Frederikssund Kommunes logo

Social og Sundheds møde den 07. oktober 2026

Mødelokale F1, Byrådssalen kl. 08.00

Dagsorden

Fold alle punkter

68Godkendelse af dagsorden

69Beslutning om at anvende ubrugte §18-midler til partnerskab med ”Cykling uden alder”

Resume

Den landsdækkende forening ”Cykling uden alder” tilbyder beboere på plejehjem cykelture i lokalområdet sammen med frivillige cykelpiloter for at styrke fællesskaber og oplevelser uden for boligen. Det foreslås med denne sag Social og Sundhed at anvende ubrugte midler fra uddelingen af midler til frivilligt socialt arbejde under Servicelovens §18 i 2026 som en del af medfinansieringen i et toårigt partnerskab mellem Frederikssund Kommune og ”Cykling uden alder”.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og Sundhed, at:

  1. Godkende forslaget om at anvende uforbrugte §18-midler i 2026 som en del af kommunens medfinansiering i et toårigt partnerskab med ”Cykling uden alder”.

Sagsfremstilling

For mange beboere på plejecentre bliver hverdagen naturligt mere begrænset, efterhånden som mobilitet og fysisk funktionsevne ændres. Det kan betyde færre muligheder for at komme ud, opleve lokalområdet og fastholde kontakten til det liv og de fællesskaber, beboerne tidligere har været en del af.

”Cykling uden alder” giver i mere end halvdelen af landets kommuner beboere på plejecentre mulighed for at få frisk luft, skabe mere livsglæde og få oplevelser i lokalområdet sammen med frivillige cykelpiloter. Det sker på rickshawcykler med 1-2 beboere på sæderne, mens den frivillige kører cyklen. Tilbuddet er derfor også for beboere, som ikke længere selv kan cykle eller har vanskeligt ved at komme ud på egen hånd.

En af ældrelovens bærende værdier er at styrke samarbejdet med civilsamfundet i ældresektoren. Med projektet bliver det muligt at udvide omsorgscentrenes individuelle aktiviteter ved brug af frivillige hjælpere. Omsorgscentrene har allerede i dag god erfaring med at inddrage frivillige i aktiviteter til beboere på centrene.

"Cykling uden alder" peger på en række positive effekter af cykelturene for både beboere, frivillige og medarbejdere. For beboerne handler det blandt andet om øget livskvalitet, bedre trivsel og en stærkere oplevelse af fællesskab. For medarbejderne kan cykelturene give et mere positivt syn på deres arbejdsplan, et pusterum i hverdagen og skabe nye relationer til beboerne.

Det forventes, at indsatsen vil bidrage til, at frivillige i kommunen bliver en større del af beboernes hverdag, ligesom indsatsen kan styrke Frederikssund Kommunes arbejde med frivillighed og civilsamfund og skabe nye relationer omkring kommunens omsorgscentre.

Kommunens omsorgscentre ønsker derfor at indgå et toårigt partnerskab med ”Cykling uden alder” i perioden december 2026-december 2028 for at styrke trivsel, oplevelser og fællesskaber for beboerne på omsorgscentrene. Kommunens udgifter til partnerskabet vil være 322.000 kr. svarende til 56 procent af de samlede udgifter, mens ”Cykling uden alder” finansierer de resterende 250.000 kr. med støtte fra TrygFondens projekt ”Sammenhold på hjul”, herunder to cykler fra ”Cykling uden alder” som stilles gratis til rådighed under forudsætning af, at kommunen matcher antallet af cykler.

Delvis medfinansiering fra §18-puljen

Administrationen foreslår, at §18-puljens ubrugte midler svarende til 160.000 kr. anvendes til kommunens medfinansiering af projektet. §18-midlerne uddeles af Frederikssund Kommune efter Servicelovens §18 til frivillige sociale foreningers aktiviteter. Kommunens retningslinjer for uddeling af midlerne er således målrettet lokale frivillige foreningers søgning til frivillige sociale aktiviteter. I følge retningslinjerne skal aktiviteterne forebygge sociale problemers opståen, styrke sociale netværk og inddrage borgerne i løsningen af sociale problemer.

Jævnfør kommunens rammer for §18-midler, skal ubrugte midler med Byrådets beslutning overføres til budgetperioden to år frem. Ubrugte §18-midler i 2026 vil derfor som udgangspunkt blive overført til 2028.

Administrationen anbefaler, at Social og Sundhed med denne sag beslutter at anvende de ubrugte midler i 2026 som en del af medfinansieringen af ”Cykling uden alder", som vil ligge indenfor retningslinjerne om frivillige sociale aktiviteter målrettet borgerne.

Administrationen anbefaler, at de ubrugte §18-midler i 2026 dækker indkøb af to cykler svarende til 150.000 kr. Samtidig anbefaler administrationen, at den resterende del af medfinansieringen på 162.000 kr. dækkes inden for omsorgscentrenes aktivitetsbudgetter. Medfinansieringen dækkes ikke af de aktivitetspuljer, som omsorgscentrenes beboer- og pårørenderåd kan disponere over.

Inddragelse

Sagen er sendt til kommentering i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet.

Økonomi

Godkendelse af forslag om at anvende uforbrugte §18-midler i 2026 som en del af kommunens medfinansiering i et toårigt partnerskab med ”Cykling uden alder” har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

70Orientering om projekt "Flere gode leveår"

Resume

Frederikssund Kommune deltager i perioden 2026-29 i projektet ”Flere gode leveår”, som Sundhedsstyrelsen og TrygFonden står bag. Projektet har fokus på at styrke sundhedsfremme og fællesskaber for borgere i alderen 55-75-år. Social og Sundhed orienteres i denne sag om den indledende dialogfase for projektet gennemført i foråret og det videre arbejde i projektet.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og Sundhed, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Frederikssund Kommune har i foråret 2026 gennemført den indledende dialogfase i projekt ”Flere gode leveår”, som kommunen er inviteret til af TrygFonden og Sundhedsstyrelsen jf. sag nr. 21 i Social og Sundhed den 3. marts 2026. Fra den 1. september har kommunen indgået samarbejdsaftale med Sundhedsstyrelsen om den resterende projektperiode frem til udgangen af 2029.

Projektet har fokus på at fremme trivsel, sundhed og forebyggelse blandt 55-75-årige med henblik på at understøtte et godt liv længst muligt. I samarbejde med lokale aktører skal der udvikles og afprøves nye aktiviteter og tilbud, som kan styrke borgernes muligheder for deltagelse og tilknytning til lokale fællesskaber. Der er fokus på borgere, som ønsker fællesskaber, men ikke selv finder vej til tilbuddene.

Frederikssund Kommune har valgt Jægerspris og Skibby og omegn som geografiske områder i projektet, da der her er mange aktive lokale aktører i forenings-, erhvervs- og fritidslivet, som har mange gode erfaringer, der kan bruges til at udvikle og styrke aktiviteter for aldersgruppen. Samtidig bor en stor del af aldersgruppen i de to byer; se bilag 1a.

Kommunens store geografiske afstande betyder, at mange borgere på Hornsherred har langt til flere af de større tilbud og aktiviteter i Frederikssund, og for især den ældste del af aldersgruppen 55-75 år kan transport være en barriere. Selvom der allerede findes mange aktiviteter i og omkring Jægerspris og Skibby, er det relevant at undersøge mulighederne for at styrke lokale fællesskaber og aktiviteter yderligere, så flere borgere kan være aktive og deltage i fællesskaber tæt på deres bopæl.

Det ønskes med valget af de to byer at kunne sammenligne tilgange, processer og aktiviteter på tværs og lade erfaringerne indgå i kommunens sundhedsfremmende arbejde i andre lokalsamfund fremover.

Der er i projektets dialogfase i foråret 2026 afholdt en workshop i henholdsvis Jægerspris den 21. maj og Skibby den 2. juni for at få input og idéer til det kommende arbejde med projektet. Der var stort fremmøde begge steder med deltagere fra bl.a. frivillige foreninger indenfor historie, idræt, kultur og natur, brugs- og handelsforeninger, kirker, apotek, aftenskole, fysioterapeuter, aktivitetscentre og patientforeninger. Derudover deltog repræsentanter for Seniorrådet, Byrådet, Sundhedsstyrelsen samt sundheds-, kultur- og fritidsområdet i kommunen.

Deltagerne viste stort engagement og identificerede sammen centrale barrierer for, at 55-75-årige deltager i de eksisterende aktiviteter og tilbud. Samtidig gav deltagerne idéer til flere fællesskaber med særligt fokus på at hjælpe de borgere, der af forskellige årsager ikke selv opsøger et fællesskab eller finder vej til et relevant tilbud. Se opsamling på idéer og input i bilag 1b. Der var stor lyst til at samarbejde mere på tværs om eksisterende og nye tilbud – både lokale aktører i mellem og mellem lokalsamfundet og tilbud i kommunen.

Kommunen har efterfølgende inviteret lokale aktører til at deltage i lokale styregrupper i henholdsvis Jægerspris og Skibby, som skal sætte retningen for og koordinere arbejdet med ”Flere gode leveår” sammen med projektledelsen. Styregrupperne vil samtidig invitere en lang række andre lokale aktører til samarbejde om aktiviteter i projektet, så interesserede foreninger, organisationer mv. får mulighed for at bidrage på forskellig vis.

I styregrupperne deltager formænd eller næstformænd for det lokale netværk for kultur-, erhvervs- og foreningsliv (Jægerspris Netværk og Skibby Aktive), en lokal idrætsforening, som dækker bredt i lokalområdet, og som er i berøring med mange i alderen 55-75 år (Skibby Idrætsklub og Jægerspris Motionsklub) samt Ældre Sagens lokalafdeling i henholdsvis Jægerspris og Skibby. Derudover inviteres repræsentanter for andre frivillige foreninger, lokale sundhedsprofessionelle og kulturlivet med i styregrupperne.

Den brede kreds af kommunale og lokale aktører i både Jægerspris og Skibby danner til sammen sundhedspartnerskaberne i projektet, som vil planlægge og gennemføre aktiviteterne i projektet knyttet op på idéer fra de indledende workshops. Se overblik over organisering i bilag 2.

Projektet koordineres med kommunens arbejde med sundhedsreformen, ældrereformen og den kommende folkesundhedslov fra 2027. Projektet finansieres af midler fra TrygFonden og evalueres ved ekstern evaluator. Den samlede bevilling til Frederikssund Kommune udgør 5.295.000 kr. Heraf vil cirka 25 procent dække aktiviteter i lokalsamfundene, mens 75 procent vil dække lønmidler til dels kommunale medarbejdere i forbindelse med projektledelse, dels lokale aktører i forbindelse med aktiviteter i projektet jf. Sundhedsstyrelsens anvisning for projektet. Frivillige foreninger holdes omkostningsneutrale i projektet. De kommunale lønmidler bruges fortrinsvist til aflønning af to sundhedsuddannede medarbejdere fra Forebyggelse og Træning.

Sundhedsstyrelsen og TrygFonden offentliggjorde de fem deltagende projektkommuner ved et kick off-arrangement ultimo september. De øvrige kommuner er Faaborg-Midtfyn, Herning, Haderslev og Odense. Social og Sundhed forelægges en status for projektet én gang årligt samt ved projektets afslutning.

Inddragelse

En lang række lokale aktører i Jægerspris og Skibby har bidraget med idéer og input til arbejdet i projektet i løbet af dialogfasen i foråret 2026, herunder frivillige idræts-, kultur-, historie- og naturforeninger, patientforeninger, brugerstyrede aktivitetscentre, apotek og handelsliv. Det er sket på indledende workshops og ved løbende dialog.

Sagen er sendt til kommentering i Seniorrådet og Rådet for handicap, psykiatri og udsathed.

Økonomi

Orientering om indledende dialogfase for projekt ”Flere gode leveår” samt det videre arbejde i projektet har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

71Orientering om resultaterne af udviklingsprojektet "Spil Sammen"

Resume

Frederikssund Kommune afsluttede ved udgangen af 2025 sin deltagelse i det treårige projekt Spil Sammen. Projektet har udviklet og afprøvet en fælles metode til at bygge bro mellem socialpsykiatrien i kommunerne og fællesskaber i lokalsamfundet. Sagen forelægges i Social og Sundhed samt Beskæftigelse, Erhverv og Unge og orienterer om de vigtigste erfaringer og læringspunkter fra projektet.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og Sundhed, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Frederikssund Kommune har gennem sin deltagelse i Spil Sammen (2022-2025) medvirket til at udvikle en metodebeskrivelse, der kan understøtte mennesker med psykiske vanskeligheder i at få adgang til selvvalgte og meningsfulde fællesskaber.

Fællesskaberne kan være en del af borgernes Recovery-proces og dermed mulighed for at komme sig. Fællesskaberne bidrager til, at de kan opbygge et meningsfuldt og tilfredsstillende liv på egne præmisser.

Udvalget blev senest orienteret om projekterne i januar 2025, Social og Sundhed (Sag nr. 3), Job, Erhverv og Kultur (Sag nr. 7) samt i Unge, fritid og Idræt (4. marts 2025, sag nr. 22)

Spil sammen var ledet af SUS - Socialt Udviklingscenter - i samarbejde med Frederikssund, Esbjerg, Aarhus, Furesø og Rudersdal Kommuner. Projektet var finansieret af Velux-fonden.

Projektets fælles resultater

Projektets hovedresultat er en metodebeskrivelse, som samler erfaringer fra borgere, medarbejdere og civilsamfundsaktører i de fem kommuner. Se metodebeskrivelsen i Bilag 1.

Metoden beskriver borgerens vej ind i fællesskaber i tre sammenhængende faser: Mod og motivation, Vejen derhen og Modtagelsen. Erfaringerne viser, at processen ikke er lineær, og at støtte skal tilpasses den enkelte borgers ønsker, tempo og dagsform.

På tværs af faserne fremhæves relationen til borgeren, borgerens selvbestemmelse og konkrete greb som følgeskab, hjælp til praktiske barrierer, forberedelse, forudsigelige rammer og et aktivt værtskab. Metoden peger samtidig på, at brobygning til fællesskaber i civilsamfundet skal betragtes som en kerneopgave for de fagprofessionelle.

Metodebeskrivelsen samler seks anbefalinger til samarbejdet:

  1. Man skal opdyrke kendskab og dyrke sprækkerne
  2. Se samarbejdet som en faglig kerneopgave
  3. Skab plads til alles stemmer og ejerskab
  4. Vær gensidigt nysgerrige, risikovillige og fleksible
  5. Overvej nøje, hvad det nye fællesskab skal vide på forhånd
  6. Tilpas forventningsafstemning og formalisering til de konkrete behov

Frederikssund Kommunes deltagelse i projektet

Fra Frederikssund Kommune deltog Klintegården, Skibbyhøj, Ungekontakten, Team Bostøtte, værestederne Livskilden og Reboot, Frederikssund Ungdomsklub, Skibby bibliotek samt IF Vikingerne, Skibby Idrætsklub, Frederikssund Musikskole, Frederikssund Krolf team, Browns Pitstop, Syhjørnet samt Amerikanerbilernes ejere.

Kommunens socialpsykiatriske tilbud og civilsamfundsaktørerne har i projektperioden afprøvet en række forskellige tiltag, herunder:

  • Et ugentligt kor etableret mellem Ungekontakten, Musikskolen og IF Vikingerne.
  • Craft-klubben og madlavningshold i samarbejde mellem Ungekontakten og Ungdomsskolen, som stadigt aktive tilbud. Ungekontakten har tillige etableret samarbejde med foreningerne Sind, Bedre Psykiatri, Ung Revers og Gadespejlene.
  • Amerikanerbil-træf og loppemarked på Klintegården, hvor lokalsamfundet blev inviteret ind på botilbuddet.
  • Et yoga-hold fra Skibby Idrætsklub har lånt Skibbyhøjs lokaler og givet beboerne mulighed for at deltage i Yoga-undervisningen.

Projektet har skærpet tilbuddenes fokus på fællesskaber og borgernes omgivelser som en del af den socialfaglige opgave for medarbejdere, der er i kontakt med borgere med psykiske vanskeligheder. Borgerne er som mennesker forskellige, har forskellige drømme og behov og har samtidig forskellige erfaringer med deltagelse i fællesskaber. Derfor er det motiverende arbejde med det enkelte menneske vigtigt.

Samtidig har projektet åbnet for en række samarbejder med civilsamfundsaktører og givet vigtige erfaringer med, hvad der skal til for at samarbejdet lykkes. Tilbuddene vil fremadrettet arbejde med anbefalingerne i metodebeskrivelsen, som de selv har bidraget til at udvikle. Der er fokus på at fastholde det igangsatte samarbejde med civilsamfundsaktørerne og samtidig opdyrke nye muligheder for at borgerne kan deltage i fællesskaber.

Inddragelse

Sagen er sendt til kommentering i Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Seniorrådet.

Økonomi

Orientering om resultaterne af deltagelse i det treårige projekt Spil Sammen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

72Orientering om udmøntning af midlerne fra den kommunale investeringsmotor i 2027

Resume

Det forberedende Sundhedsråd Nordsjælland skal træffe endelig beslutning om udmøntningen af midlerne fra den kommunale investeringsmotor i 2027 på deres møde den 28. oktober 2026 Frederikssund Kommunens forslag til indsatser tager bl.a. udgangspunkt i prioriteringerne Budgetaftale 2027 og drøftelserne på udvalgsmøderne den 21. september 2026.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og Sundhed, at:

  1. Tage orienteringen om udmøntningen af midlerne fra den kommunale investeringsmotor 2027 til efterretning.

Sagsfremstilling

Det Forberedende Sundhedsråd Nordsjælland skal inden udgangen af 2026 udmønte midlerne fra den kommunale investeringsmotor for 2027 svarende til 23,2 mio. kr. Heraf skal 3,1 mio. kr. bruges til implementering af kvalitetsstandarder, mens der skal laves lokale aftaler med de enkelte kommuner om udmøntningen af de resterende 20,1 mio. kr., der skal understøtte nærsundhedsplanen.

Social og Sundhed og Seniorer og Forebyggelse drøftede mulige indsatser i Frederikssund Kommune på møderne den 9. september 2026 (sag nr. 62) og på deres fælles temamøde samme dag.

Sundhedsrådet drøftede udmøntningen på deres møde den 21. september 2026. Her protokollerede de, at de frie mider til lokale aftaler med kommunerne i 2027 fordeles mellem kommunerne ud fra sygdomstyngde. De besluttede også, at den enkelte kommune kan fordele midlerne efter behov inden for de to prioriterede temaer:

  • Ældre: Fokus på kompetenceudvikling samt
  • Børn og unge i mistrivsel og med psykisk lidelse: Fokus på familier.

Fordelingen efter sygdomstyngde giver Frederikssund Kommune 15,4 procent af midlerne til lokale aftaler, der skal understøtte implementeringen af nærsundhedsplanen. Det svarer til ca. 3,1 mio. kr.

Det forberedende Sundhedsråd Nordsjælland skal træffe endelig beslutning om udmøntningen af midlerne på deres møde den 28. oktober 2026. Inden mødet, skal de otte kommuner, aflevere en kort beskrivelse af de indsatser, de ønsker at bruge midlerne til.

Det er fra statslig side aftalt (jf. forårsaftalen 2025), at midlerne skal understøtte kommunal udbygning af tilbud i det nære sundhedsvæsen og bidrage til langsigtet kapacitetsopbygning i det nære sundhedsvæsen.

Administrationen udarbejder beskrivelserne på baggrund af drøftelserne på udvalgsmøderne og temamødet den 9. september 2026 samt prioriteringerne i Budgetaftale 2027. Konkret vil der blive lagt op til at midlerne går til tre indsatser:

  1. En indsats målrettet sårbare familier, der skal forbygge mistrivsel blandt børn og unge. Indsatsen vil være et samarbejde mellem sundhedsplejen og familieområdet.
  2. Ansættelse af brobygningssygeplejersker (socialsygeplejerske) med fokus på skrøbelige ældre og sårbare borgere bredt set, som bygger bro mellem sundhedsindsatsen og socialområdet, så borgere med komplekse problemer (fx hjemløshed, misbrug eller psykisk sygdom) får den rette behandling og støtte. Ansættelsen udvider kompetenceviften i Døgnplejen og understøtter en bredere kompetenceudvikling indenfor området i hele Døgnplejen.
  3. En styrkelse af faldforebyggelsen, hvor både den opsporende og forebyggende indsats styrkes mere systematisk gennem blandt andet kompetenceudvikling af de medarbejdere, der kommer i borgernes hjem.

Indsatserne uddybes på mødet.

Byrådet skal godkende indsatserne inden udgangen af 2026.

Inddragelse

Sagen er sendt til kommentering i Seniorrådet og Rådet for Handicap, Psykiatri og Udsathed. Øvrig inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Orienteringen om udmøntningen af midlerne fra den kommunale investeringsmotor 2027 har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

73Meddelelser

Sagsfremstilling

Arrangementer:

  • Temamøde om Bedre Psykiatris undersøgelse af forholdene for borgere med psykiske vanskeligheder 2. december 2026 kl. 15.30-17.00 i Byrådssalen. Bedre Psykiatri, Rådet for handicap, psykiatri og udsathed samt Børn, Skole og Familie er inviteret.
  • Uddeling af Frederikssund Kommunes Handicappris 2026 3. december 2026 kl. 10.00-12.00 i Byrådssalen.
  • Åbent arrangement med oplæg om "Sundhedsprofilen 2025" v. Region Hovedstaden og "Danmark i Bevægelse" v. Syddansk Universitet 26. oktober kl. 17.00-19.30 i Valhal i Frederikssund. Se vedhæftede invitation, som udsendes til relevante aktører. Der er lagt en nyhed på kommunens hjemmeside.

Meddelelser:

  • Årshjul for Social og Sundhed 2027 er vedlagt som bilag. Vær opmærksom på forslag til datoer for temamøder og dialogmøder.
  • Sagsliste og årshjul 2026 for Social og Sundhed er vedlagt som bilag.
  • Frederikssund Kommune er i perioden september 2026-juni 2028 med i partnerskabet ”HjerneTryg Alliance” sammen med Hjernesagen, regioner, virksomheder og andre kommuner. Formålet er at forebygge slagtilfælde som blodprop eller hjerneblødning og mindske følgerne for de borgere, der rammes. Det skal ske gennem oplysning og forebyggelsesindsatser lokalt. Alliancen har særligt fokus på borgere i sårbare og udsatte positioner og skal bidrage til at mindske ulighed i sundhed.

Bilag

74Underskrifter

Sagsfremstilling

Dette punkt erstatter det fysiske underskriftsark. Når der trykkes "Godkendt" svarer det til at underskriftsarket er underskrevet.