Frederikssund Kommunes logo

Økonomiudvalgets møde den 17. juni 2026

Mødelokale SL 1, Raadsalen kl. 08.45

Referat

Fold alle punkter

111Godkendelse af dagsorden

Beslutning

Anna Poulsen (F) havde meldt forfald. Chelle Lilly Albøge (I) havde meldt forfald.

Godkendt.

Fraværende: Anna Poulsen (F), Chelle Lilly Albøge (I).

112Beslutning om godkendelse af årsregnskab for 2025 samt beretninger fra revisionen

Resume

Kommunens revision har fremsendt beretning om revisionsaftale (beretning nr. 26), som redegør for revisionens opfattelse af samarbejdet og for lovgivningens afgrænsninger af Byrådets og revisors opgaver og ansvar. Derudover har BDO har afgivet beretning om årsregnskabet for 2025 (beretning nr. 27).

Den udførte revision har ikke givet anledning til bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget over for Byrådet anbefaler, at:

  1. Beretningen om revisionsaftale (beretning nr. 26) tages til efterretning
  2. Beretning om årsregnskabet for 2025 (beretning nr. 27) godkendes
  3. Årsregnskabet for 2025 godkendes endeligt

Beslutning

Indstillingspunkt 1-3 anbefales.

Fraværende: Anna Poulsen (F), Chelle Lilly Albøge (I).

Sagsfremstilling

Frederikssund Kommune har den 1. juni 2026 modtaget beretning nr. 26 vedrørende revisionsaftale, som det samlede Byråd hermed orienteres om.

Beretningen er udarbejdet som følge af valg af nyt Byråd den 1. januar 2026. Beretningen redegør for revisionens opfattelse af samarbejdet og for lovgivningens afgrænsninger af Byrådets og revisors opgaver og ansvar. Den omhandler herudover en beskrivelse af revisionens tilrettelæggelse, udførelse og rapportering. Rapporteringer til Byrådet vil tage udgangspunkt i beretningen om revisionsaftale. Beretningen en vedlagt som bilag.

Byrådet godkendte på sit møde den 29. april 2026 at oversende Frederikssund Kommunes årsregnskab for 2025 til revisionen. Revisionens beretning skal ifølge styrelsesloven afgives senest den 15. juni, hvorefter Økonomiudvalget og Byrådet inden udgangen af august måned skal godkende det endelige regnskab. Den lovpligtige revision omfatter både finansiel revision, juridisk-kritisk revision og løbende forvaltningsrevision.

BDO har den 1. juni 2026 afgivet beretning nr. 27 vedrørende årsregnskabet 2025. Det er revisionens opfattelse, at årsregnskabet i alle væsentlige henseender er udarbejdet i overensstemmelse med de relevante bekendtgørelser. Den udførte revision har ikke givet anledning til bemærkninger. Revisionsberetningen, revisionspåtegningen samt det endelige årsregnskab for 2025 er vedlagt som bilag.

Juridisk-kritisk revision samt forvaltningsrevisionen, som er en del af den lovpligtige revision, omhandler kommunens budgetproces for 2025 med særligt fokus på det specialiserede børneområde. Den juridisk-kritiske revision har haft fokus på, om sagsbehandlingen af de frivillige anbringelsessager er behandlet i overensstemmelse med gældende lovgivning på udvalgte sagsbehandlingsskrift, herunder Barnets Lov samt regler om støtte til børn med særlige behov og kommunens ledelsestilsyn på området. Her konkluderer revisionen, at kommunens forretningsgange samt ledelsestilsyn vedrørende anbringelsessager er med til at understøtte, at overførslerne sker uden væsentlige regelbrud. Forvaltningsrevisionen har haft til formål at vurdere, om budgetprocessen er tilrettelagt og gennemført med skyldige økonomiske hensyn. Her konkluderer revisionen at kommunen har etableret interne forretningsgange, som understøtter en løbende styring og overvågning af økonomien og aktiviteterne på området. Juridisk-kritisk revision samt forvaltningsrevision er afgivet uden anbefalinger eller bemærkninger fra revisionen.

Beretning om revisionsaftale, beretning om årsregnskabet for 2025, revisionspåtegningen samt det endelige årsregnskab for 2025 er vedlagt som bilag.

Lasse Jensen og Maj-Britt Aabrink fra BDO deltager på Økonomiudvalgsmødet under behandling af punktet.

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Center for Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til sagen.

Bilag

113Beslutning om godkendelse af låneoptagelse og lejeforhøjelse for afd. 7044, Skibby. MNV Bolig

Resume

Afd. 7044, Skibby (MNV Bolig), har besluttet at udskifte varmesystemer. Udskiftningen finansieres delvist med optagelse af 30-årigt realkreditlån. Lånet er uden kommunal garanti og medfører en huslejeforhøjelse på ca. 13 %. Boligorganisationen ansøger kommunen om godkendelse af låneoptagelsen og huslejeforhøjelsen.

Indstilling

Administrationen indstiller til Økonomiudvalget at:

  1. Godkende, at der optages lån på 7,450 mio. kr. med pant i afdelingens faste ejendom til udskiftning af varmesystemer
  2. Godkende, at der gennemføres en lejeforhøjelse på ca. 13 %

Beslutning

Tina Tving Stauning (A) blev erklæret inhabil ved behandlingen af punktet.

Godkendt.

Fraværende: Anna Poulsen (F), Chelle Lilly Albøge (I), Tina Tving Stauning (A).

Sagsfremstilling

Ansøgning

MNV Bolig har ansøgt om godkendelse af lejeforhøjelse samt optagelse af lån uden kommunal garanti til udskiftning af varmesystemer i afd. 7044, Skibby.

Afdelingen er beliggende i Skibby og består af 55 familieboliger, der er opført i henholdsvis 1949, 1956 og 1982.

Beboerne i afdelingen har besluttet at udskifte deres varmesystemer fra gas- og oliefyr til nærvarme baseret på luft/vand-varmepumper og at finansiere omkostningerne med et 30-årigt realkreditlån, der medfører en huslejeforhøjelse.

Låneoptagelse med pant i ejendommen kræver kommunal godkendelse efter § 29 i almenboligloven.

Lejeforhøjelser på mere end 5 % som følge af forbedringsarbejder kræver kommunal godkendelse i henhold til almenlejelovens § 10, stk. 3.

Låneoptagelse

Der ansøges om, at der godkendes en låneoptagelse på et 30-årigt realkreditlån med en hovedstol på 7,450 mio. kr. uden kommunal garanti.

Boligorganisationen har oplyst, at den samlede anlægsudgift inkl. låneomkostninger mv. udgør 9,950 mio. kr. Afdelingen bruger 2,500 mio. kr. fra egne henlæggelser til sagen. Lånet bliver derfor på 7,450 mio. kr.

Huslejeforhøjelse

Låneoptagelsen vil medføre huslejeforhøjelser på ca. 13 %. Det nuværende huslejeniveau ligger gennemsnitligt på 750 kr. pr. m2 pr. år, og vil efterfølgende udgøre ca. 850 kr. pr. m2 pr. år.

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

114Beslutning om en tillægsbevilling (anlæg) til Vinge Boulevard

Resume

Det er planlagt, at Vinge Boulevard skal åbne for biltrafik i efteråret 2026, så man kan køre på strækningen mellem Vinge Stationsvej og Snostrupvej. Vinge Boulevard er afgørende for at binde byen sammen. På grund af uforudsete øgede udgifter til afvanding af vejen er der behov for en anlægsbevilling på 4 mio. kr. til projektet i 2026. Herudover bliver udgifterne til færdiggørelse af projektet med cykelsti og fortov fra 2027 højere end tidligere estimater.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget over for Byrådet anbefaler, at:

  1. Der gives en anlægstillægsbevilling på 4 mio. kr. i 2026, som samtidig frigives, således at Vinge Boulevard kan færdiggøres og dermed sikre fremkommeligheden til og fra Vinge.
  2. Godkende en ændret periodisering, samt at den reviderede økonomi til færdiggørelse af Boulevarden efter 2026, svarende til en merudgift på 24,550 mio. kr., indgår i de kommende budgetdrøftelser for 2027-2030.

Beslutning

Indstillingspunkt 1-2 anbefales.

Fraværende: Anna Poulsen (F), Chelle Lilly Albøge (I).

Sagsfremstilling

Boulevarden i Vinge blev besluttet i forbindelse med budget 2022. De afsatte midler i budgettet er baseret på et overslag udarbejdet i 2021.

Beslutning om detailprojekt for Vinge Boulevard er blevet behandlet på Byrådsmøde den 26. februar 2025 (sag nr 28), hvor detailprojektet blev godkendt. Der har været afholdt licitation på Vinge Boulevard med fem bydende. De fire laveste bud lå meget tæt, men over det beløb, der er afsat i budgettet.

Der er i dag afsat 13.575 mio. kr. i 2026 til selve vejen. I budget 2026 i 2030+ er der derudover indikeret udgifter på 12.127 mio. kr. til fortov og cykelsti i overslagsårene.

Det har vist sig, at der er behov for yderligere 4 mio. kr. i indeværende år til færdiggørelse af selve vejen. Det er en forudsætning for, at vejen kan åbne for biltrafik mellem Vinge Stationsvej og Snostrupvej i år. Årsagen er, at projektstrækningen er blevet længere, da Boulevarden drejes ned i Snostrupvej, samt at udgifterne til afvanding er steget i forhold til forventet udgift. Såfremt midlerne ikke bevilges i 2026, vil vejen ikke være klar til trafikhåndtering i 2027, da asfalteringen ikke kan foretages.

Til etablering af cykelstier, belysning, fortov og beplantning er der i budget 2026 i 2030+ indikeret udgifter på 12,127 mio. kr. Estimatet er ændret på baggrund af den endelige projektering af vejstrækningen og udgør 24,550 mio. kr. svarende til en merudgift på 12,423 mio. kr. Færdiggørelsen ønskes desuden fremrykket til 2027-2029, så den samlede vejstrækning kan færdiggøres af hensyn til trafikafviklingen og investerings- og bosætningspotentialet i området.

Det foreslås, at såvel behovet for tillægsbevilling efter 2026 samt ønsket om en ændret periodisering behandles som en del af de kommende budgetforhandlinger for 2027-2030.

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Til brug for færdiggørelse af selve vejen - Vinge Boulevard - indstilles en tillægsbevilling på 4,0 mio. kr. i 2026, som samtidig frigives. Tillægsbevillingen foreslås finansieret ved budgetopfølgningen pr. 30. juni 2026 for at sikre overholdelse af anlægsrammen i 2026.

Den endelige færdiggørelse af Boulevarden, herunder cykelstier, belysning, fortov og beplantning, forudsætter, at der afsættes et yderligere rådighedsbeløb på 24,550 mio. kr., hvoraf 12,127 mio. kr. allerede er indikeret i forbindelse med budget 2026 i 2030+.

Der er således tale om yderligere merudgifter på 12,423 mio. kr. Samtidig foreslås en ændret periodisering, således at det samlede anlægsomfang på 24,550 mio. kr. fremrykkes, så projektet kan færdiggøres i 2029. Det foreslås, at beslutning om den øgede anlægsbevilling efter 2026 samt den ændrede periodisering indgår i arbejdet med budget 2027-2030.

115Beslutning om ny garantiprovision til Jægerspris Kraftvarmeværk

Resume

Jægerspris Kraftvarme har anmodet Frederikssund Kommune om at revurdere den garantiprovision, som kommunen opkræver for den kommunale garanti stillet i forbindelse med optagelse af lån til etablering af nyt produktionsanlæg. Garantiprovisionen blev i 2023 fastsat til 0,8 pct. af restgælden på baggrund af en ekstern vurdering foretaget af BDO. Kommunen har på baggrund af værkets henvendelse anmodet BDO om at foretage en opdateret vurdering af den markedsmæssige garantiprovision. BDO vurderer, at garantiprovisionen i 2026 kan fastsættes til 0,55 pct.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget over for Byrådet anbefaler, at:

  1. Garantiprovisionen for Jægerspris Kraftvarmeværks eksisterende lånegaranti ændres fra 0,80 pct. til 0,55 pct. af restgælden.

Beslutning

Indstillingen blev sat til afstemining:

For: Anne Sofie Uhrskov (V), Jørgen Bech (V), Hans Andersen (V), Michael Tøgersen (I), Inge Messerschmidt (O), Rasmus Petersen (Ø), Niels Martin Viuff (C).

Imod: Tina Tving Stauning (A), Jesper Wittenburg (A).

Indstillingen blev anbefalet.

Jesper Wittenburg (A) og Tina Tving Stauning (A) har følgende mindretalsudtalelse:

"Vi stemmer imod, da vi mener, at garantiprovisionen bør være 0,45 på baggrund af selskabets gode økonomi".

Fraværende: Anna Poulsen (F), Chelle Lilly Albøge (I).

Sagsfremstilling

Frederikssund Byråd godkendte den 26. april 2023 en kommunal lånegaranti til Jægerspris Kraftvarme i forbindelse med værkets investering i ny elkedel, elvarmepumpe, akkumuleringstank, tilbygning og højspændingsforbindelse. Samtidig blev der fastsat en årlig garantiprovision på 0,8 pct. af restgælden på baggrund af en ekstern vurdering fra BDO.

Jægerspris Kraftvarme har efterfølgende anmodet kommunen om at revurdere garantiprovisionens størrelse. Værket henviser blandt andet til, at det nye anlæg er etableret inden for budgetrammen, at låneoptagelsen blev mindre end oprindeligt forudsat, samt at værkets økonomiske udvikling har været bedre end forventet. På baggrund af henvendelsen har kommunen anmodet BDO om at gennemføre en ny vurdering af den markedsmæssige garantiprovision. Jægerspris Kraftvarmeværks henvendelse er vedhæftet som bilag 1.

BDO vurderer, at Jægerspris Kraftvarme fortsat har en stærk kreditprofil og opnår en kreditvurdering svarende til A1. I vurderingen indgår blandt andet værkets økonomiske resultater, forsyningsvirksomhedens regulerede rammevilkår samt udviklingen i antallet af forbrugere. BDO peger samtidig på, at værket fortsat har en relativt høj gældsbelastning. Belåningsgraden udgør 79,47 pct., og gælden pr. forbruger er opgjort til ca. 97.000 kr. BDO bemærker dog, at belåningsgraden ikke i sig selv er afgørende for kreditrisikoen i et varmeforsyningsselskab, da selskabet er omfattet af hvile-i-sig-selv-princippet, som giver mulighed for over tid at indregne omkostninger i varmepriserne.

BDO fremhæver endvidere, at udviklingen siden den oprindelige kreditvurdering ikke understøtter en øget risiko for kundetab. Antallet af forbrugere er steget fra 1.434 i 2023 til 1.531 i 2026, svarende til en stigning på næsten 7 pct. Dette indikerer, at værkets prisniveau og forsyningsform fortsat er konkurrencedygtig. BDO bemærker samtidig, at værkets økonomi og prisniveau påvirkes af markedsafhængige indtægter fra deltagelse på elmarkedet.

På baggrund af den samlede vurdering anbefaler BDO, at garantiprovisionen fra og med 2026 nedsættes til 0,55 pct. af restgælden. Administrationen vurderer, at den anbefalede sats er markedsmæssigt begrundet og i overensstemmelse med gældende regler om kommunal garantistillelse. BDO's notat vedr. genberegning af garantiprovisionen er vedhæftet som bilag 2.

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Garantistillelse til Jægerspris Kraftvarme vil ikke påvirke den kommunale låneramme, da forsyningsselskaber har automatisk låneadgang.

Ultimo 2025 hæftede Frederikssund Kommune for 460,6 mio. kr. til lån optaget af forsyningsselskaber. Heraf udgør 160,2 mio. kr. lån til Jægerspris Kraftvarme.

Frederikssund Kommune skal opkræve en årlig garantiprovision for den stillede kommunegaranti. Provisionen fastsættes ud fra en individuel vurdering på markedsmæssige vilkår. BDO vurderer, at en garantiprovision på 0,55 pct. af restgælden opfylder dette krav. Garantiprovisionen beregnes som en procentdel af den til enhver tid værende restgæld på lånet ultimo året.

En ændring af garantiprovisionen fra 0,80 pct. til 0,55 pct. vil medføre en lavere årlig indtægt til kommunen på 500.000 kr., hvilket er ca. 200.000 kr. mindre end ved en garantiprovision på 0,80 pct. Den konkrete indtægt ved garantiprovisionen vil afhænge af den aktuelle restgæld på lånet ultimo året, som vil falde i takt med lånets afvikling.

Bilag

116Beslutning om delegationsplan for det tekniske område

Resume

Kommunalbestyrelsen har myndighedsansvaret for afgørelser, der træffes om kommunens anliggender og overfor kommunens borgere. Delegation til administrationen kan besluttes medmindre det af lovgivningen fremgår, at der er forbud mod delegation. Med denne sag fremlægges forslag til delegationsplan for udvalgene Plan og Udvikling samt Teknik og Klima og der træffes beslutning om delegationsbeføjelser indenfor udvalgenes ansvarsområder.

Supplerende resume til møde i Økonomiudvalget d. 17. juni 2026:

Til sagen er vedlagt et bilag 3, hvor bemærkningerne fra mødet i Plan og Udvikling d. 4. marts 2026 samt i Teknik og Klima d. 2. juni 2026 er indarbejdet.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Plan og Udvikling samt Teknik og Klima over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Vedlagte forslag til delegationsplan (bilag 1) godkendes.

Historik

Beslutning fra Plan og Udvikling, 4. marts 2026, pkt. 21:

Udsat.

Beslutning fra Teknik og Klima, 4. marts 2026, pkt. 19:

Udsat.

Beslutning fra Teknik og Klima, 7. april 2026, pkt. 43:

Udsat.

Beslutning fra Plan og Udvikling, 7. april 2026, pkt. 32:

Anbefales med de faldne bemærkninger for så vidt angår Plan og Udviklings område.

Beslutning fra Teknik og Klima, 5. maj 2026, pkt. 63:

Udsat.

Beslutning fra Teknik og Klima, 2. juni 2026, pkt. 84:

Anbefales med de faldne bemærkninger for så vidt angår Teknik og Klimas område.

Fraværende: Ali Moussa (F) og Rasmus Petersen (Ø).

Beslutning

Indstillingen blev sat til afstemining:

For: Anne Sofie Uhrskov (V), Jørgen Bech (V), Hans Andersen (V), Inge Messerschmidt (O), Tina Tving Stauning (A), Jesper Wittenburg (A), Rasmus Petersen (Ø), Niels Martin Viuff (C).

Undlod: Michael Tøgersen (I).

Indstillingen blev anbefalet.

Fraværende: Anna Poulsen (F), Chelle Lilly Albøge (I).

Sagsfremstilling

Administrationen har udarbejdet et forslag til en ny delegationsplan for det tekniske område på baggrund af den styrelsesvedtægt for Frederikssund Kommune, der trådte i kraft d. 1. januar 2026.

Forslaget tager afsæt i den godkendte delegationsplan fra den forrige byrådsperiode, tilpasset den nye udvalgsstruktur. Delegationsplanen blev godkendt i Byrådet d. 31. aug. 2022, pkt. 178.

Administrationen har endvidere evalueret på delegationsbeføjelserne i den forgangne periode og har på den baggrund indarbejdet forslag til justeringer i planen.

Delegationsplanen dækker udvalgene Plan og Udvikling samt Teknik og Klima.

Kommunalbestyrelsen har myndighedsansvaret for afgørelser, der træffes om kommunens anliggender og overfor kommunens borgere. En del af dette ansvar er delegeret til de forskellige udvalg og administrationen.

Kommunalbestyrelsens udvalg og deres kompetenceområder fremgår af kommunens styrelsesvedtægt.

Denne delegationsplan giver et overblik over hvilke udvalg, der har kompetencen til henholdsvis at indstille (I), hvem som orienteres (O), og hvem som træffer afgørelse i de konkrete sager (B). Det er ikke en udtømmende oplistning af kommunalbestyrelsens opgaver på det tekniske område.

Delegation kan besluttes, medmindre det af lovgivningen fremgår, at der er forbud mod delegation. Det er eksempelvis et lovkrav, at sager om kommunens budget og årsregnskab, bevillingssager, visse takstsager og sager om lån, garantier og ekspropriation skal behandles i byrådet.

Delegation af sager er foretaget ud fra en afvejning af det politiske råderum. Hvor lovgivningen skaber et meget lille råderum for at foretage et politisk skøn, er beslutningskompetencen som oftest uddelegeret til administrationen– og omvendt hvor beslutningskompetencen er stor – vil beslutningerne typisk blive foretaget af Byrådet, medmindre der foreligger politisk godkendte administrationsgrundlag for den enkelte sagstype. Faktisk forvaltning/ konkret udmøntning er ikke medtaget i planen.

Følgende principper gælder for delegationsplanen i Frederikssund Kommune:

  • Delegation skal sikre borgere og virksomheder en hurtig og smidig sagsbehandling.
  • Delegation skal sikre borgernes retssikkerhed gennem ensartethed og gennemsigtighed i beslutningsprocessen.
  • Delegation skal sikre de politiske udvalg både tid og mulighed for at beskæftige sig med sager med et politisk indhold.
  • Delegation skal sikre, at vi fastlægger principper frem for fremstilling af enkeltsager.
  • Sager af vidtrækkende betydning for kommunen eller hvor særlige grunde i øvrigt taler for det, skal altid forelægges Byrådet.

Uagtet delegation vil administrationen som led i den daglige forvaltning vurdere, om særlige spørgsmål, der kan have politisk interesse, bør forelægges det politiske niveau til afgørelse eller til orientering. Det kan være sager, som vurderes at være særligt politiske eller principielle, f.eks. fordi der er tale om en ny sagstype, og afgørelsen derfor kan danne præcedens eller det kan være afgørelser, der er udtryk for en ændret praksis på et kendt sagsområde.

Sagen er bilagt med forslag til delegationsplan gældende fra 2026 (bilag 1) samt forslag til delegationsplan gældende fra 2026, hvor ændringer ift. den tidligere godkendte delegationsplan fremgår (bilag 2).

Administrationen anbefaler, at forslag til delegationsplan gældende fra 2026 (bilag 1) godkendes.

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

117Beslutning om høring af udkast til tillæg til spildevandsplanen i sydlige del af Vinge

Resume

Udvalget skal godkende at sende et tillæg til spildevandsplanen i offentlig høring. Tillægget udgør det juridiske plangrundlag for, at spildevand samt tag- og overfladevand i det sydlige Vinge kan håndteres mere optimalt. Tillægget er et tilpasningstillæg, hvor forskellige forhold i 2 tidligere politisk godkendte tillæg ændres. Ændringerne vedrører oplandstilpasninger, spildevandskloakering af 3 ejendomme, optagelse af regnvandslav i spildevandsplanen og fastlæggelse af afløbskoefficienter. En afløbskoefficient er udtryk for hvor stor en del af et givent areal der må afvande til forsyningens regnvandsledning.

Bortset fra ændringerne er de 2 tidligere politisk godkendte tillæg fortsat gældende. Kloakeringsformen er fortsat separatkloakering, bortset fra 3 ejendomme. Det vil sige, at Novafos fortsat skal håndtere både tag- og overfladevand og spildevand, som tilsluttes deres ledninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Teknik og Klima over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Godkende udkast til tillæg til spildevandsplan 2013-2021: "Tilretning af oplandsafgrænsninger (opland 304-1, 305, 306, 307-309), spildevandskloakering af 3 adresser i Vinge, regnvandslav, samt fastlæggelse af afløbskoefficienter for den sydlige del af Vinge”
  2. Godkende, at udkastet sendes i 8 ugers offentlig høring.

Historik

Beslutning fra Teknik og Klima, 2. juni 2026, pkt. 80:

Anbefales.

Fraværende: Ali Moussa (F).

Beslutning

Anbefales.

Fraværende: Anna Poulsen (F), Chelle Lilly Albøge (I).

Sagsfremstilling

Der skal vedtages et tillæg til spildevandsplanen fordi flere forhold i oplandene 304-1, 305, 306, 307-309 i Vinge ønskes tilpasset. Disse forhold er listet i punktform.

Hvad skal ændres

  • Afgrænsning af oplandene 304-1, 305, 306, 307-309. Oplandene skal tilpasses, så de kan rumme den udvikling, som ønskes i det aktuelle område af Vinge og den udvikling der er sket i Vinge siden de oprindelige tillæg blev vedtaget i hhv. 2016 og 2019.
  • Det skal gøres muligt, at de omtalte oplande kan aflede tag- og overfladevand til de 2 eksisterende våde regnvandsbassiner kaldet bassin B308-1 og bassin 308-2. De 2 bassiner har udløb til Skenkelsø via udløb U308.
  • Der skal optages et regnvandslav i spildevandsplanen for området kaldet Vingelunden beliggende i opland 308-1 og opland 308-2. Det skal varetage afledning til en mindre sø nær Vingelundens område.
  • Der skal fastlægges afløbskoefficienter for matrikler indenfor opland 308-1 og 308-2. Det skal der for at undgå, at der ledes mere vand til bassinerne end de er dimensioneret til og så spildevandsmyndigheden kan håndhæve afløbskoefficienterne ved at meddele tilslutningstilladelser.
  • Kloakeringsformen for Solvænget 27, Solvænget 27a og Solvænget 29 med matrikelnumrene 7a, 3e, 1f Snostrup By, Snostrup ændres til spildevandskloakeret.
  • Præstemosen udtages af kloakopland 308-2, da denne afleder til særskilt drænsystem.
  • Den sydlige del af 308-2 oplandet udgår.
  • For opland 305 (syd for banen) samt opland 306 ændres afløbskoefficienterne for de samlede arealer.
  • Der er fortaget justeringer i PE (personækvivalenter) iht. forventninger til arealanvendelsen.

Tillægget er således primært et tilpasningstillæg.

Hvilke tillæg er det der ændres

Ændringerne vedrører følgende tidligere vedtagne tillæg til spildevandsplanen kaldet:

  • Vinge Centrum, vedtaget 23.8.2016
  • Opland 307-309, samt ændret spildevandstracé i Vinge By, vedtaget 6.2.2019

De 2 tillæg er fortsat gældende bortset fra de ændringer som gennemføres med dette tillæg.

Miljøscreening af planforslaget

Tillægget er blevet miljøscreenet. Det er vurderet, at tilpasningerne i sig selv ikke medfører en tilstandsændring eller negativ påvirkning af recipienter.

Ved at ændre kloakeringsformen for de 3 matrikler på Solvænget sikres det at tilstrømningen af tag- og overfladevand fortsat kan afledes til søerne i området.

I forhold til området kaldet Vingelunden, udføres der i forbindelse med lokalplanlægningen for området en vandhåndteringsplan. Med dette tillæg oprettes regnvandslav, som har ansvar for, at søen nær ved Vingelundens område fortsat kan modtage den mængde vand, som vandhåndteringsplanen viser, at søen skal modtage.

Ved at indarbejde afløbskoefficienter i tillægget gives der mulighed for at håndhæve disse ved at meddele tilslutningstilladelser. På den måde kan det forebygges, at der afledes mere vand end ledningssystemet og bassinerne er dimensioneret til. Derved undgås også utilsigtet påvirkning af recipienten Skenkelsø og nedstrøms recipienter.

Proces

Tillægget til spildevandsplanen og tilhørende miljøscreening skal sendes i 8 ugers offentlig høring. Efter høringsperioden bearbejdes eventuelle kommentarer og indsigelser. Den endelige udgave af tillægget kan herefter vedtages administrativt, såfremt der ikke er kommet væsentlige indsigelser i høringsperioden.

Inddragelse

Novafos og developere har været inddraget.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser

Bilag

118Beslutning om ændring af anlægsprojekt Tarifstyring

Resume

Byrådet vedtog i Budget 2024 budgetinitiativ om tarifstyring. Forslaget omfatter en investering på 1,450 mio. kr. og vil årligt generere et afkast på 20.000 kr. i 2026 stigende til 97.000 kr. i 2028.

Branchen har orienteret om, at man ikke længere kan forvente dette afkast. Administrationen foreslår derfor i stedet for, at midlerne anvendes til opfyldelse af EU bygningsdirektivets og energieffektiviserings krav for bygninger, dvs. f.eks. energirenovering, opsætning af solceller eller lignende. Det er administrationens vurdering, at det afkast, der er indarbejdet i budgettet vil kunne opnås på denne måde.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Teknik og Klima over for Økonomiudvalg og Byråd anbefaler, at:

  1. Budgetbeslutning om Tarifstyring fra 2024 med start fra 2026 erstattes med en tilsvarende anlægsinvestering med samme afkast, som har til formål at opfylde EU direktivets krav for bygninger (herunder bygningsdirektivet og energieffektiviserings direktivet).

Historik

Beslutning fra Teknik og Klima, 2. juni 2026, pkt. 78:

Anbefales.

Fraværende: Ali Moussa (F).

Beslutning

Anbefales.

Fraværende: Anna Poulsen (F), Chelle Lilly Albøge (I).

Sagsfremstilling

Byrådet vedtog i forbindelse med Budget 2024 et budgettiltag vedrørende tarifstyring på energiområdet til udførelse fra 2026. Formålet var at undersøge mulighederne for at reducere kommunens energiudgifter gennem mere fleksibelt elforbrug og investeringer i energiløsninger, der kan udnytte udsving i elpriserne samt modtage beløb fra distributøren, ved ønske om midlertidig reduktion af elforbrug i spidsbelastninger. Tarifstyring handler således grundlæggende om at anvende strøm på tidspunkter, hvor elprisen er lav, og reducere eller flytte forbruget, når elnettet er belastet, og priserne er høje.

Der er indregnet besparelser på 0,028 mio.kr. i 2026 stigende til 0,097 mio. kr. i 2028. Etableringsudgiften er skønnet til ca. 1,4 mio. kr. (med udførsel i 2026).

Udviklingen på tarifområdet

Siden budgetvedtagelsen er vilkårene på tarifområdet ændret væsentligt. De økonomiske gevinster ved tarifstyring er blevet mindre end forudsat i 2023. Samtidig er omkostningerne til udbygning og drift af det danske elnet steget, hvilket har gjort markedet for betaling for fleksibelt elforbrug mere komplekst og mindre økonomisk attraktivt.

Administrationen har i 2024 gennemført et mindre pilotprojekt med midlertidig afbrydelse af elforbrug. Erfaringerne viser, at investeringer i udstyr og løbende overvågning ikke har kunnet opvejes af de økonomiske gevinster. På den baggrund og efter dialog med markedet vurderer administrationen, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at videreføre denne type projekter i den nuværende form.

Nye muligheder på energiområdet

Samtidig er der sket væsentlige ændringer i lovgivningen på energiområdet, som åbner nye muligheder for kommunale energiinvesteringer. Det forventes blandt andet, at kommuner fremover ikke i samme omfang skal etablere særskilte forsyningsselskaber ved opsætning af solcelleanlæg. Det vil reducere de administrative omkostninger og forbedre den samlede økonomi i projekterne.

Derudover er der vedtaget ny lovgivning som følge af EU’s bygningsdirektiv og energieffektiviseringsdirektiv. Reglerne stiller øgede krav til blandt andet energirenovering, automatisering, indeklimamåling og etablering af solenergi i eksisterende bygninger. Formålet er at understøtte EU’s målsætning om at reducere udledningen af drivhusgasser med 55 % i 2030 sammenlignet med 1990 og opnå klimaneutralitet i 2050.

Lovgivningen implementeres løbende i dansk ret i 2025 og 2026. Administrationen arbejder derfor fortsat med at afdække konkrete projektmuligheder og vil forelægge relevante forslag for Teknik og Miljø.

Økonomiske perspektiver

Foreløbige beregninger viser, at investeringer i eksempelvis solcelleanlæg eller optimering af varmesystemer med moderne styring kan give et forventet årligt afkast på omkring 0,100 mio. kr. ved en investering på ca. 1,4 mio. kr.

Administrationen vurderer derfor, at der fortsat er gode muligheder for at opnå de ønskede økonomiske gevinster, men at det mest hensigtsmæssigt sker gennem en ændring af projekttypen frem for videreførelse af den oprindelige model for tarifstyring.

Inddragelse

Inddragelse er ikke fundet relevant.

Økonomi

Der er i budget 2026 og 2027 afsat bruttoanlægsudgifter til energioptimering via tarifstyring på henholdsvis 0,92 mio. kr. i 2026 og 0,61 mio. kr. i 2027.

I nærværende sag søges anlægget ”Energioptimering via tarifstyring” omdøbt og konverteret til et nyt anlæg benævnt ”Energieffektivisering via EU-direktiv”. De afsatte midler for 2026 og 2027 overføres til det nye anlæg, hvorfor sagen ikke medfører et øget pres på anlægsrammen hverken i 2026 eller 2027.

119Beslutning om ændring af ejeraftale for Novafos

Resume

Sagen handler om, hvorvidt ejeraftalen mellem ejerkommunerne i Novafos Holding A/S skal ændres, således at menige bestyrelsesmedlemmer i Novafos Holding A/S og serviceselskabet kan modtage honorar for deres arbejde i bestyrelsen.

Sagen forelægges Teknik og Klima, Økonomiudvalget samt Byrådet til beslutning.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Teknik og Klima over for Økonomiudvalg og Byråd anbefaler, at:

  1. Ejeraftalens punkt 5.1.8 ændres, således at menige bestyrelsesmedlemmer af Novafos Holding A/S og serviceselskabet kan modtage honorar for deres bestyrelsesarbejde

Historik

Beslutning fra Teknik og Klima, 2. juni 2026, pkt. 81:

Administrationens indstilling blev bragt til afstemning.

For stemte: Tina Tving Stauning (A), Jens Jørgensen (V), Anne-Lise Kuhre (A) og Rasmus Petersen (Ø)

Undlod at stemme: Tobias Daniel Isaksson (I) og Gert Løfgren (O)

Administrationens indstilling anbefales.

Fraværende: Ali Moussa (F).

Beslutning

Indstillingen blev sat til afstemning:

For: Anne Sofie Uhrskov (V), Hans Andersen (V), Jørgen Bech (V), Michael Tøgersen (I), Tina Tving Stauning (A), Jesper Wittenburg (A), Rasmus Petersen (Ø), Niels Martin Viuff (C).

Undlod: Inge Messerschmidt (O)

Indstillingen blev anbefalet.

Fraværende: Anna Poulsen (F), Chelle Lilly Albøge (I).

Sagsfremstilling

Den 1. januar 2017 stiftede Frederikssund Kommune sammen med otte andre kommuner Novafos koncernen (vand og spildevand). De andre ejerkommuner er: Allerød, Ballerup, Egedal, Rudersdal, Furesø, Gentofte, Gladsaxe og Hørsholm Kommuner.

Ejerkommunerne ejer hver en aktieandel af holdingselskabet.

I forbindelse med beslutningen om stiftelsen af Novafos koncernen indgik ejerkommunerne en ejeraftale. Ejeraftalen vedlægges som bilag.

Honorering af bestyrelsen

I ejeraftalen er der i punkt 5.1.8 fastsat en bestemmelse om, at menige bestyrelsesmedlemmer i holdingselskabet og serviceselskabet ikke modtager vederlag.

I forbindelse med stiftelsen af Novafos blev der indgået en uformel aftale om, at ejerkommunerne udpeger deres borgmestre til bestyrelsen i holdingselskabet, serviceselskabet og datterselskaberne, således at der ikke var behov for honorar og selskabet fik en effektiv "enheds-bestyrelse" med tilstrækkelig beslutningskraft.

Siden 2018 har de to forbrugerrepræsentanter i Novafos de facto modtaget honorar, og efterfølgende har de 5 medarbejderrepræsentanter ligeledes modtaget honorar (mod at varetage bestyrelsesposten i deres fritid). Andre menige medlemmer af bestyrelsen har således skullet frasige sig honorar.

Det har i ejerkredsen mellem borgmestrene været drøftet at opdatere ejeraftalen, således at aftalen afspejler, at menige medlemmer af Novafos Holding A/S og serviceselskabet kan modtage honorar. Det vil herefter fortsat være op til det enkelte bestyrelsesmedlem evt. at frasige sig honorar.

Udkast til ændring af ejeraftalens punkt 5.1.8 vedlægges som bilag.

Ændringen af ejeraftalen kræver enighed mellem ejerkommunerne, jf. ejeraftalens punkt 10.2. Sagen forelægges derfor til beslutning i samtlige ni ejerkommuner.

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant i denne sag.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

120Beslutning om midlertidige pladser i Frederikssund Kommune fra 1. januar 2027

Resume

I forbindelse med Sundhedsreformen flyttes 22 af kommunens nuværende 31 midlertidige pladser til regionen pr. 1. januar 2027. Denne sag præsenterer en fremtidig model for de resterende ni midlertidige pladser i Frederikssund Kommune fra 1. januar 2027. Administrationen anbefaler med sagen at samle alle midlertidige pladser på omsorgscentret De Tre Ege for at sikre et fagligt og økonomisk tilbud, som kan danne ramme for kvalitative ophold. Samtidigt foreslås det at udvide antallet af midlertidige pladser med en plads for at imødekomme det store pres på plejeboliger og behovet for aflastningsophold.

Indstilling

Administrationen indstiller til, at Seniorer og Forebyggelse overfor Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Godkende at opnormere de midlertidige pladser med én plads fra 1. januar 2027 for at opretholde det eksisterende serviceniveau.
  2. Godkende at samle de midlertidige pladser på De Tre Ege for sikre et fagligt godt tilbud.
  3. Godkende at udbygge afdelingen for midlertidige pladser på De Tre Ege med tre pladser.
  4. Der tillægsbevilges bruttoanlægsudgifter i 2026 på 1,00 mio. kr. til udbygning af tre pladser på De Tre Ege, som samtidig frigives.
  5. Der tillægsbevilges bruttoanlægsudgifter i 2027 på 2,10 mio. kr. til udbygning af tre pladser på De Tre Ege, som indarbejdes i de tekniske korrektioner i budget 2027-2030.

Historik

Beslutning fra Seniorer og Forebyggelse, 3. juni 2026, pkt. 50:

Udsat, idet sagen genbehandles på et ekstraordinært møde inden Økonomiudvalgsmødet. Sagen suppleres med en undersøgelse af om udestuen kan bevares i forbindelse med udbygningen og om der er mulighed for at udvide afdelingen med yderligere pladser.

Beslutning fra Seniorer og Forebyggelse, 15. juni 2026, pkt. 57:

  1. Anbefalet
  2. Anbefalet
  3. Anbefalet, idet udvalget beder administrationen undersøge mulighederne for bedre fællesarealer for beboere og pårørende på de midlertidige pladser samt undersøge muligheder og tidsperspektiver for udflytning af Døgnplejen.
  4. Anbefalet
  5. Anbefalet

Beslutning

Indstillingspunkt 1-5 anbefales.

Fraværende: Anna Poulsen (F), Chelle Lilly Albøge (I).

Sagsfremstilling

Sundhedsreformen flytter 70 procent af kommunernes midlertidige pladser til regionerne pr. 1. januar 2027. Med overdragelsen omdannes pladserne til sundheds- og omsorgspladser. Her vil blive tilbudt rehabiliterende forløb efter indlæggelse og forløb, der har til formål at forebygge indlæggelse eller genindlæggelse på hospitalet. De resterende 30 procent af pladserne bliver i kommunerne (se sag nr. 14 og 15 for orientering om det den samlede sundhedsreform på Byrådsmødet den 28. januar 2026).

Frederikssund Kommune har i dag 31 midlertidige pladser, der organisatorisk ligger samlet i tilbuddet Rehabilitering og de midlertidige pladser. 24 af pladserne ligger i lejede lokaler på Rehabiliteringsafdelingen på Frederikssund Hospital, mens de sidste syv midlertidige pladser ligger på Afdeling C på omsorgscentret De Tre Ege i Jægerspris. Som udgangspunkt visiteres borgere på rehabiliteringsophold og terminalt ophold til Rehabiliteringsafdelingen, mens borgere på aflastnings- og venteophold tilbydes en plads på Afdeling C. Pladserne bruges dog i dag fleksibelt til de forskellige målgrupper, tilpasses borgernes behov for ophold.

Med Sundhedsreformen flytter 22 pladser, alle lokaler på hospitalet, alle medarbejdere på Rehabiliteringsafdelingen samt lederen af Rehabilitering og de midlertidige pladser til regionen. Det efterlader ni midlertidige pladser i Frederikssund Kommune fra 1. januar 2027 til aflastningsophold, venteophold, terminale ophold og borgere, der ikke får tilbud en sundheds- og omsorgsplads i regionen, men ikke kan modtage den fornødne hjælp i eget hjem.

Administrationen har analyseret behovet for midlertidige pladser i fremtiden og har udarbejdet et oplæg til fremtidigt omfang, indhold, organisering og fysiske placering af pladserne (bilag 1).

På baggrund heraf anbefales det at:

1. Opnormere de 9 tilbageværende midlertidige pladser med en plads for at opretholde det nuværende serviceniveau

Byrådet blev i forbindelse med sag nr. 80 den 27. maj 2026 forelagt en analyse af behovet for plejeboliger i de kommende år. Analysen viser, at antallet af plejeboliger pr. +80-årig er faldet markant i Frederikssund Kommune i de senere år – og det har sat pres på antallet af ventepladser. Samtidig er ventetiden på plejebolig steget markant og dermed også behovet for aflastningspladser.

Med sundhedsreformen ændres målgruppen på regionens nye sundheds- og omsorgspladser – og det forventes derfor dels at en gruppe af de nuværende borgere på Rehabiliteringsafdelingen i fremtiden skal opholde sig på kommunens midlertidige pladser. Dels forventes borgerne på regionens kommende sundheds- og omsorgspladser at få kortere ophold end i dag.

Der forventes derfor et større pres på de tilbageværende midlertidige pladser fra 2027 og der er derfor behov for at opnormere de midlertidige pladser med en plads, hvis det eksisterende serviceniveau skal opretholdes.

2. Samle alle midlertidige pladser på De Tre Ege for at sikre et fagligt godt tilbud

Det foreslås, at samle de midlertidige pladser på Omsorgscentret De tre Ege i Jægerspris i fremtiden. Omsorgscentret huser allerede i dag syv ud af de ni resterende midlertidige pladser – forslaget indebærer således fortsat anvendelse af den nuværende kapacitet, som er placeret på en særskilt afdeling (Afdeling C) på De tre Ege. Boligerne er meget små og er derfor ikke anvendelige som plejeboliger. Samtidig viser tidligere analyse af plejeboligerne, at det er muligt at udbygge De tre Ege.

En samlet placering af pladserne sammen med plejecentret vil sikre en mere effektiv og robust driftsøkonomi, hvor det er muligt ved sygdom, ferie og vakancer for at sikre en forsvarlig vagtdækning. Placeringen på De Tre Ege giver således mulighed for samtænkning af driften med plejecenteret, deling af funktioner, personale mv. Samtidig giver samdriften af de midlertidige pladser og plejecentret mulighed for at sikre et kvalitativt bedre tilbud, hvor borgere på de midlertidige pladser kan tage del i de daglige aktiviteter og arrangementer på plejecentret.

De midlertidige pladser er en del af kommunens samlede tilbud til ældre og skal ses i tæt sammenhæng med de øvrige tilbud på ældreområdet og den samlede prioritering og styring af disse. En samling vil derfor desuden kunne sikre en entydig og tæt koordination med andre tilbud i det nære sundhedsvæsen, herunder regionale tilbud, almen praksis og Døgnplejen, Visitation og Hjælpemidler, demenskonsulenterne m.fl. v.

En samling af 10 pladser på De Tre Ege vil koste 7,7 mio. kr. i drift om året, svarende til den nuværende udgift til personale pr. borger på afdeling C, samt ressourcer til koordination/ledelse. Merudgiften til den ekstra plads på 0,7 mio. kr. årligt finansiers via nedskrivning af reformpuljen og er indarbejdet som en teknisk korrektion i budget 2027-2030.

3. Udbygge De Tre Ege med tre pladser.

I dag består afdelingen af syv 1-rums boliger med eget badeværelse. En samling af de ti pladser forudsætter en udvidelse af afdelingen. Administrationen har undersøgt mulighederne for en tilbygning på De Tre Ege, så Afdeling C fremover rummer 10 midlertidige pladser, og opførelsen af yderligere beboelse strider ikke mod lokalplanen og dermed heller imod støjkonsekvenszonen i området. Tilbygningen vil udgøre 3 ekstra boliger á 38 m2 i forlængelse af de eksisterende boliger. Beplantning og stisystem vil også skulle tilpasses. Eksisterende havestue nedrives og genopføres ikke.

Udgiften til dette, inklusiv miljøundersøgelser, inventar, rådgivning samt entreprenørudgifter udgør 4,36 mio. kr., og forventes at kunne udføres på 1 år og 7 måneder fra en bevilling er frigivet. Likviditetsmæssigt vurderes behovet i 2026 til 1,00 mio. kr., og 3,36 mio. kr. i 2027.

En udvidelse af arealet med ca. 114 m2 vil betyde en yderligere driftsomkostning til rengøring, sikring, el, vand og varme. Dette skal opgøres og bevilges i forbindelse med udvalgets godkendelse af dispositionsforslaget.

En eventuel udvidelse af bygningsmassen bidrager negativt til opfyldelse af Byrådet beslutning i Budget 2026 om reduktion af bygningsmassen med 12.000 m2.

Midlertidig løsning for de tre hjemløse pladser

En tilbygning vil tidligst først kunne stå klar 1 år og 7 måneder fra projektet er godkendt politisk, afsat i anlægsbudgettet og frigivet. De tre pladser kan altså tidligst stå klar i første halvår af 2028. Der er derfor brug for en midlertidig løsning for tre pladser fra 1. januar 2027 og frem til udbygningen står klar. En mangel på midlertidige pladser vil betyde, at Frederikssund Kommune ikke kan overholde plejeboliggarantien, ikke lever op til det aftalte serviceniveau og ikke kan hjemtage udskrevne borgere og kommer til at betale regionen en døgntakst pr. færdigbehandlet ventepatient. Administrationen er i dialog med regionen og med flere af nabokommunerne om en midlertidig husning på pladserne.

Supplerende sagsfremstilling til det ekstraordinære møde i Seniorer og Forebyggelse den 17. juni 2026

Seniorer og Forebyggelse besluttede den 3. juni 2026 at udsætte sag nr. 50 Beslutning om midlertidige pladser i Frederikssund Kommune fra 1. januar 2027, og genbehandle sagen på et ekstraordinært møde inden økonomiudvalgsmødet den 17. juni 2027. Udvalget bad om, at sagen suppleres med en undersøgelse af, om udestuen på De Tre Ege kan bevares i forbindelse med udbygningen og om der er mulighed for at udvide afdelingen med yderligere pladser. De to spørgsmål besvares i vedlagte bilag 2. Der er desuden vedlagt to tegninger til den supplerende sagsfremstilling.

Inddragelse

Sagen er sendt til kommentering i Seniorrådet.

Kommentar fra Seniorrådet:

Seniorrådet tilslutter sig administrationens indstilling med følgende bemærkning:

Vi venter på nærmere information om, hvordan problemet med de tre manglende nye pladser på De tre Ege blive løst fra 1. januar 2027 og frem til byggeriet er klar til indflytning, således at Frederikssund Kommune kan overholde plejeboliggarantien i den periode.

Og så takker vi for bilag 1, som gav en væsentlig bedre indsigt i sag nr. 50 end sagsfremstillingen i dagsordenteksten gjorde.

Økonomi

Drift

Center for Økonomi bemærker, at merudgiften på 0,7 mio. kr. årligt til opnormeringen på de midlertidige pladser fra 2027 finansieres via nedskrivning af reformpuljen og er indarbejdet i de tekniske korrektioner for 2027-2030.

Anlæg

Den samlede anlægssum for udbygningen af Afdeling C på De Tre Ege er i nærværende sag opgjort til 4,36 mio. kr., fordelt med 1,00 mio. kr. i 2026 og 3,36 mio. kr. i 2027.

Der er i anlægsbudgettet for 2027 afsat 1,26 mio. kr. til samling af alle midlertidige pladser på hospitalet samt etablering af et skærmet afsnit (Rehabilitering). Projektet blev tidligere pauseret som følge af sundhedsreformen og skal ikke længere anvendes til dette formål. For at realisere udbygningen af Afdeling C på De Tre Ege er der behov for yderligere 3,10 mio. kr. i anlægsmidler, forudsat at udbygningen delvist finansieres af de tidligere afsatte midler til de midlertidige pladser på Frederikssund Hospital.

Merudgifterne er fordelt med 1,00 mio. kr. i 2026 og 2,10 mio. kr. i 2027. Merudgiften i 2026 søges tillægsbevilget i nærværende sag og finansieres ved førstkommende budgetopfølgning i 2026 med henblik på at undgå yderligere pres på bruttoanlægsudgifterne indenfor anlægsrammen i 2026. Merudgiften i 2027 indarbejdes som teknisk korrektion i den kommende budgetproces for 2027-2030.

Bilag

121Beslutning om Am Lab Øst - anlægsfinansiering

Resume

Foreningen AM-Lab ØST har rettet henvendelse til Frederikssund Kommune om en ekstrabevilling på 550.000 kr. til igangsættelse og opførelse af AM-Lab ØST på Campus Frederikssund i 2. halvår 2026.

Byrådet skal med denne sag træffe beslutning, om der skal gives en tillægsbevilling ved førstkommende budgetopfølgning.

Indstilling

Administrationen indstiller til, at Beskæftigelse, Erhverv og Unge overfor Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Godkende etablering af AM-Lab ØST i 2026 på Campus i Frederikssund.
  2. Der tillægsbevilges bruttoanlægsudgifter på 550.000 kr. i 2026 til etablering af AM-Lab ØST på Campus i Frederikssund, som samtidig frigives.

Historik

Beslutning fra Beskæftigelse, Erhverv og Unge, 9. juni 2026, pkt. 39:

1. Godkendt.

2. Anbefaler overfor Økonomiudvalget og Byrådet, at der tillægsbevilges bruttoanlægsudgifter på 550.000 kr. i 2026 til etablering af AM-Lab ØST på Campus i Frederikssund, som samtidig frigives.

Beslutning

Indstillingspunkt 1-2 anbefales.

Fraværende: Anna Poulsen (F), Chelle Lilly Albøge (I).

Sagsfremstilling

Foreningen AM-Lab ØST har rettet henvendelse til Frederikssund Kommune om en ekstrabevilling på 550.000 kr. til igangsættelse og opførelse af AM-Lab ØST på Campus Frederikssund i 2. halvår 2026. Henvendelsen er vedlagt som bilag.

I henvendelsen oplyser foreningen, at forsinkelse af opførelsen af AM-Lab ØST har ført til øgede etableringsomkostninger grundet prisstigninger. Disse kan i følge foreningen ikke dækkes af den oprindelige bevilling fra 2024. Derfor søger foreningen om en ekstrabevilling.

En væsentlig del af forsinkelsen skyldes, at placeringen af AM-Lab ØST er flyttet fra et areal ejet af Frederikssund Gymnasium til en placering på ejet af Frederikssund Kommune. Placeringen bliver ved den gamle svømmehal ligeledes på Campus.

Bygningen vil være flytbar og kan senere flyttes til anden placering på Campus. Dette er beskrevet i dagsordenspunkt 202 17. december 2025, hvor Byrådet traf beslutning om midler til nedrivning af skur.

En tidligere skurbygning ved svømmehallen er blevet revet ned, så der er gjort plads til etableringen af AM-Lab Øst. Der er ligeledes givet byggetilladelse til AM-Lab Øst på den nævnte placering.

Etableringen af AM-Lab ØST er tidligere muliggjort gennem finanslovsbevillinger i 2024 og 2025.

Gives der en ekstrabevilling til anlæggelsen, forventer foreningen AM-Lab ØST, at byggeriet kan gennemføres i 2. halvår 2026.

Inddragelse

Inddragelse vurderes ikke relevant i denne sag.

Økonomi

Der søges om tillægsbevilling i 2026 for bruttoanlægsudgifter på 550.000 kr. til etablering af AM-Lab ØST på Campus i Frederikssund. Tillægsbevillingen søges finansieret ved budgetopfølgning pr. 30. juni 2026 for at sikre anlægsrammeoverholdelse i 2026.

Bilag

122Drøftelse af budget 2027 - 2030

Resume

Byrådet har anmodet administrationen om at udarbejde forslag til budgetinitiativer, som kan indgå i det videre arbejde med budget 2027 – 2030. Endvidere er det besluttet, at fagudvalgene på deres møder i maj og juni præsenteres for en status på de temaer, der indgår i arbejdet.

Indstilling

Administrationen indstiller til Økonomiudvalget, at:

  1. Foreløbige temaer, der arbejdes med i budgetprocessen 2027-2030, tages til efterretning.
  2. Drøfte evt. forslag til yderligere temaer i arbejdet med budgetprocessen for 2027-2030.

Historik

Beslutning fra Økonomiudvalget, 20. maj 2026, pkt. 107:

Udsat.

Beslutning

Indstillingspunkt 1: Taget til efterretning.

Indstillingspunkt 2: Drøftet.

Fraværende: Anna Poulsen (F), Chelle Lilly Albøge (I).

Sagsfremstilling

Byrådet besluttede 25. februar 2026 tids- og procesplan for arbejdet med budget 2027 – 2030, som blandt andet indebærer, at:

  • Administrationen udarbejder forslag til budgetinitiativer, således at der hvert år tilvejebringes midler i budgetarbejdet til finansiering af den demografiske vækst samt andre udefrakommende ændringer, herunder nye politiske tiltag, jf. den økonomiske politik for 2026 -2029.
  • I forhold til arbejdet med budgetinitiativerne vil effektiviseringer og reduktioner på serviceudgifterne være helt centrale. Der vil dog også være behov for at undersøge andre udgiftsposter – herunder bruttoanlægsudgifter, overførsler mv.
  • En orientering om hvilke temaer, der arbejdes med i administrationen, vil indgå i fagudvalgenes drøftelser på møderne i maj og juni måned. Ligeledes vil de konkrete budgetinitiativer fremgå af budgetmappen inden sommerferien.

Status på arbejdet med budgetinitiativer

Til brug for ovennævnte er en status på samtlige temaer for de respektive udvalg vedlagt som arbejdspapir, i den politiske budgetmappe (fagudvalg maj måned).

Bilaget vil efter den politiske behandling blive opdateret, hvorefter de konkrete beskrivelser vil blive udarbejdet, så de kan indgå i budgetmappen til Byrådets temamøde II om budget 2027-2030 den 24. juni.

Strategiske projekter

Som led i en videreudvikling af budgetprocessen er det besluttet, at der også udarbejdes en række strategiske projekter, som skal frigøre ressourcer til politisk prioritering på længere sigt.

De strategiske projekter skal styrke det flerårige sigte i budgetprocessen og kan f.eks. indeholde strukturændringer, budgetanalyser eller omorganiseringer indenfor et område. De strategiske projekter kan også være investeringer på længere sigt, som kan frigøre ressourcer til politisk prioritering. I modsætning til budgetinitiativerne, som denne sag giver en status på, vil de økonomiske konsekvenser af de strategiske projekter først blive konkretiseret senere afhængig af politiske retning, der bliver fastlagt for projekterne af Byrådet. Men beslutningen om igangsætning af de strategiske projekter sker som led i budgetvedtagelsen. Samlet set vil en kombination af mulighedskatalogerne med de strategiske projekter give et større politisk handlerum til at skabe økonomisk råderum for omprioriteringer på længere sigt i budgetlægningen.

Fortsat politisk proces

Der afholdes tre temamøder om budget 2027-2030 for det samlede Byråd henholdsvis 29. april, 24. juni samt 24. august.

  • Økonomiudvalget behandler budgetforslag 2027-2030 den 26. august til Byrådets efterfølgende første behandling den 2. september.
  • De politiske forhandlinger om budget 2027-2030 vil foregå den 18. - 22. september.
  • Partiernes eventuelle ændringsforslag til budgettets 2. behandling skal fremsendes senest torsdag 24. september kl. 8.00.

Herudover foretager Økonomiudvalget 2. behandling af budgettet for så vidt angår eventuelle tekniske ændringsforslag 1. oktober. Byrådet 2. behandler - og vedtager - budgettet onsdag 7. oktober.

Inddragelse

Borgerinddragelse og inddragelse af MED-organisationen, råd og nævn m.m. i budgetprocessen:

1. Fagudvalgenes dialog med brugerbestyrelser, råd og nævn

En række af fagudvalgene har løbende dialog med bestyrelser, råd og nævn indenfor deres respektive ansvarsområder - typisk i form af halvårlige eller årlige møder. De enkelte fagudvalg vurderer, hvordan de vil kunne invitere bestyrelser, råd og nævn med ind i en dialog om mulige temaer i budgetarbejdet, herunder omstilllingsbidrag samt tiltag, der kan styrke kvalitet og bæredygtighed indenfor området.

2. Høringsprocessen

Den offentlige høring vil foregå i perioden fredag den 28. august - mandag den 14. september. I den forbindelse gøres 1. behandlingsforslaget og samtlige budgetinitiativer tilgængelige på kommunens hjemmeside. De indkomne høringssvar bliver løbende offentliggjort på kommunens hjemmeside. Hoved MED-udvalget kvalificerer de enkelte budgetinitiativer inden Byrådets temadrøftelse III den 24. august. Budgetforslaget planlægges drøftet på møde mellem Hoved MED-udvalget og Økonomiudvalget i høringsperioden 28. august - 14. september. Hoved MED-udvalget deltager som tidligere i budgettemamøder med Byrådet.

3. Budgetsamtaler – møde med borgerne

Der inviteres til budgetsamtaler med politikerne på fire lokationer i kommunen i juni måned. Herudover fastholdes et borgermøde i Valhal efter sommerferien i budgethøringsperioden.

Økonomi

Der udarbejdes et katalog indeholdende budgetinitiativer med henblik på at sikre et tilstrækkeligt grundlag for omprioriteringer og fortsat konsolidering af kommunens økonomi.

Kataloget vil indgå i de videre politiske drøftelser frem imod Byrådets budgetvedtagelse den 7. oktober.

123Orientering om mulige arealer til parcelhuse i Vinge

Resume

Ved denne sag orienteres Økonomiudvalget om mulige arealer til salg og udvikling af parcelhuse i Vinge. Sagen tager afsæt i den politiske anmodning fra Økonomiudvalgets møde den 18. marts 2026.

Indstilling

Administrationen indstiller til Økonomiudvalget, at:

  1. Orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende: Anna Poulsen (F), Chelle Lilly Albøge (I).

Sagsfremstilling

Vinge udvikles gradvist efter de formulerede politiske strategier i henholdsvis Udviklingsplanen fra 2021 og Kvalitetsprogrammet fra 2024. Samtidig styres udviklingstakten af områdernes bygbarhed.

Med det politiske ønske om at afdække mulighederne for flere parcelhuse i Vinge tages der derfor afsæt i to hovedforhold, som udfoldes nærmere i sagen:

  1. Det strategiske afsæt for fremtidens by
  2. Bygbarhed og de geografiske muligheder

Fremtidens by

Med afsæt i udviklingsplanen og kvalitetsprogrammet for Vinge arbejdes der for at skabe fremtidens by.

Hovedprincippet for Vinges indretning er den høje tætte by i centrum, som gradvist nedskaleres i bygningshøjder og tætheder længere ude i byens kant. Senest er princippet blevet politisk afstemt og skærpet i Kvalitetsprogrammet for Vinge, hvor byens højder defineres nærmere.

Kvalitetsprogrammets principper er ved seneste kommuneplan indarbejdet, så kommuneplanrammerne definerer bygningshøjder og anvendelser. Til sagen er vedlagt bilag med Kvalitetsprogrammets bebyggelsesprincipper.

Med afsæt i ovenstående indrettes byen, hvor parcelhuse skal realiseres i kanterne af byen og særligt som overgang mellem landsbyerne mod syd og Vinges mere urbane udtryk i centrum. Frederikssund Kommune ejer primært de centrale arealer i byen og vil derfor primært kunne fremme udviklingen af etageboliger.

Visionen for fremtidens by bygger i høj grad også på at skabe en nærværende og bæredygtig by. En vigtig parameter for at understøtte lavest muligt CO2 aftryk i byggeriet er at bygge mindre boligenheder. Derfor er byen ikke planlagt med større udlæg til parcelhuse, som grundlæggende har et større CO2 aftryk end rækkehuse og etageboliger.

Der ønskes realisering af en by med 15-17.000 indbyggere, hvilket forudsætter fokus på fortætning. Såfremt vi skal indfri målet omkring indbyggerantallet, vil et større udlæg til parcelhuse kunne svække denne ambition. Som eksempel har vi netop færdiggjort parcelhusområdet ved Bølgen med 45 parcelhuse med grundstørrelser på 550 til 750 m2. Parcelhusområdet optager ca. 6 ha, hvorimod Ikano Boligs nærliggende Bakkekvarteret med 88 rækkehuse optager ca. 3,5 ha.

Bygbarhed og geografiske muligheder

Vinge byudviklingstakt er i særdeleshed reguleret af mulighederne for regnvandshåndtering. Som bekendt igangsættes der kun byudvikling i områder, hvor regnvandshåndtering er muligt, hvilket begrænser byens udviklingsmuligheder for nuværende.

Samtidig er byudviklingen underlagt kravet om et overordnet planlægningsprincip "Indefra og ud", hvilket betyder, at udviklingen af boliger skal ske i forlængelse og tilknytning til eksisterende boligområder.

Med afsæt i ovenstående er der ingen kommunale arealer, der i dag kan aktiveres til et nyt parcelhuskvarter, og det anbefales i stedet, at der arbejdes videre med en privat videreudvikling af arealerne syd for Bølgen, se vedlagte kortbilag. Området er privat ejet, og udvikler ønsker at igangsætte planlægning af ca. 100 rækkehuse og 25 parcelhuse. Arealerne vil være en naturlig afrunding af Bølgens bebyggelse samt overgang til landsbyen Snostrup.

Det forudsætter dog, at følgende forhold afstemmes inden igangsættelse af planlægningen:

  • Afklaring af vandhåndteringsmulighederne i dialog med Egedal Kommune og Novafos
  • Politisk igangsættelse af lokalplanarbejdet

Perspektivarealer til parcelhuse

På kanten til de eksisterende landsbyer (St. Rørbæk og Snostrup) kan der undersøges for yderligere parcelhuse, da det vil være skalamæssigt en god overgang mellem Vinge og landsbyerne. Det anbefales dog fortsat, at såfremt der skal planlægges for flere parcelhuse, at områderne suppleres med rækkehuse og/eller Tiny Houses for at styrke det varierede udtryk og boligform i de enkelte boligområder. Ligeledes skal det bemærkes, at arealerne ikke er kommunalt ejet. Der er vedlagt notat med kort over området til sagen.

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Bilag

124Orientering om status på udviklingen i Vinge

Resume

Byrådet godkendte på møde den 29. maj 2019, at administrationen ved udgangen af hvert kvartal fremlægger en sag om status på udviklingen i Vinge, herunder økonomiafrapportering. Herudover redegøres der årligt i første kvartal for eventuelle fremtidige budgetbehov. Økonomiudvalget og Byrådet anbefales at tage status for seneste kvartal til efterretning.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget over for Byrådet anbefaler, at:

  1. Orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende: Anna Poulsen (F), Chelle Lilly Albøge (I).

Sagsfremstilling

Vinges udvikling

Antallet af borgere og arbejdspladser i Vinge vokser fortsat i takt med udviklingen af både boliger og erhverv. Alle 386 lejligheder og rækkehuse i Vinge C er udlejet, og flere områder er under udvikling, herunder Ikano Boligs Bakkekvarteret og området med parcelhuse og Tiny Houses i det sydlige Vinge.

Udviklingen medfører behov for fortsat politisk prioritering af en grøn og fællesskabende byudvikling. Der arbejdes derfor videre med infrastruktur, vandhåndtering og tekniske anlæg, så disse understøtter de øvrige udviklingsprojekter i området. Samtidig er der fokus på at skabe gode rammer for fællesskaber og et attraktivt byliv.

I Bilag 1 skitseres de politiske milepæle for udviklingen i 2026. Følgende projekter kan særligt fremhæves:

  • Udbud af arealer flere steder i byen
  • Anlæg af byens første børnehus og Vinge Boulevard
  • Opstart af anlæg af parkeringshus i Vinge C
  • Stiftelse af Vingeforeningen
  • Videre programmering af områdeudviklingen for Vinges Grønne Centrum, der kobler byens centrum med skole og landskabsbro
  • Sikring af fællesskabende mødesteder og aktiviteter
  • Lokalplansforslag for DSB-værksted i det nordlige Vinge
  • Lokalplansforslag for landskabsbro over banen
  • Lokalplansforslag for Vingelunden i samarbejde med NPV samt efterfølgende udbud af arealerne
  • Afklaring af den fremadrettede drift af offentlige arealer i Vinge
  • Planer for mobilitet og vand- og skybrudshåndtering
  • Masterplan for ca. 2.000 boliger i det nordlige Vinge (Ikano Bolig)

Udbud i Vinge

Interessen for både bolig- og erhvervsudvikling i Vinge er fortsat stor. Der er aktuelt udbudt centralt beliggende grunde vest for Deltakvarteret samt opførelsen af et parkeringshus i Vinge C.

Der arbejdes samtidig med en langsigtet udbudsstrategi og planlægningen af yderligere udbud i Vinge i 2026, som præsenteres for Byrådet i 3. kvartal 2026.

Indsatser for det gode byliv

Det er centralt, at byudviklingen understøtter initiativer, der bidrager til byliv og fællesskab i Vinge.

Der arbejdes derfor med følgende indsatser med afsæt i Vinges vision:

  • Arkitektkonkurrencen for den sydlige del af Det Grønne Hjerte er igangsat. Tre teams fra 1:1 Landskab, BIG og BOGL skal give deres bud på, hvordan området kan udvikles med fokus på fællesskab, aktiviteter og ophold.
  • Renoveringen og omdannelsen af drivhuset på Solvænget 29 er i sin afsluttende fase. Der er blandt andet lagt nyt gulv af genbrugstegl, opsat solgardiner, etableret en bredere indgang samt bestilt langborde og bænke hos FGU. Projektet udføres i tæt samarbejde med frivillige fra borgergruppen Vinge Gror.
  • Kulturpavillonen ved Solvænget 29, som er doneret af Realdania, forventes opført i løbet af sommeren og klar til brug i september 2026. Biblioteket arbejder samtidig med at inddrage borgere i udviklingen af aktiviteter og indhold i kulturpavillonen.
  • Samarbejde om styrkelse af fællesskaber og rekreative funktioner i Vinge, herunder muligheder for afprøvende handlinger.
  • Stiftelse af Vingeforeningen.

Indsatser for biodiversitet og natur

Naturen spiller en central rolle i udviklingen af Vinge, og der gennemføres løbende indsatser for naturpleje og biodiversitet.

I april 2026 blev der afholdt et naturarrangement ved Tvinsmosen med blandt andet naturbingo og fortællinger om områdets naturværdier.

Kvæget ved arealerne nord for stationen ved Tvinsmosen er kommet på græs. Der arbejdes på at udvide kvæghegningen ved Dalvejen, så arealerne omkring regnvandsbassinet øst for Tvinsmosen også kan afgræsses. Hegnet udvides først, når yngelsæsonen for svanerne ved mosen er overstået. Afgræsning med kvæg understøtter en mere naturlig naturpleje end traditionel maskinslåning og bidrager til øget biodiversitet. Da det er første gang, at Novafos anvender kvæg til pleje af bassinkanter, gennemføres indsatsen som en forsøgsordning over 1-2 år.

I april 2026 blev der registreret paddeæg i søen i Præstemosen nær det nye regnvandsbassin, Solsikkesøen. Det indikerer, at paddebestanden er bevaret trods det omfattende anlægsarbejde i området. Under anlægsfasen er der taget hensyn til beskyttede dyrearter, blandt ved opsætning af paddehegn. Det forventes, at padderne på sigt vil sprede sig til Solsikkesøen.

Igangværende projekter i Vinge

Der er fortsat høj aktivitet i hele Vinge. Status for de igangværende projekter fremgår af Bilag 2, mens et samlet kortoverblik fremgår af Bilag 3.

Følgende projekter kan særligt fremhæves:

  • ”Vingen” – boligbyggeri ved Mekongvej:

    City Apartment ApS skal opføre boligbyggeriet ”Vingen” ved Mekongvej. Selskabet har dog oplyst, at de har svært ved at realisere projektet, da projektet ikke vurderes rentabelt under de nuværende forudsætninger. City Apartment mener, at Vinge mangler: Skole, færdiggjorte vejføringer og fælles byrum. En afklaring forventes i løbet af sommeren.

  • Udbud af tre grunde til boligudvikling:

    Et centralt beliggende område mellem Tvinsmosen og Deltakvarteret nord for banen blev udbudt i juni 2026 til boligudvikling i overensstemmelse med Vinges DNA.

  • Deltakvarteret:

    Belægningen på de interne boligveje i Deltakvarteret er afsluttet. De sidste træer blev plantet i efteråret 2025, og de interne boligveje samt grønne fællesarealer forventes overdraget til grundejerforeningen i løbet af 2026.

  • Parkeringshus i Vinge C:

    Det kommende parkeringshus syd for stationen er sendt i udbud. Byggestart forventes i efteråret 2026 med ibrugtagning medio 2027.

  • Tiny Houses og parcelhuse i det sydlige Vinge:

    De sidste grunde i det sydlige Vinge blev solgt i august 2025. Pr. maj 2026 er der udstedt byggetilladelse til 43 af de 45 parcelhusgrunde, hvoraf 30 også har fået ibrugtagningstilladelse. For Tiny House-grundene er der udstedt byggetilladelser til 16 ud af 18 grundejere, hvoraf fem har fået ibrugtagningstilladelse.

  • DSB-værksted i Det Grønne Erhvervskvarter:

    Det er politisk godkendt at igangsætte lokalplanlægning for et DSB-værksted i Det Grønne Erhvervskvarter i Vinge. Lokalplansforslaget har været i supplerende høring frem til den 12. maj 2026. Lokalplanen ventes til politisk behandling til august.

Inddragelse

Der gennemføres løbende inddragende møder og processer med henblik på at sikre bred forankring af udviklingen i Vinge.

Vingevandringerne afholdes fortsat to gange årligt og oplever stor interesse. Herudover arbejder Vingeteamet hver onsdag fra Klimakassen, hvor borgere og øvrige interesserede har mulighed for dialog om udviklingen i Vinge.

Både nye og eksisterende borgere inviteres løbende til arrangementer, der både skal informere om muligheder og tilbud i Vinge samt bidrage til borgernes involvering i den videre udvikling.

Økonomi

Sagen har ingen umiddelbare bevillingsmæssige konsekvenser. Eventuelle ikke budgetlagte tiltag vil blive fremlagt i selvstændige sager. Se vedlagte bilag for en status på Vinges økonomi 1. januar 2018 til 31. maj 2026.

Bilag

125Orientering om dispositionsforslaget for Slangerup Kulturhus

Resume

Byrådet orienteres med denne sag om, at der er udarbejdet et dispositionsforslag for Slangerup Kulturhus.

Forslaget er udarbejdet af NOAA Arkitekter i dialog med administrationen, biblioteket og dets brugere, de kommende brugere samt Lokale og Anlægsfonden. Dispositionsforslaget indeholder rammerne for Slangerup Kulturhus, der består af en ombygning af Slangerup Bibliotek og gymnastiksalen, som forbindes med opførelsen af en tilbygning, Orangeriet.

Projektets økonomi vurderes i sin nuværende form at være på 21,01 mio. kr. I investeringsoversigten i budget 2026-29 er der i 2026 afsat 0,40 mio. kr. og i 2027 er der afsat 5,12 mio. kr. Muligheder for fondsstøtte er nærmere beskrevet i sagsfremstillingen.

På Fritid og Kulturs møde deltager arkitekterne fra NOAA Arkitekter og Kulturkonsulent Kitt Holm.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Fritid og Kultur over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Historik

Beslutning fra Fritid og Kultur, 4. juni 2026, pkt. 74:

Anbefales, idet Fritid og Kultur anbefaler, at materialet indgår i drøftelserne af budget 2027-30.

Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende: Anna Poulsen (F), Chelle Lilly Albøge (I).

Sagsfremstilling

Etableringen af Slangerup Kulturhus har til formål at skabe et bæredygtigt kulturhus, hvor biblioteket udvides og bygges sammen med den gamle gymnastiksal til et kulturhus, hvor der er plads til forskellige foreninger og fællesskaber.

Formålet er at skabe et fælles kulturelt mødested for Slangerups borgere og et levende og aktivt bibliotek med mange alsidige kulturtilbud. Et lokalt kulturhus, som rummer mulighed for, at borgere kan byde ind, og som kan forandre sig i takt med nye ønsker og idéer.

Den nye tilbygning, Orangeriet, kobles direkte til den eksisterende gymnastiksal, som, efter ombygningen, kan anvendes til oplæg, koncerter, bevægelse og andre kulturelle aktiviteter. Bibliotekets fælles indendørsarealer samt udvalgte udearealer disponeres, så de kan anvendes af lokalsamfundet også uden for bibliotekets primære åbningstid.

Baggrund

I Budgetaftale 2021 blev der afsat midler til at understøtte kulturtiltag i Slangerup:

”Kulturtiltag i Slangerup

Forligspartierne ønsker at styrke kulturelementet i Slangerup ved at undersøge mulighederne herfor i samarbejde med lokale borgere, organisationer og kommunale institutioner.”

Med afsæt i dette blev der afholdt en større inddragelsesproces for borgerne bosat i Slangerup. Processen afdækkede hvilke behov og ønsker der var til kulturlivet i Slangerup. Af dette kunne det konkluderes, at borgerne ønskede et kulturhus.

Efterfølgende har Slangerup Kulturhus været behandlet på følgende udvalgsmøder:

  • 29.03.2022 – Beslutningspunkt i Job, Erhverv og Kultur: Punkt 48, Beslutning vedr. projekt kulturtiltag i Slangerup
  • 09.08.2022 – Beslutningspunkt i Job, Erhverv og Kultur: Punkt 103, Beslutning vedr. projekt kulturtiltag Slangerup
  • 28.11.2023 – Orienteringspunkt i Job, Erhverv og Kultur: Punkt 141, Orientering om udvikling af kulturtiltag i Slangerup
  • 04.06.2024 – Beslutningspunkt i Job, Erhverv og Kultur: Punkt 62, Beslutning om udviklingsplan for Slangerup Bibliotek. NOAA Arkitekter deltog på mødet.
  • 26.11.2024 – Beslutningspunkt i Job, Erhverv og Kultur: Punkt 126, Beslutning om frigivelse af anlægsmidler samt indtægtsbevilling - Kulturtiltag i Slangerup. Dette blev godkendt og midlerne blev frigivet.

I budgetaftale 2025-28 er følgende vedtaget om projektet: "Kulturelt mødested i Slangerup - Et fælles kulturelt mødested for Slangerups borgere, hvor biblioteket danner en levende ramme om mange, alsidige kulturtilbud. Dét er den vision, som borgere, foreninger og biblioteket - med støtte fra Lokale- og Anlægsfonden - har fundet sammen om. Vi tager i 2025 fat på næste fase med projektudvikling og fondssøgning."

Frederikssund Kommune bevilligede 200.000 kr. til udarbejdelse af dispositionsforslaget. I forlængelse heraf bevilligede Lokale og Anlægsfonden en udviklingsstøtte på 200.000 kr. til udarbejdelse af et dispositionsforslag samt begyndende tiltag og inddragelse, som skulle danne grundlag for det videre arbejde med etableringen af Slangerup Kulturhus.

NOAA Arkitekter har, som rådgiver på projektet, udarbejdet dispositionsforslaget for Slangerup Kulturhus. Under udarbejdelsen af dispositionsforslaget har der været dialog med kommende brugere, foreninger og øvrige interessenter. Dispositionsforslaget er dermed et produkt af en proces, der har taget afsæt i den indledende udvikling af visionen for kulturhuset, samt efterfølgende workshops med forskellige brugergrupper. Dette har resulteret i en vision, hvor bibliotek, kulturhus, sal, atriumgård og orangeri tænkes som én samlet helhed.

Dispositionsforslaget er udarbejdet med den hensigt, at bæredygtighed vægtes hvor det vurderes muligt og hensigtsmæssigt.

Dispositionsforslaget

Dispositionsforslaget tager udgangspunkt i et samlet helhedsgreb, hvor eksisterende og nye funktioner bindes sammen omkring et centralt fællesrum, Orangeriet, hvorfra der er forbindelser til bibliotek, værksted, fælleskøkken, (gymnastik)sal/foredrags- og koncertsal samt til atriumgården. Dette skaber en fleksibel og inviterende struktur, hvor aktiviteter, ophold, læring og fællesskab kan udfolde sig på tværs af aldersgrupper og brugerfællesskaber. Dispositionsforslaget understøtter ønsket om at det er de borgerdrevne fællesskaber, som skal understøtte og udfolde Kulturhusets potentialer. Rummene er tænkt, så de kan have flere funktioner, og så der er plads til at brugernes behov kan ændres.

Hovedelementet i dispositionsforslaget er etableringen af et sammenhængende kulturtilbud, som blandt andet omfatter bibliotek, fleksible opholds- og værkstedszoner, fælles aktivitetsrum, sal, adgang til atriumgård samt det centrale orangeri, der fungerer som kulturhusets hjerterum og samlende mødested. Herudover indgår funktioner til grøn læring (atriumgården), fællesspisning, mindre arrangementer og en generel understøttelse af foreningsliv.

Det samlede materiale, som dispositionsforslaget indeholder, omfatter en række tekniske og funktionelle specifikationer.

Økonomi

Dispositionsforslaget indeholder et budget for opførelsen af Slangerup Kulturhus. Den samlede pris for etableringen af Slangerup Kulturhus estimeres til at være 21,01 mio. kr.

Der er i indeværende år afsat bruttoanlægsudgifter for 0,40 mio. kr. i budgettet til Slangerup Kulturhus, som indgår til forprojekt og dispositionsforslag.

I budgettet for 2026 fremgår det, at det der afsættes 5,12 mio. kr. i 2027 til Slangerup Kulturhus.

Det er administrationens forventning, at op mod halvdelen af den estimerede pris kan rejses gennem fondsstøtte.

Hvis Byrådet beslutter at arbejde videre med det fulde projekt, vil administrationen arbejde hen imod, at to fonde støtter projektet med hver en fjerdedel.

Administrationen vurder, at for at opnå størst mulige fondsstøtte, bør byrådet afsætter minimum halvdelen af den estimerede pris, svarende til 10,5 mio. kr. hvor 5,12 mio. allerede er afsat i budgetaftale 2025-2028. Dette vil kræve en omprioritering af anlægsmidler i kommunens budget.

Omkostninger til løbende drift, herunder bygningsdrift og -vedligeholdelse, eksempelvis el, vand og varme, vil blive præsenteret i kommende sag, når fondsmulighederne er afsøgt.

En eventuel udvidelse af bygningsmassen bidrager negativt til det politisk fastlagte mål om reduktion af kommunens m2, som blev besluttet i budget 2026.

Risikovurdering

Projektet omfatter både eksisterende bygningsmasse og nye sammenbyggede funktioner, hvilket medfører krav til bebyggelsesprocent, brandsikring, installationer, dagslysniveauer, handicapvenlighed og reetablering af udearealer. Disse er der taget højde for i dispositionsforslaget. Installationer, dagslysniveauer m.v., indarbejdes til projektforslagsniveau til senere politisk godkendelse.

Mangler afklaring

Hvis dispositionsforslaget skal realiseres i den form det ligger nu, skal stadsarkivet i Slangerup administrationscenter flyttes. Omfang, udfordringer og omkostninger i forbindelse med flytning til andet lokale eller lokation er endnu ikke afklaret.

Gymnastiksalens nuværende brugere kan, for størstedelens vedkommende, fortsat bruge salen efter ombygning. Der skal dog fastlægges retningslinjer for, hvilke typer idræt der fremover er mulighed for. De brugere af gymnastiksalen, som ikke kan bruge salen efter ombygningen, vil blive anvist andre lokationer.

Hvis Byrådet beslutter at gennemføre projektet, vil ansatte i Slangerup Administrationscenter blive inddraget, da bygningens indgangsparti vil være fælles indgangsparti til både Slangerup Administrationscenter og Slangerup Kulturhus.

Proces

Dispositionsforslaget har været gennemgået og drøftet på et møde mellem Lokale og Anlægsfonden, NOAA Arkitekter, Frederikssund Bibliotekerne og Administrationen, med det formål at få kvalificeret dispositionsforslaget og afsøge Lokale og Anlægsfondens interesse for at støtte etableringen af Slangerup Kulturhus. Lokale og Anlægsfonden er positive overfor projektet, og opfordrer Frederikssund Kommune til at sende en ansøgning.

Beslutter Byrådet, at der skal arbejdes videre med projektet, vil administrationen udarbejde dagsordenpunkter om projektforslag, udbudsform samt fondssøgning.

Som beslutningsgrundlag for Fritid og Kultur er udarbejdet vedlagte bilag:

  • Dispositionsforslag, Slangerup Kulturhus, revideret marts 2026
  • Foreløbig tidsplan for etablering af Slangerup Kulturhus.
  • Samlet budget for etablering af Slangerup Kulturhus.

Inddragelse

I forbindelse med tilrettelæggelsen af dispositionsforslaget har der været afholdt møder med repræsentanter fra biblioteket, lokale foreninger og forskellige brugergrupper. Biblioteket har desuden været i kontakt med brugere og foreninger i Slangerup med henblik på at etablere samarbejder og kommende tilknytning til Slangerup Kulturhus.

Det er hensigten, at ansatte på Slangerup administrationscenter inddrages og opdateres løbende. Der er ligeledes fokus på, at selve opførelsen af Slangerup Kulturhus kan indeholde borgerinddragende og samskabende elementer, som øger tilknytningen til kulturhuset.

Biblioteket i Slangerup iværksætter snarest muligt begyndende initiativer i deres kommende værksted, som har til formål at identificere brugernes konkrete behov og ønsker for kreative udfoldelser i Slangerup Kulturhus.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Center for Økonomi bemærker, at den samlede anlægsudgift til Slangerup Bibliotek & Kulturhus er opgjort til 21,01 mio. kr.

Der er i kommunens budget afsat samlet bruttoanlægsudgifter på 5,52 mio. kr. til projektet, fordelt med 0,40 mio. kr. i 2026 og 5,12 mio. kr. i 2027. Midlerne i 2026 er disponeret til forprojekt og dispositionsforslag. Den samlede anlægsramme til byggeriet udgør 5,12 mio. kr., svarende til de afsatte midler i 2027.

Såfremt Slangerup Bibliotek & Kulturhus ønskes opført, vil der være behov for at tilføre bruttoanlægsudgifter på 15,89 mio. kr. i 2027. Beløbet svarer til forskellen mellem den estimerede projektsum på 21,01 mio. kr. og den allerede afsatte anlægsramme på 5,12 mio. kr. i 2027.

Projektet forventes delvist finansieret via fondsmidler. Der vil derfor skulle afregnes fondsmoms (17,5 %) af de modtagne fondsmidler fra fonde, der er omfattet af reglerne om fondsmoms. Fondsfinansieringen påvirker ikke anlægsrammen, da denne opgøres på baggrund af udgiftssiden.

Bilag

126Orientering om likviditet samt økonomisk status

Resume

Sagen omhandler orientering om kommunens gennemsnitlige likviditet samt økonomien for Vinge ultimo maj 2026. Gennemsnittet for de seneste 12 måneders likviditet udgør 456 mio. kr. Likviditetsmålet om et gennemsnit på 125 mio. kr. er indfriet i hele budgetperioden.

Indstilling

Administrationen indstiller til Økonomiudvalget at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende: Anna Poulsen (F), Chelle Lilly Albøge (I).

Sagsfremstilling

Likviditet er altid udtryk for et øjebliksbillede på et givent tidspunkt, som kan påvirkes af mange faktorer. Når en kommunes likviditet skal vurderes, ses der derfor ofte på gennemsnittet de seneste 12 måneder - den såkaldte kassekreditregel. Frederikssund Kommune er i lighed med landets øvrige kommuner underlagt en kassekreditregel, der betyder, at kommunen skal have en positiv kassebeholdning beregnet som et gennemsnit over de seneste 12 måneder.

Formålet med at have likviditet af en vis størrelse er, udover at overholde kassekreditreglen, at kunne håndtere den daglige drift. En god likviditet skal også kunne udgøre en buffer til finansiering af evt. uforudsete udgifter, indtil de nødvendige kompenserende tilpasninger af budgettet er implementeret.

Frederikssund Kommune har vedtaget en økonomisk politik, der indeholder et mål om, at den gennemsnitlige likviditet ikke blot skal svare til dette minimumskrav, men derimod udgøre minimum 125 mio. kr.

Gennemsnittet for juni 2025 til maj 2026 udgør 456 mio. kr. Likviditetsmålet om et gennemsnit på 125 mio. kr. er således indfriet i hele budgetperioden.

I vedlagte notat uddybes den gennemsnitlige likviditet og likviditetsprognosen, herunder ændringerne siden sidste prognose og forudsætningerne for prognosen. Derudover vedlægges bilag med økonomisk status pr. 31. maj 2026, som er grundlag for likviditetsprognosen. Supplerende vedlægges status vedrørende økonomi for Vinge pr. 31. maj 2026: Forbrug siden 1. januar 2018, politisk godkendte bevillinger samt oversigt over politiske behandlinger med fremtidige økonomiske konsekvenser.

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Aktuel økonomistatus viser en likviditet efter kassekreditreglen på 456 mio. kr. pr. 31. maj 2026.

Bilag

127Meddelelser

Beslutning

På forespørgsel orienterede borgmester Anne Sofie Uhrskov (V) om, at mødeplanen for 2027 forelægges på augustmøderne.

Fraværende: Anna Poulsen (F), Chelle Lilly Albøge (I).

Sagsfremstilling

  • Økonomiudvalgets sagsliste er vedlagt som bilag.

Bilag

128Beslutning om godkendelse af takstberegning for friplejehjemmet Attendo (Lukket punkt)

Åben beslutning

Indstillingen blev sat til afstemning:

For: Anne Sofie Uhrskov (V), Hans Andersen (V), Jørgen Bech (V), Inge Messerschmidt (O), Tina Tving Stauning (A), Jesper Wittenburg (A), Rasmus Petersen (Ø), Niels Martin Viuff (C).

Imod: Michael Tøgersen (I).

Michael Tøgersen (I) har følgende mindretalsudtalelse: "Jeg føler mig ikke overbevist om, at det er den rigtige takst kommunen betaler."

Fraværende: Anna Poulsen (F), Chelle Lilly Albøge (I).

129Beslutning om salg af kommunalt ejet grund (Lukket punkt)

Åben beslutning

Indstillingspunkt 1-4 anbefales.

Fraværende: Anna Poulsen (F), Chelle Lilly Albøge (I).

130Beslutning om salg af grunde i Vinge (Lukket punkt)

Åben beslutning

Udsat.

Fraværende: Anna Poulsen (F), Chelle Lilly Albøge (I).

131Beslutning om udmøntning af akutmidler til Totalberedskabet for 2026 og mere beredskab til FBBR (Lukket punkt)

Åben beslutning

Godkendt.

Fraværende: Anna Poulsen (F), Chelle Lilly Albøge (I).

132Underskrifter

Beslutning

-

Sagsfremstilling

Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark. Når der er trykket "Godkendt" svarer det til at underskriftarket er underskrevet.