Frederikssund Kommunes logo

Social og Sundheds møde den 03. juni 2026

Livskilden, Mødelokale 2, Kilde Alle 9, 3600 Frederikssund kl. 08.00

Dagsorden

Fold alle punkter

42Godkendelse af dagsorden

43Beslutning om botilbudsviftens udviklingsspor

Resume

Social og Sundhed har på seneste udvalgsmøde drøftet indholdet i fire udviklingsspor for at udvikle Frederikssund Kommunes egen botilbudsvifte og godkendt at der arbejdes videre med disse. I denne sag skal Social og Sundhed træffe beslutning om den overordnede proces for det videre arbejde med fire udviklingsspor samt godkende, at der oversendes udgifter forbundet med afdækningsanalyser til budget 2027-2030.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og Sundhed, at:

  1. Godkende den overordnet proces- og tidsplan for arbejdet med de fire udviklingsspor.
  2. Godkende at oversende udgifter på 250.000 kroner forbundet med eksterne bygningsmæssige analyser i spor 1 til Budget 2027-2030 med henblik på anvendelse i 2027. Beløbet vedrører bruttoanlægsudgifter.
  3. Godkende at oversende udgifter på 600.000 kroner forbundet med eksterne faglige og bygningsmæssige analyser i spor 3 til Budget 2027-2030 med henblik på anvendelse i 2028. 300.000 kroner vedrører bruttoanlægsudgifter og 300.000 kroner vedrører driftsudgifter. (Serviceudgifter)

Sagsfremstilling

Frederikssund Kommune har de seneste år oplevet for stigende enhedsudgifter til botilbud, stigende kompleksitet blandt borgere på det specialiserede voksenområde, samt behov for modernisering af dele af den eksisterende bygningsmasse. En udvikling af kommunens botilbudsvifte skal bidrage til at imødekomme de udfordringer, der er på botilbudsområdet i Frederikssund Kommune.

På udvalgsmøderne 3. marts (sag 19), 8. april (sag 29) og 6. maj sag (sag 35) er Social og Sundhed præsenteret for baggrunden for udvikling af botilbudsviften, botilbudsområdet samt indholdet i fire udviklingsspor.

På mødet den 6. maj godkendte udvalget, at der arbejdes videre med de fire spor.

I det videre arbejde skal hvert spor kvalificeres nærmere med analyser af målgruppebehov, økonomi, kapacitet, bygningsmæssige forhold og implementeringsmuligheder.

Der vil løbende ske politisk involvering samt inddragelse af relevante råd, beboere og pårørende.

De fire spor er følgende:

  1. Fremtidssikring af et højt specialiseret midlertidigt botilbud til borgere med psykiske vanskeligheder (Skibbyhøj).
  2. Udvikling af en bæredygtig botilbudsstruktur til borgere med udviklingshæmning.
  3. Mulig etablering af kommunale botilbudspladser til borgere med autismespektrumforstyrrelser (ASF)
  4. Mulig etablering af midlertidige udredningspladser.

Arbejdet med udvikling af botilbudsviften tager afsæt i fire bærende principper for udvikling af botilbud:

  • Fleksibilitet i de fysiske rammer
  • Borgernes trivsel og selvstændighed
  • faglig bæredygtighed
  • økonomisk bæredygtighed.

Proces og tidsplan for de enkelte udviklingsspor

I bilag 1 fremgår en tentativ tids- og procesplan for arbejdet med de fire udviklingsspor.

Spor 1 – Fremtidssikring af Skibbyhøj som et højt specialiseret midlertidigt botilbud til borgere med psykiske vanskeligheder.

Data for Frederikssund Kommunes anvendelse af botilbud viser, at hovedandelen af unge borgere under 40 år med psykiske vanskeligheder bor i midlertidige botilbud i privat regi.

Skibbyhøj er kommunens højt specialiseret midlertidigt botilbud efter servicelovens § 107 til unge voksne med psykiske vanskeligheder. Tilbuddet har 23 pladser, men har i 2025 haft en belægningsprocent på 70 pct.

Administrationens vurdering er, at de nuværende fysiske rammer er utidssvarende og ikke understøtter målgruppens behov tilstrækkeligt, hvilket er en central årsag til den lave belægning i 2025.

For at fremtidssikre Skibbyhøj som et højt specialiseret midlertidigt botilbud skal der derfor arbejdes videre med:

  • Muligheder for renovering og/eller modernisering af de fysiske rammer,
  • Muligheder for alternativ placering,
  • Vurdering af eventuelt frasalg af hele eller dele af den grund, som Skibbyhøj ligger på
  • Vurdering af driftsmæssige og økonomiske konsekvenser.

Det forventes, at afdækningsfasen gennemføres i 2026-2027, hvorefter der kan forelægges beslutningsoplæg til politisk niveau om eventuelle anlægs- og driftsmæssige tiltag til Budget 2028-2031.

I afdækningsfasen vil der være behov for at anvende ekstern rådgivning i forbindelse med at afdække mulighederne for renovering og modernisering af bygningerne på Skibbyhøj. Udgifterne hertil estimeres til at kunne beløbe sig til 250.000 kroner i 2027.

Der arbejdes med to igangværende initiativer, som kan bidrage til at øge belægningen på Skibbyhøj: Som led i Budget 2026 er 3-4 pladser i færd med at blive omdannet til fleksible pladser, som kan modtage unge fra de er fyldt 16 år. Derudover afdækkes mulighederne for at omdanne 1-2 pladser til afklaringspladser efter servicelovens § 107a (lovpligtig opgave fra primo 2027),

Spor 2 – Bæredygtig botilbudsstruktur til borgere med udviklingshæmning

Frederikssund Kommune driver i dag fire mindre botilbud til borgere med udviklingshæmning fordelt på fem matrikler. De enkelte botilbud har forskellige ejerforhold. Flere tilbud er præget af utidssvarende fysiske rammer og små enheder, som udfordrer faglig udvikling og økonomisk bæredygtighed.

Samtidig bliver borgerne ældre og får i stigende grad behov for pleje- og sundhedsindsatser sammen med den socialpædagogiske indsats.

Administrationen foreslår derfor, at der arbejdes videre med:

  • Analyse af fremtidigt kapacitets- og målgruppebehov
  • Muligheder for samling og optimering af tilbudsstrukturen
  • Muligheder for udbygning ved eksisterende tilbud
  • Muligheder for etablering af nye samlede tilbud i eksisterende kommunale rammer eller i form af nybyggeri

Vurdering af driftsøkonomi, anlægsbehov og eventuel afhændelse af eksisterende tilbud.

Afdækningen forventes gennemført i perioden 2026-2027, hvorefter der kan forelægges beslutningsoplæg til politisk niveau om eventuelle anlægs- og driftsmæssige tiltag. Beslutningsoplæg om eventuelt anlæg og driftsmæssige tiltag vil blive forelagt politisk niveau til Budget 2028-2031.

Spor 3 – Botilbudspladser til borgere med autismespektrum-forstyrrelser

Frederikssund Kommune oplever stigende tilgang af borgere med autismespektrum-forstyrrelser (ASF). Frederikssund Kommune har ikke botilbudspladser denne målgruppe, og i dag er hovedparten af voksne borgere med ASF placeret i private botilbud.

Administrationen vurderer, at det bør undersøges, om etablering af egne kommunale botilbudspladser kan:

  • Styrke borgernes udvikling
  • Skabe tættere sammenhæng med øvrige kommunale tilbud og civilsamfundet
  • Reducere udgifter til private botilbud.

Det videre arbejde skal omfatte:

  • Analyse af målgruppe og behov for antal pladser
  • Vurdering af muligheder for nybyggeri eller omlægning af eksisterende pladser
  • Analyse af muligheder for anvendelse af pladser i andre kommuner
  • Udarbejdelse af business case for evt. hjemtagning af borgere.

Afdækningen forventes gennemført i perioden 2026-2028, hvorefter der kan forelægges beslutningsoplæg til politisk niveau om eventuelle anlægs- og driftsmæssige tiltag.

I afdækningsfasen vil der være behov for at anvende ekstern rådgivning i forbindelse med den faglige- og metodemæssige tilgang i tilbuddet samt afdækning af mulighederne for placering af pladserne i eksisterende rammer eller i form af nybyggeri. Udgifterne hertil estimeres til at kunne beløbe sig til 600.000 kroner i 2028.

Spor 4 – Midlertidige udredningspladser

Frederikssund Kommune har i en årrække arbejdet med at tilbyde borgere socialpædagogisk støtte i egen bolig frem for midlertidigt botilbud. Dette har givet borgerne mulighed for et mere selvstændigt liv og samtidig bremset tilgangen til midlertidige botilbud.

I forbindelse med indsatsen kan det konstateres, at der er borgere, hvor der er behov for en nærmere udredning og træning af funktionsniveau for at kunne vurdere det rette støttebehov.

I spor 4 arbejdes der derfor videre med mulighederne for etablering af midlertidige udredningspladser til borgere, som ikke kan bo i egen bolig, og hvor der er behov for at afdække funktionsevne og støttebehov over en afgrænset periode inden en mere præcis social indsats bevilges. Dette skal bidrage til at færre borgere henvises til længere ophold i en midlertidig botilbudsramme.

Arbejdet skal blandt andet omfatte:

  • Analyse af målgruppe og kapacitetsbehov
  • Afdækning af lovgivningsmæssige rammer
  • Vurdering af sammenhæng med eksisterende tilbud
  • Analyse af økonomi og drift
  • Vurdering af muligheder for etablering i eksisterende eller nye rammer.

Det forventes, at afdækningen gennemføres i 2026 med etablering i 2027.

Inddragelse

Arbejdet med udvikling af botilbudsviften gennemføres som en inddragende proces med deltagelse af beboer- og pårørenderåd på kommunens botilbud samt Rådet for handicap, psykiatri og udsathed.

Der er aftalt dialogmøde om emnet med Rådet for handicap, psykiatri og udsathed i august måned.

Sagen er desuden sendt til kommentering i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle kommentarer fremsendes til udvalgets medlemmer inden mødet.

Økonomi

Drift

En eventuel godkendelse af punkt 3 i indstillingen giver anledning til at der oversendes 300.000 i serviceudgifter forbundet med eksterne faglige analyser i spor 3 til Budget 2027-2030 med henblik på anvendelse i 2028. Det vil sige, at budgettet for serviceudgifter søges øget med 0,3 mio. kr. i 2028.

Anlæg

En eventuel godkendelse af punkt 2 i indstillingen giver anledning til at der oversendes 250.000 i bruttoanlægsudgifter forbundet med eksterne bygningsmæssige analyser i spor 1 til Budget 2027-2030 med henblik på anvendelse i 2027. Det vil sige, at budgettet for bruttoanlægsudgifter søges øget med 0,25 mio. kr. i 2027.

En eventuel godkendelse af punkt 3 i indstillingen giver anledning til at der oversendes 300.000 i bruttoanlægsudgifter forbundet med eksterne bygningsmæssige analyser i spor 3 til Budget 2027-2030 med henblik på anvendelse i 2028. Det vil sige, at budgettet for bruttoanlægsudgifter søges øget med 0,3 mio. kr. i 2028.

Bilag

44Orientering om Socialtilsyn Hovedstadens tilsyn i botilbud 2025

Resume

I denne sag forelægges Social og Sundhed til orientering en samlet redegørelse for de driftsorienterede tilsyn fra Socialtilsyn Hovedstaden med botilbud i Frederikssund Kommune i 2025.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og Sundhed, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Socialtilsyn Hovedstaden har i 2025 foretaget driftsorienteret tilsyn med otte botilbud for voksne med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne i Frederikssund Kommune. I denne sag forelægges Social og Sundhed en samlet redegørelse over resultaterne af Socialtilsyn Hovedstadens tilsyn i 2025.

Det daværende Social og sundhed godkendte på møde 31. marts 2022 (sag 37) en procedure for formidling af tilsynsresultater og -rapporter. Proceduren betyder blandt andet, at udvalget hvert år forelægges en samlet redegørelse for gennemførte tilsyn det foregående år.

Socialtilsynet skal føre et systematisk, ensartet, uvildigt og fagligt kompetent tilsyn. Tilsynet skal bidrage til at fastholde og udvikle kvaliteten i tilbuddene blandt andet gennem dialog med tilbuddene om deres pædagogiske tilgang, behandling af borgerne og deres styringsmæssige forhold som for eksempel økonomien.

Socialtilsynet førte 2025 tilsyn ud fra syv temaer i en kvalitetsmodel. Det er den samme kvalitetsmodel, som alle tilbud i landet bliver vurderet ud fra. I tilsynet vil der som regel være særlig fokus på 2-3 af temaerne.

  • Uddannelse og beskæftigelse
  • Selvstændighed og relationer
  • Målgruppe, metoder og resultater
  • Organisation og ledelse
  • Kompetencer
  • Fysiske rammer
  • Sundhed og trivsel

Udover ovenstående temaer fører Socialtilsynet tilsyn med tilbuddenes økonomi og godkender herunder budgettet.

Socialtilsynet udvælger for det enkelte tilsynsbesøg, hvilke tilsynstemaer der skal være i fokus. Tilsynsresultaterne skal derfor ses i lyset af, at ikke alle temaer nødvendigvis har været genstand for tilsynets opmærksomhed i 2025. For de temaer, som ikke har været i fokus i 2025 gælder Socialtilsynets vurderinger fra foregående år.

Samlet vurdering af tilsynene i 2025

I skemaet nedenfor ses, hvordan Socialtilsynet har scoret de enkelte tilbud på baggrund af temaerne. Socialtilsynet scorer tilbuddene på en skala fra 1-5. 5 er den bedste score, hvor temaet i meget høj grad er opfyldt.

Der gøres opmærksom på, at Socialtilsynet var ikke på tilsynsbesøg på Klintegården i 2025.

Overordnet set fik tilbuddene i Frederikssund Kommune i 2025 vurderinger i den højere ende af skalaen. Således lå fem ud af seks tilbud på en gennemsnitlig score fra 3,8 til 4,7. Et enkelt tilbud, Rosenfeldthusene, fik en score på 2,7.

Socialtilsynet har ikke givet nogen sanktioner i form af påbud eller andre vilkår til tilbuddene i forbindelse med tilsynsbesøgene i 2025. Socialtilsynet opstillede nogle anbefalinger og udviklingspunkter for en række af tilbuddene. Tilbuddene arbejder målrettet med disse punkter

Skema med oversigt over hvordan tilbuddene har scoret ved tilsynet.

Tilbud (dato for tilsynsbesøg)Uddannelse og beskæftigelseSelvstændighed og relationerMålgruppe, metoder og resultaterSundhed og trivselOrganisation og ledelseKompetencerFysiske rammerSamlet scoreGennemsnit 2025Gennemsnit 2024
Klintegården (Intet besøg)---------4,4
Skibbyhøj (20.3.2025)4,04,73,54,74,83,55,030,24,34,6
Rosenfeldthusene (5.3.2025)2,53,02,03,32,42,04,019,22,72,7
Lunden (1.10.2025)4,04,34,03,62,74,04,026,63,83,6
Lindevang (11.4.2025)3,54,33,04,63,42,55,026,33,84,0
Egeparken (6.2.2025)4,05,04,84,74,85,04,332,64,74,4
Møllehaven (14.7.2025)4,54,73,34,53,84,55,030,34,34,4
Gennemsnit3,84,33,44,23,73,64,623,63,94,0

I det følgende gennemgås elementer fra socialtilsynets samlede vurdering af de enkelte tilbud.

Klintegården, Frederikssund

Socialtilsynet var ikke på tilsynsbesøg på Klintegården i 2025.

Skibbyhøj, Skibby

Socialtilsynet vurderer i tilsynsrapporten, at Skibbyhøj har den fornødne kvalitet. Tilbuddet arbejder målrettet med borgerinddragelse, trivsel og udvikling, og borgerne understøttes i at deltage i beskæftigelse og fællesskaber. Der er dog behov for en mere ensartet faglig tilgang og metode i indsatsen. En del af tilbuddet kan med fordel renoveres, så det bliver mere tidssvarende og hjemligt for borgerne.

Rosenfeldthusene, Frederikssund

Socialtilsynet vurderer i rapporten, at Rosenfeldthusene formelt har den fornødne kvalitet, men at der er væsentlige udfordringer. Tilbuddet understøtter borgernes dagtilbud og relationer, men har betydelige udfordringer med dokumentation, organisering, høj personalegennemstrømning og manglende fagligt fundament.

Handicap og Botilbud har siden 2. halvår 2024 arbejdet med en handleplan for Rosenfeldthusene. Social og sundhed blev orienteret om status på arbejdet med handleplanen på udvalgsmøde 9. oktober 2025 (sag 78). Handleplanen har samlet op på tilsynets anbefalinger og bidraget med en større stabilitet og kontinuitet i medarbejderstaben omkring et fagligt fællesskab, således at borgere og pårørende skal opleve et tilbud med højere grad af systematisk fokus på at skabe muligheder og udvikle den enkelte borger. Handleplanen indeholder tre spor: (1) kompetenceudvikling og trivsel, (2) fælles fagligt grundlag og systematisk dokumentation samt (3) bæredygtig og gennemsigtig økonomi.

Lunden, Frederikssund

Socialtilsynet vurderer, at Lunden fortsat har den fornødne kvalitet. Tilbuddet understøtter borgernes trivsel, selvstændighed og deltagelse i beskæftigelse. Der er dog delvise udfordringer med ledelsesmæssig stabilitet, manglende systematik i dokumentation samt behov for mere løbende supervision af medarbejdere.

Lindevang, Frederikssund

Socialtilsynet vurderer, at Lindevang samlet set har den fornødne kvalitet. Borgerne trives, og der arbejdes med selvstændighed og sociale relationer. Der er dog delvise udfordringer med dokumentationskvalitet, ledelsesmæssig overgang samt højt sygefravær og behov for styrket fælles faglig retning på tværs af de to afdelinger.

Egeparken, Jægerspris

Socialtilsynet vurderer, at Egeparken har den fornødne kvalitet og fremstår som et stabilt tilbud. Der arbejdes systematisk med mål, dokumentation og borgerinddragelse, og medarbejderne har relevante kompetencer. Tilbuddet har fokus på, at borgerne udnytter deres fulde potentiale i forhold til uddannelse og beskæftigelse, og at borgerne inkluderes i samfundet.

Møllehaven, Slangerup

Socialtilsynet vurderer, at Møllehaven har den fornødne kvalitet. Tilbuddet understøtter borgernes trivsel, fællesskab og deltagelse i beskæftigelse, og der arbejdes med udvikling af faglig praksis. Der er dog behov for at reducere brugen af ikke-fastansatte medarbejdere.

Ny tilsynsmodel for Socialtilsynet

Folketinget vedtog den 11. juni 2025 et forslag til ændring af lov om socialtilsynet. Loven trådte i kraft den 1. januar 2026.

Med loven bliver tilsynet omlagt, så tilbud skal have tilsynsbesøg mindst hvert 3. år. Socialtilsynene kan foretage hyppigere tilsyn på baggrund af en risikovurdering, fx ved henvendelser om tilbud i tilsynenes whistleblower-ordning.

Antallet af temaer i kvalitetsmodellen er reduceret fra syv til fem. Samtidig er scoringen i kvalitetsmodellen ændret fra en skala på 1-5 til at være "opfyldt" eller "ikke-opfyldt".

Tilsynsbesøgene skal aflægges som uanmeldte besøg med mindre særlige forhold nødvendiggør, at tilsynsbesøg foretages anmeldt.

Den nye tilsynsmodel betyder, at der fremover ikke kan udarbejdes en årlig systematisk opfølgning på de enkelte tilbuds scoring og kvalitetsudvikling på baggrund af tilsynene.

Inddragelse

Sagen er sendt til kommentering i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle kommentarer sendes til udvalgets medlemmer inden mødet.

Økonomi

Orientering om redegørelse for de driftsorienterede tilsyn fra Socialtilsyn Hovedstaden med botilbud i Frederikssund Kommune i 2025 har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

45Orientering om tilsyn i aktivitets-, samværs- og beskæftigelsestilbud samt friplejeboliger 2025

Resume

I denne sag orienteres Social og Sundhed om den årlige redegørelse for de driftsorienterede tilsyn i kommunens aktivitets-, samværs-, og beskæftigelsestilbud efter Servicelovens §§ 103 og 104 i 2025. Derudover indgår det fondsejede bofællesskab Lykke Marie (etableret efter lov om friplejeboliger) og det private beskæftigelsestilbud Parkteatret i Frederikssund, hvor Frederikssund Kommune som beliggenhedskommune er tilsynsmyndighed. Overordnet set får Frederikssund Kommunes tilbud høje vurderinger af kvalitet og indsatser.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og Sundhed, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Social og sundhed godkendte på møde 31. marts 2022 (sag 37) en procedure for formidling af tilsynsresultater og -rapporter. Proceduren betyder, at udvalget løbende får fremsendt de forskellige tilsynsrapporter, i takt med at administrationen modtager rapporterne fra tilsynsmyndigheden eller driftsenhederne. Rapporterne fremsendes i udgangspunktet uden kommentering fra administrationen. Rapporterne lægges desuden på som bilag under meddelelsespunktet på det førstkommende udvalgsmøde. Hvis et tilbud modtager alvorlig kritik bliver udvalget orienteret på førstkommende udvalgsmøde. Udvalget modtager samtidig en orientering om, hvilke tiltag administrationen og/eller det enkelte tilbud har iværksat eller har planlagt at iværksætte for at imødegå kravene fra tilsynet.

Hvert år forelægges udvalget en samlet redegørelse for gennemførte tilsyn det foregående år.

Frederikssund Kommune skal ifølge servicelovens § 148a føre driftsorienteret tilsyn med egne og private tilbud, som ikke er omfattet af § 4 i lov om socialtilsyn. I Frederikssund Kommune omfatter det tilbud om beskyttet beskæftigelse samt aktivitets- og samværstilbud (Højagergaard, Ejegod, Gnisten og Klub Stjerneskud og Livskilden), det private beskæftigelsestilbud Parkteatret i Frederikssund samt det fondsejede bofællesskab Lykke Marie etableret efter lov om friplejeboliger.

Frederikssund Kommune har tilsynsforpligtelsen med Parkteatret og Lykke Marie, men har derudover ingen indflydelse på driften af disse tilbud.

Kommunen har indgået en aftale med BDO, der udfører tilsynene på kommunens vegne. Tilsynene gennemføres som uanmeldte tilsynsbesøg ud fra følgende syv temaer.

  • Målgruppe, metoder og resultater
  • Sundhed og trivsel
  • Aktiviteter og beskæftigelse
  • Selvstændighed og relationer
  • Organisation og ledelse
  • Kompetencer
  • Fysiske rammer

Samlet vurdering af tilsynene i 2025

I skemaet nedenfor ses, hvordan BDO har scoret de enkelte tilbud på baggrund af temaerne. BDO scorer tilbuddene på en skala fra 1-5, hvor 5 er den højeste score, hvor temaet i højeste grad er opfyldt. Tilsynets gennemsnitlige score ligger på mellem 4,1 og 5,0 på de syv tilbud, hvilket må vurderes at være en høj score.

Tilbud (dato for tilsynsbesøg)Målgruppe, metoder og resultaterSundhed og trivselAktiviteter og beskæftigelseSelvstændighed og relationerOrganisation og ledelseKompetencerFysiske rammerSamlet scoreGennemsnit 2025Gennemsnit 2024
Højagergaard (30.10.2025)4555555344,95,0
Ejegod (19.12.2025)5555555355,05,0
Gnisten (15.12.2025)4555555344,94,3
Klub Stjerneskud (30.10.2025)5555555355,05,0
Livskilden (19.9.2025)5555555355,0-
Bofællesskabet Lykke Marie (26.6.2025)3555545324,64,6
Parkteatret (7.8.2025)3355544294,14,6
Gennemsnit4,14,75,05,05,04,74,933,44,84,7

I det følgende gennemgås elementer fra tilsynets samlede vurdering af de enkelte tilbud.

AKUcenter Højagergaard

Tilsynet vurderer, at AKU-Center Højagergaard er et meget velfungerende beskæftigelses- og aktivitetstilbud til borgere med udviklingshæmning og erhvervede hjerneskader. Tilbuddet arbejder med relevante neuropædagogiske metoder og understøtter borgernes trivsel, udvikling og deltagelse i beskæftigelse. Der er generelt en systematisk dokumentationspraksis, men tilsynet anbefaler øget opmærksomhed på løbende dokumentation af borgernes mål og udvikling.

AKUcenter Ejegod

Tilsynet vurderer, at AKU-Center Ejegod fremstår som et meget velfunderet beskæftigelses- og aktivitetstilbud til borgere med udviklingshæmning og multiple funktionsnedsættelser. Tilbuddet har et stærkt fagligt fundament med fokus på neuropædagogik, struktur og understøttende kommunikation, som understøtter borgernes trivsel og udvikling. Tilsynet fremhæver desuden kompetent ledelse, engagerede medarbejdere og velfungerende fysiske rammer, og der gives ingen anbefalinger eller bemærkninger.

AKUcenter Gnisten

Tilsynet vurderer, at AKU-Center Gnisten bidrager til, at borgerne har en indholdsrig og meningsfuld hverdag i en tryg og forudsigelig ramme. Tilbuddet arbejder med relevante neuropædagogiske og kommunikative metoder, og dokumentationsarbejdet er styrket siden sidste tilsyn. Der er dog anbefaling om øget opmærksomhed på håndtering af personfølsomme oplysninger i fællesreferater.

AKUcenter Klub Stjerneskud

Tilsynet vurderer, at Klub Stjerneskud er et velfungerende aktivitets- og samværstilbud for borgere med udviklingshæmning. Tilbuddet understøtter borgernes trivsel, sociale fællesskab og deltagelse i meningsfulde aktiviteter gennem en anerkendende og neuropædagogisk tilgang. Tilsynet fremhæver den høje grad af borgerinddragelse og finder ikke anledning til bemærkninger eller anbefalinger.

Livskilden

Tilsynet vurderer, at Livskilden er et veldrevet aktivitets- og samværstilbud til socialt udsatte borgere med psykiske lidelser og senhjerneskader. Tilbuddet arbejder recovery-orienteret og anvender relevante metoder som Low Arousal, MI og kognitiv tilgang, hvilket understøtter borgernes trivsel og deltagelse i fællesskabet. Tilsynet fremhæver et relevant fagligt fundament og et trygt miljø med fokus på borgernes egne ressourcer og mestring.

Bofællesskabet Lykke Marie

Tilsynet vurderer, at Bofællesskabet Lykke Marie er et velfungerende tilbud til borgere med multiple funktionsnedsættelser. Tilbuddet arbejder med ICDP som fælles fagligt fundament og har fokus på relationer, kommunikation og borgernes medindflydelse i hverdagen. Tilsynet peger dog på behov for en mere ensartet og systematisk dokumentationspraksis samt fortsat fokus på anerkendende kommunikation og tydelige rammer for dokumentationsarbejdet.

Parkteatret

Tilsynet vurderer, at Parkteatret er et velfungerende beskæftigelses- og aktivitetstilbud til borgere med udviklingshæmning, autisme og opmærksomhedsforstyrrelser. Tilbuddet arbejder anerkendende og tillidsbaseret med udgangspunkt i metoden “De Små Skridt” og har fokus på at skabe en meningsfuld arbejdsidentitet for den enkelte borger. Tilsynet anbefaler dog fortsat styrkelse af dokumentationspraksis, opdatering af medarbejdernes kompetencer og viden om magtanvendelse samt optimering af de fysiske rammer for at imødekomme borgernes behov.

Inddragelse

Sagen er sendt til kommentering i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle kommentarer sendes til udvalgets medlemmer inden mødet.

Økonomi

Orientering om den årlige redegørelse for de driftsorienterede tilsyn i Frederikssund kommune i 2025 har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

46Orientering om Bedre Psykiatris undersøgelse af forholdene for borgere med psykiske vanskeligheder i Frederikssund Kommune

Resume

Foreningen Bedre Psykiatri fik i 2025 gennemført en undersøgelse af forholdene for borgere med psykiske vanskeligheder i Frederikssund kommune. I denne sag orienteres Social og Sundhed om de centrale resultater af undersøgelsen.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og Sundhed, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

I 2025 gennemførte foreningen Bedre Psykiatri en landsdækkende undersøgelse af forholdene for borgere med psykiske vanskeligheder. Bedre Psykiatri Frederikssund præsenterede undersøgelsens resultater for Frederikssund Kommune på et vælgermøde 9. oktober 2025 med deltagelse fra medlemmer af Byrådet.

Vedlagt er undersøgelsens resultater for Frederikssund Kommune (bilag 1) samt en opsummering af undersøgelsen udarbejdet af Bedre Psykiatri til ovennævnte vælgermøde (bilag 2).

Om undersøgelsen

Undersøgelsen stiller en række spørgsmål vedrørende oplevelsen af forskellige aspekter af mødet med det offentlige for borgere med psykisk sygdom og deres pårørende. Spørgsmål 3-10 angår mødet med kommunen, mens spørgsmål 14-16 angår mødet med den regionale psykiatri.

Undersøgelsen er baseret på 52 respondenter, hvoraf mellem 35 og 44 har besvaret de enkelte spørgsmål. Undersøgelsen er således ikke statistisk repræsentativ for Frederikssund Kommune. Deltagerne i undersøgelsen er selvrekrutterede og ca. 17 pct. af deltagerne er borgere med psykisk sygdom, mens 83 pct. af deltagerne er pårørende.

Undersøgelsen angår både børne-/ungeområdet og voksenområdet. Respondenterne er ikke direkte spurgt om, hvorvidt deres svar vedrører børne- eller voksenområdet, men det vurderes, at svarene fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem de to områder.

Resultaterne kan ikke generaliseres til hele målgruppen, men skal læses som en indikation af oplevede udfordringer. På trods af dette viser undersøgelsen mønstre på tværs af spørgsmål, og de mange kvalitative svar giver værdifuld indsigt i konkrete problemstillinger.

Undersøgelsen kan anvendes som en temperaturmåling og input til videre arbejde, men bør suppleres med bredere datakilder for at kunne anvendes som beslutningsgrundlag.

Centrale temaer i undersøgelsen

En del respondenter oplever, at hjælpen på voksenområdet er vanskelig at få adgang til og i nogle tilfælde helt fraværende. Hjælpen beskrives som afhængig af borgerens egen evne til at opsøge tilbud og navigere i systemet. Dette skaber en oplevelse af lav tilgængelighed og uigennemsigtighed i den kommunale indsats.

Samtidig fremhæves det blandt respondenterne, at systemet i høj grad stiller krav til borgerens egne ressourcer. Det er oplevelsen, at borgeren forventes selv at kunne identificere relevante tilbud, forstå regler og rettigheder samt følge op på egen sag. For borgere med psykisk sygdom kan dette være en væsentlig barriere, da netop denne målgruppe ofte har begrænset overskud til at håndtere komplekse forløb.

Blandt respondenterne peges endvidere på udfordringer med lange sagsbehandlingstider og manglende fremdrift. Flere respondenter beskriver forløb med lang ventetid på afgørelser og indsatser samt utilstrækkelig opfølgning. Oplevelsen er blandt nogle, at der i nogle tilfælde først handles, når situationen er blevet alvorlig, hvilket kan forværre borgerens tilstand og øge behovet for mere indgribende indsatser.

Et gennemgående tema blandt svarene er manglende sammenhæng mellem den kommunale indsats og den regionale psykiatri. Respondenterne beskriver uklar ansvarsfordeling og oplever at blive henvist mellem sektorer uden en samlet koordineret indsats. Dette kan medføre, at borgeren oplever at falde mellem to systemer, uden at nogen har det samlede overblik.

Der er også en oplevelse af utilstrækkelig støtte i hverdagen. Flere peger på mangler i forhold til bostøtte, kontaktpersoner og hjælp til at håndtere dagligdagen, herunder støtte i relation til uddannelse og beskæftigelse. Særligt borgere, som ikke falder tydeligt ind i en specifik målgruppe, oplever udfordringer med at få adgang til relevante tilbud.

Endelig fremhæves pårørendes rolle som central i mange forløb. Pårørende beskrives som et bærende element i indsatsen, hvor de ofte står for koordinering, støtte i hverdagen og kontakt til systemet. Samtidig oplever mange af de pårørende i undersøgelsen, at de selv modtager begrænset støtte og vejledning, og at eksisterende tilbud er vanskelige at finde eller få adgang til.

Enkelte positive tilbagemeldinger i undersøgelsen er knyttet til oplevelsen af konkrete medarbejdere, specifikke indsatser og enkeltstående tilbud.

Adspurgt om hvilken hjælp og støtte det er vigtigst, at politikerne i din kommune prioriterer for mennesker med psykisk sygdom, svarer godt 70 pct. bedre mulighed for social akuthjælp i kommunen (fx rådgivning), mens knap 50 pct. svarer bedre sammenhæng og koordination fx med sygehuset og praktiserende læge.

Administrationens arbejde med undersøgelsen

Selvom undersøgelsen ikke nødvendigvis er repræsentativ for området, påpeger undersøgelsen og dens kvalitative svar en række vigtige problemstillinger, som borgere med psykiske vanskeligheder og deres pårørende oplever i mødet med kommunen.

Undersøgelsen er således et værdifuldt indspark, som giver anledning til refleksion og overvejelser omkring kommunens tilgang på både myndigheds- og udførerområdet. Undersøgelsen resultater vil derfor blive gennemgået og drøftet i lederkredsen på socialområdet med henblik på, om det giver anledning til særlige fokusområder fremadrettet.

Derudover vil undersøgelsens resultater indgå som baggrundsmateriale i det igangsatte arbejde med udvikling af tilbudsviften samt i det løbende udviklingsarbejde på det specialiserede voksenområde.

Inddragelse

Sagen er sendt til kommentering i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle kommentarer fremsendes til udvalgets medlemmer inden mødet.

Økonomi

Orientering om undersøgelse af forholdene for borgere med psykiske vanskeligheder i Frederikssund kommune har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

47Orientering om 3-dages beredskab for særligt sårbare borgere

Resume

Frederikssund Kommune har etableret et 3-dages beredskab på social-, sundheds- og ældreområdet, der sikrer, at kommunen kan tage vare på de særligt sårbare borgere i kommunens varetægt ved energi- og forsyningssvigt. Med denne sag orienteres Seniorer og Forebyggelse og Social og Sundhed parallelt om 3-dages beredskabet for særligt sårbare borgere.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og Sundhed, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Økonomiudvalget godkendte i juni 2025 (se sag. nr. 135) en plan for etablering af 3-dages beredskabet, der sikrer, at Frederikssund Kommune kan tage vare på de særligt sårbare borgere i kommunens varetægt ved energi- og forsyningssvigt i op til tre dage. Planen for etablering af et 3-dages beredskab tager udgangspunkt i Frederikssund Kommunes Sundhedsberedskabsplan og de til enhver tid gældende nationale anbefalinger, herunder publikationen Forberedt på kriser, der blev husstandsomdelt til alle borgere i Danmark i juni 2024.

3-dages beredskabet følger anbefalingerne i KL’s pjece Et robust beredskab i en ustabil verden fra foråret 2025, og 3-dages beredskabet lever også op til de anbefalinger som Styrelsen for Samfundssikkerhed udgav i oktober 2025. De to publikationer vedlægges som bilag.

Med afsæt heri har Social-, sundheds- og ældreområdet i Frederikssund Kommune etableret et 3-dages beredskab for sårbare borgere knyttet til kommunens tilbud. Omsorgscentre, Rehabilitering og de midlertidige pladser, botilbud, bofællesskaber, AKU-centeret, daghjem, Rådgivningshuset, Stofrådgivningen, Socialpsykiatrien, Hjemmevejledningen i Handicap og Botilbud og Døgnplejen har alle forberedt sig, så de kan opretholde den nødvendige drift ved forsyningssvigt. Alle tilbud har udarbejdet action card for, hvad der skal ske i tilfælde af forsyningssvigt – og hvornår det skal ske. Tilbuddene har indkøbt forbrugsartikler, så omsorg og hjælp kan leveres uden vand, anskaffet lyskilder på batteri, og sikret drikkevand, mad og medicin til beboere på bosteder og omsorgscentre i minimum tre dage. Samtidig er der lavet aftaler om, at medarbejderne møder ind efter gældende vagtplan og der er lavet en række procedure for, hvad der skal ske, hvis IT, køleskabe, elbiler, strømdrevne hjælpemidler mv. løber tør for strøm.

Den enkelte borger vil ved forsyningssvigt altså fortsat modtage den støtte og hjælp, som de har brug for. Mange opgaver vil dog ikke kunne løses som de plejer. Hvis der mangler el, vand og/eller varme, vil borgerne opleve ændringer i arbejdsgange, at planlagte aktiviteter kan blive aflyst samt at besøg kan blive flyttet. Alle handlingerne skal understøtte en prioritering af ressourcerne og sikre, at borgere får livsnødvendig hjælp.

Beboere og pårørende i bofællesskaber, på bostederne og omsorgscentrene samt tilbuddene i socialpsykiatrien er orienteret om beredskabet de pågældende steder. Døgnplejen har sendt et brev til de borgere, de kommer hos. Heri fortælles, at Døgnplejen er forberedt på et længerevarende forsyningssvigt, og at der ved en beredskabshændelse vil være behov for prioriteringer i besøg mv. Derudover indeholder brevet en opfordring til, at borgerne efterlever Beredskabsstyrelsens anbefalinger fra Forberedt til kriser og tilbyder borgere, der får støtte til indkøb at hjælpe med at købe fornødenheder til eget beredskab.

De private leverandører af helhedspleje samt personlig og praktisk pleje, friplejehjemmet Attendo og botilbuddet Lykke Marie er orienteret om Frederikssund Kommunes 3-dages beredskab. I den forbindelse har administrationen opfordret dem til at sikre tilsvarende beredskab, så de kan sikre driften under forsyningssvigt og yde omsorg og pleje til deres borgere eller beboere. I tilfælde af at det almindelige kommunikationsnetværk ikke fungere, forventes kommunikationen at gå via Døgnplejens medarbejdere, der bevæger sig på tværs af hele kommunen. Frederikssund Kommune blev i maj 2026 godkendt til at indkøbe SINE-radioer, der skal benyttes til kommunikation mellem Døgnplejens fire matrikler ved nedbrud på mobilnettet. Der arbejdes pt. på en tilslutningsaftale til SINE-nettet.

Det er regionens ansvar at udarbejde planer for håndtering af sårbare borgere med respiratorer og behov for ilt. Administrationen har løbende været i dialog Nordsjællands Hospital og Respirationscenter Øst om koordinering af beredskaber. Aktuelt afventes en overordnet udmelding fra regionen. Kommunens tilbud har et overblik over de borgere, der er tilknyttet dem, og de enkelte tilbud har planer for egne borgere. Ved behov kan borgere evakueres til Rehabiliteringsafdelingen, der ligger på Frederikssund Hospital, hvor der er en nødgenerator.

Udgifter til etablering af det nødvendige beredskab er finansieret af budgettet for de enkelte tilbud.

Inddragelse

Sagen er sendt til kommentering i Seniorrådet og Rådet for handicap, psykiatri og udsathed.

Økonomi

Orientering om 3-dages beredskab for særligt sårbare borgere har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

48Orientering om Livskilden

Resume

I denne sag orienteres Social og Sundhed om Frederikssund Kommunes værested Livskilden. På mødet vil leder Tonie Hansen fortælle om og vise Livskilden frem.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og Sundhed, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Livskilden er et uvisiteret socialt tilbud og et værested for borgere med psykiske udfordringer. Tilbuddet har til formål at skabe en stabil og tryg ramme uden for borgernes eget hjem, hvor der er mulighed for socialt samvær, støtte og udvikling. Indsatsen skal understøtte borgernes mulighed for at deltage i fællesskaber, mestre eget liv og øge selvstændigheden i hverdagen.

Livskilden har åbent fem timer dagligt på alle hverdage og benyttes af i gennemsnit ca. 22 borgere pr. dag. Flere borgere kommer i tilbuddet flere gange ugentligt. Tilbuddet er placeret centralt i Frederikssund by tæt ved stationen, hvilket understøtter tilgængeligheden for borgerne.

Tilbuddets indsats

Livskilden arbejder med en helhedsorienteret tilgang, hvor relationer, nærvær og individuelle behov er centrale elementer i indsatsen. Aktiviteter og støtte tager udgangspunkt i den enkelte borgers ressourcer og aktuelle situation.

Livskilden tilbyder blandt andet:

  • Social støtte og vejledning
  • Struktur og støtte i hverdagen
  • Fællesskabsorienterede aktiviteter, herunder fællesspisning fire dage om ugen
  • Udvikling af personlige og sociale kompetencer blandt andet gennem blandt andet Recovery-skolen
  • Samarbejde med relevante fagpersoner og myndigheder
  • Brugerinddragelse gennem brugerråd og fælles beslutningsprocesser

Tværfagligt samarbejde og medarbejderkompetencer

Livskilden samarbejder med øvrige kommunale medarbejdere omkring borgere med behov for social støtte og særlige indsatser. Samarbejdet omfatter blandt andet koordinering af indsatser samt løbende dialog om borgernes udvikling og behov.

De fagprofessionelle medarbejdere er uddannede socialpædagoger og er samtidig ansat i Team Bostøtte, hvor de leverer socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 85 til de borgere, der er bevilget indsatsen.

Derudover er der tilknyttet peer-medarbejdere til Livskilden, som har egne levede erfaringer med psykisk sårbarhed og/eller psykisk sygdom. Peer-medarbejdernes erfaringer anvendes blandt andet i samarbejde med de fagprofessionelle medarbejdere i forbindelse med undervisning og aktiviteter i Recovery-skolen.

Inddragelse

Sagen er sendt til kommentering i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet. Eventuelle kommentarer fremsendes til udvalgets medlemmer inden mødet.

Økonomi

Orientering om Frederikssund Kommunes værested Livskilden har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

49Meddelelser

Sagsfremstilling

  • March mod Ensomhed 2026 kommer til Frederikssund 5. og 6. august. Frederikssund Kommune indgår i samarbejdet omkring afholdelse af morgenmadsarrangementet 6. august. Frederikssund Bibliotek planlægger og afholder arrangementet.
  • KL temamøde om socialområdet for politikere på det specialiserede socialområde 19. august 2026 i Roskilde. Invitation er vedlagt som bilag.
  • KL Ældre- og Sundhedskonference 30. september 2026 i Odense.

Meddelelser:

  • Brev fra KL's Socialudvalgs formand og næstformand er vedlagt som bilag.
  • Region Hovedstaden vil opslå en ny stilling som praktiserende læge i Frederikssund Kommune. Den nye stilling betyder, at antallet af praktiserende læger øges fra 30 til 31 i Frederikssund Kommune. Lægerne er fordelt på 11 lægepraksisser som ligger i Skibby, Jægerspris, Frederikssund og Slangerup.
  • Sagsliste og årshjul 2026 for Social og Sundhed er vedlagt som bilag.

Bilag

50Underskrifter

Beslutning

-

Sagsfremstilling

Dette punkt erstatter det fysiske underskriftsark. Når der trykkes "Godkendt" svarer det til at underskriftsarket er underskrevet.