
Virksomheder kan byde ind på opgaver i Frederikssund Kommune
Frederikssund Kommune gennemfører hvert år en række bygge- og anlægsprojekter samt opgaver inden for drift og vedligeholdelse. Mange af opgaverne bliver sendt i udbud, og det giver virksomheder mulighed for at komme i betragtning som leverandører på både mindre og større opgaver.
En del virksomheder møder kommunen første gang ved arrangementer som udbudsbasaren. Men der er løbende mulighed for at bringe sig i spil gennem kommunens udbudsportal eller ved at tage direkte kontakt og præsentere sin virksomhed og sine kompetencer.
Kommunen arbejder aktivt med at skabe gennemsigtighed om kommende opgaver, så flere virksomheder får mulighed for at orientere sig i projekterne og vurdere, hvor de kan byde ind.
Mange forskellige typer opgaver
I 2026 forventer Frederikssund Kommune at udbyde en række opgaver inden for bygge- og anlægsbranchen – flere end det var tilfældet i 2025. Det gælder blandt andet hovedvedligeholdelse af kommunale bygninger samt konkrete projekter som udskiftning af vinduer og tage på skoler og daginstitutioner, etablering af affaldsgårde, renovering af installationer og etablering af parkeringspladser. Der indgår også belysningsprojekter på flere institutioner og skoler samt løbende forbedringer af tekniske installationer.
Derudover gennemføres en række anlægsprojekter inden for veje, stier, fortove, vejafvanding, signalanlæg og grønne områder. Opgaverne kan blandt andet omfatte arbejde med cykelstier, rekreative stier, kørebaner, broer og øvrige bygværker samt drift og udvikling af kommunale arealer. Opgaverne spænder dermed bredt og kan være relevante for både mindre og større virksomheder afhængigt af projektets størrelse og karakter.
Sådan kan virksomheder bringe sig i spil
Virksomheder kan tilkendegive deres interesse om aktuelle opgaver via kommunens udbudsportal for byggeopgaver. Her kan man oprette en profil og modtage information om relevante udbud, efterhånden som de offentliggøres.
Derudover har virksomheder mulighed for at sende en kort præsentation af deres kompetencer til kommunen. Det kan være oplysninger om virksomhedens kerneområder, erfaringer og særlige faglige styrker. Præsentationen bliver delt med de relevante projektledere, så virksomheden kan indgå i overvejelserne ved kommende opgaver.
Kommunen gennemfører opgaver i forskellige størrelsesordener. Mindre opgaver kan i nogle tilfælde blive tildelt direkte, mens mellemstore opgaver kan blive indhentet som underhåndsbud fra et mindre antal virksomheder. Større opgaver gennemføres som egentlige udbud eller som udbud efter europæiske regler afhængigt af opgavens størrelse.
Frederikssund Kommune opfordrer virksomheder, der arbejder inden for byggeri, anlæg, teknik eller grønne områder, til løbende at orientere sig om kommende opgaver og tage kontakt, hvis de ønsker at bringe deres kompetencer i spil.
Udbudsbasar som brobygger
I 2025 og 2026 har Frederikssund Kommune afholdt udbudsbasar, hvor virksomheder får viden om kommende bygge- og anlægsprojekter. Det er hensigten at udbudsbasaren løbende skal afholdes. Frederikssund Kommune opfordrer alle interesserede i at deltage. Næste udbudsbasar forventes afholdt i efteråret 2026.