Frederikssund Kommunes logo
12. marts 2020

Kultur- og fritidsfaciliteter lukker

Personalet i Frederikssund Kommune arbejder på fuld kraft på at indstille aktiviteten på alle idrætsanlæg og i alle kulturelle institutioner og faciliteter.

Konkret betyder det, at alle idrætsanlæg lukkes i dag, torsdag. Idræts- og skolehaller lukkes løbende torsdag, og svømmehaller lukkes fra fredag.

Willumsens Museum, musikskolen, kulturhusene og bibliotekerne er lukket fra i morgen fredag. På bibliotekerne gælder det også for selvbetjening. Samtidig lukkes alle selvbetjeningsadgange ned. Det gælder både for biblioteker, haller og kulturhuse. 

Koncerter og andre kulturarrangementer er aflyst

Lukningen betyder også, at alle arrangementer er aflyst i den kommende tid.

Det gælder også i de brugerstyrede centre, som holder lukket til og med Påske. Kulturhuset Elværket er foreløbig lukket til og med 31. marts 2020.

Alle institutionerne kommunikerer direkte på egne platforme, og desuden er alle foreninger, aftenskole, spejdergrupper, brugerråd og andre brugergrupper orienteret direkte om, at lokalerne er lukket og de er opfordret til at aflyse alle ikke nødvendige aktiviteter.