Frederikssund Kommunes logo
10. august 2020

Store forventninger på første skoledag

Det var en sommerhed første skoledag allerede kl. 9 mandag morgen på Ådalens Skole. Den røde løber var lagt ud til en udendørs modtagelse af de 84 nye børn, der skulle begynde i 0. klasse. På grund af corona var de delt op i to hold, så der ikke blev samlet for mange på en gang. 

Ved den fælles velkomst fik hver elev overrakt et flag af skoleleder Morten Flotin Jensen.  Foto: Frederikssund Kommune.Ved den fælles velkomst fik hver elev overrakt et flag af skoleleder Morten Flotin Jensen. 

Skolestart forberedt derhjemme

Efter en fælles velkomst fra skoleleder Morten Flotin Jensen fik alle elever udleveret et flag, som de kunne medbringe til klasselokalet. Annika Skovsgaard fulgte sin søn Nikolas til hans første skoledag:

- Vi har selv købt en tavle, så Nikolas har øvet sig på at skrive sig eget navn, fortæller Annika Skovsgaard og tilføjer:

- Det har jo været en lidt anderledes start end for Nikolas storebror, som går i fjerde klasse, fordi de små ikke har været i mini-SFO i år, og derfor ikke har fået en forsmag på skolen. Men heldigvis har børnehaven gjort noget ekstra ud af de store børn helt frem til sommerferien, fortæller hun.

Annika Skovsgaard med sønnen Nikolas, der er spændt på at starte i 0. klasse. Foto: Frederikssund Kommune.Annika Skovsgaard med sønnen Nikolas, der er spændt på at starte i 0. klasse. 

Thi Ngá Triéu sender sin datter Victoria i 0. klasse på Ådalens Skole, og her har der også været gang i forberedelserne hjemmefra:

- Hendes far er lærer, så hun har fået undervisning hjemme og kan allerede skrive og regne. Hun har glædet sig rigtig meget til i dag og er meget motiveret for at begynde i skole, fortæller Thi Ngá Triéu.

Skoleparate børn

Mens skoleleder Morten Flotin Jensen underholder forældrene, og der bliver lejlighed til at stille spørgsmål om løst og fast, drager eleverne med deres lærere afsted mod klasselokalerne. Her er der sat navneskilte på alle bordene, og de skoleparate elever finder hurtigt deres pladser med hjælp fra klasselærer Camilla Christensen.

- På jeres borde ligger nogle bøger, forklarer læreren og fortsætter:

- Hvad kan man lære i de bøger?

- Regne, læse, skrive, lyder buddene fra klassen, og flere elever supplerer uopfordret med deres færdigheder:

- fire plus fire er otte, og 10 plus 10 er 20!, lyder det selvsikkert fra en af drengene.

Også spørgsmålet, om hvorfor man skal række hånden op i klassen, bliver prompte besvaret af en af de dygtige piger:

- Det skal man gøre, når man skal sige noget, for hvis alle snakker i munden på hinanden, så kan man slet ikke høre noget, fastslår hun.

De skoleparate unge mennesker var ikke sene til at række hånden op for at svare på lærerens spørgsmål. Foto: Frederikssund Kommune.De skoleparate unge mennesker var ikke sene til at række hånden op for at svare på lærerens spørgsmål. 

Derefter fik de nye elever deres første opgave - nemlig at skrive deres navn i de bøger, de havde fået udleveret. Og inden længe var første skoledag overstået. For allerede efter et par timer, fik eleverne mulighed for at tage hjem igen med mor og far.

Bøgerne ligger klar på bordet i klasseværelset. Foto: Frederikssund Kommune.Bøgerne ligger klar på bordet i klasseværelset. 

En elev er ved at skrive sit navn ind i skolebøgerne. Foto: Frederikssund Kommune.En elev er ved at skrive sit navn ind i skolebøgerne.

Fotos: Frederikssund Kommune.