
Børn, Skole og Families møde den 24. august 2026
Ekstraordinær møde - Mødelokale F8, Torvet 2, 3600 Frederikssund kl. 08.45
72Godkendelse af dagsorden
Beslutning
Godkendt.
Fraværende:
Anne-Lise Kuhre (A)
73Beslutning om placering af vuggestue og dagplejens legestue ved Børnehuset Stenhøjgård
Resume
Med denne sag skal Børn, Skole og Familie tage stilling til en ændret placering af vuggestue og dagplejens legestue ved Børnehuset Stenhøjgård.
Sagen handler om, at dagplejens legestue ønskes flyttet tilbage til sine oprindelige lokaler, mens vuggestuen i stedet etableres i Annekset/Fru Jakobsens hus og på Gården.
Indstilling
Administrationen indstiller til Børn, Skole og Familie, at:
- Godkende ændring af placering af dagplejens legestue og vuggestue i Børnehuset Stenhøjgård
Historik
Beslutning fra Børn, Skole og Familie, 13. august 2026, pkt. 62:
Udsat, idet udvalget ønsker opdateret kortbilag.
Fraværende:
Anne-Lise Kuhre (A) og Tobias Daniel Isaksson (I).
Beslutning
Godkendt.
Fraværende:
Anne-Lise Kuhre (A)
Sagsfremstilling
Fortsat sagsfremstilling til møde 24. august 2026
Børn, Skole og Familie besluttede på møde 13. august at udskyde behandlingen af nærværende sag, grundet et ønske om uddybning af konkrete forhold.
Dels ønskede udvalget at få afklaret, hvorvidt der er bopælspligt i den del af Stenhøjgård, der omtales ”Fru Jakobsens hus”. Dertil kan Administrationen oplyse, at adressen/bygningen har været registreret som institution/dagtilbud/kulturelt tilbud siden 2009, og at der således ikke er bopælspligt i bygningen.
Dernæst ønskede udvalget en forklaring på det vedlagte kortmateriale, hvor det oplistes, hvad de konkrete bygninger anvendes til i dag.
Denne forklaring følger nedenfor, og kan gennem matrikelnavnene sammenholdes med kortmaterialet.
- Bygning 2 = Skovvej 2. Den tidligere legestue for dagplejen, men som i dag rummer Stenhøjgårds vuggestue. Det er denne bygning der ønskes genindtaget som dagplejens legestue.
- Bygning 23A = Stenhøjgård (Hovedhuset, børnehave)
- Bygning 23B = Stenhøjgård (Længen, børnehave)
- Bygning 23C = Stenhøjgård (Annekset/Fru Jakobsens hus, under ombygning)
- Bygning 23D = Stenhøjgård (Laden, ikke opvarmet legeområde)
Udvalget gav desuden udtryk for tvivl om, hvorvidt Fru Jakobsens Hus er egnet som ramme for et børnemiljø. Fru Jakobsens Hus har gennem en årrække været anvendt som krea-rum for børnene i Stenhøjgård. Huset gennemgår aktuelt en større ombygning med henblik på at indrette arealerne, så de i højere grad kan understøtte børnenes forskellige aktiviteter og behov gennem institutionsdagen. Ombygningen er planlagt i samarbejde med ledelsen i Stenhøjgård med fokus på at skabe funktionelle og hensigtsmæssige rammer for børnene.
Sagsfremstilling fra møde 13. august 2026
Det tidligere fagudvalg, Børn, familier og forebyggelse besluttede på møde 26. juni 2025 (sag 57), på Administrationens anbefaling, at anvise finansiering til etablering af vuggestuepladser i Børnehuset Stenhøjgård med henblik på at imødekomme behovet for flere vuggestuepladser i Frederikssund by. Beslutningen indebar samtidig, at dagplejens legestue skulle flyttes fra sine hidtidige lokaler, og at der skulle etableres nye lokaler til dagplejens legestue i tilknytning til Stenhøjgård, i den bygning der omtales Fru Jakobsens hus.
Efterfølgende har ledelsen i Børnehuset Stenhøjgård og dagplejen været i dialog om den konkrete placering, og ser fordele i flytte legestuen tilbage til sine oprindelige lokaler på Ventevej, således at Stenhøjgårds vuggestue fysisk kan være placeret i selve Stenhøjgårds bygning. På baggrund af erfaringerne med den nye hverdag på Stenhøjgård, hvor Børnehuset også har en vuggestue, vurderer ledelsen på Stenhøjgård, at det organisatorisk vil give en bedre sammenhæng mellem vuggestue og børnehave og en bedre hverdag for børn og personale, med en placering af vuggestuen på Stenhøjgård. Samtidig har Dagplejen et ønske om at komme tilbage til sin tidligere placering.
På den baggrund anbefaler Administrationen, at den tidligere besluttede placering ombyttes, så dagplejens legestue flytter tilbage til sine oprindelige lokaler, mens vuggestuen etableres i Annekset/Fru Jakobsens hus og i relevante lokaler i Stenhøjgårds øvrige lokaler.
Ombytningen vurderes at være udgiftsneutral ift. den oprindelige beslutning om finansiering, og den understøtter et ønske fra både dagplejen og Børnehuset Stenhøjgård.
Administrationen anbefaler på baggrund af dette ønske, at:
- Den del af udvalgets beslutning af 26. juni 2025, der vedrører den konkrete placering af dagplejens legestue og vuggestue ved Børnehuset Stenhøjgård, ændres.
- Dagplejens legestue flytter tilbage til sine oprindelige lokaler.
- Vuggestuen i Børnehuset Stenhøjgård etableres i Annekset/Fru Jakobsens hus samt i relevante lokaler på Stenhøjgård.
- Administrationen bemyndiges til at igangsætte og gennemføre de nødvendige bygningsmæssige tilpasninger inden for den tidligere besluttede økonomiske ramme.
Historik
Børn, familier og forebyggelse besluttede 26. juni 2025, at der skulle etableres vuggestuepladser i Børnehuset Stenhøjgård. Baggrunden var, at der var et betydeligt behov for flere vuggestuepladser i Frederikssund by både aktuelt og på længere sigt.
Med beslutningen blev Børnehuset Stenhøjgård omdannet fra børnehave til integreret institution med både vuggestue og børnehave. Den løsning indebar et behov for, at dagplejens legestue skulle flyttes fra sine hidtidige lokaler, så lokalerne kunne anvendes til vuggestue, mens dagplejens legestue fremadrettet skulle etableres i en anden bygning i tilknytning til Stenhøjgård.
Den oprindelige løsning blev valgt på et tidspunkt, hvor der var et akut behov for hurtigt at kunne etablere vuggestuepladser i Frederikssund by. Det var derfor nødvendigt at pege på en løsning, der kunne sikre pladser inden for en kort tidshorisont. Den valgte løsning kunne sikre hurtige pladser og var derfor relevant på beslutningstidspunktet. Nu er vuggestuepladserne etableret, vuggestuebørnene er startet i vuggestuen og Administrationen, dagplejen og ledelsen i Børnehuset Stenhøjgård har haft anledning til at drage erfaringer fra den nye hverdag med vuggestue på Ventevej, og er blevet klogere på de konkrete muligheder for at anvende bygningerne.
På den baggrund foreslås det nu at ændre den konkrete placering, så dagplejens legestue vender tilbage til sine oprindelige lokaler, mens vuggestuen etableres i Annekset/Fru Jakobsens hus og i relevante lokaler i Stenhøjgård.
Begrundelse for ændringerne
Der er flere grunde til, at Administrationen anbefaler den ændrede placering.
For det første understøtter løsningen fortsat det oprindelige formål om at skabe flere vuggestuepladser i Frederikssund by.
For det andet ønsker Børnehuset Stenhøjgård at anvende Annekset/Fru Jakobsens hus til vuggestue. Annekset ligger tæt på hovedbygningen, og placeringen vurderes derfor at kunne skabe bedre sammenhængskraft i institutionen. Det gælder både i forhold til børnenes overgange mellem vuggestue og børnehave og i forhold til en bedre udnyttelse af personaleressourcer på tværs af vuggestue og børnehave.
For det tredje ønsker dagplejen at vende tilbage til sine oprindelige lokaler. Den ændrede løsning imødekommer dermed dagplejens ønske og giver dagplejen mulighed for igen at anvende lokaler, som allerede er kendte og egnede til dagplejens legestueaktiviteter.
For det fjerde er den ændrede løsning udgiftsneutral. Administrationen vurderer, at projektet kan tilpasses, så ombygningen målrettes vuggestue i Annekset/Fru Jakobsens hus frem for dagplejens legestue. Samtidig er det vurderingen, at de nødvendige tilpasninger kan gennemføres inden for den tidligere besluttede økonomiske ramme.
Inddragelse
Ledelsen i Børnehuset Stenhøjgård, samt lederen af dagplejen har fremsat ønsket om ombytning for Administrationen.
Sagen er sendt til kommentering i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed: Ingen kommentering.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen bemærkninger, da de omtalte nødvendige tilpasninger kan gennemføres inden for den tidligere besluttede økonomiske ramme.
Bilag
74Orientering om kapacitet og økonomimodeller ved mulig nedlæggelse af mini-SFO og mini-klub fra sommeren 2027
Resume
På møde 4. maj 2026 har Børn, Skole og Familie drøftet faglige perspektiver ved henholdsvis afskaffelse og fastholdelse af Frederikssund Kommunes eksisterende mini-SFO tilbud og mini-klub tilbud. Med denne sag orienteres udvalget om de økonomiske og kapacitetsmæssige opmærksomhedspunkter og konsekvenser, herunder mulige finansieringsmodeller ved en eventuel nedlæggelse af disse tilbud. Sagen præsenterer desuden de foreløbige erfaringer fra Hillerød Kommune. Sagen følger op på udvalgets drøftelse 4. maj 2026 og indgår som grundlag for det videre arbejde frem mod budget 2027.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Børn, Skole og Familie over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Historik
Beslutning fra Børn, Skole og Familie, 4. juni 2026, pkt. 54:
Taget til efterretning.
Udvalget beder Administrationen indhente kommentarer fra dagtilbuds-, skole- og klubbestyrelser til henholdsvis fastholdelse eller afskaffelse af Frederikssund Kommunes eksisterende mini-SFO tilbud og mini-klub tilbud, samt de skitserede mulige finansieringsmodeller ved en eventuel afskaffelse af disse tilbud. Det understreges overfor bestyrelserne, at udvalget ikke har taget stilling til hverken fastholdelse eller afskaffelse af mini-SFO tilbud og mini-klub.
Bestyrelsernes kommentarer vedhæftes den samlede sagsfremstilling til Økonomiudvalg og Byrådets møderække i august.
Beslutning
Anbefales.
Fraværende:
Anne-Lise Kuhre (A)
Sagsfremstilling
Fortsat sagsfremstilling til møde i Børn, Skole og Familie 24. august 2026
Børn, Skole og Familie bad i forbindelse med behandlingen af nærværende sag, Administrationen om at indhente kommentarer fra dagtilbuds-, skole- og klubbestyrelser til henholdsvis fastholdelse eller afskaffelse af Frederikssund Kommunes eksisterende mini-SFO tilbud og mini-klub tilbud, således at disse kan indgå i den videre behandling af sagen.
Administrationen har indhentet de ønskede kommentarer. Disse er samlet og vedlagt som bilag til sagen. Desuden har Administrationen beskrevet tendenserne i kommentarerne i et særskilt bilag, som også er vedlagt.
Som bilag til nærværende sag findes desuden sag samt bilag fra mødet 4. maj om faglige perspektiver på mini-SFO og mini-klub, således at det samlede sagsmateriale fra udvalgets behandling af mulig nedlæggelse af mini-SFO fremgår af nærværende sag.
Sagsfremstilling fra møde i Børn, Skole og Familie 4. juni 2026
Baggrund
I budgetaftalen for 2026-2029 fremgår det, at parterne vil drøfte muligheden for at nedlægge mini-SFO og mini-klub og i stedet lade børnene starte i SFO og klub i august samtidig med skolestart. Det fremgår samtidig af budgetaftalen, at det er vigtigt at sikre en tryg opstart for børn og forældre, og at der derfor ønskes et oplyst grundlag, inden der træffes eventuel beslutning om ændringer med virkning fra sommeren 2027.
Børn, Skole og Familie drøftede 4. maj 2026 en mulig nedlæggelse af mini-SFO og mini-klub fra sommeren 2027. Sagen tog afsæt i faglige perspektiver på overgange, trivsel og sammenhæng for børn og forældre.
Denne sag følger op på udvalgets drøftelse og orienterer om de kapacitetsmæssige konsekvenser ved en eventuel ændring af ordningerne. Sagen belyser desuden mulige finansieringsmodeller og foreløbige erfaringer fra Hillerød Kommune, som har afskaffet tidlig mini-SFO.
Idet beslutning om nedlæggelse af mini-SFO og mini-klub ikke forudsætter hinanden, behandles de to tilbud særskilt nedenfor.
Nedlæggelse af mini-SFO - Kapacitet på dagtilbudsområdet
En eventuel nedlæggelse af mini-SFO vil betyde, at kommende skolebørn bliver i børnehusene frem til skolestart i august i stedet for at overgå til mini-SFO 1. maj. Det vil øge belægningen i børnehusene i maj, juni og juli og tilsvarende reducere den i SFO'erne.
Administrationen har udarbejdet en kapacitetsvurdering på dagtilbudsområdet for 2027. Vurderingen bygger blandt andet på kendte børnetal, ventelister, fremskrivning af ventelistebørn, befolkningsprognose for 3-5-årige og en tilslutningsgrad på 83,4 pct. I vurderingen anvendes juni 2027 som centralt pejlemærke, da en del børn må forventes at holde ferie i juli.
Kapacitetsvurderingen viser, at Slangerup (Slangerup Skoles skoledistrikt) er det eneste område, der samlet set har en egentlig kapacitetsudfordring i juni 2027. I Frederikssund syd (Ådalens Skoles skoledistrikt) ligger samlet set på kapacitetsgrænsen, mens Frederikssund nord (Trekløverskolens skoledistriktet), Hornsherred (Fjordlandsskolens skoledistrikt) og Jægerspris (Jægerspris Skoles skoledistrikt) samlet set holder sig inden for den tilgængelige kapacitet.
Vurderingen på børnehusniveau viser dog, at den samlede kapacitet på i de enkelte områder ikke giver det fulde billede. I Frederikssund syd, Frederikssund nord, Slangerup og i Hornsherred er der børnehuse, hvor den fremskrevne belægning overstiger kapaciteten. Jægerspris er det eneste område, hvor der både samlet og lokalt er ledig kapacitet.
På den baggrund anbefaler Administrationen, at en eventuel nedlæggelse af mini-SFO følges af tæt opfølgning på kapaciteten frem mod foråret 2027. Der vil særligt være behov for at vurdere lokale løsninger i Slangerup samlet set, samt i de kapacitetsudfordrede børnehuse i Frederikssund syd, Frederikssund nord og i Hornsherred.
Lokale løsninger der imødekommer kapacitetsudfordringer som følge af eventuel nedlæggelse af mini-SFO
Hvis mini-SFO nedlægges fra sommeren 2027, vil der være behov for at arbejde videre med lokale løsninger de steder, hvor kapacitetsvurderingen viser pres på konkrete børnehuse.
Mulige løsninger:
- En mulig løsning er at tilrettelægge flere systematiske udeaktiviteter for de kommende skolebørn i maj, juni og juli. Det kan bygge videre på den udelivspædagogik, som allerede indgår i flere børnehuses praksis. En sådan løsning forudsætter, at børnehusene har tid og ressourcer til at forberede dette, men vil kunne frigøre plads i de indendørs læringsmiljøer i dele af dagen. Denne løsning kan dog ikke stå alene. Børnene vil fortsat have behov for garderobeplads, spisepladser, toiletter og adgang til indendørs faciliteter ved dårligt vejr.
- En anden mulighed er at arbejde med lokal kapacitetsstyring gennem anvisning og indskrivning. Det kan fx betyde, at nye børnehavebørn i kapacitetsudfordrede områder i højere grad anvises plads i børnehuse med ledig kapacitet. Denne løsning kan reducere presset på de mest udfordrede børnehuse, men kan samtidig betyde, at nogle familier får længere afstand til dagtilbud. Løsningen vil derfor skulle vurderes konkret i forhold til både kapacitet, nærhedsprincip og familiernes samlede hverdag.
- En tredje mulighed er at undersøge midlertidige eller mere permanente bygningsmæssige løsninger. Det kan fx være pavilloner, mindre kapacitetsudvidelser eller andre lokale tilpasninger. Denne type løsning vil kræve særskilt prioritering og finansiering og skal ses i sammenhæng med den samlede anlægsramme.
I Slangerup kan der være behov for at undersøge mere områdespecifikke løsninger, fordi Slangerup både har en samlet overbelægning og overbelægning i flere børnehuse. Det kan fx være udflytterbørnehave, busordning til egnede lokaliteter eller øget brug af lokale udearealer. Sådanne løsninger vil kræve nærmere analyse af pædagogisk kvalitet, drift, økonomi, transport og personalemæssige konsekvenser. I Frederikssund kan større ledig kapacitet i nogle børnehuse indgå i den samlede løsning, da flere børnehuse i både syd og nord har overbelægning. I Hornsherred bør der særligt ses på Børnehuset Savannen, hvor der er lokal overbelægning, selv om området samlet set har betydelig ledig kapacitet.
Administrationen vurderer samlet, at øgede udeaktiviteter og lokal kapacitetsstyring kan være relevante kortsigtede afbødende greb, hvis mini-SFO nedlægges. Hvis kapacitetspresset i Slangerup eller i konkrete børnehuse i Frederikssund og Hornsherred viser sig at være varigt, vil der være behov for at arbejde videre med mere langsigtede løsninger.
Finansieringsmodeller - nedlæggelse af mini-SFO
Administrationen har belyst de økonomiske konsekvenser ved en eventuel nedlæggelse af Mini-SFO. Beregningerne viser, at en nedlæggelse medfører en merudgift, da børnene skal blive i dagtilbud, hvor udgiften pr. barn er højere.
Modellerne skal ses i tæt sammenhæng med de faglige perspektiver, der blev beskrevet i sagen på møde 4. maj.
Tre modeller:
Model 1: Nedlæggelse af Mini-SFO uden yderligere tilførsel af økonomi
For Mini-SFO viser beregningerne, at en nedlæggelse isoleret set vil give en besparelse i SFO på 2,9 mio. kr. inkl. forældrebetaling. Da børnene i stedet vil skulle blive i børnehave frem til skolestart, vil der i den forbindelse samtidig være en merudgift på 3,7 mio. kr. inkl. forældrebetaling. Samlet giver det en årlig merudgift på 0,76 mio. kr. at nedlægge Mini-SFO.
I denne model er der ikke medtaget ekstra økonomi til overgangsarbejdet i børnehaverne før sommerferien og i børnehaveklasserne når børnene først starter 1. august, til bygningstilpasninger eller øvrige understøttende tiltag i forbindelse med implementeringen. Børnene bliver længere tid i dagtilbud og starter først i SFO og skole i august. Den nuværende glidende overgang fra dagtilbud til skole/SFO som mini-SFO har til hensigt at sørge for, bortfalder derfor, og overgangsarbejdet skal i højere grad varetages i dagtilbuddene før sommerferien og i skole/SFO ved skolestart.
Modellen indebærer den laveste merudgift, men kræver også den største indsats fra personalet indenfor eksisterende rammer, idet der ikke er afsat midler eller anden understøttelse i forbindelse med nedlæggelsen.
Model 2: Nedlæggelse af Mini-SFO med sikring af bemanding i små SFO-afdelinger
Kommunens mindste SFO-tilbud i Dalby og Skuldelev bruger finansieringen til mini-SFO til at sikre at SFO-tilbuddet i hele skoleåret kan opretholde den nødvendige normering. Bortfalder mini-SFO tilskuddet, vil de to SFO'ers økonomi være udfordret i en sådan grad, at det er vanskeligt at opretholde den nødvendige normering i skoleåret.
Hvis der ud skal sikres tilstrækkelig bemanding i de små SFO-afdelinger, særligt Skuldelev og Dalby, stiger merudgiften til 1,2 mio. kr. årligt.
Modellen giver dermed mulighed for at fastholde nuværende serviceniveau i de små SFO-afdelinger, hvor børnetallet er lavt. Dermed reduceres risikoen for, at åbningstid eller bemanding bliver udfordret.
Model 3: Nedlæggelse af Mini-SFO med sikring af bemanding i små SFO'er og styrket overgang i børnehaveklassen
Hvis der ud over de to ovenstående forhold også skal prioriteres ressourcer til at arbejde med styrket overgang børnehaveklassen i de første to måneder af børnenes skolegang, kan en mulig vej være at tilføre en ekstra pædagog i børnehaveklasserne i overgangsperioden på to måneder. Det vil give en samlet merudgift på 1,9 mio. kr. årligt.
Modellen er beregnet med inddragelse af blandt andet skoleområdet og har til formål at sikre understøttelse af overgangsarbejdet ved skolestart. Vurderingen tager afsæt i den nuværende organisering, hvor børnehaveklasselederen i Frederikssund Kommune som udgangspunkt er alene voksen med klassen. Hvis Mini-SFO nedlægges, vil en større del af overgangsarbejdet skulle varetages ved skolestart, samtidig med at børnene skal lære skolens og SFO’ens rammer, voksne og fællesskaber at kende. Det kan udfordre muligheden for at skabe en tryg og sammenhængende overgang for alle børn.
Modellen giver et stærkt fagligt fokus i overgangsarbejdet og skaber bedre rammer for at varetage overgangsopgaven i praksis. Det handler både om flere hænder, mere tid til relationsarbejde og bedre mulighed for at støtte de børn, der har brug for ekstra voksenunderstøttelse i skolestarten. En ekstra pædagog i børnehaveklasserne de første to måneder kan understøtte børnenes relationsdannelse, deltagelse i fællesskaber, kendskab til skolens rammer, herunder også SFO, og tryghed i den nye hverdag.
Finansieringsmodel - nedlæggelse af Mini-Klub
For Mini-klub viser beregningerne, at det vil medføre et merforbrug på 0,4 mio. kr. inkl. forældrebetaling, hvis børnene bliver i SFO frem til og med juli. Merforbruget skal ses i sammenhæng med, at det nuværende serviceniveau for åbningstid og bemanding fastholdes, særligt i de små klubber. Det er forudsat, at halvdelen af børnene melder sig ud i juli grundet sommerferie.
Opmærksomhedspunkt vedrørende privatskoler
Beregningerne er udarbejdet med udgangspunkt i børn i de kommunale tilbud. Hvis privatskolerne tilsvarende beslutter at nedlægge deres Mini-SFO-tilbud, og børnene i stedet forbliver i kommunale børnehuse frem til og med juli, vil det kunne medføre en yderligere merudgift på ca. 1,1 mio. kr. årligt. Merudgiften består af øgede udgifter til børnehavepladser, fratrukket forældrebetaling og bortfald af budget til tilskud til Mini-SFO på privatskolerne.
Det har ikke været muligt at indhente en foreløbig indikation fra privatskolerne om, hvorvidt de forventer at videreføre, ændre eller nedlægge deres egne tilbud før skolestart. Det skyldes, at privatskolerne har udtrykt at de vil afvente beslutningen kommunalt, før de vil tage stilling hertil.
Foreløbige erfaringer fra Hillerød Kommune
Administrationen har været i dialog med Hillerød Kommune om deres erfaringer med at afskaffe mini-SFO. Hillerød Kommune besluttede med budget 2025, at børnene fra 1. august 2025 skulle starte direkte i skole og dermed at nedlægge mini-SFO. Formålet var at reducere antallet af overgange i børnenes liv. Kommunen har i implementeringen arbejdet med fælles overgangsmarkører, som anvendes på tværs af dagtilbud og skole. Overgangsmarkørerne skal skabe genkendelighed for børnene gennem både pædagogiske greb og fysiske artefakter.
Hillerød Kommune har desuden haft fokus på kompetenceudvikling af børnehaveklasseledere. Formålet har blandt andet været at styrke arbejdet med deltagelsesmuligheder for en bredere børnegruppe. Udgiften til kompetenceudvikling blev finansieret af eksisterende kompetenceudviklingsmidler og indgik ikke i den særskilte bevilling til ændringen.
Hillerød Kommune oplyser, at ændringen krævede en ekstra bevilling på 1,6 mio. kr. årligt. Beløbet dækkede forskellen mellem det tidligere budget til mini-SFO og udgiften ved, at børnene blev i dagtilbud frem til skolestart (model 1).
Hillerød Kommune oplevede ikke kapacitetsudfordringer på dagtilbudsområdet i forbindelse med ændringen. Det skyldes blandt andet, at dagtilbudskapaciteten forud for beslutningen var blevet udvidet, og at prognoserne for børnetal udviklede sig mindre end forventet. Dette adskiller sig fra Frederikssund Kommune, hvor kapacitetsvurderingen viser et kapacitetspres særligt i Slangerup samt lokale udfordringer i dele af Frederikssund.
Hillerød Kommunes foreløbige evaluering fra efteråret 2025 peger på, at skolelederne generelt er positive over for den nye overgang. Der peges blandt andet på, at færre skift kan være positivt, og at dagtilbuddene har haft bedre tid til at arbejde med skoleparathed.
Samtidig peger evalueringen på, at SFO'erne var udfordret i den første tid efter skolestart, fordi mange børn startede på én gang, og medarbejderne endnu ikke kendte børnene. Flere skoler oplevede derfor behov for flere ressourcer i opstartsperioden. Hillerød Kommune fremhæver desuden, at privatskoler bør inddrages tidligt i processen. En ændring af skolestart og overgangsmodel har også betydning for private skoler og deres planlægning.
Erfaringerne fra Hillerød Kommune peger samlet på, at en eventuel nedlæggelse af mini-SFO i Frederikssund Kommune bør ledsages af et tydeligt overgangsarbejde, tidlig inddragelse af relevante aktører og særskilt opmærksomhed på ressourcer i den første tid efter skolestart. Erfaringerne kan dog ikke overføres direkte, fordi Frederikssund Kommune har andre kapacitetsmæssige forudsætninger.
Erfaringer fra Frederikssund Kommunes overgangsarbejde
Frederikssund Kommune har igennem en årrække arbejdet med overgangsarbejde i samarbejdet mellem dagtilbud og skoler. Der er blandt andet nedsat en tværgående arbejdsgruppe, som på nuværende tidspunkt har et særligt fokus arbejdet med overgangen mellem dagtilbud og skole for børn i særligt udsatte positioner og med eventuelle behov for specialpædagogisk understøttelse. Arbejdet her, vil naturligvis blive samtænkt med det arbejde der skal pågå lokalt, såfremt mini-SFO nedlægges.
Derudover har Frederikssund Kommune tidligere haft særskilte overgangspædagoger, og der blev i 2023 lavet en evaluering heraf, som også vil kunne indgå som relevant erfaring, i det tilfælde, at dagtilbud og skoler selv skal forestå overgangsarbejdet, hvis mini-SFO og/eller mini-klub nedlægges.
Inddragelse
Sagen og de vedlagte bilag er kvalificeret gennem sparring med relevante parter og fagområder i overgangsarbejdet på dagtilbuds-, skole-, SFO- og klubområdet. Sparringen har haft fokus på at kvalificere beskrivelsen af kapacitet, økonomi og de praktiske opmærksomhedspunkter ved en eventuel ændring. Administrationen har desuden været i dialog med Hillerød Kommune om deres erfaringer med afskaffelse af tidlig HFO, som svarer til mini-SFO. Bidraget herfra indgår som perspektiv i sagsfremstillingen.
Sagen er sendt til kommentering i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed.
Kommentering:
Rådet for handicap, psykiatri og udsathed, mener generelt det er vigtigt med så få skift som muligt, for at sikre trygge og stabile rammer for alle børn.
Det er en kæmpe omvæltning for børn der overgår fra børnehave til (mini) SFO. Der er langt mindre hjælp, og guidning at hente fra de voksne, grundet normeringen. Omgivelserne/rammerne, de krav og forventningerne der stilles, er markant større end i børnehaverne. Derfor se vi en fordel for de kommende årgange, at vente til august med at starte direkte i børnehaveklasse og SFO.
Økonomi
Center for Økonomi bemærker, at sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser. I så fald det besluttes at gå videre med afskaffelse af Mini SFO og Mini klub vil det blive oversendt til budget 2027-2030 processen.
Bilag
- Notat - kapacitetsvurdering
- Notat - Økonomi ved nedlæggelse af miniSFO og miniKlub
- Bilag - sag 47. - Faglig perspektiv og introduktion - 4. maj 2026
- Bilag - sag 47 - Notat - Introduktion og faglig perspektiv - 4. maj 2026
- Bilag - Samlet input vedr. miniSFO og miniKlub - 18. august 2026
- Bilag - Opsamling på input vedr. mini-SFO og mini-klub - 19. august 2026
75Underskrifter
Beslutning
-
Sagsfremstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark.
Når der trykkes godkendt, svarer det til, at underskriftarket er underskrevet.