
Job, erhverv og kulturs møde den 02. september 2025
Mødelokale SL 9 kl. 08.00
81Godkendelse af dagsorden
82Orientering om Destination Fjordlandets årsrapport for 2024
Resume
Udvalget skal med sagen orienteres om Destination Fjordlandets årsrapport for 2024.
Destination Fjordlandets direktør deltager under dagsordenspunktet kl. 08.00 med oplæg.
Indstilling
Administrationen indstiller til Job, erhverv og kultur, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Administrationen har modtaget Destination Fjordlandets årsrapport for 2024. Administrationen har gennemgået årsrapporten og ligger vægt på følgende:
- Antal af turismepartnere inden for Destination Fjordlandets område kom i 2024 op på 120 aktører, 24 af disse befinder sig i Frederikssund Kommune. Som turismepartner betaler en aktør sig ind i et partnerskab med Destination Fjordlandet. Aktøren for derigennem markedsføringsmæssige fordele og inviteres med til netværks- og temamøder samt kendskabsture.
- I 2024 var der 21 turistinspiration på tværs af destinationen, hvor de 5 turistinspirationer befinder sig i Frederikssund Kommuner, herunder Frederikssund Bibliotek, Kulhuse Camping, Kulturhuset Rejsestalden, Skibby Aktives lokaler, Skjalm Hvide Hotel og Willumsens Museum. På de udvalgte steder kan turister få udleveret guidebog og kort samt finde QR-koder til VisitFjordlandet.dk
- Information til både lokale og besøgende om unikke oplevelser, f.eks. hele 58 mio. eksponeringer i Google Display annoncer og knap 0,5 mio. besøgende på Visitfjordlandet.dk
- Digital og fysisk markedsføring, herunder bl.a. 39 digitale plakater i København og eksponering til knap 2,5 mio. ugentlige fodgængere.
- Brug af influencere til digitalt materiale, herunder youtube-videoer, blogindlæg og billedmateriale. Fokus på udvalgte virksomheder og lokationer samt naturoplevelser.
- Et øget fokus på Fjordlandets mødesteder. Denne indsats er intensiveret i 2025.
- Samarbejde med erhvervshuset om at understøttes turismeaktører i at udvikle forretningen bæredygtigt.
- Sommerhus-arrangement i Kulhuse med deltagelse af over 65 sommerhusejere. Formålet med arrangementet var at få flere sommerhusejere til at udleje deres sommerhuse.
- Pressebesøg af journalister fra 12 magasiner fra bl.a. Tyskland (som havde et stort fokus i 2024), Nederlandene, Spanien og Storbritannien.
Det bør nævnes, at de nyeste tal fra VisitDenmark viser, at turismeomsætningen er øget med 97 mio. kr. fra 2023 til 2024 i Destination Fjordlandet. For Frederikssund Kommune specifikt er omsætningen fra 2023 til 2024 øget med 29 mio. kr. Det betyder, at turismen i Destination Fjordlandet samle bidrager med over 3 milliarder kroner årligt, hvilket er en rekordstor omsætning, der både skaber arbejdspladser og styrker det lokale kultur- og handelsliv.
Tallene for turismens økonomiske betydning udgives årligt af VisitDenmark i den såkaldte TØBBE-rapport. Turismen i Fjordlandet bidrog i 2023 med omkring 2.831 fuldtidsstillinger fordelt i Roskilde, Lejre og Frederikssund Kommuner. TØBBE-rapporten for 2024 (og tallene for omsætningen) er fortsat foreløbig og forventes offentliggjort efter sommerferien.
Årsrapporten 2024 kan findes i bilag.
Inddragelse
Destination Fjordlandet er inddraget i sagen.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
83Orientering om regionalfondsmidler til levende og bæredygtige bymidter
Resume
Udvalget orienteres med denne sag om, at der er åbnet for en ny ansøgningsrunde til EU’s regionalfondsmidler til udvikling af levende og bæredygtige bymidter. Midlerne kan søges til fysiske anlægsprojekter og kompetenceudvikling i bymidteerhvervet. I Frederikssund Kommune er det relevant for Frederikssund bymidte, hvor der er stort lokalt engagement og momentum med igangsatte indsatser og samarbejder. Der kan ansøges om støtte til projekter med et budget på minimum 5 mio. kr., og der kan opnås støtte på op til 40%.
Indstilling
Administrationen indstiller til Job, erhverv og kultur, at:
- Tage orienteringen efterretning.
Sagsfremstilling
EU's Regionalfonds pulje er åben for ansøgninger
I perioden 2021-2027 er der afsat 142 mio. kr. i EU’s regionalfondsprogram til at styrke bæredygtige og levende bymidter. En ny ansøgningsrunde med en pulje på 92,5 mio. kr. er nu åben. Puljen er målrettet byer med 4.000-20.000 indbyggere – herunder Frederikssund, Slangerup og Jægerspris. For at kunne ansøge, skal der foreligge en bystrategi for den pågældende bymidte. I Frederikssund bymidte er dette opfyldt med det politisk vedtagne Byfornyelsesprogram – Områdefornyelsen Frederikssund Bymidte (bilag 1).
Udviklingen i Frederikssund er allerede i gang
Frederikssund bymidte er i disse år i kraftig udvikling, og der er et tydeligt momentum i gang. Byrådet nedsatte i 2023 et §17 stk. 4-udvalg, der med bred lokal involvering har leveret anbefalinger til at styrke bymidten. På den baggrund blev byfornyelsesprogrammet med 15 konkrete indsatser udarbejdet og politisk vedtaget af Byrådet i april 2025.
Samtidig er den nye forening ”Byliv Frederikssund” etableret under Frederikssund Erhverv, med formålet at bidrage til en aktiv og levende bymidte. Byliv Frederikssund og Frederikssund erhverv er derfor interesserede i at samarbejde med Frederikssund Kommune om en ansøgning til at få del i Regionalfondsmidlerne, for at kunne arbejde videre med de forskellige tiltag, der er sat i søen og som har opbakning hos de lokale byaktører.
Projektindhold
Der kan søges om støtte til:
- Fysiske omstilling af bymidterne, der via anlægsinvesteringer skal gøre bymidten mere attraktiv, sammenhængende og levende. Det kan fx være opgradering af passager mellem handelsgader og Bløden, nyindretning af bibliotekets gårdrum med sammenhæng til gågaden og Bløden, eller etablering af parkrum ifm. ny legeplads på Bløden.
- Lokal virksomheds- og kompetenceudviklingsindsats for bymidteerhverve. Det kan fx være virksomhedsudvikling, samarbejdsprojekter og kompetenceløft i bymidteerhvervet (op til 10 % af projektbudgettet). Frederikssund Erhverv har tilkendegivet, at de ønsker at bidrage aktivt som en samarbejdspartner til projektet og særligt med fokus på opkvalificering og kompetenceudvikling af bymidteerhvervet.
Økonomi og finansiering
Hvis Frederikssund Kommune skal søge om at få del i puljen, vil det kræve egenfinansiering til det/de projekter, der ansøges til.
- Minimumsbudget: 5 mio. kr.
- Maksimal støtte: 40% (op til 15 mio. kr.)
- Egenfinansiering: Min. 60%, herunder fx partnertimer eller tilskud fra private/offentlige aktører
Et projekt på 5 mio. kr. kræver altså 3 mio. kr. i egenfinansiering. Heraf vil op til 500.000 kr. (10%) kunne gå til kompetenceudvikling i bymidten i samarbejde med Frederikssund Erhverv og Byliv Frederikssund.
Tidsfrist
Ansøgningsfrist er 3. november 2025.
Ansøgninger behandles den 19. februar 2026, hvorefter der gives tilsagn eller afslag.
Muligheden for at søge puljen kommer endvidere til at fremgå i en kommende sag på Plan og teknik vedr. strukturplan for Bløden Bypark.
Inddragelse
Frederikssund Erhverv vil blive inddraget, hvis Frederikssund Kommune igangsætter en ansøgningsproces.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser. Center for Økonomi bemærker, at hvis der ansøges og efterfølgende gives tilsagn om støtte fra EU’s regionalfondsmidler til finansiering af byfornyelse i Frederikssund bymidte, vil det øge bruttoanlægsudgifterne med 4,5 mio. kr. og dermed presse anlægsrammen i det år hvor byfornyelsen gennemføres.
Bilag
84Orientering om Kulturpuljens disponeringer september 2025
Resume
Med denne sag orienteres udvalget om kulturpuljen 2025.
Indstilling
Administrationen indstiller til Job, erhverv og kultur, at:
- Tage orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Kulturpuljens samlede ramme for 2025 er 882.230 kr. Heraf er der for 2023-2025 forhåndsdisponeret 562.483 kr. for 2025.
Frem til 18. august 2025 er der disponerede midler for i alt 808.173 kr. og der resterer således 74.057 kr. til uddeling.
Der er i seneste ansøgningsrunde ansøgninger for i alt 48.700 kr. fordelt på fire ansøgninger.
Vedlagt som bilag er Kulturpuljens kriterier samt et overblik over Kulturpuljens disponeringer og forbrug.
Inddragelse
Inddragelse er ikke vurderet relevant.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssig betydning.
Bilag
85Beslutning om kulturpuljeansøgning fra Frederikssund Teater Forening om tilskud til 50 års jubilæum
Resume
Frederikssund Teaterforening søger om et tilskud på 17.000 kr. i forbindelse med deres 50-års jubilæum. Midlerne skal bruges til leje af telt og gulv i forbindelse med receptionen, som afholdes den 20. september 2025.
Indstilling
Administrationen indstiller til Job, erhverv og kultur, at:
- Beslutte, hvorvidt ansøgningen imødekommes.
Sagsfremstilling
Frederikssund Teaterforening søger om et tilskud på 17.000 kr. til deres 50-års jubilæum.
Midlerne skal bruges til leje af telt og gulv i forbindelse med receptionen, som afholdes den 20. september 2025 på Elværket.
Teltet skal bruges til selve receptionen, som vil finde sted kl. 16-18.00, og efterfølges af jubilæumsforestillingen Solitudevej… og alle de andre Revy- og Filmperler, som spilles på Elværket. Teaterforestillingen klargøres imens receptionen finder sted, hvorfor der er behov for et telt i forlængelse af Elværket.
Arrangementet er åbent for alle og gratis. Det forventes, at omkring 200 gæster vil deltage.
Receptionen vil blive annonceret i lokale medier og på Frederikssund Teaterforenings egne sociale medier.
Der vil til receptionen være let forplejning, samt underholdning ved Niels Elberling's lille trio og Thomas Peter Koppel.
Frederikssund Teaterforening oplyser desuden, at de er i vild udvikling, og har i jubilæumsåret indgået et fælles samarbejde med Parkteatret, Frederikssund Kommunes Egnsteater, under navnet ”Fjordlandets Ny Scene”. Med dette nye samarbejde ønsker de, at forstærke deres gennemslagskraft og vise scenekunst for borgerne i Frederikssund Kommune og omegn.
Frederikssund Teaterforening har i den kommende sæson 2025/2026 besøg af 11 professionelle forestillinger, hvoraf de 4 er i det fælles samarbejde med Parkteatret.
Vedhæftet sagen er bilag med ansøgningsskema samt høringssvar fra Kulturrådet i Frederikssund.
Kulturpuljens rammer og kriterier:
Kulturpuljen - Frederikssund Kommune
Inddragelse
Kulturrådet i Frederikssund (KUF) er høringspart på ansøgninger til Kulturpuljen.
Høringssvar fra KUF:
Under henvisning til kriterierne for Kulturpuljen, hvoraf det fremgår, at der ikke ydes støtte til arrangementer, som har karakter af fester, mener vi ikke at der kan ydes det ansøgte tilskud. Yderligere bemærker vi, at foreningen jf. regnskabet, selv råder over midlerne til at gennemføre arrangementet.
Økonomi
Idet nærværende sag finansieres inden for Kulturpuljens afsatte ramme, har sagen ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
86Beslutning om kulturpuljeansøgning fra Græse-Sigerslevvester Foredragsforening
Resume
Græse-Sigerslevvester Foredragsforening søger om underskudsgaranti på 7.500 kr. til foredraget "Den forandrede verden" med tidligere diplomat Friis Arne Petersen.
Underskudsgarantien skal bruges, hvis der er færre end 80 deltagere til foredraget, og skal dække differencen i brugerbetalingen op til 80 deltagere.
Indstilling
Administrationen indstiller til Job, erhverv og kultur, at:
- Beslutte, hvorvidt ansøgningen imødekommes.
Sagsfremstilling
Græse-Sigerslevvester Foredragsforening søger om underskudsgaranti på 7.500 kr. til foredraget "Den forandrede verden" med tidligere diplomat Friis Arne Petersen.
Foredraget afholdes på Kulturhuset Elværket, og arrangementet er åbent for alle med deltagerbetaling (medlemmer 150 kr. og gæster 200 kr.).
Underskudsgarantien skal bruges, hvis der er færre end 80 deltagere til foredraget, og skal dække differencen i brugerbetalingen op til 80 deltagere.
Foreningen oplyser, at de har kunnet fastholde sit medlemstal og tilslutningen til foredragsaftener den seneste sæson, men fortsat er udfordret økonomisk.
De oplyser ligeledes at de, med lukningen af Græse gl. Skole, står overfor en ny begyndelse og udfordringer i forhold til fællesskabet når foreningens lokation fremover bliver i Elværket, hvor der vil arbejdes på at fastholde og gerne øge medlemstallet.
Græse-Sigerslevvester Foredragsforening har de seneste år fået bevilliget følgende fra Kulturpuljen:
Underskudsgaranti på 2.875 kr. til foredrag med Ditlev Tamm i 2023.
Underskudsgaranti på 4.025 kr. til foredrag med Adrian Hughes i 2023.
Underskudsgaranti på 5.625 kr. til foredrag med Abdel Aziz Mahmoud i 2024.
Vedhæftet sagen er bilag med ansøgningsskema, program for 2025-2026 samt høringssvar fra Kulturrådet i Frederikssund.
Kulturpuljens rammer og kriterier:
Kulturpuljen - Frederikssund Kommune
Inddragelse
Kulturrådet i Frederikssund (KUF) er høringspart på ansøgninger til kulturpuljen.
Høringssvar fra KUF:
Vi kan kun anbefale, at der ydes den ansøgte underskudsgaranti. Navnlig henset til, at foreningen har måttet skifte lokation grundet lukningen af Græse Gl. Skole, hvorfor foreningen naturligt nok også går den nye sæson i møde, med en vis usikkerhed om tilslutningen til deres aktiviteter.
Økonomi
Idet nærværende sag finansieres inden for Kulturpuljens afsatte ramme, har sagen ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
87Beslutning om kulturpuljeansøgning fra Shaolin Kung Klub om tilskud til arrangement
Resume
Shaolin Kungfu Klub i Frederikssund søger om et tilskud på 6.200 kr. til et seminar om "Kungfu viften", der afholdes den 13. og 14. september 2025.
Tilskuddet skal bruges til transport af Mester Yan Fei (bosat i Norge) samt vifter til arrangementet.
Indstilling
Administrationen indstiller til Job, erhverv og kultur, at:
- Beslutte, hvorvidt ansøgningen imødekommes.
Sagsfremstilling
Shaolin Kungfu Klub i Frederikssund søger om et tilskud på 6.200 kr. til et seminar, der afholdes den 13. og 14. september 2025.
Seminaret skal omhandle "Kungfu viften". Shaolin Kungfu Klub beskriver det som en yndefuld kampsportstilart, der særligt henvender sig til kvinder.
Seminaret er åbent for alle. Der er 50 pladser og en deltagerbetaling på 550 kr. pr. person.
I ansøgningen er det angivet, at der forventes 12 deltagere. Disse 12 personer er allerede medlemmer af Shaolin Kungfu Klub, men derudover er der plads til, at yderligere 38 personer kan deltage.
I følge ansøgers budget er der udgifter for i alt 12.800 kr., som dækker udgifter til fly, tog, honorar, forplejning, hotel og vifter. Tilskuddet på 6.200 kr. skal bruges til transport af Mester Yan Fei (bosat i Norge) samt vifter til arrangementet.
Shaolin Kungfu Klub oplyser desuden, at de anser seminaret som et kulturelt arrangement og skriver følgende:
Hvad der adskiller dette seminar fra et traditionelt kampsports-seminar er, at det er en vifte "form" som deltagerne skal lære. Det vil sige en koreografi, der er sammensat af en række yndefulde bevægelser, og som der ikke nødvendigvis kan oversættes 1-1 til kamp. Man ser ofte vifte-forme blive lavet i anledning af kulturelle arrangementer. Sammen med denne form vil deltagerne lære om historien og de traditioner, der omhandler brugen af viften (kort sagt vifte-kultur).
Vedhæftet sagen er bilag med ansøgningsskema samt høringssvar fra Kulturrådet i Frederikssund.
Kulturpuljens rammer og kriterier:
Kulturpuljen - Frederikssund Kommune
Inddragelse
Kulturrådet i Frederikssund (KUF) er høringspart på ansøgninger til Kulturpuljen.
Høringssvar fra KUF:
Vi mener ikke at ansøgningen bør imødekommes. Det skyldes, at vi har svært ved at se det kulturelle islæt i arrangementet, der handler om et seminar i en kampsportsstilart. Ydermere dækker en del af omkostningerne over forplejning, der under alle omstændigheder ikke ydes tilskud til.
Økonomi
Idet nærværende sag finansieres inden for Kulturpuljens afsatte ramme, har sagen ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
88Beslutning om kulturpuljeansøgning om tilskud til etablering af Nordklang
Resume
To borgere søger om et tilskud på 18.000 kr. til opstart af et amatørkor i Skuldelev-området med navnet "NORDKLANG – Skuldelevs Sangstemmer".
Formålet er at skabe et kulturelt fællesskab med plads til både musikalsk fordybelse og mental trivsel. De oplyser, at NORDKLANG skal være et frirum, hvor mennesker mødes i sang og samhørighed. De oplever, at der allerede er lokal interesse, og et behov for netop denne type tilbud.
Indstilling
Administrationen indstiller til Job, erhverv og kultur, at:
- Beslutte, hvorvidt ansøgningen imødekommes.
Sagsfremstilling
To borgere søger om et tilskud på 18.000 kr. til opstart af et amatørkor i Skuldelev-området kaldet "NORDKLANG – Skuldelevs Sangstemmer".
Formålet er at skabe et kulturelt fællesskab med plads til både musikalsk fordybelse og mental trivsel, som samler voksne i alle aldre omkring nordisk, melankolsk og flerstemmig musik – med fokus på sangglæde, nærvær og fællesskab.
De oplyser, at NORDKLANG skal være et frirum, hvor mennesker mødes i sang og samhørighed. De oplever, at der allerede er lokal interesse, og et behov for netop denne type tilbud.
Målgruppen er 13 år og op, og alle er velkomne.
Der vil være deltagerbetaling på 450 kr. pr. sæson pr. medlem, med eventuel mulighed for rabatter.
De oplyser, at de er ved at stifte en folkeoplysende forening til formålet, hvorfor CVR.nr. ikke er påført ansøgningen.
Job, erhverv og kultur kan beslutte at udsætte behandlingen af ansøgningen til foreningen er blevet godkendt som folkeoplysende foreningen i Folkeoplysningsudvalget. Ansøger har mulighed for at søge initiativpuljen i Folkeoplysningsudvalget til opstart af ny aktivitet.
Tilskuddet skal bruges til dirigent/instruktørhonorar, noder og materialer samt PR og markedsføring.
Udvalget skal være opmærksomme på, at ansøgningen også indeholder udgifter til forplejning på 2.000-3.000 kr., hvilket puljen ikke dækker.
Vedhæftet sagen er bilag med ansøgningsskema, projektbeskrivelse samt høringssvar fra Kulturrådet i Frederikssund.
Kulturpuljens rammer og kriterier:
Kulturpuljen - Frederikssund Kommune
Inddragelse
Kulturrådet i Frederikssund (KUF) er høringspart på ansøgninger til Kulturpuljen.
Høringssvar fra KUF:
Vi kan principielt kun billige, at der startes nye kulturelle initiativer i alle dele af vores kommune. Aktiviteten her er dog en folkeoplysende aktivitet, som bør godkendes enten som forening eller aftenskoleaktivitet, på lige vilkår med vores andre kor, og herefter ansøge og opnå tilskud som sådan fra Folkeoplysningsudvalget.
Vi kan derfor ikke anbefale, at der ydes tilskud til opstarten af aktiviteten, som end ikke er formelt organiseret endnu, og hvor en stor del af de ansøgte synes at gå til forplejning og løn til ansøger selv. Det vil heller ikke være nødvendigt med udgift til lokaler, da fx Skuldelev Skole kan lånes gratis.
Økonomi
Idet nærværende sag finansieres inden for Kulturpuljens afsatte ramme, har sagen ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
89Beslutning om kulturprismodtagere 2025 (Lukket punkt)
90Beslutning om budgetopfølgning pr. 30 juni 2025
Resume
I nærværende sag gives en prognose på det forventede forbrug i 2025 sammenholdt med korrigeret budget samt afledte forslag til tillægsbevillinger. Endvidere følger en opfølgning på budgetaftale 2025-2028
Indstilling
Administrationen indstiller, at Job, erhverv og kultur over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:
- Der på politikområdet Beskæftigelsesindsatsen gives en tillægsbevilling (merforbrug) på 0,5 mio. kr. i 2025 vedrørende serviceudgifter.
- Der på politikområdet Beskæftigelsesindsatsen gives en negativ tillægsbevilling (mindreforbrug) på 6,1 mio. kr. i 2025 vedrørende overførselsudgifter.
- Der på politikområdet Social service gives en negativ tillægsbevilling (mindreforbrug) på 2,8 mio. kr. i 2025 vedrørende serviceudgifter.
- Budgetopfølgningen i øvrigt tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Drift
Budgetopfølgningen giver anledning til en reduktion i forbruget i de forventede udgifter på 8,4 mio. kr., hvoraf de 2,8 mio. kr. kan henføres til en negativ tillægsbevilling til serviceudgifter på Social service og de resterende 5,6 mio. kr. kan henhøres til Beskæftigelsesindsatsen, hvor overførselsudgifter bliver reduceret med 6,1 mio. kr. mens at serviceudgifterne bliver opskrevet med 0,5 mio. kr.
I forhold til fordrevne ukrainere forventes der i 2025 merindtægter på i alt 2,8 mio. kr. vedr. huslejebetaling fra fordrevne ukrainere under Social service. Endvidere er der udgifter for 1,5 mio. kr. til administrative medarbejdere under Beskæftigelsesindsatsen.
I bilag 1 redegøres nærmere for budgetopfølgningens resultater.
Anlæg
Budgetopfølgningen giver ikke anledning til en ændring i bruttoanlægsudgifter såvel som bruttoanlægsindtægter under Job, erhverv og kultur.
Opfølgning på budgetaftalen 2025-2028
I forbindelse med budgetopfølgningen er der foretaget en opfølgning på budget 2025-2028, der viser, at ni ud af ti budgetinitiativer er implementeret, mens én endnu ikke er implementeret.
Det ene initiativ, der ikke er implementeret er:
- Vikingespillet jubilæum - Jubilæet afholdes i 2026. Planlægningen er begyndt.
I vedlagte bilag 2: Opfølgning på budgetaftale 2025-2028 udspecificeres opfølgningen nærmere.
Inddragelse
Inddragelse ikke vurderet relevant.
Økonomi
Drift
Budgetopfølgningen giver anledning til at de budgetterede serviceudgifter under beskæftigelsesindsats opskrives med 0,5 mio. kr. samt at overførselsudgifterne nedskrives med 6,1 mio. kr. De budgetteret serviceudgifter under Social service nedskrives med 2,8 mio. kr.
Anlæg
Budgetopfølgningen giver ikke anledning til ændring i bruttoanlægsudgifter såvel som bruttoanlægsindtægter under Job, erhverv og kultur
Bilag
91Drøftelse af Copenhagen Sprint
Resume
Job, erhverv og kultur og Unge, fritid skal med denne sag drøfte cykelløbet Copenhagen Sprint, der kom gennem Frederikssund Kommune 21.-22. juni 2025. Udvalgene præsenteres ligeledes for administrationens evaluering.
Indstilling
Administrationen indstiller til Job, erhverv og kultur og Unge, fritid og idræt, at:
- Orientering om administrationens evaluering og erfaringer fra Copenhagen Sprint tages til efterretning.
- Drøfte sagen.
Sagsfremstilling
World Tour cykelløbet Copenhagen Sprint blev afviklet i weekend 21.-22. juni 2025. Løbet lagde begge dage vejen forbi Frederikssund Kommune på to forskellige ruter.
Der er Dansk Cykle Union (DCU) som arrangerer Copenhagen Sprint i samarbejde med en række andre aktører, herunder Frederikssund Kommune. DCU er blandt andet ansvarlige for ruteplanlægning, afvikling af løbet og sikkerhed i samarbejde med politiet. Administrationen har løbende været i dialog med DCU i forhold til ønsker og muligheder i forbindelse med løbet. DCU har afholdt evalueringsmøde 27. august for kommuner og samarbejdspartnere, hvor Frederikssund Kommune også holdt et kort oplæg om aktiviteter og tiltag i forbindelse med løbet.
Kommunikation og PR
Frederikssund Kommune har i månederne op til kommunikeret om løbet, trafikale ændringer og aktiviteter. Der har især været prioriteret kommunikation omkring trafik og spærrede veje.
Al information har været samlet på en selvstændig side på oplev.frederikssund.dk. Dette for at gøre det let for borgere at tilgå al nødvendig information. Hovedsiden har fået mere end 6.500 visninger siden publiceringen 4. april, og er i perioden den næstmest besøgte side på oplev.frederikssund.dk. Dertil har der været oprettet en side om trafikinfo på frederikssund.dk. Siden har været vist mere end 8.000 gange siden publicering 8. maj, og er den tredje mest besøgte side på frederikssund.dk i perioden.
På kommunens Facebookside har der været lavet ni opslag omkring Copenhagen Sprint. Rækkevidden på opslagene har været gennemsnitlig, med et enkelt opslag der fik en rækkevidde på over 23.000. Borgere der blev direkte berørt at trafikale ændringer modtog brev i E-boks. Der har været god respons på brevet, der sikrer at berørte borgere fik besked.
Af øvrige tiltag har der været infoannoncer i avisen i uge 21 og 25 med info om trafik og aktiviteter. Der har været ophængt plakater om børnecykelløb og Copenhagen Sprint i institutioner, skoler, haller og biblioteker. Frederikssund bibliotek fik leveret cirka 150 flag med Copenhagen Sprint logo til udlevering til interesserede borgere. Alle flag var delt ud allerede inden løbsweekenden.
Eventplads og aktiviteter
Lørdag 21. juni var Campus Frederikssund omdannet til eventplads. Pladsen var oplagt som lokation, da cykelruten gik lige forbi og det var et aflukket område der nemt kunne indeholde forskellige aktiviteter. Det var planlagt event lørdag hvor kvindernes udgave blev afviklet, for at støtte op om kvindecykling og skabe synlighed omkring det. Dette var også på opfordring fra DCU.
Pladsen var åben fra klokken 10.30 og indtil at cykelrytterne havde passeret på Odinsvej omkring klokken 14.30. Ni forskellige aktører bidrog på forskellig vis til festlighederne. Slangerup Discgolf, Frederikssund Badmintonklub og Frederikssund MTB-spor og Bikepark stod for kom-og-prøv-aktiviteter, og Frederikssund Bibliotekerne og KreaMik stod for kreative værksteder. Frederikssund Ungdomsskole uddelte vand og bolsjer, og Café Ærligt solgte is og bagværk. Frederikssund Musikskole og Frederikssund Vikingespil stod for musikalske indslag i løbet af dagen. Alle aktører var med til at skabe en livlig stemning på pladsen, og alle aktiviteter var velbesøgt hele dagen. Der er plads til flere foreninger og aktiviteter til fremtidige afviklinger. Der var opsat storskærm på pladsen, til transmission af cykelløbet og optakt. Skærmen gav en god stemning og mange fulgte interesserede med inden de selv skulle ud til vejen for at heppe. Tilhørende lydanlæg blev brugt i løbet af dagen til speak og afspilning af musik.
I samarbejde med DGI Nordsjælland blev der arrangeret børnecykelløb med to heats. Mange børn deltog på den to kilometer lange rute, og alle deltagende fik startnummer på maven og overrakt en medalje efter de var kommet i mål. CO-RO sponsorerede juicebrikker til alle børn. Samarbejdet med DGI har fungeret godt, og de har også bidraget med praktiske ting og hjælp i forbindelse med de øvrige aktiviteter på eventpladsen. DGI er klar til at være endnu mere involveret til næste år.
KFUM spejderne i Slangerup og Frederikssund badminton deltog med sammenlagt 15 frivillige der løste forskellige praktiske opgaver på dagen. Deres bidrag til dagen var afgørende for succesen, og de har modtaget et mindre honorar for indsatsen.
Det vurderes at cirka 150 personer lagde vejen forbi eventpladsen. Det var primært børnefamilier som kom for at deltage i cykelløb og øvrige aktiviteter, men flere andre fandt også vej til pladsen for at følge med i løbet på storskærmen. Samme dag blev der også afholdt vikingemarked på Kalvøen og flere store idrætsstævner i kommunen. De har tiltrukket samme målgruppe som eventpladsen og kan have haft betydning for deltagerantallet. Tilbagemeldingerne fra deltagerne har været gode, og der har været ros til lokationen og det brede udvalg af aktiviteter. Alt i alt var dagen velbesøgt med mange glade borgere, om end nogen gav udtryk for ikke at havde hørt om arrangementet før sent på dagen eller først dagen efter afvikling.
Mediedækning
Copenhagen Sprint blev begge dage sendt live på DR1 og Eurosport. Derudover blev løbet dækket på P4. Frederikssund Kommune fik god eksponering med flotte TV-billeder og omtale. Flere dele af den indsendt seværdighedsguide blev også nævnt af kommentatorerne begge dage. Lørdag blev der sendt live direkte fra eventpladsen. DR Sporten dækkede stemningen langs Odinsvej og interviewede på pladsen til en snak om hvad dagen havde budt på. Søndag havde flere maritime foreninger aktiviteter og sejlads på fjorden i anledning af cykelløbet, der gav flotte tv-billeder. Generelt har Frederikssund Kommune markeret sig som en kommune der går aktivt ind i Copenhagen Sprint og har meget at byde på.
Forslag til gennemførsel i 2026 og 2027 med afsæt i erfaringerne fra 2025
Copenhagen Sprint kommer igennem Frederikssund Kommune igen i 2026 og 2027. Udgangspunktet er, at ruten er den samme som i 2025. Administrationen anbefaler, at Kommunens cykelevents for børn samles ved ét event, der med fordel kan være Copenhagen Sprint. I 2025 har der både været børnecykelløb i forbindelse med Copenhagen Sprint (juni 2025) og afvikling af Kids Tour (august 2025), der langt hen af vejen er det samme arrangement henvendt til samme målgruppe.
Til fremtidige afviklinger kan der opsættes oplysningstavler i trafikken, der oplyser om løbet og trafikale ændringer, ved de veje som især bliver påvirket. Derudover kan der opsættes midlertidige installationer i bybilledet med information om løbet og aktiviteter. Begge dele vil kræve at der afsattes midler.
E-Boks brevet kan viser de påvirkede veje og områder i kommunen. Brevet kan sendes til alle kommunens borgere.
Der kan generelt arbejdes på en mere fokuseret kommunikation der skiller information om trafikinfo fra kommunikation om aktiviteter. Kommunikationen kan styrkes ved øget fysisk markedsføring. Så vel som boost på sociale medier.
Afholdes der event (fanzone) på samme lokation, er det nødvendigt med bedre skiltning af hvor området er, så borgerne let kan finde vej ind.
Administrationen vurderer samtidig, at flere borgere vil besøge fanzonen, hvis der afvikles aktiviteter, når herrernes løb afvikles.
Vedlagt sagen som bilag 1 er regnskab for Frederikssund Kommunes udgifter i forbindelse med Copenhagen Sprint og tilhørende aktiviteter. Cirka 100.000 kr. af de afsatte midler er brugt på engangsinvesteringer, der kan benyttes til fremtidige arrangementer. Unge, fritid og idræt besluttede på mødet 1. oktober 2024 i sag 93, at fremtidige finansieringer af Copenhagen Sprint oversendes til budgetforhandlingerne. Administrationen vurderer at arrangementet vil kunne gennemføres for 200.000 kr., med genbrug af investeringer fra 2025 og ny tiltag der forbedrer publikumsoplevelsen og information til borgerne.
Inddragelse
Administrationen har indhentet input fra de deltagende foreninger og øvrige aktører. Disse er indarbejdet i ovenstående evaluering og anbefalinger.
Økonomi
Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Bilag
92Meddelelser
Sagsfremstilling
- Vedlagt er invitation og foreløbigt program til KL's jobCAMP 25 den 23.-24. oktober i Aalborg Kongres & Kultur Center.
- Regeringsudspillet "mindre bøvl - mere fællesskab" er vedlagt som bilag
Bilag
93Underskrifter
Beslutning
-
Sagsfremstilling
Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark.
Når der trykkes "Godkendt" svarer det til, at underskriftarket er underskrevet.