Frederikssund Kommunes logo

Unge, fritid og idræts møde den 06. maj 2025

Mødelokale SL 1 (Raadssalen) kl. 15.00

Referat

Fold alle punkter

35Godkendelse af dagsorden

Beslutning

Godkendt.

36Beslutning om det fortsatte arbejde med frisættelse og afbureaukratisering på det folkeoplysende område

Resume

Som led i arbejdet med frisættelse og afbureaukratisering præsenteres udvalgene Job, erhverv og kultur samt Unge, fritid og idræt for arbejdet på det folkeoplysende område. Udvalgene skal på baggrund af inddragelsen af foreningerne i kommunen beslutte, hvilke temaer som administrationen skal arbejde videre med.

Indstilling

Administrationen indstiller til Unge, fritid og idræt, at:

  1. Beslutte hvilke temaer som administrationen skal arbejde videre med i forhold til frisættelse og afbureaukratisering på det folkeoplysende område.

Beslutning

Udvalget har besluttet, at Administrationen skal arbejde videre med tema 1 og tema 4.

Sagsfremstilling

Byrådet i Frederikssund har stort fokus på arbejdet med frisættelse og afbureaukratisering. Som led i dette har Administrationen undersøgt, hvordan det kan gøres på foreningsområdet. Det drejer sig om kultur, spejdere, aftenskoler og idræt. Konkret har Administrationen involveret de lokale foreninger og deres respektive samråd i en proces, med målet at afklare hvilket bøvl og bureaukrati foreningerne oplever i Frederikssund Kommune samt løsningsmuligheder.

Dette i tråd med at Regeringen 15. august 2024 i en pressemeddelelse bekendtgjorde, at de nu ville gå i: ”kamp mod regeltyranni”. Regeringen vil fjerne bureaukrati for landets foreninger med otte initiativer, som er første nedslag i et større opgør mod unødvendige regler (Bilag 1, Fakta ark).

Temaer for afbureaukratisering

Inddragelsesprocessen har frembragt følgende fire temaer, som vurderes relevante i det fortsatte arbejde. Under hvert tema er en beskrivelse samt et løsningsforslag, som Administrationen har drøftet med samrådene. Se bilag 2 for en uddybende beskrivelse af temaerne, inddragelsesproces og prioriteringer.

Tema 1. Kommunikation – booking af lokaler

Foreningerne oplever, at det er svært at danne sig et overblik over kommunens lokaler samt at booke lokaler. Det skyldes, at der på den nuværende digitale platform mangler et oversigtskort, søgefunktion samt beskrivelse og billede af lokalerne.

Den digitale platform opleves af foreningerne forældet.

Løsningsforslag:

Administrationen vurderer ikke, at den nuværende digitale platform kan imødekomme foreningernes ønske, om en mere brugervenlig og intuitiv løsning. En mulig løsning kan være at afsætte midler til en opgradering af vores nuværende platform eller indkøb af et nyt digitalt system.

Tema 2. Sæsonfordeling

Foreningerne oplever, at sæsonfordelingen er omstændig og tager meget tid. Det skyldes blandt andet, at der er flere faser som skal gennemføres. Det ønskes undersøgt om sæsonfordelingen kan gøres flerårig og/eller regelsættet og processen forenkles. Samtidig fremhæver foreningerne, at der mangler nuancer ift. aktivitetstype, talenttræning mv.

Løsningsforslag:

Administrationen anbefaler, at regelsættet og processen for sæsonfordelingen gennemgås i fællesskab med Frederikssund Idrætsråd, Aftenskolernes samråd og Folkeoplysningsudvalget for at vurdere om denne kan forenkles. Endvidere skal det vurderes, om ønsket om flere nuancer kan imødekommes i regelsættet. Samrådene anbefaler ikke at sæsonfordelingen gøres flerårig.

Tema 3. Tilskud og puljer

Foreningerne oplever, at det er bøvlet at søge tilskud og puljer. Endvidere at kommunen stiller forskellige krav til puljerne i mellem. Ved ansøgning skal foreningerne have hele ansøgningsmaterialet klar, da ansøgningen ikke kan gemmes i systemet og dermed tilgås flere gange.

Løsningsforslag:

Administrationen vurderer, at kravene for tilskud og puljer skal gennemgås. Er der ret og rimelighed mellem de krav der stilles og de beløb som bevilliges? Administrationen vurderer, at behandlingstiden kan forkortes ved, at beslutning om tilskudsbevillinger optil et fastsat beløb delegeres til Administrationen.

Såfremt foreningerne skal kunne tilgå deres ansøgninger flere gange, skal den digitale platformen ændres. Dette kan ikke gøres i nuværende digitale system.

Tema 4. Lokaler, stadepladser og tilladelser ved enkeltstående arrangementer

Foreningerne oplever, at det er svært at booke lokaler, stadepladepladser og søge tilladelser ved enkeltstående arrangementer. Det skyldes, at der på nuværende tidspunkt skal søges hos forskellige afdelinger i kommunen og reglerne ikke er ens.

Løsningsforslag:

Administrationen vurderer, at lokalebooking ved enkeltstående arrangementer kan gøres lettere ved at der etableres en mere brugervenlig og intuitiv digital løsning samt ensretning af regler på området.

Ved større arrangementer og events anerkender Administrationen, at det er en omstændig proces. Der skal søges tilladelser hos flere forskellige afdelinger i kommunen og hos myndigheder. Nogle af myndighederne ligger udenfor kommunen, hvorfor det kan være meget svært at løse denne udfordring.

Prioritering af temaer

Tema 1 er prioriteret vigtigt af alle samrådene og vurderes derfor relevant at arbejde videre med.

Tema 2 (FIR og Aftenskolernes samråd) og 3 (KUF) er prioriteret vigtigt af de samråd, hvor det har særlig betydning for deres foreninger. Disse temaer vurderes ligeledes relevante at arbejde videre med.

Tema 4 er af samrådene ikke prioriteret, som det vigtigste tema i forhold til det kommende arbejde.

Videre proces

På baggrund af udvalgenes beslutninger om hvilke temaer der skal arbejdes videre med, vil administrationen gå i dialog med de relevante samråd og Folkeoplysningsudvalg. Den nærmere proces for arbejdet med hvert enkelt tema vil administrationen aftale med de involverede parter.

Udvalgene vil få fremlagt anbefalinger på baggrund af det fortsatte arbejde med udvalgte temaer. Alt efter omfang og kompleksitet af de valgte temaer vil anbefalinger kunne fremlægges i 2025.

Administrationen vil i dialog med samråd og Folkeoplysningsudvalget prioriterer rækkefølgende for arbejdet med de udvalgte temaer.

Inddragelse

Aftenskoler, spejder, idræts- og kulturforeninger samt deres respektive samråd har været inddraget i arbejdet med frisættelse og afbureaukratisering på det folkeoplysende område.

Økonomi

Center for Økonomi har ingen bemærkninger til nærværende sag.

Bilag

37Beslutning om fremtidig brug af Kultur- og havnebad

Resume

Med nærværende sag skal Unge, fritid og idræt træffe beslutning om den fremtidige adgang til sauna og indendørs omklædningsrum på Kultur- og havnebadet.

Indstilling

Administrationen indstiller til Unge, fritid og idræt, at:

  1. Godkende vedlagte oplæg for adgang til sauna og omklædning.
  2. Godkende at ydreporten til havnebadet åbnes dagligt i tidsrummet klokken 06-22.

Beslutning

Indstillingspunkt 1: Udvalget anmoder Administrationen, om at beskrive en model hvor de folkeoplysende foreninger får mulighed for at leje sauna i forbindelse med deres aktiviteter.

Indstillingspunkt 2: Godkendt.

Sagsfremstilling

Unge, fritid og idræt have på udvalgets møde 1. april 2025 en drøftelse om mulighed for udvidet adgang til sauna og indendørs omklædningsrum for alle borgere mod betaling. Udvalget besluttede, at et konkret oplæg skulle præsenteres på et møde med Kultur- og havnebadets foreningsbrugere. Mødet blev afholdt 22. april 2025. Tilstede på mødet var repræsentanter fra Frederikssund Vinterbadere, Foreningen Frederikssund Havnebad og Sauna, LOF samt administrationen og formandskabet fra Unge, fritid og idræt.

Oplægget som blev præsenteret på mødet er vedlagt som bilag 1. Brugernes kommentarer til oplægget er vedlagt i bilag 2.

Mere adgang til sauna for alle

Oplægget præsenterer mulighed for, at:

  • Udvide adgang til sauna og omklædning med to måneder.
    • fra 1. september til 31. maj. For nuværende er perioden 1. oktober til 30. april.
  • Mere adgang til sauna hver uge.
    • fra 88 timer til 98 timer
  • Ét armbånd, der giver adgang til alle tider
  • Ingen administration for foreningerne
  • Alle indtægter på Kultur- og havnebadet går til åbningstid og gode oplevelser på Kultur- og havnebadet.

I modellen finansieres udgifterne til den øgede adgang til sauna og indendørs omklædning via øgede entreindtægter for brugerne af Kultur- og havnebadet. Det er dermed administrationens vurderingen, at der vil være balance mellem indtægter og udgifter. Dermed vil tiltaget ikke vil belast kommunens driftsbudget for Kultur- og havnebadet.

Eksisterende rammer for brug ved vinterbadning

Unge, fritid og idræt har ved møde i januar 2024 sag 14 truffet beslutninger om fordeling af adgang i vinterbadesæsonen.

Vinterbadesæsonen er afgrænset fra 1. oktober til 30. april. I denne periode gives der adgang til indendørs omklædning og sauna.

Øvrige havnebad herunder udendørs omklædning er tilgængelig hele året.

I vinterbadesæsonen har Unge, fritid og idræt vedtaget offentlig åbningstid i sauna og indendørs omklædningsrum på 19 timer pr. uge i perioden 1. oktober til 30. april er tirsdag kl. 7.30-10.30, onsdag kl. 16-19, torsdag kl. 7.30-10.30, fredag kl. 16-19, lørdag kl. 8-12 og søndag kl. 12- 15.

Fordelingsregler for vinterbadning med adgang til indendørs omklædning og sauna blev i sag 95 af 1. oktober 2024 besluttet i Unge, fritid og idræt efter indstilling fra Folkeoplysningsudvalget. Her fordeles efter samme principper som for øvrige anlæg. Det fremgår heraf at mængden af ugentlig foreningstid fordeles efter antallet af medlemmer i foreningen. Lokalefordelingsreglerne for Frederikssund Kommune er vedlagt i bilag 3.

29. april 2025 besluttede Folkeoplysningsudvalget, at saunaaktiviter ikke er folkeoplysende aktiviteter. Vinterbadning er godkendt som folkeoplysende aktivitet.

Så frem Unge, fritid og idræt godkender vedlagte oplæg om adgang til sauna og indendørs omklædningsrum udarbejdes særskilt sag om takster for dette til Byrådets godkendelse.

Inddragelse

22. april blev der afholdt møde med foreningsbrugerne af Kultur- og havnebadet. Tilstede på mødet var repræsentanter fra Frederikssund Vinterbadere, Foreningen Frederikssund Havnebad og Sauna, LOF, Team 2010 og IF Vikingerne, samt administrationen og formandskabet fra Unge, fritid og idræt. Brugernes kommentarer til oplægget er vedlagt i bilag 2.

Økonomi

Idet at de øgede udgifter dækkes af øget entreindtægter har Center for Økonomi ingen bemærkninger til nærværende sag. En endelig takstændring skal godkendes i Byrådet.

Bilag

38Beslutning om det fortsatte arbejde med projekt Grønne Colosseum

Resume

14. maj 2024 besluttede Unge, fritid og idræt at afsætte midler til en VVM-screening af projekt "Grønne Colosseum" for placering i Hørup Ruder. Med denne sag fremlægges udvalget for resultatet af VVM-screeningen. Dernæst præsenteres udvalget for mulige scenarier for det fortsatte arbejde. Udvalget skal træffe beslutning om, der skal afsættes midler til undersøgelse af muligt alternativ placering af det Grønne Colosseum.

Indstilling

Administrationen indstiller til Unge, fritid og idræt, at:

  1. Træffe beslutning om der skal afsættes midler til afsøgning af alternativ placering af "Det Grønne Colosseum".

Beslutning

Udvalget beslutter at prioritering af midler sendes til høring hos Frederikssund Idrætsråd.

Sagsfremstilling

"Grønne Colosseum" er Slangerup Speedway Klubs projekt om, at udvikle deres nuværende anlæg til et moderne og grønt stadion, hvor der kan afvikles idræts- og kulturevents samt foreningsaktiviteter. Kort samt principskitse af ønsket stadion vedlagt.

Daværende Fritids- og Kulturudvalg støttede Slangerup Speedway Klubs ønske om nyt speedwaystadium ”Grønne Colosseum” (29. april 2021, sag 71). I budget 2022 blev der afsat 300.000 kr. til administrationens arbejde med projekt Grønne Colosseum.

Unge, fritid og idræt besluttede 14. maj 2024 (sag 49), at afsætte projektmidler (90.000 kr.) til udarbejdelse af en VVM-screening af projektet for placering i Hørup Ruder. Med udarbejdelsen af VVM-screeningen er alle projektmidler for budget 2022 afsat til projekt "Grønne Colosseum" brugt.

VVM-screening af projekt "Grønne Colosseum"

Der er gennemført en VVM-screening af projekt Grønne Colosseum. Administrationen vurderer at projektet kræver fuld miljøvurdering. Der vil som udgangspunkt ikke kunne gives dispensation for nedlæggelse af eng beskyttet efter naturbeskyttelseslovens §3.

Normalt vil man først gennemføre en screening senere i processen, når der foreligger en konkret projektbeskrivelse. Flere af de følgende kommentarer vil ofte være afklaret i et konkret projekt.

Lokalplan: Det vurderes at projektet ikke kan holdes inden for eksisterende lokalplan. Inden der kan gives tilladelser til et projekt, skal der derfor udarbejdes en ny lokalplan.

Natur: Ansøgningen beskriver at en del af jordvoldene skal ligge i §3-beskyttet eng, hvilket der som udgangspunkt ikke kan gives dispensation til.

Der skal desuden laves en vurdering af påvirkningen på bilag IV-arter, som spidssnudet frø og stor vandsalamander.

Grøn trepart: Området omkring speedwaybanen ligger på arealer, som vurderes til at kunne indgå i arbejdet med den grønne Trepart. Dette vil være en politisk prioritering af den fremtidige arealudnyttelse.

Spildevand: Speedwaybanen har i dag problemer med håndtering af overfladevand. Der er derfor behov for en dybdegående redegørelse af den fremtidige vandhåndtering.

For husspildevand skal det afklares med forsyningsselskabet, om kloaknettet har kapacitet til at modtage en eventuel øget mængde spildevand.

Jord- og grundvand: Området er kortlagt som jordforurenet.

Der er behov for vurderinger ift. påvirkningen af den eksisterende drikkevandsindvinding, både ift. når man graver i den eksisterende jordforurening og ved tilkørsel af ny jord. Unge, fritid og idræt blev med sag 49 ved udvalgsmødet 14 maj 2024 orienteret om vurdering af risiko ved jordtilkørsel. På daværende tidspunkt anslog ekstern rådgiver, at indtægterne ved modtagelse af ren jord til 1. mio. kr.

Vej: Der skal laves en beskrivelse af fremtidige trafik- og parkeringsforhold, inkl. en vurdering af påvirkningen på eksisterende trafikforhold.

Støj: Der er behov for en opdateret støjanalyse, som er lavet efter det endelige projektforslag.

Dialog med Slangerup Speedway Klub

Resultatet af VVM-screeningen blev fremlagt for Slangerup Speedway Klub 2. april 2024. På mødet blev tre mulige scenarier for det fortsatte arbejde med projektet drøftet.

Projekt "Grønne Colosseum" med:

  1. placering ved Hørup Ruder, som projektet på nuværende tidspunkt er udformet af foreningen. Dette vil kræve fuld miljøvurdering. Det vil være omkostningstungt for foreningen, at få gennemført miljøvurderingen, og der er mange forhold, som vil udfordre projektets tilblivelse.
  2. placering ved Hørup Ruder projekteret med udgangspunkt i VVM-screeningen. Det vil betyde et anderledes projekt end det oprindelige, og der vil fortsat være elementer frembragt af VVM-screeningen, som vil udfordre projektets tilblivelse.
  3. ny placering et sted mellem nuværende placering og Frederikssund. Dette vil kræve, at der afsættes 150.000 kr. til undersøgelse en mulige alternative placeringer.

Slangerup Speedway Klub oplyser: "Vi er med på at bruge et år på at afsøge mulighed 3, hvor I afsøger en ny placering, hvor vi kan folde Grønne Colosseum maksimalt ud med “mest for flest” og altså maksimal almennytte for kommunens borgere, turister og som attraktion. Dette er, som aftalt på vores møde, drøftet med Slangerup Speedway Klubs bestyrelse på et møde i mandag (da vi nu afsøger en anden mulighed end oprindeligt). Skulle en ny placering ikke vise sig mulig, må vi derefter afgøre, om vi går tilbage til mulighed 1 eller 2". Se bilag for fuldt partshøring fra Slangerup Speedway Klub.

Det videre arbejde med projekt "Grønne Colosseum"

Ønsker Unge, fritid og idræt, at der skal arbejdes videre med scenarie 3 via en kommunal finansiering, anbefaler Administrationen, at prioriterer midlerne fra facilitetspuljen. Alternativt kan Unge, fritid og idræt oversender ønsket til budgetforhandlingerne for budget 2026-29. I begge tilfælde vurderer Administrationen at der vil være behov for at afsætte 150.000 kr. til undersøgelse af en ny placering. Ønsker udvalget at afsætte midlerne fra facilitetspuljen, skal Frederikssund Idrætsråd høres jf. samarbejdsaftalen med Idrætsrådet.

Afsættes der midler, vil administrationen bruge det næste år på at afsøge, hvilke potentielle ny placeringer der er mellem Græse Ådal og Frederikssund. Resultatet af undersøgelsen vil blive fremlagt for både Slangerup Speedway Klub og udvalget.

Udvalget har mulighed for at afsætte midlerne inden for eget budget ved Idræts- og Spejderfacilitetspuljen. Såfremt udvalget ønsker dette vil forslaget sendes i høring hos Frederikssund Idrætsråd jævnfør samarbejdsaftale.

Såfremt der ikke findes en alternativ placering til projekt "Grønne Colosseum" ønsker Slangerup Speedway Klub at afsøge scenarier 1 eller 2. Er dette tilfældet skal der træffes politisk beslutning om kommunens engagement i projektet.

Inddragelse

Administrationen har dialog med Slangerup Speedway Klub.

Myndigheder rådspørges på vejledningsbasis på dette stadie af arbejdet.

Borger- og naboinddragelse med flere sker først, hvis/når arbejdet projekteres.

Økonomi

Såfremt det indstilles, at scenarie 3 for det Grønne Colosseum finansieres af Spejder og idrætsfacilitetspuljen, vil det ikke have nogle ramme eller bevillingsmæssige konsekvenser i 2026, og dermed sikres at anlægsrammen ikke udvides i 2026.

Hvis udvalget i stedet indstiller, at scenarie 3 for det Grønne Colosseum skal medtages i de kommende budgetforhandlinger, vil det blive prioriteret blandt øvrige udvidelsesforslag og eksisterende investeringsoversigt i 2026. Forslaget medfører, at bruttoanlægsudgifterne øges med 0,15 mio. kr., hvilket presser anlægsrammen i 2026.

Bilag

39Beslutning om scenarie for kunstgræsbane i Skibby

Resume

Med denne sag skal udvalget træffe beslutning om hvordan den slidte kunstgræsbane i Skibby skal håndteres. Kunstgræsbanen i Skibby er slidt og trænger til snart at blive udskiftet. Administrationen har fået udarbejdet en rapport over banen tilstand samt anbefalinger, der vil kunne forlænge banens levetid. Foreningen Skibby IK er blevet inddraget i oplægget.

Indstilling

Administrationen indstiller til Unge, fritid og idræt, at:

  1. Træffe beslutning om scenarie for hvordan banen skal håndteres.

Beslutning

Udvalget beslutter, at der skal arbejdes med scenarie 2 (nuværende kunstgræsbane renoveres) og oversender budgetønske på 1.680.000 kr. til budget 2026.

Sagsfremstilling

Kunstgræsbanen i Skibby, som er anlagt med granulat i 2012, er slidt og trænger snart til at blive erstattet. Levetiden på en kunstgræsbane er omkring 10-12 år. Med denne sag præsenteres udvalget for en rapport der vurderer tilstanden af eksisterende kunstgræsbane i Skibby. Rapporten (bilag 1) er udarbejdet af ekstern rådgiver.

Tilstandsvurdering

Tilstandsvurderingen er udført som en visuel vurdering af kunstgræsbelægningens tilstand samt en vurdering af tilstand af banens omgivelser (boldhegn, belægninger, lysanlæg m.v.). Generelt fremstår kunstgræsfladen på store dele af baneoverfladen i god stand, banens alder taget i betragtning. Der kan dog konstateres, at der er tydeligt slid på kunstgræsfibrene på udvalgte dele af banen. De slidte områder er forårsaget af koncentreret træning i disse områder.

Mulige scenarier

Der er tre mulige scenerier for hvordan banen i Skibby kan håndteres:

  1. Den nuværende kunstgræsbane udskiftes med en ny. Det vil kræve en anlægsinvestering på 7 mio. kr. (Unge, fritid og idræt, 14 maj 2024, Sag 53)
  2. Den nuværende kunstgræsbane renoveres (se beskrivelse nedenfor)
  3. Den nuværende kunstgræsbane hverken udskiftes eller renoveres. Det vil medføre at banen vil være ubrugelig indenfor 1-3 år.

Ny lovgivning på området

Det bliver forbudt at købe, sælge og markedsføre gummigranulater fra efteråret 2031. For nuværende er der ikke velafprøvede alternative til kunstgræsbaner med granulat. Det betyder, at kommunen i en årrække vil opleve at skulle prøve nye løsninger an. Det vil være med en vis usikkerhed både i forhold til banernes funktion, levetid og økonomi. Derfor vil en forlængelse af kunstgræsbanen i Skibbys levetid skabe muligheden for, at der i mellemtiden kan udvikles et godt alternativ til en kunstgræsbane med gummigranulater. Dette er idrætsforeningen Skibby IK enig i.

Den nuværende kunstgræsbane renoveres: Forslag til forbedringer af kunstgræsbelægningen (scenarie 2)

En forbedring af det eksisterende kunstgræstæppe i forhold den spillemæssige oplevelse og banens resterende levetid, vurderes at kunne opnås ved en udskiftning af de slidte områder på banearealet med et nyt kunstgræstæppe i samme kvalitet som det eksisterende. Ved denne løsning skal man være opmærksom på, at de udskiftede banedele vil have en lidt afvigende farve og udlagt sand og granulat vil have en lidt anden konsistens en den øvrige bane. Sidstnævnte forhold vil dog aftage med tiden. På bilag 2 kan det ses, hvor udskiftning bør udføres.

Forslag til øvrige tiltag på kunstgræsbanen (tillæg til scenarie 2):

  • Opstramning af det eksisterende boldhegn sikring mod spredning af granulat
  • Sikring mod spredning af granulat
  • Lyskilder på lysanlæg udskiftet til LED lysarmaturer hvorved driftsudgifter kan minimeres

Økonomi

Administrationen vurderer ud fra betragtninger om, at den nuværende banes restlevetid kan forlænges frem til 2031 ved renovering. Beslutter Unge, fritid og idræt at følge dette scenarie, kan udvalget indstiller til budgetforhandlingerne, at der afsættes 1.680.000 kr. til renovering af kunstgræsbanen i Skibby. Særligt set i lyset af, at der på nuværende ikke er velafprøvet alternativer til kunstgræs på markedet på nuværende tidspunkt.

Med udgangspunkt i rådgivers rapport, anbefales følgende tiltag ved valg af scenarie 2:

  • Udskiftning af banebelysning og styring: 400.000 kr.
  • Renovering af kunstgræsbane: 1.060.000 kr.
  • Granulatsikring og rist: 220.000 kr.

Den samlede anslåede bruttoanlægsudgift er 1.680.000 kr.

Inddragelse

Foreningen Skibby IK, som er den primære brugere af kunstgræsbanen er blevet inddraget i beslutningen om renovering eller udskiftning af kunstgræsbanen. Foreningen bakker op om en løsning, hvor man renovere på den nuværende bane i stedet for at anlægge en ny. Dette skyldes, at foreningen er glade for den nuværende banes funktion, samt den nuværende mangel på velafprøvet alternativer ved anlægges af en ny kunstgræsbane uden gummigranulate.

Frederikssund Idrætsråd som er høringspart på anlæggelse og renovering af idrætsanlæg udtaler: "Da der endnu ikke er udviklet et godt alternativ til en kunstgræsbane med gummigranulater, er FIR enig i, at bedste - og angiveligt på nuværende tidspunkt også den mest miljørigtige - løsning vil være at renovere kunstgræsbanen i Skibby. Vi lægger i den forbindelse vægt på, at Skibby IK, som er den primære bruger af anlægget, også bakker op om denne model. FIR anbefaler derfor, at Udvalget for Unge, fritid og idræt indstiller til budgetforhandlingerne, at der afsættes 1.680.000 kr. til renovering af kunstgræsbanen i Skibby".

Økonomi

Hvis udvalget indstiller at renovering af kunstgræsbane i Skibby skal medtages i de kommende budgetforhandlinger, vil det blive prioriteret blandt øvrige udvidelsesforslag og eksisterende investeringsoversigt i 2026. Forslaget medfører, at bruttoanlægsudgifterne øges med 1,7 mio. kr., hvilket presser anlægsrammen i 2026.

Bilag

40Beslutning om budgetopfølgning 31/3-2025 - Unge, fritid og idræt

Resume

I nærværende sag gives en prognose på det forventede forbrug i 2025 sammenholdt med korrigeret budget samt afledte forslag til tillægsbevillinger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Unge, fritid og idræt over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Der på politikområdet social service gives en negativ driftstillægsbevilling (mindreforbrug) på 0,6 mio. kr. i 2025 vedrørende serviceudgifter.
  2. Der på politikområdet Skole og klubområde vedr. serviceudgifter gives en tillægsbevilling på 0,1 mio. kr. i 2025.
  3. Budgetopfølgningen i øvrigt tages til efterretning.

Beslutning

Indstillingspunkt 1-3: Anbefales.

Sagsfremstilling

Drift

Budgetopfølgningen giver anledning til en samlet reduktion i de forventede udgifter på 0,5 mio. kr. vedrørende serviceudgifter.

Konkret vedrører reduktionen:

  • Mindreforbrug på 0,6 mio. kr. vedrørende Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) som følge af lavere enhedspriser.
  • En tillægsbevilling på 0,1 mio. kr. til CampusU10 i forbindelse med en styrket 10. klasses indsats.

I bilag 1 udspecificeres budgetopfølgningen nærmere.

Anlæg

Budgetopfølgningen giver ikke anledning til en ændring i bruttoanlægsudgifter såvel som bruttoanlægsindtægter under Unge, fritid og idræt.

Opfølgning på budgetaftale 2025-2028

Af vedhæftede bilag 2 fremgår en status på implementeringen af initiativerne i budget 2025-2028 i forhold til de vedtagne politiske initiativer.

I bilaget indgår en opfølgning på fire politiske vedtagne initiativer i forbindelse med budget 2025-2028, hvoraf tre er implementeret (grøn) på nuværende tidspunkt. Derudover er et initiativer delvis implementeret (gul). Den fortsatte proces hen i mod en implementering er beskrevet under kolonnen "Statustekst - 31. marts", hvor det bl.a. fremgår, hvorvidt der afventes politisk stillingtagen, nærmere faglig analyse eller andre processuelle udeståender.

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Drift

Budgetopfølgningen giver anledning til at de budgetterede serviceudgifter under social service nedskrives med 0,6 mio. kr., og at serviceudgifterne opskrives med 0,1 mio. kr. under skole- og klubområdet.

Anlæg

Budgetopfølgningen giver ikke anledning til en ændring i bruttoanlægsudgifter såvel som bruttoanlægsindtægter under Unge, fritid og idræt.

Bilag

41Drøftelse af budget 2026 - 2029

Resume

Byrådet har anmodet administrationen om at udarbejde forslag til budgetinitiativer, som kan indgå i det videre arbejde med budget 2026 – 2029. Endvidere er det besluttet, at fagudvalgene på deres møder i maj og juni præsenteres for en status på de temaer, der indgår i arbejdet.

Indstilling

Administrationen indstiller til Unge, fritid og idræt, at:

  1. Foreløbige temaer, der arbejdes med i budgetprocessen 2026-2029, tages til efterretning.
  2. Drøfte evt. forslag til yderligere temaer i arbejdet med budgetprocessen for 2026-2029.

Beslutning

Indstillingspunkt 1: Taget til efterretning.

Indstillingspunkt 2: Drøftet idet udvalget ønsker at oversende til budget 2026, at der afsættes midler til:

a. Tiltag i forlængelse af en vedtaget helhedsplan for Campus samt

b. Forprojekt til etablering af ny hal i Idrætsbyen, som erstatning for Frederikssundhallerne

Sagsfremstilling

Byrådet besluttede 26. februar 2025 tids- og procesplan for arbejdet med budget 2026 – 2029, som blandt andet indebærer, at:

  • Administrationen udarbejder forslag til budgetinitiativer, således at der hvert år tilvejebringes midler i budgetarbejdet til finansiering af den demografiske vækst samt andre udefrakommende ændringer, herunder nye politiske tiltag, jf. den økonomiske politik for 2022 -2025.
  • I forhold til arbejdet med budgetinitiativerne vil effektiviseringer og reduktioner på serviceudgifterne være helt centrale. Der vil dog også være behov for at undersøge andre udgiftsposter – herunder bruttoanlægsudgifter, overførsler mv.
  • En orientering om hvilke temaer, der arbejdes med i administrationen, vil indgå i fagudvalgenes drøftelser på møderne i maj og juni måned. Ligeledes vil de konkrete budgetinitiativer fremgå af budgetmappen inden sommerferien.

Status på arbejdet med budgetinitiativer

Til brug for ovennævnte er en status på samtlige temaer for de respektive udvalg vedlagt som arbejdspapir, i den politiske budgetmappe (fagudvalg maj måned).

Bilaget vil efter den politiske behandling blive opdateret, hvorefter de konkrete beskrivelser vil blive udarbejdet, så de kan indgå i budgetmappen til Byrådets temamøde II om budget 2026-2029 den 25. juni.

Fortsat politisk proces

Der afholdes tre temamøder om budget 2026-2029 for det samlede Byråd henholdsvis 30. april, 25. juni samt 27. august.

  • I fortsættelse af Byrådets første temamøde om budget 2026-2029 den 30. april afholdes de indledende politiske drøftelser i maj og juni måned.
  • Økonomiudvalget behandler budgetforslag 2026-2029 den 27. august til Byrådets efterfølgende første behandling den 3. september.
  • De politiske forhandlinger om budget 2026-2029 vil foregå den 19 - 23. september.
  • Partiernes eventuelle ændringsforslag til budgettets 2. behandling skal fremsendes senest torsdag 25. september kl. 8.00.

Herudover foretager Økonomiudvalget 2. behandling af budgettet for så vidt angår eventuelle tekniske ændringsforslag 2. oktober. Byrådet 2. behandler - og vedtager - budgettet onsdag 9. oktober.

Inddragelse

Borgerinddragelse og inddragelse af MED-organisationen, råd og nævn m.m. i budgetprocessen:

1. Digital borgerinvolvering

På hjemmesiden vi.skaber.frederikssund.dk kan alle komme med deres input, som bliver videregivet til politikerne. Siden opdeles i følgende emner:

  • Erhverv, kultur, unge og fritid
  • Ældre og sundhed
  • Byplanlægning, natur og den grønne omstilling
  • Børn og undervisning

Der er åbent for ideer og forslag foreløbigt frem til den 28. august 2025.

2. Fagudvalgenes dialog med brugerbestyrelser, råd og nævn

En række af fagudvalgene har løbende dialog med bestyrelser, råd og nævn indenfor deres ansvarsområde - typisk i form af halvårlige eller årlige møder. De enkelte fagudvalg vil vurdere, hvordan de vil kunne invitere bestyrelser, råd og nævn med ind i en dialog om mulige temaer i budgetarbejdet, herunder omstillingsbidrag samt tiltag, der kan styrke kvalitet og bæredygtighed indenfor området.

3. Fysisk og/eller digital borgerdialog

Onsdag den 11. juni inviterer Frederikssund Kommune til borgerdialog om Budget 2026. På mødet kan man høre, hvordan et budget bliver til, og hvad det er for nogle rammer og vilkår, som Byrådet har, når der skal lægges budget for 2026 og overslagsårene. Man kan deltage digitalt eller fysisk til mødet.

4. Høringsprocessen

Den 11. september vil der blive afholdt endnu et borgermøde. Borgerne kan gå i dialog med Byrådets medlemmer om budget 2026-2029 samt udviklingstiltag og initiativer indenfor det enkelte område. Borgermødet har til formål at give mulighed for en drøftelse af det budgetforslag, der er sendt i høring. Ved siden af de skitserede initiativer sendes budgetforslaget i høring i perioden fra den 29. august - 15. september, hvor alle interesserede kan afgive høringssvar. Høringssvarene bliver som udgangspunkt offentliggjort på kommunens hjemmeside, ligesom de bliver gjort tilgængelige for Byrådets medlemmer. Ydermere kommunikeres der løbende omkring budgetarbejdet via nyheder og kommunens hjemmeside, f.eks. i forbindelse med høringsperiodens start, vedr. afholdelse af borgermødet m.m.

Hoved MED-udvalget kvalificerer de enkelte budgetinitiativer inden Byrådets temadrøftelse III (27. august). Budgetforslaget planlægges drøftet på møde mellem Hoved MED-udvalget og Økonomiudvalget i høringsperioden, som er planlagt i perioden 29. august - 15. september.

Økonomi

Der udarbejdes et katalog indeholdende budgetinitiativer med henblik på at sikre et tilstrækkeligt grundlag for omprioriteringer og fortsat konsolidering af kommunens økonomi.

Kataloget vil indgå i de videre politiske drøftelser frem imod Byrådets budgetvedtagelse den 9. oktober.

42Orientering om 10. klasse i Frederikssund Kommune

Resume

10.klasse i Frederikssund Kommune har i skoleåret 2024/2025 tiltrukket flere elever end tilbuddet er normeret til. Denne udvikling forventes at fortsætte i skoleår 25/26. Flere elever har tidligere valgt tilbud i andre kommuner.

Indstilling

Administrationen indstiller til Unge, fritid og Idræt, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

I skoleåret 2023 blev der iværksat en ny 10.klassesmodel. En model som skulle styrke 10.klasse, tiltrække en bredere elevgruppe og samtidig trække flere unge fra Frederikssund Kommune til, som ellers ville vælge 10.klasse uden for kommunen. Ved at tiltrække flere lokale unge til den kommunale 10.klasse, har Frederikssund Kommune færre udgifter, til 10.klassestilbud i andre kommuner. Samtid kan man tiltrække flere unge fra Frederikssund Kommune til eget Campus.

Den ny 10.klasse blev bygget op omkring efterskoletanken, med skoleglæde, forpligtende fællesskaber, introforløb, skolerejse, linjefag og valgfag. Derudover blev der etableret tætte samarbejder omkring linjefag og valgfag, med en række eksterne aktører, bl.a. Frederikssund Gymnasium, U/Nord, SOSU H, Erhvervslivet i Frederikssund Kommune, Musikskolen, Frederikssund E-sportscenter, Ungdomsskole, Ungdomsklub, idrætsforeninger etc. Samtidig har den ny 10.klasse udviklet sig til også at blive en ordblinde venlig skole, med særligt fokus på at styrke ordblinde elevers kompetencer.

Den ny 10. klasse i Frederikssund Kommune bygger på høj faglighed, både for de fagligt stærke elever, men også for de ikke så fagligt stærke elever. Der er bl.a. etableret et valgfagstilbud som kaldes 0.g. Dette er et gymnasie-forberedende tilbud, som forbereder eleverne på gymnasielivet og som afdramatiserer og letter overgangen til gymnasiet efter 10. klasse.

Undervisningen foregår på hhv. Frederikssund Gymnasium og U/Nord Handelsgymnasium. Her bliver eleverne undervist af gymnasiets lærere. Samtidig har 10.klasse en erhvervslinje, hvor elever som måske er uafklarede, har mulighed for at komme i praktik, brobygning og på virksomhedsbesøg, for at finde den retning som giver særlig mening for dem.

Med erfaringerne fra det nye 10.klassesprojekt i 2023, oplevede 10.klasse en kraftig elevfremgang og har i efteråret 2024 haft et elevtal på 85 og et gennemsnitligt elevtal for skoleåret på 80, hvilket er en større søgning end forventet. Det ser ud til at denne tendens fortsætter, i kommende skoleår 2025/2026. Set i lyset af den store søgning til 10.klasse, vil ambitionen og forventningen fremadrettet være, at optage 85 elever årligt.

Denne tilførsel af elever skyldes, at flere elever vælger tilbuddet i Frederikssund, fremfor et 10. klassestilbud i andre kommuner. Når elever vælger tilbuddet i Frederikssund, reduceres udgifterne til betaling af skoletilbud i andre kommuner.

Ved et øget elevoptag må der påregnes merudgifter pr. elev. Ekstra lærerbesætning, vikardækning, PC, stole, borde, undervisningsmaterialer, valgfag, linjefag, introtur, studietur, div. ture etc.

I sag om budgetopfølgning indstilles det derfor, at overføre 0,250 mio. kr. fra Skole, Klub og SFO, til Unge, Fritid og Idræt i skoleår 25/26 og frem, som følge af denne bevægelse fra andre kommuner, til egen kommune.

Et flertal i Folketinget har indgået aftale om ny gymnasieuddannelse, erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse (epx). Med aftalen nedlægges blandt andet 10. klasse. Aftalen træder i kraft 1. august 2030.

Administrationen har påbegyndt arbejdet frem mod indførelsen af epx. Et arbejder der forgår i dialog mellem Administrationen, Ungeliv (10. klasse) og de øvrige aktører på ungdomsuddannelsesområdet i Frederikssund Kommune.

Inddragelse

Inddragelse har ikke været fundet relevant for nærværende dagsordenspunkt.

Økonomi

Center for Økonomi bemærker, at de bevillingsmæssige konsekvenser mellem Skole, Klub og SFO og Unge, Fritid og Idræt, håndteres i den politiske budgetopfølgning pr. 31/-3-25 samt i budgetprocessen for 2026-2029.

43Orientering om kommunal ungeindsats (KUI)

Resume

Unge, fritid og idræt har inviteret det øvrige Byråd til en temadrøftelse om den kommunale unge indsats.

På mødet vil blive præsenteret et oplæg om det lokale arbejde i Frederikssund Kommune.

Til temadrøftelsen deltager leder af Ungekontakten, leder af Ungeliv, leder af Familie og Rådgivning, Myndighed samt centerchef for Familie og rådgivning.

Indstilling

Administrationen indstiller til Unge, fritid og idræt, at:

  1. Orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Ifølge Lov om Kommunal Ungeindsats skal alle kommuner have en sammenhængende koordineret ungeindsats for alle unge fra de går ud af folkeskolen til de er 25 år, med det formål at få alle unge i uddannelse eller beskæftigelse, samt fastholde de unge, der er i risiko for frafald.

Siden Lov om Kommunal Ungeindsats blev vedtaget i 2019 har Frederikssund Kommune haft en koordineret ungeindsats på tværs af uddannelses-, beskæftigelses- og socialområdet for unge fra de går ud af folkeskolen til og med det 29. år.

I forbindelse med etablering af den kommunale ungeindsats besluttede Byrådet følgende mål:

  • Alle unge, der ikke er i gang efter grundskolen, skal opsøges, vejledes og støttes.
  • Én samlet og nem indgang for unge og forældre til kommunen.
  • Helhedsorienteret, koordineret støtte på tværs af lovgivningsområder.
  • Hurtig og effektiv igangsættelse af indsatser med løbende opfølgning på resultater.
  • Fokus på uddannelses- eller beskæftigelsesrettede mål, både kort- og langsigtede.

Den kommunale ungeindsats har ikke tilknyttet særskilte ressourcer men består af samarbejdsaktiviteter og koordinering på tværs af følgende afdelinger:

  • Ungeliv, herunder Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) og Trivsel og Kriminalitetsforebyggelse
  • Ungekontakten
  • Familie og Rådgivning, Myndighed
  • Voksenstøtte

Politisk er arbejdet i den kommunale ungeindsats forankret i fire udvalg:

Unge, Fritid og Idræt; Job, Erhverv, Kultur; Børn, Familier og Forebyggelse; samt Social og Sundhed.

Den kommunale ungeindsats har de seneste år haft særligt fokus på arbejdet med forbedring af overgang fra barn til voksen, skabe et fælles mindset omkring en helhedsorienteret og tværgående ungeindsats samt videndeling og sparring om projekter, indsatser og lovgivning på ungeområdet.

Formålet med temadrøftelsen er at orientere Byrådet om, hvad der arbejdes med i den kommunale ungeindsats samt gentænke visionen og styrke det fælles udviklingsarbejde for de unge uanset hvilken lovgivning, de hører til.

Til temadrøftelsen deltager leder af Ungekontakten, leder af Ungeliv samt leder af Familie og Rådgivning, Myndighed.

Inddragelse

Inddragelse har ikke været relevant for nærværende sag.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning.

44Meddelelser

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

  • Kommende arrangementer
  • Sager på vej 2025
  • facilitetshenvendelser
  • CPH sprint - status
  • Idrætsmødet i Aalborg

Bilag

45Underskrifter

Beslutning

-

Sagsfremstilling

Dette punkt erstatter der fysiske underskriftark.

Når der trykkes godkendt, svarer det til, at underskriftarket er underskrevet.