
Byrådets møde den 29. oktober 2025
SL 1, Slangerup kl. 19.00
168Godkendelse af dagsorden
169Beslutning om indtægtsbevilling for salg af Parcel- og Tiny House i Vinge
Resume
Salget af grunde til parcelhuse og Tiny House i det sydlige Vinge er nu færdig, og området er udsolgt. Byrådet behandlede den 18. december 2024 sag omhandlende salg af de første 35 grunde, og ved denne sag skal Byrådet godkende indtægtsbevilling m.v. for de sidste 25 grunde, hvor der er indgået endelig handel i det sydlige Vinge.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget over for Byrådet anbefaler, at:
- Godkende indtægtsbevilling på salg af hhv. 19 parcelhusgrunde og 6 Tiny House grunde, svarende til en samlet indtægtsbevilling på 16,991 mio. kr. excl. moms i 2025, som samtidig frigives.
- Godkende en negativ indtægtsbevilling på samlet 3,826 mio. kr. excl. moms i 2025, svarende til et godkendt nedslag i salgsindtægten for 30 af de i alt 60 solgte parceller, som samtidig frigives.
Historik
Beslutning fra Økonomiudvalget, 22. oktober 2025, pkt. 202:
Anbefales.
Sagsfremstilling
Status på salg af parceller
Der har været stor interesse i at flytte til Vinge, og derfor er alle grunde nu solgt. Der er ligeledes indgået lejeaftale på tre Tiny House grunde, som udlejes. Til sagen er der vedlagt bilag, som viser solgte og udlejede grunde. Generelt er området godt i gang med at blive realiseret, og der er allerede indflyttet folk i området. Det forventes, at hele området vil være udbygget og indflyttet i løbet af 2026. Derudover er der skabt et særligt engageret fællesskab mellem de kommende tilflyttere, som også engagerer sig i livet i Vinge. Grundlæggende en god proces, der styrker Vinge og de værdier byen bygges på.
I forbindelse med købsaftalen er der indskrevet, at Frederikssund Kommune påtager sig ekstra omkostninger til mulige ekstrafunderinger, hvilket er modregnet i salgsprisen.
Byggemodningen af området er næsten færdig, og der forventes en snarlig asfaltering af boligveje og hovedstien i området. Derefter skal de grønne arealer og byrumsinventar etableres, hvilket sker i 2026.
Ved denne sag skal Økonomiudvalget overfor Byrådet anbefale at godkende indtægtsbevilling på salget af:
- 19 antal parcelhusgrunde med en samlet indtægtsbevilling på 16,177 mio. kr. excl. moms
- 6 Tiny House grunde med en samlet indtægtsbevilling på 0,814 mio. kr. excl. moms
- Nedslag i salgsindtægten grundet ekstrafundering, omhandlende 30 af de i alt 60 solgte grunde - mindre salgsindtægt på 3,826 mio. kr. excl. moms
Status på leje af Tiny House parceller
Området indeholder 18 Tiny House grunde, hvor det oprindeligt blev forudsat at udleje de ni grunde, jf. Byrådets beslutning på mødet den 29. maj 2024. Efterfølgende godkendte Byrådet at ændre udlejning af de resterende udlejningsejendomme til salg, da det viste sig svært at udleje dem. Derfor er der nu 3 Tiny House grunde, som er udlejet, mens de resterende 15 grunde er solgt.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Det kan bemærkes, at Byrådet den 18. december 2024 behandlede salget af de første 26 parcelhusgrunde samt 9 Tiny house grunde, og i den forbindelse gav en indtægtsbevilling på 24,342 mio. kr., samt bevilling til et ekstraordinært afdrag på 4,358 mio. kr., idet det solgte areal oprindeligt er 85% lånefinansieret.
Idet kommunens økonomiske politik foreskriver, at der først kan budgetteres med indtægter fra grundsalg, når der foreligger en bindende salgsaftale, er det først i denne sag, at der fremsættes en indtægtsbevilling for de resterende salg.
De resterende salg omfatter 19 parcelhuse samt 6 Tiny House grunde, svarende til samlede indtægter for 16,991 mio. kr. excl. moms. Der indstilles desuden en negativ indtægtsbevilling til nedslag i salgsprisen for 30 ud af de i alt 60 solgte grunde, grundet ekstrafundering, svarende til et samlet nedslag på 3,826 mio. kr. excl. moms.
Samtlige grunde er herefter solgt, og der er givet indtægtsbevilling til følgende:
- 45 parcelhusgrunde for samlet 35,712 mio. kr. excl. moms, efter fradrag af nedslag grundet ekstrafundering.
- 15 Tiny House grunde for samlet 1,795 mio. kr. excl. moms, efter fradrag af nedslag grundet ekstrafundering.
- 3 Tiny House grunde er udlejet.
Udgiften til gennemførelse af salget udgøres af et honorar til EDC, som afholdes indenfor det allerede afsatte rådighedsbeløb.
Byrådet har primært i beslutning fra den 26. april 2023 (pkt. 82) samt budgetopfølgningen pr. 30. juni 2024 bevilget de nødvendige udgifter til kommunens andel af byggemodningen. En aktuel opfølgning viser imidlertid, at der vil være behov for en tillægsbevilling for at færdiggøre udstykningen. Beløbets størrelse er fortsat under afklaring, hvorfor det endelige behov vil indgå i budgetopfølgningen pr. 30. september 2025 med mulighed for kompenserende tiltag på det øvrige anlægsprogram med henblik på overholdelse af anlægsrammen.
Bilag
170Beslutning om udbudsgrundlag for udbud af Kommunebus
Resume
Movia har påbegyndt arbejdet med udbud af Kommunebussen, da den nuværende kontrakt udløber i juni 2027. Kommunebussen varetager skolekørsel til Slangerup Skole og Fjordlandsskolen samt kørsel til svømmeundervisning. Byrådet og Skole, klub og SFO-udvalget har på møder hhv. 25. juni og 10. september 2025 truffet beslutning om krav i udbudsgrundlag vedrørende drivmiddel og bustype. Med denne sag skal der træffes beslutning om kontraktlængde på baggrund af Movias anbefalinger.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget over for Byrådet anbefaler, at:
1. Godkende Movias anbefaling til kontraktforlængelse til 7,5 år med mulighed for opsigelse efter 5,5 år.
Historik
Beslutning fra Økonomiudvalget, 22. oktober 2025, pkt. 203:
Anbefales.
Sagsfremstilling
Movia har påbegyndt arbejdet med et nyt Kommunebus-udbud, da den nuværende kontrakt udløber i juni 2027. Udbuddet omfatter 2 turistbusser og en minibus. Kommunebussen varetager kørsel til svømmeundervisning samt skolekørslen til hhv. Fjordlandsskolen og Slangerup Skole. Derudover har Kommunebussen en fast tur fra Vinge St. til FGU i Skibby. Byrådet skal med denne sag træffe beslutning om udbudsgrundlag vedrørende kontraktlængde. Movia skal have besked, om Frederikssund Kommunes samlede krav til udbudsgrundlag inden 1. november 2025.
Krav til bustype er truffet i Skole, klub og SFO-udvalget
Byrådet har på deres møde 25. juni 2025 besluttet, at det nye udbud skal indeholde et krav om eldrift, idet Frederikssund Kommunes klimaplan har et mål om at gøre alle busser i kommunen fossilfri senest i 2030. Movia har vurderet, at det vil være billigere for kommunen, hvis kørslen udbydes med den bustype, der kører på de almindelige buslinjer, da markedet for eldrevne turistbusser pt. er begrænset.
Byrådet godkendte i forbindelse med behandling af sagen i juni, at beslutning vedrørende bustype træffes i Skole, klub og SFO-udvalget. Fagudvalget besluttede på deres møde den 10. september 2025, at bustypen for de to store busser skal være turistbusser af hensyn til elevernes sikkerhed og tryghed.
Turistbusser på el er dyrere end busser på diesel
Movias seneste estimat er, at en kontrakt med eldrevne busser vil koste ca. 3,8 mio. kr. kr. om året, mens en kontrakt med dieseldrevne busser vil koste ca. 2,8 mio. kr. om året. Movia bemærker, at de endelige priser for den fremtidige kørsel ikke kendes, før udbuddet er gennemført.
Kontraktlængde
Udbudslængden af kommunebusser er normalt 6 år. Movia anbefaler, at kontraktlængden for dette udbud tilpasses kontraktudløb for de gule busser på Hornsherred, da der kan opnås synergi ved at koordinere udbuddene. Kontrakterne for de gule busser udløber i 2032 med mulighed for at forlænge til 2034. Derfor anbefaler Movia en kontraktlængde på 7,5 år med mulighed for opsigelse efter 5,5 år. Batterierne bliver bedre og bedre, så det kan være, at priserne på det tidspunkt ligger på et niveau, der nærmere sig de gule busser. Administrationen anbefaler, at følge Movias anbefaling om kontraktlængde.
Videre proces
- 31. oktober 2025: Kommunens beslutninger vedr. udbudsgrundlag fremsendes til Movia
- Januar - april 2026: Udbudsfase og kontraktindgåelse
- Maj/juni 2026: Orienteringssag om udbudsresultat
- August 2027: Driftsstart
Inddragelse
Skolerne har været inddraget i processen og bidraget med input om fordele og ulemper ved de forskellige bustyper.
Økonomi
Center for Økonomi bemærker, at der årligt er afsat 2,30 mio. kr. til kørsel med kommunebus i budget 2026 og tilhørende overslagsår (2027-2029). En eventuel merudgift for elbus til skolekørsel vil presse servicerammen i 2027 og vil blive indarbejdet som en teknisk korrektion i kommende basisbudget 2027-2030. Øvrige merudgifter, der kan tilskrives den almindelige prisudvikling i skolebusdrift, vil blive finansieret indenfor eksisterende rammer.
171Beslutning om gebyr for affaldstilsyn på virksomheder for 2026
Resume
I 2025 trådte nye regler i kraft, som forpligter kommunerne til hvert år at gennemføre et vist antal fysiske tilsyn på de virksomheder, der er beliggende i kommunen. Affaldstilsynene skal handle om, hvordan virksomheden håndterer de affaldsmængder, som den frembringer, og hovedformålet er at flytte mængder fra forbrænding til genanvendelse (eller direkte genbrug). Tilsynet skal være 100 % gebyrfinansieret, og omfatter dels de virksomheder, som kommunen i forvejen fører miljøtilsyn på efter kapitel 5 i miljøbeskyttelsesloven, dels en pulje af kommunens øvrige virksomheder, som udpeges af Miljøstyrelsen.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Plan og teknik over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Godkende forslag til gebyr for affaldstilsyn for 2026, svarende til 553,84 kr. pr. time.
Historik
Beslutning fra Plan og teknik, 2. oktober 2025, pkt. 127:
Anbefales.
Fraværende: Kirsten Weiland (N).
Beslutning fra Økonomiudvalget, 22. oktober 2025, pkt. 204:
Anbefales.
Sagsfremstilling
Baggrund
Lovgivning om affaldstilsyn skal sikre en del af implementeringen af den politiske aftale om Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi af 16. juni 2020 og den opfølgende politiske aftale af 30. august 2022. Hensigten bag den politiske aftale og den ny lovgivning er i hovedsagen at få flyttet affaldsmængder fra forbrænding til genanvendelse eller genbrug.
Med den nye bekendtgørelse om affaldstilsyn, gældende fra 1. januar 2025, forpligtes landets kommuner til årligt at gennemføre fysiske affaldstilsyn på et antal virksomheder beliggende i kommunen. Kommunen har i forvejen forpligtelsen til at føre tilsyn med de godkendelsespligtige virksomheder i kommunen, for hvilket der opkræves et særskilt gebyr, jf. Brugerbetalingsbekendtgørelsen. I forhold til affald beskæftiger de nuværende miljøtilsyn sig primært med opbevaring af affald hos virksomheden. Det styrkede affaldstilsyn skal beskæftige sig med virksomhedernes affaldsproduktion, -sortering samt -behandling og -bortskaffelse. Når det drejer sig om affaldstilsyn på de tilsynspligtige virksomheder, forudsættes tilsynet foretaget samtidig med de planlagte miljøtilsyn.
De øvrige virksomheder, som kommunen skal føre affaldstilsyn med, bliver for størstedelens vedkommende udpeget via en "risikobaseret" model, som Miljøstyrelsen har udarbejdet, og efter forudgående administrative tilsyn udført af styrelsen. Herudover vil kommunen få udpeget enkelte virksomheder, som er udtaget i forbindelse med stikprøvekontroller på modtageanlæggene, samt en mindre pulje af tematiserede tilsyn, som kan være f.eks. brancheafhængige.
De rene affaldstilsyn skal, jf. lovgivningen, være 100% gebyrfinansierede, og skal fastsættes årligt.
De to typer af gebyrer skal opkræves hver for sig, men det forudsættes, at opkrævningen fra de virksomheder, som i forvejen får miljøtilsyn, sker samtidig med opkrævningen af gebyr for miljøtilsyn.
Forslag til gebyr for affaldstilsyn
I bilag 1 er opstillet forslag til beregning af gebyrstørrelse for affaldstilsyn for 2026. Det er valgt fortsat at indstille en pris pr. time, frem for et fast gennemsnitligt gebyr, idet forventningen er, at tidsforbruget pr. tilsyn vil kunne variere en del og idet der endnu ikke er tilstrækkelige erfaringer med et gennemsnitligt tidsforbrug til denne, nye type af opgave.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser. De forventede omkostninger for etablering og gennemførelse af kommende affaldstilsyn forventes at udgøre 221.536 kr., som modsvares af tilsvarende indtægt, da ordningen er 100 % gebyrfinansieret, hvorfor ordningen ikke belaster servicerammen. I vedlagte bilag 1 i sagen redegøres for de forventede udgifter og indtægter, herunder beregning af gebyr.
Bilag
172Beslutning om ændring af styrelsesvedtægt som følge af etablering af sundhedsråd
Resume
Folketinget har som følge af sundhedsreformen vedtaget en ændring af regionsloven og en række andre love. Med den nye lovgivning etableres 17 nye sundhedsråd. Alle kommuner skal senest den 1. november 2025 have fastsat bestemmelser i kommunens styrelsesvedtægt om kommunens repræsentation i sundhedsrådet for den kommende valgperiode. Ændringer af styrelsesvedtægten kræver to behandlinger i Byrådet.
Indstilling
Administrationen indstiller til Byrådet, at:
- Godkende, at borgmesteren er Frederikssund Kommunes repræsentant i sundhedsrådet.
- Godkende, at formanden for ressortudvalget for sundhedsområdet er stedfortræder for borgmesteren i sundhedsrådet.
- Godkende forslag til ændring af styrelsesvedtægten for Frederikssund Kommune.
Historik
Beslutning fra Byrådet, 24. september 2025, pkt. 148:
Indstillingspunkt 1 og 2 blev sat til afstemning:
For: Tina Tving Stauning (A) Jesper Wittenburg (A), Susanne Bettina Jørgensen (A), Kenneth Jensen (A), Anne-Lise Kuhre (A), Özgür Bardakci (A), Lars Jepsen (A), Kirsten Weiland (N), Anna Poulsen (F), Ole Frimann Hansen (F), Rasmus Petersen (Ø), Søren Weimann (B), Inge Messerschmidt (O), Therese Hejnfelt (C), Niels Martin Viuff (C ), John Schmidt Andersen (V), Anne Sofie Uhrskov (V), Jørgen Bech (V), Morten Skovgaard (V), Hans Andersen (V).
Undlod: Michael Tøgersen (I), Charlotte Drue (I).
Indstillingspunkt 1 og 2 blev herefter godkendt.
Indstillingspunkt 3 blev sat til afstemning. For stemte et samlet byråd. Indstillingspunkt 3 blev herefter godkendt med den bemærkning, at i § 20 ændres Ældrerådet til Seniorrådet.
Fraværende: Maibritt Møller Nielsen (Æ).
Sagsfremstilling
Folketinget vedtog den 11. juni 2025 ændring af regionsloven og en række andre love som følge af sundhedsreformen. Social og sundhed afholdt temamøde om sundhedsreformen for hele Byrådet den 14. august 2025. Sag nr. 67 i Social og sundhed giver et overblik over hele sundhedsreformen.
Med den nye lovgivning etableres 17 nye sundhedsråd, som får en nøglerolle i omstilling og udvikling af det nære sundhedsvæsen og opgaven med at vende sygehusene mere udad.
Frederikssund Kommune bliver en del af Sundhedsråd Nordsjælland omkring Nordsjællands Hospital. Rådet omfatter politiske repræsentanter fra Region Østdanmark og Hillerød, Allerød, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Fredensborg og Hørsholm kommuner. De regionale medlemmer har flertal.
Sundhedsrådenes ansvar og opgaver
I overgangsåret 2026 er sundhedsrådene forberedende og fortsætter som permanente i perioden 2027-2029. I 2026 vil sundhedsrådene forberede sundhedsrådenes permanente opgaver og virke. Dertil kommer bl.a. forberedelse og implementering af flytningen af myndigheds- og finansieringsansvaret for en række sundhedsopgaver fra kommuner til regioner.
Sundhedsrådene nedsættes som stående udvalg under de kommende fire regionsråd. De skal på regionsrådets vegne varetage forvaltningen af sundhedsopgaver inden for det nære sundhedsvæsen. Det vil sige, at de får det politiske ansvar for strategi og planlægning af driften af sygehuse, lokal planlægning af almenmedicinske tilbud og praksissektor og en række andre regionale og kommunale sundhedsopgaver, herunder de nye sundheds- og omsorgspladser, akutsygeplejen og den patientrettede forebyggelse. Sundhedsråd Nordsjælland får stor betydning for Frederikssund Kommunes borgeres sundhedstilbud.
Til at løfte opgaverne har sundhedsrådene fået ansvaret for at udmønte størstedelen af de nationale midler (0,6 mia. kr. i 2027 stigende til 2 mia. kr. årligt i 2030), der er afsat til kommunale sundhedsindsatser i reformen. De kan bruges på tilbud i alle kommuner, men også på særlige indsatser i nogle kommuner eller tværkommunale tilbud. Sundhedsrådene skal ligeledes udmønte de 3,5 mia. kr., der er afsat i anlægsmidler i perioden 2027-2031 til at styrke de fysiske rammer for de nære sundhedstilbud. Sundhedsråd Nordsjællands andel af anlægsmidlerne er 214 mio. kr., herunder til fx investering i et eventuelt nært sundhedstilbud på Frederikssund Hospital.
Valg af repræsentant til sundhedsrådet
Sundhedsrådene har umiddelbart forvaltningsansvar og sammensættes med både regionale og kommunale medlemmer. Kommuner med under 80.000 indbyggere har én repræsentant, som enten kan være borgmesteren eller en udvalgsformand.
Alle kommuner skal senest den 1. november 2025 have fastsat bestemmelser i kommunens styrelsesvedtægt om kommunens repræsentation i sundhedsrådet.
De kommunale repræsentanter i sundhedsrådene er valgt for hele den kommunale funktionsperiode (2026 – 2029).
Kommunens repræsentant i sundhedsrådet er ikke underlagt Byrådets beslutninger ved udøvelsen af sit hverv i sundhedsrådet. Repræsentanten skal efter Byrådets anmodning videregive dokumenter, som vedkommende har modtaget som led i sit hverv som medlem af sundhedsrådet, til Byrådet, såfremt der ikke er tale om personfølsomme oplysninger.
- Medlem af sundhedsrådet
Det skal fastsættes i styrelsesvedtægten, om kommunens repræsentant i sundhedsrådet skal være borgmesteren eller formanden for det stående udvalg, der varetager den umiddelbare forvaltning af hovedparten af kommunens anliggender inden for sundheds-, omsorgs- og socialpsykiatriområdet
Hvis borgmesteren er kommunens repræsentant i sundhedsrådet, kan dette ikke efterfølgende ændres, hverken op til det nyvalgte Byråds konstituerende møde eller i løbet af det nyvalgte Byråds funktionsperiode. Tilsvarende gælder, hvis Byrådet har besluttet, at det er en udvalgsformand, der repræsenterer kommunen i sundhedsrådet.
- Stedfortræder
Derudover skal Byrådet vælge en stedfortræder for det kommunale medlem i sundhedsrådet. Stedfortræderen kan være borgmesteren (forudsat, at denne ikke er repræsentant), en viceborgmester, en udvalgsformand eller en udvalgsnæstformand, men ikke et menigt medlem af Byrådet. Det skal fastsættes i kommunens styrelsesvedtægt inden det konstituerende møde, hvilket hverv en stedfortræder for kommunens repræsentant i sundhedsrådet varetager.
Forslag til ændringer af kommunens styrelsesvedtægt
Administrationen anbefaler, at borgmesteren repræsenterer Frederikssund Kommune i Sundhedsråd Nordsjælland. Dels fordi rådet fastlægger både det regionale og kommunale sundhedstilbud til borgerne i Frederikssund Kommune. Dels har borgmesteren mandat til at træffe beslutninger inden for visse rammer på Byrådets vegne. For at sikre en tæt koordination med fagudvalget på sundhedsområdet foreslås det, at formanden herfor udpeges som borgmesterens stedfortræder i rådet.
Administrationen foreslår, at der indsættes et nyt kapital 6 i styrelsesvedtægten med overskriften "Sundhedsråd". Efterfølgende kapitler vil således få nye kapitel- og paragrafnumre.
Der forslås følgende tilføjelse til styrelsesvedtægten:
"Kapitel 6 - Sundhedsråd
§ 22. Frederikssund Kommunes repræsentant i det regionale sundhedsråd er borgmesteren.
Stk. 2 Stedfortræder for borgmesteren i sundhedsrådet er formanden for ressortudvalget for sundhedsområdet."
Ændringer i kommunens styrelsesvedtægt kræver, i henhold til styrelsesloven, to behandlinger i Byrådet med mindst 6 dages mellemrum.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning.
Bilag
173Orientering om status på udviklingen i Vinge
Resume
Byrådet godkendte på møde den 29. maj 2019, at administrationen fremlægger en sag om status på udviklingen i Vinge, herunder økonomiafrapportering, i slutning af hvert kvartal, og at der hvert år i første kvartal redegøres for evt. fremtidige budgetbehov. I denne sag anbefales Økonomiudvalget og Byrådet at tage status for seneste kvartal til efterretning.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget over for Byrådet anbefaler, at:
1. Tage orienteringen til efterretning.
Historik
Beslutning fra Økonomiudvalget, 22. oktober 2025, pkt. 206:
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Generelle udviklingstendenser i Vinge
Vinge vokser, og der er stigende behov for at prioritere udviklingen af en grøn og fællesskabende by. Der skal arbejdes med god infrastruktur, løsninger til vandhåndtering og anlæg, der spiller sammen med de øvrige projekter. Samtidig skal der sikres gode rammer for fællesskaber og et attraktivt byliv.
I vedlagte Bilag 1 skitseres de politiske milepæle for 2025, og herunder fremhæves enkelte nedslag fra 2025 og større projekter for det kommende år:
- Videre programmering for områdeudvikling af Vinges Grønne Centrum, der kobler byens centrum med skole, landskabsbro og Det Grønne Hjerte
- Lokalplansforslag for DSB-værksted i det nordlige Vinge
- Afstemning af fremadrettet drift af offentlige arealer i Vinge
- Planer for mobilitet og vand- og skybrudshåndtering
- Udbud af flere arealer
- Anlæg af børnehus og Vinge Boulevard
- Sikring af fællesskabende mødesteder og aktiviteter og understøttelse af frivillige kræfter og spirende foreninger
- Etablering af Vingeforeningen
Igangværende projekter i Vinge
Status for igangværende bolig- og erhvervsprojekter fremgår af Bilag 2, og et overblik i kortform gives i Bilag 3. Der er bred aktivitet i hele Vinge, hvor nye kvarterer tager form, og infrastrukturen udbygges.
Udbud i Vinge
Interessen for både bolig- og erhvervsudvikling i Vinge er fortsat høj. I 2025 udbydes A/B1-grunden, der indgår i boligprogrammet, samt B2-grunden, som ligger udenfor programmet og kan medføre behov for øgede kommunale investeringer.
”Vingen” – boligbyggeri ved Mekongvej
Ved Mekongvej skal City Apartment ApS opføre byggeriet ”Vingen” med i alt 105 boliger i 2-5 etager. Der er givet en byggetilladelse, som nu er udløbet. Administrationen rykker udvikler for tilbagemelding på forventet byggestart.
Tiny Houses og parcelhuse i det sydlige Vinge
I løbet af august 2025 blev de sidste grunde i det sydlige Vinge solgt, således at alle 45 parcelhusgrunde er solgt, 15 Tiny House grunde solgt og tre Tiny House grunde udlejet. Der er givet en del byggetilladelser, byggeriet er godt i gang - og de første indflytninger forventes i efteråret 2025. Der har i processen været god interesse for grundene, og administrationen undersøger muligheden for et nyt område med Tiny Houses.
Børnehus i det sydlige Vinge
Der er byggestart på Vinges første børnehus i 4. kvartal 2025, og ibrugtagning forventes primo 2027. Børnehuset får kapacitet til 66 børnehavebørn og 24 vuggestuebørn og er udformet med fokus på bæredygtighed, fleksible rammer og naturbaseret pædagogik.
DSB-anlæg i Det grønne erhvervskvarter
Det er politisk godkendt, at der igangsættes en lokalplan for DSB-værksted i Det grønne erhvervskvarter i Vinge. Lokalplanen er under udarbejdelse, og der ses på anlæggets potentielle ændring af Vinges tidligere planlægning i det berørte område. Til december 2025 forventes en sag til politisk godkendelse vedr. forslag til kommuneplantillæg og lokalplan for området.
Over sommeren 2025 har DSB opført et midlertidigt projektkontor ved Vinge Station.
Deltakvarteret
Belægningen på de interne boligveje i Deltakvarteret er afsluttet. I efteråret 2025 plantes de sidste træer, hvorefter de interne boligveje og de grønne fællesarealer overdrages til grundejerforeningen.
Vinge Boulevard
Vinge Boulevards videreførelse blev påbegyndt 1. halvår 2024. På nordsiden af vejen er fortov og cykelsti anlagt, dog i grus. Novafos starter i oktober 2025 med at grave spildevandsledninger ned. Herefter laves der afvanding, sættes kantsten og lægges asfalt. Der har været en forsinkelse på projektet pga. senere opstart på nedgravning af forsyningsledninger, derfor forventes det, at Vinge Boulevard er klar til trafikhåndtering medio 2026.
Parkeringshus i Vinge C
Udbud af parkeringshuset lige syd for stationen forventes i 4. kvartal 2025, og det påregnes færdiggjort andet halvår 2026.
Fjernvarme i Vinge og omkringliggende områder
Vestforbrænding er ved at undersøge, hvornår de kan levere fjernvarme til de enkelte områder. Status er pt:
- Anlægsarbejdet med at grave hovedledningen ned er afsluttet april 2025. Der mangler dog en underpresning under S-banen ved Skenkelsø. Forventes færdig i oktober 2025.
- Entreprenøren er marts 2025 startet op på at grave fjernvarme ned i erhvervsområdet ved Strandvangen. Forventes færdigt til efteråret 2025.
- I St. Rørbæk graves der pt. fjernvarmerør ned. Forventes færdigt i efteråret 2025.
- Der er kommet nok tilmeldte til fjernvarme i det nye parcelhuskvarter i det sydlige Vinge, som derfor forsynes med fjernvarme, forventeligt i efteråret 2025.
- Vestforbrænding har meddelt, at der endnu ikke er nok tilmeldte til fjernvarme på Solsikken (Tiny House-området). Administrationen er i dialog med Vestforbrænding omkring muligheden for fjernvarme til Solsikken.
Indsatser for det gode byliv
Det er vigtigt, at der i byudviklingen understøttes initiativer, der bidrager med bylivsværdi i Vinge. Derfor arbejdes der på nedenstående initiativer, som tager afsæt i Vinges vision:
- Der er i september 2025 udført et kunstprojekt på Solvænget 29, hvor 6. årgang på Ådalens Skole i samarbejde med Willumsens Museum har udsmykket det aflukkede stuehus.
- Den nye spejdergruppe i Vinge er blevet oprettet som forening. Der afholdes fortsat gruppemøder hver tirsdag ved bålhytten, og der arbejdes for at tiltrække flere medlemmer.
- Regnvandsbassin 308-2 i det sydlige Vinge blev indviet den 20. august 2025 og fik navnet ”Solsikkesøen” efter en navnekonkurrence for borgere. Bassinet har flere rekreative elementer og skal fungere som et samlingssted i området.
- I samarbejde med øvrige kulturinstanser arbejdes der for, at arrangementer og aktiviteter bliver afholdt i Vinge.
Vinge Gror, Solvænget 29
Arealerne omkring Solvænget 29 aktiveres fortsat ved:
- Kulturpavillonen, der er bevilliget fra Realdania, afventer byggetilladelse. Pavillonen forventes opført i løbet af vinteren og være klar til åbning i foråret 2026.
- Borgergruppen Vinge Gror har afholdt arbejdsdage og høstfest henover forår og sommer. De afventer yderlig renovering af drivhuset, før de kan udnytte drivhusets fulde potentiale.
- Drivhuset renoveres yderligere med nyt gulv, anlagt af genbrugstegl fra Spangegård, og solgardiner, der forbedrer indeklimaet. Projektet opstartes efteråret 2025.
Indsatser for biodiversitet og natur
Naturen spiller en central rolle i Vinge, og der igangsættes løbende naturpleje og biodiversitetstiltag. Snostrup Kirke har påbegyndt biodiversitetstiltag på eget område, bl.a. anlægges en sommerfuglemark ved shelters nord for kirken, og kirkejord ved Tiny House-området omdannes til et særligt biodiversitetsområde, der sammentænkes med IKANOs arealer.
Inddragelse
Der holdes løbende inddragende møder og processer, som sikrer en bred forankring af Vinges udvikling. Vingevandringerne er fortsat en succes og finder fortsat sted to gange årligt. Hver onsdag arbejder Vingeteamet i Klimakassen, hvor borgere og interesserede kan komme i dialog om udviklingen i Vinge. Både nye og etablerede borgere i Vinge inviteres til arrangementer, både for at informere dem om Vinges tilbud og for at give dem en stemme i den videre udvikling.
Økonomi
Sagen har ingen umiddelbare bevillingsmæssige konsekvenser. Eventuelle ikke budgetlagte tiltag vil blive fremlagt i selvstændige sager.
Se vedlagte bilag for en status på Vinges økonomi 1. januar 2028 til 31. august 2025.
Bilag
174Anmodning om optagelse af sag vedr. handicaptilgængelighed
Resume
Med henvisning til styrelseslovens § 11, stk. 1 og Byrådets forretningsorden § 3 har Maibritt Møller Nielsen (Æ) anmodet om at få optaget en sag på Byrådets dagsorden om handicaptilgængelighed i Frederikssund Kommune.
Indstilling
Administrationen indstiller til Byrådet, at:
- Sagen drøftes.
Sagsfremstilling
Jf. styrelseslovens § 11, stk. 1 og Byrådets forretningsorden § 3 har Maibritt Møller Nielsen (Æ) anmodet om at få optaget følgende på byrådets dagsorden:
"På nuværende tidspunkt, er vi på et niveau C, som loven foreskriver og jeg ønsker, at vi som kommune skal op på niv. B, når der renoveres eller bygges i Frederikssund kommune. Det gælder også ved anlæg af veje og fortov m.m. For der er stor forskel fra by til by på, hvor god den enkelte kommune er til, at indtænke handicapvenlige tilgængelighedshensyn.
Tilgængelighed berører mange borgere, der enten sidder i kørestol, er dårligt gående, er blind, har nedsat syn, går med barnevogn osv. Der har været nogle kedelige sager i kommunen, bl.a. svømmehallen i Frederikssund omkring omklædningsforholdene, og jeg har talt med en del borgere i kommunen, der fortæller de er usikre når de går rundt i byen.
F.eks. hvis det er mørkt, så kan det være svært at se, hvor der evt. er en lavere kant, som man kan komme op med f.eks. en rollator. Det kunne evt. afhjælpes med en malet stribe eller anden mærkning, på det sted, hvor det var sikkert for borgeren, at gå op på fortovet.
Det er belyst i budgetforhandlingerne, at merudgiften er på ca. 2-3% ved, at hæve niveauet til niv. B.
Udover dette ønsker jeg, der tages stilling til, at der samtidig tilføjes, at elektriske kørestole skal have tilgængelighed under dette niveau.
Derfor ønsker jeg at byrådet sender sagen i udvalget, så der kan tages stilling til sagen samt arbejdes videre med den."
175Meddelelser
176Underskrifter
Resume
-
Sagsfremstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark. Når der trykkes "Godkendt" svarer det til at underskriftarket er godkendt.