
Nye forundersøgelser af lavbunds- og kvælstofvådområder
I forbindelse med den politiske aftale om Grøn Trepart undersøger Frederikssund Kommune nu muligheden for at gennemføre en række lavbunds- og kvælstofvådområdeprojekter i kommunen, i samarbejde med områdets lodsejere og rådgivningsvirksomheder.
Det er vigtigt at understrege, at det er frivilligt om man vil indgå i et vådområdeprojekt. I første omgang gennemfører vi med accept af lodsejerne en forundersøgelse, som skal vise hvordan et muligt projekt kan se ud og hvilken effekt det vil have. Hvis lodsejerne ønsker at gå videre med at gennemføre projektet, vil de blive kompenseret for deres værditab.
Helt konkret er kommunen i gang med at forundersøge potentialet for 3 lavbundsprojekter i kommunen:
- Græse Ådal (89 ha lavbundsprojekt)
- Græse By (9 ha lavbundsprojekt)
- Svanholm Gods (84 ha lavbundsprojekt)
Derudover er kommunen i gang med at forundersøge potentialet for 1 kvælstofvådområdeprojekt:
- Hammer Bakker (6 ha kvælstofvådområde)
Se kort over de igangsatte projekter nederst på siden.
Hvad er en forundersøgelse?
En forundersøgelse er en teknisk undersøgelse af området, der skal analysere og vurdere et potentielt projekts klimagevinster, kvælstofreduktion og realiserbarhed, som sammenholdes med projektets omkostninger samt konsekvenser for omgivelserne. Bl.a. skal undersøgelsen afklare, hvilke tekniske virkemidler der kan tages i brug for at opnå den ønskede effekt.
Konkret skal forundersøgelserne bl.a. belyse potentialet for tilbageholdelse af CO2 i projektområderne, der kan være tidligere enge, moser eller søer, men som nu er drænede med henblik på dyrkning. Forundersøgelser skal også undersøge, hvor stor en reduktion i udledningen af kvælstof til fjordene, som projekterne fører til. Yderligere skal undersøgelserne altid afklare, hvordan et potentielt projekt vil påvirke afvandingen omkring projektområdet.
Tekniske virkemidler i et vådområde kunne for eksempel være:
- Sløjfning eller afskæring af drænrør og -grøfter
- Hævning af vandløbsbund eller genslyngning
- Ændring eller afbrydning af pumpestationer
Det undersøges desuden hvorvidt et evt. projekt er foreneligt med lodsejers ønsker og behov til arealet i fremtiden gennem en ejendomsmæssig forundersøgelse.
Lavbundsprojekt eller kvælstof-vådområde?
Et lavbundsprojekts primære formål er at mindske udledningen af CO2 ved at vandmætte drænede lavbundsjorder, for på den måde at reducere udledningen af drivhusgasser. Dræning og dyrkning af lavbundsjorder medfører at tørven kommer i kontakt med ilt, hvorved det organiske materiale i tørven omdannes til kuldioxid. Samtidigt ”sættes jorden”, som det siges når terrænniveauet sænkes grundet omsætning af tørv. Dette kan på sigt medføre at en drænet lavbundsjord igen bliver vandmættet, pga. at terrænet sænkes.
Et kvælstofvådområdes primære formål er at reducere mængden af kvælstof for at forbedre vandmiljøet i de danske kystvande og fjorde. Når drænvand fra marker forsinkes i vådområder i enge, ådale eller søer, bliver kvælstof i vandet omdannet til frit nitrogen i luften, hvor den ikke gør skade på miljøet. Dermed reduceres mængden af kvælstof der udledes til vores fjorde og have, hvor for store mængder kvælstof skaber algeopblomstringer og iltsvind.
I begge projekttyper arbejdes der altså med at genoprette vådområder, men med forskellige virkemidler og resultater for øje. Der vil ikke nødvendigvis stå blankt vandspejl efter etablering, da dette afhænger af den endelige aftale mellem lodsejere og kommune samt hvad rådgiver vurderer muligt.
Igangsatte forundersøgelser
På kortene herunder ses de igangværende forundersøgelser.
Lavbundsprojekter
Lavbundsprojekterne er finansieret af Den Europæiske Union.



Kvælstofvådområder
Kvælstofvådområderne er medfinansieret af Den Europæiske Union.

