Frederikssund Kommunes logo
11. juni 2020

Borgercenter genåbner 15. juni

Mandag den 15. juni kan borgercentret igen slå dørene op for borgerne. Det bliver ikke helt som før nedlukningen, men borgerne kan igen blive betjent med de opgaver, som varetages af borgercentret.

Mange borgere har under nedlukningen spurgt til, hvornår borgercentret åbner igen. Det har ingen kunnet svare på før nu, hvor justitsministeren har meddelt, at offentligt ansatte øst for Storebælt igen må møde fysisk på arbejde fra mandag den 15. juni.

I Frederikssund Kommune betyder det, at borgercentret kan genåbne mandag den 15. juni. De kan løse opgaver vedrørende pas, kørekort, NemID, skat, indrejse, melde sig ledig med mere, og så vil opkrævningen ligeledes genåbne samme dag. Det besluttede gruppeformændene sammen med borgmesteren på et møde onsdag den 10. juni.

- Vi har i flere måneder haft lukket i borgercentret og vores medarbejdere har gjort deres absolut bedste for at hjælpe borgerne via telefonen. Men det er bare ikke alt, der kan løses i en telefon, eller for den sags skyld fra medarbejderens hjem. Derfor var vi i partierne meget enige om, at borgercentret skulle åbnes hurtigst muligt, nu hvor vi har fået grønt lys fra regeringen. Og jeg er glad for, at vi nu kan genåbne borgercentret, så borgerne igen kan møde op og få den hjælp, de har brug for, siger borgmester John Schmidt Andersen.

Ikke alt er som før

På grund af COVID-19 vil der blive taget en række forholdsregler, når borgerne igen kan komme ind på rådhuset. Der sættes plexiglas op ved alle skranker, og der vil være adgang til håndsprit, så borgere kan afspritte deres hænder ved indgangen til Rådhuset.

For at forebygge smittespredning begrænses antallet af borgere indenfor, og der etableres et køsystem udenfor, hvor en vagt vil administrere adgangen til Rådhuset. Kun borgere med et ærinde på Rådhuset kan komme ind.

Selvbetjeningsmulighederne i borgercentret bliver ikke åbnet af hensyn til smitteforebyggelse. Disse vil blive åbnet senere afhængig af smittetrykkets udvikling. Medbetjening vil fortsat ske telefonisk, som det også er sket under nedlukningen.

Borgerne opfordres til at bestille tid, men det bliver også muligt at møde op uden tidsbestilling.

Alle unødvendige kontaktflader, eksempelvis sofaer, kaffemaskiner, blade og legetøj, bliver fjernet fra borgercentret.

Åbningstiderne bliver som før nedlukningen:

Mandag: Kl. 10.00-13.00
Tirsdag: Lukket
Onsdag: Kl. 10.00-13.00
Torsdag: Kl. 10.00-12.00 og 15.00-17.00
Fredag: Kl. 10.00-12.00

Indgangen til Frederikssund Rådhus. Foto: Frederikssund Kommune.