
Klima, natur og energis møde den 09. september 2025
Mødelokale SL 1 kl. 08.00
69Godkendelse af dagsorden
Beslutning
Godkendt.
70Beslutning om fastsættelse af bidrag for 2026 for Digelaget Kulhuse
Resume
Digelaget Kulhuse er oprettet i forbindelse med det kommunale fællesprojekt om kystbeskyttelse i Kulhuse Øst. Anlægsarbejdet påbegyndes foråret 2026. Byrådet skal fastsætte det kommende års bidrag for Digelaget Kulhuse, jf. kystbeskyttelseslovens §13.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Klima, natur og energi over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler at:
- Fastsætte bidraget for 2026 i Digelaget Kulhuse til 1080 kr. pr. part.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Proces for fastsættelse af bidrag for Digelaget Kulhuse
Kommunalbestyrelsen skal hvert år, inden 1. oktober, fastsætte størrelsen af det bidrag, der skal betales af medlemmerne i kystbeskyttelseslaget det kommende år. Medlemmer og partsfordeling er fastsat i tilladelsen til projektet af 1. februar 2024 og opdateres én gang årlig.
Bidraget fastsættes ud fra Digelagets regnskab og budget, der fremsendes til kommunen efter godkendelse på lagets ordinære generalforsamling. Kystbeskyttelseslaget medlemmer opkræves bidrag via ejendomsbilletten 2 gange årligt og kommunen udbetaler efterfølgende indtægterne til digelaget.
Bidragets størrelse
Vedhæftet findes kystbeskyttelseslagets regnskab for 2024 samt budget for 2025/2026. Digelagets bestyrelse anbefaler på baggrund af budgettet, at det kommende års bidrag fastsættes til 1080 kr. pr. part.
Bidragspligtige matrikler med oversvømmelsestruede sommerhuse betaler 10 parter pr. år, svarende til 10.800 kr. pr. år (ca. 900 kr. om måneden).
Mulighed for afbetaling som engangsbeløb
På baggrund af ønsker fra grundejerne arbejder digelaget i øjeblikket på at undersøge, om (og hvordan) dem der ønsker det, kan betale deres del af anlægssummen som engangsbeløb, når anlægsarbejdet er afsluttet. Muligheden fremlægges til politisk beslutning, når/hvis der findes en praktisk administrativ løsning.
Status på projektet
Digelaget Kulhuse blev oprettet ved stiftende generalforsamling 7. november 2024. Efterfølgende har Digelaget optaget byggekredit hos KommuneKredit og lavet aftale med rådgivere fra NIRAS, der udarbejder detailprojektering og udbudsmateriale. Fra august til december 2025 foregår ekspropriationsprocessen i Kulhuse Øst, der skal sikre rettighederne til etablering af kystbeskyttelsesanlægget på de private matrikler. Anlægsarbejdet af selve diget forventes at blive udført marts-oktober 2026.
Inddragelse
Regnskab og budget er udsendt til alle medlemmer og godkendt på Digelagets ordinære generalforsamling den 24. april 2025.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
71Beslutning om fastsættelse af bidrag for 2026 i Hyllingeriis Kystbeskyttelseslag
Resume
Hyllingeriis Kystbeskyttelseslag er oprettet i forbindelse med det kommunale fællesprojekt om kystbeskyttelse i sommerhusområdet Hyllingeriis. Anlægsarbejdet er afsluttet. Byrådet skal fastsætte det kommende års bidrag for Hyllingeriis Kystbeskyttelseslag, jf. kystbeskyttelseslovens §13.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Klima, natur og energi over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler at:
- Fastsætte bidraget for 2026 i Hyllingeriis Kystbeskyttelseslag til 650 kr. pr. part.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Fastsættelse af bidrag for Hyllingeris Kystbeskyttelseslag
Kommunalbestyrelsen skal hvert år, inden 1. oktober, fastsætte størrelsen af det bidrag, der skal betales af medlemmerne i kystbeskyttelseslaget det kommende år.
Bidraget fastsættes ud fra Kystbekyttelseslagets regnskab og budget, der fremsendes til kommunen efter godkendelse på lagets generalforsamling. Kystbeskyttelseslaget medlemmer opkræves bidrag af kommunen via ejendomsbilletten.
Vedhæftet findes kystbeskyttelseslagets regnskab for 2024 med ledelseserklæring samt budget for 2026. Bestyrelsen anbefaler på baggrund af budgettet, at det kommende års bidrag fastsættes til 650 kr. pr. part. Bidragspligtige sommerhuse betaler 10 parter pr. år, svarende til 6500 kr. pr. år (eller ca. 540 kr. om måneden).
Status på projektet
Kystbeskyttelsesprojektet i Hyllingeriis er færdigt. Anlægsprojektet er færdigmeldt til kommunens kystmyndighed. Der mangler nogle enkelte udbetalinger af ekspropriationserstatning, der afventer afgørelse fra taksationskommissionen. Kystbeskyttelseslaget forventes at omlægge sin byggekredit til et fastforrentet lån hos KommuneKredit inden årets udgang.
Inddragelse
Regnskab og budget er gennemgået og godkendt på digelagets ordinære generalforsamling 27. maj 2025.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
72Beslutning om budgetopfølgning pr. 30. juni 2025
Resume
I nærværende sag gives en prognose på det forventede forbrug i 2025 sammenholdt med korrigeret budget samt afledte forslag til tillægsbevillinger. Endvidere forelægges opfølgning på budgetaftalen 2025-2028.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Klima, natur og energi over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Der gives tillægsbevilling på 0,35 mio. kr. (merforbrug) på bruttoanlægsudgifterne i 2025, som samtidig frigives.
- Der gives tillægsbevilling på -0,35 mio. kr. (mindreforbrug) på bruttoanlægsudgifterne i 2025.
- Budgetopfølgningen tages til efterretning.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
Drift
Budgetopfølgningen pr. 30/6-25 giver samlet set ikke anledning til ændring i det forventede forbrug i 2025 på driften for Klima, natur og energi.
I bilag 1 udspecificeres budgetopfølgningen nærmere.
Anlæg
Budgetopfølgningen giver ikke anledning til en ændring i bruttoanlægsudgifter såvel som bruttoanlægsindtægter under Klima, natur og energi i 2025. Dog flyttes 0,35 mio. kr. mellem to anlæg i 2025, som indarbejdes som tillægsbevilling i nærværende budgetopfølgning.
Tillægsbevillingen dækker over følgende:
- Merforbrug på 0,35 mio. kr. i 2025 vedrørende Kystbeskyttelse
- Mindreforbrug på 0,35 mio. kr. i 2025 vedrørende Klimaplan 2045
Af vedlagte bilag 2 udspecificeres de enkelte anlæg under Klima, natur og energi nærmere
Opfølgning på budgetaftale 2025-2028
Af vedhæftede bilag 3 fremgår en status på implementeringen af initiativerne i budget 2025-2028.
I bilaget indgår en opfølgning på seks politiske vedtagne initiativer i forbindelse med budget 2025-2028, hvoraf to er implementeret (grøn) på nuværende tidspunkt og tre initiativer delvist implementeret (gul), samt et initiativ (rød), som endnu ikke er implementeret.
Den fortsatte proces hen i mod en implementering er beskrevet under kolonnen "Statustekst - 30. juni", hvor det bl.a. fremgår, hvorvidt der afventes politisk stillingtagen, nærmere faglig analyse eller andre processuelle udeståender.
I vedlagte bilag 3 udspecificeres opfølgning på budget 2025-2028 nærmere.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Drift
Budgetopfølgningen pr. 30/6-25 giver ikke anledning til tillægsbevillinger.
Anlæg
Budgetopfølgningen pr. 30/6-25 giver anledning til, at der flyttes 0,35 mio. kr. mellem to anlæg i 2025, som indarbejdes som tillægsbevilling i nærværende budgetopfølgning.
Bilag
73Orientering om Kystvandråd for Isefjord og Roskilde Fjord
Resume
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har givet et tilskud til oprettelse af et Kystvandråd for Isefjord og Roskilde Fjord. Kystvandrådet skal bestå af erhvervsorganisationer, grønne organisationer og forsyningsselskaber. Kystvandrådet skal gennem analyser og lokal forankring arbejde for god økologisk tilstand i fjordene. Holbæk Kommune står for sekretariatsbetjening af Kystvandrådet.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Klima, natur og energi over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
De 6 kystkommuner omkring Isefjord og Roskilde Fjord har i samarbejde med DN, VKST og Nordsjællands Landboforening ansøgt om midler til at oprette et kystvandråd. Styrelsen fra Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har tildelt samlet 7.825.000 kr. fra 2025-2027 til oprettelse, betjening og gennemførelse af analyser i regi af Kystvandrådet.
Tre af de fire kystvande (Isefjord, ydre; Isefjord, indre og Roskilde, ydre) er i ringe økologisk tilstand, mens det fjerde (Roskilde, indre) er i moderat tilstand. Der er således ingen af de fire kystvande, som opfylder kravet i EU’s Vandrammedirektiv om god økologisk tilstand.
Med henblik på at understøtte fremdriften og arbejdet i den lokale grønne trepart og arbejdet med fremtidige vandområdeplaner, skal der i regi af Kystvandrådet foretages lokale analyser og dybdegående undersøgelser, som skal bidrage til at opnå god økologisk tilstand i Isefjord og Roskilde Fjord.
Organisering
Kystvandrådet består af følgende medlemmer:
- Erhvervsorganisationer:
- VKST Landbrugsrådgivning
- Nordsjællands Landboforening
- Dansk Skovforening
- Danske Vandløb
- Turisme- og oplevelseserhvervet, udpeget via Dansk Erhverv
- Grønne organisationer:
- Danmarks Naturfredningsforening
- Danmarks Sportsfiskerforbund
- Dansk Ornitologisk forening
- Friluftsrådet (dog således at der ikke udpeges en organisation der i forvejen er repræsenteret)
- Danmarks Jægerforbund
- Forsyningsselskaber:
- Fors A/S
- Novafos
- Halsnæs forsyning
- Odsherred forsyning
Kystvandrådet træffer beslutninger ved enighed.
Holbæk Kommune er sekretariatskommune for Kystvandrådet, og skal lede møderne.
Foruden selve Kystvandrådet, så oprettes der også undergrupper for henholdsvis Isefjord og Roskilde fjord samt to følgegrupper, der mødes efter behov. De to følgegrupper er:
- en kommunalpolitisk følgegruppe med kystkommunernes borgmestre og formanden for den lokale trepart.
- en administrativ følgegruppe med ledelsesrepræsentanter for kystkommunerne.
Kystvandrådets arbejde
Overordnet består Kystvandrådets arbejde i:
- at rådgive, understøtte og fremme den lokale treparts arbejde
- at kortlægge de væsentligste udfordringer for og løsninger til at opnå målopfyldelse for Isefjord og Roskilde Fjord
- at udarbejde et eller flere forslag til lokalt tilpassede indsatsprogrammer til brug for vandområdeplan 4
- at sikre, at forslag til indsatsprogrammer er lokalt forankret med bred opbakning fra Kystvandrådets forskellige interessenter
- at have særlig opmærksomhed på flersidige løsninger i oplandene, som tilgodeser både vandmiljøet (inkl. grundvandet), natur, biodiversitet og klima mv, og som samtidigt tilgodeser, at Danmark fortsat skal have en stærk og konkurrencedygtig fødevare- og landbrugssektor
I ansøgningen til Kystvandrådet er der blevet opsat 8 arbejdspakker for at opnå disse mål, se Bilag 1.
Baggrund
Ansøgningen om oprettelse af et Kystvandråd, som skal være aktivt i perioden 2025-2027, blev struktureret med en serie af forskellige områder/arbejdspakker, som Kystvandrådet skal nå at løse i perioden.
Hvorvidt Kystvandrådet skal fortsætte efter 2027 og hvordan det i givet fald skal finansieres, er der ikke truffet beslutning om p.t.
Holbæk Kommune udarbejdede og indsendte, efter aftale med Odsherred Kommune, Lejre Kommune, Roskilde Kommune, Frederikssund Kommune og Halsnæs Kommune, samt i tæt dialog med DN, VKST og Nordsjællands Landboforening den endelige ansøgning om oprettelse af et samlet Kystvandråd for Isefjord og Roskilde Fjord.
Kystvandrådets virke i 2025-2027 er fuldt tilskudsfinansieret og oprettelsen af det pålægger ikke Frederikssund Kommune nogen direkte økonomisk forpligtelse.
Inddragelse
Kystvandrådet består af medlemmer fra forskellige landbrug-, erhverv- og grønne organisationer.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
74Orientering om udkast til omlægningsplan for Grøn Trepart
Resume
Administrationen har udarbejdet 1. udkast til omlægningsplan for, hvordan den lokale grønne trepart kan opnå målsætningerne i aftale om Grønt Danmark (Grøn trepart). Omlægningsplanen indeholder forslag til mulige projektområder for både udtagning af lavbundsjord og kvælstofvådområder. Den er udarbejdet i samarbejde med berørte lodsejere i kommunen. Udkastet er i september til gennemsyn hos Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV). Den endelige plan skal godkendes af Byrådet til december. Med denne sag bliver kommunalbestyrelsen orienteret om udkast og rammer for planlægningen.
Indstilling
Administrationen indstiller, at Klima, natur og energi over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Baggrund og rammer
Alle kommunalbestyrelser skal senest december 2025 principgodkende en omlægningsplan, som udpeger mulige udtagningsprojekter i kommunen, som ved gennemførsel vil betyde, at målsætningerne i Grøn Trepartsaftale opnås.
Omlægningsplanen udarbejdes på tværs af Lokal Trepart for Roskilde Fjord og Isefjord, men det er den enkelte kommunalbestyrelse, som principgodkender planen inden for kommunens geografiske udstrækning.
Med "principgodkendelse" menes, at planerne er et dynamisk værktøj, hvor det forventes, at nogen projekter vil falde fra, mens andre projekter kan komme til. Principgodkendelsen er derfor ikke et udtryk for, at de mulige projekter som planen peger på, nødvendigvis gennemføres. Gennemførsel afhænger af konkrete undersøgelser af projekterne, samt frivillighed fra lodsejerne.
1. udkast til omlægningsplanen kan ses på Bilag 1. Den Lokale Grønne Trepart har vedtaget rammer, som omlægningsplanen er udarbejdet indenfor. Rammerne kan ses på Bilag 2 - Rammer for omlægningsplan.
Udtagningsindsats
I Frederikssund Kommune er der samlet 941 ha lavbundsområder med et estimeret indhold af tørv i jorden på over 6%. Det er dog ikke alle disse, som vil kunne udtages. Nogle af områderne vil fx være eksisterende søer og moser, mens andre vil være så små, at man ikke vil kunne lave et omkostningseffektivt projekt. I den Lokale Trepart forventes det, at hver kommune gennemsnitligt skal udtage ca. halvdelen af det samlede lavbundspotentiale for at nå de nationale mål for udtagning af lavbundsjorde. Dette er dog et meget groft estimat.
I 1. udkast til omlægningsplanen er der udpeget 562,5 ha lavbundsarealer som mulige udtagningsprojekter.
I Roskilde Fjord og Isefjord skal den årlige tilførsel af kvælstof fra oplandet samlet reduceres med ca. 912 tons. Fordelt pr. kommune efter areal, der leder vand til fjordene, er kvælstofindsatsen i Frederikssund Kommune på 73 tons. Dette tal er imidlertid alene udregnet efter kommunens samlede oplandsareal og ikke potentialet for kvælstofreduktion. Det må forventes, at Frederikssund Kommune har et større reduktionspotentiale end flere andre kommuner i oplandet til fjordene, da Frederikssund Kommune har en større andel af landbrugsareal end flere af de andre kommuner.
I 1. udkast til omlægningsplanen vil den samlede udtagningsindsats ved gennemførsel reducere udledningen med 79,5 tons N.
Udtagningskonsulenternes arbejde med minivådområder kører parallelt med kommunes eget arbejde med omlægningsplanen. Udtagningskonsulenterne har en løbende dialog med lodsejere, der ønsker at få etableret minivådområder på deres landbrugsjord.
De enkelte minivådområder er ikke tegnet ind i MARS, da de endnu ikke er ansøgte, og de fremgår derfor ikke af det samlede potentiale for reduktion af kvælstof i den Lokale grønne trepart. Derfor har udtagningskonsulenterne indtegnet store polygoner i MARS, der skal vise minivådområdernes potentiale for reduktion af kvælstof.
Inddragelse
I august godkendte Klima, natur og energi den procesplan for inddragelse af lodsejere i forbindelse med udtagningsprojekter, som blev anbefalet af § 17, stk. 4 udvalget "Grøn omstilling og bedre biodiversitet gennem omlægning af arealer". Denne procesplan har været brugt til at sikre, at lodsejere ved de mulige projektområder, som peges på i omlægningsplanen, er blevet inddraget i planlægningsprocessen.
Der har af konkret inddragelse været afholdt:
- Generelt informationsmøde om Grøn Trepart, herunder omlægningsplanerne
- 4 store tegnemøder, hvor alle lodsejere var inviteret til at komme med input til mulige projektområder
- Møder med lodsejere, som har kontaktet kommunen vedrørende mulige projekter på egne arealer
- Møder med lodsejere i områder, som af kommunen var udpeget til at kunne have særlig stor effekt ift. målopfyldelse
I september 2025 afholdes der yderligere 2 stormøder med lodsejere, som ejer arealer, der af kommunen er blevet udpeget til at kunne have stor effekt. Lodsejerne er ved invitation til møderne blevet informeret om, at disse områder er indtegnet i 1. udkast til omlægningsplanen og vil på møderne blive yderligere inddraget i den endelige udpegning ift. omlægningsplanen.
I løbet af efteråret forventer administrationen, at der vil blive aftalt flere møder med lodsejere i forskellige områder. Udkastet til omlægningsplanen vil blive opdateret løbende, som opfølgning på disse møder.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
75Meddelelser
76Underskrifter
Indstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark.
Når der trykkes "Godkendt" svarer det til, at underskriftarket er underskrevet.
Beslutning
-