Frederikssund Kommunes logo

Folkeoplysningsudvalgets møde den 19. juni 2025

Mødelokale F7 kl. 16.30

Dagsorden

Fold alle punkter

29Godkendelse af dagsorden

30Orientering om Folkeoplysningsudvalgets økonomi

Resume

Folkeoplysningsudvalget orienteres med denne sag om udvalgets økonomi pr. 19. juni 2025.

Indstilling

Administrationen indstiller til Folkeoplysningsudvalget, at:

  1. Orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Administrationen giver udvalget en status på økonomien pr. 19. juni 2025.

Bilag

31Beslutning om repræsenterede foreninger i Aktiv Fritid

Resume

Folkeoplysningsudvalget skal med denne sag træffe beslutning om hvilke foreningstyper der kan være repræsenteret i folderen Aktiv Fritid.

Indstilling

Administrationen indstiller til Folkeoplysningsudvalget, at:

  1. Træffe beslutning om hvilke foreningstyper der kan være repræsenteret i Aktiv Fritid.

Sagsfremstilling

Folderen Aktiv Fritid udgives i august 2025 for 18 gang. Folderen indeholder en oversigt over Kommunens mange foreninger, og en kort beskrivelse af deres aktiviteter. Foreninger der har udfyldt tilmeldingsformularen inden for fristen kommer med i folderen.

Aktiv Fritid husstandsomdeles i hele Kommunen, dog ikke til borgere som har sagt nej til reklamer og ugeaviser. Den kan ligeledes afhentes på blandt andet bibliotekerne, i idrætshaller og Klimakassen i Vinge.

De seneste år har Aktiv Fritid indeholdt folkeoplysende foreninger (idrætsforeninger, spejdergrupper og aftenskoler), frivillige-sociale foreninger, aktivitetscentre og foreninger der ikke er godkendt i en bestemt kategori eller modtager tilskud fra Kommunen (eksempelvis Natteravnene eller Gerlevparkens venner).

Historisk har foreninger der tilbyder åbne aktiviteter og fællesskab haft mulighed for at være repræsenteret i Aktiv Fritid.

Administrationen anbefaler at dette fastholdes. Politiske foreninger og grundejerforeninger vil dog ikke kunne være repræsenteret, da de ikke er aktivitetsbaseret.

32Beslutning om foreningskurser 2025

Resume

Folkeoplysningsudvalget skal med denne sag træffe beslutning om afviklings af kurser for foreningerne. Kurserne bliver afviklet i efteråret 2025.

Indstilling

Administrationen indstiller til Folkeoplysningsudvalget, at:

  1. Træffe beslutning om hvilke foreningskurser der skal afholdes.

Sagsfremstilling

Folkeoplysningsudvalget skal med denne sag træffe beslutning om hvilke foreningskurser der skal afholdes i 2025.

Administrationen kommer med et oplæg til mulige oplægsholdere og organisationer, der på forskellig vis beskæftiger sig med frivillighed, foreninger og deres aktiviteter. Det anbefales at der afholdes ca. tre kurser i efteråret 2025 (september, oktober, november) baseret på sidste års erfaringer omkring tilslutning til kurserne.

Der er afsat 60.000 kr. til afvikling af foreningskurser i 2025. De afsatte midler skal også dække forplejning på kurserne (estimeret til 5.000-7.000 kr. ved tre kurser).

Kurserne vil have en varighed på tre til fire timer inklusiv en spisepause. De vil være egnede for alle typer af foreninger.

Videncenter om handicap

Hos Videnscenter om handicap kan man få viden, sparring og rådgivning om, hvordan der skabes inkluderende fællesskaber og styrkede muligheder for deltagelse for børn, unge og voksne handicap. De arbejder for at alle skal kunne deltage aktivt i fritidslivet uanset forudsætninger.

Videncenter om handicap tilbyder kurset "inklusion i fritidsfællesskaberne", hvor målet er at præsentere nogle praksisnære greb og tilgange, som foreningerne og de frivillige kan bruge med det samme.

Prisen for et kursus er 8.000 kr. ex. moms.

Se bilag 1 for fuld kursusbeskrivelse.

Ingerfair

Ingerfair er specialiseret i arbejdet med frivillige og afholder flere forskellige kurser omhandlede foreninger og frivillighed. De afviklede i 2024 og 2023 kurser i Frederikssund Kommune, med god feedback fra deltagerne. De tilbyder fire forskellige kurser:

1) Fremtidens bestyrelse - Hvordan bliver i den attraktive bestyrelse?

2) Motivation og organisering af frivillige, så de bliver tilknyttet foreningen

3) Rekruttering af frivillige - Hvad skal på plads inden rekruttering?

4) Ledelse af frivillige - Lær din egen og din bestyrelses ledelsesstil bedre at kende

Det er både muligt at tage et enkelt kursus eller hele kursusrækken.

Prisen per kursus er 15.000 kr. ex. moms.

Se bilag 2 for fuld kursusbeskrivelse.

DGI

DGI Nordsjælland er idrætsforeningernes interesseorganisationer, og har stor viden om frivillighed, foreningsledelse og aktiviteter indenfor idrætten. De kan tilbyde to forskellige kurser som vil være egnede for alle typer af foreninger:

1) Kursus i kommunikation for foreninger

Præcist kursusindhold planlægges i samarbejde med DGI. Det kan omhandle emner som pressemeddelelser, sådan bruger din forening sociale medier, hjælp til branding af foreningen online, videoproduktion osv.

Prisen er 7.500 kr. ex. moms.

2) Kursus i unges frivillige engagement - Med udgangspunkt i ungetesten, bliver foreningerne klogere på unge-målgruppen og føler sig klædt på til at invitere fremtidens frivillige indenfor.

Prisen er 7.500 kr. ex. moms.

Se bilag 3 for fuld kursusbeskrivelse.

Center for frivilligt socialt arbejde (CFSA)

CFSA styrker og udvikler det frivillige sociale arbejde i Danmark ved at indsamle og formidle viden om civilsamfundet. De står bag hjemmesiden frivillighed.dk, der giver alle typer af foreninger grundlæggende viden, tips og tricks til at drive en forening.

CFSA tilbyder kursus i fundraising, hvor foreningerne kan blive klogere på typer af fundraising, puljer og fonde, ansøgningsproces og prioritering og styring af fundraisigindsatsen.

Pris for et kursus er 13.000 kr. ex. moms.

Se bilag 4 for fuld kursusbeskrivelse.

Bilag

33Beslutning om godkendelse af Kongshøj gruppen Vinge spejderne som folkeoplysende forening

Resume

Kongshøj gruppe - Vinge spejderne ansøger om at blive godkendt som folkeoplysende forening. Udvalget skal med denne sag træffe beslutning om deres godkendelse.

Indstilling

Administrationen indstiller til Folkeoplysningsudvalget, at:

  1. Kongshøj gruppe - Vinge spejderne godkendes som folkeoplysende forening.

Sagsfremstilling

Kongshøj gruppe - Vinge spejderne ansøger om at blive godkendt som folkeoplysende forening.

Gruppernes opgave er at drive det primære spejderarbejde for børn og unge i gruppens lokalområde i overensstemmelse med Det Danske Spejderkorps’ formål og arbejdsgrundlag.

Gruppen har afholdt stiftende generalforsamling den 13. maj 2025. Gruppens bestyrelse består af fire personer, og bestyrelsen skal minimum bestå af tre personer. De har på nuværende tidspunkt 8 medlemmer, hvoraf alle medlemmer er under 25 år.

Gruppen holder til i bålhytten i Vinge, hvor spejdermøder for nuværende finder sted hver tirsdag.

Kongshøj gruppe - Vinge spejdernes vedtægter samt referat af stiftende generalforsamling er vedlagt sagen som bilag 1. Gruppen har tilhørsforhold i Det Danske Spejderkorps, og skal til enhver tid følge korpsets gældende vedtægter, da de er en selvstændig juridisk enhed under korpset. Gruppens egne vedtægter er således et tillæg til korpsets vedtægter.

Vedtægter for Det Danske Spejderkorps er vedlagt sagen som bilag 2.

Administrationen har gennemgået gruppens vedtægter og vurderer, at de lever op til kravene som beskrevet i folkeoplysningsloven og tilhørende bekendtgørelse.

Bilag

34Beslutning om ansøgning til udviklings- og initiativpuljen - Gymnastikforeningerne i Frederikssund Kommune

Resume

Fire af Frederikssund Kommunes gymnastikforeninger (Slangerup-, Frederikssund-, Græse-Sigerslevvester og Jægerspris Gymnastikforening) er gået sammen om at lave et fælles gymnastikhold under navnet "Fjordflipperne", der er udtrukket til at være opvarmningshold for DGI Verdensholdet. De ansøger om 30.000 kr. fra Folkeoplysningsudvalgets Udviklings- og initiativpulje.

Indstilling

Administrationen indstiller til Folkeoplysningsudvalget, at:

  1. Der træffes beslutning om ansøgningen.

Sagsfremstilling

Fire af Frederikssund Kommunes gymnastikforeninger (Slangerup-, Frederikssund-, Græse-Sigerslevvester og Jægerspris Gymnastikforening) er gået sammen om at lave et fælles gymnastikhold under navnet "Fjordflipperne". Fjordflipperne er blevet udtrukket til at være opvarmningshold for DGI Verdensholdets opvisning i Gladsaxe d. 12. september, og i den forbindelse ansøger gymnastikforeningerne Folkeoplysningsudvalgets udviklings- og initiativpulje om sammenlagt 30.000 kr. til at nedbringe foreningernes udgifter til initiativet.

DGI Verdensholdet er et udtaget opvisningsgymnastikhold, hvor 28 gymnaster udtages hvert andet år. På det nuværende hold er der udtaget en gymnast med rødder i Jægerspris Gymnastikforening. I efteråret 2025 drager DGI Verdensholdet på 6 måneders verdensturné for at udbrede de danske foreningsværdier med udgangspunkt i gymnastik. Inden verdensturnéen besøger holdet 14 danske byer med deres gymnastikopvisning, hvor et lokalt gymnastikhold i hver by er blevet udtrukket til at varme op. Det er en stor ære at få lov til at være opvarmningshold for DGI Verdensholdet, der indenfor opvisningsgymnastikken er tilsvarende et landshold.

Fjordflipperne består af 51 gymnaster med børn fra både Slangerup-, Frederikssund-, Græse-Sigerslevvester og Jægerspris Gymnastikforening. Seks instruktører fordelt mellem gymnastikforeningerne står i spidsen for holdet. Holdets opvisning indeholder både rytmisk gymnastik og forskellige former for spring, for at sikre at så mange som muligt kunne få en plads på holdet.

Gymnastikholdet skaber en seværdig opvisning, der er udviklet specielt til denne lejlighed, og som er noget helt specielt for børnene både hvad angår de gymnastiske færdigheder og fællesskabet. Det er en helt unik mulighed for foreningerne, og ikke noget de tidligere har afprøvet. Det er dermed ikke noget der er en del af deres daglige drift.

Til opvisningen kræves der opvisningsdragter og rekvisitter. Dertil er der udgifter til weekendtræninger hvor der trænes op til opvisningen, samt busudgift til fællestransport til Gladsaxe 12. september.

Gymnasterne har selv dækket udgifterne i forbindelse med weekendtræning. De øvrige udgifter dækkes af de fire gymnastikforeninger, som hver betaler for hver deres andel af gymnasterne på Fjordflipperne. De ansøgte midler fra udviklings- og initiativpuljen, skal være med til at nedbringe foreningernes udgifter til initiativet. Se bilag 1 for budget.

DGI organisationen sponserer billetter til DGI Verdensholdets opvisning, for alle gymnaster der deltager på Fjordflipperne.

Se bilag 2 for foreningernes ansøgning.

Bilag

35Beslutning om ansøgning til internationalt samarbejde - Frederikssund Taekwondo klub Dutch open

Resume

Frederikssund Taekwondo klub ansøger Folkeoplysningsudvalget pulje for internationalt samarbejde om 13.000 kr. til deres deltage i Dutch Open d. 6-9 marts 2025.

Indstilling

Administrationen indstiller til Folkeoplysningsudvalget, at:

  1. Der træffes beslutning om ansøgningen.

Sagsfremstilling

Frederikssund Taekwondo Klub har 6-9 marts 2025 deltaget Taekwondostævnet i Dutch Open. I den forbindelse ansøger klubben Folkeoplysningsudvalgets pulje for internationalt samarbejde om 13.000 kr.

Stævnet var med deltagelse af 1500 udøvere fra hele verden. Deltagelse i stævnet giver mulighed for at kæmpe mod nogen af verdens bedste udøvere på et niveau som ikke er muligt ved de danske stævner. Desuden er det en god mulighed for at vedligeholde relationerne til internationale kæmpere.

Der deltog i alt 6 udøvere fra Frederikssund Taekwondo klub i Dutch open.

Der har i forbindelse med stævnedeltagelsen været udgifter til:

Transport, fly og bus - 9.180 kr.

Stævnegebyr - 6.700 kr.

Overnatning eskl. morgenmad - 11.700 kr.

Frederikssund Taekwondo klub har selv bidraget med 4.500 kr. De resterende udgifter er dækket ved egenbetaling fra deltagerne.

Se bilag 1 for ansøgning og budget.

Bilag

36Beslutning om ansøgning til internationalt samarbejde - Frederikssund Taekwondo klub British open

Resume

Frederikssund Taekwondo klub ansøger Folkeoplysningsudvalget pulje for internationalt samarbejde om 13.000 kr. til deres deltage i British Open d. 21-23 marts 2025.

Indstilling

Administrationen indstiller til Folkeoplysningsudvalget, at:

  1. Der træffes beslutning om ansøgningen.

Sagsfremstilling

Frederikssund Taekwondo Klub har 21-23 marts 2025 deltaget Taekwondostævnet i British Open. I den forbindelse ansøger klubben Folkeoplysningsudvalgets pulje for internationalt samarbejde om 13.000 kr.

Ved British open deltog 800 udøvere fra hele verden, og taekwondokæmperene fra Frederikssund Taekwondoklub fik mulighed for at møde modstandere på et niveau, som det ellers er vanskeligt at møde i den daglige træning. Deltagelsen i stævnet gav også indblik i den nyeste viden inden for teknikker såvel som opvarmnings- og udstrækningsmetoder, som klubben kan benytte i træningen derhjemme.

Der deltog i alt 7 udøvere fra Frederikssund Taekwondo klub i British open.

Der har i forbindelse med stævnedeltagelsen været udgifter til:

Transport, fly og bus - 7.290 kr.

Stævnegebyr - 7.624 kr.

Overnatning inkl. morgenmad - 11.780 kr.

Frederikssund Taekwondo klub har selv bidraget med 3.000 kr. De resterende udgifter er dækket ved egenbetaling fra deltagerne.

Se bilag 1 for ansøgning og budget.

Bilag

37Beslutning om ansøgning til internationalt samarbejde - Frederikssund Taekwondo klub Swedish open

Resume

Frederikssund Taekwondo klub ansøger Folkeoplysningsudvalget pulje for internationalt samarbejde om 10.000 kr. til deres deltagelse i Swedish Open 2-4 maj 2025.

Indstilling

Administrationen indstiller til Folkeoplysningsudvalget, at:

  1. Der træffes beslutning om ansøgningen.

Sagsfremstilling

Frederikssund Taekwondo Klub har 2-4 maj 2025 deltaget Taekwondostævnet i Swedish Open. I den forbindelse ansøger klubben Folkeoplysningsudvalgets pulje for internationalt samarbejde om 10.000 kr.

Ved stævnet deltog over 500 udøvere fra hele verden, og taekwondokæmperene fra Frederikssund Taekwondoklub fik mulighed for at møde modstandere på et niveau, som det ellers er vanskeligt at møde i den daglige træning hjemme i Danmark. Frederikssund Taekwondo klub har tidligere deltaget i stævner og træningssamlinger med svenske klubber, og Swedish Open var en god anledning til at vedligeholde det samarbejde der allerede er etableret med en række klubber i Sydsverige.

Der deltog i alt 10 udøvere fra Frederikssund Taekwondo klub i Swedish open.

Der har i forbindelse med stævnedeltagelsen været udgifter til:

Transport, benzin og Øresundsbro - 2.500 kr.

Stævnegebyr - 8.980 kr.

Overnatning inkl. morgenmad - 8.775 kr.

Frederikssund Taekwondo klub har selv bidraget med 2.000 kr. De resterende udgifter er dækket ved egenbetaling fra deltagerne.

Se bilag 1 for ansøgning og budget.

Bilag

38Beslutning om ansøgning til internationalt samarbejde - Frederikssund Taekwondo klub Galeb Summer Camp

Resume

Frederikssund Taekwondo klub ansøger Folkeoplysningsudvalget pulje for internationalt samarbejde om 50.000 kr. til deres deltagelse i Galeb Summer Taekwondo Camp 31. juli-7. august 2025.

Indstilling

Administrationen indstiller til Folkeoplysningsudvalget, at:

  1. Der træffes beslutning om ansøgningen.

Sagsfremstilling

Frederikssund Taekwondo Klub deltager i Galeb Summer Taekwondo Camp i Serbien 31. juli- 7. august 2025. I den forbindelse ansøger klubben Folkeoplysningsudvalgets pulje for internationalt samarbejde om 50.000 kr.

Sommercampen ledes af en af verdens bedste taekwondo trænere, og har deltagere fra hele verden. Træningslejren giver mulighed for højkvalificeret træning og sparring med nogen af verdens bedste kæmpere, og fungerer samtidig som afsæt frem mod VM-udtagelse for klubbens bedste kæmpere. Derudover er sommercampen en god mulighed for at få dannet kontakt til andre udøvere og klubber, og styrke de sociale bånd blandt udøverne i klubben og til de øvrige deltagere.

12 udøvere fra Frederikssund Taekwondo klub vil deltage i Galeb Summer Taekwondo Camp.

I forbindelse med sommercampen er der udgifter til:

Fly til Serbien tur/retur og bus til hotel - 35.700 kr.

Deltagelse i camp inkl. hotel og forplejning - 68.900 kr.

Frederikssund Taekwondo klub bidrager selv med 8.050 kr. De resterende udgifter bliver dækket ved egenbetaling fra deltagerne.

Se bilag 1 for ansøgning og bilag 2 for budget.

Bilag

39Beslutning om lokalefordeling for sæson 2025/2026 i Kultur- og Havnebadet

Resume

Folkeoplysningsudvalget skal med nærværende sag træffe beslutning om proces for godkendelse af lokalefordeling på Kultur- og havnebadet for folkeoplysende foreninger.

Indstilling

Administrationen indstiller til Folkeoplysningsudvalget, at:

  1. Formanden for Folkeoplysningsudvalget får mandat til at godkende lokalefordelingen for sæson 2025/2026 i Kultur- og Havnebadet.

Sagsfremstilling

Folkeoplysningsudvalget i Frederikssund Kommune godkender lokalefordelingen for folkeoplysende foreninger i kommunale lokaler. Lokalefordelingen gennemføres ud fra retningslinjer vedtaget af Unge, fritid og idræt.

Størstedelen af lokalefordelingen for sæsonen 2025/26 er gennemført og vedtaget af Folkeoplysningsudvalget på mødet 29. april 2025. Der udestår alene beslutning om lokalefordeling for de folkeoplysende aktiviteter på Kultur- og Havnebadet.

Unge, fritid og idræt har på udvalgets møde 3. juni 2025 i sag 47 vedtaget rammerne for brug af Kultur- og havnebadet, som gør det muligt at afslutte lokalefordelingen. Som del af rammerne har været sæsonens start- og sluttidspunkt, placering af offentligt åbningstid samt mulighed for benyttelse af sauna.

Sæsonen 2025/26 for Kultur- og Havnebadet starter medio august efter skolernes sommerferie er afsluttet.

Administrationen har planlagt en lokalefordelingsproces med foreninger, der anvender Kultur- og Havnebadet, så den gennemføres i juni måned. Efterfølgende er der brug for en godkendelse af lokalefordelingen i Folkeoplysningsudvalget.

Administrationen anbefaler, at Folkeoplysningsudvalget bemyndiger formanden til at kunne træffe beslutning om lokalefordelingen for sæson 2025/2026 i Kultur- og Havnebadet.

Alternativt kan Folkeoplysningsudvalget besluttet at afholde et ekstraordinært udvalgsmøde i uge 27 for at behandle en lokalefordeling.

40Meddelelser

Sagsfremstilling

  • Copenhagen Sprint afvikles i kommende weekend 21-22 juni
  • Status på Aktiv Fritid
  • Ferieaktiviteter 2025
  • Henvendelse om opstart af Basketballklub i Frederikssund Kommune

41Underskrifter

Beslutning

-

Sagsfremstilling

Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark.

Når der trykkes godkendt, svarer det til, at underskriftarket er underskrevet.