
Beskæftigelse, Erhverv og Unges møde den 15. september 2026
Mødelokale F13 kl. 08.00
57Godkendelse af dagsorden
58Beslutning om budgetopfølgning pr. 30/6-2026
Resume
I nærværende sag gives en prognose på det forventede forbrug i 2026 sammenholdt med korrigeret budget samt afledte forslag til tillægsbevillinger. Endvidere følger en opfølgning på budgetaftale 2026-2029.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Beskæftigelse, Erhverv og Unge over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Der på politikområdet Social service gives en negativ tillægsbevilling (merindtægter) på 3,1 mio. kr. i 2026 vedrørende serviceudgifter.
- Der på politikområdet Beskæftigelsesindsatsen gives en negativ tillægsbevilling (mindreforbrug) på 0,5 mio. kr. i 2026 vedrørende serviceudgifter.
- Der på politikområdet Beskæftigelsesindsatsen gives en tillægsbevilling (merforbrug) på 25,0 mio. kr. i 2026 vedrørende overførselsudgifter.
- Der på politikområdet Skole- og klubområdet gives en tillægsbevilling (merforbrug) på 1,0 mio. kr. i 2026 vedrørende serviceudgifter.
- Budgetopfølgningen i øvrigt tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Drift
Budgetopfølgningen giver anledning til et øget forbrug i de forventede udgifter på 22,4 mio. kr., heraf vedrører 25,0 mio. kr. overførselsudgifter under Beskæftigelsesindsats. Merforbrug på overførsler kan primært henføres til stigende udgifter til førtidspension og fleksjob, mens udgifterne til seniorpension er stagneret. På serviceudgifterne lægges netto 2,6 mio. kr. i kassen, sammensat af en tillægsbevilling på 1,0 mio. kr. under Skole- og klubområdet, en negativ tillægsbevilling på 3,1 mio. kr. under Social service samt en negativ tillægsbevilling på 0,5 mio. kr. under Beskæftigelsesindsatsen, grundet vakante stillinger.
I forhold til fordrevne ukrainere forventes der i 2026:
- Merindtægter på i alt 3,1 mio. kr. vedr. huslejebetaling fra fordrevne ukrainere under Social service.
- Udgifter for 1,75 mio. kr. til administrative medarbejdere under Beskæftigelsesindsatsen, som udfører de lovbundne krav vedrørende rettigheder i forbindelse med særloven og Lov om aktiv beskæftigelsesindsats. Der er ansat to sagsbehandlere med forventning om en tredje efter sommerferien. Derudover er der ansat én Ukraine-konsulent.
- Udgifter for 0,70 mio. kr. til 18 fordrevne ukrainere til dansk som andetsprog undervisning specifikt møntet på ukrainere under Skole- og klubområde.
I bilag 1 redegøres nærmere for budgetopfølgningens resultater.
Anlæg
Budgetopfølgningen giver ikke anledning til en ændring i bruttoanlægsudgifter såvel som bruttoanlægsindtægter under Beskæftigelse, Erhverv og Unge.
Opfølgning på budgetaftalen 2026-2029
I forbindelse med budgetopfølgningen er der foretaget en opfølgning på budget 2026-2029, der viser, at fem ud af syv budgetinitiativer er implementeret, mens to er delvis implementeret.
De tre initiativer, der er delvis implementeret er:
- Nr. 009 - Indførelse af prisaftaler ved bevilling af ydelser.
- Nr. A03 - Byliv
De to initiativer forventes fortsat implementeret som planlagt.
I vedlagte bilag 2: Opfølgning på budgetaftale 2026-2029 udspecificeres opfølgningen nærmere.
Inddragelse
Inddragelse ikke vurderet relevant.
Økonomi
Drift
Budgetopfølgningen giver anledning til at de budgetterede udgifter opskrives med 22,4 mio. kr. fordelt på 25 mio. kr. på overførsler og en negativ tillægsbevilling på 2,6 mio. kr. vedrørende serviceudgifter.
Anlæg
Budgetopfølgningen giver ikke anledning til ændring i bruttoanlægsudgifter såvel som bruttoanlægsindtægter.
Bilag
59Beslutning afholdelse af Erhvervskonferencen
Resume
Udvalget har godkendt indhold og rammer for den næste Erhvervskonferencen 2026. Efter en drøftelse med Frederikssund Erhverv anbefaler administrationen, at konferencen afholdes i marts/april 2027.
Indstilling
Administrationen indstiller til Beskæftigelse, Erhverv og Unge, at:
- Godkende at Erhvervskonferencen afholdes marts/april 2027.
Sagsfremstilling
Beskæftigelse, Erhverv og Unge godkendte i juni, at administrationen arbejder videre med planlægningen af Erhvervskonferencen. Det godkendte koncept omfatter blandt andet oplæg, virksomhedscases, konkrete værktøjer og mulighed for netværk.
På baggrund af en drøftelse med Frederikssund Erhverv, anbefaler administrationen, at konference afholdes i det tidlige forår 2027. Administrationen arbejder derfor videre med program, oplægsholdere og lokation med henblik på afholdelse i marts i samarbejde med Frederikssund Erhverv.
Inddragelse
Frederikssund Erhverv er inddraget i sagen.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen bemærkninger til flytningen af Erhvervskonferencen. Det bemærkes dog, at midlerne som udgangspunkt ikke kan overføres til 2027, da der er budget til Erhvervskonferencen i 2027.
60Orientering om status på turismen i Frederikssund Kommune
Resume
Beskæftigelse, Erhverv og Unge skal med denne sag orienteres om Destination Fjordlandets turismeindsats i 2025. Direktør for Destination Fjordlandet, Thomas Mahler, og erhvervs- og turismekonsulent, Sune Rasmussen, deltager under dagsordenspunktet. Der vil være oplæg fra Destination Fjordlandet.
Indstilling
Administrationen indstiller til Beskæftigelse, Erhverv og Unge, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Baggrund
Frederikssund Kommune indgår sammen med Roskilde og Lejre kommuner i Destination Fjordlandet. Destination Fjordlandet arbejder med turismefremmende udvikling og markedsføring af området som destination for ferie- og erhvervsturister. Arbejdet har samtidig fokus på, at turismen skal skabe værdi for byer, lokalsamfund og lokale virksomheder. Frederikssund Kommune har været en del af Destination Fjordlandet siden destinationsselskabets start i 2021.
Turismens værdiskabelse
Turismen skaber omsætning hos overnatningssteder, restauranter, detailhandel, kulturtilbud og andre virksomheder. Hertil kommer direkte beskæftigelse i turismeerhvervene og indirekte aktivitet hos blandt andet transportvirksomheder, leverandører og øvrige lokale erhverv.
Årsrapporten viser, at den samlede turismeomsætning i Destination Fjordlandet i 2024 var opgjort til ca. 3,1 mia. kr. Heraf vedrørte ca. 2,5 mia. kr. ferieturisme og ca. 600 mio. kr. forretnings-/erhvervsturisme. Antallet af turismeskabte arbejdspladser var opgjort til 2.831 i 2023, mens skatter og afgifter samme år var opgjort til i alt ca. 1,1 mia. kr.
I 2024 blev 75% af destinationens overnatninger foretaget af danske gæster og 25% af udenlandske gæster. Samtidig lå 65% af overnatningerne uden for højsæsonen, der i materialet er defineret som juli og august. Sæsonspredningen har betydning for mulighederne for at understøtte aktivitet og arbejdspladser over en større del af året.
Turismen i Frederikssund Kommune
I Frederikssund Kommuner viser den seneste opgørelse fra 2024, at turismen omsætter for 891 mio. kr. fordelt på ferieturisme (842 mio. kr.) samt møder og konferencer (49 mio. kr.). Samme år bidrog turismen i kommunen med 811 turismeskabte jobs. Skatter og afgifter for Frederikssund Kommune er i 2023 opgjort til i alt 318 mio. kr., hvoraf 197 mio. kr. kommer fra solgte varer (vareskat), 80 mio. kr. er statsskat og 41 mio. kr. er kommuneskat/personskat.
Seneste tal fra 2022 viser, at den turismeafledte værditilvækst i Frederikssund Kommune beløber sig på 458 mio. kr. Værditilvæksten er produktion minus forbrug i produktion og dermed udtryk for, hvad der er tilbage af den samlede omsætning i virksomhederne til aflønning af de ansatte og profit. Turismens afledte værditilvækst udgør 3,8% af den samlede værditilvækst i kommunen og er over gennemsnittet for Region Hovedstaden (2,4%).
Status på turismeåret 2025
Destination Fjordlandets aktiviteter i 2025 har omfattet en kombination af digital og fysisk markedsføring, presse- og content-samarbejder, kampagner i København, produktudvikling samt netværks- og kompetenceaktiviteter for bl.a. turismeerhvervet inden for møde- og erhvervsturisme.
De digitale platforme har haft en væsentlig rolle i indsatsen. Destination Fjordlandet oplyser blandt andet, at hjemmesiden havde 0,7 mio. sidevisninger på deres hjemmeside, mens Google Display-annoncer opnåede ca. 31,5 mio. visninger. Materialet viser samtidig, at 35 procent af de registrerede besøgende på hjemmesiden kom fra København, hvilket understøtter destinationens fokus på hovedstadsområdet som et nærliggende marked for endagsturister.
Den digitale indsats er suppleret af fysisk service. Der er 21 turistinspirationssteder fordelt over destinationen, hvor turister blandt andet kan få guidebog og kort samt adgang til digital information via QR-koder. Derudover har Destination Fjordlandet været til stede med mobil turistinformation ved arrangementer og events hen over sommeren. Guidebogen for 2025 blev distribueret i 60.000 eksemplarer lokalt, regionalt og nationalt.
Udvalgte indsatser og resultater fra årsrapporten 2025
Et konkret eksempel med direkte tilknytning til Frederikssund Kommune er den digitale indsats for Frederikssund Vikingespil 2025. Indsatsen blev gennemført på Meta og Google Display med fokus på at skabe trafik til Vikingespillets hjemmeside.
Destination Fjordlandet har desuden haft fokus på synlighed i København. Tilstedeværelsen i Københavns Turistinformation har blandt andet omfattet en en pop-up-udstilling og distribution af guidebøger. I august blev Fjordlandet markedsført gennem 39 digitale plakater i det centrale København, annoncering på dobbeltdækkerbusser samt målrettede digitale kampagner.
På det internationale marked har der bl.a. været fokus på Tyskland. Tyske pressebesøg gennemført i 2024 og 2025 har ifølge materialet resulteret i 131 publiceringer og 19 mio. eksponeringer.
Vikingehistorien har været et gennemgående tema. Destination Fjordlandet indgik i 2025 et samarbejde med Destination Fyn og Destination Trekantområdet om projektet The Rise and Fall of the Vikings. Samarbejdet skal formidle en sammenhængende rute gennem Danmark, hvor historie, landskab og oplevelser bindes sammen. Et pressebesøg i tilknytning til vikingeruten førte blandt andet til mere end 50 onlinepubliceringer med en oplyst samlet rækkevidde på omkring 10 mio. læsere.
Destination Fjordlandet har arbejdet med møde- og konferenceturisme med henblik på at udnytte kapaciteten før og efter højsæsonen. Parallelt hermed har 16 turismeaktører i 2024-2025 deltaget i et forløb om bæredygtig forretningsudvikling i samarbejde med Erhvervshus Sjælland, og 12 aktører har efterfølgende deltaget i kompetencegivende workshops.
Administrationens vurdering
Det er administrationens vurdering, at Destination Fjordlandets indsats bidrager til at synliggøre Frederikssund Kommune som en del af en større destination og understøtter markedsføringen og udviklingen af kommunens oplevelser og turismeaktører.
Turismen har betydning for omsætning og arbejdspladser inden for blandt andet overnatning, restauration, detailhandel, kultur og oplevelseserhverv. Derfor inddrager Destination Fjordlandet og Frederikssund Kommune løbende hinanden i forskellige indsatser, herunder senest inddragelse i arbejdet med en ny erhvervspolitik samt arbejdet med turistpolitiske overvejelser i kommuneplanen.
Inddragelse
Destination Fjordlandet har været inddraget i sagen.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen yderligere bemærkninger.
Bilag
61Orientering om Ungeprofilundersøgelsen 25/26
Resume
I denne sag præsenteres Beskæftigelse, Erhverv og Unge for udvalgte resultater fra Ungeprofilundersøgelsen 2025/2026. Ungeprofilundersøgelsen giver et indblik i de unges virkelighed. Resultaterne omfatter bl.a. de unges trivsel, deres brug af rusmidler, deres digitale adfærd, samt kriminalitet. På mødet vil Line Godsk, konsulent i Trivsel og Kriminalitetsforebyggelse og Jacob Holm Jørgensen, leder af Trivsel og Kriminalitetsforebyggelse præsentere udvalgte tendenser fra undersøgelsen.
Indstilling
Administrationen indstiller til Beskæftigelse, Erhverv og Unge, at:
1. Tage orienteringen til efterretning
Sagsfremstilling
Ungeprofilundersøgelsen er en spørgeskemaundersøgelse blandt unge i alderen 12-30 år. Undersøgelsen har fokus på unge under uddannelse med det formål at skabe aktuel viden om disse unges trivsel, sundhed, livsopfattelse og livssituation, samt at bidrage til at styrke den forebyggende indsats. Ungeprofilundersøgelsen gennemføres hvert andet år og besvares af elever i udskolingen på kommunens folkeskoler, Frederikssund Private Realskole og Slotsparkens Friskolen samt elever på Ungdomsuddannelserne i Frederikssund (Frederikssund Gymnasium & HF, U/NORD, U10 og den Forberedende Grunduddannelse FGU).
Undersøgelsen består af to spørgeskemaer – et udskolingsskema henvendt til elever i 7.-9. klasse, samt et ungeskema henvendt til elever over 15 år, der er tilknyttet en ungdomsuddannelse eller 10. klasse.
Frederikssund Kommunes ungeprofilundersøgelse er baseret på svar fra 1850 unge, hvoraf 944 er elever fra udskolingen og 906 er elever fra Ungdomsuddannelserne. Dette giver en høj samlet svarprocent på 80% i udskolingen, og 87,5% for Campus. Det er frivilligt om de unge vil besvare spørgeskemaet, og deres svar er anonyme.
Undersøgelsen tager blandt andet afsæt i følgende temaer:
- Trivsel
- Skole
- Fritid
- Digital adfærd
- Rusmidler
- Kriminalitet
Ungeprofilundersøgelsen er en selvrapporteringsundersøgelse. Spørgeskemaundersøgelsen er gennemført på en given dag i perioden november og december 2025. Undersøgelsen giver udelukkende et øjebliksbillede af, hvordan den unge opfatter sin egen situation. Det er derfor svært at drage absolutte konklusioner ud fra tallene i Ungeprofilundersøgelsen.
Ungeprofilundersøgelsen blev sidst udarbejdet i 2023/2024, og resultaterne derfra kan sammenlignes med den nye undersøgelse fra 2025/2026, hvilket kan give et billede af de unges udvikling i Frederikssund Kommune. Enheden for Trivsel og Kriminalitetsforebyggelse varetager denne undersøgelse.
Resultaterne fra Ungeprofilundersøgelsen præsenteres for de deltagende skoler og ungdomsuddannelser. Undersøgelsen giver dermed skolerne mulighed for at målrette lokale indsatser mod de udfordringer undersøgelsen peger på.
Samtidig bidrager resultaterne til en styrket viden om aktuelle tendenser blandt de unge, hvilket kan understøtte prioriteringen af forebyggende indsatser og øget opmærksomhed på risikoadfærd.
Desuden giver resultaterne mulighed for at kvalificere viden om de unge i Frederikssund ved at be- eller afkræfte antagelser og fortællinger. Ved at sammenligne de kommunale besvarelser med nationale tal og tendenser skabes et mere faktabaseret billede af de unge.
Inddragelse
Resultaterne præsenteres ligeledes for de deltagende skoler samt ungdomsuddannelserne i kommunen.
Økonomi
Center for Økonomi har ingen yderligere bemærkninger.
Bilag
62Meddelelser
Sagsfremstilling
Arrangementer:
- Partnerskabsdag om Ungeløftet 21. september kl 10.00-14.30 i Roskilde Kongres- og Idrætscenter. Invitation er vedlagt som bilag.
- KL jobCAMP 12.-13. november 2026 i Aalborg. Foreløbigt program er vedlagt som bilag.
Meddelelser:
- Brev til landets borgmestre om resultatopfølgning på kommunernes beskæftigelsesindsats fra 1. januar 2027 er vedlagt som bilag. Udvalget vil modtage en orienteringssag om resultatopfølgningen, når STAR har offentliggjort de første data.
- Orientering om fordeling af fordrevne fra Ukraine er vedlagt som bilag.
- Sagsliste og årshjul 2026 for Beskæftigelse, Erhverv og Unge er vedlagt som bilag.
Bilag
63Underskrifter
Sagsfremstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftsark. Når der trykkes "Godkendt" svarer det til at underskriftsarket er underskrevet.