
Beskæftigelse, Erhverv og Unges møde den 10. november 2026
Mødelokale F1, Byrådssalen kl. 08.00
65Godkendelse af dagsorden
66Beslutning om Budgetopfølgning pr. 30 september 2026 - BEU
Resume
I nærværende sag gives en prognose på det forventede forbrug i 2026 sammenholdt med korrigeret budget samt afledte forslag til tillægsbevillinger. Endvidere følger en opfølgning på budgetaftale 2026-2029.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Beskæftigelse, Erhverv og Unge over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Der på politikområdet Social service gives en negativ tillægsbevilling (mindreforbrug) på 1,8 mio. kr. i 2026 vedrørende serviceudgifter.
- Der på politikområdet Beskæftigelsesindsatsen gives en negativ tillægsbevilling (mindreforbrug) på 1,2 mio. kr. i 2026 vedrørende serviceudgifter.
- Der på politikområdet Skole- og klubområde gives en tillægsbevilling (merforbrug) på 0,1 mio. kr. i 2026 vedrørende serviceudgifter.
- Budgetopfølgningen i øvrigt tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Drift
Budgetopfølgningen giver anledning til en reduktion i de forventede udgifter på 2,9 mio. kr., som skyldes modsatrettet bevægelser. Serviceudgifterne under Beskæftigelsesindsatsen og Social service nedskrives med henholdsvis 1,2 mio. kr. og 1,8 mio. kr., mens serviceudgifterne under Skole- og klubområde opskrives med 0,1 mio. kr.
I forhold til fordrevne ukrainere forventes der i 2026:
- Merindtægter på i alt 3,5 mio. kr. vedr. huslejebetaling fra fordrevne ukrainere under Social service.
- Udgifter for 1,75 mio. kr. til administrative medarbejdere under Beskæftigelsesindsatsen, som udfører de lovbundne krav vedrørende rettigheder i forbindelse med særloven og Lov om aktiv beskæftigelsesindsats. Der er ansat to sagsbehandlere med forventning om en tredje efter sommerferien. Derudover er der ansat én ukraine-konsulent.
- Udgifter for 0,70 mio. kr. til 18 fordrevne ukrainere til dansk som andetsprog undervisning specifikt møntet på ukrainere under Skole- og klubområde.
I bilag 1 redegøres nærmere for budgetopfølgningens resultater.
Anlæg
Budgetopfølgningen giver ikke anledning til en ændring i bruttoanlægsudgifter såvel som bruttoanlægsindtægter under Beskæftigelse, Erhverv og Unge.
Opfølgning på budgetaftalen 2026-2029
I forbindelse med budgetopfølgningen er der foretaget en opfølgning på budget 2026-2029, der viser, at seks ud af syv budgetinitiativer er implementeret, mens et er ikke implementeret.
Det ene initiativ, der er ikke implementeret er:
- Nr. 009 - Indførelse af prisaftaler ved bevilling af ydelser.
Det ene initiativ forventes implementeret i 2027.
I vedlagte bilag 2: Opfølgning på budgetaftale 2026-2029 udspecificeres opfølgningen nærmere.
Inddragelse
Inddragelse ikke vurderet relevant.
Økonomi
Drift
Budgetopfølgningen giver anledning til at de budgetterede serviceudgifter under Beskæftigelsen nedskrives med 1,2 mio. kr. Serviceudgifterne under Social Service nedskrives med 1,8 mio. kr. Serviceudgifterne under Skole- og klubområdet opskrives med 0,1 mio. kr.
Anlæg
Budgetopfølgningen giver ikke anledning til ændring i bruttoanlægsudgifter såvel som bruttoanlægsindtægter.
Bilag
67Beslutning om indsatser på baggrund af Dansk Industris erhvervsmåling 2026
Resume
Udvalget skal med denne sag træffe beslutning om det videre arbejde med indsatser på baggrund af resultatet af Dansk Industris undersøgelse af Lokal Erhvervsvenlighed 2026. . Erhvervs- og turismekonsulent Sune Rasmussen deltager under behandlingen af punktet. Der vil være en præsentation af undersøgelsens resultater på mødet.
Indstilling
Administrationen indstiller til Beskæftigelse, Erhverv og Unge, at:
- Træffe beslutning om indsatser på baggrund af erhvervsmåling.
Sagsfremstilling
Undersøgelsens opbygning
Lokal Erhvervsvenlighed er Dansk Industris årlige sammenligning af erhvervsvenligheden i landets kommuner. Undersøgelsen bygger på virksomhedernes vurderinger og offentligt tilgængelige statistiske data. I alt indgår 41 indikatorer fordelt på fire kategorier, som hver vægter 25 procent: overordnet erhvervsvenlighed og dialog, energi og infrastruktur, uddannelse og arbejdskraft samt kommunal administration.
Frederikssund Kommunes resultat bygger på 51 virksomhedssvar. På landsplan indgår 7.789 svar. Kommunernes placering er afhænger af både kommunens egne resultater og resultaterne i de øvrige kommuner. Dansk Industri har foretaget mindre metodeændringer i 2026. Disse omfatter primært enkelte indikatorer, der er udgået, samt mindre justeringer i formuleringen af udvalgte spørgsmål i spørgeskemaet til virksomhederne.
Resultatet for Frederikssund Kommune
Frederikssund Kommune placeres samlet som nummer 91. I de fire kategorier placeres kommunen:
Overordnet erhvervsvenlighed og dialog: nr. 90
Energi og infrastruktur: nr. 86
Uddannelse og arbejdskraft: nr. 85
Kommunal administration: nr. 84.
Virksomhedernes gennemsnitlige vurdering af kommunens overordnede erhvervsvenlighed er 3,07 i 2026 på en skala fra 1 til 5. Der er sket et fald fra 2025 til 2026.
Blev landets kommuner udelukkende målt på statistiske indikatorer, og der ses bort fra virksomhedernes svar, ville Frederikssund Kommune forventeligt ligge omkring 62-63. plads.
Virksomhedernes prioriteringer
Virksomhederne peger især på fire områder, som kommunen bør prioritere for at styrke virksomhedernes vækstmuligheder (virksomhederne kunne vælge to områder):
Infrastruktur og transport: 44%
Sagsbehandling: 34%
Arbejdskraft: 28%
Uddannelse: 22%
Besvarelserne viser blandt andet lavere tilfredshed med kommunens indsats for mobilitet, byggesagsbehandling, tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft, hensynet til erhvervslivet i den lokale planlægning og kommunens digitale erhvervsservice. Undersøgelsen viser virksomhedernes vurderinger, men afdækker ikke i sig selv årsagerne til udviklingen.
Udviklingen i udvalgte statistiske indikatorer
Nogle statistiske indikatorer viser en positiv udvikling:
Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for byggesager er reduceret fra 241,7 til 199,8 dage.
Andelen af det samlede energiforbrug i kommunen, der dækkes af vedvarende energi, er steget fra 45,6% til 50,0%.
Andelen af elever, der søger en erhvervsuddannelse efter 9. eller 10. klasse, er steget fra 23,9% til 24,5%.
De positive ændringer ændrer ikke ved kommunens samlede placering i undersøgelsen.
Det videre arbejde med indsatser på baggrund af erhvervsmåling.
I budget 2027 er der truffet en række beslutning med større betydning for erhvervsindsatsen, herunder kan blandt andet nævnes ressource til at nedbringe sagsbehandlingstiden på byggesager og spildevand, udvidet åbningstid på Frederikssund genbrugsplads, ekstra ressourcer til byliv og energipartnerskaber. Der vil blive fulgt op på de enkelte indsatser i fagudvalgene.
Resultaterne fra DIs måling peger på, at der er behov for at løfte samarbejdet med virksomhederne og at styrke sagsbehandlingen. Det er et af de spor som udvalget har besluttet, at sætte mål for i den kommende erhvervspolitik.
Det foreslås, at der herudover og sideløbende med udarbejdelsen af erhvervspolitikken udarbejdes en fælles strategi og plan for koordinering af kommunikation og dialog med virksomheder i samarbejde med Frederikssund Erhverv og på tværs af kommunens fagområder. Planen skal have fokus på sagsbehandling, infrastruktur og transport, arbejdskraft og uddannelse.
Inddragelse
Dansk Industri og deres medlemsvirksomheder er inddraget i sagen.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen yderligere bemærkninger.
Bilag
68Beslutning om KKR Rammeaftale for det specialiserede socialområde og specialundervisning 2027-2028
Resume
Hvert andet år indgås en rammeaftale om faglig udvikling, styring og koordinering af kommunale og regionale tilbud på social-, socialpsykiatri- og specialundervisningsområdet. Rammeaftalen 2027-2028 skal indgås mellem hovedstadens kommuner og Region Østdanmark. KKR Hovedstaden godkendte aftalen 4. september 2026 og anbefaler Kommunalbestyrelserne og det forberedende Regionsråd i Region Østdanmark at godkende aftalen, så den kan træde i kraft 1. januar 2027.
Sagen behandles samtidigt i Social og Sundhed samt Børn, Skole og Familie samt Beskæftigelse, Erhverv og Unge.
Indstilling
Administrationen indstiller, at udvalget over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Godkende Rammeaftale på det specialiserede socialområde og specialundervisning 2027-2028.
Sagsfremstilling
Kommunerne og den beliggende region skal hvert andet år indgå en rammeaftale. Selvom Region Hovedstaden og Region Sjælland pr. 1. januar 2027 samles til Region Østdanmark udarbejdes rammeaftalen for nuværende alene for kommunerne i hovedstaden. Fremover skal rammeaftalen forsøges ensrettet på tværs af KKR Hovedstaden og KKR Sjælland.
Indholdet af rammeaftalen er fastsat i Bekendtgørelse om rammeaftaler med videre på det sociale område.
Den samlede rammeaftale består af:
- Hovedstadsregionens Rammeaftale 2027 og 2028
- Bilag 1: Udvikling og samarbejde
- Bilag 2: Aftaler og principper
- Bilag 3: Oversigt over tilbud omfattet af rammeaftalen.
Rammeaftalen er vedhæftet sagen som bilag.
Frederikssund Kommune har deltaget på embedsmandsniveau i udarbejdelsen af rammeaftalen. Her har fokus især været på, hvordan det fælleskommunale samarbejde kan bidrage til at sikre en relevant tilbudsvifte i hovedstadsregionen samt udvikling af data på socialområdet med henblik på levering af en årlig nøgletalsrapport.
Udvikling og samarbejde
Formålet med bilaget Udvikling og samarbejde er blandt andet at beskrive, hvilke udviklingstendenser kommunerne i hovedstadsregionen og Region Østdanmark oplever i forhold til tilbudstyper, målgrupper med videre på det højt specialiserede socialområde og specialundervisningsområde.
Der er blandt andet fokus på de fælleskommunale styringsinitiativer for hovedstadsregionen. De beskriver den fælles retning, som kommuner og region ønsker at udvikle sammen. Bilaget beskriver også udviklingen af kapaciteten for de tilbud, som er omfattet af rammeaftalen samt erfaringerne med lånepuljen, hvor 250 pladser etableres i hovedstaden de kommende år.
De fælles kommunale styringsinitiativer er:
- Kommunerne skal have fælles tilgang til styring, takster og kontraktindgåelse
- Kommunerne skal sikre den rette kapacitet
- Kommunerne skal stille fælles kvalitetskrav til leverandører af tilbud til borgerne
Aftaler og principper
Det er kommunernes ansvar at sikre forsyningsforpligtelsen for de rette tilbud til borgerne på det specialiserede socialområde. Derfor er det et vilkår, at kommunerne køber og sælger pladser af hinanden.
Rammeaftalens bilag om aftaler og principper har til formål at sikre gode muligheder for samarbejde i disse situationer, herunder fastlægge rammerne for prissætning og opfølgning på udvikling i udgifter på offentlige tilbud beliggende i hovedstaden.
En central aftale i rammeaftalen er, at taksterne i de takstfinansierede tilbud på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet, samlet set for hver kommune maksimalt må stige med pris- og lønfremskrivningen. På denne måde har kommunerne og regionen givet hinanden håndslag på at holde eventuelle takststigninger på et rimeligt niveau.
Oversigt over tilbud
Alle kommuner i hovedstaden og Region Hovedstaden har indberettet oplysninger om de tilbud, der opfylder kriterierne for at være omfattet af rammeaftalen. I Frederikssund Kommune er følgende tilbud på det specialiserede voksenområde omfattet af rammeaftalen: Gnisten, Klintegården, Skibbyhøj, Rosenfeldthusene, Lunden, Møllehaven, Lindevang, AKU-center Frederikssund, STU – Højagergaard.
Rammeaftalen omfatter ikke tilbud fra Frederikssund Kommune på det specialiserede børne- og ungeområde og specialundervisningsområdet.
Den samlede oversigt over rammeaftalens tilbud fremgår af rammeaftalens bilag 3.
Inddragelse
Sagen er sendt til kommentering i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt seniorrådet. Eventuelle kommentarer indgår i behandlingen af sagen i Social og Sundhed samt Børn, Skole og Familie.
Økonomi
Beslutning om at godkende Rammeaftale på det specialiserede socialområde og specialundervisning 2027-2028 har ingen bevillingsmæssige konsekvenser, idet eventuelle afledte effekter forudsættes indeholdt i eksisterende rammer.
Bilag
69Drøftelse om autocamperpladser
Resume
Beskæftigelse, Erhverv og Unge har ønsket en drøftelsessag om autocamperpladser og muligheder for stellpladser. Administrationen har udarbejdet en redegørelse for seneste politiske behandling samt proces for evt. etablering af yderligere pladser.
Sagen er bilagt oversigt over kommunale og private parkeringsmuligheder, som kan bruges som stellpladser (pladser til overnatning inden viderekørsel).
Indstilling
Administrationen indstiller til Beskæftigelse, Erhverv og Unge, at:
1. Sagen drøftes og tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Da Færdselsloven i 2014 blev ændret, så det blev muligt for autocampere at parkere på offentlige parkeringspladser, ønskede daværende Teknisk Udvalg, på baggrund af en henvendelse fra Den Frie Campingunion, at der blev arbejdet for at etablere flere stellpladser i naturskønne områder i kommunen.
Teknisk Udvalg besluttede på møde den 14. august 2019, sag 72 at der blev etableret fire pladser med opsat info-kort over kommunens seværdigheder og affaldsbeholder på følgende lokationer:
- Kalvøen
- Åsen v. Kildeskåret Møllekrogen
- Østersvej/ Marbæk strandpark
Senere blev etableret endnu en plads ved havnebadet i Frederikssund Kulturhavn.
Derudover er også private stellpladser i kommunen. Se vedlagte bilag.
Færdselsloven giver mulighed for at parkere med autocampere på offentlige parkeringspladser. Derfor kan autocampere også holde på fx Bløden og Kalvøens parkeringsplads, hvor der ikke er afmærkede båse. Ved alle sportshaller og kirker er store parkeringspladser, hvor det er muligt at parkere med køretøjer op til 3500 kg og dermed også autocampere. Yderligere findes mulighed for at benytte pladser på Kulhuse Camping og Orø Camping, som har tømningsordning. Dog ligger Orø Camping ikke i Frederikssund Kommune.
Krav til etablering af stellpladser.
Ved indretning af parkeringspladser specifikt til autocampere, skal der som minimum sættes godkendte affaldsbeholdere op til brug for husholdningsaffald for at mindske forekomst af skadedyr. Administrationen sikre tømningen og oprydning på pladserne. Der skal herudover sættes informationsskilte med kort og med en række praktiske oplysninger, herunder hvor det er muligt at tømme toiletkassetter mv.
På kommunens hjemmeside skal de særlige parkeringspladser fremgå med et kort samt beskrivelse af de enkelte pladser.
Overslag anlægs- og driftsomkostninger
Primitive stellpladser:
Der skal forventes anlægsomkostninger til skraldespand på ca. 1000 kr. og skilt på ca. 15.000 kr. pr. plads; i alt ca. 16.000 kr./plads. Løbende driftsomkostninger udgør 500 kr. pr. år for tømning, 200 kr. pr. år til udskiftning af skraldespand, og 500 kr. år. år til afrensning af skilt 500. Driftsomkostninger i alt 1.200 kr. pr. år i 2019 prisniveau.
Stellpladser med tømningsordning:
Etablering af camperpladser med tømningsordning er betydeligt dyrere som følge af miljøkrav. Etablering af anlæg med tømningsstuds og mulighed for påfyldning af drikkevand koster minimum 450.000 kr. De årlige driftsudgifter skønnes at være på ca. 30.000 kr. pr. år.
Såfremt Beskæftigelse, Erhverv og Unge på baggrund af ovenstående ønsker, at der skal arbejdes videre med etablering af yderligere stellplaser skal udvalget anmode Teknik og Klima om at optage en sag på et af udvalgets kommende møder. Etablering af stellpladser sker typisk på vejareal og derfor indenfor Teknik og Klimas område, jf. delegationsplanen.
Anbefaling
Administrationen anbefaler at tilbud med specielle services overlades til private udbydere, dog således at kommunen støtter op bag disse, f.eks. gennem oplysning på kommunens hjemmeside samt på kommunens informationstavler.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant på nuværende tidspunkt.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen yderligere bemærkninger.
Bilag
70Orientering om workshop om vision og prioriteringer på beskæftigelsesområdet
Resume
Der afholdes 1. december 2026 en workshop om vision og prioriteringer for den fremtidige beskæftigelsesindsats i Frederikssund Kommune. Workshoppen skal ses i sammenhæng med, at beskæftigelsesreformen træder fuldt ud i kraft i 2027.
Indstilling
Administrationen indstiller til Beskæftigelse, Erhverv og Unge, at:
1. Tage orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Beskæftigelsesreformen træder fuldt ud i kraft fra januar 2027. Reformen giver kommunerne større frihedsgrader i tilrettelæggelsen og prioriteringen af beskæftigelsesindsatsen, samtidig med at der fremover vil være færre ressourcer til rådighed.
Udvalget fastlagde i foråret 2026 den overordnede retning for beskæftigelsesindsatsen i Frederikssund Kommune med fire politiske pejlemærker:
- Arbejde er udgangspunktet - Arbejde er den bedste vej til selvforsørgelse, trivsel og deltagelse i samfundet. Virksomhedsrettede løsninger prioriteres
- Virksomhederne er omdrejningspunktet - Virksomhederne skal serviceres og være tilfredse
- Differentieret indsats - samtaler er et væsentligt redskab og det skal være muligt for borgerne at komme i kontakt
- Alle borgere skal have en plan – Ingen må efterlades uden indsats(plan) og der skal være en tværfaglig tilgang
Der er siden arbejdet videre med den strategiske implementering af reformen. Der er blandt andet udarbejdet en samtale- og indsatsstrategi, organiseringen er tilpasset, og der er iværksat kompetenceudviklingsaktiviteter, som skal styrke ledernes og medarbejdernes faglighed.
Dermed er det grundlæggende fundament for den fremtidige beskæftigelsesindsats lagt med afsæt i reformens intentioner og de politiske pejlemærker. Dette fundament er vedlagt i bilag.
På den baggrund foreslås det, at udvalget afholder en workshop med fokus på at formulere en fælles vision og drøfte de overordnede prioriteringer for den fremtidige beskæftigelsesindsats i kommunen.
Visionen skal række 3-4 år frem og tegne et fælles billede af, hvad beskæftigelsesindsatsen i Frederikssund Kommune særligt skal være kendt for og lykkes med.
Drøftelsen skal samtidig skabe en fælles forståelse af de prioriteringer, der bliver nødvendige i de kommende år. Med færre ressourcer og større frihedsgrader vil der være behov for at træffe tydelige valg om, hvor indsatsen skal have særligt fokus, og hvor ambitionerne må være mere begrænsede.
Workshoppen afholdes 1. december 2026 klokken 10-12 i forlængelse af udvalgsmødet.
Workshoppen tilrettelægges som et fælles strategisk arbejdsrum, hvor afdelingsledere fra beskæftigelsesområdet deltager og bidrager med faglige perspektiver og input til drøftelserne.
Workshoppen skal munde ud i et fælles billede af de politiske ambitioner og prioriteringer, som administrationen efterfølgende kan arbejde videre med og omsætte til et oplæg til en samlet vision for beskæftigelsesindsatsen frem mod 2030.
Det foreløbige program ser således ud:
- Velkomst, rammesætning for workshoppen – 10 min.
- Visionen for beskæftigelsesindsatsen – Hvad vil vi gerne opnå/være kendte for i 2030 – 60 min.
- Hvordan prioriterer vi – hvad betyder visionen for indsatsen for borgene og virksomhederne – 40 min.
- Opsamling og næste skridt – 10 min.
Et par uger inden workshoppen modtager udvalget en forberedelsespakke med program, viden og refleksions spørgsmål.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen yderligere bemærkninger.
Bilag
71Orientering om virksomhedernes tilfredshed med beskæftigelsesindsatsen
Resume
Frederikssund Kommune har for første gang deltaget i KL's tilfredshedsundersøgelse blandt virksomheder, der har samarbejdet med kommunernes beskæftigelsesindsats. Udvalget orienteres om resultaterne af undersøgelsen.
Indstilling
Administrationen indstiller til Beskæftigelse, Erhverv og Unge, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Frederikssund Kommune har i flere omgange (2022, 2023 og 2024) gennemført egne undersøgelser af virksomhedernes tilfredshed med virksomhedsservicen og samarbejdet med kommunen.
Som følge af beskæftigelsesreformen vil der fra 2027 centralt blive målt på virksomhedernes tilfredshed med kommunernes beskæftigelsesindsats, og kommunerne vil blive benchmarket på resultaterne. Frederikssund Kommune har derfor i 2026 valgt at deltage i den tilfredshedsundersøgelse, som KL har taget initiativ til, og som på nuværende tidspunkt omfatter 47 kommuner.
KL's undersøgelse gennemføres fire gange årligt, men ikke alle deltagende kommuner indgår i hver måling. Frederikssund Kommune deltog første gang i den undersøgelse, der blev gennemført i august 2026. Her deltog i alt 26 kommuner.
Undersøgelsen omfattede de virksomheder, som Jobcenteret havde været i kontakt med i 2. kvartal 2026, i alt 104 virksomheder. Af forskellige årsager blev spørgeskemaet udsendt til 75 virksomheder. Heraf besvarede 31 virksomheder undersøgelsen, svarende til en svarprocent på 41 %. Til sammenligning har svarprocenten i kommunens tidligere undersøgelser ligget på omkring 33 %.
Da antallet af besvarelser er relativt begrænset, skal resultaterne tolkes med en vis forsigtighed. Undersøgelsen giver dog en indikation af virksomhedernes oplevelse af samarbejdet med Jobcenteret.
Resultaterne for Frederikssund Kommune samt den samlede rapport for tilfredshedsundersøgelsen er vedlagt som bilag.
Det overordnede billede fremgår nedenfor. Tallet efter skråstregen angiver gennemsnittet for de 26 deltagende kommuner:
- 93 % er samlet set tilfredse. 59 % er tilfredse og 34 % er meget tilfredse med kommunen / 87 %
- 82 % er tilfredse eller meget tilfredse med kommunens information / 81 %
- 83 % er tilfredse eller meget tilfredse med kommunens kommunikation / 86 %
- 83 % er tilfredse eller meget tilfredse med kommunens responstid / 84 %
- 82 % er tilfredse eller meget tilfredse med kommunens forståelse for virksomhedens behov / 83 %
- 86 % svarer, at det er sandsynligt eller meget sandsynligt, at de vil anbefale andre virksomheder at samarbejde med kommunen / 84 %
- 78 % er tilfredse med kommunens evne til at finde en kandidat, der passer til virksomhedens behov / 79 %. Kun ni virksomheder har besvaret dette spørgsmål.
Som det fremgår, ligger Frederikssund Kommunes resultater samlet set omtrent på niveau med gennemsnittet for de 26 kommuner, der deltog i undersøgelsen.
Resultaterne kan ikke sammenlignes direkte med de undersøgelser, der tidligere er gennemført i Frederikssund Kommune. Det skyldes dels, at spørgsmålene er formuleret anderledes, dels at populationen er defineret forskelligt. I kommunens seneste egen undersøgelse fra 2024 var den samlede tilfredshed dog ligeledes 93 %.
Virksomhedsservice i Jobcenteret og ledelsen følger op på resultaterne og analyserer den samlede rapport. Der tages desuden kontakt til de virksomheder, som i undersøgelsen har tilkendegivet behov for rekruttering eller andre ønsker til samarbejdet.
Inddragelse
Udover deltagelsen i undersøgelsen tages der efterfølgende kontakt til de virksomheder der i undersøgelsen har tilkendegivet ønske om det.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen yderligere bemærkninger.
Bilag
72Orientering om resultaterne af udviklingsprojektet "Spil Sammen"
Resume
Frederikssund Kommune afsluttede ved udgangen af 2025 sin deltagelse i det treårige projekt Spil Sammen. Projektet har udviklet og afprøvet en fælles metode til at bygge bro mellem socialpsykiatrien i kommunerne og fællesskaber i lokalsamfundet. Sagen forelægges i Social og Sundhed samt Beskæftigelse, Erhverv og Unge og orienterer om de vigtigste erfaringer og læringspunkter fra projektet.
Indstilling
Administrationen indstiller til Social og Sundhed og Beskæftigelse, Erhverv og Unge, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Historik
Beslutning fra Social og Sundhed, den 7. oktober 2026, punkt 71:
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Frederikssund Kommune har gennem sin deltagelse i Spil Sammen (2022-2025) medvirket til at udvikle en metodebeskrivelse, der kan understøtte mennesker med psykiske vanskeligheder i at få adgang til selvvalgte og meningsfulde fællesskaber.
Fællesskaberne kan være en del af borgernes Recovery-proces og dermed mulighed for at komme sig. Fællesskaberne bidrager til, at de kan opbygge et meningsfuldt og tilfredsstillende liv på egne præmisser.
Udvalget blev senest orienteret om projekterne i januar 2025, Social og Sundhed (Sag nr. 3), Job, Erhverv og Kultur (Sag nr. 7) samt i Unge, fritid og Idræt (4. marts 2025, sag nr. 22)
Spil sammen var ledet af SUS - Socialt Udviklingscenter - i samarbejde med Frederikssund, Esbjerg, Aarhus, Furesø og Rudersdal Kommuner. Projektet var finansieret af Velux-fonden.
Projektets fælles resultater
Projektets hovedresultat er en metodebeskrivelse, som samler erfaringer fra borgere, medarbejdere og civilsamfundsaktører i de fem kommuner. Se metodebeskrivelsen i Bilag 1.
Metoden beskriver borgerens vej ind i fællesskaber i tre sammenhængende faser: Mod og motivation, Vejen derhen og Modtagelsen. Erfaringerne viser, at processen ikke er lineær, og at støtte skal tilpasses den enkelte borgers ønsker, tempo og dagsform.
På tværs af faserne fremhæves relationen til borgeren, borgerens selvbestemmelse og konkrete greb som følgeskab, hjælp til praktiske barrierer, forberedelse, forudsigelige rammer og et aktivt værtskab. Metoden peger samtidig på, at brobygning til fællesskaber i civilsamfundet skal betragtes som en kerneopgave for de fagprofessionelle.
Metodebeskrivelsen samler seks anbefalinger til samarbejdet:
- Man skal opdyrke kendskab og dyrke sprækkerne
- Se samarbejdet som en faglig kerneopgave
- Skab plads til alles stemmer og ejerskab
- Vær gensidigt nysgerrige, risikovillige og fleksible
- Overvej nøje, hvad det nye fællesskab skal vide på forhånd
- Tilpas forventningsafstemning og formalisering til de konkrete behov
Frederikssund Kommunes deltagelse i projektet
Fra Frederikssund Kommune deltog Klintegården, Skibbyhøj, Ungekontakten, Team Bostøtte, værestederne Livskilden og Reboot, Frederikssund Ungdomsklub, Skibby bibliotek samt IF Vikingerne, Skibby Idrætsklub, Frederikssund Musikskole, Frederikssund Krolf team, Browns Pitstop, Syhjørnet samt Amerikanerbilernes ejere.
Kommunens socialpsykiatriske tilbud og civilsamfundsaktørerne har i projektperioden afprøvet en række forskellige tiltag, herunder:
- Et ugentligt kor etableret mellem Ungekontakten, Musikskolen og IF Vikingerne.
- Craft-klubben og madlavningshold i samarbejde mellem Ungekontakten og Ungdomsskolen, som stadigt aktive tilbud. Ungekontakten har tillige etableret samarbejde med foreningerne Sind, Bedre Psykiatri, Ung Revers og Gadespejlene.
- Amerikanerbil-træf og loppemarked på Klintegården, hvor lokalsamfundet blev inviteret ind på botilbuddet.
- Et yoga-hold fra Skibby Idrætsklub har lånt Skibbyhøjs lokaler og givet beboerne mulighed for at deltage i Yoga-undervisningen.
Projektet har skærpet tilbuddenes fokus på fællesskaber og borgernes omgivelser som en del af den socialfaglige opgave for medarbejdere, der er i kontakt med borgere med psykiske vanskeligheder. Borgerne er som mennesker forskellige, har forskellige drømme og behov og har samtidig forskellige erfaringer med deltagelse i fællesskaber. Derfor er det motiverende arbejde med det enkelte menneske vigtigt.
Samtidig har projektet åbnet for en række samarbejder med civilsamfundsaktører og givet vigtige erfaringer med, hvad der skal til for at samarbejdet lykkes. Tilbuddene vil fremadrettet arbejde med anbefalingerne i metodebeskrivelsen, som de selv har bidraget til at udvikle. Der er fokus på at fastholde det igangsatte samarbejde med civilsamfundsaktørerne og samtidig opdyrke nye muligheder for at borgerne kan deltage i fællesskaber.
Inddragelse
Sagen er sendt til kommentering i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet.
Kommentarer fra Seniorrådet:
Det er godt at høre om de foreløbige resultater. Nu er det vigtigt at holde fast og måske få bragt det ud til andre frivilliggrupper hvor målgruppen måske kan få fodfæste.
Kommentarer fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:
Rådet synes, det er et meget positivt og konkret resultat, der er kommet ud af projektet i form af metodebeskrivelsen, der kan bruges til at understøtte borgere med psykiske vanskeligheder i at få adgang til selvvalgte og meningsfulde fællesskaber. Rådet synes, at formålet bag udviklingsprojektet ”spil sammen” er meget perspektivrigt, da målgruppen (borgere med alvorlig psykisk mistrivsel) i særlig grad har brug for hjælp til at komme i gang med sociale aktiviteter uden for de kommunale tilbud. Rådet vil foreslå, at erfaringerne fra projektet stilles til rådighed ikke blot for kommunens medarbejdere og de involverede aktører men også for kommunens øvrige frivillige foreninger, som evt. kan være usikre på, hvordan de skal arbejde med at integrere disse borgere i deres fællesskaber. Det kunne f.eks. ske på de årlige møder (§18-møder) mellem kommune og frivillige sociale foreninger.
Rådet kunne godt tænke sig at få belyst, hvordan det fortsatte samarbejde med civilsamfundsaktører sikres efter projektets afslutning, så det omsættes i konkret handling og aktiviteter til gavn for målgruppen.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
73Meddelelser
Sagsfremstilling
Arrangementer:
- KL's jobCAMP 12.-13. november 2026 i Aalborg. Program er vedlagt som bilag.
Meddelelser:
- Orientering om tilbud om beskyttet beskæftigelse.
- Drøftelse af torvedage
- Sagsliste og årshjul 2026 for Beskæftigelse, Erhverv og Unge er vedlagt som bilag (under udarbejdelse).
Bilag
74Underskrifter
Sagsfremstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftsark. Når der trykkes "Godkendt" svarer det til at underskriftsarket er underskrevet.