel, der forbinder de nord- og østlige indfaldsveje til Frederikssund. Nærområdet er karakteriseret af boliger, børneinstitutioner samt to tankstationer. I dag rummer en 1,5 etage villa og 1 etage randbebyggelse, der bl.a. huser et pizzeria.
Overordnet planlægning
Planområdet er omfattet af kommuneplanrammen C1.2, Bymidten, der udlægger mulighed for byggeri i 2,5-3,5 etager med en højde, med højst 12,5 meter og en bebyggelsesprocent på højst 110% for den enkelte ejendom. Nybyggeri skal udformes så bymidtens karakter som bycenter styrkes og helhedpræget udbygges. Lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanen.
Lokalplanens indhold
Planen indeholder bestemmelser om, at området skal anvendes til uddannelsesinstitution, daginstitution eller boliger, samt tilhørende parkeringsanlæg på terræn. Lokalplanen opdeles i to delområder A og B. I delområde A må der etableres uddannelsesinstitution, daginstitution eller bolig. Delområde B må anvendes til parkeringsanlæg på terræn, med plads til 33 parkeringsbåse, inklusiv handicapparkering og elladestandere, samt beplantning. Lokalplanen giver mulighed for at bygge en ny bygning i et fastsat byggefelt i delområde A i 2,5 etage
Et at lokalplanens formål er at sikre en god grøn sammenhæng i området og sideliggende rundkørsel øst for lokalplansområdet. Det gøres ved at sikre etableringen at en trærække af arten kortbladet lind som vil indtræde i den eksisterende trærække omkring rundkørslen
Offentlig høring
Der er i høringsperioden modtaget tre høringssvar, der alle omhandler beboerne i Nørreparkens adgang til Ny Østergade. Lokalplanens redegørelse er blevet ændret for at gøre større opmærksom på deres bevægelse, men selve området ligger udenfor lokalplansområdet, giver det ikke anledning til ændringer i bestemmelserne.
Inddragelse
Lokalplansforslaget var i offentlig høring i perioden 12. marts 2025 - 9. april 2025, hvor der er modtaget tre høringssvar.
To høringssvar handlede om at gøre opmærksom på at vejen Ved Nørreparken, som ligger udenfor lokalplansområdet, men bliver beskrevet i redegørelsen, bruges som ind og udkørsel for beboerne i boligområdet Nørreparken, syd for lokalplanområdet. Redegørelsen er blevet ændret for at præcisere denne funktion.
Et høringssvar foreslår at ændre lokalplanen ved at tilføje et fortov langs vejen Ved Nørreparken. Forslaget vedrører et areal, som ligger udenfor lokalplansgrænsen og høringssvaret fører dermed ikke til ændringer i lokalplanen.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
70Beslutning om forslag til lokalplan 156 og kommuneplantillæg 006 for boliger og erhverv ved Nygade i Frederikssund
Resume
Plan og teknik skal med denne sag tage stilling til om forslag til lokalplan 156 og kommuneplantillæg 006 skal godkendes og sendes i offentlig høring. Byrådet besluttede 25. august 2021 (sag nr. 196) at igangsætte lokalplan 156 og kommuneplantillæg 006 for etageboliger uden butik og dagligvarehandel i stuetagen ved Nygade i Frederikssund. Lokalplanforslaget muliggør et etagebyggeri med boliger, kontor og service samt med mulighed for butik og dagligvarehandel i stueetagen. Ved vedtagelse af kommuneplantillæg 006 vil lokalplanforslaget været i overensstemmelse med kommuneplanen.
Indstilling
Administrationen indstiller til Plan og teknik, at:
- Godkende forslag til lokalplan 156 og forslag til kommuneplantillæg 006 og sende forslagene i offentlig høring i 4 uger.
Beslutning
Administrationens indstilling blev bragt til afstemning.
For stemte: Kirsten Weiland (N), Jørgen Bech (V), Lars Jepsen (A), Michael Tøgersen (I) og Ozgür Bardakci (A).
Imod stemte: Kenneth Jensen (A).
Kenneth Jensen (A) stemte imod, idet han mener, at parkeringsnormen skal være 1,0.
Godkendt, idet høringsfristen skal være 6 uger.
Fraværende: John Schmidt Andersen (V).
Sagsfremstilling
Lokalplanområdet omfatter et areal på ca. 4.667 m2 og er placeret i centrum af Frederikssund ud til vejene Nygade og Bløden. Formålet med lokalplanen er at udlægge dette stationsnære område til centerområde i overensstemmelse med kommuneplanen samt understøtte en levende og dynamisk bymidte i tråd med Frederikssund Kommunes byudviklingsstrategi. Lokalplanen muliggør etageboliger og kontor- og serviceerhverv, med mulighed for butik og dagligvarehandel og publikumsorienteret serviceerhverv i stueetagen såsom restaurant, folkekøkken og café. Det vurderes, at detailhandel og service kan sammenbinde gågaden og Sillebrocentret, hvilket kan være med til at understøtte Frederikssunds byliv. Det er strategisk hensigtsmæssigt at muliggøre lokaler til dagligvarehandel ved planlægning for ny etagebebyggelse i bymidten.
Bygningens anvendelsesmuligheder
Bygningen opføres på en måde, der gør den fleksibel i anvendelsesmuligheder i forhold til fremtidige behov. Den kan rumme varierende boligstørrelser fra 30 m2 – 120 m2, kontorer og serviceerhverv, såsom en klinik. Lokalplanen muliggør maksimalt 113 boliger, såfremt størstedelen af boligerne etableres i 30 m2. Stueetagen kan udover boliger anvendes til detailhandel, dagligvarehandel og publikumsorienteret serviceerhverv.
Bygningens placering og kantzone mod Nygade
Selve bygningen bliver trukket ca. 6 meter tilbage fra Nygade. Det muliggør en bred grøn kantzone i flere niveauer, som forventes at kunne give et levende og venligt forløb langs Nygade. Inden for kantzonen skal der etableres en begrønnet trappe langs bygningens sokkel, således at denne skjules. Den begrønnede trappe skal anvendes til terrasse, plantebed og bænke, der inviterer til ophold i gadeniveau.
Bygningens omfang, højde og udseende
Lokalplanen fastlægger, at bebyggelsen skal opføres som et længehus med enten et knæk eller en buet form, således at bygningen følger vejstrækningens kurve. Bebyggelsesprocenten er fastsat til maks. 150 svarende til ca. 6.852 etage m2. Etagebyggeriet kan etableres i op til 4 etager med en bygningshøjde på maks. 16,5 meter. Bygningen vil dermed skalamæssigt svare til Sillebrocentrets bygningshøjde på ca. 16,1 meter, så området langs Nygade får en mere sammenhængende og bymæssig karakter.
For at muliggøre placering af en dagligvarebutik i stuetagen fastlægges gulvkoten til 1,1 -1,3 meter for min. 60 % af bygningens areal i stueetagen. For den resterende del af stueetagen, der forventes indrettet til boliger, fastlægges gulvkoten til at være mellem 1,1-2,25.
Byggeriets facader skal være i lyse teglsten. Facadematerialet spejler sig dermed i de lyse facader på Sillebrocenteret og etagebebyggelsen mod øst. Lokalplanen fastsætter krav om, at facaden skal have murede detaljer i form af gennemgående vandrette og lodrette bånd. Dele af facaden mod Nygade tilbagerykkes med det formål at skabe variation i facadeudtrykket. Lokalplanen fastlægger, at bygningens hjørne ud mod Nygade og Bløden skal gives en konkav facade, således hjørnet får en blød afrunding samt en fremtrædende visuel karakter.
Etagebebyggelsen skal udstyres med tagterrasser tilgængelige fra den fjerde og tredje etage således, at facaden indrykkes og bygningshøjden, set fra gadeniveau, vil opleves lavere. Der er ligeledes mulighed for frithængende altaner mod de grønne opholdsarealer mod nordvest og mulighed for små terrasser på terræn.
Veje, stier og parkering
Der etableres en p-kælder, som har en maksimal kapacitet på ca. 95 p-pladser. P-kælderen etableres under etagebebyggelsen, det grønneopholdsareal og vejarealet. I lokalplanen er p-normen fastsat til min. 0,6 p-plads pr. bolig, min. 1 p-plads pr. 50 m2 erhvervsareal og min. 1 p-plads pr. 25 m2 butik. Såfremt der etableres butik i stueetagen muliggør kommuneplanen, at p-pladser kan dobbeltudnyttes. Administrationen vurderer, at en parkeringskapacitet på op til 95 p-pladser er acceptabelt til et stationsnært etagebyggeri bestående af en blanding af bolig, kontor, service og butik. Såfremt der anvendes en p-norm på 1,0 p-plads pr. bolig, vil dette medfører, at der kan etableres færre, men større boliger.
P-kælderen har vejadgang fra Bløden. Der er mulighed for at tilgå både dagligvarehandel og boliger fra p-kælderen. Der skal både etableres cykelparkering på terræn samt i p-kælderen. Vejadgang til området skal ske fra Bløden. Her er der både adgang til p-kælder og gårdrum, hvor affaldsbeholdere og vareindlevering i forbindelse med detailhandel skal placeres. Lokalplanforslaget sikrer, at der fortsat er offentlig stiforbindelse tværs igennem området fra Mågevej til Nygade.
Detailhandel og trafik
Administrationen vurderer, at de eksisterende trafikforhold på Nygade og Bløden er acceptable og vejene har en god vejkapacitet. Der har tidligere ligget en Aldi på arealet, som ikke har medført trafikale udfordringer. Administrationen vurderer dermed, at den eksisterende infrastruktur kan håndtere den øgede trafikmængde, som etageboliger og en dagligvarebutik vil medføre.
Grønne arealer
Lokalplanen udlægger et grønt opholdsareal til fælles brug for områdets beboere i den nordvestlige del af lokalplanområdet. Lokalplanen sikrer, at der skal etableres beplantning omkring det fælles opholdsareal, således at der etableres en grøn afgrænsning mod naboskel.
Skyggekast
Administrationen har modtaget skyggediagrammer, som viser byggeriets skyggekast ved 21. juni, 21. september, 21. oktober, 21. november, 21. december og 21. marts. Diagrammerne viser, at naboboligerne mod nord vil begynde at opleve skyggekast på deres haver og boliger i morgen- og formiddagstimerne i oktober og november. Omkring vintersolhverv vil naboboligerne mod nord opleve et fuldt skyggekast frem til ca. middag. Med undtagelse af Mågevej 14, som er fri for skyggekast ca. kl. 14. Administrationen vurderer på baggrund af diagrammerne, at skyggekastet ikke er af en væsentlig karakter.
Overordnet planlægning og eksisterende forhold
I dag rummer lokalplanområdet blandede bymidte funktioner, heraf enkelte fritliggende enfamiliehuse og en snedker forretning, som huser den bygning, som tidligere har huset en Aldi. Området er omfattet af rammelokalplan 30 for bykernen fra 1984, som udlægger området til fritliggende enfamiliehuse, rækkehuse, værksted og butik. Administrationen vurderer, at lokalplanen ikke længere er tidssvarende i forhold til Frederikssunds udvikling. Lokalplan 156 vil tilfører området øgede byfunktioner, heraf etageboliger, som vil muliggøre byfortætning, som er en mere bæredygtigt byudvikling.
Miljøscreening
Der er foretaget en miljøscreening af lokalplanforslaget i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). På baggrund af screeningen, vurderer administrationen, at lokalplanforslaget og kommuneplantillægget ikke vil medføre væsentlig indvirkning på miljøet. Der er derfor ikke udarbejdet en miljøvurdering af forslagene.
Lokalplanforslag 156, forslag til kommuneplantillæg 006 OG miljøscreening af planforslagene er vedlagt som bilag.
Inddragelse
27. februar 2025 blev der afholdt informationsmøde med naboer i området, hvor projektet, lokalplanen og kommuneplantillæggets rammer blev præsenteret. Naboerne udtrykte særligt bekymring for byggeriets højde og skyggepåvirkning af de tættest beliggende boliger på Mågevej. Skyggediagrammer vist til informationsmødet var udarbejdet på baggrund af en forkert model (modellen var fejlagtigt drejet ca. 45 grader i forhold til modellens placering i virkeligheden) og viste markant mere skygge end det nye byggeri vil afkaste. Dette vil vi gøre opmærksom på i de breve der sendes ud i forbindelse med høringen, såfremt forslagene godkendes.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
71Beslutning om etablering af belysning af skolesti ved Hørup
Resume
På udvalgsmødet i Plan og teknik den 5. marts 2025 godkendte udvalget belysning på sti ved Hørup. Da stien ligger i kanten af et beskyttet naturområde, anmoder administrationen om en ændring af beslutningen i sagen.
Indstilling
Administrationen indstiller til Plan og teknik, at:
- Beslutte, at administrationen ikke skal etablere belysning langs stien ved Hørup.
Beslutning
Godkendt.
Administrationen har modtaget underskrifter fra borgerne i området, der er imod etablering af lys på stien.
Fraværende: John Schmidt Andersen (V).
Sagsfremstilling
På udvalgsmødet i Plan og teknik den 5. marts 2025 godkendte udvalget, at der skal etableres belysning på sti ved Hørup med reservering af midler på 400.000 kr. fra den tekniske anlægspulje.
På baggrund af nye oplysninger i sagen anmoder administrationen om, at udvalget på ny træffer beslutning i sagen.
Administrationen er blevet bekendt med, at stien til Hørup ligger lige på kanten af et beskyttet naturområde. Det er muligt at lave en belysning, der tager hensyn til naturen, men den bedste løsning er, at der ikke er lys af hensyn til de nataktive dyr.
I dette konkrete tilfælde vurderes det, at hensyn til naturen vejer tungere end hensyn til belysning af cykelstien til Hørup. Dette kan ændre sig, såfremt der er mange cyklister på stien. Stien er i dag en skolesti, men det er begrænset, hvor mange skolebørn, der bor i Hørup.
Antallet af cyklister på stien er ikke kendt på nuværende tidspunkt, en tælling er planlagt i maj måned.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
72Drøftelse om praksis for sommerhuse ved kyster
Resume
Administrationen har udarbejdet et forslag til drøftelse vedrørende højder på kystnære sommerhuse. Plan og teknik skal drøfte, hvorvidt administrationen skal fortsætte nuværende praksis eller om der alternativt skal åbnes for, at der potentielt set kan bygges højere.
Indstilling
Administrationen indstiller til Plan og teknik, at:
- Drøfte Frederikssund Kommunes praksis for facadehøjde jf. BR18 for sommerhuse i kystnære områder.
Beslutning
Drøftet.
Fraværende: John Schmidt Andersen (V).
Sagsfremstilling
Store dele af Frederikssund Kommunes sommerhusområder er placeret nær kysterne. Hovedparten af områderne er ikke omfattet af lokalplaner. Når der ikke er vedtaget en lokalplan for et område, er det reglerne i Bygningsreglementet BR18, der er gældende (se bilag 1).
Vandstanden omkring Danmark stiger i takt med den globale opvarmning. I forbindelse med opførelse af nyt byggeri, er der derfor en række hensyn, som en bygherre må forholde sig til i forbindelse med udformning og placering på grunden, særligt i forhold til oversvømmelse i forbindelse med stormflod eller lignende.
I Frederikssund Kommune oplever administrationen det særligt i forbindelse med opførelse af sommerhuse nær kysterne. Her har flere bygherre ønsket at hævet bygningen. Dette har resulteret i flere ansøgninger, hvor der søges om en højere facadehøjde, end hvad Bygningsreglement BR18 giver mulighed for i forhold til sommerhuse (se bilag 1).
Administrationens praksis og bemærkninger
Administrationen har praksis for at håndhæve højdebestemmelserne for facade og tag jf. byggeretten i Bygningsreglement BR18 (se bilag 1) for sommerhuse, underordnet om sommerhuset er placeret i et kystnært område. Dette betyder, at sommerhuse som udgangspunkt skal overholde byggeretten, hvis der ikke er vedtaget en lokalplan.
Sommerhusområder
Et sommerhusområde er kendetegnet ved at have et rekreativt præg, som adskiller sig fx fra et parcelhuskvarter. Generelt er sommerhusområder karakteriseret ved at have mere plads til lys, luft og natur. Det betyder i praksis, at grundene er større, der må bygges mindre og lavere, og der er en større afstand til naboernes bygninger.
Hvad vil vi med vores sommerhusområder?
Det er ud fra bygningsreglementet muligt at hæve sommerhuset fra terrænet og stadig have en facadehøjde for mindst en langside på max 3,0 m, når der arbejdes med sommerhusets indvendige loftshøjde. Der er i bygningsreglementet ikke bestemmelser for loftshøjden i sommerhuset.
Administrationen vurderer, at såfremt der åbnes for en facade- og/eller taghøjde ud over, hvad byggeretten fastsætter, vil det skabe præcedens, også i områder som ikke er kystnære.
Helhedsvurderinger jf. BR18 er begrænset i, hvad der kan vægtes. I de seks kriterier indgår der ikke forhold vedrørende kystsikring (se bilag 1). Klimahensyn er derfor ikke noget, som må inddrages i helhedsvurderingen.
Administrationen vurderer, at det er muligt inden for bygningsreglementets bestemmelser om højder som udgangspunkt stadig, at sikre sit sommerhus for oversvømmelse. Ved kyster og lavtliggende områder kan dette i praksis ske ved, eksempelvis at hæve soklen med pæle. Dette betyder dog samtidig, at man som sommerhusejer i nogle tilfælde må gå på kompromis med størrelsen og højderne på byggeriet.
Det er vigtigt at huske, at lovgivningen, herunder byggeretten, udover at afspejle kommunens ønsker om udviklingen i et bestemt område, også er en form for kontrakt, hvor man som borger ved hvad man som udgangspunkt kan bygge. Samtidig ved man hvad man kan forvente af byggeri i ens nabolag. Derfor bør det nøje vurderes, hvad der gives tilladelse til på baggrund af en helhedsvurdering.
En tilladelse til at overskride facade- og/eller taghøjde vil kunne skabe præcedens, og på den måde ændre sommerhusområder og kyster fra at være rekreative, med lavere byggeri, som ikke dominerer i landskabet. Et grundprincip i sagsbehandlingen er, at alle skal behandles lige, med mindre der er konkrete forhold, der adskiller det ene byggeprojekt fra det andet. Da helhedsvurderingen (se bilag 1), ikke giver mulighed for at tage klimahensyn med i vurderingen, kan administrationen ikke klart differentiere mellem sommerhuse ved kysterne og den resterende sommerhusbebyggelse.
Administrationen har forståelse for, at folk der vil bygge ved kysterne, har klima og vand med som en vigtig del af deres betragtninger, og der ses altid ind i løsningerne de kommer med. Dog er der også andre hensyn som skal vurderes, herunder hvordan fx kommunen ønsker at bebyggelsen i sommerhusområder og ved kyster skal tage sig ud. Disse hensyn spiller ikke altid sammen.
Kommunal kystbeskyttelse
Sikring af den enkelte ejendoms sommerhus, vil i det større hele ikke have betydning for kommunale kystbeskyttelsesprojekter, som det ser ud på nuværende tidspunkt, da det umiddelbart ikke vil betyde noget i forhold til et eventuelt kystbeskyttelsesprojekt, da administrationen ikke forventer, at der vil være tale om mange nye sommerhuse.
Såfremt der er et kommunalt kystbeskyttelsesprojekt i et område, hvor der ubebyggede grunde, bliver ejer opkrævet i den lave kategori i forhold til ejendomsskatten. Her kan det tænkes, at såfremt, at der er bygget et eventuelt sommerhus på grunden, som i sig selv er kystbeskyttet, vil opkrævningen i forhold til ejendomsskatten fortsat forblive i den lave kategori.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
73Drøftelse af budget 2026 - 2029
Resume
Byrådet har anmodet administrationen om at udarbejde forslag til budgetinitiativer, som kan indgå i det videre arbejde med budget 2026 – 2029. Endvidere er det besluttet, at fagudvalgene på deres møder i maj og juni præsenteres for en status på de temaer, der indgår i arbejdet.
Indstilling
Administrationen indstiller til Plan og teknik, at:
- Foreløbige temaer, der arbejdes med i budgetprocessen 2026-2029, tages til efterretning.
- Drøfte evt. forslag til yderligere temaer i arbejdet med budgetprocessen for 2026-2029.
Beslutning
Indstillingspunkt 1: Taget til efterretning.
Indstillingspunkt 2: Drøftet.
Fraværende: John Schmidt Andersen (V).
Sagsfremstilling
Byrådet besluttede 26. februar 2025 tids- og procesplan for arbejdet med budget 2026 – 2029, som blandt andet indebærer, at:
- Administrationen udarbejder forslag til budgetinitiativer, således at der hvert år tilvejebringes midler i budgetarbejdet til finansiering af den demografiske vækst samt andre udefrakommende ændringer, herunder nye politiske tiltag, jf. den økonomiske politik for 2022 -2025.
- I forhold til arbejdet med budgetinitiativerne vil effektiviseringer og reduktioner på serviceudgifterne være helt centrale. Der vil dog også være behov for at undersøge andre udgiftsposter – herunder bruttoanlægsudgifter, overførsler mv.
- En orientering om hvilke temaer, der arbejdes med i administrationen, vil indgå i fagudvalgenes drøftelser på møderne i maj og juni måned. Ligeledes vil de konkrete budgetinitiativer fremgå af budgetmappen inden sommerferien.
Status på arbejdet med budgetinitiativer
Til brug for ovennævnte er en status på samtlige temaer for de respektive udvalg vedlagt som arbejdspapir, i den politiske budgetmappe (fagudvalg maj måned).
Bilaget vil efter den politiske behandling blive opdateret, hvorefter de konkrete beskrivelser vil blive udarbejdet, så de kan indgå i budgetmappen til Byrådets temamøde II om budget 2026-2029 den 25. juni.
Fortsat politisk proces
Der afholdes tre temamøder om budget 2026-2029 for det samlede Byråd henholdsvis 30. april, 25. juni samt 27. august.
- I fortsættelse af Byrådets første temamøde om budget 2026-2029 den 30. april afholdes de indledende politiske drøftelser i maj og juni måned.
- Økonomiudvalget behandler budgetforslag 2026-2029 den 27. august til Byrådets efterfølgende første behandling den 3. september.
- De politiske forhandlinger om budget 2026-2029 vil foregå den 19 - 23. september.
- Partiernes eventuelle ændringsforslag til budgettets 2. behandling skal fremsendes senest torsdag 25. september kl. 8.00.
Herudover foretager Økonomiudvalget 2. behandling af budgettet for så vidt angår eventuelle tekniske ændringsforslag 2. oktober. Byrådet 2. behandler - og vedtager - budgettet onsdag 9. oktober.
Inddragelse
Borgerinddragelse og inddragelse af MED-organisationen, råd og nævn m.m. i budgetprocessen:
1. Digital borgerinvolvering
På hjemmesiden vi.skaber.frederikssund.dk kan alle komme med deres input, som bliver videregivet til politikerne. Siden opdeles i følgende emner:
- Erhverv, kultur, unge og fritid
- Ældre og sundhed
- Byplanlægning, natur og den grønne omstilling
- Børn og undervisning
Der er åbent for ideer og forslag foreløbigt frem til den 28. august 2025.
2. Fagudvalgenes dialog med brugerbestyrelser, råd og nævn
En række af fagudvalgene har løbende dialog med bestyrelser, råd og nævn indenfor deres ansvarsområde - typisk i form af halvårlige eller årlige møder. De enkelte fagudvalg vil vurdere, hvordan de vil kunne invitere bestyrelser, råd og nævn med ind i en dialog om mulige temaer i budgetarbejdet, herunder omstillingsbidrag samt tiltag, der kan styrke kvalitet og bæredygtighed indenfor området.
3. Fysisk og/eller digital borgerdialog
Onsdag den 11. juni inviterer Frederikssund Kommune til borgerdialog om Budget 2026. På mødet kan man høre, hvordan et budget bliver til, og hvad det er for nogle rammer og vilkår, som Byrådet har, når der skal lægges budget for 2026 og overslagsårene. Man kan deltage digitalt eller fysisk til mødet.
4. Høringsprocessen
Den 11. september vil der blive afholdt endnu et borgermøde. Borgerne kan gå i dialog med Byrådets medlemmer om budget 2026-2029 samt udviklingstiltag og initiativer indenfor det enkelte område. Borgermødet har til formål at give mulighed for en drøftelse af det budgetforslag, der er sendt i høring. Ved siden af de skitserede initiativer sendes budgetforslaget i høring i perioden fra den 29. august - 15. september, hvor alle interesserede kan afgive høringssvar. Høringssvarene bliver som udgangspunkt offentliggjort på kommunens hjemmeside, ligesom de bliver gjort tilgængelige for Byrådets medlemmer. Ydermere kommunikeres der løbende omkring budgetarbejdet via nyheder og kommunens hjemmeside, f.eks. i forbindelse med høringsperiodens start, vedr. afholdelse af borgermødet m.m.
Hoved MED-udvalget kvalificerer de enkelte budgetinitiativer inden Byrådets temadrøftelse III (27. august). Budgetforslaget planlægges drøftet på møde mellem Hoved MED-udvalget og Økonomiudvalget i høringsperioden, som er planlagt i perioden 29. august - 15. september.
Økonomi
Der udarbejdes et katalog indeholdende budgetinitiativer med henblik på at sikre et tilstrækkeligt grundlag for omprioriteringer og fortsat konsolidering af kommunens økonomi.
Kataloget vil indgå i de videre politiske drøftelser frem imod Byrådets budgetvedtagelse den 9. oktober.
74Orientering om afslutning af Plan22+ Pilotprojektet 'God energi i Frederikssund'
Resume
Plan og teknik orienteres med denne sag om afslutning af Plan22+ pilotprojektet ”God energi i Frederikssund – en trædesten til udvikling”. Projektet har på et teoretisk niveau undersøgt mulighederne for dobbeltanvendelse og midlertidig opstilling af solceller på arealer, der senere skal byudvikles. Projektet har resulteret i opdaterede retningslinjer for solcelleanlæg i forslag til Kommuneplan 2025 samt en projektrapport, der viser nye tilgange til, hvordan vi kan arbejde med solceller i det åbne land.
Indstilling
Administrationen indstiller til Plan og teknik, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende: John Schmidt Andersen (V).
Sagsfremstilling
Sagsfremstilling
Pilotprojektet ’God energi i Frederikssund – en trædesten til udvikling’ har ophæng i kommunens klimamål om udbygning af den vedvarende energiproduktion, bl.a. i form af solceller i såkaldte energilandskaber. Samtidig har vi i Frederikssund Kommune stort fokus på at passe på vores smukke landskaber, styrke natur og biodiversitet og senest med Grøn Trepart at finde arealer til omlægning af lavbundsarealer og skovrejsningsområder. Presset på arealerne i det åbne land er stort.
Projektets formål
Projektet har forløbet over to år i regi af Plan22+. I projektet er undersøgt, hvordan arealer, som den fysiske planlægning i kommunen, regionen eller staten allerede har planlagt en fremtidig anvendelse for, kan bruges til også at fremme produktion af vedvarende energi.
Projektet giver bud på, hvordan man inden for planlovens rammer kan arbejde med en midlertidig arealanvendelse til solceller i det åbne land. Formålet har været at belyse, hvordan man kan bruge arealer, der allerede er planlagt til fx byudvikling til midlertidig at huse solceller. Det er interessant, når presset på arealerne er stort og når store landskabsværdierne er høje. Projektrapporten viser gennem to eksempelprojekter, hvordan vi kan tænke fremtidige anvendelser og solcelleanlæg sammen samt, hvor er der planlægningsmæssige udfordringer ved det. Eksempelprojekterne er således tænkte projekter, baseret på det nuværende plangrundlag, der viser problemstillinger og potentialer ved at anvende arealer, der på den lange tidshorisont skal anvendes til noget andet, til solceller som en midlertidig anvendelse. Projektrapporten er vedlagt som bilag.
Læringer og retningslinjer til Kommuneplan 2025
Projektet giver inspiration til, hvordan vi i fremtidig planlægning for solcelleanlæg kan tænke den langsigtede anvendelse ind helt fra start i solcelleprojekter. Solcellerne kan bruges som langsigtet redskab til fremtidig anvendelse, hvis der er økonomi i projektet. Det kræver arealer af en vis størrelse. Et af eksempelområderne er et udviklingsområde i Skibby, der på lang sigt kan byudvikles, hvor solcelleanlægget være med til at forberede denne byudvikling, f.eks. ved allerede at etablere natur- og stiforbindelser samt vejadgangen ind i området.
Projektet bidrager samtidig til yderligere fokus i planlægningsprocessen for nye solcelleanlæg på, hvad området skal bruges til efter endt anvendelse til solceller samt, hvordan landskabets karaktertræk og naturværdier indarbejdes i projekterne.
I projektet opstilles en række principper for, hvordan solcelleanlæggene bør indarbejdes i landskabet og dets eksisterende strukturer samt forberede en fremtidig anvendelse. Principperne er overført til forslag til Kommuneplan 2025.
Projektet har samtidig vist, at hvis vi skal afprøve nye tilgange til den fysiske planlægning, er der behov for nye redskaber, bl.a. i planloven. Det kan f.eks. være ved, at der gives mulighed for tidsbegrænset anvendelsen til solceller i det åben land og for at planlægge for flere formål i lokalplanerne.
Projektets økonomi
Den samlede projektøkonomi var oprindeligt på 0,6 mio. kr., hvoraf 0,3 mio. kr. kom fra Realdania og dels med 0,1 mio. kr. fra indsatser i projekt Klimahandlingsplan (anlægsmidler), og dels ved 0,2 mio. kr. fra eksisterende driftsmidler.
Projektøkonomien er reduceret til samlet 0,4 mio. kr. Det sker på grund af tilpasninger i projektet. Oprindeligt var der budgetteret med borgerinddragelse i projektet. Men da projektet udelukkende undersøger og afprøver planredskaberne på eksempelprojekterne på et tænkt niveau, blev det vurderet ikke aktuelt at inddrage lokalområderne.
Plan22+
Plan22+ er en femårig indsats fra Plan- og Landdistriktsstyrelsen og Realdania, som har til formål at udvikle ny viden og redskaber til at indfri klimamålsætninger gennem den fysiske planlægning. Ny viden skal i høj grad komme fra pilotprojekter i kommunerne. Derfor støtter Plan22+ en række projekter, der skal være frontløbere for at undersøge, hvordan den fysiske planlægning kan bidrage til at nå klimamålene.
Inddragelse
Lodsejerne i eksempelprojekterne er orienteret om projektet og brugen af deres arealer som caseområder og vil får fremsendt rapporten til inspiration. Der har ikke været dialog med solcelleproducenter og målet har ikke været at udvikle konkrete projekter. Der vil være mulighed for at komme med bemærkningerne til principperne for planlægning af solceller, der er indarbejdet i forslag til Kommuneplan 2025-2037 i forbindelse med den offentlige høring af kommuneplanforslaget.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
75Anmodningssag vedr. nyttehaver i Nordmandsmosen
Resume
Plan og teknik skal med denne sag tage stilling til en anmodning vedr. nyttehaver i Nordmandsmosen.
Indstilling
Administrationen indstiller til Plan og teknik, at:
- Beslutte, hvorvidt der skal udarbejdes en sag.
Beslutning
Taget af dagsordenen.
Fraværende: John Schmidt Andersen (V) og Lars Jepsen (A).
Sagsfremstilling
Plan og teknik skal med denne sag tage stilling til en anmodning vedr. nyttehaver i Nordmandsmosen.
Byrådsmedlem Jørgen Bech (V) har den 20. februar 2025 anmodet om at få en sag optaget på dagsordenen til Plan og teknik.
Byrådsmedlem Jørgen Bech (V) anfører flg. i anmodningen:
" Med baggrund i svaret i First Agenda emnet vedrørende anmoder jeg hermed om en sag på udvalgets dagsorden med henblik på at få sagen afsluttet til gavn for borgerne.
Umiddelbart er jeg af den opfattelse at administrationens svar rejser en række spørgsmål om hvordan vi får forankret de aktuelle nyttehaver med udbredelse af viden om haverne samt nogle procedurer, der giver mening.
Princippet bør efter min mening være at når vi har dem, så skal de også virke fornuftigt og være en nyttig serviceydelse for interesserede borgere.
Nedenfor er administrationens svar kopieret ind.
Nyttehaver i Nordmandsmosen i Skibby
Sagsfremstilling
Byrådsmedlem Inge Messerschmidt har den 6. november 2024 stillet følgende spørgsmål:
Kan vi få en orientering om disse nyttehaver og hvorfor der ikke findes et regelsæt til gavn for alle?
Byrådsmedlem Jørgen Bech har den 11. december 2024 stillet følgende spørgsmål:
I sin tid, da Nordmandskoven blev besluttet, besluttede vi også at bibeholde nyttehaverne. Dette er tilsyneladende
ikke så kendt, og flere af dem står ubrugte. Kunne kommunen gøre noget ved dette jf. borgerens opslag her? Jeg
tænker at der kunne annonceres på hjemmesiden eller lignende.
Svar
Frederikssund Kommunes administration af nytte- og kolonihaver har udviklet sig, siden kommunen i 2011 indgik
kontrakter med enkeltpersoner om nyttehaver i Nordmandsmosen. Nordmandsmosen er i dag det eneste sted,
hvor udlejningen sker direkte til enkeltpersoner i stedet for en forening. Ved praktiske problemer er det således
kommunens medarbejdere, der skal udbedre disse, hvor det andre steder er den lokale forenings ansvar.
Administrationen anbefaler, at nyttehaverne følger samme praksis som de øvrige haver. Der er i de indgående
kontrakter nævnt muligheden for, at lejerne kan oprette en haveforening. Hvis en sådan forening oprettes af
lejerne, kan kommunen indgå en lejeaftale med denne, der så kan forestå udlejning, udstedelse af retningslinjer for
brug af haverne mv. på lige fod med kommunens andre haveforeninger.
Administrationen anbefaler derfor ikke yderligere annoncering af disse på det foreliggende grundlag.
Angående ordensregler er problemer hidtil ved eksempelvis behov for oprydning håndteret fra sag til sag og det er
ikke vurderet, at der har været problemer i et sådant omfang, at det har været nødvendigt at udstede egentlige retningslinjer for brug af haverne."
Administrationens bemærkninger:
Administrationen bemærker, at håndtering af nyttehaverne i Nordmandsmosen er et anliggende for Økonomiudvalget, der jævnfør styrelsesvedtægten bl.a. har ansvaret for koordinering og overordnet administration af kommunens samlede bygningsmasse, herunder udlån og udlejning af kommunale ejendomme.
Udvalget bedes beslutte, hvorvidt der skal udarbejdes en sag.
Inddragelse
Da det er en anmodningssag, er inddragelse ikke vurderet relevant på nuværende tidspunkt.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
76Meddelelser
Beslutning
Taget til efterretning.
Fraværende: John Schmidt Andersen (V) og Lars Jepsen (A).
Bilag
77Underskrifter
Indstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark.
Når der trykkes "Godkendt" svarer det til, at underskriftarket er underskrevet.
Beslutning
-