
Liberalt erhverv i egen bolig
Det er muligt at drive erhverv eller liberalt erhverv fra egen bolig, hvis følgende betingelser som udgangspunkt overholdes.
Er ejendommen placeret i byzone:
- Ejendommens karakter af beboelse må ikke ændres som følge af erhvervet eller medføre en ændring af områdets karakter.
- Erhvervet må kun etableres i boligens beboelsesareal, herunder også anneks. Det er ikke tilladt at drive erhvervet på eller fra ejendommens udearealer, i garage, udhus eller lignende bygninger.
- Erhvervet skal drives og ejes af en beboer i ejendommen. Der må ikke være ansatte, som arbejder fra adressen.
- Erhvervet må ikke medføre væsentlige gener for de omkringboende, herunder støj, lugt eller lignende.
- Erhvervet må ikke medføre en væsentlig stigning i trafikken til og fra ejendommen.
- Parkeringsbehovet skal være minimalt og skal som udgangspunkt kunne dækkes på egen grund.
- Erhvervsdelen må højst udgøre 25 % af boligarealet, dog højst 50 m2.
- Eventuel skiltning skal være diskret og må højst udgøre 0,25 m².
- Se evt. gældende lokalplan for området, da der kan være områdespecifikke bestemmelser. Du kan på plandata.dk, se om, der er en lokalplan for området.
Der må ikke drives erhverv fra sommerhuse, heller ikke selv om der er meddelt tilladelse til helårsbeboelse.
Har du spøgmål til liberalt erhverv og boligen er placeret i byzone, kan du kontakte Frederikssund Byggesagsafdeling via telefon 47 35 10 00 eller e-mail byggesag@frederikssund.dk.
Er ejendommen placeret i landzone, kan der være andre krav og hensyn, som gør sig gældende, og som kræver en landzonetilladelse. Du kan på Frederikssund Kommunes side om landzonebyggeri læse mere.