Frederikssund Kommunes logo

Fritid og Kulturs møde den 04. maj 2026

Mødekale SL 1, Slangerup Administrationscenter, Kongensgade 18, 3550 Slangerup kl. 15.00

Dagsorden

Fold alle punkter

57Godkendelse af dagsorden

58Drøftelse af fremtidig organiseringsmodel for Elværket

Resume

Med aftale om budget 2026-2029 blev det besluttet at få belyst mulighederne for at skabe et mere åbnet kulturhus.

Med denne sag skal udvalget drøfte Elværkets fremtidige organisering. Udvalget præsenteres her for oplæg på forskellige drifts -og organiseringsmodeller.

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

  1. Drøfte fremtidig organisering af Elværket.

Sagsfremstilling

Byrådet har et ønske om, at Elværket fremadrettet folder sig ud som et mere åbent kulturhus end det er i dag. Der blev på den baggrund besluttet ved aftale om budget 2026-2029, at: "Aftalepartnerne ønsker at få belyst mulighederne for at skabe et mere åbent kulturhus. Der skal inddrages erfaringer fra ansatte, brugere og foreningslivet samt fra andre lignende kulturtilbud. Analysen skal indeholde refleksioner om muligheder for kobling til øvrige kulturfaciliteter".

Jvf. protokollat fra udvalgsmødet 9.4.2026 i Fritid og Kultur har administrationen udarbejdet oplæg på forskellige scenarier for mulig organisering og drift af Elværket. Læs bilag 4: "Skema over mulige organiseringsmodeller".

I henhold til tids - og procesplanen skal det bemærkes, at interessentanalysen ikke er udarbejdet, da Elværksforeningen selv gennemførte spørgeskemaundersøgelse til deres visionsoplæg.

Der er tale om et indledende oplæg, som vil blive kvalificeret yderligere i den videre proces.

Oplægget er bygget op omkring følgende struktur:

Kommunal organisering og drift af Elværket:

  • Frederikssund Bibliotek
  • Rejsestalden og Elværket
  • Elværket

Forenings organisering af Elværket:

  • Bibeholde nuværende driftsaftale
  • Ny driftsaftale

For de kommunalt drevne modeller kan det overvejes at indtænke samdrift med foreningshuset Pedersholm, hvis det viser sig at kunne skaber merværdi.

Elværksforeningen har fremsendt deres oplæg "Vision for Kulturhuset Elværket" med henblik på, at det kan indgå i udvalgets videre overvejelser på udvalgsmødet. Formand for Elværket beskriver følgende om processen for udarbejdelse af vision for Kulturhuset Elværket:

"bestyrelsen og personalegruppen [har] siden januar arbejdet med en opdateret vision for Kulturhuset Elværket, der kan tjene som input til den igangværende proces for afklaring af husets formål, målgruppe, funktioner, udvikling og fremtidige driftsform. Som led i den proces har vi både holdt et offentligt dialogmøde, gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt alle med interesse i huset og besøgt en række andre kulturhuse, for at lade os inspirere".

Administrationen er ikke bekendte med Elværksforeningens interne arbejdsgange i dag, hvilket afspejler at dette ikke er beskrevet i bilag 4.

Elværksforeningens vision for Kulturhuset Elværket er vedlagt denne sag som bilag 2.

Bilag til sagen:

Bilag 1: Tids -og procesplan

Bilag 2: Elværksforeningens vision for Kulturhuset Elværket, fremsendt af Elværksforeningen

Bilag 3: Grafisk overblik over mulig organisering og drift af Elværket

Bilag 4: Skema over mulige organiseringsmodeller

Inddragelse

Elværksforeningen har fremsendt "Vision for Kulturhuset Elværket" samt hertil relaterede bilag.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning.

Bilag

59Drøftelse af revideret helhedsplan for Idrætsbyen på baggrund af inddragelsesproces

Resume

Med aftale om budget 2026-2029 er det besluttet, at helhedsplanen for Idrætsbyen skal revideres. Med denne sag præsenteres udvalget for det videre arbejde med helhedsplanen for Idrætsbyen på baggrund af inddragelsesprocessen som består af én afholdt visionsaften samt to workshops. Ekstern rådgiver deltager på punktet.

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

  1. Drøfte sagen.

Sagsfremstilling

Med aftalen om budget 2026–2029 er det besluttet, at helhedsplanen for Idrætsbyen skal revideres:

"Helhedsplanen for Idrætsbyen skal sammen med idrætsforeninger, samråd og andre interessenter opdateres med udgangspunkt i en realistisk gennemførelse indenfor en overskuelig årrække. Centralt i planen skal være en sportshal, som blandt andet kan have mulighed for faciliteter til kampsport samt efterfølgende en multihal. Helhedsplanen skal desuden fastlægge, hvor adgangsvejen skal ligge, og hvordan parkeringsforholdene midlertidigt og permanent kan forbedres. Konkret oplæg til revideret helhedsplan inkl. tidsplan for realisering skal være klar, så det kan indgå som grundlag for de politiske forhandlinger om budget 2027."

Ekstern rådgiver deltager på mødet og præsenterer et oplæg til en revideret helhedsplan samt scenarier for den videre planlægning af området. Oplægget tager afsæt i resultaterne af inddragelsesprocessen, som har bestået af tre dele: en visionsaften samt to workshops.

Formålet med drøftelsen er at etablere et fælles udgangspunkt for det videre arbejde, sikre at udvalgets prioriteringer og visioner tydeligt afspejles i helhedsplanen samt drøfte oplæg til de kommende budgetforhandlinger.

Oplæg fra rådgiver vil efterfølgende blive lagt på referat.

Inddragelse

19. februar 2026 blev der afholdt en visionsaften vedrørende opdateringen af helhedsplanen for Idrætsbyen. Arrangementet var åbent for alle borgere, foreninger og øvrige brugere af idrætsfaciliteterne i Frederikssund Kommune. Der blev inviteret bredt for at sikre en åben og inddragende proces, og i alt deltog 72 personer.

Lokale og Anlægsfonden deltog med et oplæg om tendenser i idrætslivet, hvilket gav inspiration til den videre udvikling af Idrætsbyen. En ekstern rådgiver præsenterede det hidtidige og kommende arbejde med området. Deltagerne havde mulighed for at bidrage med input via spørgeskemaer samt gennem åben dialog på visionsaftenen.

19. marts 2026 blev der afholdt en workshop med fokus på "Scenarier – idrætsmiljø", herunder den moderne idrætsfacilitet, synergi mellem idrætsgrene og brugere, forbindelser og sammenhænge samt fler- og multifunktionalitet. Alle deltagere fra visionsaftenen blev inviteret til workshoppen, hvor 35 personer deltog – primært repræsentanter fra foreningslivet. Her fik deltagerne mulighed for at prioritere og planlægge helhedsplanen med udgangspunkt i byggefelter, der repræsenterede forskellige idrætsfunktioner.

Med afsæt i resultaterne fra den første workshop blev der den 14. april 2026 afholdt endnu en workshop. Denne havde fokus på "Scenarier og prioriteringer", herunder optimal kapacitetsudnyttelse, fleksibilitet, inde-/uderelationer samt formelle og uformelle mødesteder.

Trafikanalyse

Fritids- og Kulturudvalget blev 5. marts 2026 (pkt. 26) præsenteret for resultatet af trafikanalysen for Idrætsbyen. I trafikanalysen er vej- og stiadgange til og fra Idrætsbyen analyseret med fokus på trafiksikkerhed, tryghed og afvikling af biltrafikken. Derudover er Idrætsbyens opland vurderet, og særlige udfordringer i forhold til terræn- og matrikelforhold er overordnet identificeret. Trafikanalysen er indarbejdet i den reviderede helhedsplan.

Videre proces

På baggrund af input og drøftelser vil rådgiver arbejde videre med helhedsplanen for Idrætsbyen. Et endeligt udkast til helhedsplanen præsenteres for udvalget på mødet i juni 2026.

Inddragelse

Ved opdateringen af helhedsplanen for Idrætsbyen har repræsentanter fra Frederikssund Idrætsråd, Danske Handicaporganisationer Frederikssund, foreninger, repræsentanter fra den selvorganiserede idræt samt borgere, der bor i området omkring Idrætsbyen været inddraget.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning.

Bilag

60Beslutning om budgetopfølgning 31/3-2025 - Fritid og Kultur

Resume

I nærværende sag gives en prognose på det forventede forbrug i 2026 sammenholdt med korrigeret budget samt afledte forslag til tillægsbevillinger. Endvidere følger en opfølgning på budgetaftale 2026-2029

Indstilling

Administrationen indstiller, at Fritid og Kultur over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Budgetopfølgningen giver ingen anledning til ændringer på driften.
  2. Der gives en tillægsbevilling svarende til et mindreforbrug på 4,0 mio. kr. i 2026 på bruttoanlægsudgifterne, hvoraf der overføres 0,7 mio. kr. til 2027 og 3,5 mio. kr. til 2028. Endvidere fremrykkes 0,2 mio. kr. fra 2027 til 2026.
  3. At der periodiseres 40,0 mio. kr. i 2027, fordelt med 12,0 mio. kr. til 2028 og 28,0 mio. kr. til 2029, som indarbejdes i kommende basisbudget for 2027 – 2030.
  4. Budgetopfølgningen i øvrigt tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Drift

Budgetopfølgningen giver ikke anledning til ændringer i de forventede udgifter. Der forventes balance mellem forbrug og budget.

Anlæg

Budgetopfølgningen for anlægsprojekterne under Fritid og Kultur giver anledning til en reduktion i bruttoanlægsudgifterne i 2026 på 4,0 mio. kr., som dækker over følgende overførsler:

  • Overførsel af mindreforbrug på 4,2 mio. kr. fra 2026, fordelt med 0,7 mio. kr. til 2027 og 3,5 mio. kr. til 2028.
  • Fremrykning af 0,2 mio. kr. fra 2027 til 2026.

Endvidere periodiseres 40,0 mio. kr. i 2027, fordelt med 12,0 mio. kr. til 2028 og 28,0 mio. kr. til 2029. Periodiseringen indarbejdes i kommende basisbudget for 2027 - 2030.

Mindreudgiften på bruttoanlægsudgifterne dækker over følgende modsatrettede effekter:

  • Mindreforbrug på 3,0 mio. kr. vedrørende Maritimt Center, som overføres til 2028.
  • Merforbrug på 0,2 mio. kr. vedrørende Idrætsby - helhedsplan, som finansieres ved fremrykning af 0,2 mio. kr. fra 2027 til 2026.
  • Mindreforbrug på 0,2 mio. kr. vedrørende Idrætsby, som overføres til 2027.
  • Mindreforbrug på 0,6 mio. kr. vedrørende Kulturtiltag i Slangerup, som overføres til 2027.
  • Mindreforbrug på 0,5 mio. kr. vedrørende Udbygning af SIK, som overføres til 2028.

Af vedlagte bilag 1 udspecificeres de enkelte anlæg under Fritid og kultur nærmere.

Opfølgning på budgetaftale 2026-2029

Af vedhæftede bilag 2 fremgår en status på implementeringen af initiativerne i budget 2026-2029 i forhold til de vedtagne politiske initiativer.

I bilaget indgår en opfølgning på de seks politiske vedtagne initiativer under Fritid og Kultur vedr. budgetaftalen for 2026-2029, hvoraf alle er implementeret (grøn). For alle seks initiativer er der givet en statusbeskrivelse under kolonnen "Statustekst - 31. marts".

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Drift

Budgetopfølgningen giver ikke anledning til ændringer, da der forventes balance mellem budget og forbrug.

Anlæg

Budgetopfølgningen giver anledning til en reduktion i bruttoanlægsudgifterne på 4,0 mio. kr. i 2026, hvoraf 4,2 mio. kr. overføres med 0,7 mio. kr. til 2027 og 3,5 mio. kr. til 2028. Endvidere fremrykkes 0,2 mio. kr. fra 2027 til 2026.

Bilag

61Drøftelse af budget 2027 - 2030

Resume

Byrådet har anmodet Administrationen om at udarbejde forslag til budgetinitiativer, som kan indgå i det videre arbejde med budget 2027 – 2030. Endvidere er det besluttet, at fagudvalgene på deres møder i maj og juni præsenteres for en status på de temaer, der indgår i arbejdet.

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

  1. Foreløbige temaer, der arbejdes med i budgetprocessen 2027-2030, tages til efterretning.
  2. Drøfte evt. forslag til yderligere temaer i arbejdet med budgetprocessen for 2027-2030.

Sagsfremstilling

Byrådet besluttede 25. februar 2026 tids- og procesplan for arbejdet med budget 2027 – 2030, som blandt andet indebærer, at:

  • Administrationen udarbejder forslag til budgetinitiativer, således at der hvert år tilvejebringes midler i budgetarbejdet til finansiering af den demografiske vækst samt andre udefrakommende ændringer, herunder nye politiske tiltag, jf. den økonomiske politik for 2026 -2029.
  • I forhold til arbejdet med budgetinitiativerne vil effektiviseringer og reduktioner på serviceudgifterne være helt centrale. Der vil dog også være behov for at undersøge andre udgiftsposter – herunder bruttoanlægsudgifter, overførsler mv.
  • En orientering om hvilke temaer, der arbejdes med i administrationen, vil indgå i fagudvalgenes drøftelser på møderne i maj og juni måned. Ligeledes vil de konkrete budgetinitiativer fremgå af budgetmappen inden sommerferien.

Status på arbejdet med budgetinitiativer

Til brug for ovennævnte er en status på samtlige temaer for de respektive udvalg vedlagt som arbejdspapir, i den politiske budgetmappe (fagudvalg maj måned).

Bilaget vil efter den politiske behandling blive opdateret, hvorefter de konkrete beskrivelser vil blive udarbejdet, så de kan indgå i budgetmappen til Byrådets temamøde II om budget 2027-2030 den 24. juni.

Strategiske projekter

Som led i en videreudvikling af budgetprocessen er det besluttet at der også udarbejdes en række strategiske projekter, som skal frigøre ressourcer til politisk prioritering på længere sigt.

De strategiske projekter skal styrke det flerårige sigte i budgetprocessen og kan f.eks. indeholde

strukturændringer, budgetanalyser eller omorganiseringer indenfor et område. De strategiske projekter kan også være investeringer på længere sigt, som kan frigøre ressourcer til politisk prioritering. I modsætning til

budgetinitiativerne som denne sag giver en status på, vil de økonomiske konsekvenser af de strategiske projekter først blive konkretiseret senere afhængig af politiske retning, der bliver fastlagt for projekterne af Byrådet. Men beslutningen om igangsætning af de strategiske projekter sker som led i budgetvedtagelsen. Samlet set vil en kombination af mulighedskatalogerne med de strategiske projekter give et større politisk handlerum til at skabe økonomisk råderum for omprioriteringer på længere sigt i budgetlægningen.

Fortsat politisk proces

Der afholdes tre temamøder om budget 2027-2030 for det samlede Byråd henholdsvis 29. april, 24. juni samt 24. august.

  • Økonomiudvalget behandler budgetforslag 2027-2030 den 26. august til Byrådets efterfølgende første behandling den 2. september.
  • De politiske forhandlinger om budget 2027-2030 vil foregå den 18. - 22. september.
  • Partiernes eventuelle ændringsforslag til budgettets 2. behandling skal fremsendes senest torsdag 24. september kl. 8.00.

Herudover foretager Økonomiudvalget 2. behandling af budgettet for så vidt angår eventuelle tekniske ændringsforslag 1. oktober. Byrådet 2. behandler - og vedtager - budgettet onsdag 7. oktober.

Inddragelse

Borgerinddragelse og inddragelse af MED-organisationen, råd og nævn m.m. i budgetprocessen:

1. Fagudvalgenes dialog med brugerbestyrelser, råd og nævn

En række af fagudvalgene har løbende dialog med bestyrelser, råd og nævn indenfor deres respektive ansvarsområder - typisk i form af halvårlige eller årlige møder. De enkelte fagudvalg vurderer, hvordan de vil kunne invitere bestyrelser, råd og nævn med ind i en dialog om mulige temaer i budgetarbejdet, herunder omstillingsbidrag samt tiltag, der kan styrke kvalitet og bæredygtighed indenfor området.

2. Høringsprocessen

Den offentlige høring vil foregå i perioden fredag den 28. august - mandag den 14. september. I den forbindelse gøres 1. behandlingsforslaget og samtlige budgetinitiativer tilgængelige på kommunens hjemmeside. De indkomne høringssvar bliver løbende offentliggjort på kommunens hjemmeside.

Hoved MED-udvalget kvalificerer de enkelte budgetinitiativer inden Byrådets temadrøftelse III den 24. august. Budgetforslaget planlægges drøftet på møde mellem Hoved MED-udvalget og Økonomiudvalget i høringsperioden 28. august - 14. september. Hoved MED-udvalget deltager som tidligere i budgettemamøder med Byrådet.

3. Budgetsamtaler – møde med borgerne

Der inviteres til budgetsamtaler med politikerne på fire lokationer i kommunen i juni måned. Herudover fastholdes et borgermøde i Valhal efter sommerferien i budgethøringsperioden.

Økonomi

Der udarbejdes et katalog indeholdende budgetinitiativer med henblik på at sikre et tilstrækkeligt grundlag for omprioriteringer og fortsat konsolidering af kommunens økonomi.

Kataloget vil indgå i de videre politiske drøftelser frem imod Byrådets budgetvedtagelse den 7. oktober.

62Orientering om Kulturpuljens disponeringer maj 2026

Resume

Med denne sag orienteres udvalget om Kulturpuljens disponeringer pr. 4. maj 2026

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Kulturpuljens samlede ramme for 2026 er 714.700 kr. Heraf er der for 2026-2029 forhåndsdisponeret 287.192 kr. til faste bevillinger i 2026.

Frem til 4. maj 2026 er der disponeret midler for i alt 451.040 kr., og der resterer 263.660 kr. til uddeling.

Der er i seneste ansøgningsrunde ansøgninger for i alt 192.000 kr. fordelt på 7 ansøgninger.

Vedlagt som bilag er Kulturpuljens kriterier, et overblik over Kulturpuljens disponeringer og forbrug samt høringssvar fra KUF vedr. alle ansøgninger.

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning.

Bilag

63Beslutning om Kulturpuljeansøgning til Echo koncerter

Resume

ECHO søger om et tilskud på 35.000 kr. til afholdelse af Echo efterårskoncert, der afvikles den 18. september 2026 i Frederikssund.

Arrangementet er en gratis udendørs koncert med fokus på unge i Frederikssund og har til formål at styrke musiklivet og fællesskabet blandt byens unge. Der forventes ca. 400 deltagere.

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

  1. Beslutte, hvorvidt ansøgningen imødekommes.

Sagsfremstilling

ECHO har ansøgt om et tilskud på 35.000 kr. til afholdelse af Echo efterårskoncert, der planlægges gennemført den 18. september 2026 i tidsrummet kl. 14.00-24.00 i Frederikssund.

Arrangementet er en gratis udendørs koncert, der primært henvender sig til unge i Frederikssund med det formål at styrke fællesskab, nærvær og det lokale musikliv. Der lægges samtidig vægt på, at arrangementet er åbent for alle aldersgrupper og også kan tiltrække deltagere fra omkringliggende byer som Hillerød og København. Der forventes ca. 400 deltagere.

Formålet med arrangementet er at skabe flere lokale musikoplevelser for unge i Frederikssund og dermed bidrage til, at flere unge kan opleve live musik i deres nærområde frem for at søge mod København.

ECHO er etableret af unge fra Frederikssund i alderen 17-20 år i samarbejde med Frederikssund Ungeråd. Initiativtagerne afholdt i efteråret 2025 deres første koncertarrangement på Elværket i Frederikssund med et alsidigt musikprogram på tværs af køn og genrer. Det ansøgte arrangement bygger videre på denne erfaring og planlægges i en større udendørs udgave med både større nationale navne, mindre artister og lokale kunstnere.

Der søges om tilskud til artister, honorarer og evt. andre uforudsete udgifter (oplyst pr. mail efter ansøgningen er indsendt). Arrangementet forventes desuden delvist finansieret gennem egen bar, sponsorater og støtte fra fonde. Det er oplyst, at arrangørerne allerede har fået tildelt en scene samt teknik mv. gennem Tuborgfondet/ROSA.

Budgettet dækker følgende poster: Toiletvogne (6.000), Forplejning (3.000 kr.), PR (2.000 kr.), Diverse uforudsete udgifter (5.000 kr.), Kunstnerhonorar (47.000 kr.), Sceneset-up sponsoreret af ROSA/Tuborgfondet (estimeret til 40.000 kr.) samt Koda og Gramex (2.000 kr.).

Der er ikke oplyst egenkapital i ansøgningen. Årsagen er, at det er unge i Frederikssund Kommune, som, under vejledning fra FNI og Cafe Kosmos, selv arrangerer koncerten, søger midler gennem fonde og kulturpuljen og står for afviklingen.

Ansøger er i kontakt med Administrationen med henblik på at booke en lokation, hvor arrangementet kan holdes. Da hverken havnen eller Kalvøen er mulige, afsøges nu andre muligheder.

Hvis udvalget vælger at støtte ECHOs efterårskoncert, er det Administrationens anbefaling, at udbetalingen afventer en lokation, således at det er realiserbart.

ECHO har ikke modtaget midler fra Kulturpuljen tidligere.

Vedhæftet sagen er bilag med ansøgningsskema og budget for koncerten.

Kulturpuljens rammer og kriterier:

Kulturpuljen - Frederikssund Kommune

Inddragelse

Kulturrådet i Frederikssund (KUF) er høringspart på ansøgninger til kulturpuljen.

Høringssvar fra KUF:

Det er grundlæggende et fint initiativ, som rammer en målgruppe hvor det er sparsomt med kulturelle events i vores kommune. Vi savner dog noget mere uddybende omkring projektets økonomi, henset til at det er initieret af Ungeliv/Ungdomsskolen. I det regi er der allokeret midler både i Projektvognen, Ungerådet, Ungdomsskolen og Café Kosmos til at finansiere netop sådanne projekter. Vi er derfor lidt forbeholdne overfor, at der ydes tilskud fra Kulturpuljen. Som minimum bør der fremlægges et budget, som viser medfinansiering fra initiativtagerne.

Administrationen har efterfølgende modtaget et budget for ECHO koncert, som er vedhæftet sagen.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning, da en evt. bevilling sker inden for kulturpuljens afsatte budgetramme.

Bilag

64Beslutning om kulturpuljeansøgning fra Frederikssund Kunstforening

Resume

Frederikssund Kunstforening søger om et tilskud på 17.000 kr. til leje af et udstillingstelt i forbindelse med litteratur- og kulturfestivalen ORD over FJORD den 12. september 2026.

Arrangementet er gratis og henvender sig bredt til børn, unge og voksne med forventeligt 2.000 deltagere.

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

  1. Beslutte, hvorvidt ansøgningen imødekommes.

Sagsfremstilling

Frederikssund Kunstforening har ansøgt om et tilskud på 17.000 kr. til en udstilling i forbindelse litteratur- og kulturfestivalen ORD over FJORD. Udstillingen gennemføres den 12. september 2026 fra kl. 10.00 til 16.00 på Willumsens Museum i Frederikssund.

Festivalen er et offentligt kulturarrangement med fri entré, der henvender sig bredt til børn, unge og voksne og markedsføres som en kulturfestival for hele familien. Der forventes ca. 2.000 deltagere.

Frederikssund Kunstforening har tidligere, i samarbejde med Willumsens Museum, arrangeret et Kunst- og Litteraturmarked i forbindelse med Ord mellem Fjord.

Tilskuddet søges til leje af telt til kunstudstillere. Teltet skal fungere som ramme for pop-up udstillinger, hvor mødet mellem kunstnere og borgere er i centrum.

Formålet er at skabe et nyt samlingspunkt for kunst og kreativitet i lokalområdet. Med teltet som fysisk ramme ønsker foreningen at bidrage til et levende bymiljø og stimulere den lokale interesse for kunstnerisk udfoldelse.

Ansøger har indhentet tilbud på leje af telt m. gulv til udstillingerne, og skriver i den forbindelse følgende:

De kan tilbyde følgende til 12/9-2026:

Telt 6x30 10337,00

Gulv lagt af udlejer 6x30 5998,00

Kørsel (2 lastbiler) 855,36

I alt 17190,36 kr. incl. moms. og opsætning/nedtagning

Tilbuddet er betinget af at de kan køre til opsætningsstedet eller meget tæt på.

Der tages ligeledes forbehold for eventuelle yderligere stigning i brændstofpriserne.

For at være på den sikre side ang. det beregnet beløb, her tænker jeg på, hvis det kræver er yderligt transport på Villumsens museum plads foran ud til vejen. Her kan vi umiddelbart ikke se hvor vi skal være, idet vi ikke helt kan regne med plantegningen, før indgangs partiet er færdigt anlagt.

Vi får også teltet billige denne gang, idet vi tidligere har haft 2. telte forskudt fra hinanden og plasteret bag ved museet.

Foreningens egenkapital ved seneste regnskab er oplyst til 6.998,16 kr.

Frederikssund Kunstforening har fået bevilliget følgende midler fra Kulturpuljen de seneste tre år:

Tilskud på 25.000 kr. til Kunst- og Litteraturmarked i forbindelse med Ord mellem Fjord i 2025

Tilskud på 25.000 kr. til Kunst- og Litteraturmarked i forbindelse med Ord mellem Fjord i 2024

Tilskud på 5.000 kr. til foredrag i 2024

Tilskud på 23.076 kr. til Kunst- og Litteraturmarked i forbindelse med Ord mellem Fjord i 2023

Vedhæftet sagen er bilag med ansøgningsskema og foreningens seneste regnskab.

Kulturpuljens rammer og kriterier:

Kulturpuljen - Frederikssund Kommune

Inddragelse

Kulturrådet i Frederikssund (KUF) er høringspart på ansøgninger til kulturpuljen.

Høringssvar fra KUF:

Ord over Fjord er blevet en fast og væsentlig del af kulturformidlingen i kommunen, som i dag breder sig over mere end kun litteratur. Vi hilser derfor initiativet velkomment, da det samtidig understøtter formidlingen af kunsten og det nye Willumsens Museum.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning, da en evt. bevilling sker inden for kulturpuljens afsatte budgetramme.

Bilag

65Beslutning om kulturpuljeansøgning fra Jægerspris Netværk

Resume

Jægerspris Netværk søger 25.000 kr. i tilskud til Blå Nat som afholdes den 5. juni på Hovedgaden i Jægerspris.

Blå Nat er en tradition i Jægerspris, og det forventes at samle omkring 3.500 deltagere.

Tilskuddet skal være med til at finansiere deres underholdnings- og musikprogram.

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

  1. Beslutte, hvorvidt ansøgningen imødekommes.

Sagsfremstilling

Jægerspris Netværk søger 25.000 kr. i tilskud til afvikling af Blå Nat som afholdes den 5. juni. Arrangementet finder sted i tidsrummet 16-22 og er gratis og åbent for alle.

Blå Nat planlægges som en festlig og hyggelig aften med fokus på fællesskabet i byen og det forventes at samle ca. 3.500 deltagere. Ansøger beskriver arrangementet som årets begivenhed for både foreningslivet og kulturinstitutionerne i Jægerspris, som sigter mod at skabe en inkluderende og festlig oplevelse, der samler byens borgere, erhvervsdrivende, skoler, foreninger og andre aktører.

Jægerspris Netværk drives af frivillige, som blandt andet lægger mange kræfter i Blå Nat. Blå Nat er en tilbagevendende begivenhed, som arrangeres i samarbejde med Friskolen og Rejsestalden, hvor formålet er at sætte fokus på det lokale kultur- og handelsliv samt styrke det nære fællesskab i Jægerspris. Blå Nat omfatter aktiviteter og underholdning for alle aldersgrupper, herunder fællessang, livemusik, optræden fra foreninger og skoler, streetfood samt en plakatkonkurrence, hvor vinderplakaten anvendes i markedsføringen af arrangementet. Som en del af arrangementet uddeles desuden årets kulturstok, som gives til en person, gruppe, forening eller institution, der har ydet en særlig indsats for at fremme eller synliggøre kulturlivet i Jægerspris.

Der søges om tilskud til underholdnings- og musikprogrammet. Musikprogrammet beløber sig til 48.600 kr. Der er udgifter for i alt 107.600 kr. og forventede indtægter fra salg af drikkevarer på 71.000 kr. og et sponsorat på 4.000 kr.

Jægerspris Netværk havde ved seneste årsregnskab en egenkapital på 13.141 kr.

Jægerspris Netværk har fået bevilliget følgende midler fra Kulturpuljen de seneste tre år:

Tilskud på 25.000 kr. til Blå Nat i 2025

Tilskud på 25.000 kr. til Blå Nat i 2024

Vedhæftet sagen er bilag med ansøgningsskema og foreningens seneste regnskab.

Kulturpuljens rammer og kriterier:

Kulturpuljen - Frederikssund Kommune

Inddragelse

Kulturrådet i Frederikssund (KUF) er høringspart på ansøgninger til kulturpuljen.

Høringssvar fra KUF:

Der er tale om et af de få store kulturelle events i Jægerspris, og Blå Nat formår ikke alene at samle byens borgere, foreninger og erhvervsliv, men også at tiltrække gæster fra hele kommunen og dens opland.

Vi anbefaler derfor, at der ydes det ansøgte tilskud.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning, da en evt. bevilling sker inden for kulturpuljens afsatte budgetramme.

Bilag

66Beslutning om kulturpuljeansøgning fra Kulhuse Netværk

Resume

Kulhuse Netværk søger om et tilskud på 34.000 kr. til afholdelse af Kulhuse/Jægerspris musikfestival med lokale kunstnere og bands, der planlægges afholdt den 22. august 2026 i Kulhuse.

Festivalen har fokus på lokale amatørmusikere og bands og skal samle borgere, sommerhusgæster og campinggæster om en fælles musikoplevelse.

Der forventes ca. 200 deltagere. Arrangementet medfinansieres gennem entré og lokale sponsorater.

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

  1. Beslutte, hvorvidt ansøgningen imødekommes.

Sagsfremstilling

Kulhuse Netværk har ansøgt om et tilskud på 34.000 kr. til afholdelse af Kulhuse/Jægerspris musikfestival med lokale kunstnere og bands, der planlægges gennemført lørdag den 22. august 2026 i tidsrummet kl. 16.00-22.00.

Festivalen henvender sig til musikinteresserede borgere i Kulhuse og Jægerspris samt områdets sommerhus- og campinggæster. Der forventes ca. 200 deltagere.

Arrangementet planlægges afholdt i et telt med scene på boldbanen ved Kulhuse Campingplads.

Programmet forventes som minimum at omfatte tre lokale bands: Anette og Tom, The Coal House Music Port samt Jægerspris Blues Band. Derudover arbejdes der med mulighed for at inddrage yderligere lokale kunstnere. Festivalen tager afsæt i lokale amatørmusikere, og formålet er at styrke det lokale musikliv og skabe et samlende kulturelt arrangement med lokal forankring.

Det samlede budget er oplyst til 52.000 kr., hvoraf 34.000 kr. søges dækket gennem Kulturpuljen. Den øvrige finansiering forventes dækket gennem entréindtægter på ca. 10.000 kr., salg af drikkevarer på ca. 3.000 kr. samt sponsorater fra lokale butikker og virksomheder på 5.000 kr.

Udgifterne omfatter leje af telt, scene, toiletvogn, borde og bænke samt strøm og oprydning (19.000 kr.), lydmand og PA-anlæg (10.000 kr.), PR (1.500 kr.), Groove leje af høretelefoner og instruktør til børne-/ungearrangementet om eftermiddagen (5.500 kr.), salg af drikkelse (3.000 kr.) samt honorarer til de deltagende bands (13.000 kr.).

Madsalg forventes varetaget af eksterne foodtrucks, og der er derfor ikke budgetteret med udgifter eller indtægter hertil, bortset fra strømforbrug.

Ansøger oplyser endvidere, at der arbejdes med mulighed for et mindre eftermiddagsprogram med bevægelsesaktiviteter til musik (Groove)

for børn, såfremt dette kan rummes inden for arrangementets økonomiske ramme.

Kulhuse Netværks egenkapital ved seneste regnskab (2024) er oplyst til 49.688,74 kr.

Kulhuse Netværk har ikke modtaget midler fra Kulturpuljen de seneste tre år. Dog er Kulhuse Netværk angivet som samarbejdspartner ved underskudsgarantien til Kulhuse Hygger d. 11. juli 2026, hvor en gruppe private borgere i Kulhuse søgte Kulturpuljen om midler i indeværende år. De fik bevilliget en underskudsgaranti på 30.000 kr.

Vedhæftet sagen er bilag med ansøgningsskema, tillæg til ansøgning, foreningens seneste regnskab, budget for arrangement samt uddybende svar på spørgsmål fra Administrationen.

Kulturpuljens rammer og kriterier:

Kulturpuljen - Frederikssund Kommune

Inddragelse

Kulturrådet i Frederikssund (KUF) er høringspart på ansøgninger til kulturpuljen.

Høringssvar fra KUF:

Som altid er vi positive, når nogen gerne vil sparke lidt gang i kulturlivet i yderområderne af vores kommune.

Vi finder dog, at ansøgningen er meget overfladisk/med et upræcist budget, som gør det ret svært at forholde sig til det rimelige i størrelsen på det ansøgte tilskud.

Derfor vil vi anbefale, at der indhentes et bedre budget, hvor der redegøres mere præcist for såvel indtægter som udgifter. Vi vil også mene, at arrangementet bør kunne indtjene mere end der er lagt op til, så tilskuddet kan begrænses til fx kr. 25.000,- som Blå Nat kan gennemføres for, selv om det er et markant større event.

Administrationen har efterfølgende modtaget et budget. Budgettet er vedlagt sagen.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning, da en evt. bevilling sker inden for kulturpuljens afsatte budgetramme.

Bilag

67Beslutning om kulturpuljeansøgning fra Selsø Musikforening

Resume

Selsø Musikforening søger en underskudsgaranti på 25.000 kr. til seks klassiske koncerter på Selsø Slot henover sommeren 2026, hvor i alt 420 personer forventes at deltage.

Selsø Musikforening har opstillet et budget, der går i nul med forventede indtægter fra en række fonde samt en entré pris på 200 kr.

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

  1. Beslutte, hvorvidt ansøgningen imødekommes.

Sagsfremstilling

Selsø Musikforening ansøger om underskudsgaranti på 25.000 kr. til afholdelse af klassiske koncerter på Selsø Slot i sommeren 2026.

Selsø Musikforening består af frivillige, der gennem en årrække har arrangeret klassiske koncerter i baroksalen på Selsø Slot. Musikforeningen står for tilrettelæggelse af programmet såvel som afviklingen herunder modtagelse af musikere, stoleopsætning, billettering, PR mm.

Koncertprogrammet kan ses på Selsø Slots hjemmeside:

Koncertkalender 2026 | Herregårdsmuseet Selsø Slot

Musikforeningen har i årets program budgetteret med en entré-pris på 200 kr. og der estimeres med en samlet indtægt herfra på 78.000 kr. samt 111.000 kr. i støtte fra fonde.

Samlet set vil foreningen have udgifter for i alt 189.000 kr.

Foreningen havde en egenkapital på 26.790 kr. ved seneste regnskab.

Selsø Musikforening har fået bevilliget følgende midler fra Kulturpuljen de seneste tre år:

Underskudsgaranti på 20.000 kr. til 6 klassiske koncerter i 2025 (18.969,85 kr. blev benyttet)

Underskudsgaranti på 25.000 kr. til 6 klassiske koncerter i 2024 (blev ikke benyttet)

Underskudsgaranti på 20.000 kr. til 6 klassiske koncerter i 2023 (den fulde underskudsgaranti blev benyttet)

Vedhæftet sagen er bilag med ansøgning, seneste reviderede regnskab samt budget for 2026 (de seks klassiske koncerter).

Kulturpuljens retningslinjer:

Kulturpuljen - Frederikssund Kommune

Inddragelse

Kulturrådet i Frederikssund (KUF) er høringspart på ansøgninger til kulturpuljen.

Høringssvar fra KUF:

Vi er positiv stemte overfor ansøgningen. Erfaringerne fra de seneste år viser, at der er brug for underskudsgarantien, men også at det kan holdes på knapt kr. 20.000,-. Vi anbefaler derfor, at der ydes en underskudsgaranti på dette beløb.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning, da en evt. bevilling sker inden for kulturpuljens afsatte budgetramme.

Bilag

68Beslutning om kulturpuljeansøgning fra Shaolin Kung Fu Klub

Resume

Shaolin Kung Fu Klub søger om et tilskud på 25.000 kr. til et seminar, der afholdes fra 5. til 7. juni 2026 på Marienlystskolen i Frederikssund, hvor der forventes 40 deltagere.

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

  1. Beslutte, hvorvidt ansøgningen imødekommes.

Sagsfremstilling

Shaolin Kung Fu Klub søger om et tilskud på 25.000 kr. til et seminar, der afholdes fra 5. til 7. juni 2026 på Marienlystskolen i Frederikssund.

Seminaret er åbent for alle over 15 år med interesse i Shaolin Kung Fu. Det er foreningens håb, at der vil være minimum 40 deltagere med en deltagerbetaling på 1.200 kr. pr. person for klubbens medlemmer og 1.499 kr. for ikke-medlemmer.

I følge ansøgningen er der udgifter for i alt 57.800 kr., som dækker udgifter til seminar, fly, forplejning, hotel, transport og diverse. Tilskuddet på 25.000 kr. søges til at dække udgifter forbundet med seminaret.

Shaolin Kung Fu Klub oplyser, at Mesteren, der deltager er kendt fra TV2-serien Shaolin, og forventes at give god omtale for Frederikssund Kommune. Ligeledes vil ansøger reklamere for seminaret i månederne op til seminarets start.

Shaolin Kung Fu Klubs egenkapital var ved seneste reviderede regnskab 143.524 kr.

Shaolin Kung Fu Klub oplyser desuden, at de anser seminaret som et kulturelt arrangement og skriver følgende:

Shaolin er ikke kun Kamptræning, som der også bliver en del af , men også fokus på det indre. Der indgår Zen meditations træning, samt Qi gong, som styrker de forskellige merdian baner og hænger dybt sammen med Akupunktur punkter.

På seminaret kommer vi rundt om disse begreber for at få en større forståelse for Shaolin Kulturen.

Så derfor er dette ikke et idrætsseminar - Da Shaolin er kultur med rødder tilbage til år 500

Shaolin består af Chan (Zen), Kamp, og Medicine (Urte, Akupunktur, Qi Gong,

Massage osv.) Alle tre hænger sammen og vil blive berørt på seminaret.

Ud over det ovennævnte har klubben investeret ca. 8000 Dkk i sikkerhedsudstyr (Beskyttelses handsker) der skal bruges, men også gør det nemmere at tilmelde sig da det kan købes eller lånes /Lejes af klubben.

Shaolin Kung Fu Klub har fået bevilliget følgende midler fra Kulturpuljen de seneste tre år:

Tilskud på 6.200 kr. til et seminar om vifte-kultur inden for Kung Fu i 2025

Shaolin Kung Fu Klub oplyser i den forbindelse, at arrangementet var en stor succes, som de planlægger at gentage til næste år. De havde forventet en deltagelse på minimum 12 personer (alle medlemmer), men der deltog i alt 38 personer, heraf 20 medlemmer og 18 ikke-medlemmer.

Shaolin Kung Fu Klub modtager 31.570 kr. i aktivitetstilskud gennem Folkeoplysningsudvalget i indeværende år. Det er udelukkende et medlemstilskud baseret på deres antal kontingentbetalende medlemmer under 25 år.

Vedhæftet sagen er bilag med ansøgningsskema samt foreningens seneste regnskab.

Kulturpuljens rammer og kriterier:

Kulturpuljen - Frederikssund Kommune

Inddragelse

Kulturrådet i Frederikssund (KUF) er høringspart på ansøgninger til kulturpuljen.

Høringssvar fra KUF:

Vi kan ikke anbefale at der ydes tilskud, da der er er tale om en aktivitet i en idrætsforening, og da foreningen i forvejen modtager tilskud til uddannelsesaktiviteter via deres aktivitetstilskud fra Folkeoplysningsudvalget.

Administrationen kan oplyse, at Folkeoplysningsudvalget godkendte fordeling af aktivitetstilskud til folkeoplysende foreninger d. 8. april 2026. Aktivitetstilskuddet udbetales på baggrund af uddannelses/kursusudgifter og antal medlemmer under 25 år i det forgangne kalenderår (2025).

Aktivitetstilskuddet er således todelt; den ene del kan ansøges af foreninger til uddannelses/kursusudgifter inkl. transport, den anden del udbetales som et medlemstilskud, der udregnes på baggrund af antal medlemmer foreningen har under 25 år.

Shaolin Kung Fu Klub har i 2026 ikke ansøgt om støtte til uddannelse/kurser gennem aktivitetstilskuddet. De har udelukkende fået et medlemstilskud baseret på antal medlemmer i klubben under 25 år.

Shaolin Kung Fu Klub har derfor ikke modtaget tilskud til uddannelsesaktiviteter via. et aktivitetstilskud fra Folkeoplysningsudvalget.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning, da en evt. bevilling sker inden for kulturpuljens afsatte budgetramme.

Bilag

69Beslutning om kulturpuljeansøgning fra Skibby Kino

Resume

Skibby Kino søger om et tilskud på 30.000 kr. til en teknisk opgradering af biografens projektor, lyd- og lærredsudstyr.

Projektet skal sikre et tidssvarende lokalt biograftilbud, styrke biografens konkurrenceevne og understøtte Skibby Kinos fortsatte rolle som frivilligt drevet kulturtilbud og samlingspunkt for borgere i Skibby og omegn.

Det samlede projektbudget er 836.000 kr., hvoraf hovedparten allerede er finansieret gennem fondsstøtte samt støtte fra lokal forening og erhverv.

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

  1. Beslutte, hvorvidt ansøgningen imødekommes.

Sagsfremstilling

Skibby Kino har ansøgt om et tilskud på 30.000 kr. til en teknisk opgradering af deres filmfremvisnings- og lydudstyr.

Skibby Kino er en frivilligt drevet forening og oplyser, at de fungerer som et væsentligt lokalt kulturtilbud og samlingspunkt for borgere i Skibby og det øvrige Hornsherred. Biografen har eksisteret i de nuværende bygninger siden 1942 og drives i dag af 46 frivillige. Biografen tilbyder daglige filmvisninger samt kulturaktiviteter som babybio, seniorbio, specialvisninger, foredrag og mindre musik- og teaterarrangementer.

Det ansøgte projekt omfatter en samlet teknisk opgradering af biografens fremvisningsudstyr med henblik på at sikre tidssvarende billed- og lydkvalitet, øge driftssikkerheden og forbedre biografens konkurrenceevne i forhold til større kommercielle biografer i nærliggende byer som Frederikssund og Roskilde.

Ansøger oplyser desuden, at opgraderingen også skal bidrage til at fastholde og gerne øge besøgstallet, tiltrække et bredere publikum, herunder særligt unge, og bevare et velfungerende kulturtilbud i lokalområdet som eneste biograf i Hornsherred.

Projektet omfatter ny digital 4K-projektor, nyt surround-lydanlæg, HDMI-switch samt udskiftning til et større og mere lysstærkt lærred. Derudover fremhæver ansøger, at det nye laserbaserede anlæg forventes at reducere strømforbruget væsentligt og dermed bidrage positivt til den grønne omstilling.

Det samlede projektbudget udgør 836.000 kr. ekskl. moms, herunder 10.000 kr. til et indvielsesarrangement. Finansieringen omfatter tilsagn på 400.000 kr. fra LAG Fjordlandet, 200.000 kr. fra Brandkassefonden, 150.000 kr. fra den A.P. Møllerske Støttefond, 2.500 kr. fra Menu Skibby samt 3.000 kr. fra Jernkællingen. Der resterer herefter 80.500 kr. i finansieringen, hvoraf 30.000 kr. søges dækket gennem Kulturpuljen.

Det samlede projektbudget er eksklusiv moms. Skibby kino oplyser, at de selv finansierer momsen.

Skibby Kino havde i 2025 en omsætning på 759.829 kr., en oplyst likviditet på 145.747 kr. og en egenkapital ved seneste regnskab på 1.534.059 kr.

Skibby Kino har fået følgende bevillinger fra Kulturpuljen de seneste tre år:

Underskudsgaranti på 12.000 kr. til ”Fra Skjern til Varnæs” i 2024

Underskudsgaranti på 13.000 kr. til koncert i 2023

Skibby Kino gjorde ikke brug af underskudsgarantierne.

Vedhæftet sagen er bilag med ansøgningsskema, uddybet ansøgning, ansøgning rettet til foreninger og foreningens seneste regnskab.

Kulturpuljens rammer og kriterier:

Kulturpuljen - Frederikssund Kommune

Inddragelse

Kulturrådet i Frederikssund (KUF) er høringspart på ansøgninger til kulturpuljen.

Høringssvar fra KUF:

Biografen har selv ydet et forbilledligt arbejde med at rejse finansiering til opgraderingen af deres udstyr, så de kan sikre den fortsatte drift af en af vores vigtige lokale kulturinstitutioner.

Henset til, at anskaffelsen af det nuværende anlæg i sin tid blev støttet af kommunen med godt en kvart million kroner, og at det nye koster kr. 750.000,- er et tilskud på kr. 30.000,- nærmest symbolsk, og vi kan derfor kun anbefale at ansøgningen imødekommes.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning, da en evt. bevilling sker inden for kulturpuljens afsatte budgetramme.

Bilag

70Orientering om status på Jump4fun

Resume

Frederikssund Kommune og DGI Nordsjælland samarbejder om projektet Jump4fun, der er et idrætstilbud til børn med særlige behov, der ikke oplever, at de traditionelle foreningshold appellerer til dem. Der er indgået projektkontrakt for perioden juni 2024 - juni 2027. Én gang årligt laver DGI Nordsjælland en evaluering på projektet. Fritid og kultur orienteres med denne sag om seneste evaluering af Jump4fun.

Indstilling

Administrationen indstiller til Fritid og Kultur, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

DGI Nordsjælland og Frederikssund Kommune har indgået et samarbejde om projektet Jump4fun. Projektperioden er fra juni 2024 - juni 2027.

Jump4fun er et idrætstilbud for børn med særlige behov, der ikke oplever, at de traditionelle foreningshold appellerer til dem. Til Jump4fun er der fokus på fællesskab, leg, anerkendelse og glæden ved bevægelse. Holdene er med cirka 15 deltagere, for at skabe gode og trygge rammer for de deltagende børn. Et Jump4Fun hold drives af en forening, der står for at finde instruktører og afvikle træningerne. DGI Nordsjælland uddanner foreningens Jump4fun instruktører, står for markedsføring, og har ansat en foreningsguide til varetage forældrekontakt og sikre en god opstart på holdet. Mere information om Jump4Fun kan findes på DGI's hjemmeside.

Status på Jump4fun i Frederikssund Kommune

Frederikssund Kommune har aktuelt to Jump4fun. Et hold i Skibby IK og et hold i A6 Slangerup Svømmeklub. Begge hold startede op omkring uge 8 i 2025, og har været i gang i cirka halvanden sæson. Opstarten har været god, og begge hold er godt etableret med stabilt fremmøde blandt børnene og engagerede instruktører. Skibby IK har aktuelt 17 tilmeldte på holdet. De har derfor været nødsaget til at oprette venteliste på holdet, for at kunne opretholde kvalitet i undervisningen. I A6 Slangerup Svømmeklub er der 7 tilmeldte børn, med flere der løbende kommer til.

Der arbejdes på at opstarte et tredje hold i kommunen, da efterspørgslen blandt børn og fagprofessionelle er stor, og der aktuelt er venteliste på holdet i Skibby IK. DGI Nordsjælland kontakter i løbet af foråret foreninger i Frederikssund by, med henblik på at kunne starte et hold op efter sommerferien.

Evalueringsresultater

DGI Nordsjælland udsender en gang årligt en evaluering, til forældre der har børn på et Jump4fun hold. Der er i 2026 kun 5 besvarelser fra Frederikssund Kommune, da der har været tekniske udfordringer med spørgeskemaet.

Besvarelserne i evalueringen fortæller, at børnene oplever at være blevet bedre til at indgå i fællesskaber, og de generelt er blevet gladere efter de er startet på et Jump4fun hold. Forældrene oplever også, at børnene har mere mod på at deltage i fysiske aktiviteter end tidligere. Jump4fun gør i følge forældrene en forskel for deres børn på flere forskellige måder. Det beskrives som et frirum, et sted hvor børnene kan være sig selv og et sted hvor de finder nye venner.

Generelt opleves Jump4fun som en succes i Frederikssund Kommune, med gode udviklingspotentialer.

Den fulde evaluering er vedlagt sagen som bilag 1.

Inddragelse

Forældre til børn der deltager på et Jump4fun hold i Frederikssund Kommune har deltaget i evalueringen.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning.

Bilag

71Meddelelser

Beslutning

  • Biblioteksforeningens topmøde
  • Idrætsmødet
  • KL kulturkonference i Kolding

Bilag

72Underskrifter

Beslutning

-

Sagsfremstilling

Dette punkt erstatter der fysiske underskriftark.

Når der trykkes godkendt, svarer det til, at underskriftarket er underskrevet.