Frederikssund Kommunes logo

Social og Sundheds møde den 04. november 2026

Mødelokale F1, Byrådssalen kl. 08.00

Referat

Fold alle punkter

75Godkendelse af dagsorden

Beslutning

Godkendt.

76Beslutning om budgetopfølgning pr. 30. september

Resume

I denne sag gives en prognose på det forventede forbrug under Social og Sundhed i 2026 sammenholdt med korrigeret budget samt afledte forslag til tillægsbevillinger.

Derudover forelægges en opfølgning på budgetaftale 2026-2029 pr. 30.9.2026.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Social og Sundhed overfor Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Der gives tillægsbevilling på 1,0 mio. kr. vedrørende serviceudgifter på social service.
  2. Der gives tillægsbevilling på -1,0 mio. kr. vedrørende serviceudgifter på sundhed og forebyggelse.
  3. Der gives tillægsbevilling på 1,7 mio. kr. vedrørende merudgifter til aktivitetsbestemt medfinansiering af sundhedsvæsenet.
  4. Der gives en tillægsbevilling svarende til et mindreforbrug på 0,8 mio. kr. i 2026 på bruttoanlægsudgifterne, som overføres til 2027.
  5. Budgetopfølgningen i øvrigt tages til efterretning.

Beslutning

Indstillingspunkt 1-5: Anbefales.

Sagsfremstilling

Drift

Budgetopfølgningen pr. 30. september viser en stigning i de forventede udgifter på 1,7 mio. kr., der kan henføres til aktivitetsbestemt medfinansiering af sundhedsvæsenet.

Social service - Serviceudgifter

Budgetopfølgningen giver anledning til et forventet merforbrug for serviceudgifter under social service under Social og Sundhed på 1,0 mio. kr., der primært kan henføres til

§ 84 Afløsning og aflastning, som viser aktivitet ud over budgetgrundlaget og som ved denne budgetopfølgning søges finansieret ved tillægsbevilling på 1,0 mio. kr.

Fordrevne ukrainere

I 2026 forventes merforbrug på 0,5 mio. kr. til fordrevne ukrainere som følge af ny bevilling til et aktivitets- og samværstilbud i en konkret sag. Et merforbrug, der blev tillægsbevilliget ved sidste budgetopfølgning set i lyset af, at kommunerne under et er blevet kompenseret med 1,0 mia. kr. til finansiering af merudgifter til fordrevne ukrainere i forbindelse med midtvejsreguleringen for 2026 svarende til 7,7 mio. kr. for Frederikssund Kommune.

Sundhed og forebyggelse - Serviceudgifter

Budgetopfølgningen giver anledning til et forventet mindreforbrug på 1,0 mio. kr. vedrørende den kommunale tandpleje. Budgettet reguleres derfor med en negativ tillægsbevilling på 1 mio. kr.

Fordrevne ukrainere

I 2026 forventes et merforbrug på 0,102 mio. kr. vedrørende behandlingen af ukrainske flygtninge i den kommunale tandpleje og sundhedspleje. Merudgifterne afholdes indenfor eksisterende rammer.

Sundhed og forebyggelse - Aktivitetsbestemt medfinansiering af sundhedsvæsenet

Kommunernes medfinansiering af de regionale sundhedsydelser er med sundhedsreformen afskaffet med udgangen af 2026. Tilbagebetalinger i januar og februar 2027 vedrørende 2026 kommer således ikke til udbetaling og medfører merudgifter på 1,7 mio. kr. i regnskabet for 2026.

Vedlagte dokument (Bilag 1. Drift - Budgetopfølgning pr. 30-9 (SS)) udspecificerer resultatet af budgetopfølgningen yderligere.

Anlæg

Budgetopfølgningen giver anledning til et forventet mindreforbrug i 2026 på 0,8 mio. kr. for bruttoanlægsudgifterne under Social og Sundhed, som søges overført til 2027.

Mindreforbruget i 2026 dækker over følgende:

  • Mindreforbrug i 2026 på 0,8 mio. kr. vedrørende Ombygning AKU-Center, Gnisten/Højagergård, som overføres til 2027. Brugerinddragelsesproces har forsinket projektet, hvorfor hoveddel af entreprise sker i 2027.

I bilag 2 udspecificeres de enkelte anlæg under Social og Sundhed nærmere.

Opfølgning på budget 2026-2029

I forbindelse med budgetopfølgningen er der fulgt op på budgetinitiativer for budget 2026-2029. Dette viser, at 6 ud af 7 budgethåndtag vedrørende drift under Social og Sundhed er implementeret, mens 1 håndtag endnu ikke er implementeret. Det drejer sig om 009 Hjemtagelse af alkoholbehandling, hvor en arbejdsgruppe arbejder med tilpasning af lokaler, behandlingskoncept og kompetenceudviklingsplan, som dernæst skal endeligt godkendes af Socialtilsynet. Alkoholbehandlingstilbuddet forventes i drift primo 2027.

Vedlagte dokument (Bilag 3. Opfølgning på budgetaftale 2026-2029 pr. 30.9.2026 (SS)) viser status på opfølgningen.

Inddragelse

Sagen sendes til kommentering i Seniorrådet samt Rådet for handicap, psykiatri og udsathed. Eventuelle kommentarer fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.

Kommentarer fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:

Rådet har ingen kommentarer til sagen.

Kommentarer fra Seniorrådet:

Seniorrådet støtter forslaget set i lyset af at kommunen er blevet kompenseret med 7,7 mio. kr.

Økonomi

Drift

Budgetopfølgningen giver anledning til tillægsbevilling på 1,0 mio. kr. vedrørende serviceudgifter under social service samt en tillægsbevilling under sundhed og forebyggelse på -1,0 mio. kr. Desuden giver budgetopfølgningen anledning til tillægsbevilling på 1,7 mio. kr. vedrørende merudgifter til aktivitetsbestemt medfinansiering af sundhedsvæsenet.

Anlæg

Budgetopfølgningen giver anledning til, at bruttoanlægsudgifterne reduceres med 0,8 mio. kr. i 2026, som overføres til 2027.

Bilag

77Beslutning om KKR Rammeaftale for det specialiserede socialområde og specialundervisning 2027-2028

Resume

Hvert andet år indgås en rammeaftale om faglig udvikling, styring og koordinering af kommunale og regionale tilbud på social-, socialpsykiatri- og specialundervisningsområdet. Rammeaftalen 2027-2028 skal indgås mellem hovedstadens kommuner og Region Østdanmark. KKR Hovedstaden godkendte aftalen 4. september 2026 og anbefaler Kommunalbestyrelserne og det forberedende Regionsråd i Region Østdanmark at godkende aftalen, så den kan træde i kraft 1. januar 2027.

Sagen behandles samtidigt i Social og Sundhed samt Børn, Skole og Familie samt Beskæftigelse, Erhverv og Unge.

Indstilling

Administrationen indstiller, at udvalget over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Godkende Rammeaftale på det specialiserede socialområde og specialundervisning 2027-2028.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Kommunerne og den beliggende region skal hvert andet år indgå en rammeaftale. Selvom Region Hovedstaden og Region Sjælland pr. 1. januar 2027 samles til Region Østdanmark udarbejdes rammeaftalen for nuværende alene for kommunerne i hovedstaden. Fremover skal rammeaftalen forsøges ensrettet på tværs af KKR Hovedstaden og KKR Sjælland.

Indholdet af rammeaftalen er fastsat i Bekendtgørelse om rammeaftaler med videre på det sociale område.

Den samlede rammeaftale består af:

  • Hovedstadsregionens Rammeaftale 2027 og 2028
  • Bilag 1: Udvikling og samarbejde
  • Bilag 2: Aftaler og principper
  • Bilag 3: Oversigt over tilbud omfattet af rammeaftalen.

Rammeaftalen er vedhæftet sagen som bilag.

Frederikssund Kommune har deltaget på embedsmandsniveau i udarbejdelsen af rammeaftalen. Her har fokus især været på, hvordan det fælleskommunale samarbejde kan bidrage til at sikre en relevant tilbudsvifte i hovedstadsregionen samt udvikling af data på socialområdet med henblik på levering af en årlig nøgletalsrapport.

Udvikling og samarbejde

Formålet med bilaget Udvikling og samarbejde er blandt andet at beskrive, hvilke udviklingstendenser kommunerne i hovedstadsregionen og Region Østdanmark oplever i forhold til tilbudstyper, målgrupper med videre på det højt specialiserede socialområde og specialundervisningsområde.

Der er blandt andet fokus på de fælleskommunale styringsinitiativer for hovedstadsregionen. De beskriver den fælles retning, som kommuner og region ønsker at udvikle sammen. Bilaget beskriver også udviklingen af kapaciteten for de tilbud, som er omfattet af rammeaftalen samt erfaringerne med lånepuljen, hvor 250 pladser etableres i hovedstaden de kommende år.

De fælles kommunale styringsinitiativer er:

  1. Kommunerne skal have fælles tilgang til styring, takster og kontraktindgåelse
  2. Kommunerne skal sikre den rette kapacitet
  3. Kommunerne skal stille fælles kvalitetskrav til leverandører af tilbud til borgerne

Aftaler og principper

Det er kommunernes ansvar at sikre forsyningsforpligtelsen for de rette tilbud til borgerne på det specialiserede socialområde. Derfor er det et vilkår, at kommunerne køber og sælger pladser af hinanden.

Rammeaftalens bilag om aftaler og principper har til formål at sikre gode muligheder for samarbejde i disse situationer, herunder fastlægge rammerne for prissætning og opfølgning på udvikling i udgifter på offentlige tilbud beliggende i hovedstaden.

En central aftale i rammeaftalen er, at taksterne i de takstfinansierede tilbud på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet, samlet set for hver kommune maksimalt må stige med pris- og lønfremskrivningen. På denne måde har kommunerne og regionen givet hinanden håndslag på at holde eventuelle takststigninger på et rimeligt niveau.

Oversigt over tilbud

Alle kommuner i hovedstaden og Region Hovedstaden har indberettet oplysninger om de tilbud, der opfylder kriterierne for at være omfattet af rammeaftalen. I Frederikssund Kommune er følgende tilbud på det specialiserede voksenområde omfattet af rammeaftalen: Gnisten, Klintegården, Skibbyhøj, Rosenfeldthusene, Lunden, Møllehaven, Lindevang, AKU-center Frederikssund, STU – Højagergaard.

Rammeaftalen omfatter ikke tilbud fra Frederikssund Kommune på det specialiserede børne- og ungeområde og specialundervisningsområdet.

Den samlede oversigt over rammeaftalens tilbud fremgår af rammeaftalens bilag 3.

Inddragelse

Sagen er sendt til kommentering i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet.

Kommentarer fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:

Rådet har bemærket, at rammeaftalen ikke omfatter tilbud fra Frederikssund Kommune på det specialiserede børne- og ungeområde og specialundervisningsområdet, men alene det specialiserede voksenområde.

Rådet har noteret sig, at det specialiserede børne- og voksenområde er under pres, da

den enkelte kommune oplever pres på budgetterne samtidig med, at der bliver flere borgere med komplekse behov og flere psykiatriske diagnoser. Det fælleskommunale samarbejde er etableret på baggrund heraf. Kommunerne skal derfor finde løsninger i fællesskab uden nødvendigvis at kunne reducere deres egne udgifter på kort sigt.

Rådet er enig i,at der er behov for en fælles retning, som kan styrke kommunernes muligheder for at styre udgifterne bedre, men også at sikre kvaliteten i de indsatser som borgerne tilbydes, da det jo er et et fælleskommunalt ansvar at sikre, at der er de rette tilbud til borgene, at der er den rette kapacitet, og at kapaciteten matcher efterspørgslen. Derved ”undgår” man også at borgere flytter til en kommune grundet tilbud er bedre i andre kommuner.

For Frederikssund kommune giver det fælleskommunale samarbejde en række fordele, men også nogle udfordringer og forpligtelser. Kommunerne skal samarbejde om kapacitet, kvalitet og økonomi for at håndtere stigende udgifter og mere komplekse målgrupper, men det indebærer samtidig, at den enkelte kommune må afgive noget fleksibilitet og påtage sig et medansvar for løsninger, der rækker ud over egne borgere.

Det betyder f.eks, at den enkelte kommune ikke alene kan fastsætte egne principper, men skal indgå i fælles løsninger og standarder. Til gengæld betyder økonomimodellen, at der giver underskudsgaranti ved oprettelse af nye specialiserede pladser.

Blandt fordelene kan nævnes, at kommunerne oplever udfordringer med at finde specialiserede tilbud, der både matcher borgernes behov og har en rimelig pris. Det gælder særligt borgere med udviklingsforstyrrelser, psykiske lidelser, udadreagerende adfærd og dobbeltdiagnoser.

Med disse bemærkninger kan Rådet støtte forslaget.

Kommentarer fra Seniorrådet:

Seniorrådet støtter beslutningen med bemærkning om, at kommunerne i hovedstadsregionen selv skal tage og gennemføre nye initiativer, da de nationale spor ikke er tilstrækkelige. Der er behov for en fælles retning hvorved man kan styre udgifterne og højne kvaliteten af tilbuddene.

Der er en stor stigning i gruppen 65+ i forhold til de andre grupper!

Økonomi

Beslutning om at godkende Rammeaftale på det specialiserede socialområde og specialundervisning 2027-2028 har ingen bevillingsmæssige konsekvenser, idet eventuelle afledte effekter forudsættes indeholdt i eksisterende rammer.

Bilag

78Orientering om ledelsesinformation på det specialiserede voksenområde

Resume

I denne sag forelægges Social og Sundhed den kvartalsmæssige ledelsesinformation på det specialiserede voksenområde. Ledelsesinformationen omfatter udvikling i antal borgere og enhedsudgifter på myndighedsområdet samt aktiviteten på kommunens takstfinansierede botilbud.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og Sundhed at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

I forbindelse med de kvartalsmæssige budgetopfølgninger præsenteres Social og Sundhed for ledelsesinformation om udviklingen på det specialiserede voksenområde.

Ledelsesinformationen er et supplement til budgetopfølgningerne.

Ledelsesinformationen gennemgår udviklingen i antal helårsmodtagere samt enhedsudgifter på fem udvalgte områder på myndighedsområdet. Derudover gennemgår ledelsesinformationen den aktuelle status på aktiviteten i kommunens takstfinansierede botilbud på det specialiserede voksenområde.

Ledelsesinformationen er vedhæftet som bilag til sagen.

Udvikling i antal helårsmodtagere og enhedsgifter på myndighedsområdet

På myndighedsområdet baserer ledelsesinformationen sig på seneste budgetopfølgning pr. 30. september 2026 for følgende paragrafområder:

  • Krisecentre og Herberger
  • Afløsning, aflastning og hjælpere, herunder:
    • Borgerstyret personlig assistance (BPS) efter servicelovens § 96
    • Afløsning og aflastning efter servicelovens § 84
  • Botilbud, herunder:
    • Midlertidige botilbud efter servicelovens § 107
    • Længerevarende botilbud efter servicelovens § 108
    • Botilbudslignende tilbud efter almenboliglovens § 105 med støtte efter servicelovens § 85
    • Botilbud oprettet efter lov om friplejeboliger
  • Aktivitet, samvær og beskæftigelse, herunder:
    • Beskyttet beskæftigelse efter servicelovens § 103
    • Aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 104
  • Socialpædagogisk støtte, eksterne leverandører.

Ledelsesinformationen sammenligner årets udvikling med tidligere års udvikling.

Antallet af helårssager i 2026 forventes at stige svagt

Ledelsesinformationen viser, at det samlede antal helårssager inden for de ovenstående områder forventes at stige med 8 sager (1,6 procent) i 2026 i forhold til 2025. Stigningen ses inden for botilbud og socialpædagogisk støtte fra eksterne leverandører.

Siden 2023 har antallet af helårssager i botilbud udvist en svagt stigende tendens. Dette skyldes primært en stigning inden for længerevarende botilbud. Inden for midlertidige botilbud ses en faldende tendens, hvilket blandt andet må tilskrives den fortsatte indsats påbegyndt med Budget 2024 om at sikre borgere et liv i egen bolig frem for midlertidigt botilbud.

Fortsat stigning i enhedsudgifterne i 2026

Siden 2023 har de samlede enhedsudgifter udvist en stigende tendens. Udviklingen er især drevet af botilbudsområdet. Her ses især stigninger i enhedsudgifterne inden for midlertidige og botilbudslignende botilbud. De stigende enhedsudgifter skyldes primært tilgang af dyre enkeltsager.

Stigende udgifter til private botilbud

Ledelsesinformationen viser desuden, at de stigende udgifter til botilbud primært skyldes stigende udgifter til private botilbud. Stigningen skyldes et øget antal borgere i private botilbud, men også stigende enhedsudgifter. Sidstnævnte skyldes blandt andet, at de mere komplekse sager typisk bliver varetaget i private botilbud.

Generelt fuld belægning i de takstfinansierede botilbud, på nær Skibbyhøj

Ledelsesinformationen viser den aktuelle status på aktiviteten på takstfinansierede botilbud på det specialiserede voksenområde, herunder:

  • Botilbud og bofællesskaber i Handicap og Botilbud
  • Botilbuddet Skibbyhøj
  • Botilbuddet Klintegården

Samlet set havde de takstfinansierede botilbud i Frederikssund Kommune en høj belægning i 2025. Skibbyhøj havde dog store udfordringer med belægningen, der var på 70 pct. i 2025. Aktuelt har Skibbyhøj 6 ledige pladser ud af 23 midlertidige pladser. Skibbyhøj arbejder målrettet med at få borgere til tilbuddet, men er udfordret af ændret efterspørgsel og utidssvarende boliger.

Frederikssund Kommune har fået tilsagn fra den statslige lånepulje til renovering og modernisering af Skibbyhøj i 2027. Derudover arbejdes der på at udvide målgruppen til unge under 18 år.

Inddragelse

Sagen er sendt til kommentering i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet.

Kommentarer fra Rådet for handicap, psykiatri og udsathed:

Rådet tager orienteringen til efterretning med den bemærkning, at det fremgår, at kommunen har arbejdet målrettet på at reducere brugen af midlertidige botilbud og i stedet støtte borgerne i egen bolig. Rådet er enig i, at det for nogle borgere kan være positivt og give større selvstændighed. Men for andre kan det skabe udfordringer så som risiko for ensomhed og social isolation og behov for mere støtte i hjemmet for at undgå mistrivsel eller tilbagefald.

Der ses samtidig en stigende efterspørgsel efter længerevarende botilbud og flere borgere i private botilbud samt stigende udgifter hertil. Dette forhold samt flere komplekse sager kan risikere at gøre adgangen til de mest specialiserede tilbud vanskeligere. Det kan betyde en risiko for længere ventetider, større geografisk afstand til tilbuddene og hyppigere revurderinger af hjælpen samt evt. strammere  opfølgning ift. støtteordninger.

Kommentarer fra Seniorrådet:

Seniorrådet anbefaler at der arbejdes hurtigt med at få renoveret Skibbyhøj så det kan komme ind i det samlede tilbud. Desuden bør man se på, at få flere borgere hjem til egen kommune for at spare på de eksterne leverandører.

Økonomi

Orientering om ledelsesinformation på det specialiserede voksenområde har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

79Orientering om tilbud om beskyttet beskæftigelse (Lukket punkt)

80Meddelelser

Beslutning

-

Sagsfremstilling

Arrangementer:

  • Temamøde om Bedre Psykiatris undersøgelse af forholdene for borgere med psykiske vanskeligheder 2. december 2026 kl. 15.30-17.00 i Byrådssalen. Bedre Psykiatri, Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Børn, Skole og Familie er inviteret.
  • Uddeling af Frederikssund Kommunes Handicappris 2026 3. december 2026 kl. 10.00-12.00 i Byrådssalen.

Meddelelser:

  • Årshjul for Social og Sundhed 2027 er vedlagt som bilag.
  • Sagsliste og årshjul 2026 for Social og Sundhed er vedlagt som bilag
  • Opfølgning på borgermøde om Sundhedsprofil 26. oktober 2026.
  • Mandag den 26. oktober deltog ca. 100 borgere, foreninger, aftenskoler, virksomheder, politikere, medarbejdere fra kommunen m.fl. i et arrangement om sundhed og bevægelse i Frederikssund Kommune. Region Hovedstaden præsenterede resultater fra sundhedsprofilen 2025 med fokus på sundhedsadfærd og kroniske sygdomme blandt kommunens borgere på 16 år og derover, mens Syddansk Universitet fortalte om både børn og voksnes bevægelsesvaner i kommunen. Herefter var der dialog mellem deltagerne, og deltagerne gav kommunen idéer og input til det videre arbejde på området. De to præsentationer sendes til deltagerne. Det er muligt at læse om de to undersøgelser hos Region Hovedstaden via dette link: Resultater fra Sundhedsprofil 2025 og hos Syddansk Universitet via dette link: Bevægelsesvaner i din kommune - hent kommunerapporter her.

Bilag

81Underskrifter

Beslutning

-

Sagsfremstilling

Dette punkt erstatter det fysiske underskriftsark. Når der trykkes "Godkendt" svarer det til at underskriftsarket er underskrevet.